Læs uddrag af bogen

Læs uddrag af bogen
Detektorfund - hvad skal vi med dem?
Dokumentation og registrering af bopladser med
detektorfund fra jernalder og middelalder
Rapport fra et bebyggelseshistorisk seminar på
Hollufgård den 26. oktober 1998
Redigeret af
Mogens Bo Henriksen
Skrifter fra Odense Bys Museer vol. 5
2000
©
Odense Bys Museer og forfatterne, 2000
Redaktør
Mogens Bo Henriksen
Layout
Rasmus Halling Lorentzen
Titel
Detektorfund - hvad skal vi med dem? Dokumentation og registrering af bopladser
med detektorfund fra jernalder og middelalder. Rapport fra et bebyggelseshistorisk seminar på Hollufgård den 26. oktober 1998
Forsideillustration
To fugleformede fibler fra Toftegård (Hjulby) og en fra Avnslev. Sidstnævnte er
spejlvendt. Tegning: Steffen Maarup.
Skriftserie
Skrifter fra Odense Bys Museer vol. 5
Trykkested og -år
Odense 2000
ISBN
87-87162-741
Forside
Expres-Trykkeriet, Odense
Tryk
Odense Kommune, Kopicentralen
Antal
300
Distribution
Odense Bys Museer
Publikum & Kommunikation,
Bangs Boder 5
Box 1255
5100 Odense C
Telefon 66 14 88 14 * 4601
Telefax 65 90 86 00
E-mail: [email protected]
www.odmus.dk.
2
Indhold
Forord ..................................................................................................................................... 5
Karsten Kjer Michaelsen: Detektorfund – hvad skal vi med dem? ........................................ 7
Mogens Bo Henriksen: Hvad skal vi med detektorfund? ..................................................... 11
Mogens Bo Henriksen: Lundsgård, Seden Syd og Hjulby. Tre fynske
bopladsområder med detektorfund ............................................................................. 17
Lars Jørgensen: Storgården ved Tissø. Tolkning af aktivitetsområder og anlæg
på grundlag af detektorfundene fra pløjelaget .......................................................... 61
Palle Østergaard Sørensen: Detektorfundene fra Gudme og den digitale arkæologi........... 69
Margrethe Watt: Detektorfund fra bornholmske bopladser med kulturlag.
Repræsentativitet og metode ....................................................................................... 79
Finn Ole Sonne Nielsen: Dokumentationsniveauet på bornhomske detektorpladser .......... 99
Torben Nilsson: Nordjyske bopladsområder med detektorfund......................................... 105
Peter Vang Petersen: Hvad er Danefæ i dag?.................................................................... 109
Anne Pedersen: Danefæbegrebet inden for middelalder og renæssance
- permanent eller foranderlig størrelse? .................................................................. 113
Tim Grønnegaard: Detektorfundene i magtens landskab................................................... 123
Jens Christian Moesgaard: Detektorfundne mønters videnskabelige muligheder.............. 127
Jørgen A. Jacobsen: Sammenfatning af seminaret ............................................................. 133
Program for seminaret ........................................................................................................ 139
Deltagerliste........................................................................................................................ 140
Forfatternes adresser........................................................................................................... 142
Skrifter fra Odense Bys Museer ......................................................................................... 143
3
4
Forord
I 1997 arrangerede Odense Bys Museer et seminar om bebyggelseshistoriske projekter, deres betydning, bearbejdning og publikation. Seminaret blev afholdt i forbindelse med udgivelsen af bind 1 i en
katalogserie, hvori det er hensigten at fremlægge samtlige fynske bopladser fra jernalder, vikingetid og
tidlig middelalder. Bind 1 i katalogserien udkom i april 1997, og på nuværende tidspunkt arbejdes der
med bind 2, der omfatter Odense og Åsum herred - d.v.s. området syd for den inderste del af Odense
fjord.
I Odense og især i Åsum herred er der i de senere år påvist flere jernalderbebyggelser, som er karakteriseret ved løsfund af metaloldsager fra jernalder, vikingetid og middelalder. Detektorfundene giver et
vigtigt supplement til vores viden om den materielle kultur på jernalderbopladserne, men hvis der skal
foretages en forsvarlig registrering og evt. efterundersøgelse på fundstedet, medfører detektorfundenes
fremkomst en stigende arbejdsbyrde for museerne. Man kan derfor spørge sig selv, om arkæologerne
skal til at prioritere indsamlingen på de bopladsområder, hvor detektorafsøgning resulterer i metalfund.
Skal arkæologerne rykke ud på alle lokaliteter for at foretage opmålinger og evt. gravninger, eller skal
alt materiale indsamles fra pladserne?
På Odense Bys Museer har vi erfaret, at bopladsområder med detektorfund håndteres og prioriteres
forskelligt fra museum til museum – og fra lokalitet til lokalitet. Med udgangspunkt i denne problemstilling afholdtes seminaret ”Detektorfund – hvad skal vi med dem?” på Hollufgård den 26. oktober
1998. Det var hensigten, at seminaret skulle indeholde oplæg fra museumsfolk, der havde forskellig tilgang til og erfaring med detektorfund og detektorfolk. Efterfølgende skulle der være plads til debat, således at man kunne udveksle gode og dårlige erfaringer. De entusiastiske diskussioner, som fulgte efter
oplæggene, viste, at der er behov for en løbende debat om behandlingen af detektorfundene – og holdningen til detektorfolkene.
Det er vores erfaring, at man øger den faglige betydning af et seminar, hvis det efterfølges af en rapport. Vi havde derfor bedt oplægsholderne om at aflevere et kort manuskript, der tog udgangspunkt i
indlæggene på seminaret. Lettere forsinket i forhold til den oprindelige tidsplan har Odense Bys Museer hermed fornøjelsen af at præsentere 13 indlæg, som tager udgangspunkt i seminaret. Alle oplægsholderne fra seminaret har venligst stillet manuskripter til rådighed. Derudover har museumsinspektør
Jens Christian Moesgaard fra Den Kgl. Mønt- og Medaillesamling, Nationalmuseet, bidraget med en
artikel om detektorfund og numismatik.
Odense Bys Museer, september 2000
Mogens Bo Henriksen
5
6
Detektorfund - hvad skal vi med dem?
Karsten Kjer Michaelsen
Fig. 1. Forsiden på Skalk 1983/1 - her lades
ingen tvivl om, at havkat har forvildet sig ind i
det arkæologiske hyttefad.
Egentlig kan man synes, at det efterhånden
er blevet et overflødigt spørgsmål, men det
er faktisk ikke mere end et par år siden jeg
præsenterede et artikeloplæg for tidsskriftet
Skalk. Den skulle hedde "... men Vorherre
hjalp til!" (Michaelsen 1999) og selvfølgelig referere til den nu 16 år gamle artikel
som Christian Fischer gav titlen "Den har
fanden skabt" (Fischer 1983). (fig. 1). Man
bemærker skriften med småt under Jørgen
Kraglunds meget sigende tegning: "Med
ovenstående skulle det være utvetydigt tilkendegivet, hvad arkæologiens fagfolk mener om det nye skattesøgerinstrument, metaldetektoren, der i den senere tid har vundet skæbnesvanger udbredelse. Et resultat af
rovdriften er omtalt s. 8 - med beklagelse,
skønt det er både spændende og i høj grad
betydningsfuldt. Alt for mange vigtige oplysninger er gået tabt."
Man sporer dobbeltheden: Det er noget
skidt, at fundet er blevet voldet op af jorden,
men også ophidsende spændende, at det
overhovedet er kommet frem i lyset. Og
Christian Fischer havde selvfølgelig ret dengang! For hvordan skulle man takle den
nye situation, der i sig rummede potentielle
muligheder for misbrug og dermed fare for
oldsagernes ve og vel. Og dermed i sidste
ende en fare for den arkæologiske forskning. Forbud som det kendes andre steder
fra, bl.a. Sverige som så må "importere" autoriserede amatørarkæologer tilknyttet danske museer, blev det heldigvis ikke til. Det
skal vi fagfolk være glade for - også selv
om det indebærer ekstra arbejde og særlige
problemer. I stedet udarbejdede Nationalmuseet og Fredningsstyrelsen en pjece, der
udstak nogle retningslinjer, gjorde opmærksom på lovgivningen og så i øvrigt opfordrede til samarbejde.
Skalk fastholder hårdnakket sin kølige attitude til metaldetektorerne - hvilket heldigvis ikke gælder, når det drejer sig om at vise
billeder i bladet af de pragtfund, som skyl-
7
des de "fandens" redskaber! Titlen ovenfor
antyder, at der kan ses anderledes på sagen.
Det ved museer som Nationalmuseet, Odense Bys Museer og Svendborg & Omegns
Museum med arbejdsmark i det fundrige
Gudme bedre end nogen andre. Metaldetektorerne er ganske enkelt uden sidestykke det
største metodiske fremskridt for arkæologien siden opfindelsen af den maskinelle fladeafdækning på større bopladsområder i
1960´erne. Uden metaldetektorerne og de
folk, der betjener dem havde meget set anderledes ud i dag, bl.a. Danmarkshistorien!
"Detektorfund - hvad skal vi med dem?"
For mit eget vedkommende kan jeg omskrive et kendt Julius Bomholt-citat og erklære
mig nærmest for, men mængden af fund og
nye pladser med ofte op til flere hundrede
detektor-fundne genstande har skabt nye
problemer, som de arkæologiske museer må
finde løsninger på. Det drejer sig især om at
få registreret de mange fund på en forsvarlig
måde. Drejer det sig på årsplan om et par
fibler, en mønt og en klump smeltet bronze
er det til at overskue, men er der tale om
hundredvis af fund - det er bl.a. virkeligheden i Gudme-området - ja, så må der systematisk og detaljeret opmåling til. Et gammeldags målebånd er en udmærket, men besværlig måde - især, hvis et fund er gjort
midt på en stor mark og målebåndet er 30 m
langt!
I fynsk regi har vi især haft problematikken omkring detektorfundene inde på livet i
Gudme-/Lundeborg-området. Der har været
uheldige hændelser, bl.a. forsvandt 250
gram guld fra Broholmskatten (Michaelsen
& Thomsen 1991), og hen ad vejen har vi
hørt forskellige rygter om ukendte detektende personer, der er blevet set vandrende
rundt på markerne. Mere end én lodsejer har
8
vist udenbys detektorfolk bort, for de vidste
- og ved - udmærket hvem, der er autoriseret af museerne til at gå med detektor. Museerne, lodsejerne og detektorfolkene i harmonisk og frugtbart samarbejde.
I perioden 1987-1994 gennemførtes et arkæologisk forskningsprojekt på Sydøstfyn,
især koncentreret omkring Gudme-bopladsen, gravpladsen Møllegårdsmarken og
handelspladsen ved Lundeborg. Det blev finansieret af midler bevilget af A. P. Møllerfonden, og der er ingen tvivl om, at de flotte
og væsentlige detektorfund af såvel enkeltgenstande som regulære guld- og sølvskatte
var med til at henlede opmærksomheden på
det allerede unikke område. Opmærksomhed først fra Nationalmuseet, der stod for
danefæ-behandlingen. Siden blev Fyns
Stiftsmuseum inddraget, da der simpelthen
dukkede så meget frem, at opgaven ikke
længere kunne klares fra København. Med
Lundeborg-pladsens fremkomst - hvilket
atypisk nok ikke skyldtes detektorfund kom også Svendborg & Omegns Museum
ind på scenen. Det blev til et fællesprojekt
med de tre nævnte institutioner som grundsten, og populært sagt, så voksede de hylende toner i detektorfolkenes høretelefoner
til 10 mill. projektkroner.
Ved alle udgravninger i Gudme er detektoren et uundværligt redskab. Et kort over
udbredelsen af fund fra jernalder og vikingetid i området viser med stor tydelighed, at
de løsfundne metalgenstande - stor set alle
gjort med detektor - er en endog meget væsentlig del af det arkæologiske kildemateriale (fig. 2). En af markerne ved Gudme har
detektorfolkene Flemming Lyth og Johnny
Kragekjær sågar døbt "Lossepladsen" på
grundt af det store og fragmenterede fundmateriale bestående af flere hundrede styk-
χχ
χχ
ker danefæ. På en lokalitet som Gudme IV
svarede løsfundenes spredning før udgravningen ganske overens med udbredelsen af
anlæggene under pløjelaget (Michaelsen &
Sørensen 1996). Her som andre steder bl.a. kulturlags-pladsen Lundeborg - blev
detektoren anvendt før og under udgravning
af de forskellige anlæg. Det gør det muligt
at forankre metalfund in situ før fylden fra
f.eks. en grube eller et stolpehul soldes. Det
interessante er, at ofte er det ikke bare detektoren, der er blevet taget til nåde af fagarkæologerne, men også deres operatører af
den simple grund, at på det område er rollerne byttet om i forholdet professionel/amatør.
Mængden af fund - overblikket - er én
ting, men det er selvfølgelig kun det ene
element. Det andet - det kvalitative, den de-
χχ
χχ
χ
χ
χχ
χχ
χχ
χχ
χ
χ
χ
χ
χ
χ
χ
χ
χ χχ
χ
χ
χχχχ χ
χ
χ
χ χ
χ
χχ χχ
χ
χχ χ
χ
χ
χ
χ
χχ
χ
χ
χ
χ
χ
χ
χ
χ
χ
χχ
χχ
χ
χ
χχχχχχχ
χ
χχχ
χ
χ
χ
χχ
χ
χ
χ
χ
χ
χ
χ
χ
χ
χ
χ
χχ
χχ
χχ χχχχ χχ χ
χ
χχχχ χχχχ
χχ
χχ χχ χ χ
χ
χ
χ
χ
χχ
χχ −− ☺☺☺
−
?
?
Ξ
Ξ
ΓΓ
χχ
]]
Ξ
Ξ
ΞΞ
Ξ
ΞΞ
Ξ
Ξ
Ξ
Ξ
Ξ
Ξ
Ξ
Ξ
Ξ
Ξ
Ξ Ξ
Ξ
ΞΞ
Ξ
ΞΞ
Ξ Ξ
Ξ Ξ
Ξ
Ξ
ΞΞ
Ξ
Ξ
ΞΞ
Ξ
Ξ
Ξ
Ξ
Ξ
Ξ
Ξ
Ξ
Ξ
ΞΞΞΞ Ξ
Ξ
Ξ Ξ
Ξ
ΞΞ
Ξ
ΞΞ
Ξ Ξ
Ξ
Ξ
Ξ
Ξ
Ξ
Ξ
Ξ
Ξ
Ξ
Ξ
Ξ
Ξ
Ξ
ΞΞ
Ξ Ξ
Ξ
Ξ
Ξ
Ξ
Ξ
Ξ
Ξ
ΞΞ Ξ
Ξ
Ξ
Ξ
Ξ
Ξ
Ξ
ΞΞ
Ξ Ξ
Ξ
Ξ
Ξ
Ξ
Ξ
Ξ
Ξ
ΞΞ Ξ
Ξ
Ξ
Ξ
Ξ
Ξ
Ξ
ΞΞ
Ξ
ΞΞ
Ξ
ΞΞΞ
ΞΞ
Ξ
Ξ
Ξ
Ξ
Ξ
Ξ
Ξ
χχ
−−−
χχ
Ξ
Ξ
−−− ΓΓ
Ξ
Ξ
Ξ Ξ
Ξ
Ξ
ΞΞ
Ξ
Ξ
Ξ
ΞΞ
Ξ
Ξ
Ξ
χχ
−−−
ΓΓ Ξ
Ξ
Ξ
Ξ
Ξ
Ξ
ΞΞ
Ξ
Ξ
Ξ
Ξ
Γ
Γ
Γ
Γ
Γ
Γ
Γ
Γ
Γ
Γ
Γ
Γ
Γ
ΓΓ
Γ
ΓΓ
Γ
Γ
Γ
ΓΓ
ΓΓ
Γ
Γ
Γ
Γ
Γ
ΓΓ
Γ
Γ
Γ
Γ
ΓΓ
ΓΓ
Ξ
Ξ
Ξ
Ξ
χχ
[[[
Ξ
Ξ
Ξ
Ξ
Ξ
Ξ
Ξ
Ξ
ΓΓ
ΓΓ
σ
σ
σ
σ
σ
σ
σ
σ
σ
σ
σ
σ
[[[ ☺
☺
☺
σ
σ σ
σ
−
σ
−
σ
σ
σ
−
σσ
☺
☺
☺
☺
☺
☺
σ
σ
σ
σ
σ
σ
σ
σ
σ
σ
σ
∝
∝
σσ
−
−
σ
σ
σ
σ
σ
☺
σ
−
☺
☺
−
☺
☺
−
σ
☺
−
σ
σ
−
σ
σ
σ
σ
−
☺
σ
−
σ
σ
σ
σ
σ
σ
]
☺
☺
☺
☺
]
σ
σ
σ
σ
σ
σ
σ
σ
☺
☺
σ
σ
σ
σ
σ
σ
σ
σ
σ
σ
]]
σ
σσσ σ
???
[
[
−
−
σ
σ
[
−
−
−
−
σ
σ
σ
σσ
∝
∝
σ
σ
−
−
]
☺
☺
−
−
−
[[
☺
]
☺
☺
−
[
☺
−
−
☺
☺
☺
☺
∝
−
−
∝
σ
σ
−
☺
☺
σ
σ
☺
☺
∝
σσ
∝
☺
☺
[
[
σ
σ
?
?
☺
−
−
☺
[
☺
☺
☺
☺
σ
σ
?
?
?
−
−
σ
σ
−
☺
−
σ
σ
☺
?
−
−
−
−
−
☺
☺
−
−
−
−
−
σ
σ
−
−
−
☺
−
☺
☺
σ
σ
−
[
[
[
−
[
−
−
σ
σ
☺
[
[
−
☺
☺
−
−
−
σ
−
−
−
σ
[
σ
σ
−
−
[
[
[
−
σ
−
σ
☺
σ
[
☺
☺
σ
σ
☺
∝
∝
[
?
?
σ
σ
−
☺
σσ
☺
σ
σ
[σ
[
[[
[
☺
☺
☺
∝
?σ
∝
σ
σ
−
−−
?☺
?
[
[
−
☺
☺
−
∝
∝
[
☺
[
?
[[
−
σ
σ
σ
σ
σ
σ
σ
∝
∝
[
[
σ
σ
σ
σ
∝
∝
σ
σ
[
[
[[[[[ ?
?
]
]
∝
∝
☺
☺
σ
σ
−
?
−
∝
∝
σ
σ
−
−
−
−
☺
?
?
?
?
−
☺
☺
σ
σ
−
−
σ
σ
[
[
?
?
?
?
?
?
☺
σ
σ
[
?
?
?
?
σ
σ
[
[
?
?
?
[
[
σ
σ
?
[
?σ
?
[
σ
σ
σ
−
−
?
∝
∝
σσ
−
]
∝
☺
☺
]
?
??∝
☺
☺
☺
−
−
−−−
☺
[
−
σ
σ
σσ
σ
σ
[[[
[
σ
σ
σ
σ
☺
☺
☺
σ
σ
σ
σ
σ
σ
[[[σ
−
−
σ
−
[[[ Ξ
Ξ
Ξ
Ξ
Ξ
Ξ
[
?[?
?
[?
?
?
taljerede viden - er langt oftere det ultimative mål. Vigtige nye aspekter er blevet tilføjet vores viden om Gudme-samfundet i
jernalder og vikingetid. Kontaktnettet til
den store verden, forholdet til romersk vinkultur og religion, tilstedeværelsen af en
møntøkonomi i én eller anden form allerede
i jernalderen o.s.v. De unikke fund giver ligeledes stof til eftertanke. Over 600 stumper
af et senromersk sølvfad med forgyldning,
hvis lige kendes fra bl.a. Schweiz. Et sølvhoved fra en romersk saltskål. En springende løve i bronze. En sjælden sesterts fra
Maximinius Trax´ regeringstid (235-238).
Romerske gudestatuetter og nordiske mænd
med Gajol-frisure. Guldgubber på under et
gram og statuer på flere kg. Den flittige læser af det sidste årtis årbøger fra Svendbog
& Omegns Museer vil nikke genkendende!
−−−
σσ−−−
Fig. 2. Udbredelseskort over løsfund i Gudme - langt de fleste er gjort med metaldetektor.
9
Konklusionen - og den erfaring jeg vist
deler med langt de fleste fagfolk - er, at detektoren er blevet et uundværligt redskab i
udforskningen af den del af vores fortid, der
er metalbærende - hvis man kan sige det på
den måde. Hvis Skalk nogensinde ønsker at
bringe en artikel med det her foreslåede
emne, forestiller jeg mig at den skal illustreres af en af Jørgen Kraglunds utvetydige
tegninger, der viser en gammel hvidskægget
mand med glorie over hovedet afsøge en
pløjemark med detektor. For - nå, ja - gu-
derne skal vide, at der er kommet fund frem
af umiskendelig guddommelig karakter.
Fundet af den - i rask tilstand - 1,20 m høje
romerske Herakles-statue taler på fornem
vis sit eget gudesprog (Michaelsen 1994).
Fanden skabte måske detektoren. Vorherre
hjalp måske til. Uanset hvad, så er det arkæologerne, der skal styre slagets gang og
få så meget ud af de resulterende fund som
muligt. Ikke altid nogen let opgave, men
hævet over enhver tvivl er det: Metaldetektoren har gjort det sjovere at være arkæolog!
Litteratur
Fischer, C. 1983: Den har Fanden skabt. Skalk 1983:1, s. 8-14.
Michaelsen, K. K. 1994: Godt skrot - en romersk statue i Gudme. Årbog for Svendborg & Omegns Museum 1994, s. 8-15.
-1999: …men Vorherre hjalp til. Årbog for Svendborg og Omegns Museum 1999, s. 33-39.
Michaelsen, K. K. & P.O. Thomsen 1991: Broholmskatten. Historien om et guldfund. Årbog
for Svendborg & Omegns Museum 1991, s. 8-23.
Michaelsen, K.K. & P.Ø. Sørensen 1996: Tusindvis af stolpehuller - uafbrudt bebyggelse i
Gudme fra 3. årh. e.Kr. til vikingetid. Årbog fra Svendborg & Omegns Museum 1996, s.
8-20.
10
Hvad skal vi med detektorfund?
Mogens Bo Henriksen
Indledning
Det spørgsmål, som rejses i overskriften,
har man lyst til at stille sig selv, når en detektorentusiast ringer hjem til privatadressen en søndag eftermiddag og anmelder
endnu en samling gule markeringspinde, der
helst skal måles ind næste morgen, fordi
landmanden skal i gang med at harve om
formiddagen. Man spørger sig selv, om detektorfund er så væsentlig en genstandsgruppe, at man nærmest skal skubbe alt til
side, for straks at styrte ud med totalstation
eller målebånd for at dokumentere forrige
dags høst? Kan det passe, at en håndfuld
oppløjede metalstumper skal kræve en dags
arbejdsindsats, når transport, indmåling, registrering, udarbejdelse af fundanmeldelse
og indsendelse af data og genstande til Nationalmuseet sammenlægges? Indeholder
detektorfundene virkelig informationer, der
gør dem så meget vigtigere end mange andre fundkategorier? I det følgende vil jeg
ikke forsøge at komme med noget svar på
disse spørgsmål; snarere vil jeg stille nogle
flere, som forhåbentligt kan medvirke til at
skabe debat om de ressourcer, der skal bruges på detektorfundene.
Historik
I starten af 1980’erne oplevede man et sandt
”gold-rush” på Fyn, og egentlig var det et
sammenfald af tilfældigheder, der startede
det hele. Et par entusiastiske skattejægere
Fig. 1. Detektorfundsteder i Fyns Amt. Kortgrundlag: ”Bebyggelse og Kulturlandskab”.
Data: Det Kulturhistoriske Centralregister og
Odense Bys Museer. Lars Ewald Jensen del.
uden væsentlig interesse for arkæologi som
sådan havde anskaffet metaldetektorer, der
netop i disse år blev budt til fals i enhver
velassorteret butik med håndværks- eller fritidsudstyr – og endda til overkommelig pris.
Med udgangspunkt i oplysninger fra N.F.B.
Sehesteds bøger om Gudme-området (Sehested 1878; 1882) og Erling Albrectsens bog
om fynske guldfund (Albrectsen 1960) opsøgte de lokaliteter, hvor der tidligere var
fundet ædelmetal. Afsøgningerne i nærheden af Gudme by gav snart bonus i form af
11
en solidusskat og siden en brakteatskat. Det
gav blod på tanden til afsøgninger på de
omkringliggende marker, der for en dels
vedkommende netop i disse år – med EFtilskud – blev ryddet for frugtplantager. Efter dybdepløjning på arealerne blev store
mængder metaloldsager vendt op i pløjelaget, og detektorafsøgningerne medførte, at
tusindvis af genstande fra jernalder, vikingetid og middelalder i de kommende år blev
indleveret til Odense Bys Museer, Svendborg og Omegns Museum samt Nationalmuseet. Resten af historien kendes vist af
alle arkæologiinteresserede (Thrane 1994).
I starten af 1980’erne var man endnu
usikker på, hvordan detektorfundpladserne
skulle gribes an. Derfor valgte man heldigvis den sikre vej, nemlig at indmåle så mange fund som muligt. Det kostede mange ressourcer, og mængden af dokumentation
blev så omfattende, at den faktisk først er
blevet anvendbar i forskningssammenhæng
med introduktionen af GIS-programmer i
midten af 1990’erne (Jørgensen 1999).
Spørgsmålet er imidlertid, om vi anvender
de indsamlede data på en måde, der står i
rimeligt forhold til ressourceforbruget.
Problematik
Alene fundmaterialet fra Gudme udgøres af
knap 5000 genstande (Jørgensen 1999), og
med fremkomsten af flere detektorfundpladser i 1990’erne, bl.a. i Odenses nordøstlige udkant og ved Hjulby på Østfyn, øges
materialet til stadighed (Henriksen 2000)
(fig.1). Selv om pladserne har stor geografisk og kronologisk spredning, er problematikken vedrørende deres dokumentation
principielt den samme: Skal alt måles ind,
12
og skal det i så fald ske med samme
nøjagtighed?
Detektorfundene har det med at tilflyde
museerne i korte, men hektiske perioder i
forårs- og efterårsmånederne. I iveren efter
at dokumentere hver fibelstump og smelteklump så godt som muligt kan man hurtigt
brænde så meget energi af, at det bliver
svært at finde ressourcer til at bearbejde materialet og sætte fundene ind i en kulturhistorisk sammenhæng.
Spørgsmålet er, om tiden er løbet fra ressourcekrævende indmåling af alle detektorfund. Er denne fundtype stadig så spændende og ”banebrydende”, som tilfældet var for
15 eller blot 10 år siden? Kan vi, med den
viden og erfaring, som de sidste årtiers undersøgelser har givet, tillade os at prioritere
dokumentationen af de enkelte fundsteder
og fundtyper? Er vores overblik i dag så
stort, at vi kan foretage en inddeling af genstandene i typer, som har større eller mindre
betydning for karakteriseringen af den enkelte plads? Kan vi i så fald bruge ressourcerne på at foretage en omhyggelig dokumentation af de oldsagstyper, som karakteriserer fundområdet, medens øvrige genstandstyper indmåles mere ekstensivt?
Med disse spørgsmål har jeg antydet, at vi
mangler en principiel diskussion om detektorfund og detektorfundpladser. Hvis dokumentationen skal prioriteres, må man
først gøre sig klart, hvilke typer af genstande, der er mest betydningsfulde for
tolkningen af den enkelte lokalitet. Er f.eks.
intakte smykker en væsentlig fundkategori,
fordi de enkelte stykker kan dateres præcist
– eller fordi de kan antyde tilstedeværelsen
af grave. Anser vi automatisk intakte smykker som betydningsfulde, fordi de er ”skuestykker” – ja ”trofæer”? Tilsvarende kan
man spørge, om mønter og ædelmetalskrot
er specielt interessante fundkategorier alene
på grund af metallets værdi, og fordi genstandene kan lede finderen på sporet af en
skat?
Man kan vende sagen på hovedet og spørge, om det i virkeligheden er de kategorier,
der ikke normalt betragtes som danefæ,
f.eks. støbeaffald, barrer og ”fibelskrot”, der
har størst betydning for tolkningen af et bo-
pladsområde. Det er jo netop disse fundtyper, der kan indikere håndværksaktiviteter,
og dermed kan de anvendes til at klarlægge
den enkelte lokalitets funktion og infrastruktur.
Vi er også tilbøjelige til at glemme jerngenstandene til fordel for oldsager af bronze, sølv og guld.
a
b
c
Fig. 2. Eksempler på detektorfundne genstande fra forskellige fynske lokaliteter. A: Korsformet fibula
og blyvægtlod fra Humlegård (080406-21 & 22), B: Rektangulær pladefibula fra Stavidsbro Øst
(080406-23), beslag fra Tinghøj (090419-22). 1:1. Tegning: Steffen Maarup.
13
Udgravninger på flere detektorfundpladser
viser med tydelighed, at når først man
kommer under pløjelaget, er forholdet mellem jern og andre metaller ganske anderledes, end detektorfundene fra markoverfladen umiddelbart giver indtryk af. Jerngenstandene er faktisk, ganske som støbeaffald m.v., en fundkategori, som kan give
væsentlige oplysninger om karakteren og
omfanget af håndværksaktiviter.
Man kan altså med rette spørge sig selv,
om vores indsamlings- og dokumentationspraksis tager udgangspunkt i videnskabelige
forhold, eller om den er præget af æstetisk
sans.
Vi må nok snart indse, at detektorfundpladserne fra især yngre germansk jernalder, vikingetid og middelalder er så talrige,
at det, selv med hjælp af moderne teknologi,
er svært at afse ressourcer til en fuldstændig
dokumentation af alle lokaliteter og alle
genstandstyper. Vi bliver nødt til at foretage
prioriteringer - geografiske, kronologiske
eller emnemæssige - hvis ikke udforskningen af især den yngre jernalders og tidlige
middelalders pladser skal sluge uforholdsmæssigt store ressourcer i forhold til andre
og mindst lige så truede fortidsmindegrupper fra andre perioder. For eksempel kan
man med fuld ret spørge, hvorfor man ikke
dokumenterer senglaciale bopladser lige så
omhyggeligt som detektorpladserne? Udgravninger af f.eks. Bromme-kulturens bopladser har jo gentagne gange vist, at de for
en stor dels vedkommende kun eksisterer i
pløjelaget. Senglaciale bopladser er til og
med mere sjældne end detektorpladserne,
og på grund af deres begrænsede udstrækning er de mere overkommelige at dokumentere. Imidlertid er senglaciale skafttungepile knap så spektakulære som rektangu-
14
lære pladefibler – og det gør nok udslaget,
når arbejdsindsatsen skal prioriteres. (Fig.
2).
Afslutning
Indenfor de sidste 20 år har vi fået en ny
fundgruppe/bopladstype, som har taget os
lidt på sengen (Nielsen & Petersen 1993;
Hårdh 1999 (red.)). Vi savner ikke falden på
halen over fundene fra disse pladser; derimod mangles resultatorienteret (strategisk)
forskning i pladsernes afgrænsning, struktur
og bevaringsgrad på landsbasis. Mig bekendt er det kun på Bornholm, man har
gjort et systematisk forsøg på at kortlægge
og afgrænse detektorfundpladserne (Watt
1998). Vi er imidlertid i desperat mangel på
komparative studier fra resten af landet.
Hvis detektorfundpladserne skal blive andet end fundstedet for samlinger af dimser,
må der arbejdes på at koble detektorfundene
sammen med underliggende strukturer/anlæg, således som det på overbevisende
måde er gjort på Tissø-pladsen (Jørgensen
2000). Desværre har det vist sig, at dyre og
destruktive udgravninger på detektorfundpladserne ikke altid giver resultater, der står
mål med indsatsen. Dertil er mange pladser
allerede for hårdt nedpløjede.
For at vi kan komme videre i studierne af
detektorfundpladserne, er en systematisering af de allerede fremkomne fund meget
påkrævet. Hovedparten af detektorfundpladserne er kun fremlagt i foreløbige artikler med afbildning af et begrænset udvalg af
genstande – og sædvanligvis er det især intakte, spektakulære og i virkeligheden atypiske fund, der vises. Der mangler katalogfremlæggelser af fundene fra detektorfundpladserne, så man hurtigt kan skabe sig et
overblik over fundstoffets kronologiske og
typemæssige sammensætning. Dette overblik er af stor betydning, hvis den enkelte
lokalitet skal sættes ind i en "horisontal
kontekst". En præsentation af fundstoffet
kan således med fordel ske via internettet –
f.eks. via link fra den elektroniske sognebeskrivelse.
Bornholms Museum har som den museale
institution i landet, der har registreret flest
lokaliteter med detektorfund inden for sit
antikvariske ansvarsområde, fremlagt en
metodik til dokumentation af pladserne. Det
er et eksempel til efterfølgelse. Hvis et sådant projekt skal gennemføres på landsplan,
vil det være nødvendigt nøje at koordinere
arbejdet de enkelte museer imellem. Dette
skal gøres for at sikre en ensartet dokumentation og beskrivelse af pladserne. Jeg vil
derfor foreslå, at Det Arkæologiske Nævn
og de arkæologiske institutter i fællesskab
forsøger at rejse midler til en landsdækkende kortlægning af detektorpladserne. Et
produkt af en kortlægning må være, at der
udarbejdes metoder til en ensartet dokumentation, undersøgelse og fremlæggelse af detektorfund og detektorfundpladser. Et meget
væsentligt formål med projektet må ligeledes være, at der udpeges et antal pladser,
som gennem fredning kan beskyttes for
fremtiden.
Litteratur
Albrectsen, E. 1960: Fynske guldfund. Fynske Studier III. Odense.
Henriksen, M.B. 2000: Lundsgård, Seden Syd og Hjulby. Tre fynske bopladser med detektorfund. I: M.B. Henriksen (red.): Detektorfund - hvad skal vi med dem? Dokumentation og
registrering af bopladser med detektorfund fra jernalder og middelalder. Skrifter fra
Odense Bys Muser vol. 5, s. 17-60. Odense.
Hårdh, B. 1999 (red.): Fynden i centrum. Keramik, glas och metall från Uppåkra.
Uppåkrastudier 2. Acta Archaeologica Lundensia No. 30. Lund.
Jørgensen, L. 1999: Fra nutidens pløjelag til jernalderens samfund – stormænd og håndværkere
i Gudme. Årbog for Svendborg og Omegns Museum 1998, s. 8-21.
-2000: Storgården ved Tissø. Tolkning af aktivitetsområder og anlæg på grundlag af detektorfundene fra pløjelaget. I: M.B. Henriksen (red.): Detektorfund - hvad skal vi med dem?
Dokumentation og registrering af bopladser med detektorfund fra jernalder og middelalder. Skrifter fra Odense Bys Muser vol. 5, s. 61-67. Odense.
Nielsen, K.H. & P.V. Petersen 1993: Detektorfund. I: S. Hvass & B. Storgaard (red.): Da klinger i muld. 25 års arkæologi i Danmark, s. 223-227. Århus.
Sehested, N.F.B. 1878: Fortidsminder og Oldsager fra Egnen om Broholm. København.
-1882: Archologiske Undersøgelser 1878-1881. København.
15
Thrane, H. 1994: Gudme – a Focus of Archaeological Research 1833-1987. I: P.O. Nielsen, K.
Randsborg & H. Thrane (red.): The Archaeology of Gudme and Lundeborg. Arkæologiske
Studier Vol. X, s. 8-15. København.
Watt, M. 1998. Bopladser med bevarede kulturlag og deres betydning for studiet af bosættelsesmønstre og centerdannelser i jernalderen. I: L. Larsson og B. Hårdh (eds.). Centrala
platser - centrala frågor. Samhällsstrukturen under järnåldern. Acta Archaeologica Lundensia. Ser. in 8, No.28, s. 205-16.
16
Lundsgård, Seden Syd og Hjulby
– tre fynske bopladsområder med detektorfund
Mogens Bo Henriksen
Indledning
Lundsgård
Siden slutningen af 1980’erne har Odense
Bys Museer foretaget undersøgelser på tre
bopladsområder, som karakteriseres af detektorfund fra jernalder, vikingetid og middelalder. Et af de tre komplekser er Lundsgård-bopladsen, som har været kendt siden
slutningen af 1930’erne. De to øvrige
lokaliteter – Seden Syd og Hjulby – er
derimod først fundet inden for de sidste
årtier (fig. 1).
I årene 1937-47 foretog Odense Bys Museer, efter datidens forhold, store fladeafdækninger to steder på et bopladsområde ved
Lundsgård øst for Odense. Ved udgravningerne blev der afdækket syv sikre eller formodede hustomter fra ældre og yngre romersk jernalder, men fund af bl.a. fibler viste, at der også havde været aktiviteter på
stedet i førromersk og ældre germansk jernalder (Albrectsen 1946; Henriksen 1998a).
Siden 1997 har en rutineret amatørarkæolog
foretaget detektorafsøgninger på de områder, hvor der blev gravet i 1937-47, såvel
som på de omkringliggende arealer. Herved
er fremkommet en mængde metalgenstande,
der kan dateres til tiden mellem ældre romersk og ældre germansk jernalder. Hertil
kommer et par genstande fra vikingetid og
tidlig middelalder samt flere objekter fra
nyere tid (app. 1)1.
