Danske Studier 2004

Danske Studier 2004
2004
Danske
Studier
Udgivet af Merete K. Jørgensen
og Flemming Lundgreen-Nielsen
under medvirken af
Laurids Kristian Fahl
C.A. Reitzels Forlag · København
Danske Studier 2004, 99. bind, niende række 3. bind.
Universitets-Jubilæets danske Samfund nr. 563
Omslagsdesign: Torben Seifert
Printed in Denmark by
Special-Trykkeriet Viborg a-s
ISSN 0106-4525
ISBN 87-7876-385-1
Omslagsillustration: Kalkmaleri fra 1525, Ejsing Kirke. Foto: Axel Bolvig.
Copyright: www.kalkmalerier.dk
Udgivet med støtte fra Statens Humanistiske Forskningsråd
Indhold
Jonathan Adams, videnskabelig medarbejder, MA,
Det Danske Sprog- og Litteraturselskab:
Tre gammeldanske prædikener – et nyt tilskud til den
gammeldanske homiletiske litteratur . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
5
Sv. Eegholm-Pedersen, fhv. redaktør, cand.mag.:
Lidt Holbergfilologi. Randnoter til komedierne . . . . . . . . . . . . . 42
Nicolas Reinecke-Wilkendorff, stud.mag.art., Københavns
Universitet:
Våbenbrødre? Om Georg Brandes’ forhold til og opfattelse
af Henrik Ibsen og hans værker . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 61
Steffen Hejlskov Larsen, fhv. lektor, cand.mag.:
Henrik Nordbrandts skizo-landskaber 1976-1987 . . . . . . . . . . . 105
MINDRE BIDRAG
Peder Skyum-Nielsen, professor, dr.phil., Syddansk Universitet:
Assonansnotat . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
Lars Brink, fhv. lektor, professor, cand.mag.:
Danske krigsmænd og lydlovene . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
Finn Gredal Jensen, cand.mag., Søren Kierkegaard
Forskningscenteret:
Nogle supplerende bemærkninger om dateringen af »En første
og sidste Forklaring«. En replik til Poul Behrendt . . . . . . . . . . .
Poul Behrendt, lektor, mag.art., Københavns Universitet:
Tilbagekaldelsens konsekvenser. En duplik til SKS . . . . . . . . . .
Peter Brask, professor, dr.phil., Roskilde Universitetscenter:
Schiller, Bang, Mann og Hans Mayer eller Om huller i
hukommelsen. En filologisk anekdote . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
Aage Jørgensen, fhv. lektor, cand.art.:
Valdemar Rørdam og Nobelprisen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
126
133
142
148
151
154
ANMELDELSER
Karen Margrethe Pedersen, ledende redaktør, cand.mag.,
Københavns Universitet:
Den Danske Ordbog. Udgivet af Det Danske Sprog- og
Litteraturselskab og Gyldendal. Bd. 1: A-D, 2003.
Bd. 2: E-H, 2004 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
Ebba Hjorth, ledende redaktør, mag.art., Det Danske Sprog- og
Litteraturselskab
Vibeke Sandersen: »Jeg skriver dig til for at lade dig vide« . . . .
Poul Houe, professor, cand.mag., University of Minnesota:
Beverly Driver Eddy: Karin Michaëlis. Kaleidoskop des
Herzens. Eine Biographie.
Merete von Eyben: Karin Michaëlis. Incest as Metaphor and
the Illusion of Romantic Love.
Birgit S. Nielsen: Karin Michaëlis. En europæisk humanist.
Et portræt i lyset af hendes utopiske roman Den
lysegrønne Ø . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
Lars Peter Rømhild, fhv. lektor, mag.art.:
Janne Jarlby: H.C. Branner – Splittelse og kontinuitet . . . . . . . .
171
183
191
202
Fra Redaktionen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 206
Tre gammeldanske prædikener
– et nyt tilskud til den gammeldanske homiletiske litteratur
Af Jonathan Adams
1. Indledning
I denne artikel omtales tre middelalderlige prædikener, der findes i
Codex Vindobonensis 13.013 på Det østrigske Nationalbibliotek, Wien.1
Det afsnit, hvori prædikenerne befinder sig, er beskrevet sådan i kataloget:
54a–73b. Miscellanea theologica, quæ pæne omnia Sanctorum
mutilas vitas et passiones, fragmenta sermonum aliaque complectentia scripta sunt a quodam Sueco, qui et fragmenta sermonum
Suecica lingua concinnatorum inseruit, et phrases sententiasque
itidem Suecicas aliis intexuit.2
(Tabulæ cod. in Bibl. Pal. Vind. VII: 175–76)
Ifølge kataloget er disse tre prædikener altså skrevet på svensk – de udgør således en del af kulturarven på den anden side af Sundet. Men efter
en gennemlæsning af teksterne fornemmer man, at de faktisk er skrevet
på dansk og dermed hører til det danske korpus. De er formentlig blevet
oversat fra eller afskrevet efter et nu tabt svensk forlæg. Men de er på
dansk og altså fejlkatalogiserede i bibliotekets – og derfor den akademiske verdens – opslagsværker.
Den efterfølgende præsentation af prædikenerne indeholder en beskrivelse af deres stof og kontekst, samt en transskription med et tekstkritisk
apparat og en kildeliste. Endelig gives en kortfattet sprogbeskrivelse,
hvor nogle af de mere iøjnefaldende former kommenteres.
6 · Jonathan Adams
2. Codex Vindobonensis 13.013
Skriften i prædikenafsnittet er typisk for den første halvdel af det femtende århundrede, men det er uvist, hvem der har skrevet tekststykkerne,
hvordan de er blevet til, og hvorfra de stammer. På den første side af
håndskriftet finder man en kort ejernotits: »Cartusiæ Erfordiensis« [af
kartusianerne fra Erfurt]. Kartusianerne grundlagde et kloster i Erfurt
(Monasterium Sancti Saluatori) i 1372, og dets bibliotek var rigt forsynet
med bøger fra hele Europa.3 Cod. Vind. 13.013 indeholder i alt 15 dele
med meget forskelligt stof, der er skrevet af forskellige skrivere. De danske prædikener fylder få sider i afsnit 14, der i alt består af 19 blade. Det
er usandsynligt, at det danske læsestof i sig selv har været af interesse for
klostret, men prædikenerne er omgivet af tekster på det internationale
lingua franca i middelalderen, nemlig latin. Disse tekster handler blandt
andet om den hellige Barbara († ca. 200) og den hellige Dorothea (†
304), og det var nok dem, der var interessante for munkene i Erfurt.
Prædikenerne samt deres nabotekster på latin har engang udgjort en del
af et andet håndskrift, et såkaldt Gebrauchshandschrift,4 men de er blevet
udskåret og bundet sammen med andet stof.5
De tre prædikener omhandler hvert sit tema: Prædiken 1: ægteskab,
Prædiken 2: tiende og Prædiken 3: påskedag og Kristi opstandelse. I alt
udgør prædikenstoffet lidt under 1600 ord (Prædiken 1: 361 ord, Prædiken 2: 520 ord og Prædiken 3: 707 ord).
3. Transskriptioner, tekstkritiske apparater og kildelister
Teksten er transskriberet linjeret og bogstavtro. Der er kun én form for
interpunktion i teksterne, nemlig punctus, og de gengives med et moderne punktum. Alle forkortelser er opløst og skrevet i kursiv. Svarabhaktivokalen er gengivet som <æ>, <mz> som <mæth> og <thz> som <thæt>.
Bogstaver, der er tilføjet over linjen, er sat på linjen, men ikke kursiveret;
til gengæld er de kommenteret i det tekstkritiske apparat. Latinske forkortelser er opløst som de gammeldanske, bortset fra det latinske forkortede etcetera, der gengives med etc. Slettet tekst, rettelser, usikre læsninger og rubricering kommenteres i det tekstkritiske apparat. Allografer
adskilles ikke (fx gengives højt og rundt <s> begge som <s>).
Tre gammeldanske prædikener · 7
3.1 P1
54ra
D
5
10
15
20
25
30
35
ominus dixit per adam Relinquet
vir patrem et matrem et adhere
bit vxori sue . et erunt duo
in carne . vna Hionæ lagh pri
sæs af thrennæ først af thy
at guth sælwær skapæthæ thæt
annæt af thy at thæt
skipæthes først i paradis i
then wærdughæstæ stat
i iordriky Swa som genesis
sighær Edificat dominus costam
quam dominus tulerat de adam in mulierem etc.
War hærræ skapæthæ een
quinnæ af adams rif og
gaf hannum til husfrughe
i thessæ ord skullu wi mær
kiæ twen fyrst at kunæ
wær æy skapæth af manz
cens houæth . at hun skuldi
æy wrthi ywær mannen num
vnder hans wald Swa som
guth saughæ til euam Sub
viri potestate eris thu skalt wæræ
vndær manzcens wald Annæt .
skulu wi mærkiæ at kunæ
ær ey skapæth af manzcens foot
for thy hun skal æy wæræ of
mykæt manzcens vndærdan
num lythæ hanum oc thiænæ
til frughæ oc herræ . Swa
som sanctus pawel sighær oc biu
thær ffemine obedite viris vestris
sicud sara obediebat abrahe dominum
eum vocans Quinnæ i skulæ lythæ
ithær husbøndær so sum saræ
lyddi oc heræthæ abraham
kallæthæ han sin hærræ Men
8 · Jonathan Adams
40
54rb
5
10
15
20
25
skulu oc hælscæ theræ husfru
ghær so som sanctus pawel biuthær
viri diligite vxores vestras Thæt
thrithiæ sum hionæ lagh prisær
thæt ær thæt . at hionæ lagh
thegnær Ihesum Christum oc then
hælghæ kirky samquemd
so som eua af adams sithæ ska
pæth gafs hanum til husfrughæ So gøt
Ihesus Christus blot af sin sithæ oc ræn
sethæ cristnæ mæn af theræ
syndær oc tok them til sinæ
winnær So som sanct pawel
sighær Christus lavit nos in sanguine suo etc.
Christus thothæ oss mæth siit hælghæ
bloth oc hælghæthæ thæt sæk
til handæ So mykæl elscughæ
skal worthæ mellen tuehionæ
loghlikæ samen cumæn . at the
skiliæs fra frendær oc skulu
aldrigh liuændis at skiliæs
hwærkin i kranklek ellær i
gothlek Nenn bothæ skulæ the
oc wiliæ sum got ær oc wor
thæ hwær annen til hiælp oc
mæth naturlik skipelsæ wærælden
øxlæ so sum adam saghe . Re
linquet vir patrem et matrem etc. liuæ
tuehionæ kerlikæ oc skellikæ
samen i iorthriky tha fangæ
the ewærthelik glæthæ i himi
rik thæt giue oss guth alzwal
dandæ amen
3.1.1 Tekstkritisk apparat
54ra 1
54ra 7
54ra 30
54ra 33
Dominus [rød-brunt initial]
annæt [herefter slettet] at thæt
frughæ: ru [på rasur]
sicud: sid [hs.]
Tre gammeldanske prædikener · 9
54ra 33
54ra 35
54ra 36
54ra 40
54rb 2
54rb 7
54rb 12
54rb 16
54rb 21
54rb 22
obediebat: obediubat [hs.]
saræ [herefter slettet] lythæ
lyddi [før dette slettet] ddd
diligite: li [tilføjet over linjen]
gafs: gaf [hs.]
in [mangler i hs.]
the [mangler i hs.]
Nenn [usikker læsning; jf. Sproglige bemærkninger nedenfor]
matrem: m [hs.]
tuehionæ: tu ehion [hs.]
3.1.2 Kildeliste
54ra 1–4
54ra 11–12
54ra 17–30
Relinquet (..) vna
Edificat (..)
mulierem
fyrst (..) herræ
1 Mos. 2,24; Mark. 10,7–8; Ef. 5,31
1 Mos. 2,22
Hugo af St. Viktor: De Sacramentis I,
35 (i PL 176: 284)
Sub (..) eris
1 Mos. 3,16
ffemine (..) vocans Jf. 1 Pet. 3,16
viri (..) vestras
Ef. 5,25. 28
Thæt (..) husfrughæ Ambrosius: Liber de Paradiso I, XIV,
72 (i PL 14: 304); Augustin: In
Joannis Evangelium tractatus X, 2
(i PL 35: 1466–74); Ef. 5,23. 25. 31–33.
Christus (..) suo
Åb. 1,5
Relinquet (..)
1 Mos. 2,24; Mark. 10,7–8; Ef. 5,31
matrem
IV,
54ra 22–23
54ra 32–34
54ra 40
54ra 40–b2
54rb 7
54rb 20–21
3.2 P2
: criptum est in genesi obtulit
54rb
abraham melchisedech de
cimas de omnibus que attulerat In verbis
30 propositis tria sunt notanda primo quod decime
de medio sunt dande secundo quod sacerdotibus dentur
quos significat melchisedech tercio quod de omnibus rebus
sit decimandum thæt ær scriuæth i en
book hethær Genesis at sanct
35 abraham tindæthæ een præst
thær heet melchised af alt
S
10 · Jonathan Adams
40
45
54va
5
10
15
20
25
thæt gooz thær han til hanum førthæ
Wi vndærstanda i thessæ ord
thrennæ mærkelik thing
fyrst at tindæ ær æy bondes
gift num hans skyld Augustinus
sighær decime ex debito requiruntur
tindæ ær skyld at rethæs
Annæt vndærstandæ wi i thessæ
orth at tindæ skal rethæs
præsten oc andræ guthz thiæ
næstæ mæn so som malachias propheta
sighær horto vos et ammoneo ut
afferatis decimas et primicias in horrea
mea hoc est in thesauris templi mej ut
mei sacerdotes et leuite qui mihi ministrunt
cibos habeant Guth alzwaldændæ
sighær so til menesken i prophetans
orth ek manær oc biuthær ithær
at i føræ tindæ oc offræ til min
lathæ thæt ær mit mynstær for
thy minæ præste oc andræ
læchæ mæn skulu thær af føthæ
hauæ Thrithiæ thæt wi vndærstandæ
i the for sauthæ orth at men
neske skal tindæ af al then
frycht af iorthæn kummær
oc af alt sin aflingh so som
Jacob patriarcha sighær de vniuersis
que dederis mihi decimas et hostias pa
cificas offeram tibi hærræ sighær
then hælghæ man ek skal thæt
tindæ oc offræ af alt thæt goz
thær thu mek giuær . mæn thy
ær wærræ manghæ hyggæ at
swikæ guth oc hans thiænæstæ
men oc the æy tindæ skellicæ
en the swikæ them sieluæ So
sighær war hærræ sieluær mæth
malachias propheta quia mihi decimas et
Tre gammeldanske prædikener · 11
30 primicias non reddidistis idcirco
in fame et penuria vos male
dicti estis et quia me fraudastis
parte mea . vbertatem possessionum vestrarum
et omnem frugum habundantiam perdidistis
35 Sighær guth alzwal
dændæ i prophetans orth til them
thær æy tindæ rættelikæ for
thy thæt i æy guldæ mek tro
likæ mit offær oc tindæ thær
40 for skulu j wæræ før døm
dæ oc for faræs mæth
hynghær oc siukdom oc mæth
andræ ysyldæ j swikæ mæk
j min lot for thy hauæ ij
45 tapæth cornæ oc kiærnæ
oc allæ gøskæ Nu rathær iæk
54vb ithær kæræstæ oc withærser
thennæ ømkæ oc ræthæs ban
at guthz hemnd num gører
thæt thær sanct Ambrosius rathær
5 ithær Quicumque recognouerit in se quod fi
deliter decimas non dederit iam causam
dat quod minus fecit quid eum fideliter dat
nisi nec minus offerre aliquando de granis
uel vino . uel fructibus arborum uel pe
10 coribus de orto de negocio et de
ipsa venacione Sanct Ambrosius
rathær thæt at hwilkæn sæk wæt
æy retelik hauæ tindæt rathæ
. a . boot skuttælik wat han
15 hauær brotæt thæn tindær
rettelike thær æy rethær mindræ
en han skal oc æy wærræ en
til bør af corn oc al andræ
jorthsens grøthæ oc af alle
20 handæ fruct thær a thræ gror
af køpscat oc wæthespel oc
alle hande aflingh ho som so
12 · Jonathan Adams
skælleca mæth guthlict thierte
rethær sin tindæ yfrin
25 glæthæ fær han j iorthriki
oc ewærlik glæthæ i himirik
thæt giue os guth amen
3.2.1 Tekstkritisk apparat
54rb 27
54va 1
54va 35
54va 41
54vb 16
54vb 23
54vb 24
S:criptum [rød-brunt initial og punctus elevatus]
mæn: man [hs.]
Sighær [før dette slettet] sua[?] iam
dæ [før dette slettet] ysyldæ
rettelike: rettikike [hs.]
guthlict: u [har en nedstreg for meget]
yfrin [herefter slettet] ghe
3.2.2 Kildeliste
54rb 27–33
54rb 42
54va 2–6
54va 18–20
54va 29–34
54vb 5–11
54vb 23
S:criptum (..)
decimandum
decime (..)
requiruntur
horto (..) habeant
de (..) tibi
quia (..) perdidistis
Quicumque (..)
venacione
mæth guthlict
thierte
Henviser til begivenheder i
1 Mos. 14,17–20
Augustin: Appendix Sermo cclxxvii,
»De reddendis decimis«, 3 (i PL 39: 2268)
Jf. Mal. 3. 6–11
1 Mos. 28,22
Jf. Mal. 3,6–11; 2 Mos. 22,29; 3 Mos. 25,37
Ambrosius: Sermo XXV, »De Sancta
Quadragesima ix«, 2 (i PL 17: 655)
Jf. 2 Kor. 9,7
3.3 P3
56vb Sequitur Resurrexi et adhuc tecum sum
20 Wi hauæ i dagh then høgh
tiith sum allæ cristnæ minnescæ
giuær mykæl glæthæ Suo sum
Dauid propheta sighær Hec dies quam
fecit deus etc. thennæ dagh giør
25 the guth særlikæns cristnæ me
neskæ til ewærlic fagnæth
forthy at so sum Ihesus Christus saughæ
Tre gammeldanske prædikener · 13
30
35
57ra
5
10
15
20
25
mæth dauid propheta Resurrexi et adhuc etc.
ek stoth vp oc ær ek mæth tæk
thessæ orth sighær Ihesus Christus til
thrennæ . fyrst til sin helghæ
fathær thessæ lund . æc fathær
sum thu sendæ til jorthriky
at takæ mandom oc tholæ
døth for meneskæ syndær stoth
vp af døthæ oc æc ær mæth
tæk sand man oc fulwaldug
guth suo sum han sighær ij
lesten Ego et pater unum sumus .
æc oc min fathær erum bo
thæ eet Oc sighær Ihesus til
sin kæræ mothær thessæ
lund Min mothær thu fæcst
dighær sorgh af min døth
for thy ær æk nu vp standen
af døthæ til thin hugnæth
oc til ewærthlik glæthæ
thær af sighær sanctus ysidorus
Christi resurrectio magna beate marie virgini
consolacio af Ihesu Christi vp stan
dillsæ fæk wor frughæ my
kæl hugnæth Oc sighær Ihesus
Christus thessæ lund til syndygh
mænnæskæ thu scalt æy
wanhopæ for thy . æc sum
døthæ for thinæ syndær
ær vp standen af døthæ
for thrennæ gothæ
fyrst at styrkiæ thinæ
tro suo sum han sauthæ til
sanct thomas Cognosce
loca clauorum etc. threuæ
minæ vndær oc tro stathe
likæ at æc ær vp standen af
døthæ Oc gaf Ihesus Christus afløsn
af sinæ syndær i sin vpstan
dilse Suo sum sancte . marie . magdalene
14 · Jonathan Adams
30 oc sancto petro thær hanum na
thethæ Eller tethes them
han æy suo Bedæ sighær
Suo Christus petro non apparuisset si peccatum
eius non dimississet
ec est dies quam fecit dominus etc.
35
Wi hauæ i dagh then
dyrestæ oc glæthælikæsta
høghtiith thær al iamlengen
ær for thy so sighær dauid
40 propheta sum æc burthi minæ
talæ a latinæ Tættæ ær
57rb then dagh thær guth siælf gor
thæ forthy sculu wi glethæ
hauæ bothæ til liif oc til siæl
thessæ prophetans orth mughæ wi
5 vnderstandæ thrennæ mærkæ
lik thing fyrst at thæt hwarum
goth skapær hwar dagh . han
gørth særlik thennæ dagh englæ
i himirik til dighær priis for
10 thy himrikis kunnung Ihesus Christus thær
a langhæ frædagh toldæ døth
a sin mandom han stoth vp af
døthæ so sum i dagh oc øctæ en
glæ scaræ mæth menneskæ thær han
15 af heluiti took oc daghlikæ
taghær oc til himriki sender
Guth giørth oc thennæ dagh
særlik them til mykæl fagnæth
thær i hæluiti ware forthy so
20 sighær then helghæ script at Ihesus
Christus vp stoth af døthæ suo sym
i dagh oc brøt hæluitis port
oc tok thethæn allæ sinæ win
nær oc opnæthæ himrikis port
25 thær thæ sculdæ innæn ganghæ
Wor hærræ gørthæ oc særlik
thennæ dagh cristen meneskæ
H
Tre gammeldanske prædikener · 15
30
35
40
57va
5
10
15
20
25
til mykel glethæ thær i jorth
riky waræ forthy suo sighær
then helghe læst at sanct pætær
oc andær apostoli Sancta maria magdalena
oc frughær oc cristen mæneskæ
fingæ mykæl vglæthæ a
langæ frædagh oc saghæ
theræ rætta hærræ pinu oc døth
tholæ num thæ finghæ my
kel meræ glæthæ so sum i
dagh at Ihesus Christus vp stoth
af døthæ sat oc drak mæth
them oc styrkæthe them
mæth then helghæ and til rættæ
tro oc andræ dyghær suo at
the minneskæ sum nu hawær skel
likæ fastet oc annen thing
thold for guz schyld oc Rætte
likæ hawær sæk scriftæth oc wil
bætræ sinæ syndær then fanghær
i dagh mykil glæthæ oc fag
næth af thy Ihesus Christus suo sum i
dagh vp stoth af døthe
oc frælste hennæ af heluitis
nøth bothæ til siæl oc liif oc
for thy manær os dauid propheta In
nen thæt andræ oc thrithiæ mer
kelik thing thær iæk burthi
minæ talæ mæth oc sighær suo
wi sculu i thennæ dach twin
næ glæthæ hauæ thæt ær bothæ
til licamæ oc siæl for then
schyld at Ihesus Christus vp loctæ him
rikis port i dagh oc allæ thæ
thær hanum thiænæ i jorthriky
mæth rættæ tro oc øthmykelse
giuær han mæth sæk i himmiriky
ewærthilik glæthæ bothæ til
licamæ oc siæl . so sum han
16 · Jonathan Adams
sighær sæl i thæn helghæ læst
ho sum mæk thiænær innen
iorthriky han scal mæk fyl
30 ghiæ oc byggiæ ewærthlik
i himirik thæt giuæ os guth
3.3.1 Tekstkritisk apparat
57ra 20
57ra 26
57ra 34
57ra 35
57rb 12
57rb 16
57rb 18
57rb 40
57rb 40
57va 2
57va 10
for [herefter slettet] thennæ
æc [mangler i hs.]
dimississet [herefter en bleg og bølget udfyldningslinje]
Hec [initialets venstre skaft udløber op i venstre margen
til og med linje 34; bogstavets nedre rum er pyntet med fire prikker]
mandom [rettet fra] mandon
sender: sendeer [hs.]
them: then [hs.]
styrkæthe: styrky [hs.; jf. Sproglige bemærkninger nedenfor]
styrkæthe them [herefter slettet] then
andræ: vndræ [hs.]
vp [herefter slettet] stoph
3.3.2 Kildeliste
56vb 23–24
56vb 28
57ra 1
57ra 11–12
57ra 23–24
57ra 33–34
57ra 35
Hec (..) deus
Resurrexi (..)
adhuc
Ego (..) sumus
Christi (..)
consolacio
Cognosce (..)
clauorum
Christus (..)
dimississet
Hec (..) dominus
Sl. 117,24
Jf. Sl. 138,18
Joh. 10,30
Isidor af Sevilla, ukendt kilde. Jf. dog Ex
novo testamento LXVII (i PL 83: 148)
Joh. 20,27
Beda, ukendt kilde. Jf. dog In S. Joannis
Evangelium Expositio XIII (i PL 92: 818)
Sl. 117,24
4. Prædikenernes opbygning og indhold
Prædikener fra middelalderen har en meget fast struktur.6 De begynder
med et citat fra Bibelen (»thema«), oftest fra epistlen eller evangeliet til
dagen. Dette betyder, at vi ofte kan identificere, hvilken dag (»occasio«)
Tre gammeldanske prædikener · 17
en bestemt prædiken er beregnet for. Nogle gange bliver temaet oversat
til folkesproget, og der kan også komme nogle indledende kommentarer
(en »introductio«). Behandlingen af temaet (»expositio«) er opdelt i flere
mindre led (»divisiones thematis« eller »membra«), som regel tre. Hvert
membrum indeholder en sætning (en »propositio«), som kan understøttes af en autoritet (»concordantia auctoritatum«, fx et citat fra Bibelen
eller kirkefædrene). Nogle gange bliver en propositio yderligere inddelt.
Efter prædikenens hovedtekst kommer der enten en gentagelse af temaet
(en »repetitio thematis«) eller en gentagelse af prædikenens budskab,
evt. begge dele (dette slagordsagtige indslag bliver her betegnet som »resumé«). Til sidst kommer der en kort afslutningsformular i form af en
bøn eller en påkaldelse.
En typisk struktur for en prædiken
Konklusion
Gennemgang
[Expositio]
Indledning
Tema [Thema]
Citat på latin
Oversættelse
Indledende kommentarer [Introductio]
Led 1 [Membrum 1]
Sætning
[Propositio]
Led 2 [Membrum 2]
Understøttelse
[Concordantia
auctoritatum]
Sætning
[Propositio]
Understøttelse
[Concordantia
auctoritatum]
Led 3 [Membrum 3]
Sætning
[Propositio]
Understøttelse
[Concordantia
auctoritatum]
Gentagelse af temaet [Repetitio thematis]
Resumé
Afslutningsformular
I de mere komplekse prædikener kan vi også finde et »prothema« lige
efter temaet. Et protema er et andet citat fra skriften, der har samme emne som temaet. Det bliver opdelt i forskellige membra på samme måde
som temaet og følges af en gentagelse af temaet, inden selve temaet behandles.
Selv om den middelalderlige prædikens opbygning var helt fast, bød den
på megen variation og forskellige grader af kompleksitet. Genren indbefatter alt fra »skitseprædikener«, der ligner en liste nøgleord, som prædikanten skulle uddybe under talen, til retorisk smukke, teologisk avancerede og intellektuelt oplysende traktater på flere tusind ord. De tre prædikener i Cod. Vind. 13.013 har dog en ganske simpel og typisk struktur
som den, man kan finde beskrevet i de talrige artes prædicandi.7
18 · Jonathan Adams
4.1 Prædiken 1 (P1): Om ægteskab
THEMA
Relinquet vir (..)
(bl.54ra 1–4)
OCCASIO
(ukendt)8
INTRODUCTIO
Hionæ lagh (..)
(bl.54 ra 4–5)
1. MEMBRUM
først af thy at (..)
(bl.54ra 5–6)
2. MEMBRUM
annæt af thy at (..)
(bl.54ra 7–40)
A.
fyrst at kunæ (..)
(bl.54ra 17–24)
3. MEMBRUM
Thæt thrithiæ (..)
(bl.54ra 40–b 20)
B.
Annæt skulu wi (..)
(bl.54ra 24–40)
REPETITIO THEMATIS
Relinquet vir (..)
(bl.54rb 20–21)
RESUMÉ
liuæ tuehionæ (..)
(bl.54rb 21–25)
AFSLUTNINGSFORMULAR
thæt giue oss guth (..)
(bl.54rb 25–26)
Prædikener om ægteskab har normalt som tema brylluppet i Kana, »Nuptiæ factæ sunt« (Joh. 2,1–11).9 I P1 tager prædikanten dog udgangspunkt
i beretningen om skabelsen af Adam og Eva fra Første Mosebog som
indledning til sin prædiken. De to første membra handler om ægteskabets
guddommelige oprindelse i Paradis, mens det tredje sammenligner ska-
Tre gammeldanske prædikener · 19
belsen af Eva med Kirken. Disse tre membra understreger ægteskabets
status af sakramente.10 Det andet membrum indeholder en todelt uddybning, der forklarer, hvorfor Eva blev skabt af Adams ribben. Skabelsen
opfattes som en fortløbende proces, hvor manden blev skabt først og således er overordnet kvinden.11 Som Paulus skriver:
vir quidem non debet velare caput quoniam imago et gloria est Dei
mulier autem gloria viri est non enim vir ex muliere est sed mulier
ex viro etenim non est creatus vir propter mulierem sed mulier
propter virum.12
(1 Kor. 11,7–9)
Paulus’ opfattelse af kvinden som vedhæng og underordnet blev senere
optaget af kirkefædrene og andre teologer. Det var Hugo af St. Viktor,13
der udviklede tanken om, at kvinden ikke blev skabt af Adams hoved, »at
hun skuldi æy wrthi ywær mannen« (bl.54ra 19–20),14 og at hun ikke blev
skabt af Adams fod, »for thy hun skal æy wæræ of mykæt manzcens vndærdannum« (bl.54ra 27–29).15 Beretningen om ribbenet var tidligere blevet brugt til at bevise kvindens lavere rang, men Hugo af St. Viktors fortolkning af skriften tillader at slutte, at kvindens underordning under
manden skulle være uden tvang, og at manden skulle behandle hende
med kærlighed og omsorg.16 Ifølge Hugo er grunden til, at der kunne
være gensidighed og lighed mellem et ægtepar, at Eva skulle være Adams medhjælper og ikke hans tjener.17 Det andet afsnit i andet membrum
opfordrer kvinderne til at adlyde deres mænd, ligesom Sara adlød Abraham (Ef. 5,25. 28). Forholdet mellem Abraham og Sara er nemlig en anden fremstilling af kontrasten mellem form og indhold, aktivitet og passivitet, sjæl og kød, med andre ord mellem det mandlige og det kvindelige.18 I De Opificio Mundi omtolkede Filon skabelseshistorien til en allegori om sjælen: Manden betegner ånden, slangen lysten og kvinden sansningen.19 Ved at fremstille Sara og Abraham som forbillede for menigheden forstærker prædikanten forbindelsen mellem mand og intelligens
(mens, ratio) samt mellem kvinde og krop (sensus). Mandens rolle er både at styre og at elske kvinden (»Men skulu oc hælscæ [elske] theræ husfrughær«, bl.54ra 37–39).20 Det tredje membrum omtaler skabelsen af
kvinden som et helligt symbol, der bebuder Kirkens fødsel af Kristi side,
mens han hænger korsfæstet. Denne mystiske fremstilling af Eva som
Kirken findes hos Ambrosius og Augustin, men kan spores helt tilbage
til Paulus.21 Dette kortere typologiske argument drager paralleller mellem
20 · Jonathan Adams
Det Gamle og Det Nye Testamente, ligesom det underbygger prædikenen og dens tema med den hellige skrift. Temaet gentages, og prædikenen afsluttes med en kort bøn.
4.2 Prædiken 2 (P2): Om tiende
OCCASIO
(ukendt)22
THEMA
Scriptum est in (..)
(bl.54rb 27–33)
OVERSÆTTELSE AF THEMAET
thæt ær scriuæth (..)
(bl.54rb 33–37)
INTRODUCTIO
Wi vndærstanda i (..)
(bl.54 rb 38–39)
1. MEMBRUM
fyrst at tindæ (..)
(bl.54rb 40–43)
2. MEMBRUM
Annæt (..)
(bl.54rb 44–va 13)
3. MEMBRUM
Thrithiæ thæt (..)
(bl.54va 13–b 22)
RESUMÉ
ho som so (..)
(bl.54vb 22–26)
AFSLUTNINGSFORMULAR
thæt giue os guth (..)