Bopladsområdets topografiske placering
Fig. 1. Væsentlige detektorfundslokaliteter på
Fyn: 1: Lundsgård. 2: Seden Syd. 3: Hjulby Øst
og Toftegård. 4: Gudme. Kortgrundlag: ”Bebyggelse og Kulturlandskab”. Tegning: Lars
Ewald Jensen.
Lundsgård-komplekset ligger på den nordligste del af en drumliniseret moræneflade,
netop hvor denne går over i Seden hedeslette (Smed 1962 pl. 1). Den næsten helt jævne
terrænflade afgrænses mod vest af et smalt
engdrag, som gennemskæres af en bæk, der
danner grænsen mod Seden sogn. Mod øst
afgrænses terrænfladen af et engdrag, hvori
Vejrup Å løber.
17
Fig. 2. Området syd for Odense Fjord med markering af bopladsområderne ved Lundsgård (1-7) og Seden Syd (A-D). Kulturlandskab som i tiden omkring 1800. Kortgrundlag: Fyns Amt 1983.
1: Lundsgård Nord – hustomter og kulturlag, romersk og ældre germansk
jernalder. 2: Lundsgård Øst - bopladsanlæg og brandgrav, yngre romersk jernalder. 3: Lundsgård Sydøst – hustomt, kulturlag og brandgrave, yngre romersk og ældre germansk jernalder. 4: Guldring, yngre romersk/ældre germansk jernalder. 5: Hustomter, yngre romersk/ældre
germansk jernalder. 6: Hamret sølvstang, vikingetid. 7: Hustomter og
jordfæstegrav, yngre romersk jernalder.
A: Seden Syd – hustomter og kulturlag, yngre romersk og ældre germansk
jernalder. B-C: Hustomter, yngre romersk/ældre germansk jernalder. D:
Gravplads, førromersk, romersk og ældre germansk jernalder.
18
Vandløbene er orienteret omtrent syd-nord,
og de har begge udløb i Odense Fjord, hvis
inderste, lavvandede del, Seden Strand, ligger 2,5 km nord for Lundsgård (fig. 2).
Muldlaget på bopladsområdet består af ler
mod syd og leret sand mod nord.
Detektorfundene
Det var ikke nogen overraskelse, da der i
1997 fremkom fibler fra romersk og germansk jernalder ved detektorafsøgning over
og omkring de tidligere udgravningsfelter
på Lundsgård-bopladsen. Ved udgravningerne i 1937-47 fandtes forbavsende mange
bronzegenstande, og allerede i midten af
1800-tallet var der under markarbejde fundet en guldfingerring fra romersk eller ældre
germansk jernalder på bopladsområdet (Albrectsen 1960:82)2.
Undersøgelserne ved Lundsgård er endnu
i en indledende fase, og detektorafsøgningerne har hidtil haft karakter af spredte sonderinger på marker, der tilfældigvis har været tilgængelige. Tolkningen af bopladsområdets udstrækning og struktur skal derfor
opfattes som foreløbig.
Metalgenstandene er fremkommet i fire
forskellige koncentrationer på bopladsen, og
de er fortløbende afsat på forstørrede 4-cm
kort. På det ene fundområde er der hidtil
kun fundet et fragment af en hamret sølvstang, der dateres til vikingetid3, medens
fundmængden på et andet område har været
begrænset til en mindre bronzering, pyntesøm af bronze og smelteklumper af bronze
og bly4. Ingen af disse genstande kan dateres snævert.
Det tredje fundområde, kaldet Lundsgård
Nord, er identisk med arealet over og omkring udgravningsfeltet fra 1937-44 (Albrectsen 1946)5. Her er fundet i alt 51 gen-
stande af bronze, sølv og bly. Ældst er et
fragment af en formodet bronzefibula fra
ældre romersk jernalder. Tre bronzefibler
dateres til yngre romersk jernalder, og to
fragmenter af forgyldte bronzefibler dateres
til ældre germansk jernalder. To bronzespænder, en bronzebjælde og en bronzefingerring stammer antagelig fra jernalderbebyggelsen, men de kan ikke dateres nærmere inden for dens kendte brugstid. Det samme gælder tre cylindriske vægtlodder af bly,
en bronzebarre, tre fragmenter af sølvbarrer
og flere smelteklumper af bronze og bly.
Metalgenstandene er generelt velbevarede,
men alle større stykker er fragmenterede, og
derved adskiller de sig fra de så godt som
ubeskadigede smykker, som fandtes ved
Albrectsens undersøgelser på stedet. Fragmenteringen skal tilskrives den intensive
dyrkning, som stedet har været udsat for i
tiden siden 1940’erne (fig. 3).
Det sidste af de fire fundområder benævnes Lundsgård Sydøst, og det er identisk
med stedet, hvor Albrectsen i 1945-47 undersøgte en formodet hustomt og et kulturlag fra yngre romersk jernalder (Albrectsen
1948; 1968:150; Henriksen 1998a:196f)6.
Ved detektorafsøgninger i området er der
fremkommet 30 genstande af bronze, sølv
og bly. De snævert daterbare metalfund fordeler sig på fire slidte denarer, tre bronzefibler og et fragment af en stempelornamenteret bronzering fra yngre romersk jernalder, to fragmenter af korsformede fibler fra
ældre germansk jernalder, et muligt hængesmykke fra vikingetid samt en manperle af
bly fra tidlig middelalder. En bronzering, et
par sølvsmelteklumper, en bronzebarre og
en bronzestøbetap tilhører antagelig jernalderbebyggelsen, medens de øvrige metalfund enten er udaterbare eller fra nyere tid
(fig. 4, App. 1).
19
b
a
d
c
e
f
g
20
Fig. 3. Detektorfund fra Lundsgård
Nord. A-C: Fibler fra yngre romersk
jernalder. D-E: Fibler fra ældre germansk jernalder. F-G: Vægtlodder fra
ældre germansk jernalder. 1:1. Tegning: Steffen Maarup.
b
a
d
c
e
f
Fig. 4. Detektorfund fra Lundsgård Sydøst.
A: Fragment af bronzearmring, yngre romersk jernalder. B: Bronzefibula, yngre romersk jernalder. C-E: Korsformede bronzefibler, ældre germansk jernalder. F: Hængesmykke af bronze, vikingetid. G: Manperle af bly, tidlig middelalder. 1:1. Tegning:
Steffen Maarup.
g
21
Udgravninger
Der er foretaget systematiske udgravninger
forskellige steder inden for Lundsgårdkomplekset i flere omgange. Ved udgravningerne på Lundsgård Nord i 1937-44 blev
der ifølge udgravernes tolkning afdækket
seks hustomter, hvoraf fire dateres til ældre
og to til yngre romersk jernalder. Hertil
kommer en brønd fra yngre romersk jernalder. På grund af dækkende kulturlag var der
– efter fynske forhold – gode bevaringsforhold på stedet.
De publicerede tegninger og beskrivelser
af husene bærer præg af, at der endnu i midten af 1940’erne var et mangelfuldt kendskab til jernalderens huse, og en gennemgang af udgravningsdokumentationen viser,
at kun det af Albrectsen udskilte hus E med
sikkerhed kan bestemmes som en huskonstruktion. Det adskiller sig til gengæld
ikke fra de de treskibede langhuse, der kendes fra andre fynske romertidsbopladser
(fig. 5). De øvrige tomter er mere problematiske, og i hvert fald dele af den tidligere
udskilte tomt C kan med sikkerhed bestemmes som et hegn, der har omgivet hus
E. Alt i alt må det konstateres, at kun ved en
genåbning af de tidligere udgravningsfelter
vil det være muligt at få klarhed over antallet og karakteren af huse og andre konstruktioner på stedet.
Ved undersøgelse af brønden og husene
såvel som de kulturlag, der omgav og overlejrede de formodede hustomter, fandtes 16
genstande af bronze, heriblandt seks fibler
fra ældre og yngre romersk samt ældre germansk jernalder. De øvrige bronzegenstande udgøres af ringe, øreske, bæltedop og en
støbetap. Af jerngenstande fandtes bl.a. en
lansespids fra ældre romersk, samt en kam
og en fibula fra yngre romersk jernalder. De
22
netop nævnte oldsagstyper findes af og til i
et enkelt eller få eksemplarer ved udgravningen af fynske bopladser fra romersk og
germansk jernalder, men kun undtagelsesvis
i så store mængder som tilfældet var på de
blot 1600 kvadratmeter, der blev undersøgt
på Lundsgård Nord (fig. 6).
To genstande fra Lundsgård Nord fortjener særlig opmærksomhed på grund af deres
sjældenhed i bopladssammenhæng. I hustomt E, der dateres til yngre romersk jernalder periode I, lå et skår af en terra sigillata-skål (Albrectsen 1946:32ff; Hansen
1987:420). Bortset fra et nordfynsk fund
(Henriksen 1998b:14f) kendes denne genstandstype ikke fra fynske jernalderbopladser uden for Gudme-området (Thomsen et
al. 1993:76f; Petersen 1994).
I et kulturlag uden for den formodede
hustomt B fandtes en tyrestatuette af bronze
(Albrectsen 1946:14ff). Tyrefiguren dateres
til yngre romersk eller ældre germansk jernalder, og typen kendes fra flere fynske lokaliteter, i særdeleshed fra Gudme-området
(Thrane 1989:377f; Hardt 1994) (fig. 6a).
På fundområdet Lundsgård Sydøst undersøgte Albrectsen i 1945-47 et kulturlag fra
yngre romersk jernalder periode I. Under
kulturlaget blev afdækket et formodet
hegnshus, som muligvis kan henføres til
samme periode. Ved udgravningen fandtes
bl.a. en nål, et seletøjsbeslag og et fragment
af en skålvægt, alt af bronze (fig. 7) (Albrectsen 1948:6). Umiddelbart uden for
hustomten fandtes en brandpletgrav og en
urnegrav, der var jævngammel med kulturlaget (Albrectsen 1968:53; Henriksen 1998a
fig. 13).
I 1970’erne og 80’erne er der foretaget
flere større og især mindre udgravninger inden for Lundsgård-komplekset. I den nordlige udkant af Lundsgård Sydøst-området er
der udgravet bopladsanlæg og en urnebrandgrav med et sværd fra tidlig yngre romersk jernalder7. Vest for Lundsgård Sydøst er der på to områder afdækket hustomter
og en brønd fra yngre romersk jernalder
(Jacobsen 1988); i begge tilfælde var der tale om velbevarede treskibede langhuse med
dobbeltstolpe-vægge. Der var ikke kulturlag
i forbindelse med tomterne, og der fremkom
ikke metalgenstande ved de to undersøgelser – trods anvendelse af metaldetektor8. 22
meter syd for den vestligste af hustomterne
undersøgtes en jordfæstegrav fra yngre romersk jernalder periode II-III (fig. 8).
&
Fig. 5. Digitaliseret oversigtsplan over Svend Larsens
og Erling Albrectsens opmålinger på Lundsgård Nordbopladsen. Denne adskiller
sig bl.a. fra den tidligere publicerede oversigtsplan ved at
vise samtlige anlæg (jf. Albrectsen 1946 fig. 2). I den
nordligste del af det store felt
ses udgravningens eneste sikre huskonstruktion med tilhørende hegn. Tegning: Per
Dahl Johansen.
C
F
E
B
C
B
A
G
A
0
10
20
meter
23
a
c
b
d
24
Fig. 6a. Metalgenstande fra
anlæg og kulturlag på Lundsgård Nord. A: Tyrestatuette
fra hus B, yngre romersk eller
ældre germansk jernalder. B:
Bronzefibula, ældre romersk
jernalder. C-D: Bronzefibler,
yngre romersk jernalder. E:
Bronzefibula, ældre germansk jernalder. 1:1. Tegning: Steffen Maarup.
e
f
g
h
Fig. 6b. Metalgenstande fra anlæg
og kulturlag på Lundsgård Nord.
F: Lansespids, ældre romersk
jernalder. G: Armring, førromersk
(?) jernalder. H: Bronzefibula,
yngre romersk jernalder. I: Jernkam, yngre romersk jernalder.
1:1. Tegning: Steffen Maarup.
i
25
Fig. 7. Fragment af skålvægt og seletøjsbeslag,
fundet ved udgravning af muligt hegnshus på
Lundsgård Sydøst. 1:1. Tegning: Steffen Maarup og Irena Pedersen.
26
Fig. 8. Lunden – jf. fig. 2 nr. 7. Partielt afdækket hustomt fra yngre romersk eller ældre germansk jernalder. Tegning: Lars Ewald Jensen.
27
Tolkning af Lundsgård-komplekset
Detektorfundene fra Lundsgård-komplekset
strækker sig tidsmæssigt fra sen ældre romersk jernalder til et stykke ind i ældre
germansk jernalder – med klar overvægt i
4.-5. århundrede. Hertil kommer et par genstande fra vikingetid og tidlig middelalder.
Bebyggelsesfasen fra ældre romersk jernalder, der er dokumenteret ved bopladsanlæg
såvel som gravfund (Albrectsen 1946;
1956:55f), er kun meget svagt repræsenteret
med metalfund; det er først fra begyndelsen
af yngre romersk jernalder, at metalgenstandene udgør en væsentlig del af fundbilledet.
I fundstoffet fra den østlige del af Lundsgård-komplekset er indslaget af håndværksrelaterede genstande markant. Bronze- og
sølvsmedens arbejde er repræsenteret ved
smelteklumper, barrer og støbekegler. To
løsfundne kvartsitsten med mandelformet
fordybning tolkes som redskaber, der har
været anvendt i forbindelse med guldsmedearbejde (fig. 9). Flere vægtlodder og et
fragment af en vægt skal antagelig også ses
i relation til guld- og sølvsmedehåndværket,
idet disse redskaber antages at have været
anvendt i forbindelse med afvejning af
ædelmetaller.
Ved udgravninger i kulturlagsområderne
er der fundet jernslagger og afsavede stykker af kronhjortetak. Sidstnævnte fundkategori viser – sammen med fragmenter af
benkamme – at der også har været en produktion af ben- og takgenstande, især på
Lundsgård Sydøst-området. Adskillige tenog vævevægte dokumenterer tekstilfremstilling på både den øst- og den vestlige del af
bopladsområdet. Det samme gør den jernkam, som fandtes i forbindelse med den po-
28
stulerede hustomt C på Lundsgård Nord (jf.
Ilkjær 1998).
På trods af, at der hidtil kun har været foretaget begrænsede udgravninger inden for
Lundsgård-komplekset, giver fundstoffet
indtryk af, at der ikke er tale om en ordinær
jernalderboplads. Bopladssporene fra yngre
romersk og ældre germansk jernalder dækker et ca. 800x800 m stort område. Dette
usikkert afgrænsede areal kan inddeles i en
østlig del, hvor der er (var!) kulturlag, og en
vestlig, hvor der ikke er registreret kulturlag. Der er foretaget detektorafsøgninger i
begge områder, og det kan konkluderes, at
metalgenstande fra romersk og germansk
jernalder så godt som udelukkende er fremkommet på de dele af bopladsen, hvor der er
registreret kulturlag.
På baggrund af de hidtidige undersøgelser
kan det antages, at Lundsgård-komplekset i
yngre romersk og ældre germansk jernalder
har bestået af en østlig del med 2-3 gårde,
hvortil der har været knyttet håndværksaktiviteter. Bopladsområdets vestlige del har
derimod bestået af et ukendt antal gårde,
som, bortset fra genstande med relation til
tekstilproduktion, ikke rummer spor efter
håndværksaktiviteter. Denne del af bopladsen har muligvis bestået af agrare enheder.
Fig. 9. To kvartsitsten med mandelformede fordybninger. Løsfund fra Lundsgård-bopladsen. 1:2.
Tegning: Irena Pedersen.
29
Seden Syd
Detektorfundene
På ejendommen Hvenekilde ca. 1 km nordvest for Lundsgård undersøgte Erling Albrectsen i 1962-65 158 brandgrave fra sen
førromersk, ældre og yngre romersk jernalder (Albrectsen 1968:144ff; 1973:57ff).
Fortsatte udgravninger på stedet i 1988 og
1990 afdækkede yderligere 13 brandgrave
samt syv jordfæstegrave, hvoraf et par kan
dateres til ældre germansk jernalder9. Hvenekilde-gravpladsen ligger centralt i bydelen Seden Syd, og her har Odense Bys Museer siden slutningen af 1980’erne foretaget
flere udgravninger forud for byggemodning
(Henriksen & Jacobsen i tryk). Udgravninger og detektorafsøgninger har vist, at dette
område rummer anlæg og genstande af
samme karakter som dem, der er fundet ved
Lundsgård10.
I forbindelse med udgravningerne i Seden
Syd er der foretaget detektorafsøgninger af
anlæg og kulturlag, ligesom der er gennemført mere eller mindre systematiske afsøgninger på de omgivende arealer. Detektorafsøgningerne har vist, at metalfund ikke forekommer i tilknytning til hele bopladskomplekset, men næsten udelukkende i dettes nordlige del, hvor der også er påvist kulturlag11. Detektorfundene fra dette område
er for en dels vedkommende indmålt systematisk, medens en del af fundstoffet blot er
afsat på opkopierede 4-cm kort.
De snævert daterbare genstande fra den
nordlige del af Seden Syd udgøres af otte
fibler, fordelt på fire fra yngre romersk og
fire fra ældre germansk jernalder. To af
fiblerne er fundet i anlæg; det samme er et
stykke af en stempelornamenteret sølvhalsring fra slutningen af yngre romersk jernalder. Ud over smykker er der fundet en denar, et skiveformet vægtlod og bronzesmelteklumper. Et par stumper af en bronzesværdklinge fra ældre bronzealder kan være
klunset i jernalderen – eller de kan stamme
fra en forstyrret grav. Et lille bronzestykke
af form som et horn, der er afbrækket af en
større genstand, stammer muligvis fra en
statuette af samme type som Lundsgårdtyren (fig. 10, app. 1).
Bopladsområdets topografiske placering
Seden Syd-komplekset ligger midt på Seden
hedeslette på grænsen mellem en mindre
moræneflade og selve hedesletten (Smed
1962 pl. 1). Mod øst afgrænses terrænfladen
af den bæk, som udgør skellet mod Åsum
sogn, og mod vest dannes grænsen af Odense Å, der løber ud i Odense Fjord ca. 2,5 km
nordvest for bopladskomplekset. I luftlinie
er afstanden til kysten ca. 2 km. Den nordlige del af bopladsområdet ligger på morænen, hvorimod den sydlige og vestlige del
ligger på udpræget hedeslette, som karakteriseres af mager gruset jord med aldannelser. Især mod syd er landskabet helt jævnt
med koter omkring 4-5 m over DNN (fig. 2
A-D).
30
a
b
d
c
e
f
Fig. 10. Detektorfund fra Seden Syd,
lokalitet A. A-B: Bronzefibler, yngre
romersk jernalder. D-E: Bronzefibler,
ældre germansk jernalder. F: Bronzehorn fra tyrestatuette? - yngre romersk
eller ældre germansk jernalder? 1:1.
Tegning: Steffen Maarup.
31
Udgravninger
Tolkning
Jernalderbebyggelsen ved Seden Syd strækker sig fra midten af førromersk jernalder til
et stykke ind i ældre germansk jernalder, og
den dækker et ca. 1000x500 m stort område.
Anlægssporene fra yngre romersk og ældre
germansk jernalder, som der skal fokuseres
på her, dækker dog et lidt mindre areal.
På den nordlige del af komplekset findes
de mest massive bebyggelsesspor i tilknytning til et ca. 200x200 meter stort kulturlagsområde. Herfra stammer næsten alle detektorfund. Prøvegravninger og begrænsede
fladeafdækninger i udkanten af dette område har afdækket et enkelt treskibet langhus
fra romersk jernalder. Tætte forekomster af
stolpehuller i søgegrøfterne indikerer dog,
at der må være adskillige huse omkring og
antagelig under kulturlaget. Keramik og detektorfund fra systematisk undersøgte anlæg
viser, at bebyggelsen især har været intensiv
i yngre romersk og ældre germansk jernalder (fig. 11).
Sydvest og vest for kulturlagsområdet er
der to steder afdækket langhuse fra yngre
romersk og/eller ældre germansk jernalder
(Henriksen & Jacobsen i tryk). Der er ikke
påvist kulturlag på nogle af disse pladser,
selvom bevaringsforholdene ikke adskiller
sig fra kulturlagsområdet 100-200 m nordøst og øst herfor. Således har husene begge
steder bevarede dobbeltstolpe-vægforløb,
ligesom der er påvist dele af hegnsforløb
(fig. 12). På trods af, at der er foretaget detektorafsøgninger af anlæggene i forbindelse med udgravningerne, er der kun fremkommet metalgenstande på én af lokaliteterne uden kulturlag12. I to anlæg fandtes
henholdsvis et bronzeremspænde og en
bronzefibula fra yngre romersk jernalder.
Bebyggelsen fra yngre romersk og ældre
germansk jernalder i Seden Syd-komplekset
har mange lighedspunkter med den jævngamle bebyggelse ved Lundsgård. Begge
komplekser kan inddeles i et område, hvor
der både er huse og kulturlag, samt et område, hvor der er huse uden kulturlag. På begge lokaliteter er langt hovedparten af metalfundene fra detektorafsøgningen såvel som
fra udgravningerne fremkommet i kulturlagsområderne. Ser man specifikt på genstandsmaterialet, er det de samme typer af
fibler, der går igen på begge pladser, ligesom affald fra metalhåndværk er karakteristisk for kulturlagsområderne. Statuetter
findes muligvis også på begge bopladsområder, medens barrer og smelteklumper af
sølv indtil videre kun kendes fra Lundsgård.
Enkeltliggende grave fra yngre romertid er
ikke påvist ved Seden Syd, selv om der her
er afdækket flere tusinde kvadratmeter. Til
gengæld er der i bopladsområdets periferi
undersøgt en stor gravplads, der har været i
anvendelse gennem hele bopladsområdets
brugstid – fra midten af førromersk til et
stykke ind i ældre germansk jernalder.
Fundene fra Seden Syd knytter dette bopladskompleks til Lundsgård-bebyggelsen,
men spektret såvel som mængden af genstande er mindre, på trods af, at undersøgelserne på Seden Syd har været mere omfattende. På baggrund af de hidtidige undersøgelser tolkes Seden Syd-komplekset derfor
som en satellit-bebyggelse til Lundsgårdkomplekset.
32
a
b
Fig. 11. Metalgenstande fra kulturlag på Seden Syd. A: Fragment af stempelornamenteret sølvhalsring,
yngre romersk jernalder. B: Fragmenteret sølvfibula med guldblik, yngre romersk jernalder. 1:1. Tegning: Steffen Maarup.
Fig. 12. Hustomter og hegnsforløb på lokaliteten fig. 2B. Tegning: Lars Ewald Jensen.
33
Seden Syd – Lundsgård – Gudme
Lundsgård
Gudme
34
Smykker, YRJ
Smykker, ÆGM
Vægtlod/vægt
Denar
Bronzestøbning
Kulturlag
Tyrestatuette
Sakralt stednavn
Spredte grave, YRJ
Romersk import
Guld
Sølvbarre
Guld/sølvsmed
Guld/sølvskat
Menneskestatuette
Halbygning
Seden Syd
Bebyggelserne fra yngre romersk og ældre
germansk jernalder ved Lundsgård og Seden Syd indeholder flere af de elementer,
som er med til at karakterisere den samtidige bebyggelse i Gudme (fig. 13). Fælles for
de tre komplekser er, at bebyggelsen er opdelt i områder med almindelige agrare enheder og områder med kulturlag og detektorfund, der afspejler håndværks- og handelsaktiviteter (jf. Jørgensen 1999). Især
Lundsgård og Gudme har flere enkeltelementer til fælles. Således kendes enkeltliggende grave, som er jævngamle med de
omkringliggende bopladsanlæg, fra begge
bopladskomplekser. Tyrestatuetten fra Lundsgård Nord har sine nærmeste paralleller i
fundene fra Gudme-området, og sakrale
stednavne, som er med til at karakterisere
Gudme-komplekset, kendes også fra Lundsgård. Således skal navnet på sognebyen
Åsum, beliggende ca. 1,5 km syd for
Lundsgård, muligvis tolkes som ”ashem” en parallel til det sydøstfynske ”gudhem”
(Sørensen 1969:99; 1992:233f).
Hvis man inddrager negative vidnesbyrd i
karakteristikken, mangler Seden Syd og
Lundsgård-komplekserne et element, som er
karakteristisk for Gudme, nemlig skatte af
ædelmetal fra ældre germansk jernalder.
Naturligvis kan guldfingerringen fra Lundsgård repræsentere dele af en skat, men selv
om det skulle være tilfældet, er indslaget af
ædelmetal på denne boplads markant mindre end på de samtidige bebyggelser i
Gudme-komplekset. Det samme forhold
gælder for romerske importgenstande, som
hidtil – og det kan skyldes manglende udgravningsaktivitet – kun er repræsenteret
ved terra sigillataskåret fra Lundsgård hus
E.
X
X
X
X
X
X
(X)
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
Fig. 13. Karakteristiske elementer i bopladskomplekserne Seden Syd, Lundsgård og Gudme
i yngre romersk og ældre germansk jernalder.
Flere har peget på, at der i yngre romersk og
ældre germansk jernalder har været et rigdomscenter i Odense-området (FonnesbechSandberg 1991:243ff; Hansen 1995: 37ff).
Indikatorer på tilstedeværelsen af et sådant
center i 3.-4. årh er importgravene fra Killerup 6 km syd for Lundsgård, Vejrupgård 5
km sydøst for bopladsen og Sanderumgård
8 km syd for Lundsgård (Hansen
1987:419f). Centrets kontinuitet ind i ældre
germansk jernalder indikeres af guldskattene fra Bolbro ca. 10 km vest for Lundsgård
og fra Killerup ca. 6 km syd for Lundsgård
(Mackeprang 1952:118f). Sammensætningen af disse guldskatte har nære paralleller i
fundene fra Gudme-komplekset ca. 30 km
mod sydøst, og en direkte kontakt mellem
de to områder dokumenteres af stempelkoblinger mellem brakteater fra Killerup og
Gudme II (Hauck 1997:337ff).
Det er muligt, at Lundsgård har været kernen i Odense-områdets rigdomscenter i
yngre romersk og ældre germansk jernalder,
og det er ligeledes tænkeligt, at denne bebyggelse med tilknyttede satellit-bopladser
på lokalt plan har haft nogle af de samme
funktioner, som tillægges centralbebyggelsen i Gudme – blot i mindre målestok
(f.eks. Thrane 1993; 1998). Det er dog
stærkt påkrævet at få foretaget flere systematiske udgravninger ved Lundsgård, før
bopladskompleksets evt. centrale funktioner
kan belyses nærmere. Herunder er det af
stor betydning at få afklaret, om der i den
inderste del af Odense Fjord findes anløbspladser, der med rimelighed kan knyttes til
bebyggelsen fra romersk og germansk jernalder.
Hjulby-komplekset
Christian III bekendtgjorde i et brev, skrevet
på Nyborg Slot den 7. januar 1555, at indbyggerne i det østfynske Hjulby sogn fremover skulle søge Vor Frue Kirke i Nyborg
ca. 4 km mod sydøst (Rørdam 1883:404f.).
Nedrivningen af Hjulby Kirke blev antagelig påbegyndt kort efter dette tidspunkt, og
bygningens nøjagtige placering blev efterhånden glemt. I 1980’erne fandtes skelet-
rester og tegl på en mindre højning ca. 500
m øst for landsbyen Hjulby, og udgravninger på stedet i 1990 og 1997 har vist, at der
på den lille højning har været et kvadratisk
grøftanlæg, som har indrammet et ca. 42x44
m stort areal. Centralt placeret inden for
grøftanlægget fandtes fundamentrester fra
en knap 22 m lang og ca. 7 m bred kirkebygning med romansk grundplan. Kirken
har primært været opført af kampesten eller
kvadre, evt. suppleret med tegl og frådsten,
og bygningen har været teglhængt13. Omkring og især syd for kirkebygningen fandtes begravelser i indtil tre lag, og kirkegården formodes at rumme ca. 3000 grave.
I 1992 blev der udlagt søgegrøfter på
arealet omkring kirkegården med henblik på
at afklare, om der kunne påvises samtidige
bebyggelsesspor, og i den forbindelse blev
der bl.a. afdækket langhuse fra tidlig middelalder (Naamansen 1993). I de følgende
år påbegyndte lokale amatørarkæologer omfattende men ikke særligt systematiske detektorafsøgninger i området omkring og
især sydøst for kirketomten. Herved fandtes
det bopladsområde, der her betegnes Toftegård. Ved detektorafsøgninger og prøvegravninger i 1995 og 1997 er det lykkedes
delvis at afgrænse området, og i forbindelse
med bestræbelserne på at afgrænse bopladsområdet mod vest førte detektorafsøgningerne til lokaliseringen af et selvstændigt
fundområde, som var topografisk adskilt fra
Toftegård-bebyggelsen (Henriksen 1996;
2000a). Dette benævnes i det følgende
Hjulby Øst, idet de to områder i det følgende dog opfattes som en del af samme kompleks14.
35
Bopladskompleksets topografiske placering
Hjulby Øst ligger i den sydøstlige udkant af
landsbyen Hjulby på en holm, der til alle sider afgrænses af engområder. Disse engområder er en del af et system af smeltevandsdale, der helt omgiver den terrænflade, hvorpå den eksisterende Hjulby-landsby
ligger (Smed 1962 pl. 1). Den mest markante af disse dale forløber vestnordvestøstsydøst syd for terrænfladen. I denne dal
ligger Hjulby Sø, hvis udstrækning nu er
reduceret som følge af afvanding i 1950’
erne (Hansen 1975) og etablering af motorvejsanlæg i 1980’erne. I oldtiden blev Hjulby Sø afvandet via en mindre å, der løb ud i
Vindinge Å og videre ud i Holckenhavn
Fjord ca. 4 km sydøst for Toftegård.
Terrænfladen gennemskæres mod øst af
en nordvest-sydøst-orienteret, men mindre
markant dal, og denne har udgjort en naturlig og klart defineret grænse mellem Hjulby
Øst-lokaliteten og den øst herfor liggende
Toftegård-lokalitet (fig. 14). Toftegård-bebyggelsen er placeret helt ud til kanten af en
drumliniseret moræneflade, og pladsen har
således – i modsætning til Hjulby Øst – et
stort og sammenhængende ”bagland”. Toftegård-lokaliteten afgrænses mod syd af den
dal, hvori Hjulby Sø findes, og bopladsen
har strakt sig helt ned til de engområder, der
har omkranset søen.
Terrænoverfladen på Toftegård-lokaliteten er bølget mod syd og øst, hvorimod
den nordlige del af bopladsområdet er mere
jævn. På Toftegård såvel som Hjulby Øst
varierer muldlag og undergrund fra finkornet sand til ler.
36
Detektorfundene
Intensiviteten af detektorafsøgningerne på
Hjulby-kompleksets forskellige dele har
været vekslende, og mest systematisk har
afsøgningerne været på den sydlige del af
Toftegård-bebyggelsen. En del af fundstoffet fra dette område er indmålt, medens hovedparten af genstandsmaterialet er afsat af
finderne på kortmateriale i størrelsesforhold
1:2000. På Hjulby Øst-lokalitetens sydlige
og centrale del er der foretaget meget systematiske detektorafsøgninger af et par omgange, og i den forbindelse er fundene indmålt. De øvrige afsøgninger i området har
haft mere sporadisk karakter, og fundene
herfra er afsat i ”klumper” på opkopierede
4-cm kort (fig. 15).
Fundområdet på Hjulby Øst dækker et ca.
350x150 m stort areal umiddelbart øst for
den eksisterende landsby. Fundmængden
herfra udgøres af 137 genstande af bronze,
sølv, bly, tin og guld. Et par ornamenterede
bronzegenstande skal muligvis dateres til
vikingetid, medens hovedparten af de fundne beslag, fibler og andre smykketyper dateres til perioden mellem tidlig middelalder
(Urnesstil-fasen) og senmiddelalder/nyere
tid (fig. 16, App. 1).
Fig. 14. Hjulby-kompleksets elementer. A: Toftegård – værkstedsområde fra yngre germansk jernalder
til middelalder. B: Toftegård – huse fra 1100-tallet. C: Toftegård - kirketomt. D: Jordfæstegrav, sen
vikingetid. E: Hjulby Øst – værkstedsområde, middelalder. F: Kongsholm – detektorfund, middelalder.
Kulturlandskab som i tiden omkring 1800. Kortgrundlag: Fyns Amt 1983.
37
Fig. 15. Hjulby-komplekset med markering af udgravningsfelter og detektorfund. A: Toftegård – kirketomt. B: Toftegård – huse fra 1100-tallet. C: Toftegård - værkstedsområde fra yngre germansk jernalder til middelalder. D: Hjulby Øst – værkstedsområde, middelalder. Kun en mindre del af detektorfundene herfra er afsat. E: Eksisterende Hjulby landsby. F-G: Kongsholm – detektorfund fra middelalder. Åben signatur viser spredningen af detektorfund i pløjelaget, mens udfyldt signatur markerer
detektorfund fra anlæg. Tegning: Lars Ewald Jensen.
38
b
a
c
d
Fig. 16. Detektorfund fra Hjulby Øst.
A: Mejsel af bronze. B: Bronzebeslag, tidlig middelalder. C: Bronzefingerring, middelalder. D: Skrinbeslag, middelalder. 1:1. Tegning: Steffen Maarup.
39
11.-12. årh.
Uvis fibeltype
Næbfibler
Rektangulære pladefibler
Fuglefibler
Oval pladefibler
Skål- og dyreformede fibler
Diverse/ubest. fibler
Ovale skålfibler
Trefliget fibula
Hjalteformede fibler
Ligearmede fibler
Emaljeskivefibula
Fugleformede fibler
Agnus Dei-fibler
Antal
9.-10.årh.
40
6/7-8. årh
Fundstoffet domineres af genstande, der
afspejler håndværksaktiviteter. På områdets
sydlige del er der fundet ca. 500 gram smelteklumper af tin, bly og sølv. En stor del af
smelteklumperne er fundet inden for et få
hundrede kvadratmeter stort areal, der må
opfattes som et værkstedsområde. En bronzemejsel er fundet i samme område, hvor
der også er fremkommet en støbekegle og
en del bronzeblik. Et par vægtlodder har antagelig også forbindelse til metalhåndværkernes aktiviteter.
Handelsaktiviteter dokumenteres af 21
mønter, som, på nær et enkelt eftermiddelalderligt eksemplar, alle er fra slutningen af
1200-tallet og begyndelsen af 1300-tallet.
Fundområdet Toftegård dækker et ca.
600x350 m stort areal. Fundstoffet herfra
omfatter i alt 371 metalgenstande (ekskl.
jern); heraf stammer 338 fra overfladen og
33 fra anlæg. Hovedparten af genstandene
er fundet indenfor et ca. 250x150 m stort
areal på områdets sydlige del (jf. fig. 15 C).
55 fibler samt et omtrent tilsvarende antal
genstande fra andre kategorier kan dateres
snævert, og de giver dermed en ramme for
bopladsområdets anvendelsestid (fig. 17).
Sekvensen af daterbare genstande strækker
sig fra første halvdel af yngre germansk
jernalder til renæssance/nyere tid. Ældst er
enkelte næbfibler af type G3 fra slutningen
af 6. årh./begyndelsen af 7. årh. (Nielsen
1987:76), men disse overgås i antal langt af
fibler fra 7. årh., især fuglefibler og pladefibler af type K1a (Nielsen 1987:77) (fig.
18).
1
3
13
6
2
5
5
3
1
3
4
30 16
1
5
3
9
Fig. 17. Fordelingen af fibeltyper på Toftegård-bebyggelsen (N=55).
Vikingetiden er repræsenteret ved ligearmede, trefligede og hjalteformede fibler
(Klæsøe 1999:131) samt stærkt fragmenterede skålformede spænder (fig. 19). Blandt
de øvrige smykkegrupper skal især fremhæves et ovalt hængesmykke fra vikingetid
(fig. 20). Stykket har to nære paralleller fra
Fugledegård ved Tissø (Petersen 2000:248)
og fra primærgraven i højen Skopinntull på
Adelsö nær Birka (Rydh 1936 fig. 298).
Ligheden mellem de fire hængesmykker,
hvoraf de tre danske er af forgyldt sølv og
det svenske af bronze, er så stor, at de må
stamme fra samme værksted(skreds).
a
b
c
d
Fig. 18. Toftegård. Detektorfund fra yngre
germansk jernalder. A-D: Bronzefibler. E:
Fortinnet påsyningsplade af bronze. 1:1.
Tegning: Steffen Maarup.
e
41
Fig. 19. Toftegård. Detektorfund fra vikingetid. A-C: Bronzefibler. D: Dragtnål af
bronze. E: Forgyldt skrinbeslag. F: Blymodel. G: Vægtlodder. 1:1. Tegning: Steffen
Maarup.
a
b
c
e
g
f
d
42
Til overgangen mellem vikingetid og tidlig middelalder dateres en forgyldt skivefibula med emaljeindlægning (Lindahl 2000
nr. 4) (fig. 21) og flere fugleformede fibler.
Til sidstnævnte gruppe hører et pragteksemplar af forgyldt sølv, som er omtrent
identisk med fiblen i Græsli-skatten fra Sør
Trondelag i Norge (Rygh 1878:284ff; Stenersen 1881; Sindbæk 1998) (fig. 21). Tidlig middelalder er endvidere repræsenteret
med enkelte Agnus Dei-spænder (Bertelsen
1992) (fig. 22).
De middelalderlige metalfund fra Hjulbykomplekset udgøres især af remspænder og
tynde bronzeblikbeslag med mere eller mindre skødesløs stregornamentik (fig. 23).
Sidstnævnte skal antagelig – sammen med
flere manperler af bly og fragmenter af sporer – henregnes til gruppen af hesteudstyr
(fig. 24).
Hovedparten af Hjulby-kompleksets mange beslag og smykker er meget velbevarede,
og de er generelt af høj kvalitet. Flere fibler
fra især yngre germansk jernalder har således tinbelægning, og enkelte smykker og
beslag fra yngre germansk jernalder, vikingetid og tidlig middelalder er forgyldte
(Gramtorp & Henriksen 2000).
I alt 47 mønter er fremkommet ved detektorafsøgningerne, heraf ca. halvdelen i
muldlaget over ødekirkegården. Langt hovedparten af mønterne er fra slutningen af
1200-tallet og begyndelsen af 1300-tallet
(f.eks. Moesgaard 1999), medens restgruppen udgøres af to dirhems, en tysk penning
fra ca. 1030 samt et par sen- og eftermiddelalderlige mønter. Udover mønterne skal
sølvklipstykker også knyttes til handelsaktiviteter.
Også på Toftegård-området udgør spor efter metalhåndværk i form af smelteklumper,
støbekegler, en blymodel i Borrestil samt
blik og barrer af bronze en betydelig del af
fundstoffet. Et overhugget fragment af en
yngre bronzealders sværdklinge tolkes som
et eksempel på klunsning. Flere skive- og
tøndeformede vægtlodder stammer antagelig også fra metalhåndværkernes arbejde på
stedet.
Fig. 20. Toftegård. Ovalt hængesmykke af forgyldt sølv. 1:1. Tegning: Steffen Maarup.
Fig. 21. Toftegård. Skiveformet fibula af forgyldt bronze med emaljeindlægning. 1:1. Tegning: Steffen Maarup.
43
b
a
d
c
e
f
Fig. 22. Toftegård. Detektorfund fra tidlig middelalder. A-B: Fugleformede bronzefibler. C: Urnesfibula. D: Manperle af bly. E: Vendisk knivskedebeslag af bronze.
F: Fortinnet bronzebeslag. 1:1. Tegning: Steffen Maarup.
Fig. 23. Toftegård. Fugleformet fibula af
forgyldt sølv. Foto: Weiss & Wichmann,
Nationalmuseet.
44
a
b
c
Fig. 24. A: Rembeslag, middelalder. B: Bronzespore, middelalder-renæssance. C: Forsølvet bronzeremende, renæssance. D: Fragment af lysestage, middelalder. 1:1. Tegning:
Steffen Maarup.
d
45
Udgravninger
Udgravningerne på Toftegård har hovedsagelig haft karakter af udstrakte prøvegravninger over et ca. 450x600 kvadratmeter
stort område (jf. fig. 14). Undtagelsen er en
fladeafdækning på et ca. 5.000 kvadratmeter
stort areal centralt på en lille velafgrænset
højning 100 m syd for kirketomten (Naamansen 1993:183ff)15. Her fandtes tre velbevarede enskibede langhuse med svagt
krumme vægforløb. Husene var mellem 19
og 21 m lange og indtil 5,5-6,0 m brede.
Tomterne skar delvis ind over hinanden, og
det er næppe sandsynligt, at to af bygningerne har eksisteret på samme tid. Antagelig
repræsenterer de tre bygninger forskellige
faser af samme hus. Et grubehus, som undersøgtes ca. 35 m vest for husklyngen, kan
være jævngammelt med et af krumvægshusene.
I langhusene såvel som i grubehuset og i
omkringliggende gruber fandtes skår af
Østersøkeramik, som, sammenholdt med
husenes form, daterer denne del af bebyggelsen til tidsrummet mellem slutningen af
11. århundrede og slutningen af 12. århundrede (fig. 25).
Trods intensiv anvendelse af metaldetektor i forbindelse med undersøgelsen var
mængden af metalfund begrænset til få
jerngenstande, heriblandt en jernkniv, som
stod nedstukket i et stolpehul i et af langhusene. Efterfølgende har detektorafsøgning af
muldlaget over udgravningsområdet resulteret i fund af enkelte bronzegenstande fra sen
vikingetid og tidlig middelalder.
På det område af Toftegård-bebyggelsen,
hvor de fleste detektorfund er fremkommet,
har der været udlagt et tæt net af søgegrøfter, kombineret med mindre flader16. På et
areal, der skråner mod sydvest ned mod eng-
46
områderne ved Hjulby Sø, fandtes et indtil
75 cm tykt kulturlag over et ca. 60x90 meter
stort område. Kulturlaget var gråsort til sort,
og det indeholdt store mængder ildskørnede
sten, lerkarskår, jernslagger samt knogler
fra pattedyr og fisk. Hertil kommer talrige
jerngenstande samt bronze-, tin- og blygenstande, hvoraf nogle kan dateres til yngre germansk jernalder, vikingetid og tidlig
middelalder (fig. 26). I den øverste del af
kulturlaget blev der tillige fundet enkelte
genstande fra senmiddelalder og nyere tid,
men disse er antagelig endt her i forbindelse
med dyrkning i de sidste århundreder17.
I, under og umiddelbart omkring kulturlaget blev der påvist stolpehuller, gruber og
grubehuse. Der er lokaliseret 15 grubehuse,
og fem af disse er udgravet. I grubehusene
fandtes ten- og vævevægte, jernredskaber,
fragmenter af ornamenterede benkamme,
knogler af fisk og pattedyr samt skår fra
yngre germansk jernalder og vikingetid.
Ca. 125 m vest for kulturlaget er der påvist en koncentration af anlæg, som bl.a.
omfatter enkelte grubehuse. Kulturjord i naturlige lavninger i dette område antyder, at
der også her kan have været et dækkende
kulturlag, som imidlertid er fjernet ved
pløjning. Et stort antal detektorfund fra
muldlaget over området kan stamme fra et
sådant kulturlag.
Det ca. 35.000 kvadratmeter store område
sydøst for Toftegård, hvor frekvensen af detektorfund er særlig stor, afspejler efter
fundstoffets sammensætning at dømme et
værkstedsområde, som har været i brug fra
tidsrummet mellem yngre germansk jernalders første halvdel og tidlig middelalder. De
ved udgravningerne påviste grubehuse og
kulturlag med spor efter håndværk understreger områdes karakter af specialiseret aktivitetsområde.
∋
0
10
20
meter
Fig. 25. Toftegård – jf. fig. 14B. Udgravningsfelt med langhuse og grubehus fra tidlig middelalder.
Tegning: Arne Naamansen & Irena Pedersen.
47
a
b
c
Fig. 26. Metalgenstande fra kulturlaget på den
sydlige del af Toftegård-bebyggelsen. A: Rektangulær pladefibula, yngre germansk jernalder.
B: Fragment af skålformet fibula, vikingetid. C:
Remende, middelalder. D: Beslag (til seletøj?),
renæssance. 1:1. Tegning: Steffen Maarup.
48
d
Ten- og vævevægte afspejler tekstilproduktion, medens bearbejdet ben/tak dokumenterer, at der også har været benskæreraktiviteter i området. Mest massive er sporene efter
jernhåndtering, der er repræsenteret ved
slagger og talrige jerngenstande i form af
bl.a. knive, sakse, klinknagler og beslag.
Smykkehåndværkernes arbejde afspejles
først og fremmest af støbeaffald, barrer,
vægtlodder samt skrot af bronze og bly,
men også af intakte og fragmenterede
smykker, nøgler, beslag etc.
Sporene efter handel i yngre germansk
jernalder og vikingetid er begrænset til enkelte stykker brudsølv og tre sølvmønter. Af
importerede produkter er der kun fundet en
bjergkrystalperle og enkelte glasperler samt
slidte hvæssesten af glimmerskifer.
På trods af, at der på Toftegård-lokaliteten
er afdækket ca. 13.900 kvadratmeter i form
af søgegrøfter og egentlige udgravningsflader indenfor et ca. 450x600 m stort område,
er der ikke påvist langhusbebyggelse fra
yngre germansk jernalder eller vikingetid.
Når topografien sammenholdes med iagttagelser fra søgegrøfterne, er det ikke sandsynligt, at en sådan bebyggelse findes syd
eller øst for værkstedsområdet. I de søgegrøfter, der har været udlagt umiddelbart
nord for værkstedsområdet, er aktivitetssporene også påfaldende sparsomme, så antagelig skal bebyggelsen søges på de jævne terrænflader, der ligger et par hundrede meter
nord herfor. Ved detektorafsøgninger i dette
område er der fremkommet enkelte genstande fra yngre germansk jernalder, vikingetid og middelalder. Netop detektorafsøgninger er imidlertid næppe den metode,
der er mest anvendelig til at lokalisere langhus- bebyggelsen; dertil kræves systematiske udlægninger af søgegrøfter kombineret
med egentlige fladeafrømninger.
Andre fund fra området
To steder i den umiddelbare nærhed af
Hjulby Øst og Toftegård er der registreret
fund fra bopladskompleksets tid. Ca. 600 m
nordvest for Toftegård fremkom i 1938 en
stenkiste, som bl.a. indeholdt sværd, stigbøjle og lansespids fra sen vikingetid18.
Graven lå på samme terrænflade som Toftegård, og den må formodes at have relation
til bebyggelsen (Naamansen 1993:194ff).
På to små holme, der ligger i engområdet
ved nordkanten af Hjulby Sø, er der fundet
tegl, mønter, bronzesmykker og en jernøkse
fra tidlig middelalder. Området benævnes
Kongsholm, og det er muligt, at holmen
rummer rester af en gård eller ligefrem et
befæstet anlæg fra (tidlig) middelalder. Afstanden fra Kongsholm til håndværksområdet ved Toftegård såvel som til Hjulby Øst
er ca. 500 m19.
Hjulby-kompleksets struktur
Sidst i 6. århundrede eller tidligt i 7. århundrede anlagdes håndværksområdet sydøst for Toftegård. At dømme ud fra frekvensen af snævert daterbare metalgenstande tiltog aktiviteterne i løbet af yngre germansk jernalder og vikingetid for så at aftage i løbet af middelalderen (fig. 27). Håndværksaktiviteterne afspejler sig dels i genstandsfund, men også i tilstedeværelsen af
grubehuse og massive kulturlag med spor
efter intensive, ildkrævende arbejdsprocesser.
I løbet af tidlig middelalder, antagelig i
1100-tallet, opførtes et langhus nordvest for
håndværksområdet, og dette eksisterede i
mindst tre generationer. Antagelig var det i
tilknytning til denne gårdsenhed, hvoraf
49
formodentlig kun en mindre del er afdækket, kirken blev opført i tidlig middelalder.
Gården har tilsyneladende ikke eksisteret på
denne plads ud over tidlig middelalder, medens kirken var i brug til 1555.
På overgangen mellem vikingetid og middelalder startede aktiviteterne på Hjulby
Øst-området – muligvis i tilknytning til en
allerede på dette tidspunkt eksisterende bebyggelse. Fundenes tidsmæssige spredning
viser, at værkstedsaktiviteterne her toppede
et stykke ind i middelalderen, og Hjulby Øst
kan derfor – med forbehold – tolkes som afløseren for området sydøst for Toftegård.
Hjulby-komplekset består således af to
adskilte værkstedsområder, der tilsammen –
og med et mindre overlap – dækker tidsrummet mellem første halvdel af yngre
germansk jernalder og høj/senmiddelalder,
en gårdtomt fra tidlig middelalder samt en
landsby, hvis fiksering på den nuværende
plads med forsigtighed kan dateres til overgangen mellem vikingetid og tidlig middelalder. Til komplekset skal knyttes en grav
fra sen vikingetid, en romansk kirke og et
muligt befæstet anlæg fra ældre middelalder. Endvidere kan stednavnet Hjulby med
største forsigtighed tages til indtægt for, at
en vandmølle har hørt til komplekset i hvert
fald i tidlig middelalder (Sørensen 1958:
172).
Det er tankevækkende, at det trods prøvegravning over et flere hektar stort område
ikke er lykkedes at påvise en langhusbebyggelse fra de århundreder, hvor håndværksaktiviteterne på Toftegård har været
mest intensive. De hidtidige udgravninger
har dokumenteret en klar sammenhæng
mellem mængden af detektorfund i muldlag-et og intensiviteten af anlægsspor fra
yngre germansk jernalder og vikingetid i
under-grunden. Dette – sammenholdt med
50
de klare begrænsninger, som topografien i
området giver for en langhusbebyggelse –
gør det muligt at give et bud på dennes placering og dermed på hele bebyggelsens
struktur. Der kan således peges på tre mulige modeller for bebyggelsens struktur i
yngre germanertid, vikingetid og tidlig
middelalder:
Den første mulighed er, at den til
værkstedsområdet på Toftegård knyttede
langhusbebyggelse fra yngre germanertid
og vikingetid har ligget i den centrale del af
Hjulby ejerlav øst og nord for kirketomten.
Tolkningen forudsætter, at der har været en
tvedelt struktur med agrarbebyggelsen placeret centralt i ressourceområdet og værkstedsområdet i periferien heraf. Tolkningen
indbefatter også, at en (stormands)gård har
skilt sig ud fra agrarbebyggelsen i tidlig
middelalder, og i den forbindelse markeret
sin position ved at flytte ud til engområderne og dermed værkstedsområdet i randen af
ressourceområdet. Måske på samme tidspunkt er der opført en kirke i umiddelbar
tilknytning til gården.
Fig. 27. (modstående, øverst) Kronologisk fordeling af samtlige detektorfund fra pløjelag og
anlæg på Toftegård-bebyggelsen (N=371).
Fig. 28. (modstående, nederst) Kulturhistoriske
levn fra yngre germansk jernalder til tidlig
middelalder fra Hjulby og omgivende sogne.
Kortgrundlag: ”Bebyggelse og Kulturlandskab”. Tegning: Lars Ewald Jensen.
100
90
80
70
Antal
60
50
40
30
20
10
0
Yngre
bronzealder
Jernaldermiddelalder
Yngre
germansk
jernalder
VikingetidHøjMiddelalder
tidlig
senmiddelalder
middelalder
Renæssancenyere tid
51
Den øvrige del af bebyggelsen kan, evt. på
samme tidspunkt, være flyttet til det område, hvor den nuværende landsby ligger.
Hvis denne tolkning er korrekt, ligger
landsbytomten fra yngre germansk jernalder
og vikingetid i dag i dyrket mark, og den
omtalte ryttergrav fra sen vikingetid har i så
fald været placeret i den vestlige periferi af
denne bebyggelse.
Den anden mulighed er, at Hjulbylandsbyen på sin nuværende plads har kontinuitet tilbage til den tidlige del af yngre
germansk jernalder. Også denne tolkning
indbefatter, at bebyggelsen har haft en tvedelt struktur med agrarbebyggelsen liggende for sig selv på en holm, adskilt fra værkstedsområdet af et i hvert fald periodisk fugtigt indtil ca. 100 m bredt engstrøg. I tidlig
middelalder blev en gård skilt ud fra bebyggelsen på holmen for at flytte over til arealet
nordvest for værkstedsområdet, medens
håndværksaktiviteterne omvendt er flyttet
den modsatte vej på omtrent samme tidspunkt. Imod denne tolkning taler, at der
trods udstrakte detektorafsøgninger omkring
den eksisterende landsby ikke er fundet
genstande fra yngre germansk jernalder og
kun et par ting, der med forsigtighed kan
dateres til vikingetid.
Den tredje mulighed er, at der er tale om
to adskilte komplekser: En almindelig
agrarbebyggelse, som i germansk jernalder
og vikingetid har ”vandret” rundt på Hjulby-holmen. Her er den blevet ”fikseret” på
sin nuværende plads i tidlig middelalder –
ganske som tilfældet er med mange andre
fynske adelbyer. Parallelt med agrarbebyggelsen har der ligget en enkeltgård nordøst
eller øst for Toftegård, og værkstedsområdet er opstået i tilknytning til denne gård,
hvis driftsgrundlag var arbejdskraft fra
agrarbebyggelsen. Tolkningen forudsætter,
52
at enkeltgården har haft ”stormandsstatus”,
og denne status er i tidlig middelalder befæstet ved opførelse af en kirke i umiddelbar tilknytning til gården.
De tre forslag til en tolkning af Hjulbykompleksets struktur forudsætter alle en
tvedelt bebyggelse med en agrar del og en
værkstedsdel. Dette billede genfindes i centralbebyggelser som Gudme, Lejre og Tissø-komplekset (Christensen 1993; Jørgensen 1998; 1999). Et stormandsmiljø, som
det arkæologiske fundstof fra disse tre lokaliteter afspejler, genfindes ikke i materialet
fra Hjulby. Ganske vist rummer fundstoffet
genstande af høj håndværksmæssig kvalitet,
men egentlige højstatussymboler og kontinental import af betydning forekommer ikke. Kontinuiteten i de massive og komplekse aktivitetsspor gennem et mere end 500årigt tidsforløb må dog forudsætte en form
for overordnet organisering og central styring.
Fig. 29. Avnslev Kirke. Sværdfæsteknap af
bronze fra yngre germansk jernalder og fugleformet fibula af bronze fra tidlig middelalder.
1:1. Tegning: Irena Pedersen og Steffen Maarup.
Udvalgte fund fra omegnen
Fra de sogne, der omgiver det tidligere
Hjulby sogn, kendes ingen fund fra yngre
germansk jernalder, hvorimod der er registreret spredte enkeltfund fra vikingetid og
tidlig middelalder. Disse kan i et vist omfang bidrage til en perspektivering af Hjulby-komplekset (fig. 28).
Ved detektorafsøgning på tre lokaliteter
nær kirken i herredsbyen Vindinge 2,5 km
sydvest for Hjulby er der fremkommet et
par metalgenstande fra vikingetid og flere
fra middelalderen20. Fundstoffet fra disse
pladser begrænser sig til et par fragmenter
af fibler, smelteklumper samt beslag, og
genstandene har ikke den håndværksmæssige kvalitet, som karakteriserer en del af materialet fra Hjulby. Et af fundområderne er
identisk med Gammelborg, der siden 1623
har været nævnt som stedet, hvor Nyborgs
forgænger skulle have været placeret (la
Cour 1972:159; Jørgensen 1974:131f).
Hverken detektorafsøgninger eller en mindre prøvegravning har dog sandsynliggjort,
at der skulle være en større bebyggelse,
endsige et befæstet anlæg, på dette sted21.
Ved detektorafsøgninger af området omkring og på kirkegården i Avnslev 3 km
nordvest for Hjulby er der fundet en næbfibula og en sværdfæsteknap af bronze fra
yngre germansk jernalder, vægtlodder og et
fragment af en mulig armring fra vikingetid
samt en fugleformet bronzefibula fra tidlig
middelalder (fig. 29). Hertil kommer bronzesmelteklumper22. De hidtil begrænsede
detektorafsøgninger og prøvegravninger tyder på, at der her findes et mindre værkstedsområde, som er samtidigt med en del
af Hjulby-komplekset.
På en høj syd for Avnslev Kirke skulle en
nu forsvundet runesten af Helnæs-Gørlev-
typen oprindeligt have været placeret (Jacobsen & Moltke 1942:222f). En snoet
guldfingerring, der ligeledes dateres til vikingetid, er fundet i byens østlige udkant
(Albrectsen 1960:99). De to sidstnævnte
fund kunne antyde, at Avnslev havde en vis
betydning i vikingetiden.
Tolkning af Hjulby-komplekset
I middelalderen havde Nyborg en central
position med beliggenheden ved det vigtigste overfartssted mellem Fyn og Sjælland –
og som hjemsted for Danehoffet. Nyborg
nævnes første gang i et diplom, der er udfærdiget i byen af kong Knud VI i forbindelse med et ”stormandsmøde” den 22. januar 1193 (Christensen et al. 1976-77, nr.
189). Det er muligt, at diplomet er forfattet
på Nyborg Slot, der – ganske vist på usikkert grundlag – anføres at være opført i
1170 (la Cour 1972:165).
Blot en halv snes år før udfærdigelsen af
Nyborgs ”dåbsattest” var det Hjulby, der
ved to lejligheder var hjemsted for ”stormandsmøder” – altså en slags forgænger for
Danehofmøderne (Hude 1893:40ff). Den 6.
februar 1180 og igen den 21. marts 1183
blev der underskrevet diplomer i Hjulby af
henholdsvis Valdemar den Store og Knud
VI – i øvrigt i begge tilfælde med Saxo som
medunderskriver (Christensen et al. 197677, nr. 89 & 111). Uanset at disse diplomers
indhold ikke direkte vedrører Hjulby, indikerer dét, at mødet mellem kongen og nogle
af rigets betydningsfulde gejstlige og verdslige personer blev afholdt netop hér, at kongen havde besiddelser – måske ligefrem en
kongsgård – i Hjulby i slutningen af 1100tallet. De kongelige besiddelser i Hjulby
blev i Kong Valdemars Jordebog opgjort til
53
9 mark guld, og helt frem til 1600-tallet
havde kongemagten økonomiske interesser i
byen (Aakjær 1926-43:103; Crumlin-Pedersen et al. 1996:79). Det kan ikke udelukkes, at centralmagtens besiddelser i Hjulby
kan have rødder tilbage til den tidligste del
af middelalderen - eller måske endda til de
foregående århundreder.
Med opførelsen af teglbyggede kasteller
ved Tårnborg, på Sprogø og ved Nyborg i
midten og slutningen af 1100-tallet blev der
ofret store ressourcer på sikringen af og
kontrollen med færdslen over og gennem
Storebælt. Ved Tårnborg inderst i Korsør
Nor opstod en handelsplads, der dog forsvandt igen ved Korsørs grundlæggelse (la
Cour 1972:155ff; Nielsen 1991; GrinderHansen 1994). I Nyborg skete det modsatte;
her udvikledes den bebyggelse, der var
skudt op i ly af slottet, til et driftigt bysamfund med dertil knyttede administrative
funktioner samt håndværks- og handelsaktiviteter. Antagelig var det fremkomsten og
udviklingen af dette nye østfynske center,
der i løbet af få generationer reducerede
Hjulby fra at have været en bebyggelse med
håndværksmæssige og måske også administrative funktioner til at være en almindelig
agrarlandsby. Det et tænkeligt, at denne udvikling startede allerede i slutningen af
1100-tallet, for at accelerere i 1200-tallet og
kulminere med nedrivningen af kirken i
1555.
Det kan altså formodes, at baggrunden for
Hjulbys deroute skal søges i kongemagtens
fysiske befæstning ved kysten i tidlig middelalder. Årsagen til, at bebyggelsen i løbet
af yngre jernalder udviklede sig til et håndværkscenter, der må have haft et opland af
en vis størrelse, er derimod mere uklar, men
måske har bebyggelsens fremkomst, som
54
det senere blev tilfældet for Nyborg, baggrund i kommunikative forhold.
Færdslen mellem Sjælland og Fyn har været intensiv gennem hele jernalderen, og antagelig har det smalleste overfartssted mellem Halsskov og Knudshoved været foretrukket til alle tider. Utvivlsomt gik en del
af trafikken fra Knudshoved videre mod
vest – mod Odense, hvor der antagelig har
eksisteret et sakralt center i vikingetiden –
og måske også i de forudgående århundreder (Thrane 1998). Landtransporten på Østfyn har været besværet af de mange nordvest-sydøst og nordøst-sydvest-orienterede
dalforløb, som isstrømme og smeltevandsfloder skabte mod slutningen af sidste istid
(Smed 1962 pl. 1). Den mest direkte vej fra
naturhavnen Slipshavn på Knudshovedhalvøen mod øens midte slog derfor en bue
nord om bl.a. den dal, som Hjulby Sø ligger
i. Dermed passerede man tæt forbi værkstedsområdet ved Toftegård. Dette vejforløb
kendes fra den svenske generalkvartermester Erik Dahlbergs kort fra 1650’erne (Pufendorf 1915:580f; Dahl 1990:62f), og det
er ikke ændret meget på Videnskabernes
Selskabs kort fra 1780. Hvis vejforløbet på
sidstnævnte kort følges videre mod Odense,
gik ruten fra Hjulby videre gennem Avnslev, hvor der, som tidligere beskrevet kendes flere fund fra yngre germansk jernalder
og vikingetid, og ca. 12 km længere mod
vest passerede vejen måske Sellebjerg, der
ifølge Kong Valdemars Jordebog var et betydeligt patrimoniumgods med en værdi af
13 mark guld i hvert fald omkring 1230
(Aakjær 1926-43:103). Endelig gik vejen
via Åsum ind til Odense (Bang 1985).
Det er således en mulighed, at Hjulbykomplekset omkring år 700 voksede frem,
fordi en lokal stormand eller en centralmagt
havde interesse i at profitere på og kontrol-
lere denne vigtige øst-vest-færdselsåre23.
Når bebyggelsen blev anlagt ca. 4 kilometer
fra kysten og ikke i umiddelbar tilknytning
til den formodede anløbsplads på Knudshoved-halvøen24, er det et udtryk for den strategi, der ligger bag placeringen af de fleste
fynske kystsognes adelbyer. Disse blev af
sikkerhedsårsager næsten altid anlagt
mindst 2-3 km fra kysten (CrumlinPedersen et al. 1996:158). Først under Valdemarerne – altså netop på tidspunktet for
Nyborgs grundlæggelse – blev det fundet
forsvarligt at anlægge permanente bebyggelser ved kysten.
Afslutning
Tolkningen af bopladskomplekserne ved
Seden Syd, Lundsgård og Hjulby er endnu
foreløbige, eftersom de arkæologiske undersøgelser alle tre steder kun er i deres indledende faser. Det er hensigten, at det hidtidige feltarbejde skal følges op af udstrakte
detektorafsøgninger, prøvegravninger og
egentlige udgravninger. Desuden er en bearbejdning af det store bopladsmateriale fra
Odense-området af betydning for perspektiveringen af især bebyggelserne ved Lundsgård og Seden Syd (Henriksen & Jacobsen i
tryk).
Lundsgård, Seden og Hjulby er blot tre af
de fynske jernalderbebyggelser, hvor detektorafsøgninger i de sidste tiår har resulteret i
vigtige metalfund (Henriksen 2000b). Ingen
af disse lokaliteter har leveret fund eller
iagttagelser i mængder eller af en kompleksitet, der gør dem berettiget til at blive betegnet som andet end lokale eller regionale
centre. Imidlertid er erkendelsen af disse
”sub-centre” – som et forbindelsesled mellem de regionale eller overregionale centre
og de almindelige agrarbebyggelser – af
største betydning, når jernalderens og middelalderens økonomiske, militære og religiøse centre ved Gudme og Nyborg skal sættes i perspektiv.
Litteratur
Albrectsen, E. 1946: Fyns Bebyggelse i den ældre Jernalder. Aarbøger for Nordisk
Oldkyndighed og Historie 1946, s. 1-72.
-1948: Bopladsfund fra den ældre Jernalder. Odense Bys offentlige Samlinger. Beretning 19471948, s. 5-6.
-1956: Fynske Jernaldergrave II. Ældre romersk jernalder. København.
-1960: Fynske guldfund. Fynske Studier III. Odense.
-1968: Fynske Jernaldergrave III. Yngre romersk jernalder. Fynske Studier VII. Odense.
-1973: Fynske Jernaldergrave V. Nye fund. Fynske Studier X. Odense.
Bang, V. 1985: Tidlige vejforbindelser på Østfyn. Fynske Årbøger 1985, s. 50-58.
55
Bertelsen, L.G. 1992: Præsentation af Ålborg-gruppen – en gruppe dyrefibler uden dyreslyng.
Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie 1991, s. 237-264.
Christensen, C.A.; H. Nielsen & L. Weibull (red.) 1976-77: Diplomatarium Danicum. 1.
Række, 3. Bind. København.
Christensen, T. 1993: Lejre Beyond Legend – The Archaeological Evidence. Journal of Danish
Archaeology vol. 10, 1991, s. 163-185.
Crumlin-Pedersen, O., E. Porsmose & H. Thrane (red.) 1996: Atlas over Fyns kyst i jernalder,
vikingetid og middelalder. Odense.
Dahl, B.W. 1990: Erik Dahlberg og Nyborg. Fynske Årbøger 1990, s. 53-68.
Düwel, K. (red.) 1997: Runeninschriften als Quellen interdisziplinärer Forschung.
Abhandlungen des Vierten Internationalen Symposiums über Runen und Runeninschriften in
Göttingen von 4.-9. August 1995. Berlin.
Fonnesbech-Sandberg, E. 1991: Centralmagt, centre og periferi i Danmarks folkevandringstid.
I: B. Wik (red.): Sentrum-Periferi. Sentra og sentrumsdannelser gjennom förhistorisk og
historisk tid. Gunneria 64, s. 233-247. Trondheim.
Gramtorp, D. & M.B. Henriksen 2000: Fint skal det være. - om tinbelægning på bronzesmykker fra yngre germansk jernalder og vikingetid. Fynske Minder 2000, s. 135-156.
Grinder-Hansen, K. 1994: Hvor der handles, der spildes. Hvad 3300 mønter fortæller om
Tårnborg ved Korsør. Nationalmuseets Arbejdsmark 1994, s. 186-196.
Hansen, H. 1975: Hjulby mose og Kullerup sluse. Hjulby moses deling og benyttelse samt Kullerup sluses betydning for mosen og Nyborg by. Fynske Årbøger 1975, s. 31-39.
Hansen, U.L. 1987: Römischer Import im Norden. Warenaustausch zwischen dem Römischen
Reich und dem freien Germanien während der Kaiserzeit unter besonderer
Berüchsichtigung Nordeuropas. Nordiske Fortidsminder, Serie B, Bd. 10. København.
-1995 (red.): Himlingeøje-Seeland-Europa. Ein Gräberfeld der jüngeren römischen Kaiserzeit
auf Seeland, seine Bedeutung und internationalen Beziehungen. Nordiske Fortidsminder,
Serie B, Bd. 13. København.
Hardt, N. 1994: Die Bovidenfiguren von Lundeborg. I: P.O Nielsen, K. Randsborg & H. Thrane (red.): The Archaeology of Gudme and Lundeborg. Arkæologiske Studier Vol. X, s. 8993. København.
Hauck, K. 1997: Zur Religionsgeschichtlichen Auswertung von Bildchiffren und Runen der
völkerwanderungszeitlichen Goldbrakteaten (Zu Ikonologie der Goldbrakteaten, LVI). I: K.
Düwel (red.), s. 298-353.
Henriksen, M.B. 1996: Nye udgravninger ved Hjulby. Fynske Minder 1996, s. 135-137.
-1998a: Guden under gulvet – ofringer under fynske huse fra ældre jernalder. Fynske Minder
1998, s. 191-212.
-1998b: Fynske jernalderbopladser. Et publikationsprojekt. I: M.B. Henriksen 1998 (red.):
Bebyggelseshistoriske projekter. Deres betydning, bearbejdning og publikation. Rapport fra
et bebyggelseshistorisk seminar på Hollufgård den 9. april 1997. Skrifter fra Odense Bys
Museer vol. 3, s. 7-20.
-2000a: Er Hjulby Nyborgs forgænger? Nyborg før og nu 1999, s. 8-16.
-2000b: Hvad skal vi med detektorfund? I: M.B. Henriksen (red.) 2000, s. 11-16.
56
Henriksen, M.B. 2000 (red.): Detektorfund - hvad skal vi med dem? Dokumentation og
registrering af bopladser med detektorfund fra jernalder og middelalder Rapport fra et
bebyggelseshistorisk seminar på Hollufgård den 26. oktober 1998. Skrifter fra Odense Bys
Museer vol. 5. Odense.
Henriksen, M.B. & J.A. Jacobsen i tryk: Fynske jernalderbopladser 2. Odense og Åsum herreder. Skrifter fra Odense Bys Museer vol. 1,2. Odense.
Hude, A. 1893: Danehoffet og dets Plads i Danmarks Statsforfatning. København.
Ilkjær, J. 1998: Zwischen Blindheim, Jabara und Manastirea – Zu eisernen Kämmen der römischen Kaiserzeit im Barbaricum. 20 lat archeologii w Maslomeczu, t. II, s. 43-53. Lublin.
Jacobsen, J.A. 1988: Jernalder og byudvikling i Odense-området. Et arkæologisk puslespil.
Fynske Minder 1988, s. 253-270.
Jacobsen, L. & E. Moltke 1942: Danmarks Runeindskrifter. Text. København.
Jørgensen, F. 1974: Præsteindberetninger til Ole Worm II. Indberetninger fra Århus, Fyns og
Lunde Stifter 1623-25. København.
Jørgensen, L. 1998: En storgård fra vikingetid ved Tissø, Sjælland – en foreløbig præsentation.
I: L. Larsson & B. Hårdh (red.), s. 233-248.
-1999: Fra nutidens pløjelag til jernalderens samfund – stormænd og håndværkere i Gudme.
Årbog for Svendborg og Omegns Museum 1998, s. 8-21.
Klæsøe, I.S. 1999: Vikingetidens kronologi – en nybearbejdning af det arkæologiske materiale.
Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie 1997, s. 89-142.
la Cour, V. 1972: Danske borganlæg til midten af det trettende århundrede. Bind 1. København.
Larsson, L. & B. Hårdh (red.) 1998: Centrala platser, centrala frågor. Samhällsstrukturen under Järnåldern. En Vänbok till Berta Stjernquist. Acta Archaeologica Lundensia. No. 28.
Lund.
Lindahl, F. 2000: Some late tenth- and eleventh- century cloisonné enamel brooches and finger-rings from Denmark. I. C. Entwistle (red.): Festkrift til David Buckton (i tryk). London.
Mackeprang, M.B. 1952: De nordiske guldbrakteater. Jysk Arkæologisk Selskabs Skrifter,
Bind II. Århus.
Moesgaard, J.K. 1999: En ny hertugmønt fra Slesvig fra omkring 1300. Nordisk Numismatisk
Unions Medlemsblad nr. 6, 1999, s. 122-123.
Nielsen, H. 1991: Tårnborg – en handelsplads dukker frem. Sorø Amts Museums Jubilæumsskrift, 25. juni 1991, s. 51-76. Sorø.
Nielsen, K.H. 1987: Zur Chronologie der jüngeren germanischen Eisenzeit auf Bornholm. Untersuchungen zu Schmuckgarnituren. Acta Archaeologica vol. 57, 1986, s. 47-86.
Naamansen, A.T. 1993: Kongsgård eller præstegård? På overgangen fra forhistorisk til historisk tid i Hjulby. Fynske Minder 1993, s. 183-200.
Petersen, P.V. 1994: Excavations at Sites of Treasure Trove Finds at Gudme. I: P.O. Nielsen,
K. Randsborg & H. Thrane (red.): The Archaeology of Gudme and Lundeborg. Arkæologiske Studier Vol. X, s. 30-40. København.
-2000: Danefæ 1999. Arkæologiske udgravninger i Danmark 1999, s. 235-250.
57
Pufendorf, Samuel v. 1915: Sju Böcker om Konung Carl X Gustafs Bragder. Bind II. Stockholm.
Rydh, H. 1936: Förhistoriska undersökningar på Adelsö. Kungl. Vitterhets Historie och Antikvitets Akademien. Stockholm.
Rygh, K. 1878: Fortegnelse over den tilvækst af sager, ældre end reformationen, som Videnskabsselskabets oldsamling i Throndhjem har havt i 1878. Foreningen til Norske Fortidsmindersmerkers Bevaring. Aarsberetning for 1878, s. 275-291.
Rørdam, Holger F. 1883: Danske Kirkelove samt udvalg af andre bestemmelser vedr. Kirken,
Skolen og de fattiges Forsørgelse fra Reformationen indtil Christian V's Danske Lov, 15361683. Første Del. Kjøbenhavn.
Sindbæk, S. 1998: Mammendyret, Græsli-fuglen og den madjarske hest – Øst-Europa i vikingetidens kunst og symboler. Spor – fortidsnytt fra midtnorge, nr. 1 1998, s. 8-11.
Smed, P. 1962: Studier over den fynske øgruppes glaciale landskabsformer. Meddelelser fra
Dansk Geologisk Forening, bind 15, hefte 1, s. 1-74. København.
Stenersen, L.B. 1881: Myntfundet fra Græslid i Thydalen. Christiania.
Sørensen, J.K. 1958: Svendborg amts bebyggelsesnavne. Danmarks stednavne nr. 13. København.
-1969: Odense amts bebyggelsesnavne. Danmarks stednavne nr. 14. København.