(bl.54vb 27)
P2 begynder med et tema fra Første Mosebog, kapitel 14. Det er ikke noget ordret citat, men nærmere en hentydning til dette kapitel og dets beretning om, hvordan Abraham betalte præsten og kongen af Salem, Melkizedek, en tiendedel af alt det bytte, han genvandt fra de fire konger
Amrafel, Arjok, Kedorlaomer og Tid’al. Temaet er derefter oversat til
folkesproget, hvorefter expositio begynder – der er ikke noget prothema
Tre gammeldanske prædikener · 21
eller exordium. Expositio er delt i tre og indeholder ingen uddybende
inddelinger. Det første membrum støtter sig til Augustin og konstaterer,
at betalingen af tiende er gæld (til Gud), og at man ikke bør betragte den
som nogen form for gave. Det følgende membrum forklarer menigheden,
at tiende skal betales til præsten og til dem, der tjener Gud, så at de kan
få deres underhold. Det sidste membrum forklarer udførligt, hvor meget
der skal betales: en tiendedel af »al then frycht af iorthæn kummær oc af
alt sin aflingh« (bl.54va 15–17). Jakob citeres fra Første Mosebog (1 Mos.
28,22) for, at tiende skal betragtes som en form for tilbagebetaling: bare
en tiendedel af alt det, Gud har forsynet menneskeheden med. Dette
membrum fortsætter og advarer tilhørerne om følgerne af ikke at betale
tiende eller ikke at betale nok. Ud fra Malakias (Mal. 2,1–4) beskriver
prædikanten de forfærdelige følger, tilhørerne kan forvente, hvis de snyder Gud: man bliver fordømt, plaget af sult og sygdom, og man mister sin
høst og andre goder. Med Ambrosius gentager prædikanten, hvor meget
der skal betales, og hvilke indtægtskilder der er skattepligtige. Så bliver
prædikenens budskab opsummeret: den, der betaler sin tiende på den
korrekte måde, får usædvanlig stor lykke her på jorden og evig glæde i
himmerige. Prædikenen afsluttes med en kort bøn.
Der blev prædiket ganske hyppigt om tiende i sognekirkerne, og beretningerne om Abraham og Melkizedek samt Jakob blev tit anvendt til dette formål. Anvendelsen af Augustin og Malakias som kilder er også ganske normal i denne sammenhæng.23 P2’s (og for den sags skyld P1’s og
P3’s) brug af oversættelser til folkesproget efter alle afsnittene på latin
skal fremhæves. Oversættelserne og prædikenens enkle struktur viser, at
det uden tvivl var yderst vigtigt, at fremstillingen blev klar; især i betragtning af prædikenens tema.24
22 · Jonathan Adams
4.3 Prædiken 3 (P3): Om påskedag og Kristi opstandelse
OCCASIO
påske
INTRODUCTIO
Wi hauæ i dagh (..)
(bl.56vb 20–23)
THEMA
Hec dies quam (..)
(bl.56vb 23–24)
PROTHEMA
Resurrexi et (..)
(bl.56vb 28)
+
OVERSÆTTELSE
ek stoth vp oc ær (..)
(bl.56vb 29)
INTRODUCTIO
thessæ orth sighær (..)
(bl.56vb 30–31)
1. MEMBRUM
fyrst til sin (..)
(bl.56vb 31–57ra 3)
2. MEMBRUM
Oc sighær Ihesus (..)
(bl.57ra 3–14)
REPETITIO THEMATIS
Hec est dies (..)
(bl.57ra 35)
+
OVERSÆTTELSE
Wi hauæ i dagh (..)
(bl.57ra 36)
3. MEMBRUM
Oc sighær Ihesus (..)
(bl.57ra 14–34)
Tre gammeldanske prædikener · 23
INTRODUCTIO
thessæ prophetans (..)
(bl.57rb 4–6)
1. MEMBRUM
fyrst at thæt (..)
(bl.57rb 6–16)
2. MEMBRUM
Guth giørth oc (..)
(bl.57rb 17–25)
3. MEMBRUM
Wor hærræ gørthæ oc (..)
(bl.57rb 26–va 12)
RESUMÉ
oc for thy manær (..)
(bl.57va 12–31)
AFSLUTNINGSFORMULAR
thæt giuæ os guth (..)
(bl.57va 31)
I modsætning til de to foregående prædikener begynder P3 ikke med noget tema. I stedet er der tre indledende linjer, som sætter prædikenen ind
i den rette sammenhæng (nemlig at det er påskedag), og som fortæller
menigheden, at det er denne dag, der giver alle kristne glæde.25 Så kommer temaet, som forklarer grunden til jublen: »Hec dies quam fecit deus«
(Sl. 117,24). Der følger en oversættelse til folkesproget, men denne leder
direkte ind til protemaet – temaets expositio er foreløbig blevet afbrudt.
Protemaet og dets oversættelse er inddelt i tre membra – dem, som Kristus i teksten henvendte sine ord til: Gud Fader, jomfru Maria og synderne. Det første membrum beskriver vigtigheden af opstandelsen med henblik på Kristus som Guds søn. Dette membrum henleder opmærksomheden på Jesu identitet, hans rolle som den ofrede. Kristus var ikke nogen
uskyldig tredjemand, der blev inddraget for at forsone Gud og menneskeheden; han blev sendt af Gud som menneske, led døden for menneskehedens synder og opstod fra de døde for at genforenes med Gud (2
Kor. 5,16–19). Dette kommer tydeligt frem, idet dette membrum slutter
»Ego et pater unum sumus« [Jeg og Faderen er ét] (bl.57ra 1; jf. Joh.
10,30). Det andet membrum forklarer følgerne af opstandelsen for Jesu
moder, Maria. Hans guddommelige status blev bevist gennem opstandelsen, og dermed kan vi også se, at Maria var Guds udvalgte. Med et citat
24 · Jonathan Adams
fra Isidor af Sevilla (ca. 560–636) beskriver prædikanten den trøst, jomfru Maria modtog gennem opstandelsen.26 Det tredje membrum beskriver
opstandelsens vigtighed for synderne – styrkelsen af troen, syndsforladelsen og Kristi nåde. Både Peter og Maria Magdalene, der viste Kristus
omsorg, bliver nævnt for at fremhæve disse punkter.
Temaet bliver dernæst indføjet igen, og prædikanten forklarer, at det er
ordene »sum æc burthi [begyndte] minæ talæ a latinæ« (bl.57ra 40–41).
Expositio er delt i tre. Ifølge det første membrum er påskedag en særlig
dag, fordi Guds første skabelseshandling var at skabe englene i himmerige (dvs. om søndagen).27 Englene hjalp Kristus, da han førte de salige fra
helvede til himmerige, hvilket han stadig gør hver dag.
Det andet membrum fortsætter med samme emne, dvs. saliggørelse. Kristus stod op fra de døde og brød portene til helvede op. Han tog derefter
sine venner og førte dem ind i himmerige. Det tredje membrum behandler meget udførligt opstandelsens vigtighed for de kristne. Menigheden
bliver instrueret i at gennemleve Det Nye Testamentes beretning og efterligne de forbilledlige bibelske skikkelser, der var med ved Kristi lidelser
og opstandelse. Peter, de andre apostle, Maria Magdalena, kvinderne ved
Golgatha og andre kristne blev overvældet af sorg langfredag, da de så
deres sande herre pines og lide døden. Til gengæld blev de opfyldt af
glæde, da han genopstod, sad og spiste sammen med dem og styrkede deres tro; ligesom kristne bliver fyldt med glæde – i det mindste dem, der
har fastet, gjort bod og skriftet for at rense sig for synden.
Herefter kommer der et resumé, hvori der er endnu en henvisning til talens begyndelse (»Innen thæt andræ oc thrithiæ merkelik thing thær iæk
burthi [begyndte] minæ talæ mæth«, bl.57va 13–16). Prædikenen afslutter
med en sædvanlig bøn.
Hovedvægten i denne prædiken ligger forudsigeligt nok på saliggørelse
gennem Kristus. Kristne bliver instrueret i at mærke samme sorg og glæde, som de, der var til stede ved Jesu korsfæstelse, mærkede.28 På samme
måde som de to foregående prædikener er P3 ganske typisk og anvender
den sædvanlige »hæc dies«-læsning for påskedag. Den afviger med sin
komplicerede struktur lidt fra P1 og P2. Med både et tema og et protema
lykkes det for prædikenen at sammenvæve de to expositioner ved hjælp
af krydshenvisninger, og således undgår den at ligne to sammenklistrede
Tre gammeldanske prædikener · 25
prædikener. Denne behændighed er særlig tydelig i det afsluttende resumé, hvor prædikanten mesterligt samler alle pointerne fra de to themata
for at forstærke opstandelsens egentlige budskab:
ho [hvem] sum mæk thiænær innen iorthriky han scal mæk fylghiæ
oc byggiæ [bo] ewærthlik [evigt] i himirik
(bl.57va 28–31)
5. Sproglige bemærkninger
De sproglige bemærkninger nedenfor udgør ikke nogen form for udførlig
sprogbeskrivelse, men er snarere en gennemgang af nogle af de mere
iøjnefaldende ord fra P1–3. Disse er blevet valgt på grund af deres sjældenhed eller deres dialektale præg.
5.1 Ualmindelige eller mærkværdige former
• burthi (bl.57ra 40; 57va 15), lyddi (54ra 36), skuldi (54ra 19)
I præteritumsformerne »burthi«, »lyddi« og »skuldi« (samt inf. »wrthi«,
se også nedenfor) ser vi måske eksempler på en form for vokalharmoni
(dvs. at i anvendes i stedet for æ efter de snævre vokaler /u/ og /y/). Vokalharmoni plejer at betragtes som et østdansk fænomen. Imidlertid kunne anvendelsen af i (eller y) efter /k/ i »kirky«, »iorthriki« og »himriki«
lige så godt være jysk-inspireret (GG I: 50 (§ 17.1), 395 (§ 212)).
• elscughæ (bl.54rb 10), kummær (bl.54va 16), kunnung (bl.57rb 10), kunæ
(bl.54ra 17, 25), samencumæn (bl.54rb 12)
Vokalen /u/ i disse ord er ikke blevet åbnet til /o/, hvilket tyder på, at de
har et østdansk præg (GG I: 51 (§ 17.4), 101–06 (§ 76), 248 (§ 150 anm.
2); Hansen I: 39–49).
• hynghær (bl.54va 42)
Denne form af ordet med et y i stedet for u er uden belæg i GO SS.29
• hælscæ (bl.54ra 38); heræthæ (bl.54ra 36)
Disse to ord indledes af et falsk h, et ikke ukendt forhold i gammeldanske
håndskrifter.30 Marius Kristensen (1909: 119–21) mener, at brugen af h
initialt i ord, der aldrig har haft h, samt h-bortfald i ord, hvor h altid har
26 · Jonathan Adams
været forlyd, kan tyde på en skånsk dialekt.31 Men som Aage Hansen
skriver, er dette højst tvivlsomt:
da eks[empler] jo også findes udenfor skånskprægede kilder32 synes det mest nærliggende at antage at skriverne der var vant til at
skrive latin overførte eller engang imellem henfaldt til den latinske
tradition hvor h kunne skrives eller ikke skrives uden at det gjorde
meget forskel.
(Hansen 1971: 465–66)
Med samme hånd som P1–3 er en større mængde latinske tekster, og vi
kan derfor være sikre på, at vor skriver var velbevandret i den latinske
skrivekunst. Men der er en anden grund til, at han kunne have indledt disse to ord med et h:
et tilføjet h i stærktryk kan have sammenhæng med en stærk aspiration som kan opstå i denne stilling.
(Hansen 1971: 466)
Det er ikke helt usandsynligt, at disse to ord, der begge står i stærktrykstilling, og som nok ville være blevet udtalt med en vis emfase, kunne have fået tilføjet et h af denne grund.
• kranklek (bl.54rb 15), gothlek (bl.54rb 16)
Ordet »kranklek« er ikke med i Kalkar, og der findes kun seks belæg i
GO SS, der alle stammer fra to Harpestræng-håndskrifter.33 Ordet »gothlek« er uden belæg i GO SS og forekommer ikke i Kalkar (– er det måske
svensk-inspireret?). Söderwall har både »krankleker« (med eksempler
fra to håndskrifter fra det femtende århundrede) og »godhleker« (mange
eksempler).34
• Nenn (bl.54rb 16)
Det er svært at læse dette ord i håndskriftet på grund af de mange nedstreger,35 og læsningen »Nenn« bør betragtes som usikker. Ordet har ingen indflydelse på ordstillingen og kan derfor bedst forstås som en koordinerende konjunktion, nemlig men (interessant nok stavet som en mellemform af men og num). Denne forklaring er dog ikke helt usandsynlig,
for der er mindst ét eksempel til på en gammeldansk stavningsform, der
ligner en mellemform: »nem«.36
Tre gammeldanske prædikener · 27
• styrky (rettet til styrkæthe i transskriptionen af udg.) (bl.57rb 40)
I håndskriftet står der »oc styrky them ====«
then i stedet for »oc styrkæthæ
them«. Dette ligner en typisk afskrivningsfejl, hvor skriveren har delt ordet styrkæthe forkert op, tilføjet et m og pludselig opdaget, at det følgende them (her »then« – et ufuldendt them?) er redundant. Dette »then«
er således blevet udraderet. Der er ingen grund til at formode, at håndskriftets »styrky« er bevis på en hidtil ukendt stærk bøjning af verbet at
styrke!
• thierte (bl.54vb 23)
Den mest sandsynlige grund til denne pudsige stavemåde er overførslen
af det foregående t til hierte:
oprindelig form
guthlikt hiærte
i løbet af afskrivningen
guthlikt⇒ hiærte
resultat
guthlict thierte
Sådanne overførsler forekommer ikke sjældent under afskrivningen af
håndskrifter.
5.2 Svensk indflydelse
• køpscat (bl.54vb 21)
Der er kun ét belæg på købskat i GO SS, nemlig GkS 1390, 4°, bl.89v 1
»køpskat«.37 Ifølge Kalkar (s.v. »købscat«) hører ordet til de mange
»svenskagtigheder«, man kan finde i dette håndskrift.
• samquemd (bl.54ra 44)
Ifølge Kalkar (s.v. »samkvemd«) er formen påvirket af svensk; det forekommer kun i svensk-prægede håndskrifter (breve og diplomer fra
Malmø samt det skånske håndskrift GkS 1390, 4°).38 Ordet samkvem
forekommer hyppigere i danske tekster.
• yfrin (bl.54vb 24)
Man plejer kun at finde adjektivet yvren (‘rigelig’, ‘tilstrækkelig’) i neutrumsformen yvret. Det eneste andet eksempel på yvren på dansk er mig
bekendt »øffrin« i Cod. Ups. C 56, 4° fra ca. 1450.39 Denne skånske postil fra Bekkaskogh er skrevet på (nordøst)skånsk og oversat fra svensk.
Kan vi gå ud fra, at formen »yfrin« i P2 også kan skyldes oversættelse fra
svensk?
28 · Jonathan Adams
• ømkæ (bl.54vb 2)
Foran gutturalen /k/ ville vi forvente, at /m/ overgår til // i gammeldansk (Hansen 1971: 198–99), og der er ret få eksempler fra gammeldansk, hvor dette ikke er sket.40 Denne lydudvikling er derimod usædvanlig i svensk. Jf. vn. aumka (‘at ynke’); glsv. ømka, ymka, men glda. ønkæ.
Vi kan formode, at formen »ømkæ« i P2 skyldes svensk indflydelse.
5.3 Danske former
• fæcst (bl.57ra 5), fæk (bl.57ra 13), fær (bl.54vb 25)
Den særlige vokal i »fæk«, »fæcst« og » fær« er et jysk træk (GG I: 51
(§ 17.7)).
• gørth (bl.57rb 8), gørthæ (bl.57rb 26)
Præteritumsformerne uden i er jysk. I »gørth« har vi også et eksempel på
jysk apokope (/ə/>∅ /___#).41
• sauthæ (bl.54va 14; 57ra 22), saughæ (bl.54ra 22; 56vb 27)
Disse former er eksempler på den danske svækkelse af /γ/ til /w/ (GG II:
152–56 (§309.2)). I »saughæ« kan vi også se svind af /∂/.42
• wrthi (bl.54ra 20)
Udviklingen wartha (inf.) > wÿrtha > urthæ (»wrthi«) er et jysk træk
(GG I: 249 (§150 anm. 4); Skautrup 1925: 12, 27).
• æc (bl.56vb 32, 36; 57ra 2, 17, 26, 4), æk (bl.57ra 7)
Pronomenet »æc«, »æk« med ubrudt vokal er et jysk træk (GG I:
51(§17.2)). Ødansk havde iæk (jf. bl.45va 46; 57va 15) og østdansk iak.
6. Lingua suecica vel accommodatio danica?
Sprogformen i Cod. Vind. 13.013, der er beskrevet som svensk i kataloget, viser altså mange træk, der er typiske for det danske sprog i det femtende århundrede. Foruden gloserne i det foregående afsnit er det værd at
tage et hurtigt kig på infortissvækkelsen, klusilsvækkelsen og visse ortografiske træk.
6.1 Infortissvækkelsen
En af forskellene mellem dansk og svensk i det femtende århundrede er
Tre gammeldanske prædikener · 29
realisationen af de ubetonede urnordiske vokaler [a], [i] og [u]. På svensk
blev de bevaret med deres fulde kvalitet, mens de på dansk blev svækket
i varierende grad.43 Da vokalerne i endelserne næsten altid er ubetonede,
havde denne svækkelse en stor effekt på morfologien. En optælling af de
tilfælde, hvor man kunne forvente infortissvækkelse, viser, at det sker i
83% af tilfældene i P1–3.44 Det er særlig tydeligt i præteritumsendelserne for svage verber fra første klasse (sv. –adhe; da. –æthæ).45
Svækkelsen af ubetonet [a] > [ə] sker i svenske dialekter på Gotland, i
det nordlige Småland, Østergøtland, Nerke, Sødermanland, det østlige
Uppland og den sydlige del af Vermland.46 Men den næsten totale sammensmeltning af [a], [i] og [u] er et klart tegn på et område, hvor der tales
dansk, eller i hvert fald på dansk påvirkning af en skrivers skrivevaner.47
6.2 Klusilsvækkelsen
Klusilsvækkelsen er langtfra så gennemført et fænomen som infortissvækkelsen. Man kan finde tre eksempler: »og« (bl.54ra 14; jf. glsv. ok),
»taghær« (bl.57rb 16; jf. glsv. takir), »thegnær« (bl.54ra 43; jf. glsv.
teknar), hvoraf det sidste ville være meget besynderligt i en svensksproget tekst. Men der er mange flere eksempler, hvor der ikke er nogen klusilsvækkelse.
6.3 Ortografiske træk
Tidligere intervokalisk π (/∂/) skrives th og aldrig gennem dh. Jf.:
vn.
glsv.
glda.
Cod. Vind. 13.013
sí∂a
sidha
sithæ
sithæ
bl.54rb 1
ba∂a∂i
badhadhe
bathæthæ
bathæthæ
bl.54rb 8
skapa∂i48
skapadhe
skabæthæ
skapæthæ
bl.54ra 5
hreinsa∂i
rensadhe
rensæthæ
rensæthæ
bl.54rb 4
Gennemført brug af th er en dansk skrivevane; i gammelsvensk blev der
mest brugt dh.
6.4 Et blandet sprog
Der er mange problemer ved at undersøge tekster som P1–3. For det
første er der ikke foretaget megen systematisk forskning inden for sprogblandede tekster fra middelalderens Norden. Forskere har ladet sig friste
til at afskrive danismer i svenske tekster (samt det modsatte) som en form
for mekanisk dialektal blanding på grund af en eller flere skriveres inter-
30 · Jonathan Adams
ferens. De mener ikke, at de blandede former har den store betydning.49
Men for et håndskrift som Cod. Vind. 13.013 er det præcist sådanne ord,
der skal studeres for at indkredse dets herkomst.
For det andet kan det jo være svært at afgøre, hvilket sprog et bestemt ord
– for slet ikke at tale om en hel tekst – er skrevet på.50 Dansk og svensk er
såkaldte Ausbau-sprog; de kan placeres på det samme geografiske dialektkontinuum og er sammenkoblede af en kæde af gensidig forståelighed.51 De er nærmest dialekter af et enkelt overordnet skandinavisk mål
og er kun »sprog« i politisk forstand, takket være deres forskellige standardiseringsprocesser og ikke deres sproglige forskellighed.
Overlapningen af svenske og danske dialekter
østdansk
Danske dialekter
ødansk
vestdansk
nordsvensk midtsvensk sydsvensk
Svenske dialekter
De sociolingvistiske forhold i middelalderen var anderledes, eftersom
der ikke var noget standardsprog, som man kunne henholde sig til, skønt
visse skriveskoler havde deres egen norm især med hensyn til ortografi
(skrivetraditioner).52
I Cod. Vind. 13.013 mener jeg, at vi kan finde et blandet sprog, der er opstået ved, at en dansker fra det vestlige sprogområde, dvs. en jyde, har afskrevet en svensk tekst. Det er dog vigtigt at forstå, at skriveren (og læseren) nok ikke selv opfattede sin tekst som blandet, men som dansk.53 Vi
finder både ord på svensk og på dansk. Nogle gange kan vi finde danske
og svenske fænomener i samme ord, for eksempel i kombinationen af infortissvækkelsen og den bevarede klusil (»skapæthæ«, bl.54ra 5). Blandede former som denne kan være en følge af, at teksten er oversat fra
svensk, og at ordene bliver tilpasset det danske morfologiske system.
Ordstammerne er forblevet uændret (»skap-«), mens bøjningsendelserne
er omdannet til at passe ind i den danske grammatik (»-æthæ«) – i et vist
omfang.54 Dette tyder på et svensk forlæg og en dansk afskriver/oversætter. Som sprogvidenskabsmanden Leonard Bloomfield skriver:
Tre gammeldanske prædikener · 31
grammatically, the borrowed form is subjected to the system of the
borrowing language, both as to syntax (..) and as to the indispensable inflexions.55
(Bloomfield 1954: 453)
Denne form for sprogkontakt kan sammenlignes med oversættelse (eller
sproglig tilpasning) mellem gensidigt forståelige sprog i middelalderen,
der delte en fælles leksikalsk kerne, men havde (let) afvigende morfologiske systemer. Der er også en del ord, hvis stammer er blevet fordansket
(bl.a. »saughæ«, »sauthæ«, »fær«, »gørth«).
Når en skriver afskrev et håndskrift på et andet sprog end sit eget, kunne
der opstå en af tre følger:56
A. Han kunne lade teksten forblive stort set uændret, som en moderne filolog, der transskriberer en tekst. Dette skete sjældent.
Denne teksttype kan ikke fortælle os noget som helst om afskriverens sprog, kun om den oprindelige skrivers. Det er altså den oprindelige skriver, der er ansvarlig for tekstens sprogform.
B. Han kunne omsætte teksten til sit eget sprog ved at indføre talrige ændringer inden for ortografi, morfologi og ordforråd. Dette
skete tit. Denne teksttype kan fortælle os noget om afskriverens
sprog, og den viser et højt niveau af intern sproglig ensartethed
(som en A-tekst). Man kan dog forvente at finde mindre fejl af og
til, hvor det ikke er lykkedes for afskriveren at omsætte de fremmede sprogformer til dem, der er normale i hans eget sprogmiljø.
C. Han kunne gøre noget, der ligger midt imellem A og B. Dette
skete også meget tit. C-tekst-typer plejer ikke at fremvise den høje
grad af sproglig ensartethed, man finder i A- og B-tekst-typer.
De tre prædikener i Cod. Vind. 13.013 repræsenterer en B-tekst-type.
Forekomsten af fremmede former er ikke lige så tilfældig som i en Ctekst, skønt prædikenerne heller ikke viser total intern ensartethed og
sproglig konsekvens. Omsætningsprocessen, der giver B-tekst-typer, er
meget sædvanlig for tekster af folkelig art, som man læste op for lokale
tilhørere.
32 · Jonathan Adams
På grund af arten af dansk påvirkning kan man se, at de danske sprogtræk
ikke er oprindelige, men skyldes afskriveren. Kort sagt er der ingen, der
talte den sprogform, der findes i P1–3. På et eller andet tidspunkt i løbet
af tekstens overlevering er sproget blevet fordansket. Den sekundære
diftongering kan kun skyldes en skriver med dansk som modersmål.
Skriveren af P1–3 har til en vis grad erstattet forlæggets ortografiske
konventioner med en stavemåde, der er tilnærmet hans egen udtale.57
Denne sproglige tilpasning er kun delvis; former, der nemt kunne forstås
af en dansk læser, er ikke blevet ændret. For eksempel har han ikke erstattet intervokalisk /k/ med /g/ i alle tilfælde; det er noget, læseren selv
skal finde ud af. Prædikenerne er således resultatet af en tilpasningsproces af det, som skriveren mente, var nødvendigt. Lad os kalde det for
accommodatio. Hans hovedanliggende var tekstens formidling – på både
et kommunikativt niveau (de måtte gøres forståelige over for målgruppen) og et psykologisk (sprogformen måtte være acceptabel for de danske tilhørere).58
7. Afsluttende kommentarer
De tre danske prædikeners værdi ligger både i de sproghistoriske og i de
samfundshistoriske indsigter, de byder på. Sproghistorisk indeholder de
ordformer, der ikke er dokumenteret andre steder eller er meget sjældne.
Teksten giver os også en mulighed for at undersøge resultatet af en oversættelsesproces fra svensk til dansk. Denne slags folkelige prædikener er
endvidere en udmærket kilde til samfundshistorie. De giver indsigt i folkets bekymringer og holdninger på en måde, som den »højere« høviske
litteratur ikke kan. Men det, der gør disse prædikener så spændende, er
helt enkelt deres eksistens. De bevarede danske prædikener fra middelalderen er få,59 og P1–3 i Cod. Vind. 13.013 er derfor ikke uden betydning.
Forkortelser
am.
CP
glda.
GG
amerikansk(-engelsk).
Christiern Pedersen 1850–56.
gammeldansk.
Brøndum-Nielsen 1928–73.
Tre gammeldanske prædikener · 33
GO SS
glsv.
Hansen
Kalkar
Lexikon des Mittelalters
MDB
PL
Svenska medeltidspostillor
Tabulæ cod. in Bibl. Pal. Vind.
vn.
Gammeldansk Ordbogs Seddelsamling.
gammelsvensk, fornsvensk.
Hansen 1962–71.
Kalkar 1976.
Auty 1977–99.
Nielsen 1945–82.
Migne 1845–.
Klemming og Ejder 1879–1974.
Kaiserliche-Königliche Hofbibliothek 1965.
vestnordisk (mine eksempler er taget fra
oldislandsk)
Håndskrifter
København
Den Arnamagnæanske Samling: AM 41, 4°; AM 619, 4°; AM 792, 4°; AM 76,
8°.
Det Kongelige Bibliotek – Den Gamle kongelige Samling: GkS 1390, 4°; GkS
1615, 4°.
Det Kongelige Bibliotek – Den Ny kongelige Samling: NkS 123, 4°; NkS 66, 8°.
Stockholm
Kungliga Biblioteket: Holm. *A. 115; Holm. B 69; Holm. B 74; Holm. K 48.
Uppsala
Universitetsbiblioteket: Ups. C 56.
Wien
Österreichische Nationalbibliothek: Codex Vindobonensis 13.013.
Litteraturliste
Adams, Jonathan: Three Newly »Discovered« Danish Sermons in the Austrian
National Library, i: Medieval Sermon Studies 46 (2002).
Ahlbäck, Olav: Svenskan i Finland. Stockholm 1971.
Andersson, Roger: Postillor och predikan. En medeltida texttradition i filologisk
och funktionell belysning. Stockholm 1993.
Auty, Robert, et al. (red.): Lexikon des Mittelalters. 9 bd. + registerbind. München 1977–99.
34 · Jonathan Adams
Bériou, Nicole, og David L. d’Avray (red.): Modern Questions about Medieval
Sermons. Essays on Marriage, Death, History and Sanctity. Spoleto 1994.
Blench, J. W.: Preaching in England in the Late Fifteenth and Sixteenth Centuries. Oxford 1964.
Bloch, R. Howard: Medieval Misogyny and the Invention of Western Romantic
Love. London 1991.
Blom, Gunilla, et al. (red.): Minority Languages. The Scandinavian Experience.
Oslo 1992.
Bloomfield, Leonard: Language. London 1954.
Braune, Wilhelm: Althochdeutsche Grammatik. Bearbejdet af Hans Eggers.
Tübingen 1987.
Brøndum-Nielsen, Johannes: Dialekter og dialektforskning. København 1927.
Brøndum-Nielsen, Johannes: Gammeldansk Grammatik i sproghistorisk Fremstilling. 8 bd. København 1928-73.
Brøndum-Nielsen, Johannes: Et gammeldansk digt om Christi Opstandelse. København 1955.
Brøndum-Nielsen, Johannes: Fra Skaanes Senmiddelalder. København 1959.
Caplan, Harry: Classical Rhetoric and the Mediaeval Theory of Preaching, i:
Classical Philology 28: 2 (1933).
Caplan, Harry: Medieval Artes Praedicandi. A Hand-List. And Supplement. Ithaca 1934–36.
Charland, Thomas-Marie: Artes Praedicandi. Paris og Ottawa 1936.
Chaytor, Henry J.: From Script to Print. An Introduction to Medieval Literature.
Cambridge 1945.
Clausén, Ulla: Nyord i färöiskan. Ett bidrag till belysning av språksituationen på
Färöarna. Stockholm 1978.
D’Avray, David L.: Method in the Study of Medieval Sermons, i: Bériou og
D’Avray 1994.
Duby, Georges, og Michelle Perrot (red.): A History of Women in the West II. Silence of the Middle Ages. Cambridge, Mass. 1992.
Filon [Philo Judaeus]: Philo. Red. af T. Page et al. 10 bd. London 1929.
Gunnar Har∂arson: Littérature et spiritualité en Scandinave médiévale. La traduction norroise du De arrha animae de Hughes de Saint-Victor. Turnhout
1995.
Hansen, Aage: Den lydlige udvikling i dansk fra ca. 1300 til nutiden. 2 bd.
København 1962–71.
Hasselmo, Nils: Amerikasvenska. En bok om språkutvecklingen i Svensk-Amerika. Lund 1974.
Haugen, Einar: The Scandinavian Languages. London 1976.
Haugen, Einar: Language fragmentation in Scandinavia. Revolt of the minorities,
i: Haugen et al. 1981.
Haugen, Einar, et al. (red.): Minority Languages Today. Edinburgh 1981.
Indrebø, Gustav: Gamalnorsk homiliebok. Oslo 1966 [1931].
Kaiserliche-königliche Hofbibliothek (korp. red.): Tabulæ codicum manu
scriptorum præter græcos et orientales in Bibliotheca Palatina Vindobonensi. 10 bd. Graz 1965.
Tre gammeldanske prædikener · 35
Kalkar, Otto: Ordbog til det ældre danske sprog. 6 bd. København 1976
[1881–1918].
Klemming, Gustaf E., og Bertil Ejder (red.): Svenska medeltidspostillor. 8 bd.
Samlingar utgivna av Svenska fornskriftsällskapet 23. Stockholm 1879–
1974.
Kristensen, Marius (red.): Harpestræng. Gamle danske Urtebøger, Stenbøger og
Kogebøger. København 1908–20.
Kristensen, Marius: Bidrag til dansk sproghistorie I–X, i: Arkiv för nordisk filologi 25 (1909).
Lasch, Agathe: Mittelniederdeutsche Grammatik. Halle a. S. 1914.
Lawrence, Clifford Hugh: Medieval Monasticism: Forms of Religious Life in
Western Europe in the Middle Ages. London 1989.
Lees, Clare A.: The »Sunday Letter« and the »Sunday Lists«, i: Anglo-Saxon
England 14 (1985).
Lorenzen, M. (red.): Mandevilles Rejse i gammeldansk Oversættelse tillige med
en Vejleder for Pilgrimme. København 1882.
Lucas, Angela M.: Women in the Middle Ages. Religion, Marriage and Letters.
Brighton 1983.
McIntosh, Angus: Word geography in the lexicography of mediæval English, i:
Annals of the New York Academy of Sciences 211 (1973).
Migne, Jacques-Paul: Patrologia Latina. Paris 1845–.
Nielsen, Karl Martin: Middelalderens danske bønnebøger. 5 bd. København
1945–82.
Nyrop, C. (red.): Danmarks Gilde- og Lovskraaer fra Middelalderen. 2 bd.
København 1899–1904.
Pedersen, Christiern: Danske Skrifter. 5 bd. København 1850–56.
Riising, Anne: Danmarks middelalderlige prædiken. København 1969.
Ross, W. O.: Middle English Sermons. London 1940.