-1992: Haupttypen sakraler Ortsnamen Südskandinaviens. Mit einem Anhang zur Kartierung
der exemplarisch erörterten Sakralnamen Südskandinaviens auf einer Falttafel. I: K. Hauck
(Hrsg.): Der historische Horizont der Götterbild-Amulette aus der Übergangsepoche von
der Spätantike zum Frühmittelalter. Bericht über das Colloquium vom 28. November – 1.
Dezember 1988 in der Werner-Reimers-Stiftung, Bad Homburg. Abhandlungen der Akademie der Wissenschaften in Göttingen. Philologisch-Historische Klasse, Dritte Folge, Nr.
200, s. 228-240.
Thomsen, P.O., B. Blæsild, N. Hardt & K.K. Michaelsen 1993: Lundeborg. En handelsplads
fra jernalderen. Skrifter fra Svendborg og Omegns Museum, bind 32. Ringe.
Thrane, H. 1989: Bovidenstatuetten von Fünen. Frühmittelalterliche Studien. 23. Band, s. 362416. Berlin.
-1993: Guld, guder og godtfolk – et magtcentrum fra jernalderen ved Gudme og Lundeborg.
København.
-1998: Overvejelser af kultindholdet i Gudmes bebyggelse. I: L. Larsson & B. Hårdh (red.), s.
249-262.
Vandkilde, H. 1996: From Stone to Bronze. The Metalwork of the late Neolithic and Earliest
Bronze Age in Denmark. Jutland Archaeological Society Publications XXXII, 1996. Århus.
Aakjær, Svend 1926-43: Kong Valdemars Jordebog. 1. Bind. København.
58
Appendix 1
Gruppering af metalgenstande fra bronzealder til nyere tid (excl. jern) på de i teksten beskrevne bopladsområder. Status 1/5 2000.
1
4
1
1
1
Seden Syd C *
Seden Syd A *
1
Seden Syd A #
Mønt
21 45 2
4
Smelteklump
43 35 3 17 1 6
Barre
4 1 3
1
Klip, skrot, blik
9 34 8 4 1 6
Model, støbekegle
1
5 1
1
Vægtlod, vægt
2
7
4
Tenvægt, metal
2
Fibula
1 52 3 6 6 4
Nål, dragtnål
1
8
Knap, hægte
6 16 4 3
1
Hængesmykke
3
8 1
Ring
7
9
2 2 3
Andet smykke
1
2
2
Bæltegarniture
8 42 3 2 1
Beslag
18 36 5 2
1
Toiletudstyr
1
2
1
Fæsteknap
1
Hesteudstyr
3
7
1
Værktøj, redskab
3
4
Nøgle, lås
5
Nagle, søm
8
1
Metalkar
1
2
Figur
1
Sværdkl., bronze
1
Andet
6
4 1 5
2
I alt
137 338 33 51 13 30
Lundsgård Sydøst *
Lundsgård Sydøst #
f
Lundsgård Nord *
Lundsgård Nord #
Toftegård *
Toftegård #
Hjulby Øst #
# overfladefund
* anlægsfund
1
6
2
1
2
1
6
2
1
2
2
1
1
1
1
1
2
10
3 33
59
Noter
1
Lundsgård-kompleksets bebyggelsesspor fra romersk og germansk jernalder består af følgende sb.numre i Åsum sogn:
08.08.11-4 (guldring), 24, 25, 28, 30?, 46, 65. Detektorafsøgningerne er foretaget af Torben Jørgensen, Odense.
2
Albrectsen daterer endnu et guldstykke fra Lundsgård til ældre germansk jernalder (Albrectsen 1960:82). Dette stykke er
imidlertid en senneolitisk ring med årebladformede ender (Vandkilde 1996 nr. 98 & fig. 176).
3
08.08.11-54 Lunden.
4
08.08.11-11 Møllersminde Syd.
5
08.08.11-24 Lundsgård Nord.
6
08.08.11-4 & 25 Lundsgård Sydøst/Ræveskov Vest.
7
08.08.11-28 Lundsgård Øst (upubliceret).
8
08.08.11-44 & 46 Lunden (AUD 1990,133).
9
08.08.09-6 Hvenekilde (AUD 1988,134; 1990,131)
10
Seden Syd-kompleksets bebyggelsesspor fra yngre romersk og ældre germansk jernalder består af følgende sb.numre i
Seden sogn: 08.08.09-6 (gravplads), 7, 11 & 18. Detektorafsøgningerne er foretaget af Torben Jørgensen, Odense.
11
08.08.09-7 Seden Syd (AUD 1997,187; 1998,223).
12
08.08.09-8 Hvenekilde (AUD 1995,185).
13
09.06.11-83 Hjulby Kirke (AUD 1997,217).
14
Hjulby-kompleksets bebyggelsesspor fra yngre germansk jernalder-middelalder består af følgende sb.numre i Nyborg
landsogn: 09.06.11-80, 82, 83 (kirketomt) 84 & 91. Detektorafsøgningerne er foretaget af Flemming Lyth, Johnny Kragekær og Villy Nielsen, Nyborg, Torben Jørgensen, Odense, samt forfatteren.
15
09.06.11-80 Toftegård.
16
09.06.11-84 & 91 Toftegård Sydøst og Toftegård Nordøst.
17
Kulturlaget var gennemtrukket af rener fra et højrygget agersystem såvel som af spor efter dybdegående kartoffeloptagningsmaskinger. Fylden i disse forstyrrelser kunne ikke skilles fra kulturlaget, og det kan derfor ikke udelukkes, at de få
middelalderlige og eftermiddelalderlige genstande af metal og glas kan være endt i lagets øvre del som et resultat af jordbearbejdning.
18
09.06.11-79 Hjulby Sand.
19
09.06.11-59 & 70 Kongsholm. Vilhelm la Cour (1972:159f) opregner Kongsholm som ét af de steder, der har været
nævnt som placering for Nyborgs forgænger.
20
09.06.17-97, 100 & 103.
21
09.06.17-90 Gammelborg.
22
09.06.01-76 & 98 Avnslev Kirke.
23
Det skal bemærkes, at ved østenden af Hjulby Sø (Hjulby Bro) findes et overgangssted for den nord-syd-gående trafik,
der må have haft betydning i hvert fald i middelalderen, set i relation til herredsbyen Vindinge.
24
Flere guldfund fra Nyborg og Knudshoved-halvøen dokumenterer, at dette område har haft en vigtig funktion allerede i
ældre germansk jernalder (Crumlin-Pedersen et al. 1996:195).
60
Storgården ved Tissø
Tolkning af aktivitetsområder og anlæg på grundlag af detektorfundene fra pløjelaget
Lars Jørgensen
Den nye storgård ved bredden af Tissø på
Sjælland giver i dag det bedste indtryk af
miljøet på en stormandsresidens tilhørende
det øverste niveau i yngre jernalder og vikingetid fra det 7. til det 11. årh. (fig. 1).
Gården etableres sandsynligvis omkring
600 og nedlægges engang i første halvdel af
det 11. årh. I sin mere end 400 år lange levetid er gården blevet ombygget og udvidet
flere gange. Dette har givet et enestående
indblik i en storgårds tidsmæssige udvikling. Omkring år 700, det vi kalder fase 1,
dækker gården et areal på 10.000 m2. Herefter vokser den til ca. 15.000 m2 omkring år
800 (fase 2) og 18.000 m2 omkring år 900
(fase 3). Højdepunktet nås i den sidste fase
4 omkring år 1000, hvor gården når et areal
på min. 25.000 m2. I hele perioden lå den
monumentale hovedbygning - hallen - placeret i gårdens midte. Omkring år 700 målte
hallen 11x36 m, ca. 400 m2 i gulvareal, og
taget blev båret af den kraftigste stolpekonstruktion hidtil set i Danmarks oldtid. De
tagbærende stolper, der var ca. 60 cm i diameter, var gravet ned i en dybde af over 3
m. Rækken af imponerende halbygninger
toppede i den sidste fase, hvor den måler
12,5x48 m - et gulvareal på næsten 550 m2.
N
50 m
Fig. 1. Udgravningsfeltet
ved Fugledegård med
storgården og de tilhørende markeds- og værkstedsområder beliggende
syd og nord for gården.
Det udgravede areal omfatter ca. 50.000 m2.
61
Fig. 2. Fordelingen af metaldetektorfund på bebyggelseskomplekset ved Tissø.
Fundene omfatter både udgravningsfund og fritidsarkæologernes opsamlinger, i
alt ca. 8500 genstande. Heraf er 6600 fundet under udgravningerne og 1900 ved
fritidsarkæologernes rekognosceringer.
Bulbrogård
N
N
Fugledegård
Tissø
Kalmergården
250 m
]
Ξ
Ξ
Γ
Ξ
Ξ
??
Ξ
]
χ
Γ
χ
Ξ
Ξ
χ
Ξ
[
]
χ
30 m
62
[
☺
Γ
−−
χ
χ
Γ
∝
χ
Ξ
☺
Fig. 3. Eksempel på en tydelig koncentration af værkstedsrelaterede
genstande
fra fritidsarkæologernes rekognosceringer gennem seks
år. Koncentrationen er beliggende sydøst for et udgravningsfelt på Fugledegård, men har ikke været
genstand for udgravning.
Metalfundene er blevet afsat
på kort i 1:1000 af fritidsarkæologerne og efterfølgende
digitaliseret på NM. På trods
af usikkerheden ved stedfæstelsen giver deres registrering et godt og pålideligt billede af værkstedsområdets
placering.
I denne fase har gården flere større bygninger og et samlet bebygget areal på over 2000
m2.
Blandt de næsten 3500 metalgenstande fra
storgårdsområdet skal fremhæves et stort
antal våben og rideudstyr i form af pilespidser, sværdbeslag, sporer og bidsler. Det er
det samme udstyr, som vi finder i vikingetidens rigeste ryttergrave. Det aristokratiske
miljø understreges endvidere af mange
pragtsmykker af forgyldt sølv og bronze,
samt enkelte af guld. Skår af frankiske drikkeglas fra området omkring de centrale haller bekræfter, at det var her, man afholdt
gæstebudene. Irske eller insulære skrinbeslag, frankiske rembeslag og karolingiske
mønter fra Karl den Store og Ludvig den
Fromme fortæller desuden om forbindelser
til disse to områder. En speciel gruppe udgøres af hedenske miniatureamuletter i form
af torshamre, ildstål og lanser fra det centrale halområde. Hertil kommer en gruppe interessante hængesmykker i form af valkyrier.
I forbindelse med de tre ældre gårdfaser er
der påvist et indhegnet særområde, som står
i direkte forbindelse med halbygningerne. I
de tre ældre faser lå der i en periode på 250
år kun én mindre bygning i denne indhegning - en bemærkelsesværdig lang kontinuitet, og der er muligvis tale om et hedensk
kultområde. Storgårdens bygningstyper viser, at der ikke fandtes de store mængder
opstaldede dyr - måske kun heste. Deciderede økonomibygninger og stalde, som de
kendes fra almindelige landbrugsbebyggelser, synes at være totalt fraværende. Det var
således ikke en landbrugsgård, og fødevarer
må være tilført fra de afhængige gårde i området. Uden for storgården er fundet et 2030.000 kvadratmeter stort område med gru-
behuse og let byggede værkstedshuse og
indhegnede arbejdsområder.
Bebyggelsen ved Tissø viser, at vikingetidens stormænd havde flere funktioner i
samfundet. Han stod for den militære beskyttelse i området, han kontrollerede handlen og håndværket på markedspladserne, og
sandsynligvis forestod han desuden de hedenske kulthandlinger, herunder de store rituelle måltider i hallen. Som leder var han
mildt sagt multifunktionel; hærleder, præst,
storgodsejer, handelsadministrator og social
garant for sine afhængige.
Detektorfundene
Siden udgravningernes start i 1995 er der
registreret ca. 8500 metalgenstande fra hele
bebyggelseskomplekset. Heraf er 6600 fundet i forbindelse med de arkæologiske udgravninger og 1900 ved fritidsarkæologernes rekognosceringer i løbet af de sidste 810 år (fig. 2). Fordelingen af detektorfundene er stort set sammenfaldende med bebyggelsens udstrækning, og de er således et
klart udtryk for en aktivitet. I forbindelse
med de sidste fem års udgravninger er metalfundene i pløjelaget blevet systematisk
indmålt. Ved maskinafdækningen trækkes
pløjelaget af i tre til fire omgange, og mellem hver aftrækning gennemføres en detektorafsøgning. Genstande indmåles herefter
med totalstation og tildeles samtidig en kode alt efter genstandstypen (mønt, barre,
smelteklump, fibel, hængesmykke etc.). Alle data, inklusive anlægstegninger, samles i
databaser under programmet Mapinfo. Dette
muliggør ikke blot søgninger og kvantitative fordelingsanalyser af specifikke genstandstyper, men også kvalitative fordeling-
63
er via de mere detaljerede genstandsbeskrivelser i basen. På dette grundlag kan der således få et hurtigt og godt indtryk af for eksempel de kvalitative differencer mellem
bebyggelseskompleksets enheder.
I forbindelse med de overordnede analyser udgør metalfundene fra fritidsarkæologernes rekognosceringer et vigtigt supplement. Fritidsarkæologerne afsætter deres
fund på kort i 1:1000, som senere digitaliseres på Nationalmuseet. Stedfæstelsen af de
enkelte fund er naturligvis behæftet med en
vis usikkerhed (± 5-10 m), og de kan naturligvis ikke anvendes på lige fod med de registrerede udgravningsfund ved detailanalyser. Ikke desto mindre er de af stor betydning ved lokalisering af udgravningsobjekter (jf. fig. 3).
I sommeren 2000 afsluttedes udgravningerne af storgården på Fugledegård. På trods
af en bebyggelsesperiode på hen ved 400 år
viser fordelingen af de mange metalfund fra
pløjelaget imidlertid flere bemærkelsesværdige træk. Gårdens store tofteareal be-
N
Halområde
20 m
Fig. 4. Fordelingen af detektorfund fra udgravningerne af storgårdstofterne. Bemærk de relativt
få fund fra det centrale område med hallerne og det indhegnede særområde. Havde der ikke fundet en udpløjning sted, ville billedet havde været endnu mere markant. Det centrale område må
have været omhyggeligt renholdt i modsætning til de mere perifere dele af gården.
64
tyder, at der selv efter så lang en bebyggelsesperiode stadigvæk kan hentes vigtige informationer, selvom den oprindelige overflade er totalt destrueret ved dyrkning. Ses
der på fordelingen af den samlede mænge
metalfund fra udgravningen inden for tofterne kan der konstateres bemærkelsesvis få
fund fra gårdens centrale område med halbygningerne og det indhegnede særområde
(fig. 4). Dette endda på trods af, at der har
fundet en udpløjning sted siden opdyrkningen af området begyndte engang i middelalderen. Den mest nærliggende forklaring
på denne mangel på fund er, at det vigtige
centralområde til stadighed er blevet omhyggeligt renholdt. Denne formodning underbygges af det faktum, at for eksempel
glasskår, som må formodes at stamme fra
repræsentative begivenheder i hallerne, stort
set er fraværende i selve halområdet. Derimod findes glasskår i de nærmeste grubehuse, hvor de sandsynligvis er kommet ned
med andet affald fra rengøringen i området.
Glasset findes kun i de nærmeste grubehuse
omkring centralområdet, og der er eksempelvis ikke fundet ét eneste skår i fylden på
de 50 grubehuse uden for storgårdstoften.
Var pløjelaget blevet fjernet på traditionel
vis, ville det ikke have været muligt at påvise den sandsynlige renholdelse af centralområdet.
Det samlede detektorfundsmateriale domineres naturligvis af genstande af jern.
Især søm og nagler er talrige, og normalt er
det en fundgruppe, som man ikke vil tillægge den store interesse. Der er imidlertid også et potentiale i denne fundgruppe. Inden
for storgårdstoften er der en markant tendens til, at søm og nagler er koncentreret i
den nordlige del af gården (fig. 5). Fund af
halvfabrikata til knive og ildstål, samt værktøj, viser, at det var her, smedjerne var beliggende i fase 1-3. Der kan ikke påvises
nogen sikre bygninger, men koncentrationer
af stolpehuller viser, at der må have stået
flere lette bygningskonstruktioner langs
med gårdenes nordhegn. De mange søm og
nagler stammer sandsynligvis også fra
Fugledegård/Tissø
Søm /nagler
N
Fase 2
Fase 3
Fase 1
25 m
Fig. 5. Udsnit med den
nordlige del af storgårdstofterne fra faserne 1 til 3.
Forløbet af de enkelte
hegnsfaser er markeret.
Vist er fordelingen af søm
og nagler af jern. Den
markante koncentration
langs gårdenes nordhegn
er sammenfaldende med
jernsmedjerne. De mange
søm og nagler stammer
dels fra selve produktionen, men især fra de gentagne nedrivninger af de
let konstruerede værkstedsbygninger.
65
Toftehegn
G l. kystlinie
Bådhus?
30 m
Fig. 6. Fordelingen af smedeslagger i området syd for storgården. Omkring et enligt beliggende hus,
der formodes at være et bådhus, ses en koncentration af slagger. Det er nærliggende at se smedeaktiviteten i forbindelse med vedligeholdelsen af et skib.
produktionen i smedjerne, men nok i højere
grad fra nedrivningen af disse småbygninger. Hver gårdsfase omfatter sandsynligvis
en periode på omkring 100 år, og de lette
bygningstyper som smedjerne må derfor
være blevet fornyet flere gange i løbet af en
enkelt gårdsfase. Den samme kobling mellem værksteder og søm/nagler er netop også
påvist ved udgravningerne i efteråret 2000
på Kalmergården ca. 400 meter syd for
storgården på Fugledegård. Ved den gradvise muldafrømning er her blevet registreret
flere koncentrationer af søm og nagler i
kombination med genstande fra smedning
og andet metalhåndværk. Ved den efterfølg-
66
ende fladeafrensning fremkom der grupper
af stolpehuller tilhørende mindre værkstedsbygninger under pløjelagets fundkoncentrationer af søm og nagler. Hver stolpehulsgruppe repræsenterer tydeligvis flere
bygningsfaser, og de mange søm og nagler
må stamme fra nedrivningen eller ombygningen af de nedslidte værkstedshuse. Disse
mere ydmyge pløjelagsfund afslører således
ikke blot tilstedeværelsen af træbygninger,
men også en del information om deres konstruktion.
Det sidste eksempel på aktivitetstolkning
fra Fugledegård omfatter en speciel bygning
beliggende ca. 100 meter syd for storgården
(fig. 6). Her er påvist en ca. 7 m bred og 30
m lang øst-vest orienteret bygning med
åben østgavl. Huset er placeret vinkelret på
den gamle kystlinie i en afstand af ca. 20
meter fra denne. På dette sted er der ingen
kystskrænt, og det har således været muligt
at trække et skib op, hvilket det ikke har
været tættere på storgården. Husets særegne
placering og ikke mindst konstruktion er
med til at underbygge formodningen om, at
der kunne være tale om et bådhus. Husets
interne dimensioner betyder, at det har kunne rumme et krigsskib af næsten samme
størrelse som Hedeby 1. I området er endvidere fundet flere store klinknagler og samti-
dig ses en koncentration af smedeslagge
omkring det mulige bådhus. Det er tydeligt,
at der har været smedeaktivitet i netop dette
område, og det er nærliggende at henføre
denne til vedligeholdelsen af et muligt skib.
Systematiske fordelingsanalyser af metalfundene på storgården ved Tissø er ikke begyndt endnu. Allerede disse få eksempler
viser imidlertid, at der faktisk ligger et stort
videnskabeligt potentiale i fundene fra pløjelaget. Her er lagt vægt på genstande af
jern, som ellers er en fundgruppe man ofte
skubber lidt til side. Tissø-materialet viser
dog, at det i høj grad er værd at beskæftige
sig med denne materialegruppe.
67
68
Detektorfundene fra Gudme og den digitale arkæologi
Palle Østergaard Sørensen
Indledning
Siden starten af 1980’erne har Nationalmuseet haft et nært samarbejdet med Odense
Bys Museer og Svendborg & Omegns Museum i forbindelse med de epokegørende
undersøgelser i Gudme-området. Gudmeprojektet, som dette samarbejde siden er
blevet kaldt, blev i første omgang sat i værk
på grund af de mange metalgenstande fra
jernalderen, som blev fundet i området. Disse metalgenstande strømmede ind til museerne, da en række amatører begyndte at afsøge arealerne rundt om Gudme by med
metaldetektor. Detektoramatørernes afsøgninger tog udgangspunkt i et kort, som allerede blev publiceret i 1878 af F. Sehested i
bogen “Fortidsminder og Oldsager fra Egnen om Broholm”. Det publicerede kort viste blandt andet en ret detaljeret angivelse af
fundstederne for en række guldgenstande
fra yngre jernalder. Detektoramatørerne afsøgte områderne rundt om de gamle fundsteder, og dette gav straks resultat i form af
flere nye skattefund, men også af en hel
række enkeltfundne metalgenstande.
Allerede fra projektets start blev det besluttet, at de mange nye fund skulle indmåles elektronisk med en totalstation. Denne
opgave blev i første omgang varetaget af
museet i Odense, hvor museumsassistent
Claus Madsen stod for indmålingerne og
den videre bearbejdning, der blandt andet
omfattede en tegning af hver enkelt genstand. Arealerne rundt om Gudme by blev
fra starten inddelt i en række geografiske
områder, der fulgte de nutidige skel i området. I mangel af ældre stednavne blev disse
arealer betegnet Gudme I, II, III osv. Hvert
område fik et selvstændigt journalnummer,
og indenfor for dette fik genstandene en
fortløbende nummerering. For at lette indmålingerne blev der opstillet et helt system
af faste målepunkter i form af jernrør, der
blev placeret på topografisk velegnede steder, således at man fra opstillinger på de enkelte matrikler kunne sigte til mindst to,
som regel flere, af disse faste punkter.
Punkterne blev sidenhen koordineret i det
landsdækkende målesystem system 34, således at alle indmålte fund nu har en koordinat i dette system. Da Nationalmuseet begyndte at foretage udgravninger i området,
blev de samme målepunkter benyttet af afdelingens landmåler, og sidenhen er det
samme sket ved Svendborg og Omegns
Museums undersøgelser.
Udfra de elektroniske indmålinger blev
det allerede tidligt muligt at fremstille en
række plots i form af krydsmarkeringer,
hvortil der kunne knyttes et genstandsnummer og en koteangivelse. Efterhånden som
fundmængden fra de enkelte arealer steg,
blev disse plots dog næsten ulæselige, med
mindre de blev plottet i en meget stor målestok, hvorved overblikket dog forsvandt. De
første spredningskort, der blev publiceret
fra Gudme, blev fremstillet på baggrund af
disse plots, men markeringerne med de enkelte fundkategorier og dateringer blev
fremstillet på traditionel vis ved hjælp symboler fra letraset-ark (fig. 1). Disse spredningskort tog lang tid at fremstille, og da
der stadigvæk fremkom nye fund, blev de
også meget hurtigt forældede.
69
Fig. 1. Det tidligste spredningskort med detektorfundene fra Gudme II-arealet. Efter Thrane i Frühmittelalterliche Studien Band 21, 1987.
70
Autocad
Mapinfo
Da vi på Nationalmuseet i starten af
1990´erne skulle gå i gang med at bearbejde
de mange detektorfund fra Gudme, så vi os
derfor nødsaget til at finde et computerprogram, der kunne behandle de digitale data
mere rationelt. Der var på dette tidspunkt
ingen større erfaring med behandling af digitale data på oldtidsafdelingen, men med
hjælp af penge fra Kulturministeriet blev
den nødvendige hardware indkøbt, og samtidigt blev Klaus Støttrup Jensen tilknyttet
museet. Han havde erfaring med tegneprogrammet Autocad, og det blev derfor i første omgang dette program, som blev benyttet til behandling af både udgravningsplaner
og de indmålte detektorfund. I dette program kunne man markere de enkelte fund
grafisk med forskellige symboler, og disse
fundkategorier kunne så lægges i en række
lag, der kunne klikkes af og på. Det var således muligt at sortere i genstandsmaterialet, og samtidigt var det nemt at opdatere
kortet. Som baggrundskort blev der indkøbt
et digitalt teknisk kort (T0-kort), der kunne
vises sammen med de indmålte fund og de
enkelte udgravningsplaner. Da der ikke var
tilknyttet en egentlig database til programmet, var det dog ikke muligt at hente f.eks.
en beskrivelse af det enkelte fund eller foretage søgninger på tværs af de lag, som genstandene var placeret i. Selv om brugen af
Autocad var et klart fremskridt i forhold til
tidligere, var der dog også en række klare
mangler ved programmet.
På grund af de begrænsninger, som de ældre
plot- og tegneprogrammer havde vist sig at
have, blev vi på museet klar over, at vi måtte finde et nyt program til behandlingen af
detektorfundene. Valget faldt på GIS-programmet Mapinfo. Dette program opererer
med en database, hvor genstandenes data på
traditionel vis kan indtastes, eller man kan
importere en allerede oprettet database. Det
specielle ved GIS-programmet er, at der ud
fra fundenes tilknyttede koordinatsæt i databasen med det samme kan fremstilles en
kortdel. Fra kortet kan der klikkes på det
enkelte fund, og alle data fra basen
fremkommer i en boks (fig. 2). Desuden kan
der tilknyttes et billede eller en filmsekvens
til det enkelte punkt. Som i alle andre
databaser kan der desuden søges på kryds
og tværs i basen, men i Mapinfo medfølger
der desuden hele tiden et nyt kort for hver
søgning.
Databasen med detektorfundene fra Gudme har vi valgt at inddele i 13 kolonner (fig.
2). Kolonnen med journalnummeret dækket
i Gudmes tilfælde over tre forskellige museers nummereringssystemer, og sammen
med punktnummeret giver det genstandens
entydige registreringsnummer. Herefter følger en kolonne, der med en bogstavs- og
talkode henviser til genstandens hovedgruppe. På nuværende tidspunkt har vi valgt
at inddele detektorfundene i 33 hovedgrupper (fig. 3). Til hver gruppe er der tilknyttet
et symbol, således at der i kortdelen allerede
er en opdeling af materialet, når man viser
samtlige fund på én gang (fig. 2). Symbolerne har vi forsøgt at få til at passe til de
enkelte fundgrupper ved at søge i en række
forskellige skrift- og symbolfonte, men på
længere sigt vil det være muligt at fremstille
71
Fig. 2. Eksempel med oplysninger fra databasen med tilhørende kortdel og foto.
72
Fundgrupper - Jernalder, Vikingetid og Middelalder
??
D1
Mønt
D2
D3
Smelteklump
Barre
Klip, skrot, blik
D4
D5
Jernslagge
Ξ
Ξ
D6
D7
Vægtlod, vægt
Tenvægt, vævevægt
Fibel
D8
☺
☺
D9
Patrice, matrice, model, digle, form, fejlstøbning, støbekegle
D11
D12
D13
D14
D15
D16
D17
Nål, dragtnål
Knap, hægte, malle
Hængesmykke
−−
Armring, halsring, fingerring, ørering
[[
Anden kategori af smykke
Bæltegarniture
χχ
D10
∝
∝
Perle
Beslag
Γ
D23
D24
D25
D26
D27
D28
D29
D30
D31
D32
D33
Toiletudstyr
Våbenudstyr, fæsteknap
]
Hesteudstyr
Ophængningsring
Værktøj, redskab
D21
D22
Nøgle, lås
Nagle, søm
Kværn, slibesten, hvæssesten
σσ
Metalkar
Figur
Glas
D20
D19
D18
Forarbejdet ben og tak
Dyreknogle
Keramik
Andet, oldtid og middelalder
Andet, recent
Fig. 3. Hovedkategorierne for genstandsmaterialet fra Gudme.
vores eget sæt af arkæologiske symboler,
der passer bedre til de enkelte fundkategorier. De tre næste kolonner er genstandens x,
y og z-koordinat, og i dette tilfælde er der
som nævnt tale om det landsdækkende system 34, men andre systemer kan også anvendes. Herefter følger en kolonne med
stedfæstelse, som henviser til den måde,
hvorpå indmålingen er sket. Der kan være
tale om indmåling med totalstation, digitalisering fra et kort, eller flere kategorier af
mere usikre angivelser af fundstedet. I daterings-kolonnen har vi valgt at bruge århundreder, men andre inddelinger kan selvfølgelig bruges. Under alle omstændigheder kan
man hurtigt med en ”søg og erstat-funktion”
skifte til en anden inddeling.
Beskrivelsesfeltet må nok betegnes som
det vigtigste i databasen. Her kan genstanden beskrives mere eller mindre minutiøst,
og man kan inddele f.eks. fiblerne i de forskellige arkæologiske underindelinger, man
nu synes er relevante. Det er dog vigtigt, at
man husker, at potentielle søgeord i beskrivelsesfeltet er entydige. Vi har valgt at lave
en selvstændig kolonne med materiale, således at dette ikke skrives i beskrivelsesfeltet. I notefeltet kan man give supplerende
oplysninger, såsom hvor genstanden fysisk
er opbevaret, andre nummerringer, f.eks.
danefænummer, fundprotokolnummer fra
Den Kgl. Mønt- og Medaillesamling etc.
Fra og med Mapinfo 5.5 er det muligt med
en ekstra applikation at tilknytte et digitalt
billede til basen. I kolonnen skal man skrive
den sti, som viser, hvor billedet er placeret
på harddisken eller på en cd-rom. I den sidste kolonne har vi en vægtangivelse på genstanden, og ud fra denne kolonne kan man
f.eks. udregne den samlede vægt af guld inden for et givet areal.
Når databasen er færdig, skal man fremstille kortet, og dette gøres med funktionen
“opret punkter”, hvor man skal angive, i
hvilken kolonne programmet skal hente
henholdsvis x og y koordinaten og i hvilket
målesystem koordinaterne er målt. Herefter
kan man tildele de enkelte punkter et symbol, som så gælder for alle fundene i databasen. I Gudmes tilfælde er der herefter lavet søgninger på hver enkelt hovedgruppe,
og symbolet er så blevet ændret til de i alt
33 forskellige kategorier, som vi opererer
med (fig. 3).
Søgningerne i basen foregår ved hjælp af
funktionen “SQL-valg”. Her er det nødvendigt at lære sig at bruge en række redskaber
(operatorer, aggregationer), som det vil være for omfattende at komme ind på her.
73
74
Fig. 4. Figuren viser et eksempel på en simpel søgning i databasen; her vises fundstedet for samtlige
fibler.
NM6320-85 x8349
NM6320-85 x8328
NM6320-85 x8176
NM6320-85 x8177
NM6320-85 x8322
NM6320-85 x8340
SOM A 97.608 x20 NM6320-85 x8310
NM6320-85 x8308
NM6320-85 x8309
NM6320-85 x8323
SOM A 97.608 x42
SOM A 97.608 x17
FSM999 x184
SOM A 97.608 x22
NM6320-85 x8333
NM6320-85 x8255
FSM999 x72
SOM A 97.608 x4
FSM999 x192
FSM999 x146
FSM999 x193
FSM999 x195
FSM6219 x15
NM6320-85 x10510
FSM999 x185
NM6320-85 x9018
NM6320-85 x9002
NM6320-85 x9010
NM6320-85 x9016
Fig. 5. Kortdel hvor der knyttet en såkaldt ” label” til fundpunktet. En ”label” kan være en hvilken som helst oplysning, som findes i basen.
75
På fig. 4 er vist en simpel søgning på alle
fund i hovedgruppe D9. Det er også muligt
at knytte såkaldte labels til det enkelte punkt
på kortet, hvortil oplysninger fra databasen
således kan knyttes (fig. 5). Den enkelte
søgning kan gemmes som en separat database med tilhørende kort. I Gudmes tilfælde
vil det f.eks. være smart at gemme en søgning for hver af de 33 hovedgrupper, således at disse hurtigt kan fremkaldes separat.
En anden vigtig funktion i Mapinfo er de
såkaldte tematiske kort. Med denne funktion er det muligt hurtigt at ændre symbolernes udseende udfra forskellige parametre.
Hvis man f.eks. først laver en søgning på
hovedgruppe D9 (fibler), kan man tage udgangspunkt i den nye database, som altså
indeholder alle fiblerne fra Gudme (fig. 4).
På kortdelen har fiblerne alle det samme
symbol, men dette kan ændres med det tematiske kort, ved at man beder programmet
om at sortere posterne i basen ud fra kolonnen med datering i stedet for. Programmet
inddeler herefter fiblerne efter de forskellige
dateringer, der er blevet tildelt fiblerne, og
samtidigt bliver symbolerne ændret til de
nye kategorier (fig. 6). Samtidigt bliver det
også oplyst, hvor mange fibler, der er i hver
Fig. 6. Eksempel på et såkaldt tematisk kort, som viser fordelingen af fibler ud fra deres datering.
76
af de nye kategorier.
Detektorfundene kan også vises sammen
med en hel række af andre korttyper i Mapinfo. De enkelte kort lægges i en række lag,
som så kan klikkes af og på. For Gudmes
vedkommende har vi således et teknisk kort
(T0) med veje, skel og ejendomme, en række oprettede luftfoto over området, et kurvekort, et kort med vådområder fra udskiftningen, og et rekonstrueret kort med jernalderens vådområder. Dette kort er udarbejdet
ud fra resultaterne af udgravningerne i
Gudme-området, og samtlige udgravningsplaner kan også vises som separate kort.
Indtil videre kan udgravningsfelterne kun
vises som kort med markeringer af huse og
hegn, da der endnu ikke er tilknyttet en database til de enkelte udgravninger, men dette bliver forhåbentlig muligt i fremtiden. Ud
fra de mange udgravningsfelter samt kortet
med jernalderens vådområder har det også
været muligt at fremstille et kort med de
enkelte jernaldergårdes placering i landskabet.
Gode råd
Mapinfo har således vist sig at være det perfekte program til behandlingen af detektorfundene fra de metalrige pladser fra jernalderen, som er dukket frem landet over i det
seneste årti. For et museum, som står over
for en nyfunden plads af denne type, er der
ikke noget at betænke sig på: Gå i gang med
det samme. Erfaringerne fra Gudme viser, at
det ikke kan betale sig at vente med at taste
fundene ind i databasen, da der ellers lige
pludselig har ophobet sig en masse fund,
som man ikke har overblik over. I Gudme
har der været en masse aktører, både professionelle og amatører, og dette har ikke gjort
situationen bedre. De mange forskellige
journalnumre og nummerserier er bestemt
heller ikke af det gode. I mange tilfælde er
der desuden uddelt nummerserier på f.eks.
100 numre til hver af de forskellige amatører med det resultat, at der er mange “huller” i de enkelte serier, hvor man ikke ved,
om numrene er brugt, eller om genstandene
er forsvundet. Lad være med det!! I dag
indkommer alle detektorfundene fra Gudme
gennem Svendborg og Omegns Museum,
og vi har nu valgt kun at bruge ét journalnummer for hele området. Dette er muligt
på grund af Mapinfo, hvor alle fundene bliver indført og har deres egen separate indmåling. Som tidligere nævnt blev alle detektorfundene fra Gudme i starten indmålt med
totalstation. Dette er da også den ideelle
måde, når man skal bruge Mapinfo, men i
praksis har det vist sig at være umuligt at
gennemføre dette i længden. Dette skyldes
ikke mindst de enkelte amatører, som jo af
natur er ret anarkistisk anlagt og derfor går
på marken, når de har lyst. De usædvanligt
mange fund, der desuden er fordelt over et
temmelig stort areal, betød at indmålingen
ikke kunne følge med, da det krævede konstante udrykninger fra museet side. Mange
fundmarkeringer er derfor gået tabt ved efterfølgende pløjning. I dag har de detektoramatører, der opererer i området, fået udleveret meget detaljerede kort for de enkelte
matrikler, hvorpå de afmærker fundene med
deres egne nummersystemer. Herefter bliver
fundene omnummereret på Svendborg og
Omegns Museum i én lang nummerserie,
hvorved man undgår de mange “huller” i serierne samt de manglende fund. Indmålingen er dog ikke helt ideel, men den er bedre
end slet ingen indmåling, som tidligere har
været konsekvensen. Når museerne selv er i
området, bliver fundene da også stadigvæk
77
indmålt med totaltstation. En mulig løsning
på dette problem kunne være håndholdte
GPS-stationer, som efterhånden ikke er særlig dyre.
Til slut bør det fremhæves, at hvis man
kunne blive enige om at bruge den samme
databasestruktur på de enkelte museer, vil
78
det være muligt at søge på tværs af de forskellige lokaliteter, hvilket vil være et formidabelt værktøj, når de mange fund skal
bearbejdes. Ind til videre er fundene fra
Gudme og Tissø struktureret på denne måde. Hvem vil ellers være med?
Detektorfund fra bornholmske bopladser med kulturlag
Repræsentativitet og metode
Margrethe Watt
Indledning
Siden begyndelsen af 1980'erne har en eksplosivt voksende mængde af detektor- og
andre recognosceringsfund fra overpløjede
jernalderbopladser på Bornholm givet anledning til overvejelser omkring, hvordan
forskellige fysiske såvel som indsamlingsmæssige og administrative faktorer påvirker
fundrepræsentativiteten og herigennem - på
længere sigt - også forskningen.
I forbindelse med bearbejdelsen af fundmaterialet fra det store bopladskompleks
omkring Sorte Muld har jeg foretaget en
elektronisk registrering af ialt ca. 20.000
overflade- eller detektorfundne genstande
fordelt på omkring 350 af de ialt ca. 425
jernalderbopladser, der er registreret fra hele Bornholm. Da der er meget stor forskel
på fundmængden fra boplads til boplads, er
det først og fremmest de fundrigeste af bopladserne, der indgår i den følgende vurdering.
Nogen af de eksempler, jeg vil præsentere, har almen gyldighed, mens andre nok må
betragtes som specielle bornholmske fænomener. Den grafiske oversigt (fig. 1) viser
den talmæssige fordeling af pløjelagsfund
på samtlige bornholmske bopladser med
fund indenfor perioden førromersk jernalder
til yngre vikingetid.
Fig. 1. Den talmæssige fordeling af
fund fra pløjelaget
på ca. 400 bornholmske jernalderbopladser.
79
A
Fig. 2. Eksempel på enkel sondageundersøgelse, der skærer en række
mere eller mindre sammenhængende jernalderbopladser ved "Sylten", Ibsker sogn, Bornholm.
Øverst: fosfatindhold i pløjelag;
nederst: tykkelsen af det underliggende kulturlag målt i borekerner.
Raster angiver områder med henholdsvis kraftig og moderat fundkoncentration. Trekanter markerer
spredte fund.
B
80
Fig. 3. Bopladser i Ibskerbygden. Recognosceringsfrekvensen for de enkelte områder er vist med raster
af forskellig tæthed: 1. recognosceret regelmæssigt i mindst 10 år; 2: recognosceret 5-10 gange; 3: recognosceret mindre end 5 gange.
81
Langt de fleste genstande er indgået til
Bornholms Museum i tidsrummet fra 198398, men også privatejede genstande er medtaget i et vist omfang. Enkeltgenstande (hovedsagelig mønter), der indgår i sluttede
skattefund, er kun medregnet i diagrammet
som én enkelt genstand. Derimod indgår
enkeltfundne mønter hver for sig. Søjlen
længst til venstre repræsenterer et større antal bopladser, hvor registreringen af forskellige årsager er ukomplet. Med skravering er vist det antal bopladser, hvor sondageundersøgelser og/eller jordfarver indikerer, at der pløjes i et underliggende kulturlag, der dog på de fleste pladser indtil videre
er af ukendt omfang. Diagrammet viser, at
antallet af bopladser med mere end 100
overfladefund er relativt beskedent - eller
sagt på en anden måde: næsten halvdelen af
alle detektor- og overfladefund stammer fra
omkring 25 større bopladser med bevarede
kulturlag. Udfyldte signaturer markerer de
pladser, hvor der på et tidspunkt er foretaget
undersøgelser, der dog i de fleste tilfælde er
af beskedent omfang.
De væsentligste grunde til at overfladefundene fra de bornholmske bopladser overhovedet kan bruges til metodiske studier er
dels deres mængde, dels den omstændighed,
at de stammer fra så mange forskellige bopladser, at det i sig selv er med til at vise
variations- og gentagelsesmønstre i fundsammensætningen.
Bopladsernes erosionsniveau
I forbindelse med undersøgelserne af bornholmske jernalderbopladser har jeg beskæftiget mig en del med problematikken omkring opbygningen af kulturlag og disses re-
82
lation til detektor- og overfladefund (Watt
1997; 1998). I det følgende vil jeg søge at
uddybe enkelte punkter af særlig interesse
for mødets tema, mens jeg her må springe
over andre væsentlige faktorer, som f.eks.
betydningen af de topografiske forhold, bopladsernes tæthed og fordeling på jordbundstyper.
De mange bopladser, hvor der formodes
at være bevaret kulturlag i et eller andet omfang, har gjort det nødvendigt ved hjælp af
enkle og billige metoder at få indtryk af
sammenhængen mellem overfladeindikatorer, fosfatindhold (i pløjelaget) fundspredning samt karakteren og omfanget
af det underliggende kulturlag. Fig. 2a-b
viser et eksempel på en simpel, lineær sondage fra et bopladsområde ved Sylten, hvor
sammenhængen mellem de forskellige elementer trods sin enkelhed er entydig. Bopladsområdet, der har været kendt siden
1700-tallet, men idag er ganske nedpløjet,
udgør den sydøstligste udløber af "Ibskerbygden" (fig. 3) (Vedel 1886:399f ; sb. 74,
Ibsker s.).
Et spørgsmål, der naturligt nok optager
mange - ikke mindst i bevarings- og planlægningsmæssig sammenhæng - er, hvor
hurtigt nedpløjningen af kulturlagene foregår. Helt entydigt kan dette kun besvares
ved stikprøvekontrol gennemført gennem en
årrække på udvalgte bopladser, fordelt på
forskellige jordbundstyper og under hensyntagen til dyrkningsmønstre og topografiske
forskelle.
En anden, mere indirekte måde at besvare
spørgsmålet omkring erosionshastighed på,
har jeg forsøgt at finde frem til gennem
supplerende studier af fund- og materialespektre fra pløjelaget på et større antal bopladser med lang bosættelseskontinuitet.
Ved en sammenligning af resultaterne af
sondageundersøgelserne med den meget
store fundmængde fra forskellige typer af
bopladser håber jeg dels at kunne belyse, i
hvilket omfang der er en sammenhæng
mellem erosionsniveau og dateringsspektre fra de enkelte lokaliteter, dels at få
et indtryk af, hvilke pladser (eller typer af
pladser) det er vigtigt at søge at beskytte
fremover.
På de endnu relativt få bopladser, hvor
erosionsniveauet er kendt, har det vist sig, at
der kun sjældent er bevaret kulturlag, der er
senere end ældre germanertid. Lagene fra
romertid og overgangen til ældre germansk
jernalder har generelt en meget stor volumen i forhold til den mængde metalfund de
indeholder, mens omvendt de bopladser, der
først er etableret i løbet af yngre jernalder
kun sjældent har bevaret nævneværdige kulturlag. Sagt med andre ord: når erosionen
først er nået ned i romertidslagene (og det er
den tilsyneladende mange steder på Bornholm) vil tilførslen af nye metalfund aftage
betydeligt, også selvom der pløjes dybt.
Lægger man dertil den opkoncentrering af
fund (i hvert fald de mere holdbare), der
nødvendigvis må ske ved omsætningen i et
aktivt pløjelag, får man formodentlig noget
af forklaringen på de store fundmængder fra
germanertid og vikingetid. Forholdene omkring opbygningen og bevaringen af kulturlag fra yngre jernalder er dog endnu ikke
tilstrækkelig veldokumenteret - hverken på
lokalt eller regionalt plan - til at jeg tør
komme med et endeligt bud på, hvilke faktorer der har størst indflydelse på forskellene i materialet fra periode til periode.
"Overlevelse og udtømning"
I forbindelse med diskussionen af erosionen
af de overpløjede bopladser som potentielle
arkæologiske "forrådskamre" er jeg ofte
blevet stillet overfor spørgsmålene:
1. Hvor længe specielt metalgenstande
kan "overleve" i et intensivt dyrket pløjelag,
og
2. Hvor lang tid det tager at "tømme" et
pløjelag for fund.
Af indlysende grunde er begge spørgsmål
vanskelige at bevare helt præcist, bl.a. fordi
de almindeligste metaller, jern og bronze,
påvirkes forskelligt af fysiske faktorer, og
fordi bl.a. dyrkningsmønstre og effektivitet
hos indsamlerne varierer.
For bronzens vedkommende er fragmentereringen af de enkelte typer af genstande tydeligvis meget afhængig af hvor solide og
kompakte de fra begyndelsen er i formen.
Iagttagelser af omfanget af det mekaniske
slid på brudfladerne antyder dog, at i hvert
fald nogle typer af genstande kan overleve
meget længe i et aktivt pløjelag, mens andre
fragmenteres hurtigt. Herigennem påvirkes
typernes indbyrdes repræsentativitet. Som
eksempler kan nævnes de mange, meget
slidte næbfibler i yngre germanertid eller de
trefligede spænder og ligearmede fibler fra
vikingetid, der ofte overlever som hele eller
næsten hele eksemplarer. Derimod er
skålformede spænder (især de dobbeltskallede) næsten altid kun repræsenteret ved
meget små fragmenter, skønt antallet af
fragmenter tyder på, at de i virkeligheden
må have været almindelige på bopladserne i
83
været almindelige på bopladserne i yngre
vikingetid. Lignende iagttagelser synes at
være gjort i forbindelse med detektorrecognosceringerne på Uppåkra i Skåne (Hårdt
1998, Tabell III, cf. fig. 10).
Jerngenstande er meget udsatte, både når
det gælder "overlevelse" i pløjelaget og indsamling. Tydeligst ses det i misforholdet
mellem f.eks. de relativt mange jernfibler i
bornholmske gravfund fra ældre jernalder
(påvirkning fra Przeworsk-området), mens
de uhyre sjældent optræder på de overpløjede bopladser. Bronzekugler fra kuglefibler
er næsten ene om at repræsentere førromersk jernalder, mens overflade- og detektorfundne jernfibler af romertidstype kan
tælles på én hånd.
De mest illustrative oplysninger om metalgenstandes holdbarhed i pløjelaget er opnået gennem detektoramatørernes forsøg på
- og held til - at lokalisere og oprense en
række gammelkendte skattefundspladser.
Flere eksempler viser, at mønter som gruppe kan have en endda meget lang "omløbstid" i et aktivt pløjelag (mere end 100
år!) (Watt 1998:213). Her bør man dog være opmærksom på muligheden af, at afpløjningen af f.eks. et kar med mønter og
brudmetal, der måtte indgå i skatten, kan
være sket gradvis.
Også når det gælder diskussionen af, hvor
lang tid det tager at "tømme" pløjelaget over
en boplads for væsentlige fund (når der
recognosceres regelmæssigt) kan opsamlingen af mønter fra et spredt skattefund illustrere et formodentlig typisk oprensningsmønster. Ved Smørenge fremkom
nogle få denarer som følge af detektorafsøgning i 1983, hvorefter to stærkt afpløjede
kar med et større antal mønter (denarer og
en solidus) optoges in situ ved en efter-
84
undersøgelse samme år (Kromann & Watt
1983). Siden er fundområdet afsøgt af
samme person hvert år. Som det fremgår af
diagrammet fig. 4 har udbyttet af de årlige
detektorafsøgninger været svingende. Selvom "kilden" (to karbunde med indhold) og
et større antal "løse" mønter optoges ved
museets efterundersøgelse har oprensningen
foreløbig strakt sig over næsten 15 år. Den
lange opsamlingstid kan måske hænge
sammen med, at møntkarrene var ramt af
ploven flere år før fundområdet overhovedet
recognosceredes med detektor, og at skatten
derfor var nået at blive spredt over et ganske stort areal. Det sidste antydes af et tilfældigt fund af en denar i området allerede
før 1980.
Fig. 4. "Oprensningsprofil" (detektor) for delvis udpløjet denar- og solidusskat ved Smørenge, Vestermarie sogn, Bornholm. Mønterne
fra efterundersøgelsen i 1983 omfatter både
mønter fra kar in situ og fra sideløbende detektorafsøgning. * angiver fund af solidi.
Et realistisk bud på en tidshorisont for detektoroprensning af pløjelaget skønnes derfor på grundlag af andre lignende "oprensningsprofiler" at ligge på ikke under 10 år forudsat at pløjelaget vendes mellem hver
afsøgning og afhængigt af detektorfolkenes
erfaring og ihærdighed. Opsamlingen af ikke-metalliske fund er derimod betinget af,
om de tilfældigvis er synlige på overfladen,
og i hvilket omfang der fokuseres på dem i
forbindelse med detektorrecognoscering,
f.eks. ved at der tages hensyn til optimale
iagttagelsesforhold.
Variationer i indsamlingsmønster
Fig. 5. Procentforholdet mellem forskellige materialekategorier, fremkommet på Sorte Muld
ved henholdsvis vandsoldning af pløjelaget i
forbindelse med udgravning 1986-87 (a) og efterfølgende detektor- og overfladerecognoscering (b). Lerklining, trækul, dyreknogler og andet naturvidenskabeligt materiale indgår ikke i
diagrammerne.
Når man anvender detektor- og overfladeindsamlede fund i forskningen, er det nyttigt
at vide, hvordan fundmaterialets sammensætning påvirkes af de enkelte indsamleres
erfaring, systematik og temperament. Eller
sagt på en anden måde: Det er vigtigt at have en eller anden form for målestok, der tillader kontrol af repræsentativiteten.
Undersøgelsen i forbindelse med opsamlingen af de mere end 2000 guldgubber på
Sorte Muld nødvendiggjorde en systematisk
og minutiøs vandsoldning af pløjelaget over
et større areal (ca. 600 m2), beliggende indenfor den centrale del af bopladsområdet.
Dette meget omfattende arbejde havde, som
jeg har gjort opmærksom på ved flere lejligheder, en nyttig sidegevinst ved at give et
nogenlunde realistisk indtryk af, hvad et såkaldt "fundrigt" pløjelag faktisk indeholder
af arkæologisk materiale.
Diagrammerne fig. 5a-b viser procentforholdet mellem 10 forskellige materialegrupper fremkommet ved henholdsvis vandsoldning af pløjelaget over selve udgrav-
85
ningsfeltet 1986-1987 (a) og den årlige detektor- og overfladerecognoscering på de
umiddelbart tilstødende arealer (b). Som
venteligt domineres det vandsoldede materiale af ikke-metalliske fund. Keramikken
udgør i praksis en endnu større andel end de
angivne 40%, idet hver af de godt 600 portioner keramik i de fleste tilfælde omfatter
mange, hovedsagelig uornamenterede småskår fordelt på både romertid og germanertid. Den overfladeopsamlede keramik udgøres derimod oftest af større skår, typisk
rand- og hankeskår samt ornamenterede
sideskår fra yngre romersk og ældre germansk jernalder. Metalfundene udgør mindre end 25%, mens glas (både perler og skår
af glaskar), ben (især kamfragmenter) og
rav tilsammen udgør de resterende ca. 35%
af fundene fra vandsoldningen. Ubearbejdede dyreknogler, lerklining og trækul er ikke
indsamlet fra pløjelaget og derfor ikke medtaget i diagrammerne.
Af de 1237 portioner fund, der til sammenligning stammer fra den efterfølgende
detektor- og overfladerecognoscering, udgør metalfundene ca. 70%. Heri indgår dog
knap 250 denarer, hvoraf hovedparten (at
dømme efter spredningsmønsteret) må formodes at stamme fra en enkelt, helt udpløjet
skat.
Jerngenstande udgør et særligt problem,
idet mange af de kendte bopladser siden
slutningen af 1980'erne har været berørt både af vandmiljøplanens regler om "vintergrønne" marker og af det voksende økonomiske incitament til at dyrke vinterafgrøder.
Dette har betydet, at detektorrecognosceringen ofte sker på nysåede eller nyspirede
marker. Afsøgninger er derfor som regel foregået på betingelse af, at jern ikke graves
op, da det vil medføre for mange huller i
86
marken. Dette og jernets sårbarhed overfor
svingninger i temperatur og fugtighed,
kombineret med den generelle fristelse til
helt at fravælge jernet ved detektorafsøgning, har resulteret i store individuelle udsving og en evident underrepræsentation af
jerngenstande på mange bopladser. Den
målrettede indsamling af jern, der i perioder
har fundet sted på enkelte pladser, bl.a. Sorte Muld, viser, at et stort, men for mange
genstandstypers vedkommende vanskeligt
daterbart materiale går tabt. Jeg har - med
vekslende held - søgt at reklamere for betydningen af, at også jernet indsamles, men
da en bevaring af jernet samtidig kan have
mærkbare økonomiske konsekvenser for de
enkelte museer, har det været svært at finde
praktisk holdbare argumenter for at presse
på med en systematisk indsamling.
Bortset fra de generelle problemer omkring jernet, er den indsamlingsmetodik, der
er anvendt ved detektor- og overfladerecognoscering på Bornholm, nogenlunde ensartet, bl.a. fordi der foregår en løbende udveksling af erfaringer indenfor den store
gruppe af aktive amatørarkæologer. Det afspejler sig tydeligst i ensartede materialeprofiler for de detektorafsøgte bopladser
(typiske eksempler fig. 6 til venstre (Møllegård - Agerbygård)), hvorimod de pladser,
hvor der i betydeligt omfang også er foretaget en traditionel overfladerecognoscering, i
flere tilfælde domineres af ikke metalliske
fund (fig. 6 til højre (Smørenge - Rytterbakken)).
Fig. 6. Eksempler på typiske materialeprofiler for henholdsvis detektorafsøgte bopladser (Agerbygård,
Møllegård) og pladser hvor detektorafsøgningen har været suppleret med omfattende traditionel overfladeopsamling (Smørenge, Rytterbakken). Metalliske fund er markeret med sort udfyldning, ikkemetalliske fund med raster. Bopladserne er recognosceret af forskellige personer.
87
Det faktum, at de fundmæssigt mest attraktive bopladser eller dele af bopladser næsten
altid recognosceres intenst på bekostning af
en systematisk og repræsentativ dækning af
de enkelte arealer påvirker anvendeligheden
af de spredningskort, der ofte ses som resultat af detektor- og overfladerecognoscering.
Især i opstartsfasen i begyndelsen og midten
af 1980'erne, vurderede jeg, at det var vigtigt ikke at støde detektorfolkene bort ved
forlods at stille for mange formelle krav og
betingelser for indsamlingsvirksomheden.
Indmåling af fundene blev derfor i første
omgang prioriteret højere end en ensartet
afsøgning af bopladserne. I praksis har det
haft den konsekvens, at de fleste fundrige
bopladser så at sige tømmes fra centrum og
udefter. Problemet med den uensartede
dækning har været svær at komme til livs,
men det er mit håb, at de igangværende undersøgelser af sammenhængen mellem
fundspredning, fosfatgradient samt omfanget og bevaringen af kulturlag vil anspore en
voksende andel af detektorbrugerne til større systematik i afsøgningsmønsteret.
Den statistiske bearbejdning af fundmaterialet, der ligger til grund for mange af de
her fremførte overvejelser, har i enkelte tilfælde desuden afsløret tilsyneladende uforklarlige "anomalier", der ved nærmere undersøgelse har vist sig at bunde i de enkelte
indsamleres forhåndssortering eller ønsker
om selv at beholde en del af det ikke afleveringspligtige materiale.
Samarbejde, ikke mindst med svenske
instutioner og kolleger, har for de bornholmske detektorfolks vedkommende givet
nogle værdifulde fælles erfaringer og været
med til at skabe en intern, metodisk såvel
som faglig debat. Jeg skal iøvrigt ikke her
komme ind på den betydning, som forskelle
88
i den antikvariske lovgivning landene imellem har for sammenligneligheden, når det
gælder det detektorfundne kildemateriale
(Watt 1997:132 ff.).
Administrative faktorer
Med til vurderingen af overfladefundenes
statistiske anvendelighed hører også en
granskning af den administrative sortering,
der foregår i forbindelse med den videre behandling af det indsamlede materiale. Rent
museale forhold påvirker også i høj grad
sammensætningen af det materiale, der i
den sidste ende står til rådighed for forskningen, idet både indsamling og bevaring
afspejler de gradvise ændringer i både Nationalmuseets og de lokale museers praksis
ved behandling af danefæ og andre genstande, som jeg har haft rig lejlighed til at
følge gennem 20 år. De vigtigste af disse
variabler er:
1. "Eksklusivt danefæ" (typisk ædelmetal,
mønter o.l.) er altid afleveringspligtigt og
bevares derfor 100%.
2. Fund, der registreres og (eventuelt) konserveres på NM som "ledsagefund" til
danefæ (f.eks. hele fibler eller andre
"pæne" eller "sjældne" genstande), bevares ligeledes 100%.
3. Ikke-afleveringspligtige fund, der foræres
til og konserveres af lokalmuseet (typisk
mere "ydmyge" eller fragmenterede metalgenstande, tenvægte, glasskår, perler
og lignende).
4. Ikke-afleveringspligtige fund af samme
art som under punkt 3, der registreres på
lokalmuseet, men efter ønske fra finderen, forbliver i privateje.
5. Fund, der registreres, men ikke bevares
på grund af omkostningerne ved at konservere dem (typisk almindeligt forekommende jerngenstande).
6. Fund som man ikke rigtig véd, hvad man
skal stille op med (f.eks. vanskeligt daterbar eller meget fragmenteret keramik,
bronzeskrot (f.eks. små fragmenter af
bronzekar og smelteklumper) samt genstande af "nyere" dato).
7. Fund, der aldrig når til museernes kendskab (fordi "det nok ikke er noget").
giske aspekt" (i forholdet til finderne) spillet
en rolle i enkeltsager.
De nødvendige bestræbelselser for på
længere sigt at skabe ensartethed i registreringen på landsplan bør imidlertid ikke sluge ressourcer fra den akutte dokumentation
på lokalmuseerne. Gennemskueligheden i
den daglige registrering og sikring af oplysninger er i første omgang vigtigere end det
landsdækkende overblik.
Genstands- og dateringsprofiler
Af konserveringsmæssige grunde afleveres næsten alle metalgenstande, mens en
række ikke-metalliske fund, især glasperler,
har vist sig at være populære samlerobjekter. En optælling i mine databaser, der også
omfatter overfladeopsamlede fund fra bopladser uden kulturlag, har vist, at ca. 7% af
de registrerede fund er i privateje (medio
1998). Ser man bort fra det "eksklusive" danefæ, er det altså for hovedpartens af materialets vedkommende den praksis, tradition
eller de faglige principper, de enkelte inspektører arbejder udfra, der afgør sammensætningen af det genstandsmateriale, der
står til rådighed for forskningen.
Det kan være ubehageligt at skulle indrømme, at man ikke altid er helt konsekvent
med hensyn til, hvad der registreres og ender hvor. Det skyldes ikke så meget ubeslutsomhed, men nok så meget en afvejning
af forskellige hensyn. De kapacitetsmæssige
og økonomiske muligheder på det pågældende tidspunkt har ofte haft en alt for afgørende indflydelse. For mit eget vedkommende har kvaliteten af de oplysninger, der
følger med de enkelte genstande, undertiden
influeret udvælgelsen. Endelig har afvejningen af hvad man kan kalde "det pædago-
Ser man på det potentiale, der ligger i det
store antal fund fra bornholmske jernalderbopladser, er der både nogle indlysende kildekritiske problemer, men også vide muligheder for både metodiske og kulturhistoriske slutninger, som jeg skal give enkelte
eksempler på.
På grundlag af fundmaterialets størrelse
og fordeling på så mange forskellige bopladser er det muligt at foretage statistiske
sammenligninger af fundspektre fra et betydeligt antal pladser indenfor et begrænset
område. Det foreløbige analysearbejde har
afsløret en tydelig sammenhæng mellem
bopladstyper, karakteristiske fundspektre og
dateringsprofiler. Med kendskab til indsamlingsmetodikken på de forskellige typer af
bopladser, kan man f.eks. gennem studiet af
gentagelsesmønstre i materialetilvæksten
danne sig et indtryk af et "standard-inventar", typemæssige variationer og fremmede
islæt i de forskellige perioder (f.eks. Wielbark-typer i romertid, baltiske former i ældre germansk jernalder og et gotlandsk
islæt, der er mest markant i vikingetid).
89
Fig. 7. Fibelspektre fra yngre germansk jernalder (bopladser til venstre - gravfund til højre).
90
Fig. 8. Genstandsspektre fra udvalgte bornholmske jernalderbopladser med bevarede kulturlag. Detektorafsøgte pladser til venstre (Agerbygård, Møllegård, Kanonhøj); detektorpladser med supplerende
overfladeopsamling (Rytterbakken, Smørenge, Brændesgård).
91
Genstandsprofiler
Man kunne måske fristes til at tro, at overfladefund fra bopladser er repræsentative
for typeforrådet indenfor de enkelte perioder. En talmæssig sammenligning af gravog bopladsfund fra yngre germanertid antyder imidlertid, at billedet kan være mere nuanceret. Et fibelspektrum fra yngre germanertid viser, at tidlige typer, især mange ligearmede fibler dominerer i indbyrdes ensartede mængdeforhold på bopladserne (fig.
7 til venstre), mens de yngre typer især optræder i gravene (til højre). Tilsammen formodes de at give et nogenlunde realistisk
indtryk af periodens fibelforråd. Eksemplet
tyder samtidig på, at næbfiblerne har været
de mest sejlivede hverdags- eller allemandssmykker på samme måde som de ligearmede fibler tilsyneladende blev det i vikingetid. Billedet er det samme på boplads efter
boplads, og årsagerne til disse variationer
formodes først og fremmest at ligge i
variationer i gravskikken. Det er mit
foreløbige indtryk, at lignende forhold gør
sig gældende også i andre perioder, men her
kan jeg ikke sætte konkrete tal på endnu.
Især i ældre jernalder kompliceres billedet
af det betydelige antal jernfibler i gravene,
der ikke har modstykker på bopladserne,
noget der, som tidligere antydet, meget vel
kan skyldes jernets ringe overlevelsesmuligheder på længere sigt i et aktivt pløjelag.
Et særligt problem i forbindelse med anvendelsen af et overfladeopsamlet fundmateriale til bebyggelseshistoriske tolkninger
er forbundet med de genstandskategorier,
der ikke i sig selv er snævert daterbare. Det
gælder bl.a. vigtige fundgrupper som affaldsprodukter fra forskellige typer af metalhåndværk (støbekegler, råjern og lignende). Men også mere regulære typer som
92
f.eks. vægtlodder, knive, hvæssesten, tenvægte og glasperler, for blot at nævne nogle
af de talstærkest repræsenterede grupper,
må undertiden gives så brede dateringsmæssige rammer, at de er mindre anvendelige,
når de optræder på pladser med en lang bosættelseskontinuitet.
Forekomstfrekvensen for de almindeligst
optrædende typer følger, som ventet, nøje
de recognosceringsmønstre, der er noteret
for de enkelte kulturlagsbopladser. Specielt
tilgangen af glasperler har her vist sig at
være en god målestok for omfanget og kvaliteten af ikke-detektorbaseret recognoscering (fig. 8 til højre). De overvejende detektorrecognoscerede pladser har derimod en
påfaldende ensartet typerepræsentation,
hvor fiblerne f.eks. typisk udgør omkring
20% af det samlede fundmateriale (til venstre). For at bevare overblikket over det
samlede bopladsmateriale har jeg forsøgt
løbende at følge tilvækstmønstrene for enkelte genstandsgrupper, også selvom der i
mange tilfælde ikke er tale om snævert daterbare typer (f.eks. vægtlodder (fig. 9), støbeaffald, jernbarrer m.fl.).
Fig. 9. Eksempel på tilvækstspektrum for vægtlodder fremkommet ved detektorafsøgning 1985-97.
Fig. 10. Dateringsprofiler for "Ibskerbygdens" kulturlagsbopladser. De udfyldte søjler viser fordelingen af snævert daterbare genstande, mens de rastefyldte og åbne rammer angiver bopladsernes dateringsmæssige vægtning på grundlag af det samlede fundmateriale. Det registrerede (eller formodede)
erosionsniveau er antydet med pile.
93
Fig. 11. Eksempler på dateringsprofiler for
fundrige bopladser udenfor "Ibsker-bygden"
med bevarede kulturlag. Bemærk den markante overvægt af fund fra yngre jernalder og
vikingetid. Signaturer: se fig. 10.
94
Dateringsprofiler
På trods af forskelle i bopladsernes aktuelle
erosionsniveau, ikke blot fra lokalitet til lokalitet, men også indenfor de enkelte dele af
bopladsområderne, er dateringsprofilerne
påfaldende ensartede (fig. 10-11). Det snævert daterbare materiale (domineret af fibler) antyder, at fundmængden på bopladserne omkring Sorte Muld (Ibskerbygden) stiger i løbet af yngre romersk jernalder og
topper i ældre germanertid. Inddrager man
imidlertid de genstande, der ikke lader sig
datere indenfor snævre perioder, men alligevel kan henføres til enten ældre eller yngre jernalder (f.eks. hovedparten af glasperlerne), bliver overvægten i yngre jernalder
på mange pladser langt mere påfaldende. I
denne sammenhæng er det igen værd at bemærke at forskellene på Sorte Muld mellem
detektor/overfladerecognoscering på den
ene side og vandsoldning på den anden, der
sås i genstands- og materialeprofilerne, også
går igen i dateringsprofilerne (fig.10 til venstre). Forskellen skyldes her først og fremmest de store mængder keramik fra vandsoldningen, der har kunnet dateres bredt til
yngre jernalder. Til sammenligning er vist
spektre fra tre fundrige detektorpladser
udenfor Ibsker-bygden, der alle har et senere dateringsmæssigt tyngdepunkt (fig. 11).
En foreløbig gennemgang af det overfladeopsamlede materiale fra de talrige "østersø-bopladser" eller "gårdtomter" fra sen vikingetid og tidlig middelalder antyder, at
der let kan opstå en tendens til at se dateringsmæssigt for snævert på denne gruppe.
Dette skyldes antagelig først og fremmest,
at meget af den senslaviske keramik er så
iøjnefaldende og samtidig mere modstandsdygtig end den "anonyme" og undertiden
porøse bopladskeramik, der karakteriserer
yngre germanertid og ældre vikingetid, og
som derfor hverken er bevaret eller opsamlet i nævneværdigt omfang.
En foreløbig analyse af metalfundene fra
138 "østersø-bopladser" afslører, at en del
af dem har indslag af fund, der rækker tilbage til germanertid og i enkelte tilfælde
endnu længere (fig. 12).
Fra de resterende af de ialt mere end 300
bopladser fra sen vikingetid og tidlig middelalder savnes endnu snævert daterbare
metalfund, idet nogle pladser enten ikke er
detektorrecognoscerede eller materialeregistreringen i andre tilfælde er ufuldstændig.
En detaljeret analyse af typespektret understreger tillige indtrykket af et ganske stereotypt "standardinventar", der går igen fra boplads til boplads i denne periode.
Konklusioner
Fig. 12. Den tidsmæssige, procentvise fordeling
af daterbare metalgenstande (inkl. mønter) på
138 detektor-recognoscerede, såkaldte "østersø-bopladser" (d.v.s. bopladser, der først og
fremmest er registreret som fundsted for senslavisk keramik).
Ovenstående eksempler har forhåbenlig
vist, at der både er et stort potentiale, men
også mange faldgruber at tage hensyn til,
hvis man vil arbejde med detektor- og overfladeopsamlet materiale.
Det der især sætter grænser for de slutninger, man kan drage på grundlag af materialet fra hovedparten af de fundrige bornholmske bopladser med bevarede kulturlag,
er de praktiske problemer med at koble
overfladefund og anlæg sammen gennem
traditionelle udgravninger. Med de nuværende økonomiske og tekniske muligheder
står udbyttet af større fladeundersøgelser i
de fleste tilfælde ikke mål med indsatsen.
Specielt når det gælder bopladser fra vikingetid og tidlig middelalder har de senere
års erfaringer fra undersøgelser i forbindelse
med fremkomsten af skattefund dog vist, at
det indenfor denne periode oftere har været
muligt knytte fund fra pløjelaget til bestemte strukturer. I modsætning til de store
sortmuldspladser med lang bosættelseskontinuitet, synes der på bopladserne fra vikingetid og tidlig middelalder nemlig kun
sjældent at være opbygget eller bevaret
nævneværdige, ældre kulturlag. Til gengæld
95
har undersøgelserne af økonomiske grunde
næsten altid måttet begrænses til de til skattefundet snævert knyttede huse og anlæg på
bekostning af overblikket.
Afslutning
I oplægget til mødet stilles en række konkrete spørgsmål, hvoraf nogle er søgt besvaret - i det mindste indirekte. Andre kan ikke
besvares entydigt, men er helt afhængig af
karakteren og kvaliteten af det samarbejde,
man på den enkelte institution har med de
detektorfolk og andre frivillige, der indsamler fund på de overpløjede bopladser.
Min holdning til "rutinemæssige udrykninger" til detektorpladser er, at man bør gå
i aktion, når det drejer sig om fundrige bopladser eller folk, man ikke kender i forvejen. Indmåling af fundene er selvsagt vigtig
af hensyn til eventuelle senere undersøgelser. Med så mange detektorfolk og flere
hundrede "aktive" bopladser som på Bornholm, har det imidlertid været nødvendigt
96
med en til tider meget hård prioritering, der
har betydet, at det opfølgende arbejde ofte
har måttet begrænses til en primitiv hjælp til
selvhjælp. Til gengæld er der i de fleste tilfælde ingen grund til straks at kaste sig ud i
undersøgelser, medmindre der er tale om
særligt udsatte (snævert lokaliserede) skattefund eller andre særligt sårbare fundsammenhænge. Gentagne recognosceringer giver i de fleste tilfælde et bedre grundlag for
at vurdere lønsomheden i en undersøgelse,
der - efter min vurdering - opvejer eventuelle skader på fund og anlægsspor i "ventetiden". Selvom jeg ikke kan dokumentere det
med konkrete tal, tør jeg i denne forbindelse
godt vove den påstand, at en meget stor del
af det potentielle (fremtidige) fundmateriale
allerede idag befinder sig i pløjelaget. Man
skal i denne sammenhæng huske på, at man
ved en fladeafdækning flytter grundigt rundt
på fundene i pløjelaget. Og da "oprensningstiden" har vist sig forbavsende
lang, kan man selvsagt glemme alt om
spredningskort indenfor de områder, der er
berørt af undersøgelsen.
Litteratur
Hårdh, B. 1998: Preliminära notiser kring detektorfynden från Uppåkra. I: L. Larsson og B.
Hårdh (red.). Centrala Platser - centrala frågor. Samhällsstrukturen under järnåldern.
Acta Archaeologica Lundensia, s.119-127.
Kromann, A. & Watt, M. 1984: Skattefundet fra Smørenge. En nedgravet skat fra folkevandringstid på Bornholm. Nationalmuseets Arbejdsmark, s. 29-41.
Vedel, E. 1886: Bornholms Oldtidsminder og Oldsager. København.
Watt, M. 1997: Overfladerecognoscering af jernalderbopladser. Nogle kildekritiske betragtninger over samarbejdet mellem arkæologer og detektoramatører. I: J. Callmer & E. Rosengren (red.): "... gick Grendel at söka höga huset ...". Arkeologiska källor till aristokratiska miljöer i Skandinavien under yngre järnålder. Hallands Länsmuseers Skriftserie No.
9/GOTARC Serie C. Arkeologiska Skrifter No 17, s.131-143. Halmstad.
-1998: Bopladser med bevarede kulturlag og deres betydning for studiet af bosættelsesmønstre
og centerdannelser i jernalderen. I: L. Larsson og B. Hårdh (red.). Centrala platser - centrala frågor. Samhällsstrukturen under järnåldern. Acta Archaeologica Lundensia. Ser. in
8, No.28, s. 205-216.
97
98
Dokumentationsniveauet på bornholmske detektorpladser
Finn Ole Sonne Nielsen
Bornholm har gennem det seneste årti været
et af de områder i Danmark, hvor der er
blevet indleveret flest stykker danefæ.
Mængden af danefæ har især været stærkt
Fig. 1. De mange detektorfund indeholder et
meget stort potentiale af nyviden om bl.a. produktion, kommunikationsveje og bebyggelsernes kontiniutet eller diskontinuitet. En af de
største fundgrupper fra germansk jernalder er
næbfiblerne, hvoraf der alene fra bornholmske
bopladser er fundet 181, fordelt på i alt 51 forskellige bopladser. På kortet er fremhævet de
ni pladser, hvorfra der er registreret mere end
fire næbfibler. Især Sandegård i Åker og Ibsker-bygden omkring Sorte Muld fremtræder
særlig fundrige. Samtidig hører de dog til nogle
af de bedst undersøgte pladser, og fundbilledet
vil givetvis se noget anderledes ud om nogle år,
hvor øen er blevet mere systematisk detektorundersøgt.
stigende siden 1988; alene i 1998 ekspederede Bornholms Museum 987 stk. danefæ
fra i alt 96 forskellige lokaliteter1.
En opgørelse af samtlige danefæindleveringer siden 1980 viste, at der totalt
er registreret 218 forskellige pladser, heraf
udgør kun de 18 gravpladser og kun 6 af
pladserne enkeltfundne mønter. Resten repræsenterer bopladser, primært med fund
fra yngre jernalder/vikingetid og tidlig middelalder.
Fra mange af bopladserne er der hidtil kun
blevet indsendt et enkelt eller nogle få stykker danefæ, men ikke mindre end 130 af
bopladserne kan betegnes som særlig fundrige. Trods den store aktivitet er alle øens
bopladser langtfra tømte eller lokaliserede
endnu. Således registreredes i 1997-98 alene 48 nye bopladsområder, hvorfra der blev
indleveret danefæ.