Schludermann, Brigitte: A Quantitative Analysis of German/Dutch Language
Mixture in the Berlin Songs mgf 922, the Gruthuse-Songs and the Hague MS
128 E2. 3 bd. Göppingen 1996.
Skautrup, Peter: Sproget i håndskriftet AM. 286 fol. til jyske lov i dets forhold til
nulevende jyske folkemål, i: Arkiv för nordisk filologi 41 (1925).
Skautrup, Peter: Det danske sprogs historie. 4 bd. København 1968.
Swanson, Robert N.: Religion and Devotion in Europe c.1215–c.1515. Cambridge 1995.
Tobin, Thomas H: The Creation of Man: Philo and the History of Interpretation.
Washington D.C. 1983.
Trudgill, Peter: The Ausbau – Sociolinguistics of minority languages in Western
and Central Europe, i: Blom et al. 1992.
Vecchio, Silvana: The Good Wife, i: Duby og Perrot 1992.
Weinreich, Uriel: Languages in Contact. Findings and Problems. New York
1953.
Wessén, Elias: Svensk språkhistoria. 1. Ljudlära. Stockholm 1948.
Wessén, Elias: Svensk medeltid. En samling uppsatser om svenska medeltidshandskrifter och texter. 3 bd. Stockholm 1968–76.
Wessén, Elias: Våra folkmål. Lund 1969.
36 · Jonathan Adams
Noter
1. Jeg vil gerne takke Roger Andersson fra Rigsarkivet i Stockholm, der henledte min opmærksomhed på disse tre prædikener for nogle år siden. Han nævner dem i sin liste over østnordiske prædikener fra middelalderen (Andersson
1993: 25). Jeg har tidligere udgivet en transskription af prædikenerne i Medieval Sermon Studies 46 (s. 70–94) og takker tidsskriftets redaktører, Carolyn
Muessig og Veronica O’Mara, for deres tilladelse til at genudgive transskriptionen med nogle få rettelser her. Ligeledes takker jeg mine kolleger på Det
Danske Sprog- og Litteraturselskab Marita Akhøj Nielsen, Merete K. Jørgensen og Peter Zeeberg for gode råd og sproglig revision.
2. »54a–73b. Blandede teologiske skrifter, bestående af beskårne helgenlevneder og lidelseshistorier, prædikenfragmenter og andet, næsten alt sammen
skrevet af en svensker, som også har indføjet nogle fragmenter af prædikener
affattet på svensk og mellem det andet indflettet udtryk og sentenser, ligeledes på svensk.« Tabulæ cod. in Bibl. Pal. Vind. VII: 175–76.
3. Af munkeordenerne er kartusianerne kendt som bogsamlere (Lawrence 1989:
162–63). Vi ved for eksempel, at biblioteket ved klostret i Erfurt ejede 312
bind i 1412, og at dette antal var vokset til over 800 håndskrifter ved slutningen af middelalderen (Lexikon des Mittelalters III: 2135).
4. Dvs. et enkelt papirhåndskrift, der indholder forskellige tekster, som ejeren
betragtede som vigtige eller nyttige.
5. Cod. Vind. 13.013 har et meget forskelligartet og spændende indhold. Der er
for eksempel centraleuropæisk stof om W∏adys∏aw II Jagie∏∏o (konge over Polen, Litauen og Kiev 1386–1434), Jan Hus (ca. 1330–1434) og Jeron˘m z
Prahy (brændt for kætteri 1416). Der er også andet stof, der ikke har fokus på
Centraleuropa: religiøse sange, matematiske afsnit, skrifter af kirkefaderen
Ambrosius, et afsnit om pave Alexander III og »confirmatio ordinis Carthusiensis« [stiftelsen af den kartusianske orden], artikler af John Wycliffe (ca.
1330–84), en prædiken af Katarina af Siena (1347–80), forskellige skrifter
om Jesu lidelse og flere uddrag »ex omnibus libris scientiarum moralium, naturalium et logicarum« [fra alle slags bøger om de moralske, naturlige og logiske videnskaber], m.m.
6. Om prædikenernes struktur se Ross 1940: XLIII–LV, og Riising 1969: 68–86.
Jf. også følgende note.
7. Om artes prædicandi se Caplan 1933, 1934 (+ 1936); Charland 1936, og
Blench 1964: 71, n. 1.
8. Prædikener om ægteskab med temaet »Nuptiæ factæ sunt« [Der var bryllup]
(Joh. 2,1–11) havde derimod occasio den 2. søndag efter Hellig 3 Konger. Jf.
Svenska medeltidspostillor I: 57–63; II: 43–44; III: 45–53; V: 113–22; VI:
64–71; VIII: 81–87; CP I: 174–87.
9. D’Avray 1994: 4–5; Riising 1969: 402.
10. Ægteskabets sakramentale karakter er speciel. De andre sakramenter, fx
skriftemål, dåb og nadver, markerer trin i en åndelig udvikling, og/eller de
bekræfter ens medlemskab af den kristne menighed. Det gør ægteskabet ikke.
Bortset fra Kristi tilstedeværelse ved brylluppet i Kana er den eneste teologiske motivering for at regne ægteskabet blandt sakramenterne en allegorisk
Tre gammeldanske prædikener · 37
fortolkning af Bibelen; fx tolkes Kristi forhold til Kirken som mandens forhold til kvinden (Swanson 1995: 33). Om de ikke-teologiske grunde til ægteskabets indplacering blandt sakramenterne se Duby 1994: 10.
11. Af de to skabelseshistorier – »præsteversionen« (1 Mos. 1,27) og »jahvistversionen« (1 Mos. 2,7. 18–23) – er det kun den anden, der er omtalt i denne
prædiken. Det er også denne historie, der var anerkendt i middelalderen, og
den, der lige siden har præget den kristne verdens kønsopfattelse (Bloch
1991: 22–24). Den første skabelsesberetning (præsteversionen) lader dog formode, at skabelsen af manden og kvinden skete samtidigt, og at de begge
blev betegnet homo: »Et creavit Deus hominem ad imaginem suam: ad imaginem Dei creavit illum, masculum et feminam creavit eos« [Gud skabte
mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde
skabte han dem] (1 Mos. 1,27).
12. Dvs. »Men en mand behøver ikke have noget på hovedet, for han er Guds billede og afglans. Men kvinden er mandens afglans. For manden kom ikke fra
kvinden, men kvinden fra manden, og manden blev ikke skabt for kvindens
skyld, men kvinden for mandens skyld.«
13. Hugo af St. Viktor: De Sacramentis I, VI, 35 (i PL 176: 284). Om Hugo af St.
Viktors indflydelse på teologien i Norden i middelalderen se Gunnar Har∂arson 1995.
14. Dvs. »for at hun ikke skulle være over manden«.
15. Dvs. »fordi hun ikke skulle være for meget mandens undergivne«.
16. Lucas 1983: 8.
17. Vecchio 1992: 110.
18. Bloch 1991: 29.
19. ùn Ωmén g™r ¶ndrÿj m°n †cei l’gon ” no„j, gunaikÿj d> aäsqhsij [fordi i os
svarer tanken til manden, sanserne til kvinden] (Filon 1929, I: 130); Se også
Tobin 1983: 146; Bloch 1991: 29.
20. Denne gensidighed i forholdet mellem mand og kvinde samt ægteparrets korrekte opførsel over for hinanden illustreres med konkrete eksempler i en
prædiken af Christiern Pedersen (CP I: 181–83).
21. Ambrosius: Liber de Paradiso I, XIV, 72 (i PL 14: 328); Augustin: In Joannis
Evangelium tractatus X, 2 (i PL 35: 1466–74); [Paulus] Ef. 5,23. 25. 31–33.
22. Prædikener om tiende med temaet »Duo homines ascenderunt in templum ut
orarent« [To mænd gik op til templet for at bede] (Luk. 18,10) havde derimod
occasio den 11. søndag efter Trinitatis. Jf. Svenska medeltidspostillor I:
253–61; II: 200–03; III: 329–39, 361–65; IV: 168–76. I Christiern Pedersens
postilla finder vi dog et jærtegn, at »huer skal offre och tinde gudh aff det beste han haffuer« for den 3. søndag efter helligtrekonger (CP I: 200–01).
23. Jf. Svenska medeltidspostillor I: 253–61 (især expositio).
24. Denne klarhed skabes også gennem anvendelsen af litteræ notabiliores (og i
mindre grad punctūs) foran et nyt sætningsled.
25. En lignende indledning kan findes i en norrøn prædiken i AM 619, 4° (udgivet i Indrebø 1966: 81–87).
26. Den præcise kilde er uvis, men i Ex Novo Testamento LXVII skriver Isidor:
»Maria (quæ interpretatur Domina, sive Illuminatrix), clara stirps David, Virga Jesse, Hortus conclusus, Fons signatus, Mater Domini, Templum Dei, Sa-
38 · Jonathan Adams
crarium Spiritus sancti, Virgo sancta, Virgo feta, virgo ante partum, virgo
post partum, salutationem ab angelo accepit et mysterium conceptionis agnovit: partus qualitatem inquirit, et contra legem naturæ obsequii fidem non renuit, quam Dominus ipse in cruce positus, per sanguinem Testamenti virgini
commendavit discipulo, ut ipsum mater haberet vitæ comitem quem filius
noverat integritatis esse custodem« [Maria (som oversættes Frue, eller Den,
der lyser), et fornemt skud på Davids stamme, Jesses Gren, den lukkede Have, den forseglede Kilde, Herrens Moder, Guds Tempel, Helligåndens Helligdom, den hellige Jomfru, den frugtbare Jomfru, jomfru før fødselen, jomfru
efter fødselen, modtog bebudelsen fra englen og vedkendte sig undfangelsens
mysterium: hun spurgte om fødslens art, og mod naturens lov afslog hun ikke
at adlyde. På korset betroede Herren hende ved testamentets blod til sin unge
discipel (Johannes) for at hans mor skulle have ham som ledsager i livet, som
sønnen havde kendt som hæderlighedens vogter] (PL 83: 148).
27. Skabelsen af englene om søndagen er apokryf og af tvivlsom oprindelse, men
historien findes i mange af de såkaldte »søndagslister«, som opregner de vigtige bibelske begivenheder, der skete, eller formodes at være sket, om søndagen, og som således styrker ærefrygten for denne dag. I De Ecclesiasticis Officiis I, 25, »De Sabbato« (paragraphus 3) bruger Isidor af Sevilla en »søndagsliste« for at belyse denne dags vigtighed (i PL 83: 761). Se Lees 1985:
139, og det norrøne eksempel »De natiuitate Domini« i Indrebø 1966: 31–35.
28. P3 har meget tilfælles med en prædiken på latin af Peder Madsen, en præst
ved Skt Peters Kirke i Ribe i det femtende århundrede. Denne prædiken, der
begynder »Hec est dies quam fecit dominus, extremus«, findes i NkS 123, 4°,
bl.100v–101r (ikke udgivet) og forklarer de mange betydningsfulde ting, der
er sket på søndage, Kristi nedfart til helvede efter opstandelsen, vor glæde
over Kristi opstandelse, og hvordan vor glæde afspejler Marias, disciplenes
og englenes.
29. Til gengæld er formen »frycht« (bl. 54va 16) for frugt ganske almindelig.
30. Imidlertid er der ifølge GO SS kun ét belæg på hære (»herer« i GkS 1615,
4°, bl.15r, udgivet i MDB IV: 291) og ingen belæg på hælske. Ordet »wat«
(bl.54vb 14, ‘hvad’) mangler et h.
31. Kristensen skriver om AM 41, 4°; Holm. B 69, og Holm. B 74:
Jeg kender ikke nogen skånsk dialekt der har tab af h i forlyd foran vokal,
og dog kan en sådan usikkerhed ikke godt forstås på anden måde, end at en
skånsk dialekt må have fulgt Roslagsmålet, Dalmålet og de vestnorske
»Halvemål« i den henseende.
Muligvis har vi et endnu ældre vidnesbyrd om denne dialekt. Blandt de
skånske runestene er der næmlig en, som har ganske lignende forhold som
Roslag-runestene, Sjörup-stenen (..), som i flg. Wimmers undersøgelse (..)
har huftiR (øftiR) v. s. af an, afπi (hann, haf∂i). (..)
Indtil h-bortfald er påvist i noget levende skånsk mål, må vi dærför sige,
at tolkningen af disse sære skrivemåder i tre skånske håndskrifter fra det
14. årh. og på en skånsk runesten fra omkr. 990 er usikker. Men der er i og
for sig ikke noget urimeligt i den tanke, at også dele af Skåne kan have haft
h-bortfald foran vokal. (Kristensen 1909: 120)
32. »Die falsche Setzung des h« er også kendt fra tyske, hollandske og engelske
Tre gammeldanske prædikener · 39
håndskrifter (se bl.a. Braune 1987: 143–50 (§ 150–54); Lasch 1914: 188–89
(§ 354); Schludermann 1996 I: 3–5).
33. Fra Holm. K 48 »kra[n]clæk« (Kristensen 1908–20: 57, l. 16), »kranclæk«
(Kristensen 1908–20: 93, l. 18), »kranclek« x2 (Kristensen 1908–20: 99, l.
5), »kranklec« (Kristensen 1908–20: 99, l. 6); og fra NkS 66, 8° »kranclyc«
(Kristensen 1908–20: 128, l. 5).
34. Jf. også vn. »krankleikr« og »gó∂leikr«.
35. Det kan også læses som fx »Neun«, »Neuu«, »Nenu«, »Neım«, »Nemı«,
»Neıın«, »Nenıı«, »Neını« eller »Neıııı«. Dette nedstregfænomen kan med
god grund betegnes »minim madness« på engelsk.
36. AM 792, 4°, bl.195va 1 »nem«. Teksten er udgivet med en del fejl af Lorenzen
1882 (se s. 221, l. 9 og n. 85). Én fejl er desværre lige præcist dette ord, som
han gengiver som »mon«. Hvis vi tager eksemplet »guthlict« (bl.54vb 23) fra
P2 i betragtning, hvor u’et har en nedstreg for meget, kunne vi også læse
»Nenn« som »Nem« ved at sige, at m’et har en nedstreg for meget.
37. Udgivet i Svenska medeltidspostillor VIII: 118, l. 33.
38. Brevene udgivet i Nyrop 1899–1904 og GkS 1390, 4° i Svenska medeltidspostillor VIII.
39. Udgivet i Svenska medeltidspostillor III (ordet er på s. 331, l. 32). Se også
Brøndum-Nielsen 1959: 148.
40. Jeg kender kun til ét eksempel, nemlig præteritum pluralis »ømkatho« (< infinitiv »ømka«) i Holm. *A. 115, bl.1r 1. Teksten er udgivet af BrøndumNielsen 1955 (se s. 28–29, 71 l. 4).
41. Jf. også jysk apokope i »giørth∅ « (bl.57rb 17) og »twen∅ « (bl.54ra 17).
42. Der er fem måder, gammeldansk »sighe« kan blive skrevet på i præteritum
(Hansen II: 313):
i. oprindelig
saghthæ
ii. /γ/ > ∅
sathæ
iii. /∂/ > ∅
saghæ
iv. /γ/ > /u/
sauthæ
v. hybridskrivning saugdhæ
Stavemåden »saughæ« bliver ikke nævnt af Hansen, men han klassificerer
den analogiske »laughe« DgL II 310, DgL V 172 (præt. af »lægge«) som type
iii (Hansen II: 313). Mon det ikke er bedre at kalde -aughæ-formen for en hybridskrivning, da den både viser svind af /∂/ og overgangen /γ/ > /u/. Mod
slutningen af middelalderen skete der også en lydlig udvikling i svensk, der
betød, at /γ∂/ blev til /jd/ efter /ε/ og /ø/ i nogle dialekter:
ghdh (..) > jd efter ä og ö mot slutet av medeltiden i götiska mål, efter hand
också i mellansvenska och delvis längre norrut på uppsvenskt område.
(Wessén 1948: 85)
Derimod blev /γ/ aldrig til et /u/-agtigt diftongelement i svensk.
43. Infortissvækkelsen inden for de tre større danske dialektområder:
østdansk [a, i, u] > [a, ə]
ødansk [a, i, u] > [ə]
vestdansk [a, i, u] > [∅ ] (jysk apokope)
> [i] efter [] og [k] (østjysk)
Se Brøndum-Nielsen 1927: Kort 21.
40 · Jonathan Adams
44. Bogstavet a i ordet »glæthelikæsta« (bl.57ra 37) er nok et tilfælde af en glemt
bue, der forvandler et a til et æ i skrift. Jf. også »man« for mæn (bl.54va 1).
45. Præteritumsformer på [ə∂ə]: »hælghæthæ«, »heræthæ«, »kallæthæ«, »nathethæ«, »opnæthæ«, »rænsethæ«, »skapæthæ« (x2), »skipæthes«, »tindæthæ«.
46. Wessén 1969: kort nr. 5.
47. Haugen 1976: 207, 263, 264 (fig.). Svækkede ubetonede vokaler kan også
findes i det svenske kancellisprog fra Kalmarunionstiden, da København var
administrationscentret, og det svenske skriftsprog – for ikke at tale om det
norske skriftsprog – blev påvirket af dansk.
48. Oftest skóp.
49. For eksempel skriver Skautrup (1968 II: 36):
Vi kender da også flere tilfælde, hvor danske (eller danskfødte) skrivere har
været virksomme i Sverige før unionstiden (..) Slige isolerede tilfælde er
dog uden betydning for helheden.
50. Så sent som i det sekstende århundrede mente nogle svenskere og danskere,
at de talte samme sprog. I et brev dateret den 20. januar 1506 og skrevet til det
danske rigsråd står der:
Tencker till verdige fäder och gode män ath wij äre alle eth twngomaall och
i thet neste alle sammen befrwndade till kiöth och bloth. (Citeret i Skautrup
1968 II: 36)
51. Trudgill 1992: 11; Haugen 1981: 101.
52. Chaytor (1945: 14 n.1) mener, at skrivere plejede at skrive, som de selv talte,
eller snarere, hvad de »hørte«, mens de læste teksten, de var i gang med at
skrive. Det er dog ganske vist en forenkling af forholdene. Der var sikkert flere sproglige påvirkninger på en tekst (for eksempel: skriverens egen dialekt,
sprogformen i forlægget, regionens dialekt, genrens norm, skriveskolens
norm, og tilhørernes/læsernes norm eller forventninger).
53. Selv om vi i dag opfatter sådanne sprogformer som »blandede«, blev de ikke
opfattet som sådan af skriverne eller læserne selv (Schludermann 1996 I: 22).
På grund af de mindre faste normer samt middelalderens skrive- og læsevaner, var de antagelig ikke så sensible over for stavning og var nok meget bedre til at læse forskellige stavemåder, end vi måske er i dag.
54. Ord, der er blevet overført fra amerikansk til tosprogede indvandreres sprog,
giver parallelle eksempler:
• litauisk dòrtinas ‘beskidt’ (<am.
Weinreich 1953: 37 n.29
»dirty«) + bøjningsendelsen –as
(nom. mask. sing.)
• litauisk foni‰kas ‘morsom’ (<am.
Weinreich 1953: 37 n.29
»funny«) + bøjningsendelsen –as
(nom. mask. sing.)
• polsk rokińczerowaç ‘at gynge i en
Weinreich 1953: 44
gyngestol’ (< am. »rocking chair«)
+ det denominative verbalsuffix –owaç
Jf. også amerikansk-svensk easigt (Hasselmo 1974: 240); finlandssvensk
korja, kytta, pattika (Ahlbäck 1971: 67), og færøske nyord støvsúgvari, weekendina (Clausén 1978: 65).
Tre gammeldanske prædikener · 41
55. Dvs. »grammatisk, er den lånte form underkastet det indlånende sprogs system både med hensyn til syntaks (..) og til de nødvendige bøjninger.«
56. Bearbejdet efter McIntosh 1973: 61.
57. Der er mange grunde til, at en skriver indfører sprogblanding i en tekst, ud
over skriverinterferens, for eksempel sproglig tilpasning med en kommunikativ funktion (som det efter min mening er tilfældet her) eller poetisk effekt.
Brigitte Schludermann (1996 I: 83–115) har opregnet og beskrevet de mange
forskellige typer sprogblanding i middelalderlige tekster (med særlig henblik
på højtysk-hollandsk blanding).
58. Med acceptabel mener jeg, at sprogformen ud over at formidle indholdet
(kommunikativ funktion) måtte have den emotionelle og overbevisende appel, som kun det velkendte har, for at vinde gehør (psykologisk funktion).
59. Se Riising (1969: 54–63) for en gennemgang af de relevante håndskrifter:
GkS 1390, 4°; Ups. C 56; AM 76, 8°, og Christiern Pedersens prædikensamling 1515/1518.
Lidt Holbergfilologi
Randnoter til komedierne
Af Sv. Eegholm-Pedersen
Danske Studier har i sin 100-årige historie bidraget smukt til Holbergforskningen. Tohundredåret for forfatterens død (1954) blev markeret
med et halvbind – også som særtryk – med afhandlinger inden for forskellige felter af Holbergstudiet, og slår man op i generalregistret (1971)
over de første 60 årgange, kan man konstatere at Holberg er den der ved
siden af Oehlenschläger fylder mest af alle, mere fx end de andre guldalderkoryfæer, fra Grundtvig og Ingemann til Andersen og Kierkegaard.
Også de sidste 40 årgange, især i 1980’erne og 90’erne, bringer jævnlig
Holbergstof, i hoved- og mindre artikler og anmeldelser, jf. Aage Jørgensens jubilæumsartikel Danske Studier 2003:13 f. Gennem de mange
år er der fremkommet en række bidrag og punktstudier også til det centrale felt inden for Holbergfilologien der omfatter tekstkritik og tekstinterpretation, se til eksempel »Holbergiana«-artikler 1925 og 1926 af H.
Logemann og Carl Roos (om det mystiske ord Kalloepers i Jacob von
Tyboe 2. akt 1. scene, formentlig fejl for Kaeskoepers, ostehandlere) eller
fra senere år E. Spang-Hanssens føljeton over 3 årgange (1964, 1965 og
1968) under samme rubrik og med i alt 37 numre, som foruden bidrag til
biografi og bibliografi m.m. giver en række real- og ordkommentarer til
komedierne. Det er denne linie, inden for den angivne filologiske ramme,
der tages op her.
Der er netop i disse år – med anledning i det aktuelle mærkeår, 250året for Holbergs død (2004) – bestræbelser i gang for at skabe grundlag
for en ny stor Holbergudgivelse, en afløser af den for længst udsolgte
monumentaludgave af Samlede Skrifter ved Carl S. Petersen (1913-63,
tekstbindene afsluttet 1942). I første række en grundlæggende elektronisk udgivelse af hele forfatterskabet, men forhåbentlig og forventelig
også med afledte produkter i form af traditionelle papirudgaver af udvalgte partier og genrer. Det er en gammel klage – se Kristoffer Nyrop i
Danske Studiers forgænger Dania X (1903) 129, Aage Hansen her i
Danske Studier 1954:54 – at vi savner en kritisk specialudgave af forfatterskabets vigtigste del, altså komedierne. Det 20. århundrede har givet
Lidt Holbergfilologi · 43
flere udmærkede udgaver, Carl Roos i Festudgaven 1922-24, Billeskov
Jansen i Udvalgte Værker 1969-70 og senere separat i mindeåret 1984.
Men en egentlig standardudgave med optryk af originalerne, udførligt
tekstkritisk apparat, varianter og kommentarer foreligger endnu ikke. De
følgende spredte bemærkninger og randnoter til komediernes tekstkritik
og kommentering præsenteres da med tanke på og venlig hilsen til eventuelle nye udgaver og udgivere, som måske kan udnytte noget af det her
meddelte.
Til teksten
Et grundlæggende problem for den lange række af komedieudgivere i det
nittende og tyvende århundrede har været ortografien. Hvilken ortografisk form skulle vælges? Billedet er broget, de enkelte udgivere har hver
sit bud. Men hovedtendensen har været en normalisering af de gamle
tryks fluktuerende ortografi, efter forskellige mønstre. Hovedudgiveren i
det nittende århundrede, F.L. Liebenberg, der med sin store 8-binds udgave (1847-54), den efterfølgende 3-binds udgave (1869-70) og et-bindsudgaven (1876, med flere optryk) har præget udviklingen også i det tyvende århundrede som forlæg for Billeskov Jansens tekst i udgaverne
1969 og 1984, repræsenterer en konservativ, antikiserende holdning. Stavemåden blev indrettet efter den norm som han fandt realiseret i Holbergs senere skrifter, specielt Epistlerne, hvis ortografi blev analyseret
som baggrund for komedieudgaverne. Andre 1800-tals udgivere som
A.C. Boye (1843, 1852) og Chr. Molbech (1843, kun de første fem komedier i et kuldsejlet projekt) valgte en mere moderne ortografisk iklædning, væsentlig svarende til mønsteret i Molbechs ordbøger, Dansk
Haand-Ordbog 1813 og Dansk Ordbog 1833, og denne linje – med en
nærmest Molbechsk ortografi – blev i det tyvende århundrede fulgt af
Carl Roos (Festudgaven 1922) og delvis også Hans Brix (1922-23).
»Texten har Krav paa at bevare en saadan Fjærnhed i Tonen, at den intet
mister af sin gammeldags, morsomme Ynde« (Roos). En ajourføring
med en i det væsentlige helt moderne ortografi foreligger ved det nittende århundredes slutning i Jul. Martensens interessante – og kontroversielle – 13-binds udgave (1897-1909), der tillige udmærker sig ved som
den første at lægge de ældste Hans Mikkelsen-tryk af de første 15 komedier (1723-25) til grund i stedet for optrykket eller den helt ændrede form
44 · Sv. Eegholm-Pedersen
i Den Danske Skue-Plads 1731, som hidtil var benyttet. Det er først i det
tyvende århundrede vi får en tekstkritisk udgave med nøjagtigt optryk af
originaludgaverne og varianter fra senere optryk som led (bind 2-4 og
17) i Carl S. Petersens tidligere nævnte store udgave af Samlede Skrifter,
en tekstudgave uden kommentarer, men altså med fyldigt apparat, varianter og tekstkritik.1 Fra de senere års Holbergudgivelser kan man ved siden af Billeskov Jansens Liebenberg-baserede 3-bindsudgave fra 1984, i
udvalg og enkeltudgaver notere – som i Shakespeare-filologien – eksempler på både »old spelling« og »modern spelling editions«. Det første i
Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs udvalgte 6 komedier (ved Jens
Kr. Andersen, 1994) med optryk af originalerne, det sidste i Dansklærerforeningens udgave af Erasmus Montanus (ved Thomas Bredsdorff,
1992), der argumenterer for og altså vælger en helt moderne ortografisk
form. Udgaven afløste Alf Henriques’ udgave med den originale 1731ortografi. Det er vel et spørgsmål hvor stor en barriere den vekslende
ortografi i de gamle udgaver frembyder for moderne læsere. Barrieren er
i hvert fald klart mindre her end fx ved Shakespeare-udgivelser med originaltrykkenes fra det moderne skriftbillede undertiden meget afvigende
stavemåder. Derfor kan man også ved udgaver med et bredere sigte formentlig godt benytte den gamle ortografi, som det også er sket, selvom
en modernisering kan være en mulighed her. Det følger af sig selv at en
eventuel kommende kritisk udgave af komedierne nødvendigvis må følge de originale tryk, ligesom Carl S. Petersens udgave og DSL’s udvalg.
Den normalisering som ældre og nyere udgivere har praktiseret med
hensyn til komedieteksternes ortografi, gik i den ældre editionspraksis
(Rahbek, Boye) også videre end til det rent ortografiske. Afvigende holbergske former og konstruktioner blev rettet vilkårligt for at bringe teksten nærmere til en »korrekt« sprogform. Pluralisformer som Blader,
Fader, Hatter, Penger blev ændret til Blade, Fade, Hatte, Penge, den
Donaustrømmen i Collegium Politicum-scenen i Den politiske Kandestøber til den Donaustrøm. Her strammede Liebenberg kravene. I den redegørelse for 1847-udgavens principper som indeholdes i forordet til
bind 8, bandlyses enhver vilkårlighed i tekstbehandlingen, »navnlig alle
saadanne Forandringer, der skulde have til Hensigt enten at lempe Udtrykket efter vor Tids Sprogbrug, eller at skabe en konstig Conformitet i
Sprogformen.« Men som nævnt normaliserer Liebenberg selv ortografien og med den undertiden også holbergske ordformer eller udtaleformer
som fx Græker (Jacob von Tyboe 3. akt 4. scene), hvor de gamle tryk har
Græcker (Grækker), formentlig med gammel kortvokalisk form. – Også
Lidt Holbergfilologi · 45
Martensen retter i sin moderniserende udgave i vid udstrækning holbergske ordformer og bøjningsformer.
Én ting er ortografien. Noget andet er de tekstfejl og -forvanskninger
og irregulære former i øvrigt som i vekslende mængde findes i de gamle
tryk, og som stiller enhver udgiver af komedierne – ligesom af andre
især tidligere holbergske tekster – over for vanskelige tekstkritiske overvejelser.
Blandt det tyvende århundredes udgivere har Hans Brix i et par studier
givet bidrag til en behandling af problemerne i denne forbindelse, i afhandlingerne »Tekstkritiske Bemærkninger til 25 af Holbergs Komedier« (Edda VI (1916) 312-55) og »Iagttagelser over de ældste Tryk af
Holbergs Komedier« (Analyser og Problemer I (1933) 249-80). Den
sidstnævnte afhandling, der bl.a. afdækker de spegede forhold ved Phoenixbergs eftertryk af den første komedietomes anden edition, analyserer
indledningsvis de fejlmuligheder og fejlkilder som udgivere må have in
mente ved tekstetableringen. Der kan være tale om fejl dels ved afskriveres (kopisters), dels ved sætteres og korrektørers afvigelser fra et forlæg
eller indgreb i teksten, men også om forvirringer og fejl der stammer fra
forfatteren selv, opstået ved Holbergs bekendte hurtige og ofte skødesløse arbejdsmåde. Brix’ analyser er ikke opmærksom på en fejltype i
processen frem til den trykte tekst som er antydet af Carl S. Petersen i
tekstkritikken til Barselstuen (SS XVIII,2 93), og som jeg – supplerende
– kort skal omtale her. I 4. akts 2. scene får Troels pålæg af Corfitz: »Gak
først hen til Cantoren M. (: Monsieur) Gottard« og svarer i en senere replik: »Jeg vil hente Monsieur Gottard, som Hosbond bad mig om.« Ordet
hente er som konteksten viser, en oplagt fejl; det findes kun i den ældste
udgave og eftertrykket (henholdsvis 1724 og 1725) og rettes i Den Danske Skue-Plads 1731 til det genoptagende hen til. Det forkerte ord kan
være indkommet ved fejlhøring (hen til, talesprog hen te). Vi kan altså
her have et tilfælde af nedskrivning efter diktat, enten det nu er forfatteren selv der har dikteret til en skriver, eller der foreligger som trykgrundlag en genpart nedskrevet efter en anden skrivers diktat. Også andre steder forklares rimeligt ad denne vej. I 3. akt 1. scene (som kun findes i de
to ældste tryk) siger en af visitdamerne: »Saa er det best, at de vi packe
os« – den dikterende kan have trukket lidt på at: at-te, gengivet af den
nedskrivende som anført.2 Iagttagelsen er af betydning for tekstkritikken.
Antager man at den mærkelige form troer i Troels’ replik i Barselstuen (I
2) »troer jeg Vidne paa din Mund« skyldes fejlhøring af dikteret tekst,
kan der ikke være tvivl om at den rette læsemåde må være tog (toeg),
46 · Sv. Eegholm-Pedersen
som ordet er ændret til 1731 og 1742, og ikke taer, som Carl S. Petersen
optager fra eftertrykket 1725, eller fører, som Hans Brix foreslår 1916,
eller havde, som han optager i sin udgave 1922. – Om de Brix’ske konjekturer specielt i 1916-afhandlingen skal jeg i øvrigt her kun bemærke,
at det er en broget blanding af særdeles skarpsindige og – må man have
lov at sige – mere vilkårlige og unødvendige forslag. Af de i alt ca. 125
rettelser og konjekturer der drøftes, er da også kun de to trediedele optaget i udgaven 1922. Flest rettelsesforslag og her flere virkelig gode er givet til 3-akteren Den Stundesløse.3 Komedien, hvis tekst har mærker af
en omarbejdelse fra et oprindeligt 5-akts stykke, byder på en række af de
besværlige tekstforvanskninger og dunkle steder, kritikkens »cruces interpretum«, vel flere end nogen anden holbergsk komedie.
»Naar man behandler Holbergske Tekster, er det selvfølgelige af
største Vigtighed, at man studerer hans og Tidens Stil og Udtryksmaade«,
fastslår Brix indledningsvis i den nævnte afhandling (1916). Det indlysende krav har den moderne udgiver bedre muligheder for at honorere
med de leksikografiske hjælpemidler der er kommet til i løbet af det tyvende århundrede, først og fremmest jo Ordbog over det danske Sprog IXXVIII 1919-56, med Supplement I-V 1992 ff., og specialordbogen over
Holbergs sprog, Holberg-Ordbog I-V 1981-88 (i det følgende ODS(-S),
HolbO). Jeg skal her med denne baggrund give et par supplementer og
korrektioner til den holbergske tekstkritik, med særligt henblik på redaktionen i Samlede Skrifter,4 og jeg bør nok forudskikke den bemærkning at
det følgende mest angår tekstlige detaljer, om man vil: »pedantiske«
tekstkritiske overvejelser uden større betydning for teksttolkning og
tekstforståelse. (Lidt mere substans i så henseende vil man finde i det følgende afsnit »Til kommentaren« nedenfor). En drøftelse af de for udgivere noksom bekendte holbergske cruces kan ses fx hos Brix (1916) eller i HolbO under relevante opslag som Fehl-Dievel, Kalloepers, smaa
dalier ofl.
Selv for særdeles velbevandrede Holbergkendere kan det være vanskeligt umiddelbart at identificere hvad der hører til Holbergs og Holbergtidens sprog. I Leonoras replik i Det lykkelige Skibbrud (II 4) »Saa! Tracterer I det med saadan Kaaldsindighed?« mener Brix fx at den absolutte
brug af adverbiet saa er uden hjemmel hos Holberg, det lyder for moderne i hans ører, og han retter til »Saa tracterer I osv.« Specialordbogen kan
imidlertid attestere denne anvendelse af ordet med flere paralleleksempler fra komedierne (saa 12.1, i ODS er det først bevidnet hos Oehlenschläger); denne rettelse er da heller ikke set uden for Brix’ udgave 1922.
Lidt Holbergfilologi · 47
Men det er naturligvis især de forældede, ikke længere kurante ord og
udtryk der byder på faldgruber for udgiverne, som kan være tilbøjelige til
at deklarere trykfejl eller tekstforvanskning på et for usikkert grundlag.
I børsakten i Den 11. Junii slutter 6. scene med en replik af den falske
mægler Trækholdt: »Nu maa jeg forlade dem (: Dem) lidt, i gode Mænd,
til Børs-Tiden er ende.« Stedet som står uantastet endnu i Rahbeks udgave af komedierne i Ludvig Holbergs udvalgte Skrifter I (1804), rettes af
senere udgivere til »er ude« (Dramatiske Skrifter ved J.C. Lange 1832)
eller »er endt« (Boye, Roos) eller »er til Ende« (Liebenberg, Martensen,
Carl S. Petersen). Men den her foreliggende prædikative brug af Ende er
kendt ikke blot fra ældre dansk (Kalkar har et Vedelcitat), men også fra
norsk og behøver altså ikke at udbedres (HolbO Ende 5.1, Norsk Ordbok
ved Alf Hellevik ofl. 1966 ff. II.ende).
I Jacob von Tyboe 4. akt 6. scene (5. scene i 1731-udgaven) vil Stygotius’ tjener Jens franarre Tyboes tjener Christoffer hans fyldte pung,
»thi hand er eengang saa stoor som min« står der. Her er i det andet efterholbergske Høpffnerske optryk (1788) hand blevet til den, og således
trykkes stedet af Rahbek. Senere udgivere retter efter Boye til hans, dog
ikke Carl S. Petersen i monumentaludgaven. Det er en ganske smuk konjektur, umiddelbart set en forbedring af teksten. Imidlertid er den nu kun
dialektale brug af pronominet med tingsord som korrelat så vel dokumenteret hos Holberg at en rettelse er betænkelig, udgiverne bør derfor
moderere deres hovedpassion! Man husker fx Jeppes klage (I 3) over
Mester Erich »hvilken min Ryg icke kand tencke paa uden hand maa
græde«, og i Barselstuen (IV 4) får Corfitz sin fratagne hat tilbage med
ordene: »See der har i (: I) ham da!« (HolbO han 1.4, jf. ODS II.han 1.4).
Lidt mere subtilt er følgende: Et par steder i komedierne forekommer
en uregelmæssig konstruktion i et komplekst verballed hvor et modalverbum i præteritum efterfølges af præteritum i stedet for infinitiv af verbet
have (+ participium): Arv i Jean de France II 4: »der skulde I havde seet
en artig Dantz«, Henrich i Mascarade I 9: »(vi) skulle (..) let havde bildet
den gamle ind« osv. Stedet normaliseres i udgaverne, i det sidste tilfælde
støttet af en variant (havde > have) i optrykket 1742. Der er imidlertid
også andre eksempler på denne konstruktion i det holbergske corpus, og
man kan konstatere en vis sammenblanding, måske begrundet i lydligt
sammenfald, af infinitiv- og præteritumformen af have, i det samlede
materiale (HolbO have 13, sp.1200,43 ff., jf. sp.1216,3 ff.). For en konservativ tekstbehandling vil det da formentlig være rigtigt at afstå fra rettelse også i dette tilfælde.
48 · Sv. Eegholm-Pedersen
De sidste citater, hvor Carl S. Petersen også har undladt at rette, giver
eksempel på de mikrofilologiske overvejelser som udgivere stilles over
for, især hvor tekstgrundlaget for de første femten komedier som i Samlede Skrifter er de ældste Hans Mikkelsen-tryk (1723-25) og ikke Den
Danske Skue-Plads 1731. Der er åbenbart flere tekstfejl og irregulære
former i originalerne, og en del er rettet i de følgende optryk. Carl S. Petersens praksis i komediekritikken er som det er fremgået, den forsigtige
udgivers. Han er her ligesom i sit principielle valg af førstetrykkene som
tekstgrundlag i pagt med nyere tekstkritiske grundsætninger som de herhjemme fx praktiseres i den store Kierkegaard-udgave (Søren Kierkegaards Skrifter, udgivet af Søren Kierkegaard Forskningscenteret, 1 ff.,
1997 ff.).5 I redegørelsen for udgivelsesprincipperne i det vægtige forord
til SS (bd. 1, 1913) præciseres det at fejl og ufuldkommenheder der kan
skyldes forfatteren selv og hans måde at arbejde på, ikke rettes, og i redaktionen af komedieteksterne får en række formentlig holbergske distraktioner som almindeligvis korrigeres, lov at blive stående, med en
tekstkritisk note. Således navneforvekslinger i replikoverskrifterne som
når en af Studenstrups replikker i Den 11. Junii 5. akt 9. scene tillægges
Skyldenborg eller den pudsige kontamination af de to navne i formen
Studenborg i en replikangivelse i samme akts 5. scene. Tilsvarende er udgiverens tolerance over for irregulære former stor, undertiden vel diskutabel, når fx forskrevne ord med reversalfejl som Kieserens (for: Keiserens), (Jaulosie for: Jalousie) i Ulysses von Ithacia (I 4 og Prolog) beholdes i teksten med sic (»saal.«)-antegning i kritikken.6 Omvendt er der dog
også fejlgreb hvor en autentisk ældre form eller frase er opfattet som
trykfejl og rettet eller unødvendigt forsynet med trykfejlsforbehold. Til
eksempel: præteritumsformen trok i Hexerie eller blind Allarm (I 1) er
normalform hos Holberg ved siden af svag bøjning, medens formen med
a er sjælden, og forbeholdet i tekstkritikken altså overflødigt. I Uden
Hoved og Hale (I 1) rettes udtrykket »som icke seer ilde« unødvendigt
efter 1731-udgaven til det nu almindelige »seer ilde ud«; den absolutte
brug af verbet i denne forbindelse er sikkert hjemlet hos Holberg og i ældre sprog overhovedet (HolbO see 12.1, ODS se 12.2). Og der kunne
nævnes flere lignende tilfælde.7
Der er i de holbergske tekster som bekendt spredte mærker af det norske modersmål som må have været mærkbart i hans talesprog hele livet,
men som han (eller måske sættere eller kopister) i nye udgaver søgte at
fjerne. De tidlige skrifter og her også Peder Paars og komedierne med
deres talesprogsgengivelse er utvivlsomt de steder der giver størst udbyt-
Lidt Holbergfilologi · 49
te for den der søger at identificere norske træk, i ordforråd, morfologi og
syntaks. I det første af vore eksempler på formentlig unødvendige konjekturer ovenfor indgik der en norsk parallel i argumentationen, og man
bør naturligvis holde denne forklaringsmulighed åben ved bedømmelsen
af afvigende former eller udtryk. En holbergsk hapaxform som Slyngere
(for det almindelige Slyngele eller Slyngle) i skændescenen i Jean de
France (IV 6), bevaret i alle også efterholbergske høpffnerske optryk,
men rettet i nyere udgaver fra Rahbek og fremefter, har således paralleller i norske dialekter og opfattes både i ODS og HolbO som en sjælden
sideform der ikke automatisk bør rettes (se Ivar Aasen. Norsk Ordbok
1873: slyngjar). Som et særnorsk træk har man også opfattet den fra moderne dansk undertiden afvigende brug af der og det i de såkaldte upersonlige konstruktioner og som formelt eller foreløbigt subjekt: der (: det)
banker), det (: der) er dem der mener osv. Den moderne fordeling af adverbium og pronomen i disse forbindelser er dog ikke helt gennemført i
samtidens sprog, brugen vakler både hos Holberg og hans danskfødte
samtidige (se Danske Studier 1960:19 ff.). Under alle omstændigheder:
det forbehold Carl S. Petersen i tekstkritikken tager over for udtryk som
(Den Vægelsindede III 1) »jeg bilder mig ind, der er gaaet saaledes til«
eller (Barselstuen I 2) »Er det noget at see?«, er derfor overflødigt, og
rettelsen der > det i følgende citat (Mascarade II 4) »der er dog haardt at
tvinge en til at gifte sig mod sin Villie« unødvendig selvom den støttes af
læsemåden i 1731-udgaven (HolbO I.der 6). I denne forbindelse kan
nævnes en sikkert også unødvendig syntaksrettelse som Carl S. Petersen
og flere ældre og nyere udgivere foretager i en Pernille-replik i Den Stundesløse (I 11) »Men om saa var, ikke han var fornøyet med hende« >
»han ikke var osv.« (optrykket 1742 har også normaliserende »at han ikke var«). Der gælder lidt andre regler for placeringen af det nægtende adverbium i Holbergs og samtidens sprog. Særlig karakteristisk for Holberg og vistnok et udtryk for det bergenske substrat i hans sprog er en
tendens til fremrykning i visse sætningstyper (Danske Studier 1960:28 f.).
Den anførte sætning har i øvrigt paralleller i danske dialekter (smst.
1936:165).
Jeg skal endnu knytte et par kommentarer til nogle irregulære former
der er bevaret i tekstredaktionen i Samlede Skrifter. I de ældste komedietryk og også stedvis i Den Danske Skue-Plads 1731 optræder en række åbenbart uregelmæssige pronominalformer med tilføjet eller eventuelt
manglende (apokoperet) -e. Levemanden Apicius (Den Vægelsindede II
3) glæder sig til »En Ret Fisk med sine rette Suppe«, bøddelen i Slesvig
50 · Sv. Eegholm-Pedersen
er gentil med »støbte Sølvknapper i sine Kiole« (Gert Westphaler II 4),
Studenstrup vil nødig skære sine Sølvknapper »af mine Kioel« (Den 11.
Junii V 9), der tales om »Vore dydige Sviegerske« (smst.) ofl. Omvendt
med apokoperet form i »min blotte Knæ« (Jeppe paa Bierget II 2), »min
Knæ« (Juele-Stue 8. scene), »sin Ord« (Den 11. Junii I 4), »min Støvler«
(Barselstuen II 6), »sin Been« (Henrich og Pernille I 4, 1731). Formerne
er med undtagelse af hiaten rettet i de senere optryk. Det må da her som i
andre tilfælde overvejes om sådanne variationer ligger inden for en rimelig tolerancetærskel for ortografisk vaklen, eller om der er tale om rene
trykfejl eller inkurier, som i øvrigt optræder i mængde. Grænsen er svær
at drage. Carl S. Petersen har altså valgt ikke at rette, dog ikke helt konsekvent, med forbehold i tekstkritikken (»saaledes«, »maaske blot Trykfejl«). Der kan også godt argumenteres for denne position i en tekstkritisk udgave. De apokoperede former er ikke uden paralleller i samtidens
sprog og hjemlet i talesprogsprægede tekster (se ODS sin). Hvad e-formerne angår, nævner HolbO (artiklen sin) den mulighed at der i præpositionsforbindelser kunne være tale om en gammel dativform, kendt også
fra dialekter. Formerne kan også ses på baggrund af den almindelige vaklen og usikkerhed i kongruensbøjningen, med udbredt apokoperingstendens i talesproget især ved adjektiver på -ig, -en, -er ofl. og heraf følgende omvendte former med falsk e som i »en fattige Tiener« (Henrich og
Pernille II 4, normaliseret > fattig i 1742, men hverken rettet i SS eller af
Liebenberg eller Roos).8 – Former med e-tilskud, kendt i udfærdigelser af
dialekttalende fra dialekter med apokope, forekommer hos Holberg i andre enkeltstående tilfælde, fx ved substantiver, og rettes normalt i optryk
og nyudgaver. Hans debutarbejde, Introduction til de fornemste Europæiske Rigers Historier (1711), der er en sand prøveklud på irregulære
former og i det hele taget vaklende ortografisk praksis, giver her eksempler som hans eene Fode, sine adspreede Folcke, adskillige lærde Mænde. Formerne er rettet i 1728-udgaven, men står urettet og mærkeligt nok
ukommenteret i SS. I HolbO rubriceres de som formentlige trykfejl. Man
kan imidlertid overveje om fejlen her skyldes autor selv. At det er Holberg selv der bærer ansvaret for en forvansket propriumsform som Galte
for Galt, kan der næppe herske tvivl om. Christian den Fjerdes uheldige
admiral Peder Galt – dødsdømt og henrettet efter en sømilitær fadæse i
1644 – omtales både i Introduction (SS I 284), Dannemarks og Norges
Beskrivelse (V 391) og Dannemarks Riges Historie (VII 628), alle steder
med den nævnte forlængede form (Peder Galthe). Formen rettes eller annoteres ikke i SS, i Rahbeks men ikke i Levins optryk af Dannemarks Ri-
Lidt Holbergfilologi · 51
ges Historie er den korrekte form indsat. Og der er tilsvarende eksempler
på vaklen i navneformer i det egenhændige materiale: kollegaen teologiprofessor C.L. Scheidt omtales i et votum fra 1743 som professor
Scheidte, medens omvendt professor Marcus Wøldike bliver til Woldeck
(UtrHolb 27).
Holberg har selv, i fortalen til sine Orthographiske Anmerkninger
(1726) i en passage citeret af Carl S. Petersen i indledningen til Samlede
Skrifter, åbent erkendt den sproglige usikkerhed han måtte konstatere
hos sig selv da han efter flere års udlandsophold skulle »skride til solide
Ting« og begynde som dansk forfatter. De eksempler han nævner på sin
sproglige uformuenhed, er dels en sammenblanding af tysk og dansk i
ordforrådet (det var i vid udstrækning tyske kilder der blev benyttet som
afsæt for de første bøger), dels også den mangelfulde ortografi: »(jeg)
kunde (..) ikke hitte paa Ordene, viste ej heller at orthographere dem ret.«
Det er rimeligt at antage at Holberg selv eller hans kopister, som han »har
forført at skrive lige saa galt«, bærer noget af ansvaret for det ortografiske uføre i de første værker som Carl S. Petersen giver eksempler på i
fortalen til SS. Om den almindelige typografiske standard i de første
bøger – og linjen kan godt trækkes op til Hans Mikkelsens komediebind
– udtaler Carl S. Petersen i øvrigt at den er klart ringere end hvad man
finder ikke blot i samtidige tryk fra andre officiner, men også i andre produkter fra de trykkerier Holberg benyttede i sine første bøger.
Der ligger ikke i Holbergs ytringer om sin manglende retstavningskompetence nogen antydning af at der skulle være tale om særlige problemer ud over dem der naturligt kunne forklares ud fra manglende skoling og de mange års fremmedsprogspraksis. Formodninger herom har
dog tidligere været fremsat. For nu snart et halvt århundrede siden ventilerede historikeren Victor Hermansen på baggrund af en række fejlskrivninger og inkurier i det sparsomme egenhændige materiale den teori at
den store komediedigter har lidt af en lettere form for dysleksi, ordblindhed (artiklen »En ordblind Konge« i Medicinsk Forum IX 1956, 33 ff.).
Hermansen anfører fra de egenhændige udfærdigelser – breve, universitetsvota og -regnskaber – en ikke ret lang, men heller ikke fuldstændig,
liste over tilsyneladende dyslektiske fejl: reversaler, bogstavforvekslinger eller -udeladelser m.m. Senere fremdraget materiale fra universitetets
arkivalier giver nogle yderligere eksempler på sådanne holbergske inkurier (UtrHolb 26 f.). Der er som det fremgår af tekstkritikken til SS, heller ikke mangel på den slags fejltyper i de trykte skrifter, især i de tidligste eller tidligere værker. Man skal dog, mener jeg, ikke presse dette
52 · Sv. Eegholm-Pedersen
synspunkt. Det egenhændige materiale er meget spinkelt, og de mange
mærkelige og i senere udgaver rettede former i de gamle tryk, fx reversaler
som go, belv (= og, blev) og fra komedierne fx Undgommen (= Ungdommen, Mascarade, tekstkritik til SS III 248,31), Perlline (= Pernille, Den
Stundesløse, tekstkritik til IV 554,3), jf. også ovenfor Kieserens, Jaulosie, kan jo utvungent ses som banale sætter-»tyrkfejl«, kendt til alle tider.
(Tilsvarende eksempler forekommer i optrykkene hvor de gamle tryk har
tjent som forlæg: Simle i Den Vægelsindede (1724) I 2 bliver til smile i 5aktsstykket 1731 (I 6), lade i Kilde-Reysen III 8 til adle i Den Danske
Skue-Plads 1731, se Ehrencron-Müller II 185). Det man kan konstatere
som faktum, er en usikkerhed hos Holberg over for svagtryksstavelsen -e
når han skal gengive navneformer hvor skriftbilledet ikke som ved det almindelige ikke-propriale ordstof er fæstnet i hukommelsen: Galt bliver
til Galthe, Scheidt til Scheidte, Wøldike til Woldeck, se ovenfor.9 Det er
fristende at se denne usikkerhed som baggrund også for enkelte andre
påfaldende former i det holbergske corpus, således den vaklen og tilsyneladende sammenblanding i brugen af pronominerne det og dette der
forekommer nogle steder i de trykte værker (HolbO denne), og man vil
have den in mente ved bedømmelsen af de pronomenformer der var udgangspunkt for denne ekskurs.
Moralen af det anførte – den pernitne diskussion af ortografiske detaljer ville givetvis have stemt assessor Holberg højst satyrisk! – er i øvrigt
den ikke overraskende (jf. Aage Hansen i Danske Studier 1954:54): varsomhed i tekstkritikken, også hvor det drejer sig om bøjningsformer, ordformer, syntaktiske afvigelser, i tekster hvor sproget endnu fluktuerer så
meget som tilfældet er her, og hvor der som i komedierne er tale om en
sammenblanding af talesprogets og skriftsprogets former.
Til kommentaren
Der er helt siden Boyes udgaver (1843, 1852) tradition for at knytte
punktkommentarer til tekstudgivelsen. Hos Boye er der dog især tale om
realkommentarer, oplysninger om kulturelle forhold og aktuelle hentydninger o.l. Grundlaget her var lagt af biblioteksmanden E.C. Werlauff
med hans Historiske Antegnelser til Ludvig Holbergs Lystspil, 1838 (udvidet udgave 1858). Men allerede filologen Israel Levin havde (1841) i
anledning af en påtænkt komedieudgave fremhævet nødvendigheden og-
Lidt Holbergfilologi · 53
så af oplysende ordfortolkninger »for at give (teksten) en fuldkommen
levende Forstaaelighed« (citeret efter Ehrencron-Müller II 252). Og Liebenberg giver i fodnoter til teksten foruden realkommentarer en række
ordforklaringer i sine udgaver, mange flere end Boye.
Med hensyn til filologiske kommentarer indtager Chr. Molbechs udgave af de første fem komedier (1843) en særstilling. Molbech bringer meget udførlige ordkommentarer og -forklaringer som fodnotestof. Holbergske udtryk og vendinger der afviger fra datidig sprogbrug, annoteres,
ofte dog på en noget skolemesteragtig korrigerende måde. Pluralisformen Elskove (»Herrens andre Elskove« Den Vægelsindede (1731) II 4)
karakteriseres fx som »en ikke blot usædvanlig, men utilladelig Form, en
afgjort Sprogfeil.« Det hedder gentagende om komediernes udtryk og
former: »Talebrugen fordrer nu«, »rigtigere« o.l., ofte uden egentligt blik
for eller hensyn til at der er tale om en tidligere almindelig sprogbrug.
Molbechs stort udbyggede, interessante men sproghistorisk lidt svagt
funderede filologiske kommentar blev da også skarpt kritiseret af Levin,
som efterfølgende selv leverede stof til Liebenbergs udgaver.
Det tyvende århundredes fyldigste komediekommentar blev givet af
Carl Roos i de tre komediebind i Festudgaven 1922. Roos samler hele det
foreliggende materiale fra tidligere udgaver og enkeltstudier. Den filologiske kommentar er her i vidt omfang udskilt i en særlig ordliste over
»Fremmedord, forældede Ord og Ord i usædvanlig Betydning«. Ordlisten, der er redigeret for hvert bind, er tænkt som en første hjælp, medens
særlig vanskelige eller prekære steder kommenteres løbende. Ordlister er
også kendt fra nyere enkeltudgaver af komedier (Dansklærerforeningens
udgaver af Erasmus Montanus ved Alf Henriques og Thomas Bredsdorff).
Den sproglige kommentar til de gamle tekster som vi her skal dvæle
lidt ved, er selvsagt med den voksende tidsafstand stedse mere påkrævet.
Ord og udtryk som det ikke var nødvendigt at forklare, og som står
ukommenteret i det nittende århundredes udgaver, må nødvendigvis annoteres i det tyvende, for ikke at tale om det enogtyvende århundredes
Holbergbind, fx vittig (i betydningen »klog, forstandig«, Jeppe paa Bierget), pæn (i betydningen »knibsk, ærbar«, fx Den Vægelsindede), Simle,
Lædike o.l. Det første ordpar illustrerer det klassiske kommentator-dilemma ved udgivelsen af ældre tekster: ved de forældede, aktuelt uforståelige ord er behovet for filologisk kommentering indlysende, men i
mange tilfælde har tidsafstanden blot bevirket en forskydning i ordenes
betydning som let overses.
54 · Sv. Eegholm-Pedersen
Et af de »vanskelige«, hyppigt forekommende Holbergord er verbet
haabe. Det har i ældre sprog og altså hos Holberg foruden den moderne
betydning også betydningen »antage, forvente, regne med«. Ordet er i
udgaverne i nogle tilfælde forsynet med en kommentar, men ofte er den
vigtige betydningsnuance ikke annoteret. Således fx Venus’ retorsion i
prologen til Ulysses von Ithacia: »Dersom Jupiter var saa jaloux som Vulcanus, saa haaber jeg (: antager jeg, vil jeg tro), vi fick ogsaa nogle Historier at høre om hende (: Juno).« Eller i Den 11. Junii (II 1) hvor Henrich siger til den netop ankomne Studenstrup der glæder sig over at finde
bekendte navne i hovedstaden: »jeg haaber (: tror, kan tænke), der er ingen Gade udi Kiøbenhavn, hvor mand skal kunde finde et stykke 16 (:
hen ved, ca. 16, se HolbO Stykke 8) Lisbeder.« Roos medtager i den nævne ordliste også haabe i den ældre betydning, men læserne lades da lidt i
stikken i de enkelte tekster. Når ordforklaringerne, som det oftest er
tilfældet, er indarbejdet i den løbende kommentar, burde ideelt set alle
steder med den ældre betydning anmærkes. HolbO giver her (haabe 1-2)
et fyldigt materiale til belysning af ordets forskellige betydningsnuancer.
Men som ordbogens brugere vil vide: man får ikke nogen fuldstændig registrering af forekomsterne i de forskellige skrifter, ikke alle steder kan
slås op. Ordbogen er ingen konkordans og har ikke haft elektroniske corpora til rådighed.
Der kan i den løbende tekst plukkes mange eksempler hvor en betydningsforskydning vil skabe barrierer for den præcise forståelse. Jeg nævner et par andre for den moderne læser – eventuelt også kommentator –
formentlig upåfaldende steder: Når den robuste kandestøberkone i 2. akts
2. scene reagerer på værtens vægring ved at sætte Herman på plads med
ordene: »Saa tør jeg giøre det selv« – så er det ikke fordi hun har behov
for at forsikre sig selv og omgivelserne om at hun besidder det fornødne
mod, men meningen må være: »så må jeg, kommer jeg til at gøre det
selv« (HolbO tør 4.1). I Jeppes replik i 1. akt 3. scene – båret af afmægtig harme – »Nu gaaer den Soe ind, og æder Froekost« vil læseren eller
tilskueren i dag automatisk registrere to vulgarismer. Men faktisk er det
kun skældsordet og ikke verbet (i denne kontekst) der tilhører datidens
lavsprogsvokabular (HolbO æde, spise 2). Andre forkerte associationer
vil melde sig ved adjektiver som dydig, from. Polidor i Det Arabiske
Pulver er en dydig Mand (11sc.), Nille klager over hvilken from Mand
hun har mistet, da hun tror Jeppe død (V 1). Begge ord har som positivt
karakteriserende adjektiver en anden og videre betydning end den nuværende mere specialiserede (HolbO dydig 1, Dyd 3.2, from 1). – Det må
Lidt Holbergfilologi · 55
afhænge af kommentarens hele sigte om man vil og kan gøre opmærksom også på sådanne nuancer som i de her sidst anførte eksempler. I en
kritisk standardudgave som også skal tjene til studieformål, vil en lidt
bredere kommentering kunne komme på tale. En kommentering der ikke
blot registrerer de oplagte tilfælde af betydningsforskydninger som her
ved haabe og turde, men også er opmærksom på tekstens imponderabilier såsom ordenes stilpræg og de nuancer der kan være lidt sværere at indfange som ved de nævnte adjektiver. Ingen af disse er med i Roos’ ordlister. Men det kan noteres (bifaldende) at DSL’s komedieudvalg (1994)
har ofret en note på Nilles replik i Jeppe paa Bierget V 1.
For den moderne Holbergkommentar er der også andre hjælpemidler
end de leksikografiske standardværker. Der findes som bekendt for
næsten alle Holbergs skrifter en nogenlunde samtidig tolkning i de eksisterende oversættelser, især til tysk (jf. Vivian Greene-Gantzberg i Danske Studier 1988:83). Hvad specielt komedierne angår, har man en løbende række tyske oversættelser fra 1740’erne og 50’erne, der efterhånden
omfatter alle komedierne. Hovedoversætterne er J.G. Laub, der tegner
sig for de fleste stykker, men hvis præstationer i øvrigt blev stærkt kritiseret i samtiden (Roos 1922:22 ff.), og G.A. Detharding, den sidste søn
af en af Holbergs kolleger, den fra Tyskland indkaldte medicinprofessor
G. Detharding. Benyttet med forsigtighed kan oversættelserne give nyttige vink om den rette forståelse. Således i det næste sted der skal drøftes.
Det er i Jean de France (IV 6) hvor den næsvise galloman spotter sin
svigerfader for hans gammeldags klædedragt: »blev icke den Kiole, I har
paa, giordt til den forrige Jubelfest?« Stedet forklares vistnok af alle udgivere efter Werlauff, som dog tager et vist forbehold (1858:67), som refererende til reformationsfesten 1717, altså den nærmest forudgående jubelfest, 200-året for Reformationen. Men situationen og den komiske
overdrivelse forudsætter nødvendigvis et større tidsspand end denne udlægning indebærer (komedien er fra 1723). For den moderne sprogfølelse er der ingen problemer i den rimeligere forklaring som HolbO giver,
nemlig jubelfesten 1617 (Jubelfest 2, forrig 4), og denne forklaring støttes også af den gamle tyske oversættelse fra 1741 (Detharding i J.C.
Gottsched. Deutsche Schaubühne II): »das erste Jubelfest«. Betydningen
»næstsidste« af det involverede adjektiv er imidlertid sent udviklet i
dansk (se ODS-S forrig 4, der medtager Holberg som et tidligt isoleret
eksempel) og har ikke været aktuel for Werlauff og det nittende århundredes kommentatorer. Det er problemet! Men specialordbogen har altså
med et andet Holbergcitat i ryggen ment at kunne statuere en tidlig og
56 · Sv. Eegholm-Pedersen
altså – det må indrømmes: ellers isoleret forekomst af denne betydning.
En anden måske mere plausibel tolkningsmulighed som kunne være
nævnt i ordbogen, er at betegnelsen Jubelfest kunne hentyde til 100-året
for Reformationens indførelse i Danmark, dvs. 1636,10 og forrige således
have den almindelige betydning »næst foregående, sidste«, der også kan
bruges mere ubestemt »uden forestilling om noget nærværende af samme art« (HolbO forrig 3, den tyske oversættelse fra 1741 kunne også føres i marken her).
De hidtil anførte kommentarer til kommenteringen har med ordbetydningerne at gøre. Vigtigt er det også for den filologiske punktkommentar
at være opmærksom på det syntaktiske, de afvigende konstruktionsmuligheder i det ældre sprog og hos Holberg som kan have betydning for
den rette tekstforståelse.
I Jeppes store monolog i komediens 1. akt (3. scene) berømmes den
foregående degn på hans nederdrægtige efterfølgers bekostning: »(han
var) anden Karl. Hand tog Troen over fra 12 Degne i sin Tid, saadan
Stemme havde hand.« Her betyder »tog Troen fra« at degnen kunne udkonkurrere kollegerne ved at holde længe på første stavelse (ordet Vi) i
den såkaldte trossalme (over trosbekendelsen, se ODS I.Tro 6.2). Dette er
rigtigt forklaret i alle udgaver siden Boye 1843. Den lidt ejendommelige
brug af det tilsyneladende adverbielle over lades uomtalt (dog ikke af
Liebenberg), det er formentlig nærliggende at knytte det til verbet. Men
over skal her læses sammen med det følgende præpositionsled så betydningen altså bliver »fra over tolv degne«. Det er en konstruktion som forekommer flere steder i komedierne og også er kendt fra 1800-tals-forfattere (H.C. Andersen over i fjorten Dage, se ODS over 23.4 og for Holberg, med en række komediecitater, HolbO over 16.4).
Et andet kendt komediested hvor en usædvanlig ordstilling kan spille et
puds, og hvor en nødvendig forklaring mangler i vistnok alle udgaver, er
følgende fra Ulysses von Ithacia (II 7): krigshæren rafler om hvem der
skal have æren af i tvekamp at gå fjenden under øjne, og Chilian slår to
sekser: »jeg vil døe paa, at det er falske Terninger. Jeg har aldrig kunnet
kaste Sexer alle min Livs Tiid tilforn.« Her er udtrykket »kaste Sexer alle«
med adjektivet i postposition en fast frase om terningkast med bar (her
altså to) sekser. Den nemme læsning hvor alle knyttes til det følgende substantiv (»hele min livstid«), er forkert (HolbO Sexer, ODS I.Seks 2).