Museet har på denne baggrund naturligvis
en del erfaringer med, hvad vi kan/skal stille op med detektorfundene (jvf. Watt 1997;
1998). I dette indlæg er vægten lagt på at
berette om de registrerings- og indsamlingsprincipper, der i dag praktiseres på
Bornholm.
De bornholmske detektoramatører
Brugen af metaldetektorer vandt ikke i første omgang indpas blandt den gruppe af fritidsarkæologer, der i 1981/82 samledes omkring Gert Møller Larsen (Nielsen 1984).
Først fra 1987, hvor vandmiljø-planen van-
99
skeliggjorde de traditionelle overfladerekognosceringer på vinterpløjede marker, blev metaldetektorerne taget i brug.
Siden er det gået stærkt.
Fra der i begyndelsen
var tre, findes der nu
over 20 aktive detektorførere ud af en gruppe på
i alt 60 fritidsarkæologer.
Med de usædvanlig
mange og metalfundrige
pladser
fra
jernalder/vikingetid (fig.1) og
tidlig middelalder, der Fig. 2. På Bornholm anvendes hvide plastik skeer/knive til at markere et
fundsted inden den endelige opmåling. De fleste fritidsarkæologer klarer
findes på øen (Nielsen
udmærket selv at foretage opmålinger med metermålebånd. Ved særlig
1994; 1996; 1998; Watt mange danefæfund eller vanskelig indmålbare fund hjælper museet til
1997; 1998), har de med opmålingerne.
bornholmske detektoramatører vundet så memelkendte skattefundpladser (Breitenstein
gen erfaring, at de nu er blevet eftertragtede
1944; Galster 1978).
samarbejdspartnere også uden for øen Det stigende antal fund førte til hyppige
hvor især svenske arkæologer benytter sig
besigtigelser, og et par gange om året afaf deres ekspertise (Larsson 1998).
holdtes såkaldte danefæ-møder, hvor nyDe gode resultater med det tætte samarfundne genstande blev præsenteret, diskutebejde mellem detektorførere og museet
ret og dateret (Watt 1997). Ofte har flere
bygger på gensidig tillid og en positiv indfagarkæologer og særligt inviterede speciastilling til at ville samarbejdet. I begyndellister deltaget i disse møder. Samtidigt har
sen var det fagarkæologerne, der var den
detektorfolkene været med, når museet foremest udfarende kraft med ansporing eller
tog skatte-udgravninger, eller de har gravet
opfordringer til undersøgelser, f.eks. med
med på normal vis og derved erhvervet sig
det formål, at sætte årstal på de hidtil kun
stor indsigt i de arkæologiske problemstilvanskelig daterbare bopladser fra yngre
linger. Indbyrdes ansporede de også hinanjernalder, eller at rette op på de mange skæden til at vide mere om de enkelte fundtyper
ve arkæologiske fundbilleder (Nielsen
og genstande, og de har, uafhængigt af mu1996; 1998). I de seneste år har detektorfolseet, fået etableret egne netværk til fagkene i langt højere grad selv taget initiatieksperter i både Danmark og Sverige. På
ver, f.eks. ved at opsøge nye bopladser og
denne vis er de bornholmske fritidsarkæoved målrettede undersøgelser af de gamloger gradvist blevet professionaliseret.
100
Fig. 3. Fundliste og fundkort over bopladsområde fra germansk jernalder og vikingetid vest for Bedegård i Poulsker sogn. Fritidsarkæologerne har de seneste år selv skærpet deres krav til, hvorledes danefæfundene bør indleveres. Inden fundene bliver indleveret til museet, har de i reglen fået anvist et
journalnummer. Med indleveringerne følger nu en fundliste med koordinater og et fundkort, der angiver, hvor genstandene er blevet opsamlet. Fritidsarkæologerne er på denne måde selv med til at opretholde et overblik over, hvilke områder, der er særlig fundrige og fundenes kronologiske spredning.
Det har også spillet en rolle, at der hele tiden har kunnet tilføres nye medlemmer. Det
er sket gennem afholdelse af arkæologikurser og foredrag samt ved gennem medierne at efterlyse nye fritidsarkæologer. En
særlig indsats er der blevet gjort for at indkredse de "uorganiserede", der ejede metaldetektorer; gennem oplæg til samarbejde er
de blevet overtalt til at blive medspillere.
Registrering og dokumentation
Detektorførerne er blevet skolede i de faglige og etiske regler, der skal overholdes,
f.eks. at de overfor museets arkæolog skal
præsentere alle de fund, der bliver indsamlet, indmåle og aflevere alt hvad der er danefæ og aldrig optage fund under pløjelagsniveau (fig. 2-3). Der er blevet afholdt
særlige kurser i opmåling, og om hvorledes
et målesystem etableres. Desuden bliver de
vejledt i, hvor man må/kan gå, hvorledes
101
man skal afsøge et fundområde, hvorledes
fundene skal optages og behandles. Hvorledes genstandene skal registeres og præsenteres for lodsejerne og offentligheden (fig.
4). De bedste resultater opnås, hvis de nytilkomne i en periode kan komme til at gå
sammen med en af de mere erfarne detektorførere.
Når fundene er blevet registreret og set af
alle relevante parter, bliver de afleveret på
museet. Hvor der er tale om nye fundpladser, besigtiger vi først fundstedet og ser på,
hvorledes indmålingen er foretaget, og
hvorledes målesystemet fungerer.
Når fundene ligger på museet, inddeles de
i fire portioner:
1. Danefæ, der skal registreres og indsendes
til Nationalmuseet
2. Ikke-danefæ, der indføres i museets samlinger
3. Ubestemmelige metalgenstande, der skal
placeres i en særlig skrot-afdeling til
nærmere identifikation.
4. Genstande, der ønskes retur
På museet blev de fleste danefæ-genstande
tidligere stregtegnet, men den store mængde
danefæ har nødvendiggjort en mere tidsbesparende registreringsprocedure, således at
der til fundlisten alene hæftes et fotokopiaftryk af genstanden med angivelse af journalnummer og koordinater fra indmålingen.
Som en bekræftigelse på de indleverede
fund, modtager finderen en kopi af fundlisten.
Systematik og prioritering af pladserne
Fig. 4. Inden danefæ afleveres på museet, bliver genstandene fotoregistreret og forevist
lodsejeren. Hvis ejerne ønsker det, får de desuden en fotokopi af de fundne genstande. Fritidsarkæologerne har fra de første år selv organiseret fotogenstandsregistreringerne. Indtil
for nylig har en fotograf taget billederne, men i
dag digital-fotograferer fritidsarkæologerne
selv deres fund, f.eks. de her gengivne fund, der
kan ses på de bornholmske amatørarkæologers
hjemmeside:
www.dba.bornholmer.dk
102
Når det gælder detektorførernes systematik,
går de naturligvis på de pladser, der erfaringsmæssigt giver mest. Når de gamle
pladser er tømte, eller der på andre måder er
forhindringer - søger de ud. Det medfører
oftest, at der bliver fundet helt nye pladser,
men det har også resulteret i, at de har afsøgt langt større områder omkring kendte
pladser. I et par tilfælde har det givet skattefund, der har ligget op til 100 m fra selve
bopladsområdet, på steder vi ikke havde
kunnet forudsige.
Fritidsarkæologerne er også selv med til at
prioritere pladserne - udskille bopladser og
tomter (fig 5.). Ligeledes orienterer de museet om, hvilke steder og pladser, der bør
besigtiges. Desuden organiserer de selv, at
særlig fundrige pladser med f.eks. store
mængder keramik, glas, perler, eller tak og
knogler, bliver rekognosceret i fællesskab
ved såkaldte ”klapjagt-rekognosceringer”,
hvor alt bliver opsamlet.
Vanskeligere er det selvsagt at gennemføre undersøgelser af de "fundtomme" områder, der fagligt set kan være mindst lige så
vigtige at afklare. Ligeledes er det gået lidt
trægt med at undersøge øens mange gravpladser. Enkelte som Nørre Sandegård Vest
i Østerlars sogn er blevet grundigt undersøgt (Jørgensen & Jørgensen 1997), mens
der kun er blevet undersøgt få af de over
300 brandpletsgravpladser, der kendes. En
medvirkende årsag til den manglende interesse er uden tvivl, at de ofte ildpåvirkede
metalgenstande ikke giver noget signal fra
sig.
Bornholms Museum forsøger med §26
midler at grave på de fleste pladser, hvor
der findes møntskatte, samt på pladser med
smede- og støbe-produktion. Desuden prioriteres undersøgelser af de mest informative
affaldsgruber, det vil sige gruber, der som et
minimum både indeholder daterbar keramik
og bestembare knogler. Disse gruber vil oftest blive undersøgt i et samarbejde mellem
fritids-arkæologer, og museet og kun undtagelsesvis med brug af §26 midler.
Fig. 5. Oversigt over registrerede bopladser nord for Gadegård i Østerlars (Lillegærde-komplekset), udarbejdet af Gert
Møller Larsen i 1989. Fra begyndelsen i
1980’erne har de bornholmske fritidsarkæologer været bevidste om, hvor vigtigt
det er at holde fundene adskilte i bestemte
fundområder, bopladser og tomter.
Kortfattet oversigt over Lillegærdekomplekset.
1. Hustomt. Lerklining, østersøkeramik, glimmersten, m.m.
2. Hustomt, lerklining, glimmersten, østersøkeramik, m.m. Sølvskat fundet
foråret 1989. BMR 1513
2A. Hustomt, formentlig sammenhængende med 2. lerklining, østersøkeramik, glimmersten m.m.
3. Udsmidningsområde. Forarbejde til jernkniv, klinknagler, jernråemner,
lerklining, få skår.
4. Hustomt. lerklining, uorn. skår, oppl. Lergulv. Her fundet skat i forrige
årh?
Er krydset for skatten sat forkert? Detektorundersøgt, men uden resultat.
5. Hustomt. Lerklining, uorn. skår, få klinknagler.
5A. Udsmidningsområde. Mængder af lerklining, ingen keramik. - Krogegård BMR 2153 = fyld fra bopl.
6. Hustomt. Ametystperle, østersøkeramik, klinknagler, dyreknogler, fragm.
af lås, jernknivfragment + andet ubestemmeligt jern, smedeslagger, ispikker
i jern beregnet til påmontering for enden af stav. Blondefod i rødt gods med
klar glasur fra 1200 tallet + enkelte sideskår.
7. Få uornamenterede skår, ingen jordfarveændringer.
8. Ganske lidt lerkling uornamenterede skår. Hustomt antagelig i skoven.
9. Stenalder
10. Brandtomt. Masser af lerklining. = BMR 2595
11. Evt. hustomt. Kogegruber.
12. Evt. hustomt. Kogegruber.
13. Gammel vejføring som mindst må være af samme alder som nr. 14 da
dette område følger vejen nøje og ingen fund ses på modsat side af vejen
overfor tomt 14.
14. Middelaldergårdtomt. Fund af Siegburg stentøj, gråt 1200 tals lertøj,
østersøkeramik, glimmersten, slibesten, dyreknogler, store syldsten, knapper, knivbeslag, knive, masser af klinknagler m.m.
Endelig skal huskes en sølvmønt fra Erik Glipping, Lund, MB 127. FP
4340. AUD 1985.
15. Mindre område med uglaceret keramik. Forhistoris. Lokaliteten ødelagt
af vandværket.
16. Afdrænet dam som givetvis må relateres til nr. 14.
103
Videre perspektiver
Naturligvis kan alting forbedres, ikke
mindst vil den moderne teknologi med GPS
målinger med fordel kunne adopteres, men
også samarbejdet imellem fritidsarkæologer
og museerne vil kunne udbygges. Her er det
dog vigtigt, hvis relationerne skal udvikles,
at der ikke bliver tale om en envejskommunikation, hvor museet alene nyder.
Museet skal også yde og sørge for, at der
jævnt tilføres detektoramatørerne ny viden
og inspiration. En af de fremtidige udviklingsmuligheder, vil kunne være etableringen af en dialog med de arkæologistuderende og universitets-institutionerne.
Netop et stærkere samarbejde imellem fagog fritidsarkæologer vil kunne skabe fundamentet for en kvalitativt bedre forskning.
Noter
1
Af de 987 stk danefæ udgjorde de 436 mønter fordelt på 2 solidi, 39 denarer, 31 dirhem, 350 mønter fra sen vikingetid/tidlig middelalder samt 14 middelaldermønter.
Litteratur
Breitenstein, N. 1944: De romerske Møntfund fra Bornholm. Nordisk Numismatisk Årsskrift
1944, s. 1-85.
Galster, G. 1980: Vikingetids møntfund fra Bornholm. Nordisk Numismatisk Årsskrift 1977-78,
s. 5-246.
Jørgensen, L. & A.N. Jørgensen 1997: Nørre Sandegård Vest. A Cemetery from the 6th-8th
Centuries on Bornholm. Nordiske Fortidsminder, Serie B, vol. 14. København.
Larsson, L. 1998: Gjort och ogjort i Uppåkra. I: L.Larsson & B.Hårdh (red.): Centrala platser centrala frågor. Samhällsstrukturen under Järnåldern, s. 95-112.
Nielsen, F.O.S. 1984: Forudsætninger og muligheder. Bebyggelsesarkæologiske undersøgelser
på Bornholm.
-1994: Middelaldergårde på Bornholm. Hikuin 21, s.125 - 138.
-1996: Forhistoriske interesser. Rønne.
-1998: Middelalderens Bornholm. Rønne.
Watt, M. 1997: Overfladerecognoscering af jernalderbopladser. Nogle kildekritiske betragtninger over samarbejdet mellem arkæologer og detektoramatører. I: J. Callmer & E. Rosengren (red.): "... gick Grendel at söka höga huset ...". Arkeologiska källor till aristokratiska miljöer i Skandinavien under yngre järnålder. Hallands Länsmuseers Skriftserie No
9/GOTARC Serie C. Arkeologiska Skrifter No 17, s.131-143. Halmstad.
-1998: Bopladser med bevarede kulturlag og deres betydning for studiet af bosættelsesmønstre
og centerdannelser i jernalderen. I: L. Larsson og B. Hårdh (red.). Centrala platser - centrala frågor. Samhällsstrukturen under järnåldern. Acta Archaeologica Lundensia. Ser. in
8, No.28, s. 205-16.
104
Nordjyske bopladsområder med detektorfund
Torben Nilsson
For omkring 15 år siden vakte det opsigt i
Vendsyssel, når et smykke fra germansk
jernalder eller vikingetid dukkede op.
Temmelig anonyme bopladsspor og enkelte
gravpladser kendtes, og den almindelige antagelse var, at der ikke fandtes bosættelser
af betydning fra denne del af oldtiden nord
for Lindholm Høje. I midten af 80erne tog
landsdelens amatørarkæologer i stigende
grad metaldetektorer med i felten, og de
mange flintgenstande og lerkarskår, der før
fuldstændig dominerede amatørarkæologernes indleveringer, blev hurtigt uinteressante
til fordel for metalgenstandene. Gennembruddet for detektorarkæologien i Vendsyssel kom, da det meget store bo- og gravpladsområde Stentinget blev lokaliseret i
1989. Siden er endnu fire meget fundrige
detektorlokaliteter kommet til, og flere er på
vej. I dag står vi med hundredvis af pløjelagsfundne metalgenstande og fundtilgangen ser ikke ud til at stoppe foreløbig. På
Vendsyssel historiske Museum har vi ind
imellem svært ved at finde tid til det store
administrative arbejde, der affødes af detektorfundene. Museet har gearet dets arkæologiske afsnit således, at det er i stand til at
klare de forpligtigelser, der affødes af at have et arkæologisk ansvarsområde - men heller ikke mere. Af samme grund foretages
selvvalgte forskningsgravninger ikke på detektorpladserne, og bearbejdning og publicering af fundene er kun foretaget i meget
beskedent omfang. I hovedtrækkene ligner
situationen på Vendsyssel historiske Muse-
um vel situationen på de øvrige regionale
museer, der slås med store detektorfund.
Jeg vil i det følgende tage udgangspunkt i
nogle af de spørgsmål, Mogens Bo Henriksen har stillet i oplægget til seminaret, og
som berører væsentlige problemer omkring
håndteringen af detektorfundene: hvordan
skal vi prioritere detektorpladserne i forhold
til hinanden? Hvor grundig skal den feltmæssige dokumentation af detektorfundene
være, og i hvilket omfang bør der foretages
udgravninger på detektorlokaliteterne? Skal
amatørerne opfordres til at afsøge lokaliteter
med fund fra jernalder og vikingetid, der er
lokaliseret før detektoralderen? Hvad bør
indsendes som danefæ? Skal der på landsbasis skabes et ensartet indsamlings- og dokumentationsniveau?
Hvordan skal vi prioritere detektorpladserne i forhold til hinanden?
Der er selvsagt ikke to af landets regionale
museer, der har ens arbejdsgrundlag. De
økonomiske forhold er ikke helt ens, antallet af arkæologer varierer fra museum til
museum, arkæologerne har uens faglig baggrund og ikke mindst forskellige kæpheste,
og ansvarsområderne er forskellige hvad
angår størrelse, topografi og mængden af
arkæologisk fundstof. Disse forskelligheder
vil selvfølgelig medføre forskelligartet prioritering af detektorpladserne fra museum til
museum.
105
Når man på overordnet plan forsøger at prioritere detektorpladserne imellem, bør man
til enhver tid lægge vægt på hvilke pladser,
man mener, der vil kunne hentes mest ny
viden på, både i forhold datasituationen lokalt samt i forhold til de mere overordnede
perspektiver. Der har på de regionale museeer været en tendens til, at man forsøger
at iværksætte større udgravninger, når lokaliteter med prangende genstande dukker op.
Ofte ender disse initiativer med, at utilstrækkelig økonomi stopper udgravningerne
på tilfældige tidspunkter i et planlagt udgravningsforløb, således at udgravningerne
ender som "promillegravninger", hvor undersøgelsesresultatet ikke fortæller væsentligt mere end resultatet af en grundig prøvegravning, der tilmed ville have været meget
billigere. Vi skal vænne os til, at de store
detektorpladser er almindelige, og at detektorfundene forekommer i stort tal. Der skal
nu, som med det øvrige arkæologiske fundstof, prioriteres hårdt mellem detektorpladserne. For den lokale arkæolog er det nemt
nok at prioritere mellem pladserne inden for
eget ansvarsområde, men når en plads skal
prioriteres i forhold til det nationale fundstof, kniber det gevaldigt med det nødvendige overblik for de fleste af os. Fundstoffet
er simpelthen blevet for stort i forhold
til bearbejdnings- og publikationsgraden.
Oversigtsværker, EDB-baserede eller ej,
mangler katastrofalt.
106
Hvor grundig skal den feltmæssige dokumentation af detektorfundene være, og
i hvilket omfang bør der foretages udgravninger på detektorlokaliteterne?
Når vi taler om detektorfund, er der god
grund til at foretage den feltmæssige dokumentation så godt som man overhovedet
formår, hvis der er tid og penge til det. Alle
genstandskategorier, lige fra smedeaffaldet
til pragtfiblen, bør som udgangspunkt vægtes ens, og ideelt set indmåles præcist og
hjemtages. Erfaringer viser som bekendt, at
man allerede ud fra genstandenes fordeling
på markoverfladen kan få et solidt fingerpeg
om en bosættelses opbygning og udbredelse. Skal der senere foretages egentlige arkæologiske udgravninger er det nemmere at
målrette disse, og under heldige omstændigheder vil man eksempelvis kunne henføre pløjelagsfundne genstande direkte til en
bestemt hustomt. På de regionale museer er
det vanskeligt at afse tid til systematiske
indmålinger af detektorfund. I Vendsyssel
historiske Museums ansvarsområde er det
typisk amatørarkæologerne, der foretager
indsamling og ”indmåling” af genstande på
detektorpladserne. Amatørerne udstyres
med kort i målestoksforholdet 1:1000,
hvorefter de i felten pr. øjemål markerer
fundstederne.
I hvilket omfang man bør foretage udgravninger på detektorlokaliteterne afhænger vel dybest set af, hvad udgravningen forventes at afføde af data. Som før nævnt er
det min vurdering, at vi i dag står med alt
for fragmentarisk viden i kølvandet på alt
for mange utilstrækkeligt undersøgte pladser. For små udgravninger på for mange lokaliteter. Det er tydeligt, at ressourcerne bør
søges kanaliseret ud i langsigtede totalud-
gravninger af nogle få hovedtyper detektorlokaliteter ad gangen. De regionale museer
vil vanskeligt alene kunne magte at håndtere de meget store udgravninger, der vil være
tale om. Udgravninger der i dag stiller store
krav til tværvidenskabeligt samarbejde og
håndtering af mange arkæologiske indgangsvinkler til materialet. Skal vi for alvor
forskningsmæssigt videre i arbejdet med detektorpladserne, bør de økonomiske ressourcer samles til færre og større undersøgelser, hvor flere regionale museer i samarbejde med institutterne går sammen om undersøgelserne og bearbejdningen af de store
datamængder.
sig, når detektoramatørerne iværksætter undersøgelser. Et godt eksempel er bopladsen
Ejstrup ved Sæby i Østvendsyssel. Ved en
delvis udgravning af bopladsen i 1986 i forbindelse med naturgasprojektet, fandtes kun
et enkelt forgyldt bronzebeslag, og bopladsen fremstod umiddelbart som en jævn bondebebyggelse. Metaldetektor blev kun i begrænset omfang og af uøvede brugt i 1986,
men da detektoramatører i perioden 199496 foretog efterundersøgelser på stedet, blev
Ejstrup pludselig i kraft af flere hundrede
detektorfund forvandlet til en "velstående"
bebyggelse.
Hvad bør indsendes som danefæ?
Skal amatørerne opfordres til at afsøge
lokaliteter med fund fra jernalder og vikingetid, der er lokaliseret før detektoralderen?
På trods af de regionale museers sparsomme
ressourcer til administration af de store antal metalgenstande, der vil dukke op i kølvandet på systematisk afsøgning med detektor på fundlokaliteter, eksempelvis steder
med "lovende" stednavne, gamle jernalderlige eller vikingetidige løsfundslokaliteter
eller tidligere udgravede grav- eller
bopladslokaliteter, bør man gøre det. Dels
bliver muligheden for en korrekt indbyrdes
prioritering af detektorpladserne bedre, jo
flere der er, og dels reddes mange metalgenstande fra den hurtige nedbrydning, der
finder sted, så snart genstandene havner i
pløjelaget.
Erfaringen fra Vendsyssel viser, at de
fleste lokaliteter, hvor der tidligere er gjort
fund fra yngre jernalder og vikingetid, giver
større eller mindre antal metalgenstande fra
Helt grundlæggende skal man selvfølgelig
indsende de detektorfund danefæbestemmelserne kræver, men derudover bør man
indsende detektorfund i det omfang, det
skønnes nødvendigt for at sikre deres tilgængelighed for arkæologien. Principielt set
burde det være ligegyldigt, om genstandene
"ejes" af det lokale museum eller af Nationalmuseet, men det er det ikke. Er genstandene først af den ene eller anden grund klassifiseret som danefæ, iværksættes en tung
administrativ proces, hvor genstandene
sendes til Nationalmuseet til danefæbehandling og efterfølgende konservering; en proces der ofte tilsammen varer 2-3 år. Herefter
kan lokalmuseet som regel få genstandene
uddeponeret og igangsætte bearbejdningen
og formidlingen af detektorfundene. Denne
sagsgang er ikke særlig befordrende for
forskningen. Mit udgangspunkt er derfor at
indsende så lidt som muligt, men også at
undgå at returnere noget til finderne, for at
sikre så mange facetter af fundmaterialet
107
som muligt. De få detektoramatører, der er i
Vendsyssel, arbejder på et højt fagligt niveau, og kræver ikke genstande udleveret,
der ikke klassificeres som danefæ. Ofte får
museet overdraget detektorfund, mod at
finderen får sine kørselsudgifter dækket ved
kilometerbetaling.
Skal der på landsbasis skabes et ensartet
indsamlings- og dokumentationsniveau?
Formålet med at skabe et ensartet indsamlings- og dokumentationsniveau for alle
landets museer skulle være at gøre detektorpladserne til sammenlignelige størrelser,
hvilket de ikke er i dag. Undersøgelserne af
landets detektorpladser er foretaget i vidt
forskelligt omfang og på forskellige måder,
som betyder, at det i dag på landsplan er uhyre svært eksempelvis at lave prioriteringer pladserne imellem, eller lave noget der
ligner videnskabelige sammenligninger af
detektorpladserne. Et ensartet indsamlingsog dokumentationsniveau vil kun kunne
108
indføres, hvis det drejer sig om at vedtage
absolutte minimumskrav. Man skal ikke
stille særlig store krav til indsamlings- og
dokumentationsniveauet før de første museer, på grund af utilstrækkelige ressourcer,
melder fra. Hvis de regionale museer skal
kunne indføre og opretholde et højt og ensartet indsamlings- og dokumentationsniveau
i forbindelse med deres arkæologiske arbejdsopgaver, og som kan skabe grundlag
for tiltrængte forskningsmæssige fremskridt, vil det være nødvendigt at forbedre
det økonomiske grundlag væsentligt på
mange af museerne. Imidlertid er det urealistisk at forstille sig, at dette skulle kunne
ske.
Hvordan kommer vi så videre? Måske er
den nuværende museumsstruktur uhensigtsmæssig, hvis der for alvor skal skabes
forskningsmæssigt perspektiv i arbejdet på
de regionale museer? Måske er det ikke
egentlige fusioneringer der skal til, men blot
større arkæologiske team-dannelser på
tværs af institutioner og arkæologiske ansvarsområder? Noget må der ske!
Hvad er Danefæ i dag?
Peter Vang Petersen
Ej danefæ
Metaldetektoren har revolutione- Materiale Danefæ
ret jernalderforskningen i DanAlt!
Guld
mark og må i dag karakteriseres Sølv
Alt!
som det nyttigste værktøj, arkæo- Mønter Møntskatte ældre end ca. 100 Danske/norske småmønter
år, enkeltfundne mønter
efter 1650
logerne har fået i hænderne, siden
Alle oldsager fra oldtid, midUbestemmelige og udaterBronze
gravemaskiner i 70'erne vandt
delalder og renæssance
bare sager
indpas på udgravningerne.
Ubestemmelige og udaterTin, bly, Alle oldsager fra oldtid, midbare sager
Hemmeligheden bag detektorar- kobber delalder og renæssance
Alle
oldsager
fra
oldtid,
midUbestemmelige og udaterJern
kæologiens succesfulde introdukdelalder og renæssance
bare sager
tion her i landet er uden tvivl Rav
Alle oldsager fra oldtid, midUforarbejdede stykker
Danmarks gamle lov om "danefæ"
delalder og renæssance
Alle oldsager fra oldtid, midUbestemmelige og udater(Ørsnes 1980), der siden middel- Glas
delalder
og
renæssance
bare småsager
alderen har slået fast, at fortidsSjældne oldsagstyper. Alle
Almindelige oldsagstyper
Ben/tak
fund af værdifuldt metal eller særstykker med runer, inskription og uforarbejdede stykker
lig sjældenhed skal overdrages
eller dekoration
Perler, gemmer, indlægninger, Almindelige oldsagstyper af
Sten
Kongen/Staten (Nationalmuseet).
etc. af hel- og halvædelsten.
bjergart
Loven forbyder altså ikke borSjældne oldsagstyper af bjerggerne fornøjelsen at finde og indart. Alle stykker med runer, inskription eller dekoration
samle oldsager på strande og marSjældne eller særligt smukt
Almindelige oldsagstyper
Flint
ker, men visse fund, f.eks. oldsaforarbejdede oldsagstyper samt
ger af metal og mønter (fig.1), andepotfund
ses for offentlig ejendom og skal Keramik Sjældne eller usædvanligt vel- Skår af almindelige kerabevarede stykker
miktyper
derfor mod passende dusør overUbestemmelige og uforarOrganisk Genstande af særlig kulturhidrages Nationalmuseet.
bejdede stykker
materiale storisk interesse
Amatørarkæologers brug af de- (læder,
tektorer tog for alvor fart i begyn- træ, uld,
delsen af 1980’erne, da Olaf Ol- horn etc)
sen lige var trådt til som rigsanti- Fig.1. Hvad er danefæ i dag?
kvar. På dette tidspunkt var bekymringen stor blandt danske mukæologien ved hjælp af danefæloven. Den
seumsfolk, men "engelske tilstande" med
administrative praksis blev derfor justeret
gravrøveri og natlige plyndringer af arkæosåledes, at ikke kun fund af ædelmetal og
logiske udgravninger blev vi heldigvis skåsærligt smukke bronzesager blev erklæret
net for i Danmark.
for danefæ. Også alle andre fund af metalI samråd med Nationalmuseet valgte rigsoldsager er siden begyndelsen af 1980’erne
antikvar Olaf Olsen at håndtere detektorar-
109
erklæret for danefæ, uagtet tingenes sjældenhed, størrelse eller bevaringstilstand.
I 1984 blev danefæbestemmelserne integreret i museumsloven (AUD 1984:124), og
ved denne lejlighed stadfæstes den hævdvundne praksis, at danefæ, som fremkommer ved arkæologiske undersøgelser i offentligt regi, kun udløser danefædusør, såfremt rigsantikvaren beslutter, at der skal
udbetales en tilsvarende godtgørelse til ejeren (eller brugeren) af det areal, hvor undersøgelsen har fundet sted.
Som konsekvens af denne bestemmelse
(§27, stk.4) administreres danefæloven i dag
således, at fund fra museale arkæologiske
undersøgelser (hvor den offentlige ejendomsret er sikret) kun erklæres for danefæ
(der udløser dusør), når der er tale om "eksklusivt danefæ", eksempelvis mønter og gedigne genstande af guld og sølv, som lodsejeren teoretisk set havde haft mulighed for
selv at finde efter pløjning, dræning etc.
Anderledes ser rigsantikvaren på skrøbelige udgravningsfund af andre materialer,
eksempelvis tekstilrester, fragmenter af udskårne træsager, sjældne romerske bronzekar, glasvarer etc. Sådanne herligheder erklæres trods deres uomtvistelige sjældenhed
og kulturhistoriske interesse ikke for danefæ. Dels er ejendomretten til disse udgravningsfund sikret offentligheden, dels kan
lodsejeren ikke føle sig "snydt" for danefædusør i forbindelse med sådanne fund, som
kun kan erkendes og sikres gennem omhyggelig arkæologisk undersøgelse.
Olaf Olsens konsekvente linje med hensyn til amatørarkæologers fund af metalsager har utvivlsomt æren for den meget positive drejning, som detektorarkæologien har
taget i Danmark. Ikke mindst har det haft
positiv betydning, at finderne normalt ind-
110
leverer deres fund via de lokale museer.
Derved er der skabt kontakt og basis for
dialog, som i talrige tilfælde har udviklet sig
til et frugtbart samarbejde imellem museerne og detektoramatørerne (Ulriksen
1998:7).
Den stærkt øgede tilgang af metalsager fra
hidtil ukendte lokaliteter har gjort det muligt for Nationalmuseet at tage initiativ til
undersøgelser af spændende nye fundkomplekser som Gudme (Petersen 1994) og Tissø (Jørgensen & Pedersen 1996), der allerede har opnået internationalt ry. Samtidig har
detektorfundene beriget Nationalmuseets
oldsagssamling med en række skattefund og
enkeltgenstande af hidtil ukendt type (Petersen 1992; Nielsen & Petersen 1993). Resten, og det er faktisk langt hovedparten af
det erklærede danefæ, kommer de lokale
museer til gode, idet Nationalmuseet uddeponerer omkring 95% af fundstykkerne på
de lokalmuseer, som i deres udstilling beretter om de arkæologiske fortidslevn på den
egn, hvorfra fundene stammer.
Desværre har tilvæksten af danefæfund
(fig.2) medført en betydelig administrativ
belastning for Nationalmuseet såvel som for
lokalmuseerne, og i løbet af 1990erne er
behovet for visse justeringer af hidtidig administrativ praksis med henblik på en reduktion af danefæsagernes antal blevet stadig mere påtrængende.
Dansk arkæologi kan efter mere end 15
års erfaringer med amatørarkæologers detektorrekognoscering på især yngre jernalders pladser konstatere, at en betydelig del
af de lokaliserede detektorfund er småsager
af mildt sagt begrænset betydning. For ikke
at risikere en udvanding af danefæbegrebet
er det altid nødvendigt, løbende at overveje
den gældende administrationspraksis, og
med Steen Hvass' tiltrædelse som rigsantiindsendes til fornyet danefævurdering.
kvar i 1996 var der anledning til at foretage
Ved vurderingen af småsagers danefækaen finjustering.
rakter må der naturligvis skeles til fundsteI dag gennemføres den praksis, at lokaldets karakter, således at stykker fra fattige
museerne som hidtil indsender alle metalsaeller hidtil ukendte lokaliteter vurderes høger, som formodes at stamme fra oldtid eller
jere end tilsvarende fund fra velkendte,
middelalder/renaissance. Ved danefævurdefundrige pladser.
ringen på Nationalmuseet frasorteres alle
I forhold til tidligere praksis er der også
udaterbare eller subrecente fund, der returindført en bagatelgrænse i vurderingen af
neres til lokalmuseet uden yderligere bedanefæ fra museale undersøgelser. Her blev
handling, og for de regulære oldsagers vedtidligere alt ædelmetal inddraget som danekommende opereres nu med en "bagatelfæ, men da mange undersøgelser, især af
grænse", hvor såvel "herligheds-kriterier"
jernalderbegravelser, typisk resulterer i
som "forsknings-kriterier" lægges til grund
sølvhægter, -blikperler, -nåle og fibulaer af
for vurderingen.
beskeden størrelse, som er dårligt bevarede
For bagatelgrænsen falder typisk småog skrøbelige, så betyder hensynet til disse
fragmenter af bronzefibulaer, nålestumper,
småsagers bevaring sammen med den besimple småbeslag og spænder, men selv om
sværlige dobbeltadministration, at sådant
disse stykker teknisk set ikke erklæres for
småsølv fra udgravninger ikke længere bedanefæ, så fastsættes der alligevel en godthandles som danefæ.
gørelse for bagatelsagerne, som rigsantikvaSammenfattende kan nugældende adminiren derpå lægger til dusøren for de stykker,
strativ praksis vedrørende danefæ fra oldtid
som har passeret nåleøjet. Værdiansættelsen
og middelalder/renaissance beskrives såleaf bagatelstykkerne og den tilsvarende fordes:
højelse af danefædusøren for de
regulære danefæfund foretages ud
fra et antikvarisk ønske om at
opmuntre finderne til fortsat omhyggelighed i håndteringen af
småfund, som trods alt bidrager
væsentligt til det arkæologiske
fundbillede af detektorlokaliteterne.
Efter danefævurderingen returneres bagatelfundene til lokalmuseet uden yderligere behandling,
og viser det sig senere, at nogle af
disse småfragmenter passer sammen med senere indsamlede, størFig. 2. Diagrammet illustrerer metaldetorernes betydning for stigningen af antallet af lokaliteter med danere og ubetinget danefæagtige
fæfund fra oldtiden i Danmark i perioden 1970-98.
stykker, så kan stykkerne blot
111
1. Som hidtil indsender lokalmuseerne alle
indleverede metalfund til Nationalmuseet. Her foretages danefævurderingen i
samråd med de relevante faginspektører
og rigsantikvaren, og der foregår en frasortering af mindre betydningsfulde
småstumper af fibulaer o.a., som returneres uden yderligere behandling. Efter
samme principper som for danefæstykkerne fastsættes dog en dusør for de frasorterede bagatel-stykker, som af rigsantikvaren lægges til finderens samlede danefædusør. I denne forbindelse vægtes
detektorfund fra fattige eller nye lokaliteter naturligvis højere end tilsvarende
stykker fra gammelkendte, fundrige pladser.
2. Der sondres fortsat mellem museale og
private findere, og det er kun udgravningsfund af eksklusivt danefæ (guldsager, større sølvsager og mønter), som erklæres for danefæ til glæde for eventuelle
lodsejere. Museale småfund af sølv
opfattes ikke længere som danefæ. Andre
museale fund bliver, selv om de er nok så
kulturhistorisk interessante, yderst sjældent erklæret for danefæ.
Danefævurdering beror i stort omfang på
et fagligt skøn, ansvaret herfor er Nationalmuseets, men vi er altid lydhøre over for lokalmuseernes argumenter, og er man i tvivl,
så kan jeg kun opfordre til at kontakte Nationalmuseet - vi elsker at diskutere danefæ.
Litteratur
Uddrag af Museumsloven og Bemærkninger til lovforslaget. Arkæologiske Udgravninger i
Danmark 1984, s. 120-131. København.
Axboe, M. 1991: Metal og Magt? Detektorfund fra jernalderbopladser. Arkæologiske Udgravninger i Danmark 1991, s. 18-26. København.
Jørgensen, L.& L. Pedersen 1996: Vikinger ved Tissø. Gamle og nye fund fra et handels- og
håndværkscenter. Nationalmuseets Arbejdsmark 1996, s. 22-36.
Nielsen, K.H. & P.V. Petersen 1993: Detektorfund. I: S. Hvass & B. Storgaard (red.): Da klinger i Muld. 25 års arkæologi i Danmark, s. 223-227. Århus.