Undertiden kan det dog være vanskeligt nok at decidere og fastslå den
præcise betydning af en holbergsk frase. Lad mig her til sidst give et eksempel på de uundgåelige fortolkningsdilemmaer. Jeg har tidligere
Lidt Holbergfilologi · 57
nævnt den vaklen der findes hos Holberg og i samtidens sprog i anvendelsen af der og det i upersonlige konstruktioner og udtryk med foreløbigt subjekt. Brugen af det for der i udtryk som det er dem som mener
osv. giver vistnok (!) nøglen til den rette forståelse af følgende replik i
Jean de France V 2. Den forfjamskede Arv svarer på forespørgsel »hvordan staaer det til hiemme?« (..) »Alting staar mare vel til. Men det staar
noget forbandet ilde til.« Altså meningen af sidste sætning skulle være:
»der er noget der står forbandet ilde til«, spillende på modsætningen mellem alting og noget. En detalje i tekstfortolkningen, men ikke uvigtig, og
bestemmende for hvordan replikken skal siges på scenen. HolbO har ikke – må redaktøren af det pågældende afsnit med beklagelse konstatere –
været opmærksom på de forskellige tolkningsmuligheder og kun givet
den forklaring som umiddelbart melder sig, nemlig adverbiel, emfatisk
brug af noget (nogen 9 slutn.). Den tyske oversættelse har her en ren danisme: »Es steht alles sehr wohl zu, aber es steht etwas schlecht zu«, men
i det senere optryk i Dänische Schaubühne IV (1750) indsættes et auch
»es steht auch etwas schlecht zu«, der synes at støtte den her foreslåede
tolkning.
Vi har i de foregående kommentarer til komediernes tekstkritik og tekstfortolkning kunnet benytte den gennemarbejdning af Holbergs sprogverden der foreligger i specialordbogen fra 1980’erne, som skulle give et solidt grundlag for arbejdet med de holbergske værker. Ordbogen er som
det fremgår af det sidste eksempel (se også note 3 og 7), ligesom andre
ordbøger desværre ikke uden mangler og fejl. Der er efterhånden observeret også lidt vel mange Aladdinsvinduer i det femfløjede slot! Men for
nu ikke at slutte kedeligt med en noteret bet skal jeg tillade mig at runde
af med et eksempel der igen viser ordbogen som et nyttigt arbejdsredskab, her også for komediernes realkommentar. Det er for gamle holbergianere velkendt at navnet Jeppe paa Bierget og navnet Bierget i
Erasmus Montanus har affødt en livlig men egentlig futil diskussion om
muligheden af at lokalisere dette fiktive Bierg til et bestemt sted på Sjælland. Ordbogen, der medtager hele det propriale stof fra fiktionsværkerne, giver en kort oversigt (med henvisninger) over diskussionen og supplerer med nyfundet arkivstof. Holberg, der jo fra barndommen var vant
til langt højere bjerge, har utvivlsomt bidt mærke i og moret sig over lavlandets rundhåndede brug af termen. Flere sjællandske landsbyer kaldtes
Bjerget, bl.a. St. Jørgensbjerg ved Roskilde, nu del af byen, og man kan
finde betegnelsen som tillæg til bondenavn i fortegnelser over det såkald-
58 · Sv. Eegholm-Pedersen
te corporagods der indgik i professorernes lønpulje. Her optræder således, i lister fra 1760’erne, en »Søren Kieldsen paa Bierget« der, som det
oplyses, »Boer paa Bierget ved Röeskilde« (HolbO Bierg 3). Denne parallel til Jeppe Nielsen er ganske vist altså ikke samtidig, men jo mere relevant end det jyske eksempel på navnetypen som Roos giver i sin Jeppekommentar, og et formentlig godt bud på hvorfra Holberg har tilnavnet
til sin Jeppe.
Og hvis man spekulerer på hvorfor Jeppes frister og drikkebroder hedder Jacob Skoemager, hvorfor netop Skoemager? – så har specialordbogen også et bud i den relevante artikel (Jacob 3.6), her dog blot i form af
en henvisning til den lille dokumentsamling der kom som en forløber for
ordbogen (UtrHolb 124). Her citeres et fæstebrev fra 1744 fra Holbergs
universitetsgods i Torkildstrup – hen ved to mil fra Roskilde, svarende til
den afstand Jeppe skulle tilbagelægge på sin påtvungne vandring! – og
det fremgår at den tidligere ejer, en vis Rasmus Skoemager, har drevet
smugkro, hvilken misliebig virksomhed efterfølgeren altså forpligter sig
til ikke at bedrive. Der kan dog ikke oplyses noget om hvorvidt manden
også florerede i 1720’erne da komedien blev til. Men hvis det var tilfældet, er det da i hvert fald en morsom tanke at Holberg kan have hørt om
ham og derved være blevet inspireret til navnet på komediefiguren.
Forkortelser
Dahlerup
DSL
Ehrencron-Müller
HolbO
ODS
Roos
SS
UtrHolb
Werlauff
Holbergs Breve udg. af Verner Dahlerup. 1926.
Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, København
H. Ehrencron-Müller. Bibliografi over Holbergs Skrifter II.
1934.
Holberg-Ordbog. Ordbog over Ludvig Holbergs Sprog. I-V.
1981-88.
Ordbog over det danske Sprog. I-XXVIII. 1919-56. ODS-S
Supplement. I-V. 1992 ff.
Carl Roos. Det 18. Aarhundredes tyske Oversættelser af
Holbergs Komedier. 1922.
Ludvig Holbergs Samlede Skrifter. Udg. Af Carl S. Petersen. I-XVIII. 1913-63.
Utrykte Holbergiana fra Universitetsarkivet. Udg. af Sv.
Eegholm-Pedersen. 1979.
E.C. Werlauff. Historiske Antegnelser til Ludvig Holbergs
atten første Lystspil. 1858.
Lidt Holbergfilologi · 59
Noter
1. Også Liebenberg havde i 8-binds-udgaven gjort et stort arbejde med bag i
hvert bind at anføre afvigende læsemåder fra de ældre tryk.
2. Aage Hansen har i et her benyttet utrykt forelæsningsmanuskript anført dette
og en række andre eksempler som indicier for dikteret tekst.
3. Fx: I 2. akt 3. scene permitterer regien skriverkarlene med følgende ord: »(de)
seer paa Pennene og sætter dem bag Ørene.« Brix formoder, sikkert med rette, at det er en fejl for »suer paa Pennene«, skikken med at slikke pennen ren
bevidnes af et Wessel-citat (ODS afslikke 2). Konjekturen er ikke men burde
være nævnt i HolbO. Brix’ konjektur til diktatscenen (II 9) »sætte rum aaben
til Titulen« for »sætte reen aaben« er også smuk og plausibel – trods HolbO
reen 5 slutn.! Den støttes, hvad Brix ikke har bemærket, af Don Ranudo V 4
»lade rom aaben till deres navne.«
4. En samlet vurdering af Carl S. Petersens udgave foreligger nu i Johnny Kondrups artikel »Tekstgrundlaget for en udgivelse af Holbergs samlede værker«, i: Holberg og det 21. århundrede. Red. af Peter Christensen Teilmann
og Gunnar Sivertsen. 2004. Heri også Per Dahl: »Betænkning over Holbergudgaver og deres historie«.
5. Se redegørelsen for tekstbehandlingen i Kommentarbind 1 og jf. Johnny
Kondrup i Danske Studier 1997:84 ff. Over for den traditionelle tekstkritiske
maxime som fx udtrykt af A.B. Drachmann (Dania X 23) at »man retter de
Feil, om hvilke man antager, at Forfatteren vilde have rettet dem, hvis han var
bleven opmærksom paa dem« sættes nu en større tilbageholdenhed med rettelser og konjekturer, man retter nødigt og kun hvor meningen kræver det:
»grundtekstens historiske autenticitet prioriteres over et begreb om forfatterens intention, som under alle omstændigheder er tvivlsomt.«
6. Carl S. Petersen undlader også at rette i nogle tilfælde hvor en oplagt konjektur frembyder sig. Således fx i en Leonard-replik i Mascarade (III 3) »Ha ha
jo Frøken« der lades uomtalt, men hvor der sikkert skal læses »go Frøken«
som foreslået af Brix (HolbO god 7.1). Andre steder med urettet dubiøs tekst
anføres konjekturmuligheder dog i tekstkritikken.
7. I prosaskrifterne ændres den almindelige sideform – også almindelig hos
Holberg – Undersat konsekvent til Undersaat (Introduction, Natur- og Folkeretten, Dannemarks og Norges Beskrivelse og flere). Specielt i de senere
skrifter (efter 1730) er der adskillige eksempler på uacceptable moderniserende rettelser og konjekturer, og den tekstkritiske akribi er i det hele taget ikke på højde med de første bind inklusive komedierne. Det må dog her retfærdigvis erindres at Carl S. Petersen begyndte og gennemførte sit store fortjenstfulde udgiverarbejde på et tidspunkt hvor der hverken var en (fuldstændig) ODS eller en Holberg-Ordbog at slå op i. – Et par af Petersens fejlskud
er beklageligt nok – trods forsikringen i ordbogens indledning (I xxi) – blevet
optaget i HolbO, således den uholbergske intetkønsform vaagent for vaaget.
8. Bestemt for ubestemt form er en kendt type i ældre dansk, især i det 16. århundrede, se Hj. Falk og A. Torp. Dansk-Norskens Syntax. 1900. 85 ff. Ordbogen
i DSL’s udgave af Hans Mogensens Oversættelse af Philippe de Commines
Memoirer III (1919) giver eksempler på (ental) mine, sine = min, sin.
60 · Sv. Eegholm-Pedersen
9. Navneformerne volder i det hele taget problemer. Undertiden skriver Holberg
navnene rent fonetisk, som han tror at høre dem. Navnet på en af sine fogeder,
Jessen, gengiver han – betegnende nok med norskpåvirket lydgengivelse –
Giæssing (Dahlerup 1926:132), og navnet Winderslef får formen Wimmorble
(smst. 135), det sidste dog kun hjemlet i et aftryk af et nu tabt Holbergianum.
10. Erich Pontoppidans bekendte Everriculum (Fejekost til at udfeje den gamle
Surdej) har på titelbladet: Annô MDCCXXXVI, Eccles. Danic. Jubilæo Secundo, altså: År 1736, den danske Kirkes andet Jubelår.
Våbenbrødre?
Om Georg Brandes’ forhold til og opfattelse af
Henrik Ibsen og hans værker
Af Nicolas Reinecke-Wilkendorff
1. Indledning
Georg Brandes var den store leder af Det Moderne Gjennembrud. Og
Henrik Ibsen var den, der mest effektfuldt omsatte hans ideer i dramatisk
form og skabte det moderne realistiske drama, hvor samtidens ideer blev
sat under debat. Det har længe ligget fast. Men hvordan opfattede Brandes selv Ibsen, som han kendte i fyrre år? Og hvad syntes han egentlig
om hans værker? Det er svar på disse spørgsmål, nærværende artikel
søger at give.
Det er en udbredt opfattelse, at de to stod tæt sammen inden for Det
Moderne Gjennembruds regi, at de var våbenbrødre i kampen mod det
bestående samfund. Denne opfattelse er imidlertid kun dækkende for en
kortere periode af deres lange venskab. En række faktorer – bl.a. mistænksomhed, skuffelse og magtkampe – gjorde nemlig, at venskabet flere gange ændrede karakter undervejs.
Når man vil vide, hvad Brandes mente om Ibsen, er der to slags kilder:
de offentlige og de private. Det primære analysemateriale er naturligvis
den lange række af tekster (anmeldelser, portrætter m.v.), som Brandes
publicerede om Ibsen. Det er dog ikke muligt at danne sig et helt billede
ud fra disse tekster, for Brandes valgte ofte af strategiske grunde at nedtone en eventuel kritik i det, han publicerede om Ibsen. Derimod veg han
ikke tilbage fra at kritisere Ibsen i de private papirer (breve og dagbøger).
Ofte forstås de offentlige skrifter først fuldt ud på baggrund af kendskab
til de private papirer, hvorfor det er en nødvendighed i et vist omfang at
inddrage disse.
De fleste af Brandes’ tekster om Ibsen er mindre arbejder. Der blev
dog plads til tre længere artikler (1867/68, 1882 og 1898/991), der betragtes som hovedkilderne i denne fremstilling. Den sidste artikel adskiller sig dog kvalitetsmæssigt fra de to andre, idet den blev til i Brandes’
geni-dyrkende periode og overvejende er en (tom) hyldest til den ver-
62 · Nicolas Reinecke-Wilkendorff
densberømte Ibsen. I det hele taget er forholdet mellem Brandes og Ibsen
mest interessant fra slutningen af 1860’erne og til årene omkring »Andet
Indtryk« (jf. note 1), hvorfor de to første artikler og tiden mellem dem er
blevet tildelt mest plads.
2. »Første Indtryk«: den æstetiske skolemester
I løbet af sommeren 1866 begyndte den 24-årige Brandes arbejdet med
en artikel om Ibsen, som han imidlertid først færdiggjorde året efter. Da
sendte han den til udgiveren af Dansk Maanedsskrift, Mathias Steenstrup, med ordene: »Jeg er selv ganske fornøiet med den og bilder mig i
det mindste ind, at den er god« (Fenger 1964:176). Portrættet blev trykt i
oktober-nummeret.
Året efter besluttede Brandes sig for at samle en række af sine arbejder
i bogform. Bogen udkom i maj 1868 med titlen Æsthetiske Studier, og
den indeholder bl.a. en udvidet udgave af Ibsen-portrættet.2 I teksten fra
1867 indarbejdede Brandes tre af sine anmeldelser af Ibsens værker,3
nemlig af Brand (23.5.1866 i Dagbladet), Kjærlighedens Komedie (26.
5.1867 i Illustreret Tidende) og Peer Gynt (16.12.1867 i Dagbladet).4
Hermed var teksten til »Første Indtryk« klar.
2.1 Ibsens personlighed: den polemiske moralist
Det er ved to polemiske Arbeider, at Henrik Ibsens Navn især er
bleven bekjendt for den danske Læseverden. Saa ulige som disse
iøvrigt ere, naar Hensyn tages til Dybde og Modenhed, have de
dog i Forening maattet give Publicum det Indtryk, at Ibsen først og
fremmest er en stridbar Mand (Brandes 1868:234).
Således indleder Brandes sit portræt og fremhæver her i de første linjer
de træk ved Ibsen, der går som en rød tråd gennem portrættet: det polemiske og stridbare. Videre slår han fast, at Ibsen som digter er pessimist
af moralsk natur, og at hans værker rummer revolutionære tendenser. Ibsen »klager ikke, han anklager« (235). Og det, han anklager, er (som få år
senere Brandes) det bestående samfund og dets normer. Brandes efterspørger grunden til Ibsens stridbarhed og giver selv to svar. Det første er
noget uklart, for Brandes mener, at der må være noget
Våbenbrødre? · 63
inderst inde i hans [Ibsens] Natur, der nøder ham til at forestille sig
og udmale sig Livet som en mægtig, men fortvivlet Kamp opad
mod det Gode, Noget i hans Øie, der tvinger ham til at see Sort, noget Krigerisk, Oprørsk, Voldsomt og Tungsindigt dybt i hans Væsen, der afspeiler sig i hans Værker og gjør selve hans Kjærlighed
til Lyset mørk (236).
Ud over dette mener Brandes, at årsagen skal søges i Ibsens livsvilkår.
Kender man til hans barske opvækst, vil man forstå, »at et saadant Liv
kan have bidraget til at give et Sjæleindhold af denne Masse netop dette
Særpræg, som Digtene udvise« (237). Efter således at have udpeget de
bærende elementer i Ibsens personlighed fortsætter Brandes med en beskrivelse af de grundlæggende træk i og en vurdering af Ibsens værker.
2.2 Den æstetiske kritiker
Vurderingen af Ibsens værker har rod i den kritiske skoling, som Brandes
modtog i sine unge år. Med rødder i Kant, Heiberg og Hegel5 giver han en
æstetisk-formel vurdering af værkerne, hvor en række på forhånd stillede
krav skal opfyldes, hvis et værk skal kunne kaldes poesi.
Som udgangspunkt kræver Brandes, at poesi skal være nyskabende:
»Det, som fremfor Alt interesserer os hos en Nutidsdigter, det er det Nye,
der hos ham bryder frem. Vort første Spørgsmaal er: hvor er hans Opdagelse, hvad er hans Amerika?« (239). Digtningen skal være original og
åbne op for nye erkendelser. Kravet om digtningens skabende funktion
betyder, at Brandes kræver mere end det polemiske, han finder hos Ibsen,
for »en blot nedbrydende Aand er ikke en poetisk« (241). Digtningen
skal ifølge de æstetiske teorier være god, sand og skøn. Den skal berolige
og forsone,6 og derfor må det polemiske aldrig blive mere end et poetisk
element. Sker det, er digtningen i fare for at ophøre med at være poesi:
Hvis den sande Poesie har den dobbelte Egenskab at bevæge og at
berolige, at vække og at forsone, hvis dens Konst er den: frivillig at
tabe i Skjønhed for at vinde i Skjønhed, da er det vel paa den ene
Side sikkert, at en Salonpoesie, der Intet vover, heller Intet vinder,
men saa er det heller ikke mindre klart, at selv en flammende Pathos, som gaaer til Marv og Been, som erklærer Sløvheden Krig
paa Liv og Død, dog aldrig bliver mere end et poetisk Element.
Digtekonsten vil kun Krigen for Fredens Skyld, den lader kun
Kræfterne brydes med hverandre for at gjøre Slutningsharmonien
64 · Nicolas Reinecke-Wilkendorff
desto mere fuld og dyb og opløftende. Den blot beroligende Poesie
staaer ikke i nogen Fare for at komme udenfor Konstens Grændser;
den sysler altid med forældede Idealer. Anderledes den vækkende
Poesie, den staaer i en meget alvorlig Fare for at komme til at virke
saa personlig nærgaaende, saa foruroligende og angribende, at den
ophører at gjøre Indtryk af Konst (264 f.).
Digteren bør ikke bruge sine evner på at angribe mennesket. Han skal
være behersket, og hans værker skal være harmoniske og i balance. I stedet for at være moralist bør digteren være filosof:
Digteren har anden Bestemmelse end den at være Menneskenaturens Æreskjænder (..) Det vil fremdeles sige: Digteren har anden
Bestemmelse end den at være Moralist (..) den Digter, der vedbliver saa længe at stirre paa »Løgnen«, Selvbedraget, Phantasteriet,
at han tilsidst næsten iblinde løber Storm imod det, han er som
Digter kun Moralist. Var han Philosoph, som en Digter bør være
det, da vilde han, istedenfor at kjæmpe som en Bersærk imod
Selvskuffelsen, have anvist Phantasteriet den det tilkommende
Plads i Menneskelivet og vilde vel have seet, at Illusionen, foruden
at være en farlig og fordærvelig Magt, hvad villigt indrømmes, indtil en vis Grad er for det Første uundgaaelig, altsaa nødvendig, for
det Andet gavnlig, trøstende, skjøn, som den Illusion, at der er en
Himmel, altsaa anden Gang nødvendig (285 f.).
Brandes’ forsvar for fantasien udspringer af hans æstetik, hvor fantasien
opfattes som selve den skabende evne. Derfor har han svært ved at goutere en digtning, der som Ibsens træder fjendtligt op mod fantasien.
For at et værk er poesi, skal det altså rumme en ny erkendelse og være
afbalanceret og harmonisk, og det stridbare må kun indtage en begrænset
plads. Det hele er i fin overensstemmelse med Brandes’ æstetiske skoling, men at det er nemmere for ham i teorien end i praksis skal vises herunder i gennemgangen af hans syn på Ibsens værker.
2.3 Ibsens forfatterskab: den manglende originalitet
Når det grundlæggende krav er, at digtningen skal være original, må det
naturlige spørgsmål til Ibsen lyde, hvad hans opdagelse er. Og svaret er
nedslående, for Brandes mener, at man hos Ibsen kan »læse og læse længe, man føler sig ikke slaaet af nogen ny Idee, ikke grebet af noget nyt
Våbenbrødre? · 65
poetisk Syn« (241). Brandes har dog set, at manglen på det nye hænger
sammen med Ibsens tilbøjelighed til at genbruge persontyper og -konstellationer. Som hovedperson har Ibsen »Allerhelvedeskarlen« (245) –
en heltetype, der hensynsløst forfølger sit mål. Brandes fornemmer, at
der er noget galt med denne type og påpeger fx, at Brand er en skæv figur, der stiller absolutte krav til andre, mens han selv er under udvikling.7
Og Brandes mener, at fejlen ligger deri, at Ibsen har ladet sig imponere:
»Ibsen har her fremmanet en Aand, han ikke selv formaaer at besværge«
(268). Med hensyn til personerne omkring hovedpersonen kan Brandes
også se et mønster eller rettere: en trekant. Over for hovedpersonen står
nemlig to kvinder: »en mandhaftig valkyrie- eller furieagtig og en øm, elskelig, kvindelig og blød« (245). Et mønster, som Ibsen genoptog i sine
sidste værker.
Brandes slår endvidere fast, at genbrugen bunder i en stedse dybere
boren i de samme motiver, og han finder, at Ibsen er en mere »dyb end
omfattende Aand« (244) (modsat Brandes selv, der var en mere omfattende end dyb ånd. Brandes akkumulerede, Ibsen reflekterede). Denne
genbrug er, selv om den forbryder sig mod originalitetskravet, ikke kun
af det onde, for den er Ibsens måde at fordybe sig i sig selv på:
[H]vad er denne Kredsen om de samme Grundtanker, hvad er denne Uddyben af det samme Spor, og denne utrolige Haardnakkenhed i Forfølgelsen af faa, men store Grundforhold Andet, end Digterens Fordybelse i sig selv? Man føler hvorledes han graver sig
ned i sit eget Indre (246 f.).8
Og Brandes indrømmer villigt, at »hvert nyt [Værk] betegner et Fremskridt, at Ibsen for hvert af dem er et Trin om ikke videre, dog altid dybere« (247).
Generelt mener Brandes dog, at Ibsens værker er for refleksive og uden
det sande poetiske. Hans hovedpersoner er inkarnerede begreber skabt
uden den livgivende inspiration. Hans figurer bliver let »mystisk-symbolske Hypostaseringer af en enkelt Egenskab hos det Levende« (274). Og
denne begrænsning går ud over kompositionen, hvorover der ofte er
»noget vist Tørt, Magert og Skematisk« (274). Også Ibsens replikkunst
skades af refleksionen. Ingen har som han »skamskjændet sine Arbeider
med Tilskuerrepliker; i disse føles Reflexionen ligefrem som en Pest«
(276).9 Det skal dog nævnes, at Brandes sætter Ibsens kvindefigurer højt,
fordi de ifølge hans mening ikke er blevet ødelagt af Ibsens refleksion.
66 · Nicolas Reinecke-Wilkendorff
Dette ændrer dog ikke på, at Brandes ser den manglende originalitet
hos Ibsen som et stort problem. Ud over Kongs-Emnerne, som Brandes
altid satte højt,10 har Ibsen ikke skabt noget originalt. Og det var galt fra
begyndelsen:
Catilina er skrevet i (græsseligt slette) femfodede Jamber, den
Form, som laa den unge Forfatter nærmest og som han havde fra
sin Læsning i de danske Tragoedier. Gildet paa Solhoug (..) er
hverken mere eller mindre end en farveløs Efterligning af »Svend
Dyrings Hus«, Efterligning ikke blot hvad Hovedfigurerne og deres Forhold angaaer, men lige indtil Versenes saa meget omtalte og
saa høist charakteristiske Metrum. Ere Ibsens Vers end flydende og
lette, smage de dog kun daarligt ovenpaa Hertz’s. Det er et høist
besynderligt, nærmest uforklarligt Træk af Ibsens ungdommelige
Efterlignelseslyst, at han kunde falde paa at ville tilegne sig det
Formelle i et Arbeide som »Svend Dyrings Hus«, og det er et Bevis paa en mærkværdig Smidighed, at han kunde slutte sig til en
Digter, der aandeligt staaer ham saa fjernt som Hertz (243).
Passagen er interessant, da den viser den unge Brandes’ glæde ved det
danske lystspil – og især Hertz’. Brandes har næppe senere været stolt af
denne passage, da den er slettet i samtlige optryk.11 Problemet er jo, som
man ser, at Ibsen ifølge Brandes er en tam efterligner. Bedre står det til i
Kongs-Emnerne, der betegner et poetisk fremskridt. Brandes ser stykket
som en slags gentagelse og – heldigvis – videreudvikling af Oehlenschlägers Aladdin (1805, i Poetiske Skrifter) med personkonstellationen
Aladdin/Håkon og Noureddin/Skule. Især er Brandes begejstret for den
reflekterede Skule, som er »Stykkets mesterligt sande og originale Hovedfigur« (251). Mod Skule kommer Noureddin til kort, for der »gives
ikke Mage til den Analyse af Mistillidens Uro og Kval, som Digteren har
givet os i Skules Monologer. Hvad er Nureddins Grublen og Tvivlen
imod denne Kamp« (255).
Brandes mener, at lykkebegrebet fra Aladdin er blevet tilført Ibsens
særlige kendetegn: det moralske, og er blevet til retsbegrebet. Hvor Aladdin var begrænset af det eventyrlige spillerum, er der i Kongs-Emnerne historisk og virkelig grund under fødderne. Det er nyt og derfor godt. Så
godt, at Brandes et sted udbryder: »Denne Scene hører visselig til de skarpest tænkte og dybest følte, som nogen dramatisk Litteratur har at opvise«
(257). Brandes mener dog også, at værket har fejl, men dem har han ikke
Våbenbrødre? · 67
lyst til at påpege. Det har han til gengæld, når det drejer sig om Brand,
Kjærlighedens Komedie og Peer Gynt. Problemet med de to første er igen
den manglende originalitet, fordi de ifølge Brandes blot gentager tanker
fra Søren Kierkegaard. Brandes mener, at Ibsen nærmest er en Kierkegaard-digter og beklager, at han så dårligt udnytter sine evner.
Dog har han også en del godt at sige, for selv om værkerne både med
hensyn til originaliteten og det moralske forsynder sig mod hans æstetik,
er han dybt fascineret. Ofte svinger han mellem det indtryk, værkerne har
gjort på ham, og det, han ifølge de tillærte teorier bør mene. Om Brand
siger han fx, at stykket må have givet alle »et rystende, ja overvældende
Indtryk af at have staaet Ansigt til Ansigt med en stærk og oprørt Genius,
for hvis gjennemskuende Blik Svagheden følte sig tvungen til at slaae sit
Øie ned« (264). Men igen: Det indignerede ødelægger den poetiske helhed. Af andre ankepunkter mod Brand kan nævnes: problemer med det
metriske, for bred fremstilling, manglende enhed i stil og tone og en lang
række umotiverede handlinger. Brand er utroværdig, og de øvrige personer er for ensidige. Det er ikke småting, Ibsen må høre for. Og kritikken
udgår direkte fra Brandes’ poetiske krav om balance og harmoni. Brandes kan godt se, at Ibsen har store evner, men han forbryder sig mod
skønhedens love – eller sagt på en anden måde: Ibsen er dygtig, men han
skriver det forkerte. Brandes prøver beredvilligt at forstå Brand symbolsk, men siger i samme åndedræt opgivende, at »Symboliken er vel
helt igjennem mere dyb end klar« (271).
Gennemgangen af Kjærlighedens Komedie er noget kortere, men ankepunkterne ikke færre. Brandes finder stykkets livsanskuelse sørgelig
og slutningen forvirrende. Som med Brand lider stykket under umotiverede handlinger, og det polemiske er så fremtrædende, at stykket berøves
karakteren af drama:
[H]er handles ikke, men declameres, her samtales ikke, men udhysses og gjennemhegles, her kjæmpes ikke med Ordets polerede
og blanke Vaaben, men med dets grove Skyts, hvis Salver gjøre
endnu mere Larm end Virkning. Helten er en Erasmus Montanus af
det reneste Vand og Corporalstokken savnes bittert (272).
Værket synder mod den sande dannelse og den sunde sans. Og det bliver
ikke bedre, da Brandes tager fat på Peer Gynt, selv om han er tydeligt fascineret og usikker. På trods af at han mener, at Ibsen har formået at
lægge betydning ind i folkeeventyret om Peer Gynt, udbryder han: »Hvor
68 · Nicolas Reinecke-Wilkendorff
mange skjønne Kræfter ere ikke bortødslede og spildte paa dette
utaknemmelige Æmne« (283). Og selv om Brandes finder stykket dybt,
følger han op med en direkte irettesættelse af den fjorten år ældre digter:
Ibsens Digt er hverken skjønt eller sandt; Menneskeforagten og
Selvhadet, hvorpaa det er opført, er en daarlig Grund at bygge poetiske Værker paa. Hvilken uskjøn og forvrængende Livsbetragtning er dog ikke denne, hvilken malurtblandet Glæde kan en Digter dog finde i saaledes at besudle Menneskenaturen! Denne Bestræbelse maa dog nu engang have løbet Linen ud. Det maa nu
være nok og have en Ende (285).
Klarere kan det næppe siges. Vil Ibsen skabe stor poesi, må han skifte
kurs. Han må ophøre med at være polemiker og komme i overensstemmelse med Brandes’ æstetik.
2.4 Vurdering
Brandes’ første Ibsen-portræt viser den æstetisk dannede magister, der
gang på gang irettesætter den ældre digter. Man kan dog tydeligt mærke,
at Ibsens værker har gjort indtryk på Brandes, og muligvis er Brandes’
kritik så voldsom, fordi han prøver at skjule dette. For Brandes læser ud
fra de meninger, der var meriterende inden for universitetsverdenen, og
de rummede ikke plads til fascinationen af Ibsen.
Alligevel kan det ses, at Brandes er ved at skifte spor. Grunden hertil skal
findes i hans voksende kendskab til de franske positivister. Allerede Sibbern, Brandes’ gamle lærer, havde introduceret ham for moderne fransk
tænkning og da især Taine. Under sit ophold i Paris 1866–67 fik Brandes
rig lejlighed til at studere denne, og det mærkes i portrættet. Overordnet
har Brandes med udgangspunkt i Taines teori om den herskende evne
forsøgt at få Ibsen til at passe på formlen: polemisk moralist. Og Taines
teori om miljøets betydning for forfatterens værker ses i Brandes’ begrundelse af Ibsens stridbare sind med hans opvækst. Endnu dominerer
det æstetiske dog, men portrættet viser tydeligt den brydning, der i slutningen af 1860’erne fandt sted hos den unge Brandes.
Portrættet er samtidig et glimrende eksempel på den unge kritikers evne
til på et tidligt tidspunkt at udpege de bærende elementer i et forfatterskab: personkonstellationen, selvfordybelsen osv. Hans indlevelse i og
Våbenbrødre? · 69
bestemmelse af Ibsens univers er fremragende. Portrættet var banebrydende, og Brandes vidste nok, at han med det grundlagde den egentlige
Ibsen-forskning. Mange år senere så han i hvert tilfælde med slet skjult
selvtilfredshed tilbage og kaldte portrættet »det tidligste Helhedsbillede
af Ibsens aandelige Personlighed, der er blevet forsøgt i Europa« (1898
(1):forordet).
3. 1868–1882: nærhed og afstand
At Brandes var ved at skifte spor, kan som vist ses i »Første Indtryk«,
men det er endnu tydeligere i de teateranmeldelser, han fra 1867 publicerede i Illustreret Tidende (Fenger 1957:147). Og Ibsen var med til at
hjælpe Brandes ud over det æstetiske ståsted.12
Der gik dog et stykke tid, før kontakten imellem dem blev etableret.
Ibsen havde ganske vist allerede i april 1866 skrevet til Brandes, men en
egentlig korrespondance kom først i gang, da Ibsen i juni 1869 takkede
for portrættet. Ibsen begrunder sin tavshed med, at han ikke deler Brandes’ æstetiske kriterier:
Naar jeg imidlertid ikke har tillskrevet Dem, saa er det fordi mit
Svar i Tanken svulmede opp till et helt stort Stykke Æsthetik, og da
jeg fandt, at denne maatte begynde med Spørgsmaalet: hvad er Poesi? saa vil De indrømme at Brevet turde blive temmelig vidtløftigt
(Brandes 1939:198).
Han takker dog eftertrykkeligt og benytter lejligheden til at forberede
Brandes på sit næste stykke.13 Måneden efter var han dog kommet i tvivl:
Jeg begynder at ane at jeg maaske ikke burde anmodet Dem om at
læse mit nye Lystspil. Ved nærmere at tænke over, tror jeg at hvad
der i Digtningen egentlig interesserer Dem, er de Tragedier eller
Komedier, der spilles i den enkelte Persons Indre, og at De lidet eller Intet bryder Dem om Virkelighedens faktiske Forholde (Brandes 1939:200).
Dette til trods hævder Ibsen, at det er en bemærkning fra Brandes, der har
ægget ham til at beskæftige sig med »Virkelighedens faktiske Forholde«.