Petersen, P.V. 1992: Nye fund af metalsager fra yngre germansk jernalder. (New metal Finds
from the later germanic Iron Age. Metal Detector Finds and Treasure Trove in the period
from 1966 to 1988). Høvdingesamfund og Kongemagt. Fra Stamme til Stat i Danmark II.
Århus, s.49-66.
Petersen, P.V. 1994: Excavations on Gudme-sites with Treasure Finds 1984-91. I: P.O. Nielsen, K. Randsborg & H. Thrane (red.): The Archaeology of Gudme and Lundeborg. Arkæologiske Studier Vol. X, s. 30-40. København.
Ørsnes, M. 1980: Danefæ. I: P.V. Glob (red.): Danefæ. Til Hendes Majestæt Dronning Margrethe II 16. april 1980, s. 13-17. København.
Ulriksen, J. 1998: Anløbspladser. Besejling og bebyggelse i Danmark mellem 200 og 1100
e.Kr. Roskilde.
112
Danefæbegrebet inden for Middelalder og Renæssance - permanent eller
foranderlig størrelse?
Anne Pedersen
Behandlingen af danefæ på Nationalmuseets Middelalder- og Renæssancesamling
hviler på den såkaldte danefæparagraf (§
27) i Museumsloven fra 1984. De to indledende stykker i paragraffen beskriver kort,
hvilke typer fund der er tale om, og hvad
der skal ske med dem.
Stk. 1: Genstande fra fortiden, herunder
mønter, der er fundet i Danmark, og hvortil
ingen kan godtgøre sin ret som ejer, er danefæ, såfremt de er forarbejdet af værdifuldt
materiale eller har særlig kulturhistorisk
værdi.
Stk. 2: Danefæ tilhører staten. Den, der finder danefæ, og den, der får danefæ i sin besiddelse, skal straks aflevere det til rigsantikvaren.
Paragraffen lægger vægt på, at danefæ er
forarbejdet af værdifuldt materiale eller har
særlig stor kulturhistorisk værdi uden dog
nærmere at angive kriterierne for materiale
eller kulturhistorisk værdi. Videre fremgår
det, at danefæ er herreløst gods, som ingen
kendes ved. Danefæ skal endelig være karakteriseret af en vis ælde, og her gælder i
reglen et alderskriterium på omkring 75 år,
selv om hovedparten af genstandene er
langt ældre.
De danske danefæbestemmelser har eksisteret gennem mange hundrede år, og det
kan derfor ikke undre, hvis opfattelsen af,
hvad der må regnes for danefæ, i tidens løb
skulle have forandret sig (se Glob (red.)
1980). I lovgivningen optræder ordet Danefæ første gang i Christian den Femtes Danske Lov, der i 1683 fik gyldighed i kongeriget Danmark, men præciseringen af ejendomsretten til herreløst gods kan følges tilbage til middelalderen, hvor princippet var
"Hvad ingen ejer, det ejer kongen". Gods af
guld og sølv kunne ifølge Jyske Lov fra
1241 findes i høje, efter plov eller på anden
måde, men uanset omstændighederne gjaldt
kongens ret. Lovteksten fra 1683 bygger på
middelalderens lov; den er ganske kortfattet
og nævner alene fund af værdimetaller, som
jo også var en indtægtskilde for kronen.
Denne lov blev siden fulgt op af en kongelig forordning fra 1737 samt en såkaldt Placat udsendt i 1752, der nøje beskrev, hvilke
fund det drejede sig om, hvor de skulle hen,
og især hvilke konsekvenser der måtte være
ved ikke at følge loven. I 1737-forordningen
er danefæbegrebet udvidet til at omfatte "al
anden skat", dvs. at en høj materialeværdi
ikke længere var eneste kriterium for aflevering, og i 1752-plakaten blev der yderligere lagt vægt på fundenes "rarhed" betinget
af deres ælde eller særlige beskaffenhed.
Hver tid har sin opfattelse af, hvad der
måtte være særlig sjældent eller af særlig
stor kulturhistorisk interesse, og betydningen af udtrykket "af nogen rarhed" har da også gradvist ændret sig siden 1700-tallet.
Hvor tidligere materialet, først og fremmest
guld, sølv og ædle stene, eller den enkelte
genstands mere eller mindre eksotiske eller
113
kuriøse karakter var dominerende, ser vi i
dag en forstærket bevægelse mod en værdi
udtrykt i genstandenes betydning for forståelsen af den danske kulturhistorie. Materialet er således af underordnet betydning, hvis
genstandstypen, dens tilstand eller dens ornamentik iøvrigt fremhæver den som noget
usædvanligt, alternativt bidrager til at forøge vores viden om den pågældende periode og dens materielle kultur. Denne glidende udvikling i danefæbegrebet kan spores i
Nationalmuseets protokoller, især inden for
de seneste årtier.
fattede i reglen kun en genstand. I dag er situationen en anden, og tilgangen af danefæ
svarer omtrent til det billede, vi kender for
afdelingen Danmarks Oldtid på Nationalmuseet, dvs. talrige smågenstande fra samme lokalitet, hovedsageligt fremstillet af
uædle metaller og gerne fundet ved hjælp af
en metaldetektor. Privatpersoner, der indsender deres fund til Nationalmuseet enten
på egen hånd eller hyppigst via et lokalmuseum, er klart i overtal i modsætning til de
såkaldte "museale" findere, der under en
udgravning gør et særligt fund, der kan regnes for danefæ, og hvor lodsejeren kan tildeles en godtgørelse.
Sideløbende med drejningen i karakteren
af danefæfund er der sket en mærkbar stigning i antallet af indleveringer til Middelalder- og Renæssancesamlingen, både for antallet af sager og for antallet af genstande.
Denne stigning kan følges i Arkæologiske
Udgravninger i Danmark, hvor årets tilgang
af danefæ er blevet præsenteret af Nationalmuseets inspektører siden 1985 (fig. 1).
Før 1992 lå antallet af danefæsager knyt-
Tilgangen af danefæ
Indtil for ca. 15-20 år siden var tilgangen af
danefæ til Middelalder- og Renæssancesamlingen yderst begrænset og omfattede især
genstande af ædelmetal fra arkæologiske
undersøgelser eller tilfældigt fundne ædelmetalgenstande og sådanne særlige grupper
som kirkeudstyr, våben og smykker, seglstamper eller runeindskrifter. Hver sag om350
Fig. 1. Tilgangen af
danefæ på Middelalder- og Renæssancesamlingen
mellem
1985 og 1998, hhv.
antallet af sager med
genstande, der er erklæret for danefæ, og
antallet af genstande.
Tallene er baseret på
en gennemgang af
samlingens protokol
samt kapitlerne om
danefæ i Arkæologiske Udgravninger i
Danmark.
Sager m/danefæ
300
Danefæ
250
200
150
100
50
0
1985
114
1986
1987
1988
1989
1990
1991
1992
1993
1994
1995
1996
1997
1998
tet til middelalderen eller renæssancen, i
visse tilfælde også nyere tid, på gennemsnitligt 25-30 sager om året, og selv dette tal
repræsenterer en stigning sammenlignet med antallet af sager omkring
1980, hvor gennemsnittet lå på ca. 11
om året, de fleste omfattende en enkelt genstand.
Blandt de genstande, der blev erklæret for danefæ før 1985, er et
tohåndssværd af jern (D142/1979),
en
malmgryde
(D821/
1981), et par hesteformede vægtlodder
(D354/1980,
D1215/1981), adskillige fingerringe,
enkeltsmykker og
signeter, foruden to
store skattefund; Kirialskatten, Danmarks største møntfund
med over 81.000 mønter, fundet ved
pløjning i 1967 på Djursland og
Lundby Krat-skatten fundet med
metaldetektor i efteråret 1980 ved
Gistrup syd for Aalborg (se f.eks.
Glob (red.) 1980).
I 1992 skete omtrent en fordobling i antallet af indleveringer
med genstande, der er blevet erklæret for danefæ, så gennemsnittet nu
er oppe på 50-60 sager, en stigning
der ser ud til at fortsætte. Tilsvarende er antallet af genstande steget
til over 150 pr. år. Disse tal når ikke
op på tilgangen for Danmarks Oldtid, alligevel kan stigningen mærkes
i administrationen af danefæ. De store
opsigtsvækkende fund er i mindretal (fig.
2), og i stedet præges billedet af samlede
indleveringer af smågenstande, der tilhører
dagligdagen i middelalderen og renæssancen, herunder talrige remspænder, små brocher (fig. 3), fingerbøl, blyplomber og signeter af enkel type med bomærke.
Metaldetektorerne dukkede op
omkring 1980, og trods den store
skepsis, de blev mødt med i starten,
er der ikke længere tvivl om detektorens anvendelighed og betydning.
Metaldetektoren tages i brug på
arkæologiske udgravninger, ofte ført af amatørarkæologer i tæt
samarbejde med
det gravende museum, og de bruges flittigt af talrige
amatører i fritiden.
Metaldetektorens
rolle for tilgangen af fund
fremgår tydeligt af grafen fig. 4.
Antallet af genstande fundet uden
metaldetektor udgør en meget lille
del af årets samlede fund, og tallet
svarer omtrent til tilgangen af danefæ før 1980. Metaldetektoren har
således medvirket til en betydelig
tilgang af fund og ikke mindst fund
af en lidt anden karakter end tidligere.
Fig. 2. Processionskrucifikset fundet i
en grav ved arkæologisk undersøgelse
af en middelalderlig klosterkirkegård i
Skelskør er et eksempel på danefæ i mere traditionel forstand (Nationalmuseet
inv.nr. D321/1996). Korset er fremstillet
af en kobberlegering, der er forgyldt og
forsynet med farvet emalje, og Kristusfiguren er støbt i bronze. Begge dele er
fremstillet i Limoges i første halvdel af
1200-tallet. Højde 22 cm. Foto: Henrik
Wichmann.
115
Fig. 3. Blandt de genstande, der er erklæret for danefæ inden for de seneste år, er adskillige
smykker af uædle metaller som disse fra Hemmed på Djursland (Nationalmuseet inv.nr. D160162/1997). Det runde spænde er ornamenteret med små bukler af forskellig størrelse og fremstillet af tin/bly. Urnesspændet og det velbevarede korsvedhæng i gennembrudt arbejde er begge i bronze. Målestok 1:1. Foto: Kit Weiss.
300
Uden metaldetektor
250
Med metaldetektor
200
150
100
50
0
1985
1986
1987
1988
1989
1990
1991
1992
1993
1994
1995
1996
Fig. 4. Antallet af danefæ fundet med/uden metaldetektor modtaget på Middelalder- og Renæssancesamlingen inden for perioden 1985 til 1996.
116
Museumsbilledet
Gilleleje Museum
Færgegården
Værløse Museum
Køge Museum
Søllerød Museum
Nordsjællandsk Folkemuseum
Roskilde Museum
Kalundborg & Omegn
Samsø Museum
Sorø Amts Museum
Sydsjællands Museum
Bornholms Museum
Falsters Minder
Middelfart Museum
Odense Bys Museer
Svendborg & Omegn
Nyborg Museum
Skagen Fortidsminder
Thy og Vester Hanherred
Vendsyssel historiske Museum
Aalborg historiske Museum
Skive Museum
Kulturhistorisk Museum
Forhistorisk Museum
Djurslands Museum
Silkeborg Museum
Holstebro Museum
Horsens Museum
Vejle Museum
Haderslev Museum
Ringkøbing Museum
Varde Museum
Den antikvariske Samling
Tønder Museum
Andre
1993 1994 1995 1996 1997 1998
1
5
2
3
4
4
1
1
4
3
2
2
5
2
3
1
2
1
1
4
3
2
1
2
2
5
2
2
1
3
1
1
1
1
4
2
25
24
20
14
1
1
2
2
3
4
4
2
1
6
1
1
1
2
1
1
2
25
29
1
29
15
18
1
1
1
1
1
1
1
1
1
4
1
9
1
1
2
1
1
2
1
1
1
1
2
1
1
4
5
7
3
4
7
Ikke alle områder slår lige kraftigt
igennem i fundbilledet. Bornholms Museum og Aalborg Historiske Museum hører til de store
indsendere af danefæ, mens andre
museer spredt over hele landet er
repræsenteret i mindre grad, og
nogle museer savnes helt (fig. 5).
Disse udsving er resultatet af
flere faktorer, der hver især kan
forstærke den regionale skævhed i
fundtilgangen. En vigtig faktor er
således den entusiasme og iver,
der gør sig gældende lokalt. Adskillige findere optræder mange
gange i løbet af et år, og man får
det klare indtryk, at der her er tale
om en fritidsbeskæftigelse, der optager mange timer. Ikke alle museer har kontakt med en amatørgruppe, der bruger metaldetektorer, og dette er uden tvivl medvirkende til, at der i nogle områder
ikke registreres så mange fund.
Hvorvidt detektorfundene siden
sendes ind til Nationalmuseet af- Antal sager med genstande, der
55
57
55
79
69
73
hænger blandt andet af forskellig er erklæret for danefæ
praksis lokalt, og her kan man Fig. 5. Repræsenterede museer og antallet af sager med danehævde, at det ikke spiller den store fæ behandlet af Middelalder- og Renæssancesamlingen inden
rolle, hvor fundene ender, blot det for perioden 1993 til 1998.
er på et statsligt eller statsaneradministrationen af danefæ påvirker ligelekendt museum. De fleste amatørarkæologer
des tallene. Udsving år for år kan således
har kontakt med et lokalmuseum, således at
skyldes en forsinket behandling af sagerne
fundene bliver bevaret for eftertiden, men
lokalt eller på Nationalmuseet med det respørgsmålet om bl.a. registrering af fundesultat, at et område slår igennem med en
ne, dermed indirekte også udbetaling af da"fundpukkel" et år, men stort set ikke figunefægodtgørelse, og fastholdelse af kontakrerer det følgende år.
ten til amatørerne løses forskelligt. Selve
117
Udover faktorer, der bunder i administrativ praksis og personligt engagement, kan
fundtallet afspejle forskelle i lokale fundforhold, herunder nedpløjning af fundlokaliteter, jordbundsforhold etc. Bevaringsbetingelserne for metaller er således ikke
optimale over hele landet, og nogle områder
står klart bedre end andre. Der findes ingen
landsdækkende undersøgelse, men museumsinspektør Margrethe Watt har tidligere
blandt andet i SDA Nyt fra februar 1998 taget hul på disse problemer med udgangspunkt i detektorfundene fra Bornholm.
Endelig kan man heller ikke forvente, at
tabsmønstrene tegner sig ens over hele landet. Selv på det tidspunkt, hvor fundene endte i jorden, gjorde der sig forskellige forhold
gældende, f.eks. en forskel i økonomisk
formåen, i den daglige omgang med tingene
osv. Der har vist sig store udsving inden for
blot små områder, hvor en enkelt lokalitet
tegner sig som yderst metalrig og ofte rig på
fundmateriale i det hele taget, mens nabolokaliteterne stort set ikke giver fund på
trods af, at pladserne må regnes for stort set
samtidige.
Alle disse forhold har konsekvenser for
udnyttelsen af danefæ (og fund iøvrigt) som
kulturhistorisk kildemateriale. De fleste
genstande, der kommer ind som danefæ, er
løsfund uden specifik fundkontekst. Deres
værdi i detaljerede kronogiske studier er ofte begrænset, til gengæld er de anvendelige
i diskussionen af lokalformer, handel, bosættelse m.v. (jvf. Watt 1998). Spredningsmønstre og geografiske fordelinger spiller
her en stor rolle, og vurderingen af ethvert
spredningskort må nødvendigvis tage hensyn til de faktorer, der kan have påvirket
billedet. Det må således overvejes, om en
given fordeling er et reelt udtryk for spred-
118
ningen af den pågældende genstandstype eller snarere et udtryk for f.eks. de gunstige
betingelser for bevaring af metaller og en
intensiv brug af metaldetektorer i området;
dernæst om der kunne være historiske argumenter for fordelingen, måske forskelle i
regional kulturel orientering og dermed kulturel indflydelse, som ville kunne forklare
en skæv fordeling af en genstandstype,
f.eks. smykker af kontinental eller angelsaksisk karakter.
Spredningskort har alle dage været en
kompliceret størrelse med indbyggede
svagheder. Et kort bliver alt for hurtigt en
sandhed, hvor den "støj", der måtte ligge
mellem kortet og den fortidige virkelighed,
filtreres bort, og dette gælder i høj grad for
de mange nye detektorfund.
Danefæ
Som nævnt ovenfor er der i tidens løb sket
en udvidelse af danefæbegrebet til også at
omfatte mere uanselige genstande, men
dermed er danefæ ikke blevet altomfattende. Inden for de efterhånden meget brede
rammer kan der spores en gradvis ændring,
således at nogle genstandsgrupper ikke længere vækker helt samme opsigt som tidligere, især ikke hvis der er tale om fragmenter,
f.eks. små brudstykker af malmgryder eller
de efterhånden særdeles talrige og velkendte
knivendebeslag fra renæssancen. Disse fund
bliver sorteret fra og returneret til lokalmuseerne uden yderligere behandling. Runeindskrifter regnes dog indtil videre per definition som danefæ uanset omfang og læsbarhed.
Argumenterne for at anlægge en sådan
praksis er tildels bundet i den overvældende
genstandsmængde og erkendelsen af, at Nationalmuseet under alle omstændigheder ikke gennemfører en total registrering af
samtlige danske fund. Via danefæadministrationen kan museet først og fremmest bidrage til at vedligeholde et overblik over
fortidens materielle kultur, der er med til at
understøtte den levende interesse for fortiden, som eksisterer rundt omkring i landet.
Et resultat af den gældende danefæpraksis
kombineret med den omfattende detektoraktivitet er, at mange af hverdagens smågenstande kommer ind fra landbebyggelser,
hvor de tidligere hovedsageligt var kendt fra
undersøgelser i de middelalderlige borge og
byer (jvf. fig. 6). Foruden kendskab til landbebyggelsen får vi således ofte et nyt
kildemateriale at arbejde med. Allerede
kendte genstandstyper som f.eks. pyntedetaljer fra middelalderens hesteudstyr tegner
sig klarere samtidig med, at helt nye typer
dukker op.
En sådan type, om ikke ny så dog kendt i
langt større antal i dag end tidligere, er de
såkaldte manperler eller tenvægte af bly.
Disse små genstande er i reglen koniske eller dobbeltkoniske med hul i midten og gerne ornamenteret med trekantede felter, støbte ribber, perlebånd og punkter. De er generelt blevet beskrevet som tenvægte ud fra
deres lighed med tenvægte af ler. De er dog
temmelig små sammenlignet med de kendte
tenvægte og har et "råt" hul uden slid eller
efterbearbejdning. Hullet er heller ikke altid
helt symmetrisk, og at dømme ud fra antallet er det rimeligt at tro, at de er tabt relativt
hyppigt under bevægelse over større bopladsområder.
Tvivl om tolkningen af disse blygenstande
som tenvægte fremkom i 1990'erne og som
alternativ blev en funktion som pynteperler
foreslået. Klare belæg for en sådan tolkning
savnes dog fortsat. I Skara i Sverige er der
foruden blyperlerne/-tenvægtene for nylig
60
Fig. 6. Danefægenstande inddelt i hovedgrupper. Våben, der er en
velrepræsenteret gammel genstandsgruppe i
Middelalder- og Renæssancesamlingen, optræder ikke særlig hyppigt
blandt danefæfundene i
modsætning til småting
som personligt udstyr,
beslag, spænder og lignende.
1996 i alt 255 genstande
1997 i alt 212 genstande
1998 i alt 326 genstande
50
40
30
20
10
Andet
Vægtlod
Arbejdsredskaber
Spænder
Beslag o.lign.
Våben
Pilgrimstegn
Seglstamper/-ring
Husholdning
Blyplomber
Rideudstyr
Personligt udstyr
0
119
fundet en halv støbeform, der kan dateres til
1100-tallet, og endnu to støbeforme er fundet i Lödöse i Skåne og dateres her til 1200tallet (Ekre et al. 1994, 49f.). Støbeformene
fra Lödöse er beregnet til små smykkegenstande samt en Sankt Olofsøkse, men har
altså rummet plads for en form til blyperler
også. Det må derfor antages, at de hørte til
en metalstøbers varesortiment, uden at dette
dog løser spørgsmålet om deres funktion.
En anden gruppe genstande, som har vakt
opmærksomhed inden for de sidste år, er
pyntedetaljer af bronze til hesteudstyr fra
1000-tallet. Med udgangen af 900-tallet ophørte den rige gravskik i Danmark, og dermed forsvinder også de sluttede gravfund
med våben og hesteudstyr som kildegruppe,
således at det efter ca. år 1000 er vanskeligere at vurdere udviklingen i tidens rideudstyr. Først længere oppe i middelalderen tegner formerne sig klarere. Nye danefæ-/detektorfund fra den sene vikingetid og
den tidlige middelalder tyder på, at rideudstyr fremstillet af jern blev udsmykket
med detaljer af bronze, herunder bronzebeslag til stigremmen. En rundspørge om sådanne beslag fra David Williams i England
under overskriften Have you found anything
like these? nåede for et par år siden et dansk
blad og gav positiv respons. Også i Danmark kunne der findes stigremsbeslag af
samme type som de beslag, der var dukket
op blandt detektorfundene i England.
David Williams nåede at få seks danske
fund med i sit corpusarbejde Late Saxon
Stirrup-Strap Mounts. A classification and
catalogue publiceret i 1997, og der er siden
kommet otte til, således at tallet foreløbig er
oppe på 14. Det er ganske vist ikke mange
sammenlignet med de over 500, som David
Williams kunne fremlægge fra England. På
120
den anden side er disse genstande nu identificeret i Danmark. Inkluderes Slesvig og
Skåne, som hørte til Danmark i 1000-tallet,
kan endnu et par fund føjes til, herunder et
par eksemplarer af en type, som foreløbig
ikke er registreret blandt de mange former i
England! Noget tyder således på, at disse
fund ikke nødvendigvis er importer, men
derimod blev fremstillet her i landet. Motivet på beslagene, et firfodet dyr, der nærmest hører hjemme inden for Mammen/Ringerike stilen, svarer helt til andre
kendte hjemlige fund (Pedersen 1999).
I forlængelse af sit arbejde har David Williams identificeret endnu en gruppe bronzegenstande til hesteudstyr, nemlig små pyntebeslag udformet som et dyrehoved. De har
en karakteristisk hul bagside, som ofte har
rester af loddemetal, og var efter alt at
dømme beregnet til montering nederst på en
stigbøjle af jern (Williams 1998). Nogle af
disse beslag er meget små og kan måske
være tænkt til et andet formål, men foreløbig er forklaringen som stigbøjlebeslag den,
der giver bedst mening (fig. 7). Denne tolkning blev blandt andet præsenteret på den
Trettende Vikingekongres i Nottingham i
efteråret 1997, og ikke mindst beslagenes
specielle udformning med klar henvisning
til de nordiske stilarter, Ringerike og Urnesstil, ledte hen på tanken, at lignende beslag
også måtte kunne findes i Danmark. Dette
viste sig allerede samme år at være tilfældet, og siden er fundtallet vokset til 17 eksemplarer, der omfatter samme hovedgrupper, som er påvist i England.
For begge grupper af hesteudstyrsdetaljer
er det brugen af metaldetektorer kombineret
med danefæparagraffens krav om indlevering af fundene, der har givet den store tilvækst. Tidligere var disse beslag ikke er-
kendt tildels som følge af, at de ikke synes
at optræde i de danske gravfund, hvorfra en
stor del af de genstandstyper, som danner
udgangspunkt for klassifikationen af vikingetidens genstandsinventar, stammer.
Konklusion
Danefæbegrebet er foranderligt, og tolkningen af hvad der må regnes for danefæ,
har gennem århundrederne bevæget sig fra
det oprindelige fokus primært på ædelmetallerne mod en øget opmærksomhed på fundenes kulturhistoriske værdi. Som begrebet
anvendes i dag, er der sket en væsentlig udvidelse af det oprindelige indhold, og tilgangen af danefæ er steget markant. Det
primære formål med danefæparagraffen er
at sikre registreringen og den antikvariske
vurdering af alle fund, ikke blot resultaterne
af museernes arkæologiske udgravninger,
og paragraffens krav om indlevering sikrer,
at kulturhistorisk værdifulde fund bevares i
offentligt eje. I danefægodtgørelsen (§ 27,
stk. 3) ligger yderligere et incitament for
den enkelte finder til at indlevere sine fund,
og administrationen af alle sager på en og
samme institution sikrer en ensartet behandling på landsplan. Danefæbegrebet har uden
tvivl også en formidlingsmæssig værdi og
er med til at fastholde den brede interesse
for fortiden, samtidig med at danefæadministrationen i sig selv via de mange fund er
med til at skabe og vedligeholde en ekspertise og et overblik over fortidens materielle
kultur.
Fig. 7. Rekonstrueret
stigbøjle med bronzebeslag fra Chalgrove i Oxfordshire, England (efter
Williams 1997 med henvisning). Stigremsbeslag
af denne type er foreløbig ikke fundet i Danmark, derimod er der
lignende dyrehovedformede beslag beregnet til
montering nederst på
stigbøjlen.
121
Litteratur
AUD = Arkæologiske udgravninger i Danmark, årg. 1984-1996.
Ekre, R.; C. Hylander & R. Sundberg 1994: Lödösefynd - ting från en medeltidsstad. Lödöse.
Glob, P.V. (red.) 1980: Danefæ. Til Hendes Majestæt Dronning Margrethe II 16. april 1980.
København.
Pedersen, A. 1999: Riding gear from late Viking-age Denmark. Journal of Danish Archaeology
13, 1996-97, s.133-160.
SDA Nyt Februar 1998 (Temanummer om metaldetektoren).
Watt, M. 1998: Overfladerekognoscering. Betragtninger over samarbejdet mellem arkæologer
og detektoramatører. SDA Nyt. Februar 1998, 8-13.
Williams, D. 1997: Late Saxon Stirrup-Strap Mounts. A classification and catalogue (= CBA
Research Report 111). York.
- 1998: Stirrup Terminals (= Finds Research Group 700-1700. Datasheet 24). Stock-on-Trent.
122
Detektorfundene i magtens landskab
Tim Grønnegaard
Fig. 1. Manden med detektoren.
Tegning: Tim Grønnegaard.
Denne mand står på Jens Pæsens pløjemark,
et sted, der ikke umiddelbart virker som en
del af magtens landskab. Han har netop med
sin detektor fundet en snavset fibula. Mandens umiddelbare glæde ved tingen afløses
efterhånden af et ønske om at se den som
andet og mere end blot endnu et nummer i
rækken af årets danefæ (fig. 1). Hvordan
kan han som detektorbruger anvende sin
maskine til at bringe ved til historiens bål,
til at se en helhed i enkeltheden?
Dagens program har vist eksempler på det
væld af rige metalfundspladser fra yngre
jernalder, som er dukket op de senere år.
Størsteparten af disse pladser er erkendt ved
rene tilfældigheder, ved tilstedeværelsen af
særligt aktive detektoramatører eller som
følge af undersøgelser omkring allerede erkendte pladser.
På den ene side har vi en flok arkæologer,
der på Sydøstfyn har fundet en ualmindeligt
rig centralplads fra yngre jernalder og som
knytter stednavne i området til denne plads.
På den anden side har vi en række stednavneforskere i navnlig Norge og Sverige, der
ud fra kombinationer af visse typer stednavne mener at finde belæg for forskellige
typer kult- og magtcentre.
Førstnævnte har det arkæologiske belæg,
der på sin vis giver svaret på forhånd: har
man en rig plads, kan enhver komme og
hævde, at stednavnene tyder på en sådan
plads. Sidstnævnte har en sproghistorisk argumentation, men mangler i reglen belæg i
det arkæologiske materiale. Her er det,
manden på pløjemarken kommer ind i billedet.
Arkæologer har på Fyn gennemført et
tværvidenskabeligt forskningsprogram, hvis
udgangshypotese var, at stednavne med
Gammeltofte, Toftegård og Bytofte dækkede over bebyggelse fra yngre jernalder og
vikingetid. Da man målrettet gik ud for at
efterprøve hypotesen i marken, viste den sig
til overflod at holde stik.
123
Jeg har lavet en lignende hypotese for lokaliseringen af yngre jernalders centralpladser:
"Beliggenheden af centralpladserne i 4.-7.
årh. har en signifikant sammenhæng med de
tidligt middelalderlige herredsbyer. Visse funktioner i forbindelse med centralpladserne ("centralitetsbærende bebyggelser",
kult-/ceremoni-/offerpladser, folkeforsamlingspladser m.m.) har sat sig spor i stednavnematerialet, og koncentrationer af sådanne "sakrale stednavne" kan i sig selv lokalisere centralpladser.
Centralpladserne er generelt beliggende
tilbagetrukket fra kysten. Man kan derfor
forvente en landingsplads på en topografisk
egnet lokalitet ved kysten nedenfor centralpladsen, bærende præg af centralpladsens
særlige funktioner.
Brakteater og andre guldofferfund er de
vigtigste arkæologiske fingerpeg til lokalisering af centralpladserne”.
Guldfundene har den fordel som kilde, at
deres spredning er nogenlunde repræsentativ, i og med at enhver bondekarl, der pløjede guld op, ville få øje på det og samle det
op. På denne måde kan man f.eks. se klare
koncentrationer omkring de gamle herredsbyer Odense og Gudme, som begge er sakrale stednavne. Brakteatkoncentrationer
omkring Viborg og på Esbjerg-egnen vil
måske i fremtiden vise sig at dække over
lignende centralpladser.
Skal man imidlertid efterprøve hypotesen
om koblingen til stednavne og herredsbyer,
må man opsøge lokaliteter, hvor der ikke er
sådanne arkæologiske lokketoner for ikke,
som ved Gudme, at risikere selvbekræftende svar.
124
Jeg har udvalgt to lokaliteter som mønstereksempler, idet de begge er kendetegnet
ved koncentration af sakrale stednavne, herredsbys nærhed og ideel tilbagetrukket topografi i forhold til havet. Samtidig har ingen af lokaliteterne givet arkæologiske fund
af betydning fra perioden. De er begge beliggende ved Limfjorden (fig. 2).
Fig. 2. Potentielle centralpladser syd for Limfjorden.
Til at undersøge sådanne områder har jeg
skitseret et "Projekt Centralplads" i 4 faser:
1. Udpegning af egnede lokaliteter udfra en
samlet analyse af stednavne, topografi,
besejlingsmulighed og herredsbys nærhed.
2. Udtagning af fosfatprøver (evt. i første
gang med spot-test-metoden) med pas-
sende mellemrum på de områder indenfor det lokaliserede centralpladsområde,
som udfra ovennævnte kriterier antyder
særlige funktioner (ladeplads, kultplads,
folkeforsamlingsplads m.v.).
3. Gennemgang af arealerne med høje fosfatværdier med metaldetektor. Eftersom
de høje fosfatværdier snarere udtrykker
affaldslag/kulturlag end egentlig bebyggelse, må detektorundersøgelsen også
omfatte de tilstødende arealer. Undersøgelserne ved Tissø har vist, at dette giver
et godt helhedsbillede af pladsens karakter.
4. Vandsoldning af m2-felter af pløjejorden
med passende mellemrum (stikprøver)
indenfor de områder, hvor detektorfund
har dokumenteret særlig aktivitet. På
denne måde kan man for temmeligt små
midler få et sammenligneligt billede af
pladsernes karakter og funktioner.
Projektet minder metodisk set, om det bornholmske sortmuldsprojekt. Forskellen er, at
lokaliseringen i centralpladsprojektet er det
primære - og det er et tidrøvende arbejde,
der er helt afhængigt af frivillige detektorbrugeres bistand. Det må også strække sig
over en årrække, da en stor del af arealerne
til enhver tid er utilgængelige som følge af
dyrkning og braklægning. Til gengæld er
Projekt Centralplads ikke så bekosteligt,
idet det ikke inkluderer egentlige udgravninger.
Man kan diskutere, om detektoramatørerne i praksis vil acceptere rollen som hypoteseefterprøvere på lokaliteter, hvor der ikke
har vist sig synlige tegn på gevinst, men er-
faringerne fra Vendsyssel Historiske Museum viser, at sådanne forsøg i nært samarbejde med det lokale museum møder opbakning blandt detektorfolket.
Selve diskussionen om herredsbyernes relation til centralpladserne er jeg ikke kommet ind på her, men den findes i hovedfagsspecialet "Yngre jernalders centralpladser indfaldsvinkler til et helhedsbillede", hvor
detektorfundene spiller en væsentlig rolle.
Dette skitserede projekt er naturligvis kun
ét ud af mange tænkelige svar på seminarets
titelspørgsmål: "Detektorfund - hvad skal vi
med dem?" En anden aktuel problemstilling, detektorfundene kunne belyse, er de
bornholmske skattefund, som er kommet for
dagen i hobetal de senere år, men aldrig er
gennemgået nogen egentlig bearbejdning
med henblik på deres sammensætning, kontekst og tolkning.
Faren i en debat om detektorfundene er, at
svaret på seminarets spørgsmål let bliver:
"Detektorfundene? Dem skal vi registrere
og digitalisere, og så må vi håbe, at nogen
engang kan bruge dem til noget fornuftigt".
Imidlertid vil detektorfundene efter alt at
dømme også i fremtiden strømme ind og
kræve personale til registrering, de digitale
registreringsprogrammer vil bestandig blive
mere sofistikerede og problemerne med
samkøring af museernes data vil næppe blive mindre med tiden. Derfor kan man lige
så vel først som sidst opstille de problemstillinger og målsætninger, de mange enkeltfund skal søge at løse, som at dykke ned
i en arkæologi, hvor teknologien bliver formålet i sig selv.
125
126
Detektorfundne mønters videnskabelige muligheder
Jens Christian Moesgaard
Danefæ, detektorfund og mønter
I 1997 behandlede Nationalmuseet 404
Danefæsager med i alt 2650 genstande.
Heraf blev 148 sager (36%) med i alt 1342
genstande (51%) behandlet af Den kongelige Mønt- og Medaillesamling. Ud af de 148
sager var ca. 80% detektorfund, ca. 12%
udgravningssager og ca. 8% andet (tilfældige fund ved havearbejde m. v.). Detektorsagerne var bestemt ikke de mindste, hvor en
"gennemsnitssag" indeholdt 9 mønter, indeholdt flere detektorsager mellem 30 og 50,
ja helt op til 100 eller flere stykker.
Disse tal viser tydeligt, at Møntsamlingen
er en vigtig deltager i Danefæbehandlingen
i dagens Danmark, og at detektorfundene er
langt den største enkeltgruppe. Danefæbehandlingen fylder da også godt i det daglige
arbejde på Møntsamlingen, og detektorfundene har nu overhalet kirkegulvsmønterne (mønter fundne i kirkegulvene ved udgravning eller byggeaktivitet) som den vigtigste fundgruppe (Jensen 1988; 1977).
Ideen bag Danefæregistreringen er at tage
vare på det kildemateriale, som jordfundene
udgør, så de kan bruges til præsentation for
publikum og som grundlag for forskning.
Her er det sidstnævnte aspekt, der skal behandles. Skattefunds videnskabelige betydning og tolkning er ofte blevet diskuteret
(f.eks. Jensen 1992; Grinder-Hansen 1994),
så jeg vil her koncentrere mig om enkeltfundne mønter, som også - hvis der findes
mange på et sted - kaldes ophobede fund
(Mørkholm 1976).
I dette forum behøver jeg ikke at insistere
på betydningen af mønter til datering i arkæologiske udgravninger - og dog, jeg vil
senere vende tilbage til de positive afledte
effekter som de rent numismatiske analyser
kan have for brug af mønter i denne sammenhæng.
Enkeltfundne mønter som kildemateriale
Den numismatiske forskning har i de senere
år lagt stor vægt på analysen af enkeltfundne mønter med henblik på studiet af møntomløbet (f.eks. Casey & Reece 1974; Clarke & Schia 1989). Metoden går ud på følgende: Først at samle oplysninger om så
mange enkeltfundne mønter som muligt og
dernæst at frasortere åbenlyse gravfund, offerfund og lignende, hvis nedlæggelse udgør bevidste, ikke-tilfældige og - i moderne
forstand - ikke-økonomiske, symbolske
handlinger. Den tilbageværende gruppe
fund antager man er resultatet af tilfældige
tab af småmønt i daglig handel og vandel. I
nogle få tilfælde kan denne antagelse sandsynliggøres ved den arkæologiske sammenhæng (markedsplads, butik...) (f.eks. Liebgott 1979:40, 43 & 162), men som regel må
den forblive et postulat. Det viser sig imidlertid, at der er så stor lighed mellem fund
fra forskellige steder indenfor en givet geografisk område, at det virker rimeligt at antage, at fundene skulle have samme tilblivelsesgrund (Moesgaard 1998)1.
127
I DATIDEN
DEMONETISERING
NEDSMELTNING
ØKONOMISK
AKTIV
MØNTMASSE
OMLØB
ØKONOMISK
PASSIV
MØNTMASSE
TAB
EKSPORT
OPSPARING
VOTIVNEDLÆGGELSER
GLEMSEL
I NUTIDEN
FUND
MANGLENDE
REGISTRERING
JCM 1994
VIDENSKABELIG
REGISTRERING
Skematisk fremstilling af mønters vej fra datidens møntmasse til nutidens videnskabelige
registrering, med angivelse af tabsfaktorer undervejs.
Eksport: hvis en mønts metalværdi i udlandet oversteg dens pålydende værdi, blev den ofte
genstand for eksport med nedsmeltning for øje.
Opsparing: i tiden før bankvæsenets udvikling foregik en del af opsparingen ved nedgravning af
mønter, der dengang var i ædelmetal.
Votivnedlæggelser: nedlæggelser af mønter ved grundstenen til en bygning, i en grav, ofring af
mønter ved helligkilder m.v.
128
Hermed besidder vi et righoldigt, ensartet
kildemateriale, der repræsenterer et tilfældigt udsnit af de kurserende mønter. I perioder med flere møntenheder dækker enkeltfundene dog hovedsagligt småmøntsniveauet, idet større mønter sjældnere brugtes
i daglig handel, og de var lettere at finde
ved tab, ligesom man sikkert ledte grundigere efter en tabt guldmønt end efter en lille
kobbermønt.
Studiet af den møntbaserede økonomis
udbredelse2
Forskningen indenfor dette felt har hidtil
fulgt forskellige spor, hvoraf jeg vil fremhæve to. Det ene går på studiet af udviklingen over tid i møntøkonomiens størrelse.
Med indregnede korrektioner for et skønnet
større tab af små end store mønter samt for
visse mønttypers lange circulationstid
kommer man frem til et antal fund pr fast
tidsperiode (årti, 25 årsperioder, århundrede
alt efter forholdene) indenfor et område (en
udgravning, en by, en egn, et land alt efter
omstændighederne). Det er ikke møntmassens størrelse man måler, men aktiviteten i
møntbrug, idet en lille møntmasse med stor
omløbshastighed i princippet giver samme
resultat som en stor møntmasse med lille
omløbshastighed. Det bør her understreges,
at den kronologiske spredning af skattefundene er helt anderledes, krigsperioder er
f. eks. kraftigt overrepræsenterede i forhold
til fredsperioder. Enkeltfundene giver altså
et originalt kildegrundlag, der belyser andre
forhold, end skattefundene gør.
Et indirekte indicium for metodens holdbarhed gives af det faktum, at det viser sig, at
forskellige pladser indenfor samme område
har omtrent den samme kronologiske spredning, der således må være udtryk for en generel trend i samfundet. Det kan så give
værdifulde oplysninger om den møntbaserede økonomis udbredelse, om møntmangel
eller -overflod og andre historiske fænomener. Disse må man dernæst sætte ind i og
forsøge at tolke ud fra den konkrete historiske sammenhæng. Hvis man har fund nok,
kan man også begynde at undersøge eventuelle forskelle i monetariseringsgraden fra
landsdel til landsdel, mellem land og by
osv.
Denne metode er hovedsagligt blevet udviklet i England, i første omgang af romertidsnumismatikere, men nu har den ligeledes vundet indpas indenfor middelaldernumismatikken (f.eks. Casey 1980 kapitel 2;
Rigold 1977; Blackburn 1993; Metcalf
1998). I England er der tradition for at rapportere detektorfund, skønt der ikke er lovmæssig pligt til det3, hvilket giver et righoldigt materiale til forskningen. I Sverige er
lovgivningen omkring detektorbrug langt
mere restriktiv, og en nylig syntese over
monetariseringsprocessen i Sverige byggede
da også næsten udelukkende på kirkegulvsmønterne (Klackenberg 1992). I Danmark tillader lovgivningen, kirkearkæologiens organisering og det gode samarbejde
med detektoramatører at registrere begge
disse fundgrupper, hvilket giver spændende
muligheder for sammenligninger (se næste
afsnit).
129
Arkæologer bruger til tider de ved en udgravning fundne mønters kronologiske
spredning som et indicium for stedets
benyttelsesperiode og -intensitet. Det er helt
legitimt, men faldgruben er at tage tallene
direkte uden at korrigere for den normalfordeling, der er fremkommet ved brug af
ovenstående metode. Det er afvigelser i forhold til normalfordelingen og ikke op- og
nedgang i absolutte tal, der betyder noget.
Et skoleeksempel på de fejl, man kan begå,
er, som påvist af Mark Blackburn,
udgravningen i Hamvic, Southamptons
forgænger. Her tynder den forholdsvis
fyldige møntrække ud i 800-tallet for helt at
standse omkring 880. I første omgang tog
man meget naturligt det til indtægt for en
formodet nedgang i aktiviteten i Hamvic
allerede i 800-tallet. Det viste sig imidlertid,
da man fik registreret flere fund, at mønter
fra anden halvdel af 800-tallet er fåtallige
overalt i Sydengland. Fraværet af disse
mønter i Hamwic kan således ikke bruges til
at udtale sig om nedgang i aktivitetsniveauet på stedet, men tyder nærmere på et
”normalt” aktivitetsniveau. Derimod stiger
mængden af mønter i 900-tallet i Sydengland, og mangelen på mønter fra den
periode i Hamwic er påfaldende og må
betyde, at stedet er blevet forladt4.
Møntmassens sammensætning
Den anden tendens i forskningen i enkeltfund er studiet af møntmassens sammensætning. Det kan dreje sig om sammensætningen fordelt på møntenheder - hvad var f.
eks. andelen af kvartpenninge i omløbet? eller sammensætningen efter oprindelsesland.
130
Møntmassen sammensætning er ikke uinteressant, idet møntherren (kongen) ofte
forsøgte at forbyde udenlandske mønter i
omløbet. Møntfundene giver hermed en mulighed for at checke om forbudene blev
overholdt - en normativ kilde kontrolleret af
en levning, som man vil sige i kildekritikkens terminologi. Det er i denne sammenhæng vigtigt at understrege, at fraværet af
udenlandsk mønt ikke nødvendigvis betyder
fravær af handel. Ofte vil det blot betyde, at
kongens forbud blev overholdt, og at de
udenlandske mønter blev nedsmeltet og
ommøntet til hjemlig mønt. Befolkningen
klagede i visse perioder over mangel på
småmønt, og møntfundene giver endnu engang mulighed for at checke realiteterne
bag - en kvantitativ kontrol af en kvalitativ
kilde. En stor andel småmønter i omløb tyder på en omfattende og dagligdags brug af
mønter, idet småmønter er forudsætningen
for at kunne foretage små indkøb og kunne
give tilbage på større mønter.
Indtil 1980'erne udgjorde kirkegulvsmønterne det største løsfundsmateriale, men nu
supplererer detektorfundene vor viden.
Sammenligninger mellem de to fundgrupper
tyder i øvrigt på, at der er visse forskelle i
deres sammensætning. Måske har man
brugt andre, specielt udvalgte, mønttyper til
indsamlingen i kirken end dem, man brugte
til hverdag. Fremtidig forskning vil forhåbentligt kaste lys over dette emne (Jensen
1981:166-167; Jensen 1988:227).
Også hvad angår møntmassens sammensætning kan numismatikkens resultater
hjælpe arkæologens udnyttelse af kilderne.
Jeg hørte engang en fransk arkæolog bygge
en større teori på fundet af en mønt præget i
et lille fyrstendømme i det nordøstlige hjørne af Frankrig. Herfra stammede nemlig
nogle lejesoldater, der havde hærget i Vestfrankrig, i det område, hvor mønten var
fundet. Arkæologen forestillede sig, at en
lejesoldat kunne have haft mønten med sig
og tabt den under kampagnen. Det kedelige
er bare, at det generelle billede, man kan
udlede af møntfundene, viser, at den pågældende fremmede mønttype var gængs på
stedet, og at man derfor ikke behøver vidtløftige forklaringer på dens forekomst. Det
mest sandsynlige er, at den var tabt af en
lokal bonde.
Møntmassens kronologiske sammensætning, og dermed mønternes omløbstid, der
jo er vigtig for arkæologens datering af sit
lag, kan man derimod ikke udlede af løsfundene (en sjælden undtagelse kunne være
en præcist dateret arkæologisk sammenhæng med ældre mønter, der bevisligt er
havnet dér under brug og ikke sekundært) men her kommer den aldersmæssige sammensætning af skattefundene os til hjælp.
Enkeltfund og detektorfund
materiale af møntfund. Det bedste materiale
er naturligvis mønter fra udgravninger, hvor
den stratigrafiske placering af mønten ofte
kan give oplysninger om møntens tabssituation. Udgravningsmønter alene ville dog
være for få til at bygge ovennævnte analyser
på. Det er her detektorfundenes betydning
kommer ind. Blot deres antal giver dem en
unik udsagnskraft. Samtidig giver forskellige typer af fundsteder (by-land, landsbyherregård-kirke, markedsplads...) mulighed
for sammenligninger og forfinede analyser.
Heldigvis er detektorfundenes muligheder
blevet taget alvorligt i Danmark, og der er
grund til at prise detektorbrugernes samarbejde med lokalmuseerne og disses indsats
for nøjagtig registrering af fundsteder m. v.
I mange andre lande er registreringen af
fundene langt mere tilfældig. I andre lande
er detektorbrug direkte forbudt, hvilket naturligvis ikke forhindrer den i at finde sted
alligevel - med endnu sværere betingelser
for at registrere fundene og tab af uerstattelige (i dette ords ordrette betydning) oplysninger som uundgåelige følger.
Disse forskningsmetoder er kun mulige og
statistisk forsvarlige, hvis man har et stort
Noter
1
Om faktorer, der indvirker på overleveringen og repræsentativiteten af fund, se Sarvas 1981.
2
Keld Grinder-Hansen bruger i sin nylige Ph.d.-afhandling dette udtryk for det, man traditionelt kalder monetariseringsgrad
(jf. Grinder-Hansen 2000).
3
Se de årlige lister i rubrikken ”Coin register” i British Numismatic Journal.
4
Mark Blackburns indlæg ved symposium om fundmønter organiseret af Marc Bompaire (CNRS) i Paris i november 1994.
131
Litteratur
Blackburn, M.A.S. 1993: Coin circulation in Germany during the early Middle Ages. The evidence of the single finds. I: B. Kluge (red.) Fernhandel und Geldwirtschaft, s. 37-54. Berlin.
Casey, J. & R. Reece (red.) 1974: Coins and the archaeologist. Oxford. (2. udgave, London
1988).
Casey, P.J. 1980: Roman coinage in Britain. Aylesbury.
Clarke, H. & E. Schia (red.) 1989: Coins and Archaeology. Oxford.
Grinder-Hansen, K. 1994: Mønter som kilde til middelalderens økonomiske historie – en præsentation af et kildemateriale. Fortid og Nutid 1994, s. 101-133.
-2000: Kongemagtens krise – det danske møntvæsen 1241-ca. 1340. København.
Jensen, J.S. 1977: Kirkegulvsmønter. Hikuin 3, s. 295-302.
-1981: Monetary Circulation in Denmark, c. 1350-c.1500. Nordisk Numismatisk Årsskrift 1981,
s. 160-170.
-1988: Metaldetektorer og møntfund. I: Festskrift til Olaf Olsen på 60-års dagen den 7. Juni
1988, s. 223-230. København.
Jensen, J.S. et al. 1992: Danmarks Middelalderlige skattefund c. 1050-c. 1550. Nordiske Fortidsminder, Serie B, bind 12,1-2.
Klackenberg, H. 1992: Moneta Nostra, monetarisering i medeltidens Sverige. Lund.
Liebgott, N-K. 1979: Stakhaven. Arkæologiske undersøgelser i senmiddelalderens Dragør. Nationalmuseets Skrifter. Arkæologisk-historisk række, bind 19. København.
Metcalf, D.M. 1998: An atlas of Anglo-saxon and Norman coin finds 973-1086. London.
Moesgaard, J.C. 1998: Enkeltfundne mønter – tab eller tilfældigheder? I: J.C. Moesgaard & P.
Nielsen (red.): Ord med mening. Festskrift til Jørgen Steen Jensen 1. november 1998, s.
72-75. Taastrup.
Mørkholm, O. 1976: Nogle betragtninger over klassificeringen af møntfund. Nordisk Numismatisk Unions Medlemsblad 1976, s. 101-106.
Rigold, S.E. 1977: Small Change in the light of medieval site-finds. I: N. Mayhew (red.): Edwardian monetary affairs, s. 59-80. Oxford.
Sarvas, P. 1981: Schätze und Schatzfunde. I: Lagom. Festschrift für Peter Berghaus, s. 3-10.
Münster.
132
Detektorfund.
Sammenfatning af detektorseminaret 26. oktober 1998
Jørgen A. Jacobsen
Som den, der er anmodet om at afrunde seminaret og søge at sammenfatte nogle af
hovedtrækkene i diskussionen, har man det
nogenlunde som en tilskuer, der forsøger at
følge en jonglørs mange kulørte bolde i luften. Hvilke bolde lander hvor, og hvor blev
nogle af dem egentlig af? Nedenstående er
således et forsøg på at sætte navn på de
mange problemstillinger, der knytter sig til
detektorfund, og som blev lagt på bordet
under seminarets få, men koncentrerede timer. Hovedvægten er derfor lagt på selve
debatten, der var livlig og undertiden heftig,
hvorimod der kun i mindre grad er taget
emner op fra selve indlæggene, der med
større eller mindre ændringer er præsenteret
på skrift på de foregående sider.
Det fremgik forholdsvis hurtigt, at der
kunne udskilles et antal tilbagevendende
temaer, og at de i et vist omfang også lader
sig indordne i en naturlig rækkefølge. Disse
temaer er søgt sammenfattet i diagramform
i fig. 1, og behandles nedenfor i samme orden. Indflettet i gennemgangen er ligeledes
nogle af de principielle spørgsmål, der blev
nævnt i indkaldelsen til seminaret. Man får
så hver for sig vurdere, hvorvidt debatten
tog disse spørgsmål op, og i hvor høj grad
der egentlig kom et svar på provokationen
"Detektorfund - hvad skal vi med dem?"
Et af de emner, der naturligt synes at rangere højest, drejer sig meget konkret om
indmåling af detektorfund. Her fremgik det
klart, at der er et meget direkte forhold mel-
lem præcisionen i indmålingerne og anvendeligheden af de indsamlede data til efterfølgende analyser.
Højeste kvalitetsniveau er uden al tvivl
indmåling med totalstation, hvilket sikrer en
maksimal præcision, og er en forudsætning
for lokalisering og funktionsbestemmelse af
specifikke aktiviteter på den enkelte lokalitet, eks. værkstedsområder (Tissø eks.).
Herfra er der tydeligvis et større kvalitativt
spring til indmålinger på samtlige lavere niveauer. Indmålinger af den art kan anvendes
til kronologisk ramme for aktiviteterne på
og for levetiden af de enkelte lokaliteter,
mens de ikke kan tjene som udgangspunkt
for gravning efter underliggende strukturer,
eksempelvis i forbindelse med skattefund,
som erfaringerne fra Bornholm viser. Indmåling på højeste niveau er imidlertid forbundet med problemer, i al fald når det gælder indmåling af amatørernes detektorfund,
hvor dataindsamlingen i sagens natur må
finde sted, efter at fundet er samlet op, og
udfra efterladte afsætninger i marken. Flere
indlægsholdere gav udtryk for (MBH,
PØS,TN), at højkvalitetsindmåling af amatørfund kan være en belastning for lokalmuseerne, der må afse ressourcer til mandskabsforbrug, kørsel, registrering, fundanmeldelse m.v. Hele proceduren lægger beslag på ressourcer, man vel at mærke ikke
kan reservere på forhånd, idet omfanget reelt mere styres af amatørernes aktivitet end
af forskningsmæssig planlægning. Flere ste-
133
der har man så i stedet valgt at udruste amatørerne med egnede detailkort og lade dem
selv udføre indmålingerne ved hjælp af enten målebånd, pejlekompas eller ved simpel
afskridtning. Brugen af GPS-systemet, betjent af amatørerne, blev nævnt som en mulighed, om end der stadig er for stor indmålingstolerance ved de enklere udgaver af
grejet.
Problemet med flere præcisionsniveauer
er i Gudmeområdet løst ved simpelthen at
operere med to indmålingslag, et elektronisk indmålt niveau og et amatørindmålt og
med analyser, spredningskort m.v. afstemt
efter disse kvalitative lag.
Som det er fremgået, ledte drøftelserne
om indmåling til spørgsmålet om, hvor
mange ressourcer der kan investeres i detektoraktiviteten. Denne del af debatten
vedrørte ikke de få deciderede forskningsprojekter, men derimod lokalmuseernes engagement i indmåling, registrering, udarbejdelse af fundanmeldelse, danefæindsendelse m.v. Her gav Torben Nilsson fra Vendsyssel Historiske Museum meget klart udtryk for, at museets arbejdsbyrde er blevet
stærkt forøget gennem detektoramatørernes
uplanlagte virksomhed, og reelt er nær
(smerte-)grænsen for museets formåen. Det
var mærkbart i debatten, at det netop er lokalmuseerne, der efter euforien i detektorernes første årtier nu føler behov for en såvel praktisk som metodisk afklaring af,
hvad man skal stille op med en accellererende mængde detektorfund.
Således som museerne efterhånden føler
vægten af en eksternt påført arbejdsbyrde,
styret af detektoramatørers virksomhed og
virketrang mere end egne prioriteringer,
tegner der sig et klart behov for, at en fremtidig fælles indsamlings- og dokumenta-
134
tionspraksis lægges på et niveau, der er
håndterligt for lokalmuseerne. At ressourceproblemet ligeledes har nær sammenhæng
med danefæhåndteringen, blev ret tydeligt
tilkendegivet, men herom senere.
Hermed fulgte naturligt spørgsmålet om
registreringspraksis, hvormed menes håndteringen af fundene og især af de forskellige fundkategorier udover selve indmålingen. Her åbenbarede der sig en broget mangfoldighed med hensyn til registrering. Mest
udførligt blev der redegjort for de bornholmske erfaringer, hvor der er fastlagt nøje
beskrevne procedurer for registrering og
dokumentation fra fundet gøres i marken og
frem til evt. danefæindsendelse eller indlemmelse i museets samlinger. Også her er
der imidlertid sket en ressourcebetinget tillempning af registreringsniveauet - f.eks. fra
oprindelig tegning af danefægenstande til
simpel fotokopiering. Mere problematisk
end uens registreringsmetode og -niveau er
imidlertid den ret varierende praksis med
hensyn til vægtning af de forskellige fundkategorier. Her er klare metodiske implikationer forbundet med forskellig behandling
af de mere eksklusive fundtyper, herunder
danefækategorierne på den ene side og det
mere vanskeligt dater- og identificerbare
metalskrot og ikke mindst detektorfundet
jern på den anden. Som påpeget af Margrethe Watt er det i realiteten det enkelte museums håndtering af fundene, der afgør karakteren af det materiale, der for fremtiden
vil stå til disposition for forskningen. Sammenlignelighed mellem fundene på landsplan er muligvis allerede illusorisk, men her
foregribes debatten om de metodiske overvejelser, der ledsagede indlæg og debat. På
det mere praktiske plan mundede registreringsdebatten ud i et ønske om en standar-
diseret procedure med hensyn til definitioner af detektorfund. Udløsende for dette var
præsentationen af databasen over detektorfund fra Gudme, hvor >4000 fund i visse af
Mapinfo-gengivelserne kunne minde om
haglbeskydninger på tæt hold. Ønsket om
søgning i og sammenlignelighed mellem de
store detektordatabaser mundede naturligt
nok ud i formuleringen af behovet for ensartede definitioner og et fælles niveau i finheden af definitionerne, en nomenklaturkonvention med andre ord. Nomenklaturprojektet for Nordisk Middelalder blev bragt på
bane, og man pegede på det ønskelige i at
etablere noget lignende for detektorfund,
forhistoriske som middelalderlige. Her er
vel at mærke tale om et system af helt nydefinerede kategorier. Heroverfor blev der påpeget, at man er lovlig sent ude, idet der på
nuværende tidspunkt formentlig eksisterer
omkring 20 forskellige databaser med tilhørende egne definitioner. På trods af udsigten
til at skulle starte på bar bund, synes behovet for at sikre en ensartet struktur for den
digitale arkæologi at veje tungest, og standardiseringsspørgsmålet førte til seminarets
eneste helt konkrete beslutning, idet man fra
RAS' side gav tilsagn om at tage problemet
op i samarbejde med DKC og DAN.
Ét er imidlertid ensartede søgemuligheder,
et andet fremtidssikringen af de data, der
indsamles. Her var det igen Gudmefundene, der gav anledning til spørgsmål,
denne gang om datalagring og især datasikkerhed. Mængden af elektroniske data kan i
sig selv blive et lagringsproblem indenfor
en overskuelig tid, men på længere sigt er
det væsentligste måske snarere at lagre de
digitale data på medier, der til enhver tid er
sikre og tilgængelige. For, som det blev
bemærket, hvem kan stadig afspille en 78plade?
Ingen detektordebat uden drøftelse af danefæbegrebet og danefæpraksis! Hvor der
om de foregående emner herskede nogenlunde bred enighed om problemerne og deres løsning, fremkaldte temaet danefæ debat
i egentligste forstand. Som det fremgik af
Peter Vang Petersens indlæg, har man siden
1996 opereret udfra en række nøje fastlagte
principper for danefæudvælgelse og sagsbehandling. Det var imidlertid ikke så meget stringensen i gældende praksis som det
f.eks. var den afledte ressourcebelastning og
kriterierne for erhvervelse til Nationalmuseets samlinger, der blev gjort til genstand for
kritik fra lokalmuseernes side. Fra Nationalmuseets side blev der henvist til samlingernes repræsentativitet, hvilket affødte en
livlig debat vedrørende pragtstykker og
"eksklusivt danefæ" overfor jern, slagger og
fibelskrot. En debat, hvis væsentligste punkter kan aflæses i flere af indlæggene i nærværende seminarrrapport, og som synes at
tyde på, at den oprindelige trofæbetagelse
stadig eksisterer sideløbende med en voksende erkendelse af de mere ydmyge fundkategoriers metodiske betydning.
Flere af indlægsholderne pegede på den
mangfoldighed af metodiske problemstillinger, der er så uløseligt forbundet med detektoraktivitet. Især blev de mangeårige
bornholmske erfaringer med detektorfund
og detektorfolk gjort til genstand for en
grundig præsentation. Man må dog nok
konstatere, at metodiske overvejelser i højere grad blev præsenteret i indlæggene end i
den efterfølgende debat. Følgende emner
blev dog berørt under den knappe metodedebat: Prioritering: Spørgsmålet om, hvorvidt detektorpladser fra yngre jernalder og
135
fremefter nyder uforholdsmæssig stor opmærksomhed i forhold til andre og lige så
truede fund og fortidsminder blev nævnt,
bl.a. i Henriksens indlæg, og blev dernæst
stort set forbigået. En enkelt nordjysk røst
påpegede, at detektorpladser faktisk var almindeligt forekommende, og således efterhånden tålte en nedprioritering, men udfordringen blev ikke kommenteret.
Opfølgning/udgravning
Holdningen til udgravning af detektorpladser var varierende alt efter sammenhængen,
hvori udgravning indgik: Et er detektorafsøgning som en integreret del af en udgravning, eks. Tissø, ligesom det også i Gudmeområdet i kraft af projektet var en selvfølge
at gennemføre udgravninger i detektorfundsområderne (KKM). Noget andet er
udgravninger, der er afledt alene af detektorfund. Fra bornholmsk side blev det påpeget, at der kun sjældent er bevaret kulturlag
yngre end ældre germanertid, og at en stor
del af fundmaterialet allerede befinder sig i
pløjelaget. Herved bliver udgravning ikke i
alle tilfælde en optimal løsning, men måske
endog skadelig set i forhold til det spredningsmønster, der kan opnås ved afsøgning
alene. Af denne årsag reserveres udgravning
derfor til skattefund, særligt truede pladser
samt pladser med smede- eller støberivirksomhed.
I Vendsyssel gennemfører man ganske
enkelt ikke gravninger som selvvalgt forskning på detektorpladser på grund af ressourceindsatsen. Herfra blev der endvidere advaret mod at gennemføre små, og for lidet
givende gravninger på pladserne, og der efterlystes en overregional strategi for under-
136
søgelse af udvalgte lokalitetstyper. Som anvendelige alternativer til udgravning blev
foreslået sammenligninger mellem fosfattal
og detektorfund, ligesom Tim Grønnegaard
bragte sampling via m2-vis vandsoldning i
forslag. Støvsugning af pladserne: I oplægges til seminaret spurgtes til, om der ikke
var en tilbøjelighed til at støvsuge de allerede kendte, og sikkert givende detektorpladser i stedet for at afgrænse dem, som det
kan ske med små mesolitiske pladser.
Spørgsmålet blev ikke udtømmende besvaret, men der blev refereret til erfaringer om,
at flere kendte pladser efterhånden afgav
stadigt flere småstykker. Udfra erfaringerne
fra Tissø med etapevis muldafrømning og
detektorafsøgning viste den efterfølgende
soldning, at så godt som alt var indfanget
ved detektorafsøgningen. Hvorvidt der også
sker tømning af pladser, hvor detektorfundene blot plukkes op fra overfladen, blev ikke afklaret, men processen blev vurderet til
at vare ikke under et årti.
Tolkningspotentialet
Et af de problemer, der gik igen i flere af
indlæggene, angik repræsentativiteten i detektorfundene, betragtet både meget lokalt,
regionalt og på landsplan. I tilknytning til
registreringsdebatten og ønsket om sammenlignelighed mellem landsdelene blev
der peget på de ret forskelligartede samarbejdsrelationer mellem lokalmuseer og
amatører, som i vidt omfang udgør et subjektivt element i enhver form for jævnføring
af detektorpladser. Det synes med andre ord
svært at styre en forskningsproces, når dataindsamlingen i vidt omfang sker ved frivillige detektorfolk, der, som det blev nævnt,
"af natur er ret anarkistisk anlagte". Problemerne med manglende afsøgning af
mindre attraktive og overrepræsentation af
mere attraktive områder er klassiske og i detektorsammenhæng tilsyneladende uudryddelige metodeproblemer. Man kan ikke
undgå at stå tilbage med en fornemmelse af,
at der adskillige steder drives en form for
overflødig afsøgning af givtige pladser, der
i bedste fald kun er additiv og kan give udsagn om dateringsrammen for den enkelte
lokalitet. Her ligger såvel et ressourcemæssigt problem som et problem vedrørende
styring af amatørindsatsen.
Repræsentativitetsproblemer blev yderligere berørt i forhold til mere ydmyge fundgrupper som f. eks. detektorfundet jern, der
kan friste til fravalg, trods dets dokumenterede betydning som indikatorer for aktivitetsområder (Tissø). Det blev ligeledes tilkendegivet, at der kunne erkendes tydelige
geografiske/jordbundsmæssige forvrængninger i form af ret store regionale forskelle
i bevaringstilstanden for detektorfund.
Et forsøg på afrunding
Rækken af principielle metodiske problemstillinger, forbundet med detektorfund er legio, og kunne have været det bærende tema
for seminaret, hvad der forsåvidt også var
lagt op til i indkaldelsen. Når debatten i højere grad kom til at dreje sig om mere håndgribelige emner, spændende fra indmåling
til datasikkerhed, kunne man fristes til
overveje, om vi - snart 20 år efter metaldetektorens indtog på den arkæologiske arena,
endnu ikke er kommet på tilstrækkelig afstand af den tidlige detektoræras begejstring
til at have en metodisk distance til de magiske metalstumper i pløjelaget. Eksisterer
der i virkeligheden flere forskellige holdninger til detektorfænomenet, spændende
fra den stadige begejstring over tilvæksten
af præsentable fund til et mere metodisk reflekterende syn på en fundkategori, der måske efterhånden bør indtage en plads, sideordnet andre truede og problematiske fundgrupper. Blev senglaciale bopladser i øvrigt
ikke nævnt? Debatten på seminaret, og i lige så høj grad det, der ikke blev debatteret,
viser et behov for en fortsat principiel drøftelse af detektorfund, og også behovet for at
skære helt ind til benet med hensyn til de
mere grundlæggende metodiske spørgsmål.
Vi er kun lige begyndt!
137
INDMÅLING
RESSOURCER
REGISTRERING
Standardisering/
Nomenklaturprojekt
DANEFÆ
DATASIKKERHED
METODISKE PROBLEMSTILLINGER
Prioritering
Opfølgning/udgravning
”Støvsugning” af pladserne
Tolkningspotentialet
Fig. 1. Et forsøg på sammenfatning af diskussionens hovedtemaer.
138
Program
9.45-10.00
Ankomst og kaffe
10.00-10.05 Karsten Kjer Michaelsen
Velkomst
10.05-10.15 Mogens Bo Henriksen
Hvad skal vi med detektorfund?
10.15-10.35 Mogens Bo Henriksen
Nye fynske pladser med detektorfund
10.35-11.10 Lars Jørgensen
Tissø - kobling mellem detektorfund og
underliggende anlæg og strukturer.
11.10-11.45 Palle Østergaard Sørensen &
Klaus Støttrup
GIS som værktøj til bearbejdning af data fra
detektorpladser.
12.00-13.15 Frokost
13.15-14.05 Finn Ole Nielsen
& Margrethe Watt
Detektorfund fra bopladser med kulturlag.
Repræsentativitet og metode.
14.05-14.35 Torben Nilsson
Nordjyske bopladsområder med detektorfund.
14.35-14.45 Kaffe
14.45-15.20 Anne Pedersen &
Peter Vang Petersen
Er danefæbegrebet en permanent størrelse
- og hvad er danefæ i dag?
15.20-15.45 Tim Grønnegaard
Detektorfundene i magtens landskab.
15.45-16.00 Jørgen A. Jacobsen
Afslutning
139
Deltagerliste
Adamsen
Adamsen
Andersen
Axboe
Bjerknæs
Lone
Christian
Hans Christian
Morten
Susanne
Boas
Bodilsen
Bundgaard
Carlsen
Niels Axel
Ann
Ole
Elisabeth Barfoed
Christensen
Christensen
Christensen
Christensen
Ethelberg
Feveile
Frandsen
Grønnegaard
Hedegaard
Helgesson
Henriksen
Hjermind
Holm
Høstmark
Hårdh
Iversen
Jacobsen
Jeppesen
Johansen
Jørgensen
Jørgensen
Kramer
Klitgaard
Larsen
Madsen
Michaelsen
Moesgaard
Kirsten
Anne Birgitte
Tom
Lisbeth
Per
Claus
Lene B.
Tim
Arne A.
Bertil
Mogens Bo
Jesper
Harald
Jytte
Birgitta
Mette
Jørgen A.
Jens
Erik
Ernst
Lars
Finn Erik
Susanne
Margrethe
Ove
Karsten Kjer
Jens Christian
Mårtensson
Kirsten
Nielsen
Finn Ole
140
Odense Bys Museer
Tidsskriftet Skalk
Haderslev Museum
Nationalmuseet, OMA
Det Kulturhistoriske
Centralregister
Djursland Museum
Viborg Stiftsmuseum
Arkæologisk Afdeling i Korsør
Århus Universitet, Afdeling for
Forhistorisk Arkæologi
Arkæologisk Afdeling i Korsør
Haderslev Museum
Roskilde Museum
Haderslev Museum
Haderslev Museum
Antikvarisk Samling Ribe
Varde Museum
København
Odsherred Museum
Arkeologiska Institutionen, Lund
Odense Bys Museer
Viborg Stiftsmuseum
Holstebro Museum
Nationalmuseet, OMA
Arkeologiska Institutionen, Lund
Viborg Stiftsmuseum
Odense Bys Museer
Moesgård Museum
Rigsantikvarens Sekretariat
Moesgård Museum
Nationalmuseet, OMA
Nordsjællands Folkemuseum
Odense Bys Museer
Svendborg & Omegns Museum
Moesgård Museum
Odense Bys Museer
Nationalmuseet, Den Kongelige
Mønt- og Medaillesamling
Det Kulturhistoriske
Centralregister
Bornholms Museum
Nielsen
Nielsen
Henning
Jens
Nielsen
Nielsen
Jørgen
Karen Høilund
Nielsen
Nikolajsen
Nilsson
Nyholm
Olsen
Paulsson
Pedersen
Villy
Eigil
Torben
Sus
Lis Helles
Jonas
Lisbeth
Pedersen
Petersen
Poulsen
Prangsgaard
Rostholm
Skov
Stidsing
Anne
Peter Vang
Per
Kirsten
Hans
Hans
Ernst
Støttrup
Staal
Sørensen
Sørensen
Sørensen
Thomsen
Tornbjerg
Ulriksen
Watt
Klaus
Benny
Bodil Holm
Palle Østergaard
Søren A.
Per O.
Svend Åge
Jens
Margrethe
Arkæologisk Afdeling i Korsør
Kalundborg & Omegns
Museum
Odense Bys Museer
Århus Universitet, Afdeling for
Forhistorisk Arkæologi
Svendborg & Omegns Museum
Ladbyskibsmuseet
Vendsyssel Historiske Museum
Svendborg & Omegns Museum
Holstebro Museum
Arkeologiska Institutionen, Lund
Kalundborg & Omegns
Museum
Nationalmuseet, OMA
Nationalmuseet, OMA
Nationalmuseet, OMA
Museet på Koldinghus
Herning Museum
Moesgaard Museum
Kulturhistorisk Museum
Randers
Rigsantikvarens Sekretariat
Søllerød Museum
Ladbyskibsmuseet
Nationalmuseet, OMA
Museet Færgegården
Svendborg & Omegns Museum
Køge Museum
Roskilde Museum
Søborg
141
Forfatternes adresser
Karsten Kjer Michaelsen: Odense Bys Museer, Viden & Formidling/Arkæologi, Overgade 48, 5000
Odense C.
Mogens Bo Henriksen: Odense Bys Museer, Viden & Formidling/Arkæologi, Overgade 48, 5000
Odense C.
Lars Jørgensen: Nationalmuseet, Afdeling for Oldtid og Middelalder, Frederiksholms Kanal 12, 1220
København K.
Palle Østergaard Sørensen/Klaus Støttrup: Nationalmuseet, Afdeling for Oldtid og Middelalder, Frederiksholms Kanal 12, 1220 København K.
Margrethe Watt: Dyssegårdsvej 71b, 2860 Søborg.
Finn Ole Sonne Nielsen: Bornholms Museum, Skt. Mortensgade 29, box 126, 3700 Rønne.
Torben Nilsson: Vendsyssel Historiske Museum, Museumsgade 3, 9800 Hjørring.
Anne Pedersen: Nationalmuseet, Afdeling for Oldtid og Middelalder, Frederiksholms Kanal 12, 1220
København K.
Peter Vang Petersen: Nationalmuseet, Afdeling for Oldtid og Middelalder, Frederiksholms Kanal 12,
1220 København K.
Tim Grønnegaard: Strandvejen 63, 3tv, 2100 København Ø.
Jens Christian Moesgaard: Nationalmuseet, Den Kgl. Mønt- og Medaillesamling, Frederiksholms Kanal 12, 1220 København K.
Jørgen A. Jacobsen: Odense Bys Museer, Viden & Formidling/Arkæologi, Overgade 48, 5000 Odense
C.
142
Skrifter fra Odense Bys Museer
Vol. 1,1
Mogens Bo Henriksen, Jørgen A. Jacobsen & Asger H. Lorentzen. Fynske jernalderbopladser bind 1.
Vends, Skovby, Skam og Lunde herreder. Odense 1997.
Pris: 35 kr + forsendelse
Vol. 2
Esben Hedegaard: Landbrugets bygninger 1850-1940. Beretning fra det 15. bebyggelseshistoriske
symposium arrangeret af Odense Universitet og Odense Bys Museer 11.-12. november 1996 på Hollufgård. Odense 1997.
Pris: 35 kr + forsendelse.
Vol. 3
Mogens Bo Henriksen: Bebyggelseshistoriske projekter. Deres betydning, bearbejdning og publikation.
Rapport fra et bebyggelseshistorisk seminar på Hollufgård den 9. april 1997. Odense 1998.
Pris: 35 kr + forsendelse.
Vol. 4
Esben Hedegaard & Claus Østergaard: Haveplaner og plantelister. Den Fynske Landsby 1998. Odense
1998.
Pris: 20 kr + forsendelse.
Vol. 5
Mogens Bo Henriksen: Detektorfund. Hvad skal vi med dem? Dokumentation og registrering af bopladser med detektorfund fra jernalder og middelalder. Rapport fra et bebyggelseshistorisk seminar på
Hollufgård den 26. oktober 1998. Odense 2000.
Pris: 45 kr + forsendelse.
Skrifterne kan købes ved henvendelse til:
Odense Bys Museer
Publikum & Kommunikation,
Bangs Boder 5
Box 1255
5100 Odense C
Telefon 66 14 88 14 * 4601
Telefax 65 90 86 00
E-mail: [email protected]
www.odmus.dk
143
144
Was this manual useful for you? yes no
Thank you for your participation!

* Your assessment is very important for improving the work of artificial intelligence, which forms the content of this project

Download PDF

advertisement