70 · Nicolas Reinecke-Wilkendorff
Han siger ikke hvilken, men det er nok bemærkningen om, at Ibsen »blev
negtet den Evne til at see og skildre et kraftigt Nutidsliv« (Brandes
1868:248). Og igen tager Ibsen afstand fra Brandes’ æstetik, for han mener, at det »formelt uskjønne [kan] være skjønt i Kraft af den iboende
Sandhed« (Brandes 1939:201 f.). Sandhed frem for æstetiske kategorier
– det gav Brandes, der allerede tvivlede, noget at tænke over. Og det ses
af hans anmeldelse af De unges Forbund 10.10.1869 i Illustreret Tidende.
Nu mener han, at de »gode Værker i Poesi og Konst ere dem, i hvilke og
bag hvilke man føler en stærkt bevæget Sjæl, og som ere Udtryk for en
dyb, personlig Stemning og Erfaring«. Og han angriber de kritikere (bl.a.
sig selv), der ikke forstod at værdsætte »den berettigede og smertelige,
men sunde Bitterhed« i Ibsens tidlige værker. Hvor han før kritiserede
Ibsens polemiske facon, forsvarer han den nu og hævder, at Peer Gynt er
Ibsens bedste værk. Men selv om Brandes gerne vil, kan han ikke helt
acceptere virkelighedens udseende, bl.a. personerne generer ham: »De
ere sikkert nok naturlige og sande, men ak! hvorfor er Sandheden saa
grim og Lystigheden saa tung og det gode Lune saa bundet«. Brandes var
dog ved at lære at værdsætte det realistiske teater.
At bekendtskabet i tiden herefter blev tættere, kan ses af Ibsens næste
brev (6.3.1870), der viser, at Brandes må have åbnet sig for ham. Kort tid
efter anmeldelsen af De unges Forbund udsendte Brandes sin oversættelse af Stuart Mills The Subjection of Women (1869) med et krigerisk
forord rettet mod det bestående samfund. Modstanden, det vakte, gjorde
Brandes mismodig, og han klagede sin nød til Ibsen, som svarede, at man
ikke kan regne med at beholde sine venner, når man »som De, staar i et
inderligt Personlighedsforhold til sin Livsgjerning« (Brandes 1939:202).
Det er kaldet frem for alt. Og han ender brevet med at forsikre, at han ikke fordrer »den Slags Enighed, der i Almindelighed afgjør om et Forhold
skal bevares« (202). Men det gjorde Brandes få år senere.
Fra april 1870 til juli 1871 opholdt Brandes sig i udlandet. Selv om der
gik over otte måneder, inden han igen fik brev fra Ibsen, var han ofte i
hans tanker, og han omtaler ham ofte i brevene hjem. I et brev til Emil
Petersen 15.10.1870 skrev Brandes fx, at han hos sig selv finder »noget
af den Bitterhed, der frastøder hos Henrik Ibsen«. Endnu satte han dog
Ibsen højest: »Jeg er naturligvis uendeligt ringere begavet end Ibsen«
(Brandes 1980:121). Kort tid herefter blev Brandes syg og indlagt på hospitalet i Rom. På denne tid skrev han til Ibsen og spurgte, hvad han burde foretage sig. Ibsen svarede, at valget allerede er taget: »En Natur som
Deres vælger ikke« (Brandes 1939:203).14 I samme brev skriver han, at
Våbenbrødre? · 71
det, han ønsker, er en sjælens revolution, og deri er Brandes’ rolle:
»Hvad det gjælder er menneskeåndens revoltering, og der skal De være
en af dem, som går i spidsen« (204). Hvor dybt et indtryk, Ibsens ord
gjorde, beretter Brandes om i sit Levned:
Disse Ord, der nøje svarede til mit eget hemmelige Haab, satte, saa
syg jeg var, Ild paa min Fantasi. Det forekom mig at jeg, der saa
længe havde følt mig isoleret, endelig havde fundet den Aand, som
forstod mig og følte som jeg, en virkelig Kampfælle (Brandes 1905
(1):379).
Fra sit sygeleje skrev Brandes nu et inderligt digt til Ibsen:
Ja, jeg var ung, da jeg efter en lang
pinlig og trøstløs Tvivlen og Vaklen
modtog af Aanderne endelig Faklen
der for bestandig vil lede min Gang.
Klart da jeg saa ved dens straalende Flamme:
Magter der baste
Forskning og Tanke,
Magter, der kaste
for Frihed Skranke,
dem vil al Løgnens Forbandelse ramme,
Sandhed og Frihed er Et og det Samme.
»Alle maa høre det. Tal til Enhver!«
Saadan, o henfarne Store! I mane,
Sandhedens aldrig besejrede Fane,
strax, blot den løftes, vil samle en Hær. –
Drøm af et Barn, henvejret itide!
Fordom trues,
og Masserne flokkes;
men Sandhed kues –
slet Ingen rokkes.
Snart var de tallte, som stod ved min Side,
ene jeg første Gang maatte stride.
Det blev bestandig den Bistand, jeg fandt.
Huggene skarpere faldt, da jeg ægged
72 · Nicolas Reinecke-Wilkendorff
stedse paany, og da Ingen mig dækked;
Frænder gav Lemperaad, Venner forsvandt.
Fostbroderskab! ak din Tid er forgangen.
Saa blev jeg hærdet,
saa blev en Mand jeg,
Slaa uforfærdet,
skønt ensom kan jeg.
Ofte jeg spejded dog ud over Vangen;
efter en Stridsven levede Trangen.
Broder! jeg fandt dig. Hvad gør det mig vel,
at du en Høvidsmand er uden Lige,15
mens jeg blev skabt til som Væbner at krige,
sammen vi høre med hele vor Sjæl.
Ja, vi til Oprør vil Aanderne kalde!
Dristigt at rive
ud dem af Døsen
beaande, belive
være vort Løsen.
Er det end mørkt, det skal lyse for Alle.
Broder! Engang ville Taagerne falde.
(Brandes 1898 (3):87 ff.)
En måneds tid efter sendte han det til Ibsen, der 17.2.1871 takkede og bekræftede alliancen. Ibsens brev emmer samtidig af revolutionsstemning.
Han mener, at staten skal fjernes, og at al religion vil falde. Det voldsomme standpunkt rystede Brandes, der skyndte sig at betro sig til sin mor:
»Hans Radicalisme overgaaer rigtignok alt Tænkeligt« (Brandes
1978:II:84).
Forventningerne til Ibsen var store, og det kan ses af Brandes’ reaktion, da han i maj modtog Ibsens Digte (udkom 3.5.1871): »Jeg blev saa
ustyrlig glad over Ibsens Bog, da den kom, at jeg kom i den voldsomste
Nervebevægelse ved at læse Digtene og det gik igjennem mig som Storm
gjennem en Æolsharpe« (Brandes 1978:II:253 f.). Selv om Brandes senere erkendte, at kun få af digtene er værdifulde, siger hans første reaktion meget.
Kort efter mødte de hinanden for første gang, da Brandes på vejen
hjem gjorde holdt i Dresden, hvor Ibsen boede. Her fandt de sammen i
enighed om, at de hjemlige kulturforhold var særdeles tilbagestående. Ib-
Våbenbrødre? · 73
sen var i et meget krigerisk humør og hilste Brandes farvel med ordene:
»Ærgr De de Danske, saa skal jeg ærgre Nordmændene« (Brandes
1907:57). Men i København fandt Brandes ingen ro. Han var usikker og
ventede desperat på råd fra Ibsen. 20.9.1871 noterede han i sin dagbog:
»Det endte henad 2 Nat med at jeg skrev et langt, heftigt begeistret Brev
til Ibsen. Mon det ikke skulde kunne opflamme ham?«. Og dagen efter:
»Gid Ibsen vilde skrive mig et kraftigt poetisk Svar. Var han let og frugtbar Digter kunde han næsten ikke lade være«. Brandes kunne mærke
værket presse på, men han var i dyb tvivl: »Er det mig som skal give Feltraabet, er det virkelig mig som er de Unges eneste Høvding?« (Fenger
1957:207 f.). Han var klar til krig, men helst med Ibsen forrest. Noget,
Ibsen kort efter afviste:
Og så skulde jeg forsøge på at stikke en fane ud! Ak, kære ven, det
blev en historie, som da L. Napoleon gik iland i Boulogne med en
ørn på hovedet. Senere, da hans missions time slog, behøvede han
ingen ørn (..) Ja, kære fortræffelige Brandes, det er mig ufatteligt,
at De kan være mismodig. De har jo dog fået åndens kaldelse så
klart og utvetydigt som kun få mennesker (Brandes 1939:210 f.).
Nu vidste Brandes, at Ibsen ikke ville lede, og det er tydeligvis skuffelsen herover, der ligger bag den eneste anmeldelse, han skrev i perioden
fra hjemkomsten til hovedstrømningsforelæsningerne: af Ibsens digte i
Illustreret Tidende 22.10.1871. Brandes påpeger her, at digtere ofte har
anvist vejen:
Altid er i Lande, hvor et aandeligt Liv stod i Brud og i det Tilfælde, hvor en Ungdom stod beredt til at føre nye Ideers Sag, de store, humane, forenende Grundtanker komne fra Digterne. Hos os
veed jeg vel er dette Tilfælde ikke tilstede. Men under hine Forhold er det mod Digteren, at den unge Slægt rækker sine Arme ud
for af ham at modtage sin Fane. Den anraaber ham om at stille
den sit Løsen.
Og skuffelsen lyser ud af linjerne, hvor Brandes retter en skjult trussel
mod Ibsen:
Angiver Digteren da ikke i rette Øieblik det Løsen, som ventes, da
former dette sig uden hans Hjelp i den yngre Slægt, og nu er det
74 · Nicolas Reinecke-Wilkendorff
Digteren selv, som bliver standset og raabt an, om han veed Feltraabet eller ikke. Veed han det ikke, støder Ungdommen ham ned
og gaar videre.
Ibsen ville ikke »stikke en fane ud«, og så måtte Brandes selv. To uger efter indledte han sine myteomspundne forelæsninger,16 og her nævnes Ibsen blot som en verdensfjern moralist, der i Brand har skildret en moral,
som i praksis »vilde føre Halvdelen af Menneskene til at sulte ihjel af
Kjærlighed til Idealet« (Brandes 1872:25).
Brandes bevarede dog forbindelsen til Ibsen, og snart klagede han på
ny sin nød til ham. Ibsen forsøgte at berolige ham med, at der måtte være
mange på hans side. Om forelæsningerne, der udkom i februar 1872,
skrev Ibsen:
Farligere bog kunde aldrig falde i en frugtsommelig digters hænder. Den er en af de bøger som sætter et svælgende dyb imellem
igår og idag (..) hvad der ikke kan bære tidens ideer, det må falde
(Brandes 1939:212).
Det var, hvad Brandes ville høre, og det må igen have stemt hans forventninger til Ibsen højt. I september 1872 tog han til Dresden for at forny kampfællesskabet, og besøget knyttede dem tæt sammen. Ibsen arbejdede da med et historisk drama, som han kaldte Julian (ved udgivelsen
16.10.1873 bar det navnet Kejser og Galilæer). Ibsen havde tidligt en
fornemmelse af, at dette drama kunne få konsekvenser for venskabet. Allerede 31.5.1872 skrev han til Brandes om Julian: »Jeg har den største
lyst til at meddele mig til Dem angående dette stykke; men jeg føler at
jeg ikke kan det uden at udsætte mig for at blive misforstået« (Brandes
1939:215). Under opholdet i Dresden fik Brandes nærmere kendskab til
stykket, og han var begejstret for den udkastede plan. For selv om Ibsen
igen beskæftigede sig med kristendommen, mente Brandes, at pointen
var, at dens levetid var begrænset. Endvidere var dramaet jo ikke færdigt,
og det blev da også først udsendt næste efterår. I mellemtiden dukkede
det flere gange op i Ibsens breve. Til Brandes skrev han fx i oktober
1873, at værket »er blevet mere tidsmæssigt end jeg selv havde tænkt
mig« (Brandes 1939:222). Af et brev til Frederik Vilhelm Hegel kan man
dog se, at Ibsen vidste, at værket næppe ville tiltale Brandes. Og det gjorde det da heller ikke, som man kan se af både hans breve og anmeldelsen
året efter (anmeldelsen blev trykt i oktober-nummeret af Det nittende
Våbenbrødre? · 75
Aarhundrede – et tidsskrift som Brandes i efteråret 1874 var begyndt at
udgive sammen med sin bror Edvard).
Inden anmeldelsen blev trykt, havde Brandes aflagt Ibsen endnu et besøg, og nu var tonen kølnet. Til sin mor skrev han fx: »Saa hjertelig end
Ibsen var og altid er imod mig, er jeg ham i Dannelse dog altfor overlegen til at jeg har nogen Nytte af lange Samtaler med ham« (Brandes
1994:1:82). Og om Kejser og Galilæer hedder det kort tid efter: »Jeg sidder i Pine over Ibsens »Julian«. Jeg kan i Grunden slet ikke lide det Stykke, men der er jo en Del deri« (Brandes 1994:1:90 f.). Hverken Ibsen eller hans nye stykke levede op til Brandes’ forventninger. Anmeldelsen
viser det samme.
I sine forelæsninger havde Brandes efterlyst en problemdebatterende
litteratur og konkluderet, at det, at »en Litteratur Intet sætter under Debat
er det samme som, at den er ifærd med at tabe al Betydning« (Brandes
1872:15). En holdning, Ibsen begejstret tilsluttede sig. Og hvad blev så
den første frugt af Ibsens møde med hovedstrømningerne? Et idealistisk
og historisk skuespil uden tråde til nutiden og dens problemer, for Ibsen
tegnede Julian »uden alt Hensyn til hans Betydning for os« (Brandes
1874:76). Brandes fandt ikke den nutidsbelysning, han havde ventet, og
han må have set det som et tilbagefald i forhold til den forsøgte realisme
i De unges Forbund – og vel som et slags løftebrud. Brandes indrømmer
dog Ibsen, at han i Julian har skabt et alsidigt billede, men siger samtidig,
at »Alsidigheden undertiden er saa stor, at nogen Ensidighed var bedre«
(80). Julian er nemlig ikke tegnet som en stor person, og det gør hans
konflikter uinteressante. Det er dog værre, at stykket hviler på en besynderlig metafysik:
Ved den mest gennemførte Determinisme ses Alt, hvad Helten gør,
som udført med en absolut og fuldstændig Nødvendighed, der tilintetgør Begrebet Ansvar og dermed til en vis Grad ogsaa Lidenhed og Storhed (81).
Og denne determinisme bryder Brandes sig ikke om, for den er både
usund, uvidenskabelig og religiøs (og minder om Ibsens tro på Brandes’
handlinger som forudbestemte):
[K]un Forsynstroen, ikke Videnskaben kan føre til en Determinisme af denne Natur.
Den religiøse Forsynstro alene kan pumpe Individet i den Grad
76 · Nicolas Reinecke-Wilkendorff
læns for Selvbestemmelse; den videnskabelige Lovantagelse derimod aabner Individualiteten et Spillerum (81).
Selv om Brandes troede på historiske lovmæssigheder, kunne han ikke
goutere en sådan religiøs tvang. Han går dog ikke videre med sin kritik,
men hævder, at Ibsens styrke ikke ligger »i Løsningen af metafysiske
Problemer« (82). Efter at have rost Ibsens dramatiske fremstillingsevne
ender Brandes anmeldelsen med at fastslå, at Ibsen i »intet tidligere
Værk har (..) forstaaet og gengivet Historien som her« (84). De flotte ord
klinger dog hult, når man husker på, hvad Brandes havde ventet af Ibsen.
Det er sandsynligt, at Brandes ikke foldede sin kritik helt ud for ikke at
skubbe Ibsen væk. Han havde nemlig brug for ham. At han dog var skuffet, kan bl.a. ses af disse linjer fra slutningen af anmeldelsen:
Jo større Pris man sætter paa en Digter, og jo mere man allerede
skylder ham, des mere gaar man i Rette med ham, naar det forekommer En, at han paa et afgørende Punkt har skadet sig selv (84).
Ibsen var imidlertid ikke til sinds at rette sig efter Brandes, der kort tid
efter igen var utilfreds. I efteråret 1874 var han som nævnt med broderen
Edvard begyndt at udgive tidsskriftet Det nittende Aarhundrede. Ibsen
var blevet bedt om et bidrag og havde lovet en »troesbekendelse« (Brandes 1939:216), der stod trykt i august-september-nummeret for 1875
med titlen »Et Rimbrev«.17 I digtet tolkes den nye tid som et skib på en
rejse. Men selv om kursen er god og skibet stærkt, spreder der sig usikkerhed og tvivl om bord. Jeget i digtet ved ikke hvorfor, men en nat, han
sidder på dækket og skuer mod den gryende dag, hører han en stemme sige: »Jeg tror vi sejler med et lig i lasten!« (Ibsen 1875:350). Noget uerkendt om bord på Det Moderne Gjennembruds skib truer med konsekvenser for passagererne. Ibsen var tydeligvis kommet i tvivl om projektets bæredygtighed, som det var lanceret fra Brandes’ side. Og Brandes
tog det ikke pænt, selv om han næppe forstod rimbrevet. I et brev til
Drachmann skrev han, at liget er »Fortidens Religion og Fortidens Samfundsordning«. Og han var tydeligt irriteret: »Det er ogsaa underligt
at troe vi behøve en Digter til at fortælle os det at vi har Liget. Han
skulde sige os hvordan vi kunne slynge det overbord«18 (Drachmann
1968:I:125). Brevet var samtidig en opfordring til Drachmann om at gøre
det, Brandes ikke selv ville: skrive et distancerende gensvar. Afstanden
til Ibsen voksede.
Våbenbrødre? · 77
På nær et enkelt brev fra 1876 var der herefter ingen kontakt mellem
Ibsen og Brandes frem til januar 1882. Denne periode falder stort set
sammen med Brandes’ langvarige ophold i Berlin (oktober 1877–februar
1883). Og dette falder igen sammen med den periode, hvor Ibsen begyndte at skrive de moderne samfundsdebatterende dramaer, Brandes
havde efterlyst. Således er både Samfundets støtter (1877) og Et dukkehjem (1879) dramaer efter Brandes’ recept med deres kritik af henholdsvis den borgerlige økonomi og det borgerlige ægteskab. Derfor skulle
man tro, at Brandes gjorde, hvad han kunne for at udbrede kendskabet til
Ibsen. Men i de seks år i Tyskland skrev han intet på tysk om Ibsen, selv
om han var medarbejder ved det højt ansete Deutsche Rundschau. Erik
M. Christensen har sandsynliggjort (Christensen 1985:1:39 ff.), at Brandes ikke alene ikke støttede Ibsen, men at han direkte modarbejdede
ham.19 Og det på trods af, at Brandes godt kunne se, at Ibsen havde skabt
noget stort. Om Samfundets støtter skrev han 28.10.1877 til sin mor, at
han finder stykket »overordentligt dygtigt; det overtraf mine Forventninger. I technisk Hens. staaer det særdeles høit« (Brandes 1994:I:132). Og
om Et dukkehjem skrev han 10.12.1879: »fik Et Dukkehjem sendt som
gjorde et dybt Indtryk paa os, og som i dram. Hens. er et sandt Mesterværk« (Brandes 1994:III:112).20 Alligevel gjorde han, hvad han kunne
for at forhindre Ibsen i at blive kendt i Tyskland. Grunden hertil skal findes i den sag, der lå Brandes tungest på hjerte: oppositionen mod kristendommen. Allerede Brand var Brandes en anstødssten på grund af stykkets kristne indhold, og efter læsningen af Kejser og Galilæer og »Et
Rimbrev« må han have frygtet for, at Ibsen ikke havde forladt det kristne.
Kontakten blev dog genoptaget, da Ibsen i december 1881 på eget initiativ sendte Brandes Gengangere (stykket udkom 13.12.1881). Selv om
Brandes både i breve og senere i sit Levned (Brandes 1908:16) gjorde det
klart, at han ikke var begejstret for stykket, valgte han at anmelde det.
Dels for at gøre Ibsen en personlig tjeneste ved at forsvare ham mod den
hårde kritik,21 og dels fordi dette stykke modsat de tidligere kunne bruges
i kampen mod kirken. Anmeldelsen stod i Morgenbladet 28.12.1881.
Brandes roser Ibsen for at have behandlet arvelighedstanken og udpeger
stykkets »Pathos« til at være hovedpersonen fru Alvings lidelseshistorie.
Fordi samfundet (repræsenteret ved pastor Manders) krævede det af hende, blev hun hos sin ryggesløse mand og ofrede sin egen lykke:
Ved at blive hos ham, ved at hengive sig til ham, har hun ikke blot
bragt sin personlige Velfærd og Lykke som Offer, men er blevet
78 · Nicolas Reinecke-Wilkendorff
Moder til et fra Fødselen af ødelagt Væsen, til en Søn, hvem Dødstræthed, Fortvivlelse, Afsind, Idiotisme rammer ved Indtrædelsen i
Mandsalderen – og dog! Dog finder den Del af Samfundet, som
Hr. Pastor Manders repræsenterer, at hendes Ofring af sig selv og
Sønnen var Pligt, at et Opstandsforsøg mod dette græsselige var
Forbrydelse.
Stykket læses som en fortælling om en kvinde, der knuses under vægten
af samfundets borgerligt-kristne krav om at opretholde ægteskabet og
holde familien samlet på trods af de umenneskelige omkostninger. Brandes mener, at Ibsen har villet spørge, »om et Levnet som hint var alle de
tusinde Ofre værd, der under Trykket af Samfundsopinionen er bragt
det«, og han gør det klart, at det er langt bedre »at prøve Bygningen bag
Facaden indtil Grunden end at nøjes med Pastor Manders’s Forsikring
om, at Bygningen er opført paa Klippegrund«. Læst således var Gengangere et våben i hånden på Brandes. Kontakten til Ibsen var nu genoptaget.
4. »Andet Indtryk«: opgør og hyldest
Selv om Brandes ikke arbejdede for Ibsens udbredelse i Tyskland, bevarede han sin interesse for ham. Han fulgte med i hans værker og holdt i
november 1881 tre gange et foredrag om ham ved Københavns Universitet. Kort efter at have modtaget Gengangere, ville Brandes omarbejde foredraget til en artikel og heri bruge klip fra Ibsens breve. At Brandes stadig ikke var tryg ved Ibsen, ses deraf, at han i stedet for selv at spørge Ibsen om lov bad deres fælles forlægger, Frederik Vilhelm Hegel, gøre det
(Brandes 1939:XXXVI f.). Ibsen tog det dog ikke ilde op, men erklærede derimod sin fulde tillid til Brandes:
Hegel skriver at De ønsker at optage nogle steder af breve fra mig.
Jeg har naturligvis ikke noget derimod at indvende. Jeg stoler ubetinget på Dem i dette, som i alt andet (Brandes 1939:232).
Dermed var vejen banet for Brandes’ anden store artikel om Ibsen, der
stod trykt i Ude og Hjemme i perioden 20.8.–3.9.1882.22
Situationen var for Brandes nu en anden, end da han som ung kritiker
Våbenbrødre? · 79
skrev »Første Indtryk«. Han var på vej hjem til en plads som leder for hovedparten af den intelligente ungdom og måtte derfor have styr på sine
tropper. Og det betød, at Ibsen – der da var Nordens førende dramatiker
og stod over for et internationalt gennembrud – måtte kaldes på plads og
indrulleres under de moderne faner. Samtidig sad der i Brandes nok en
brod fra Ibsens afvisning af at lede angrebet. Derfor blev artiklen både en
nedvurdering og en opvurdering. For rangordenen de to imellem skulle
bestemmes, samtidig med at Ibsen skulle fremstilles som den mest moderne af de moderne.
4.1 Ibsens personlighed: den isolerede menneskeforagter med
røntgenblikket
Som i »Første Indtryk« bruger Brandes det første afsnit til – gennem sit
kendskab til Ibsens biografi – at tegne et billede af den betydning, Ibsens
livsvilkår har haft for hans personlighed og digtning. Men hvor det biografiske i »Første Indtryk« var en mindre del, udgør det her over halvdelen. Den biografiske læsemåde er nu slået helt igennem hos Brandes.
Brandes tager igen udgangspunkt i Ibsens ungdom, der beskrives som
en kamp for overlevelse, hvad der gav Ibsen »en mægtig Følelse af at
være henvist til sig selv og sine indre Hjælpekilder« (Brandes 1882:561).
Endvidere beskrives Ibsen som »grundgermanisk« (562) og typisk norsk
af temperament og personel. Han er polemisk, sarkastisk og helt igennem moralsk i sit syn på verden, hvilket begrundes med hans idealistiske
udgangspunkt. Ibsen var »en født Idealist, der fra først af tørstede efter
Skjønhed i dens højeste Former som ideel, aandig Skjønhed« og som
»kristelig paavirket af Omgivelserne, var tilbøjelig til at finde Sanselivet
hæsligt eller syndigt og til ikke for Alvor at beundre eller anerkjende anden Skjønhed end den moralske« (562).23
Efterhånden tegner der sig et billede af Ibsen som en isoleret og menneskefjendsk person, der, siden den dag, han forlod Norge, har
levet som i et Telt, mellem lejede Møbler, der den Dag, Afrejsen
bestemtes, kunde sendes tilbage; han har i sytten Aar ikke sat Foden under eget Bord eller hvilt i sin egen Seng. Til Ro i strængere
Forstand har han ingensteds slaaet sig; han har vænnet sig til at føle sig hjemme i Hjemløshed (..) Han er udskilt fra sit Folk, uden
nogen Virksomhed, der forbinder ham med en Institution, et Parti
eller endog blot et Tidsskrift eller Blad hjemme eller ude – en enlig
Mand (561).
80 · Nicolas Reinecke-Wilkendorff
Og i sin ensomhed føler Ibsen sig som et »genialt Individ« (563), der står
alene over for de mange, som han finder små og usle. Fordi Ibsens ’herskende evne’ er det moralske, dvæler han oftest ved menneskers slette sider. Overalt finder Brandes en fortvivlet renden panden mod muren og en
indædt kamp mod den nuværende slægts slaphed. Og han udråber Ibsen
til at være pessimist og præciserer:
Hans Pessimisme er ikke af metafysisk men af moralsk Natur, begrundet i Overbevisning om en Mulighed af Idealernes Virkeliggjørelse; den er med ét Ord Indignationspessimisme. Og hans
Mangel paa Medfølelse med mange Lidelser er betinget af hans
Overbevisning om Lidelsens opdragende Magt (..) Han, som selv
har følt, hvor Modgang væbner, som selv har tømt Bitterhedens
sunde Styrkedrik, tror paa Smertens, paa Modgangens, paa Undertrykkelsens Nytte (564 f.).
Og dette sortsyn finder Brandes passer med Ibsens digtning, hvor grundstemningen er den vilde uhygge, »der er saa naturlig hos den Hjemløse«,
og som »slaar igjennem overalt, hvor han virker stærkest« (562).
Endvidere mener Brandes, at skuffelsen over de mange svigt har givet
Ibsen et skarpt blik for det uægte. Ibsen oplevede nemlig, »at Menneskene ligesom efter Aftale tav om de dybeste, mest ulægelige Brud med Idealerne, om de egenlige, virkelige Rædsler« (562). Således skuffet i sin
søgen fandt Ibsen »en Art Lindring i overalt at afsløre den triste Sandhed
bag Skinnet« (562), og derfor blev med tiden »en storartet, ideel eller
moralsk Mistænksomhed hans Muse« (562).
Efter således at have tegnet et generelt billede af Ibsen og hans værk
fortsætter Brandes med en psykologisk »Enkeltanalyse« (583) – et forsøg på ved hjælp af »mangt et Smaatræk« (581) (primært citater fra samtaler og brevklip fra starten af 1870’erne) fra deres bekendtskab at underbygge sit billede. Brandes begynder med et citat fra det brev, hvor Ibsen
forklarer, at han på ingen måde vil ydre revolutioner, men derimod
»menneskeåndens revoltering«.24 Ibsen vil kun friheden, men ikke som
besiddelse – kun friheden som kamp interesserer ham, og det i en sådan
grad, at selv »Lyden af Guillotinens Fald (..) klinger harmonisk ind i
hans optimistiske og revolutionære Verdensbetragtning« (581). Samtidig
er Ibsen en yderligtgående dyrker af individets suveræne ret: »Han tror
paa Individet, paa den enkelte store Personlighed: en Enkeltmand kan
udrette Alt, og kun en Enkeltmand« (581). Individet skal stå frit, og det
Våbenbrødre? · 81
gør, at Ibsen tager afstand fra almindeligt anerkendte forhold som venskab og ægteskab:25
Han [Ibsen] mener, at Individet for at udvikle Alt, hvad der i dets
Væsen er det givet som frugtbar Mulighed, først og fremmest maa
staa frit, staa ene, og har derfor et vaagent Øje for de Farer, enhver
Association, selv Venskabet, selv Ægteskabet i den Henseende
fører med sig (582).
Denne holdning gør, at Ibsen føler sig i opposition til alle sammenslutninger – helt op på statsniveau. Således hader han politikere, fordi de kun
vil ydre forandringer, og han ønsker staten helt fjernet. Og han mener
ifølge Brandes, at et »saadant Korps som et Parlament er (..) en Forsamling af Talere og Dilettanter« (581). Men fordi Ibsen intet venter sig af
reformer, agerer han ikke selv for de ønskede ændringer. Og Brandes finder, at Ibsen i det ydre fremstår som konservativ. Noget, han ikke kan acceptere, for en sådan dobbeltholdning er ren passivitet. Derfor sætter han
Ibsen grundigt på plads:
Det er en Livsanskuelse, i Kraft af hvilken man kan tænke og digte, men ikke handle (..) Hvo der ud fra Attraaen efter store, afgjørende, gjennemgribende Omvæltninger sér ligegyldig eller forsmaaende ned paa Udviklingsgangens langsomme Smaaforandringer, paa Politikens sendrægtige, skridtvise Smaaforbedringer, paa
de Kompromisser, Praktikeren maa slutte, fordi han kun gjennem
dem kan opnaa den delvise Virkeliggjørelse af sin Idé, paa de Associationer endelig, uden hvilke det for Enhver, der ikke brutalt
kan befale, er umuligt at føre en eneste Tanke ud i Livets Virkelighed – han maa i det praktiske Liv give Afkald paa at røre en Finger;
han kan, som Søren Kierkegaard, som Brand, aldrig gjøre Andet
end pege paa den svælgende Kløft, der skiller den Virkelighed, vi
have, fra Idealet (..) Denne Livsbetragtning medfører og nødvendiggjør altsaa en Dualisme mellem det Theoretiske og det Praktiske, mellem Individet og Borgeren, mellem aandelig Frihed og de
praktiske Friheder, der have Forpligtelsens Form, en Dualisme, der
i Existensen ikke lader sig gjennemføre uden af en i Landflygtighed levende dramatisk Digter, der ikke behøver at have det Ringeste med Stat, Samfund, Politik, Menneskegrupper, Partier og Reformer at gjøre (583).
82 · Nicolas Reinecke-Wilkendorff
Og endelig afviser Brandes et råd, Ibsen engang gav ham. Da Brandes på
et tidspunkt klagede sin nød over modstandens voldsomhed, gav Ibsen
ham dette råd: »Vær fornem. Fornemhed er det eneste våben mod sligt.
Se lige ud; svar aldrig med et ord i aviser« (Brandes 1939:213). Nu får
Ibsen at vide, at det nok er fornemt »at holde sig tilbage, aldrig blande sig
i Dagens Strid, aldrig skrive en Avisartikel« (583), men at det er bedre at
gøre som
hine legitimistiske Generaler, der meldte sig til Tjeneste som simple Soldater ved Condé’s Armé og som med og trods deres Generalsepauletter nu og da sloges til Fods i første Linje. Af deres indre,
virkelige Værdighed satte de intet Gran til derved (583).
Ergo: Ibsen bør melde sig under de moderne faner og Brandes.
4.2 Fra erkendelse til reproduktion
Brandes klandrede i »Første Indtryk« Ibsen for ikke at være original nok
og for at genbruge Kierkegaards tanker. Da mente han, at digterens opgave var at åbne op for nye erkendelser. I 1882 havde Brandes tilegnet sig
de ’moderne’ ideer, og det betød en omvæltning af det gamle synspunkt.
For nu hedder det, at de nye ideer ikke kommer fra digterne:
Ideerne avles ikke af Digterne. De dukke op under Tænkernes og
Forskernes Arbejde, de fremtræde som store, geniale Anelser om
Virkelighedens Forhold og Love, de udvikles og faa Form under
naturvidenskabelige Forsøg, under historisk eller filosofisk
Granskning; de voxe, lutres og styrkes under Kampen for og imod
deres Sandhed, til de som Bibelens Engle bliver til Magter, Troner, Fyrstendømmer, slaa deres Vinger ud og beherske Samtiden
(584).
Og i øvrigt skal digterne slet ikke forsøge at skabe de nye ideer. Den gode digter kendes nemlig på sin evne til at reproducere tidens fremmeste
folks tanker:
Digterne avle ikke Ideerne, det er ikke deres Kald og Sag. Men de
ægte Digtere gribes af dem, medens Ideerne endnu voxe og kæmpe
og stille sig i Samtidens Ideers Kamp paa Ideernes Side (584).
Våbenbrødre? · 83
Digterne har at underordne sig den fremgangsrige naturvidenskab (som
Brandes ventede sig så meget af), og således reduceres digternes rolle fra
en primær funktion som skabende til en sekundær som reproducerende.
Brandes gør altså Ibsen til en slags tjener for den moderne tids bannerførere – en gruppe, Brandes mente selv at tilhøre. Rangordenen var dermed slået fast.
Selv om kravene til digtningen er markant anderledes end i 1868, er
Brandes dog stadig af den mening, at det ud fra en normativ æstetik er
muligt at afgøre et digterværks værdi. Han opstiller igen en række krav
til digterværket, som det skal opfylde for at være kunst. Harmoni- og erkendelseskravet er nu erstattet med kravet om, at digterne skal skrive om
de ’moderne’ ideer, som Brandes inddeler i fire grupper, (som svarer til
dem, han lancerede i Hovedstrømninger, se fx Brandes 1872:15):
1. Religion
2. Modsætningen mellem to tidsaldre
3. Samfundsklasserne og deres kamp
4. Modsætningen mellem de to køn
Digterens kvalitet måles på, hvor god han er til at behandle disse emner.
Og ud fra disse kriterier måler Brandes så Ibsens værker (gruppe tre slås
dog sammen med gruppe to).
4.3 Ibsens værker og det ’moderne’
Hvor Brandes er ganske kritisk i sin fremstilling af Ibsens personlighed,
er hans holdning til Ibsens digtning mere positiv, om end den heller ikke
går fri af kritikken. Brandes’ ros til Ibsen går konsekvent på hans evne til
at være ’moderne’, dvs. reproducerende tidens tanker. Ibsen roses for at
være »traadt i stedse inderligere Forhold til Tidens Grundideer« (593) og
for at erkende »Nødvendigheden af et levende Forhold til de vordende
Ideer« (584). Han er således »ægte digterisk i Stand til af fuldt Bryst at
gjøre sig til Organ for en Idé (..) naar han føler, at denne Idé er en af Tidsalderens fremtidsrige Kamptanker« (592), og han har formået at udvikle
sig og »blive stedse mere moderne, til sidst den moderneste af de Moderne« (593). Og det vil hans værker blive husket for, for »det Moderne er
ikke det Døgnagtige, men selve Livets Flamme, Livsgnisten, Idésjælen i
en Tidsalder« (593).
Brandes har ellers ikke meget godt at sige om Ibsens evne til at skrive
om religionen (Brand og Kejser og Galilæer). Modsat en digter som
84 · Nicolas Reinecke-Wilkendorff
Flaubert, der har fremstillet religionen koldt og videnskabeligt, har de
nordiske digtere i den foregående periode generelt hyldet kristendommen. Og Ibsen begyndte da også med et uklart forhold til det religiøse og
en hang til mystik. Således mener Brandes, at Brand er »ren og skjær
Mystik« (588), og selv om Ibsen ikke er enig, mener Brandes alligevel, at
han har ret, for Ibsen undervurderer »Styrken af det Ubevidste, der bragte ham til at vælge netop dette Stof (..) Og dette Ubevidste var (..) hans
norsk-romantiske Hang til Mystik« (589). Omtalen af Kejser og Galilæer
er heller ikke positiv, om end Brandes er knap så kritisk, som han var i
sin anmeldelse. Hvor han tidligere frakendte stykkets deterministiske tro
al videnskabelighed, hedder det nu:
Stykkets psykologiske Grundanskuelse [er] den, at kun den Lære
har indre Værd, som er i Stand til at inspirere Martyrer. Men hermed er saa forenet en i halvt mystisk, halvt moderne Aand gjennemført Determinisme (589).
Mere positivt bliver det først, da Brandes vender sig mod de værker, der
behandler forholdet mellem to tidsaldre. I denne gruppe placerer han
Kongs-Emnerne og De unges Forbund, som han regner for »udmærkede
Værker« (589), uden at de dog har deres styrke i historisk blik eller historisk upartiskhed. Kongs-Emnerne er, mener Brandes, slet ikke et historisk drama, da det ikke skildrer menneskenaturen på en bestemt tid.
Og Brandes’ gamle favorit, Skule, er jo også med sit sammensatte væsen
en ægte moderne karakter. Selv om Håkon og Skule står over for hinanden som repræsentanter for hver sin tid, trænges dette i baggrunden af
den psykologiske analyse af modsætningen mellem dem og deres forhold til ideer. Brandes erklærer sig uenig i Håkons erkendelse af, at man
ikke kan leve for en andens ide, for det er jo netop det, der er de moderne
digteres rolle:
[H]vorfor skulde man ikke kunne leve for fremmede Ideer, som
man søgte at tilegne sig og gjøre til sit eget Kjød og Blod, naturligvis uden at stjæle dem og selv udgive sig for deres Opfinder? Tyveriet, ikke en Leven for Andres Ideer, vilde gjøre en ulykkelig (589).
Og Brandes mener fejlen skyldes, at Ibsen »interesserer sig mere for de
Kampe, der foregaa i den enkelte Personlighed, end for Kampene mellem historiske Magter« (589).26 Resultatet heraf er, at den historiske in-
Våbenbrødre? · 85
teresse viger for den psykologiske. Om De unges Forbund bemærkede
Brandes i sin anmeldelse, at personerne var usympatiske, og det mener
han stadig. Faktisk er det kun lægen Fjeldbo, han kan acceptere, for han
er i kraft af sin profession »Tidens Helt«, der inkarnerer »Tidens Idealer«
(590). Brandes opfatter stykket som ganske vittigt, men noget ensidigt.
Det bliver bedre, da han når til de værker, der behandler forholdet mellem de to køn, for her har Ibsen følt »mest originalt og mest moderne«
(590). Efter en summarisk omtale af ungdomsværkerne Gildet paa Solhaug, Catilina og Fru Inger til Østråt tager Brandes fat på Kjærlighedens
Komedie, der beskrives som uklar i holdningen. For læseren får hverken
sympati for det beståendes forsvarere eller dets angribere. Kun et er sikkert: Ibsens misantropiske blik på forlovelsen og ægteskabet. Dette
ændrer dog ikke på, at Ibsen har skabt en række smukke kvindeskikkelser, og at der gennem hans værker går en stigende tro på kvinden (og tilsvarende faldende på manden). Blandt disse er Selma fra De unges Forbund, som Brandes regner for en forstudie til Nora. Og Brandes fremstiller sig selv som medansvarlig for Et dukkehjems tilblivelse:
Da denne Figur var ny, bemærkede jeg i en Kritik, at den ikke havde tilstrækkeligt Raaderum i Stykket, men at Ibsen burde skrive et
helt nyt Skuespil om den. Han gjorde det i »Et Dukkehjem« (592).
Ibsen roses herefter for med Et dukkehjem at have slebet tidens ideer til
og for at have drevet dem ind i selv forhærdede hjerter. Og for at have
vist om bag den gamle opfattelse af ægteskabet som en sikker havn. Herpå følger en omtale af Gengangere, som stort set er ordret overført fra anmeldelsen. Igen roses Ibsen for at have benyttet arvelighedstanken –
»den moderne Videnskabs sidste Ord« (592) – i digterisk form, og igen
udpeges pastor Manders og hans samfund til syndebuk. Brandes hæfter
sig ved, at Ibsen, idet han har behandlet arvelighedstanken – dvs. »Barnets gjennemgaaende Bestemthed ved Forældrene« (592) – har brudt den
ring, som hans individualisme ellers plejer at slå om den enkelte. Brandes finder faktisk, at Gengangere markerer et skel i forfatterskabet, uden
at han dog forholder sig til dette.
Gengangere er det sidste værk, der omtales i »Andet Indtryk«,27 der afsluttes med en sammenligning af Ibsen og Bjørnson. Hermed havde
Brandes sagt, hvad han havde at sige om Ibsen.
86 · Nicolas Reinecke-Wilkendorff
4.4 Vurdering
»Andet Indtryk« viser tydeligt, at Brandes har skiftet position. Selv om
han angreb Ibsen i »Første Indtryk«, var der ingen tvivl om, at Ibsen da
var den store. I »Andet Indtryk« er situationen den, at Brandes forsøger
at kalde sin fremmeste soldat til orden – og at profilere ham som den
mest moderne. Dette har dog gjort »Andet Indtryk« usammenhængende,
for Brandes’ ønske om at fremstille Ibsen som moderne kolliderer så at
sige med hans evne til at fortolke. Brandes fremstillede i »Første Indtryk« Ibsen som en digter, der aldrig blev stående, men konstant borede
dybere og dybere. Og i første del af »Andet Indtryk« understreger han
igen, at Ibsen er en ’mistænksom’ digter, der kritisk afprøver sine emner.
Selv om han i første del hævder, at mistænksomhed er vejen til at forstå
Ibsen, er det glemt, når han gennemgår værkerne. Her måles Ibsen på sin
evne til at afspejle tidens ideer. Brandes har et skarpt blik for det selvfordybende og granskende i Ibsens digtning, men han skubber det til side
for at vise Ibsen som moderne og bruger således ikke den metode, han
selv fremlægger.28 I forlængelse heraf er det påfaldende, at Brandes uden
betænkninger benytter breve fra Ibsen, der er over ti år gamle. Når han nu
flere gange understreger, at Ibsen er en digter i konstant bevægelse, er det
besynderligt, at han uden problemer hævder, at Ibsen er den samme i
1882 som i 1871. Det var da givetvis også dette forhold, Ibsen havde i
tankerne, da han året efter – i forbindelse med en omtale af En folkefiende – skrev:
For mit eget personlige vedkommende fornemmer jeg i al fald en
sådan uophørlig fremadskriden. Hvor jeg stod, da jeg skrev mine
forskellige bøger, der står nu en temmelig kompakt mængde; men
jeg selv er ikke der længer; jeg er andetsteds henne, længere fremme (Brandes 1939:236).
Netop En folkefiende viser da også, at Ibsen ikke længere står, hvor han
stod ti år tidligere. I stykket gennemlyser han holdninger, som han selv
og Brandes havde i begyndelsen af 1870’erne, men som han senere blev
klogere på (jf. Haugan 1976). Selv om »Andet Indtryk« rummer mange
interessante og præcise observationer, har det haft konsekvenser, at læseren Brandes kom i konflikt med bannerføreren Brandes.
Våbenbrødre? · 87
5. 1882–1906: distance og geni-dyrkelse
Selv om Brandes med »Andet Indtryk« forsøgte at sætte sig på Ibsen, reagerede denne kun med venlighed, og forholdet mellem dem i perioden
fra 1882 og til Ibsens død i 1906 var da heller ikke så intenst som i perioden mellem de to første »Indtryk«. Kontakten holdtes nogenlunde ved
lige, og Ibsen breve er for det meste venlige, om end de – med Jørgen
Knudsens ord – indeholder en del »underfundige forbehold« (Knudsen
1988:247). Det er især interessant, at Ibsens omtale af sine værker stort
set beløber sig til reklame. Der var ikke længere rum for diskussioner af
digtningens væsen og betydning.
Helt gnidningsfrit forløb forholdet dog ikke, og det første problem
kom, da Ibsen udsendte En folkefiende (28.10.1882). Selv om Brandes
netop havde udråbt Ibsen til den mest moderne af alle, valgte han ikke at
anmelde stykket. Grunden var politisk. Brandes var på vej hjem til Danmark, hvor han ville søge at vinde indpas i Venstre, og den politiske situation i Danmark var spændt. Højre sad med en mindretalsregering på
magten, mens Venstre, som fra efteråret 1881 også talte Brandes-fløjen,
siden 1872 havde haft flertal i Folketinget og kæmpede for at få parlamentarismen indført. Derfor var Ibsens stykke med dets hyldest til eneren og nedvurdering af den kompakte majoritet politisk sprængstof.
Stykket blev udråbt til at være udemokratisk, og da Venstre måtte vise sig
som gode demokrater, var en afstandtagen nødvendig. Situationen var for
Brandes nu den modsatte af, hvad den var med Gengangere. For modsat
Gengangere kunne Brandes se meget godt i En folkefiende. Til moderen
skrev han 1.12.1882: »Jeg synes ikke man kan kimse ad Ibsens Stykke.
Det har store Fortrin« (Brandes 1994:II:109). Han har dog også indvendinger, for han mener, at man skal bekæmpe den siddende magt ved at
søge flertallet, fordi »en Ret er magtesløs uden at have Magt i Ryggen«
(110). Også tanken om den ensomme stærke afvises:
Man er stærk, naar man ei tilbedste for et Sammenhold giver Slip
paa sin Idee, men ikke naar man staar helt alene. Man kan jo ei engang leve, naar man er henvist til sig selv, hvorledes fortjene noget
(110).
Brandes var dog ikke i første omgang interesseret i at kommentere stykket offentligt, men overlod det til Edvard29 – nylig udnævnt redaktør af
Morgenbladet.30 Anmeldelsen stod trykt 7.12.1882 og er særdeles nega-
88 · Nicolas Reinecke-Wilkendorff
tiv. Værket betegnes som et »Tilbagetog« for Ibsen, der hævdes at skrive
med »Hjærtet koldt af Menneskeforagt«. Tanken om den ensomme stærke afvises, og Edvard spørger (og Brandes høres igennem): »var det dog
ikke bedre om Doktoren søgte at forstaa og finde sig til Rette med det
frisindede Flertal, i Fald dette sidder inde med Magten, end at han nu
med Familie langsomt skal sulte ihjel?«. Edvard hævder videre, at tingenes tilstand tvinger »Landenes frisindede Intelligens til at træde i sluttet
Række med Flertallet«. Og endelig hævder han, at flertallet bør have
magten, fordi »Flertalsafstemning er den eneste mulige Afgjørelse her i
Verden«.
Hermed var afvisningen af stykket dog ikke slut. Brandes havde endnu
noget at sige, og det gjorde han kort før En folkefiende havde premiere på
Det Kongelige Teater (4.3.1883). Brandes var netop vendt hjem, og den
28.2.188331 blev der holdt en fest for ham på Hotel D’Angleterre. I sin tale glædede Brandes sig over den voksende tilslutning til ham og hans ideer og lagde derefter afstand til Ibsen:
De ser, jeg føler ikke Velsignelsen ved, hvad der i nyere dansknorsk Literatur er blevet lovprist saa stærkt, nemlig det at staa alene. Hvad er Meningen med Lovprisningen deraf? Den, der staar alene, siger man, behøver ikke at tage nedværdigende Hensyn til sine Venner.32 Det behøver, tror jeg, ingen Mand, der véd hvad han
vil, og som har saa meget Person, at Ingen falder paa at kræve noget af ham, som han ikke kunde gøre uden at tage Skade paa sit
Væsen (Brandes 1905 (2):415).
Når Brandes valgte at lægge så tydeligt afstand til Ibsen, må det skyldes
to ting. For det første en generel afvisning af den udemokratiske holdning, man fandt i En folkefiende, og for det andet for at undgå en sammenligning af sig selv og stykkets hovedperson doktor Stockmann.
Brandes ønskede jo som nævnt en plads i det politiske liv og kunne derfor ikke tåle en sådan sammenligning – selv om det fremgår af et brev til
moderen, at han sagtens kunne se noget af sig selv i Stockmann (Brandes
1994:II:110). Ibsen tog igen Brandes’ afvisning pænt og reagerede blot
ved at fastholde, »at en åndelig forpostfægter aldrig kan samle et flertal
omkring sig« (Brandes 1939:236).
I de følgende år ytrede Brandes sig ikke offentligt på tryk om Ibsen –
heller ikke om Vildanden, der udkom i oktober 1884. Det blev igen Edvards opgave at anmelde stykket, og han gav det en lunken anmeldelse i
Våbenbrødre? · 89
Politiken 16.11.1884. Edvard mener, at stykket taler »et forblommet
Sprog (..) fordi Ibsen mener noget andet, end han siger – hele Tiden«. Og
han læser det som Ibsens »skærende Karikatur over Et Dukkehjem, som
en bitter Parodi paa sine humanitære Bestræbelser«.
Grunden til Brandes’ tavshed var nok, at han havde andet at tænke på.
Han var nemlig ved at være træt af de danske forhold og det politiske liv.
Samtidig var tropperne fra Det moderne Gjennembruds Mænd begyndt at
falde fra, og han havde mistet sin eneste adgang til aviserne, da Edvard i
december 1883 blev afskediget fra Morgenbladet (et tab, der dog blev
opvejet med stiftelsen af Politiken i 1884). Så Brandes var nedtrykt. Han
havde mistet troen på fremskridtet og begyndte at vende sig mod dyrkelsen af de store genier33 – et skift, der fik betydning for hans forståelse af
de sidste Ibsen-stykker. 31.12.1885 noterede han i sin dagbog:
Hvor er den tom, den Snak om Fremskridtet, hvor er Menneskeheden enfoldig og raa! Jeg vender i mit Sind stedse inderligere tilbage til min hero-worship, Dyrkelsen af de faa, som frembringer og
forstaar (Brandes 1908:151).
Interessen for Ibsen havde han dog stadigvæk, og 3.10.1885 holdt han en
tale for ham i Studentersamfundet, hvor han hyldede ham som »den store Trusel og den store Velgører i Norden« (Brandes 1920:37). Heller ikke Ibsens næste værk Rosmersholm (udkom 23.11.1886) ønskede Brandes dog at anmelde, så det blev igen Edvards opgave. Anmeldelsen stod i
Politiken 25.11.1886 og er særdeles rosende. Fx hævder Edvard, at
Rosmersholm er et »Mesterværk« og en »vidunderlig Digtning«. Edvard
læser værket politisk, idet han forstår det som et sindbillede på den politiske situation i Norge. Og han hylder Rosmers ønske om at adle folket:
»Aldrig har den fri Forsknings store Opgave her i Norden i en renere
Form været Midtpunktet i et Digterværk«.
Brandes var dog ikke videre imponeret af dramaet. Til Edvard skrev
han bl.a., at Rosmersholm er »god og stor, men mig dog for uklar«, og at
»Rosmer er for kjedelig til ret at interessere« (Brandes 1940:140). Året
efter gik han hårdere til stykket i et brev til Paul Heyse, for i Rosmersholm fandt han sin gamle mistanke – at Ibsen ikke havde forladt det kristne – bekræftet:
Hvad er dog dette for en urimelig Lære den om den lutrende, rensende Indflydelse, der udgaar fra den kjönslöse Rosmer! Det er
90 · Nicolas Reinecke-Wilkendorff
dog rent seminaristisk dette at anse Kjönslöshed for Renhed. De
staa begge [Ibsen og Bjørnson] til Halsen i gammel Theologi
(Brandes 1966:293).
Kort efter skrev han dog til samme Heyse, at han næppe kan forestille
sig, »hvor dyrebare den Mands [Ibsens] Arbejder maa være os Skandinaver« (Brandes 1966:296). En regulær beundring for den efterhånden vidt
berømte Ibsen var begyndt at vokse frem.
Det var dog i første omgang ikke nok til at få ham i gang med at skrive, for da Fruen fra havet kom (28.11.1888), var det igen kun Edvard,
der præsterede en anmeldelse.34 Den stod i Politiken 30.11.1888 og er
igen særdeles rosende. Værket kaldes »det myndigste Ord sagt i moden
Kunst«, replikkerne roses for deres »fuldendte Støbning« og det hævdes,
at Ibsens kunst »staar som et Mønster«. Og anmeldelsen sluttes af med
følgende hyldest:
[Ibsens] Arbejder staar altid som hans samlede Erfaring og Viden,
den han ikke som mangen anden maa udnytte og udbrede i Smaamønt, men som han giver i rund Sum til de Læse- og Lærelystne.
Feltraabet her i Norden kommer fra ham
Men Brandes havde ikke noget at sige. På nær en lille tekst i Nutiden
27.2.1887 kaldet »Ibsens Portræt« – som ikke var nyskrevet35 – begyndte
han først fra 1890 igen at skrive offentligt om Ibsen. Herefter var han dog
ganske produktiv, hvilket bl.a. betød, at han anmeldte Ibsens fem sidste
dramaer i det norske Verdens Gang.
Artiklen, der brød den lange pause, blev trykt i juni-nummeret af Tilskueren for 1890 under titlen »Henrik Ibsen og hans Skole i Tyskland« –
et emne, han kort forinden (14.5.1890) havde forelæst over. Artiklens
emne er den indflydelse, Ibsen havde på en række tyske dramatikere.
Brandes hævder, at socialismen og individualismen er de fremherskende
strømninger i Tyskland, og forklarer Ibsens indflydelse med, at det er de
to strømninger, han inkarnerer i sin person. Hvor han i »Andet Indtryk«
fremstillede Ibsen som dybt menneskeforagtende, hævder han nu, at Ibsen i det skjulte er socialist – og dybt borgerlig (Brandes 1890:428). Artiklen består herefter af overfladiske gennemgange af et antal tyske
dramaer, hvor mulige elementer fra Ibsen udpeges. Brandes undrer sig
over, at Ibsen er blevet en litterær fører i Tyskland,36 når han aldrig skriver noget offentligt, men er ellers ikke sen til at anerkende hans storhed.
Våbenbrødre? · 91
Således runder han artiklen, der ikke er en af hans bedste, af med ordene:
»Han har fortjænt den ualmindelige Medgang, der efter en vanskelig
Ungdom nu i hans ældre Alder er bleven hans Lod« (450).
Et halvt år efter udsendte Ibsen Hedda Gabler (16.12.1890), og to
måneder senere (24.2.1891) stod i Verdens Gang Brandes’ første Ibsenanmeldelse i ni år.37 Og det er helt tydeligt, at Brandes nu har vendt sig
mod dyrkelsen af de store genier – fx hævder han i anmeldelsen, at »det
største, en Skribent kan være [er] et fuldtlødigt, epokegjørende Geni«.
Han læser for at finde og beundre genier, og derfor er han ikke helt tilfreds med Hedda Gabler. For det første er han usikker på, hvad Ibsen vil
med stykket, og for det andet finder han Hedda uinteressant, fordi hun ikke er en stor personlighed: »Hvad nytter det, at hun har sin Stolthed! Hun
er uinteressant, fordi hun er lav og dum (..) uden Dygtighed, uden virkelig Evne«. Det lykkes dog Brandes at finde et geni i Ejlert Løvborg. Han
har ganske vist en del indvendinger mod ham, men han fastholder, at han
er et geni, fordi han tror, at Ibsen har ment det sådan:
Ibsen er Poet, en meget stor Poet, og det er naturligt, at han ogsaa
ser paa Videnskaben som Digter. Det hører saa ganske en Digter til
at se det Geniales Kjendetegn deri, at det forlader Erfaringens Veje
og profetisk svæver ud i det kommende. Ibsen vil derfor give os
Indtrykket af Løvborgs store Evner ved at lade ham skrive om
Fremtidens Kulturmagter og Kulturgang.
Brandes afviser derpå enhver snak om usandsynligheder i stykket, for
Ibsen »kjender Menneskene saa godt, at han rigtigt gjætter de mulige
Tilfælde, selv hvor han ikke har oplevet dem«. Og Brandes slutter af
med en kærlighedserklæring: »Jeg for min Del ærer ham [Ibsen] saa
højt og elsker hans Geni saa heftigt som Nogen i vore Dage kan gjøre
det«.
Der er dog noget, der tyder på, at Ibsen ikke var tilfreds med Brandes’
syn på sit forfatterskab, idet der findes en skildring af en begivenhed
samme år, hvor Ibsen åbenlyst lagde afstand til Brandes. Ibsen var i juli
1891 – efter 27 års udlændighed – vendt tilbage til Norge. Det skulle fejres, og 15.8.1891 blev der på Grand i Kristiania holdt en fest til Ibsens
ære. Brandes var medarrangør og skulle da også holde tale, men den følgende beskrivelse (af maleren Erik Werenskiold) viser, at festen forløb
noget anderledes, end Brandes givetvis havde tænkt sig:
92 · Nicolas Reinecke-Wilkendorff
Da det led på litt, reiste Brandes sig og talte: »Den som kommer i
den 11. time, er like så god som den som kommer i den 7. eller 9.
time; men det er dog forskjell; vi her i Norden er kommet i den 7.
time, vi har forstått Ibsen tidligere enn andre.« Så begynte Ibsen å
riste på det tunge grå hodet sitt. Brandes blev litt overrasket og begynte på en lang forklaring for å vise at vi dog hadde forstått ham
før andre, men jo mere han forklarte, jo mere ristet Ibsen på hodet;
og da vi endelig reiste oss for å drikke Ibsens skål, så bare lettet
han sig halvt op fra stolen og sa: »Det kunde være meget å bemerke til den tale,« – men han vilde ikke innlate sig på det her (..) Senere på kvelden sa Thommessen til Ibsen at Brandes visst vilde
søke professorposten efter Skavlan. »Ja,« sa Ibsen, »men da bør
han ikke befatte sig med norsk literatur, for den skjønner han sig
ikke noget på« (B. Ibsen 1948:148 f.).38
Ibsens afvisning havde dog ingen konsekvens for venskabet. Næste forår
var de sammen igen, og her skildrede Brandes Ibsen som værende særdeles elskværdig. Sidst på året udkom Bygmester Solness (14.12.1892 i
København, to dage før i Kristiania), og kort tid efter (28.12.1892) var
Brandes klar med en rosende anmeldelse. Indledende hævder han, at der
aldrig har »eksisteret en mere fuldendt dramatisk Teknik«, og at der aldrig har »været skrevet Dialog som denne«. At det igen er geni-tanken,
der styrer læsningen, ses hurtigt, idet Brandes straks fokuserer på, hvorvidt Solness er et geni eller ej. Konklusionen er, at Solness nok er en
fremragende kunstner, men et geni er han ikke. Herefter bruger Brandes
det meste af anmeldelsen på at diskutere, om Solness er en rigtig stor
personlighed. Dramaets anden hovedfigur, Hilde, er han udelt begejstret
for, for hun gør Solness stor ved at drive »ham op over hvad han til Hverdagsbrug er«. Brandes er så begejstret, at han kalder hende den samtidige litteraturs største kvindefigur:
[D]enne Kvindeskikkelse overstraaler ved sin Ejendommelighed,
Friskhed og Glans alle Kvindeskikkelser i den samtidige Literatur.
Siden »Et Dukkehjem« og »Gengangere« har Ibsen ikke fremlagt
noget saa stærkt virkende som hun
Og som Brandes efterhånden havde for vane, slutter han anmeldelsen
med en ærbødig lovprisning af Ibsen.
På Bygmester Solness fulgte Lille Eyolf (11.12.1894). Den anonyme
Våbenbrødre? · 93
anmeldelse i Verdens Gang dagen efter er ikke af Brandes, der ikke ville
acceptere at skulle lave en anmeldelse på en dag. Fire dage efter udgivelsen lod han i stedet trykke et brev til redaktøren, og her gav han et par
spredte tanker om stykket. Brandes mener, at stykket omhandler »Forvandlingens Lov« – dvs. om hvordan »menneskelige Følelser formes,
omformes, udslukkes, vaagne paany i forandret Skikkelse«. Efter en kort
overvejelse om skyld og ansvar slutter Brandes brevet med at takke Ibsen
for hans kunst.
To år efter udkom John Gabriel Borkman (15.12.1896), og denne gang
var Brandes hurtigt klar med en lang anmeldelse. Den stod trykt
19.12.1896 og er som de tidligere præget af geni-tanken og en uforbeholden beundring af Ibsen.39 Efter en indledende gennemgang af Borkmans livshistorie spørger Brandes: »Var han nogensinde virkelig stor?«.
Og som med Solness er svaret nej – Bernick er intet rigtigt geni: »Mig
for min Del overbeviser hans Ytringer ikke om, at Borkman nogensinde
har siddet inde med ægte Genialitet«. Og så bruger Brandes en stor del af
anmeldelsen på at forklare, hvordan »Genier« og »de Geniale« opfører
sig. Fx mener han, at ægte genier ikke – som Borkman – giver sig af med
at gruble over de ting, de kunne have gjort, hvis tingene var gået anderledes. Man er nemlig ikke genial, med mindre man har fået »Geniets Gjerning gjort«. Og Brandes afviser, at genier er ubehagelige mennesker:
»Ikke faa af de genialeste Mænd har tillige været de bedste Mænd, hos
hvem Intelligens ingenlunde har udelukket Hjerte«. Efter en kort ros til
bifigurerne ender Brandes anmeldelsen med det obligatoriske knæfald:
»Dramaets Bygning er hævet over Ros. Det rejser sig med sine fire Stokværk som bygget af Jern paa en Grundvold af Granit«.
I foråret 1898 fyldte Ibsen 70 år, og i den anledning udsendte Brandes
bogen Henrik Ibsen, hvor han til de to første »Indtryk« tilføjede et tredje.
»Tredje Indtryk« er dog kun i begrænset omfang nyskrevet, da det for en
stor del består af et sammenklip af de fem anmeldelser fra Verdens Gang.
Nyt er det første afsnit, der i kort form gengiver indholdet af en række
ungdomsværker. Nyt er også de korte omtaler af de dramaer, Brandes i
sin tid ikke anmeldte (En folkefiende, Vildanden, Rosmersholm, Fruen
fra havet). Her fortsætter Brandes den søgen efter genier, som er kendetegnende for hans Ibsen-læsninger i 1890’erne. Det synes derfor naturligt, at Brandes nu hylder Stockmann, der opfattes som en dygtig læge,
der ikke lader sig true til tavshed – og delvist som Ibsens talerør. En folkefiende handler ifølge Brandes om
94 · Nicolas Reinecke-Wilkendorff
den slette Behandling, for hvilken en ærekjær og evnerig Mand,
der er Badelæge i en norsk Smaastad, bliver Gjenstand, da han opdager og meddeler, at Badestedets Vand er forpestet (Brandes
1898:143).
Vildanden omtales kort som et »Mesterværk« (145) og læses som en skildring af »Livets skjønne og bitre Alvor, Kunstens fulde Strenghed og
Mildhed paa én Gang« (146). Også omtalen af Fruen fra havet er kort,
men knap så rosende. Det er tydeligt, at Brandes ikke er tryg ved stykkets
formel »I Frihed, under Ansvar« (151). Rosmersholm læses som Ibsens
»friske og overlegne Syn paa Parti-Forholdene i Norge« (148), og Brandes beskriver forstående, hvordan offentligheden hylder Rosmer, mens
de tror ham konservativ, men vender ham ryggen, når hans åndelige frigørelse opdages. Stadig opfatter Brandes dog Rosmer som en bleg figur,
hvorimod han ubetinget hylder Rebekka. Særlig interessant er det, at
Brandes mener, at Ibsen med Rosmersholm har overvundet sin afsløringslyst, idet han har troet på lutringen af Rebekka ved at vise »Storheden hos Forbrydersken, Løgnersken, Mordersken« (149).
Denne konstatering, at Ibsen har forladt sit mistænksomme spor, viser
i kort form begrænsningen af Brandes’ læsninger af Ibsens dramaer i
1890’erne. Hans ønske om at se storhed gjorde ham blind for dybden i
Ibsens sene dramaer. Selv om han flere gange fornemmede, at der var noget galt med Ibsens hovedpersoner og kritiserede dem for ikke at være
rigtig store, faldt han hver gang tilbage til sine tanker om menneskelig
storhed. Det er besynderligt, at netop Brandes, der så tidligt så Ibsens
trang til at afsløre det store, ikke så det enorme spænd, der ofte er mellem
personernes udsagn og deres bevidste og ubevidste handlemåder. Et sted
i »Tredje Indtryk« hævder han, at der gennem Ibsens produktion går en
tro på, »at det fremragende Menneske har et Kald, et ham af Naturen eller Gud givet Kald, som han er viet til at følge (..)« (141). Brandes mener
altså, at troen på kaldet går uforandret gennem Ibsens værker. Hans
søgen efter storhed gør, at han ikke ser den problematisering af kaldet,
der sker i de sene værker. Hvor de tidlige værker rummer en ufravigelig
tro på kaldet, viser de senere værker de enorme menneskelige omkostninger, der er forbundet hermed. Retorisk set er anmeldelserne fra
1890’erne og »Tredje Indtryk« flotte, men indholdsmæssigt er det ofte
ren overfladelæsning.
Fra 1898 stammer også »Et personligt Synspunkt«, der blot er en
ærbødig hyldest til Ibsen og ikke rummer noget nyt. Året efter kom så Ib-
Våbenbrødre? · 95
sens sidste værk – det monumentale Når vi døde vågner (udkom
22.12.1899) – og Brandes anmeldte det naturligvis (28.12.1899, i Verdens Gang). Og nu er han på sporet af kaldets pris, for han mener at stykket beskriver, »hvad Kunsten og Mesterskabet i den koster Kunstneren
selv, og især ved, hvad den koster andre«. Men i stedet for at fordybe sig
heri mener Brandes, at Ibsen er lidt utaknemlig, når han nu er så rigt begavet som kunstner. Og han hævder, at det at være kaldet til storhed ikke
er det samme som tab af lykke:
Et aandeligt Kald er dog ikke at opfatte som en Hindring for Lykken alene, men som en væsenlig, særskilt Lykke, en stærk Forøgelse af den almene Menneskelykke, som det maaske vanskeliggjør,
men ikke udelukker.
Herefter diskuterer Brandes, hvordan og hvorledes forhold kan være
mellem kunstner og model. Om stykket mener han, at det er Irene, der får
ret, fordi Rubek indordner sig under hende, og det leder ham til konklusionen, at Ibsens mest gennemreflekterede værk hviler på en naiv optimisme:
Hvem i al Verden kan tro paa, at der vilde være fulgt nogen
Kjærlighedens Lykke, ifald Kunstneren i den svundne Tid over Irene havde glemt Hensynet til sit Værk. Han saa jo ikke engang selv
i hin Tid Lykken i Besiddelse af hende, savnede hende jo ikke engang menneskelig, da hun forsvandt.
Ikke Brandes i hvert fald. Resten af anmeldelsen er lutter ros, men den
kan ikke skjule, at Brandes har svært ved at acceptere, at det at være en
stor kunstner, et geni, medfører ødelæggelsen af andres personlige lykke,
og at kunsten ikke er de ofre værd, der bringes den.
Herefter er der ikke meget at fortælle. I 1902 kom artiklen »Henrik Ibsen i Frankrig«,40 der er Brandes’ tilbagevisning af en række franske tolkninger af Ibsens værker (jf. Ibsens brev 11.10.1896, hvor han takker
Brandes for at »berigtige disse franske indbildninger« (Brandes 1939:
245)). Brandes slutter artiklen med at konstatere, at Danmark er ukendt i
Frankrig og bruger det til et angreb på det Danmark, der ikke vil hylde sine genier. I løbet af foråret 1906 holdt Brandes en række forelæsninger
over Ibsen i de nordiske hovedstæder, og 23.5.1906 døde Ibsen. Kort efter stod i Det ny Aarhundrede Brandes’ mindeartikel. I kort form opsum-
96 · Nicolas Reinecke-Wilkendorff
merer han her en række tidligere betragtninger over Ibsens stykker, men
interesserer sig ellers mest for Ibsen selv og de hændelser, der gav ham
impulser til stykkerne. Brandes ender artiklen med en ærbødig hyldest til
Ibsen, og det blev da det sidste ord i deres lange og begivenhedsrige venskab.41
6. Afslutning
På de foregående sider er givet et billede af Brandes’ opfattelse af Ibsen i
perioden 1866–1906 med det formål at uddybe og nuancere den gængse,
men ensidige opfattelse af Brandes og Ibsen som våbenbrødre. For sådan
opfattede Brandes det vist ikke selv. Selv om han på et tidspunkt så Ibsen
som den store leder, han ville følge i kamp, kølnedes hans følelser hurtigt, indtil de i en periode var så kolde, at kontakten blev afbrudt. Herefter overvandt Brandes langsomt sin mistænksomhed og endte med at
være en erklæret og helhjertet beundrer af Ibsen og hans kunst. Historien
om Brandes’ forhold til Ibsen er således en historie om tiltrækning og
frastødning, euforisk glæde og sort skuffelse, blind tillid og dyb mistænksomhed. Og når alle disse brikker lægges sammen, fremstår et langt
mere komplekst og langt mere interessant billede af Brandes’ opfattelse
af og forhold til Ibsen.
Litteratur
Aarseth 1981: Asbjørn Aarseth: Realismen som myte. Tradisjonskritiske studier i
norsk litteraturhistorie, Bergen-Oslo-Tromsø
Bang 2001: Herman Bang: Realisme og Realister. Kritiske Studier og Udkast,
udg. af Sten Rasmussen, København
E. Brandes 1880: Edvard Brandes: »Henrik Ibsens »Et Dukkehjem« paa det kgl.
Theater« (anmeldelse 4.1.1880) in: Ude og Hjemme, nr. 118, Kjøbenhavn
E. Brandes 1884: Edvard Brandes: »Henrik Ibsen: Vildanden« (anmeldelse
16.11.1884) in: Politiken, København
E. Brandes 1886: Edvard Brandes: »Henrik Ibsens ny Stykke« (anmeldelse af
Rosmersholm 25.11.1886), in: Politiken, København
E. Brandes 1888: Edvard Brandes: »Ibsens nye Skuespil« (anmeldelse af Fruen
fra havet 30.11.1888), in: Politiken, København
Brandes 1866: Georg Brandes: »Literatur« (anmeldelse af Brand 23.5.1866), in:
Dagbladet, Kjøbenhavn
Våbenbrødre? · 97
Brandes 1867: Georg Brandes: »Literatur« (anmeldelse af Kjærlighedens Komedie 26.5.1867), in: Illustreret Tidende, årgang 11, nr. 400, Kjøbenhavn
Brandes 1867: Georg Brandes: »Henrik Ibsen«, in: Dansk Maanedsskrift, andet
bind, Kjøbenhavn
Brandes 1867: Georg Brandes: »Literatur« (anmeldelse af Peer Gynt 16.12.
1867), in: Dagbladet, Kjøbenhavn
Brandes 1868: Georg Brandes: »Henrik Ibsen«, in: Æsthetiske Studier, Kjøbenhavn
Brandes 1869: Georg Brandes: »Henrik Ibsen: De Unges Forbund« (anmeldelse
10.10.1869), in: Illustreret Tidende, årgang 11, nr. 525, Kjøbenhavn
Brandes 1870: Georg Brandes: Den franske Æsthetik i vore Dage. En Afhandling
om H. Taine, Kjøbenhavn
Brandes 1871: Georg Brandes: »Henrik Ibsens Digte« (anmeldelse 22.10.1867),
in: Illustreret Tidende, årgang 13, nr. 630, Kjøbenhavn
Brandes 1872: Georg Brandes: Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur. Emigrantlitteraturen, Kjøbenhavn
Brandes 1874: Georg Brandes: »Kejser og Galilæer. Et verdenshistorisk Skuespil« (anmeldelse), in: Det nittende Aarhundrede. Maanedsskrift for Literatur og Kritik, oktober, København
Brandes 1881: Georg Brandes: »Henrik Ibsen: Gjengangere«, (anmeldelse
28.12.1881), in: Morgenbladet, København
Brandes 1882 (1): Georg Brandes: »Bjørnson og Ibsen. To Karakteristiker«, in:
Ude og Hjemme, nr. 255-257, Kjøbenhavn
Brandes 1882 (2): Georg Brandes: »Litteratur« (anmeldelse af Karl Gjellerups
Aander og Tider 2.8.1882), in: Morgenbladet, København
Brandes 1883: Georg Brandes: »Henrik Ibsen«, in: Det moderne Gjennembruds
Mænd. En Række Portræter, Kjøbenhavn
Brandes 1887: Georg Brandes: »Ibsens Portræt«, in: Nutiden i Billeder og Text,
nr. 545, 23.2.1887, København
Brandes 1888: Georg Brandes: Æsthetiske Studier, anden udgave, København
Brandes 1889: Georg Brandes: »Aristokratisk Radikalisme. En Afhandling om
Friedrich Nietzsche«, in: Tilskueren, august, Kjøbenhavn
Brandes 1890: Georg Brandes: »Henrik Ibsen og hans Skole i Tyskland«, in: Tilskueren, juni, Kjøbenhavn
Brandes 1891: Georg Brandes: »Hedda Gabler« (anmeldelse 24.2.1891), in: Verdens Gang, Oslo
Brandes 1892: Georg Brandes: »Henrik Ibsen: Bygmester Solness« (anmeldelse
28.12.1892), in: Verdens Gang, Oslo
Brandes 1894: Georg Brandes: »Dr. Georg Brandes om »Lille Eyolf«« (åbent
brev til O. Thommesen, redaktøren af Verdens Gang 15.12.1894), in: Verdens
Gang, Oslo
Brandes 1896: Georg Brandes: »Ibsens Bog« (anmeldelse 19.12.1896 af John
Gabriel Borkman), in: Verdens Gang, Oslo
Brandes 1896: Georg Brandes: »Ibsens Skuespil« (trykt 22.12.1896 som uddrag
af anmeldelsen af John Gabriel Borkman i Verdens Gang 19.12.1896), in: Politiken, København
Brandes 1897: Georg Brandes: »Henrik Ibsen en France«, in: Cosmopolis, nr. 5,
Berlin
98 · Nicolas Reinecke-Wilkendorff
Brandes 1898 (1): Georg Brandes: Henrik Ibsen, Kjøbenhavn.
Brandes 1898 (2): Georg Brandes: »Et personligt Synspunkt«, in: Henrik Ibsen.
Festskrift i Anledning af hans 70de Fødselsdag, København
Brandes 1898 (3): Georg Brandes: Ungdomsvers, Kjøbenhavn
Brandes 1899: Georg Brandes: »Henrik Ibsen: Naar vi Døde vaagner« (anmeldelse 28.12.1899), in: Verdens Gang, Oslo
Brandes 1900: Georg Brandes: »Henrik Ibsen«, in: Samlede Skrifter, bd. 3,
Kjøbenhavn
Brandes 1902: Georg Brandes: »Henrik Ibsen i Frankrig«, in: Norden 1902,
København
Brandes 1905 (1): Georg Brandes: Levned, bd. I, Kjøbenhavn
Brandes 1905 (2): Georg Brandes: »Tale ved Festen i Hotel d’Angleterre«, in:
Samlede Skrifter, bd. 15, Kjøbenhavn
Brandes 1906: Georg Brandes: »Henrik Ibsen«, in: Det ny Aarhundrede, 3. årgang, bd. 2, København. Optrykt i Samlede Skrifter, bd. XVIII, s. 118-144,
1910, Kjøbenhavn
Brandes 1907: Georg Brandes: Levned, bd. II, Kjøbenhavn
Brandes 1908: Georg Brandes: Levned, bd. III, Kjøbenhavn
Brandes 1916: Georg Brandes: Henrik Ibsen, anden udgave, København
Brandes 1920: Georg Brandes: Taler, Kjøbenhavn
Brandes 1939: Georg og Edv. Brandes: Brevveksling med nordiske Forfattere og
Videnskabsmænd, bd. IV, København
Brandes 1940: Georg og Edv. Brandes: Brevveksling med nordiske Forfattere og
Videnskabsmænd, bd. II, København
Brandes 1966: Georg Brandes: Correspondance de Georg Brandes, bd. III, udg.
af Paul Krüger, Copenhague
Brandes 1978: Georg Brandes: Breve til Forældrene 1859-1871, bd. I-III, udg. af
Morten Borup, København
Brandes 1980: Georg Brandes og Emil Petersen. En Brevveksling, udg. af Morten
Borup, København
Brandes 1994: Georg Brandes: Breve til Forældrene 1872-1904, 2. række, bd. IIII, udg. af Torben Nielsen, København
Bull 1931: Francis Bull: »Henrik Ibsen og Georg Brandes«, in: Studier og streiftog i norsk litteratur, Oslo
Christensen 1985: Erik M. Christensen: Henrik Ibsens realisme: illusion katastrofe anarki, bd. 1, København
Dahl 1998: Per Dahl: »Georg Brandes-tidstavle 1842-1927«, på internet-adressen: www.litteraturhistorie.au.dk/arbejdspapirer/arbejdspapir_18_98.htm
Drachmann 1968: Holger Drachmann: Breve fra og til Holger Drachmann, bd. I,
udg. af Morten Borup, København
Fenger 1957: Henning Fenger: Den unge Brandes. Miljø Venner Rejser Kriser,
København
Fenger 1964: Henning Fenger: »Ibsen og Georg Brandes indtil 1872«, in: Edda,
Oslo
Haugan 1976: Jørgen Haugan: »Aktivismens bevissthetsform med særlig henblikk på Ibsen, Brandes og En folkefiende«, in: Kritik 39, København
Våbenbrødre? · 99
Haugan 1977: Jørgen Haugan: Henrik Ibsens metode. Den indre utvikling gjennom Ibsens dramatikk, København
Haugan 1982: Jørgen Haugan: Diktersfinxen. En studie i Ibsen og Ibsen-forskningen, Gyldendal norsk forlag, Oslo
Henriksen 1967:: Aage Henriksen: »Freud og digterne. Omkring Gunnar Brandells Freud-studie«, in: Kritik 1, København
Henriksen 1969: Aage Henriksen: »Henrik Ibsen som moralist«, in: Kritik 11,
København
Henriksen 1974: Aage Henriksen: »Det borgerlige oprør«, in: Kritik 32, København
Høst 1967: Else Høst: Vildanden, Oslo
B. Ibsen 1948: Bergliot Ibsen: De tre. Erindringer om Henrik Ibsen • Suzannah
Ibsen • Sigurd Ibsen, Gyldendal norsk forlag, Oslo
Ibsen 1871: Henrik Ibsen: Digte, København
Ibsen 1875: Henrik Ibsen: »Et Rimbrev«, in: Det nittende Aarhundrede. Maanedsskrift for Literatur og Kritik, august-september, København
Ibsen 1883: Henrik Ibsen: Gildet paa Solhaug, 2. udgave, København
Ibsen 1904:: Henrik Ibsen: Breve fra Henrik Ibsen, bd. 1, København
Ibsen 1976: Henrik Ibsen: Gengangere, udg. af Jørgen Haugan, København
Knuden 1985: Jørgen Knudsen: Georg Brandes. Frigørelsens vej 1842-77,
København
Knudsen 1988: Jørgen Knudsen: Georg Brandes. I modsigelsernes tegn. Berlin
1877-83, København.
Knudsen 2002: Jørgen Knudsen: »Georg Brandes. Forfatterportræt« på adressen
www.adl.dk (Arkiv for Dansk Litteratur)
Rubow 1927: Paul V. Rubow: Georg Brandes og hans Lærere, København
Rubow 1932: Paul V. Rubow: Georg Brandes’ Briller, København
Noter
1. I anledning af Ibsens 70-års-fødselsdag udgav Brandes i 1898 bogen Henrik
Ibsen. Til de to tidligere Ibsen-portrætter tilføjede han et tredje, hvor Ibsen
følges frem til 1898. I andenudgaven fra 1916 er det sidste portræt udvidet til
også at behandle Ibsens sidste værk, Når vi døde vågner (1899). I Henrik Ibsen kaldes de tre portrætter »Første Indtryk«, »Andet Indtryk« og »Tredje
Indtryk« – betegnelser som af praktiske grunde benyttes i det følgende, selvom de er af senere oprindelse.
2. I de senere optryk (1888, 1898, 1900, 1916) daterer Brandes portrættet til
1867, hvilket er forkert, idet det alle steder drejer sig om portrættet fra
Æsthetiske Studier og ikke det noget kortere fra Dansk Maanedsskrift. Portrættet bør i øvrigt læses i 1868-udgaven, da Brandes i optrykkene har fjernet
en del passager. Fx fjerner han en passage, hvor en sammenligning mellem
Ibsen og Hertz falder ud til Hertz’ fordel (Brandes 1868:243). Et andet sted
ændrer han sin vurdering af Oehlenschläger: Mens han i 1868 vurderes at
100 · Nicolas Reinecke-Wilkendorff
være »vor største Digter« (Brandes 1868:250), er han i 1888 og senere blevet
til »vor store Digter« (Brandes 1888:294). Ændringerne skyldes både Brandes’ senere udvikling og det personlige bekendtskab med Ibsen.
3. Disse er indgående behandlet af Henning Fenger i artiklen »Ibsen og Georg
Brandes indtil 1872« (1964) og er derfor ikke særskilt behandlet her.
4. I 1868-portrættet svarer det stort set til afsnit 3 (Brand og Kjærlighedens
Komedie) og afsnit 5 (Peer Gynt). Udvidelsen af portrættet har dog gjort det
mindre helstøbt end året før. Særlig omtalen af Peer Gynt virker påklistret.
Hovedsynspunkterne er overført, selv om de visse steder er mildnet.
5. Se Paul V. Rubows Georg Brandes og hans Lærere (1927) for en uddybende
beskrivelse af Brandes’ forhold til sine lærere.
6. Den unge Herman Bang, som aldrig blev Brandes’ medkæmper, skrev i 1879,
at den »gamle Theori« hviler på tanken, at »Kunsten fremfor Alt skal virke
befriende, lette os vore Sorger, mildne vore Bekymringer. Kunsten skal være
et Rige for sig selv, et lyst, lykkeligt Rige« (Bang 2001:20).
7. Som Jørgen Haugan har påpeget (Haugan 1982:17), er Brandes her på sporet
af et forhold, som Ibsen senere blev klar over: at hovedpersonernes raseren,
som begrundes med guddommelige kald, i virkeligheden er udtryk for en
dæmonisk selvhævdelse. Igennem sit forfatterskab analyserer Ibsen mere og
mere dybtgående det spænd, der kan være mellem personers idealistiske udsagn og deres bagvedliggende personlige motiver.
8. I »Bergmanden« giver Ibsen et billede af denne fordybelsesproces: »Bergvæg, brist med drøn og brag / for mit tunge hammerslag! / Nedad må jeg vejen bryde, / til jeg hører malmen lyde« (Ibsen 1871:17).
9. Brandes’ anke mod tilskuerreplikkerne gjorde indtryk på Ibsen, der ellers ikke veg tilbage for at lægge sig ud med sine kritikere. I et brev til Brandes
skrev han, at hans indsigelser har gjort sin virkning, og at der i hans næste
stykke [De unges Forbund] ingen tilskuerreplikker er (Brandes 1939:199).
Henning Fenger mener endvidere, at også Brandes’ kritik af det udspekuleret
allegoriske gjorde indtryk på Ibsen (Fenger 1964:176).
10. Se fx anmeldelsen af Brand, hvor det om Kongs-Emnerne hedder, at det
»langt fra har gjort sin Forfatter saa navnkundig, som han fortjente at være
det«. Jørgen Knudsen tager i denne forbindelse fejl, når han mener, at Brandes i »Første Indtryk« sætter Hærmændene paa Helgeland (1858) højest
(Knudsen 1985:142).
11. En anden grund var, at Ibsen i forordet til andenudgaven af Gildet paa Solhaug hævdede, at påstanden om påvirkningen fra Hertz var »grundløs og uefterrettelig« (Ibsen 1883:VII), og at sagen »ikke forholder sig således, som
Brandes har opfattet den. Henrik Hertz har aldrig i nogen særlig grad tiltalt
mig som dramatisk digter. Jeg kan derfor ikke få i mit hoved, at han nogensinde skulde, mig uafvidende, have kunnet øve nogen indflydelse på min
egen dramatiske produktion« (IX). I forordet til andenudgaven af Æsthetiske
Studier skrev Brandes da også, at han ikke længere havde så meget at udsætte på Ibsen (Brandes 1888:IX).
12. Om Ibsens betydning for Brandes i denne periode hersker en del uenighed.
Francis Bull mente i 1931 i artiklen »Henrik Ibsen og Georg Brandes«
(1931), at Ibsen gennem sine værker og breve spillede en væsentlig rolle for
Våbenbrødre? · 101
Brandes’ agitatoriske udvikling op til hovedstrømningerne. Paul V. Rubow,
der allerede i 1927 havde hævdet, at man kan ignorere Ibsen, »naar man vil
undersøge Grundlinjen i vor store Kritikers Værkers Historie« (Rubow
1927:3), tog straks til genmæle i Georg Brandes’ Briller (Rubow 1932:127
ff.), hvor han – på grundlag af Brandes’ breve i perioden 1870-75 – betvivler
Ibsens betydning for Brandes. Dybest er forholdet beskrevet af Henning Fenger, der i artiklen »Ibsen og Georg Brandes indtil 1872« (1964) stiller sig på
Bulls side, om end han også korrigerer ham (Fenger 1964:182 f.).
13. De unges Forbund var færdigskrevet, men udkom først 30.9.1869. Ibsen
tænkte under udformningen meget på Brandes og havde i sommeren 1868
skrevet til sin forlægger (Frederik Vilhelm Hegel), at Brandes denne gang ikke skulle »få nogen grund til at påtale ulovlig omgang med muserne« (Ibsen
1904:1:172).
14. Ibsen mente, at Brandes havde »åndens kaldelse« (Brandes 1939:211) – en
romantisk farvet forestilling om, at Brandes var styret af en guddommelig
magt. I et senere brev skrev Ibsen, at han vidste, Brandes ville blive rask, for
»man dør ikke i expositionen; den store verdensdramaturg behøver Dem«
(Brandes 1939:207). Ibsens mange år som kristen digter mærkes i hans syn
på Brandes, hvad Brandes ikke brød sig om. Da Darwin døde i 1882, skrev
Karl Gjellerup, der gerne ville være moderne, et sørgedigt (Aander og Tider),
hvor ånder besynger Darwin. I sin anmeldelse i Morgenbladet 2.8.1882 skrev
Brandes, at der »er noget stødende ved selve dette, at Aander synger i Kor
over Darwin. Thi hvor Darwin er, der er ikke Aander«. På samme måde mente han, at hvor Brandes er, er ingen ånder!
15. I sit Levned hævder Brandes, at han ikke så sig som Ibsens væbner, men at
han blot var uprøvet i kamp, og at han kunne væbne andre (Brandes 1905
(1):380). Dette må siges at være en efterrationalisering. Ibsen var på dette
tidspunkt den store, og det vidste Brandes, der gentagne gange bad ham om
råd. Digtet blev først trykt i 1898, men kort efter nedskrivningen sendte
Brandes kopier til Ibsen, sin mor (Brandes 1978:II:14 ff.) og Emil Petersen
(Brandes 1980:133 f.)
16. Myten om Brandes, der nærmest ud af ingenting målbevidst angreb det etablerede samfund, er en af de stærkeste i dansk litteraturs historie. Men Brandes
var slet ikke så sikker. Helt op til forelæsningerne tvivlede han og overvejede
at nøjes med et foredrag i Studenterforeningen (Fenger 1957:208).
17. Digtet er et tvetydigt metadigt, der gennem tiden har været udsat for divergerende fortolkninger (jf. Aarseth 1981:77 ff.).
18. Ibsen mente ikke som Brandes, at det var muligt at tilegne sig den nye tids
tanker og smide de gamle overbord. For ham var den rette vej en bevidsthedsomskabelse, hvor man erkender bindingerne til fortiden for at undgå, at
de senere griber forstyrrende ind. Denne anskuelse foldede han ud i Gengangere (1881), hvor forestillingen om fortiden som et lig, man ikke kan smide
over bord, er blevet til gengangertemaet. Fru Alving er en kvinde, der kun på
overfladen har tilegnet sig de nye radikale ideer og har (uerkendte) lig i sin
fortid.
19. Jørgen Knudsen har senere søgt at korrigere Christensens redegørelse, som
han finder for mistænksom (Knudsen 1988, især 358 f.). Selv om Knudsen
102 · Nicolas Reinecke-Wilkendorff
har ret i, at Christensen ser for meget fjendskab hos Brandes, kan han ikke
forklare hans påfaldende tavshed – bl.a. om de to store problemdramaer.
20. At Brandes kunne lide Et dukkehjem, kan også ses deraf, at han tilsluttede sig
den positive anmeldelse, som Edvard gav stykket i Ude og Hjemme 4.1.1880
(Brandes 1994:II:9).
21. Ibsen blev efter udgivelsen af Gengangere angrebet af både den konservative
og liberale presse. Man opfattede stykket som usædeligt, og det blev på tur
afvist ved de store nordiske teatre. En række samtidsreaktioner findes i Else
Høsts Vildanden (Høst 1967:11 ff.).
22. Portrættet indgik i næsten uændret form i Det moderne Gjennembruds Mænd,
som kom året efter (7.12.1883).
23. Dette træk hos Ibsen har Brandes ikke brudt sig om, for kristendom »og pietistisk sanseskræk var for Brandes to sider af samme sag« (Knudsen 1988:
245). At Ibsens afstandtagen fra sanselivet vitterligt generede ham, kan også
ses af et brev (om Ibsens Rosmersholm) til Paul Heyse: »Hvad er dog dette
for en urimelig Lære den om den lutrende, rensende Indflydelse, der udgaar
fra den kjönslöse Rosmer! Det er dog rent seminaristisk dette at anse Kjönslöshed for Renhed« (Brandes 1966:III:293). I sin mindeartikel over Ibsen tog
Brandes igen afstand fra den kønsforskrækkelse, han fandt hos Ibsen (Brandes 1906:214).
24. Brandes udelader her den så vigtige del af linjen: »og der skal De være en af
dem, som går i spidsen«. Det er naturligvis muligt, at det er for at holde sig
selv udenfor, men han viger andre steder ikke tilbage for at drage sig selv ind
(fx 589). Det er sandsynligt, at Brandes sletter de spor, der peger på, at Ibsen
hjalp ham og ikke omvendt. Først i artiklen »Et personligt Synspunkt« (1898)
skrev han sætningen ud (Brandes 1898:26).
25. Dette underbygger Brandes med det brev, hvor Ibsen rådede ham til at sætte
alt ind på sin livsgerning. Man skal dog huske på, at dette råd blev givet som
opmuntring til den fortvivlede Brandes.
26. Denne kommentar er nok Brandes’ ’hævn’ for Ibsens tidligere formodning
om, at Brandes i højere grad interesserede sig for »de Tragedier eller Komedier, der spilles i den enkelte Persons Indre« end for »Virkelighedens faktiske
Forholde« (Brandes 1939:200).
27. Jørgen Knudsen hævder, at Brandes af politiske grunde undlod at omtale En
folkefiende i »Andet Indtryk« (Knudsen 1988:251). Selv om stykket faktisk
kom i vejen for Brandes-brødrene, skyldes Brandes’ tavshed, at stykket først
udkom 28.10.1882 – altså små to måneder efter at »Andet Indtryk« blev
trykt. Ved genoptrykket i Det moderne Gjennembruds Mænd tilføjede Brandes en kort kommentar om En folkefiende (Brandes 1883:134).
28. Det ’mistænksomme’ spor, som Brandes anviste, men ikke brugte, blev i
1960’erne optaget af Aage Henriksen, der gennem en ’mistænksom’ læsemåde – praktiseret i artikler i Kritik (1967; 1969; 1974) – etablerede et billede af
Ibsen, der brød med den idealistiske opfattelse af ham som værende identisk
med sine hovedpersoner og som en sandhedselskende forkynder (jf. Haugan
1982). Også Henriksen mener (Henriksen 1967:131), at Gengangere markerer et brud i Ibsens forfatterskab, idet Ibsens afsløringslyst her er blevet så
gennemtrængende, at den rammer hans egne hovedpersoner. Fra og med
Våbenbrødre? · 103
Gengangere arbejder Ibsen intenst med at vise afstanden mellem det, mennesker siger, og det, de gør. If. Henriksen viser Ibsen gang på gang, at der bag
de floromvundne talemåder og ædle attituder findes selviskhed og personlige
motiver. Og det er ud fra dette afslørings-synspunkt, at den sene Ibsen skal
forstås, hvis man ikke vil ende med en overfladelæsning, der tager hovedpersonerne på ordet (jf. omtalen af Brandes’ »Tredje Indtryk«). Jf. også Jørgen
Haugans Henrik Ibsens metode (1977).
29. For i det følgende at undgå forveksling af Georg Brandes og Edvard Brandes
kaldes den første konsekvent Brandes – den sidste Edvard.
30. Af forskellige årsager overlod Brandes det til Edvard at anmelde flere af Ibsens sene værker. Hvor det er tilfældet, drages Edvards anmeldelse ind i
fremstillingen, da han ganske sikkert har haft Brandes med på råd. Naturligvis kan Edvards ord ikke regnes for Brandes’, men tættere på er det ikke muligt at komme.
31. Dette er den dato, der angives i Levned (Brandes 1908:59). I Samlede Skrifter
(Brandes 1905 (1):415) angiver Brandes imidlertid datoen til at være
2.3.1883. Muligvis skyldes denne forskydning, at Brandes som privatdocent
havde for vane at holde sine foredrag flere gange. Begge datoer falder dog inden premieren på En folkefiende.
32. Brandes benytter også lejligheden til at afvise Ibsens råd fra brevet 6.3.1870.
33. Brandes’ geni-dyrkelse foldede sig først helt ud efter kontakten med Nietzsche, som blev indledt 26.11.1887, men hans svaghed for genierne kan spores
langt tilbage i forfatterskabet. Således afviste han allerede i sin doktorafhandling, Den franske Æsthetik i vore Dage (1870), Taines påstand om, at »Geniet er et Resumé, og hvad det frembringer, er Resumé’er« (Brandes 1870:92).
Brandes finder nemlig, at Taine begår den fejl »at oversee det individuelle
Genies eiendommelige spontane Kraft« (110).
34. Anmeldelsen bærer ingen signatur, men er sandsynligvis skrevet af Edvard,
der stod for en stor del af kulturstoffet.
35. Teksten er et optryk fra Det moderne Gjennembruds Mænd (Brandes 1883:76
ff.).
36. Allerede i april 1888 havde han pr. brev undrende spurgt Paul Heyse: »Er det
sandt at Ibsen gjør et saa dybt Indtryk paa den tyske Ungdom som Bladene
her i Norden fortælle om? Da jeg levede i Tyskland, var han lidet kjendt. Jeg
kan ej ret forestille mig en saa stor Forandring« (Brandes 1966:299).
37. Anmeldelsen bærer ingen signatur, men er uden tvivl af Brandes, da den er
stort set identisk med omtalen af Hedda Gabler i »Tredje Indtryk« (Brandes
1898:151 ff.). Brandes valgte muligvis at være anonym, fordi han havde en
del indvendinger og ikke ville støde Ibsen. Edvard valgte da også helt at undgå stykket.
38. Brandes gav i 1906 en anden udlægning af forløbet, idet han skildrede Ibsen
som værende særdeles umedgørlig den aften (Brandes 1906:220). Det skal
dog påpeges, at ovenstående skildring er skrevet som et korrektiv til Brandes’
skildring, og at hverken Brandes eller nogen anden modsagde denne korrektion (jf. Christensen 1985:16 f.). Jørgen Haugan har forklaret Ibsens opførsel
med, at han både forsøgte at lægge afstand til den brandesianske fløj og at un-
104 · Nicolas Reinecke-Wilkendorff
derstøtte billedet af sig selv som en sfinks (Haugan 1977:10; jf. også Haugan
1982). Brandes’ tale blev optrykt i Taler (Brandes 1920:49 f.).
39. Edvard anmeldte ikke stykket, men til glæde for Politikens læsere optrykte
avisen 22.12.1896 et fyldigt udsnit af Brandes’ anmeldelse.
40. Artiklen blev skrevet og trykt på fransk i 1897.
41. Brandes’ mindeartikel blev siden genoptrykt i hans Samlede Skrifter, bd.
XVIII, s. 118-144, 1910, Kjøbenhavn.
Henrik Nordbrandts skizo-landskaber
1976–1987
Af Steffen Hejlskov Larsen
Henrik Nordbrandts digtsamlinger rummer en del landskabsskildringer,
der fortæller noget om Nordbrandt selv, hans syn på poesien og verden i
det hele taget – de er ligesom et medium. Et spejl, som han kan se sit digteriske ansigt i.
Spejleffekten får landskaberne ved at blive gjort til udtryk netop for
digterens holdninger og stemninger – hans psykiske tilstande. I slutningen af 1970’erne er disse stærkt skizofrene, hvad der giver sig udtryk i
opløste og sprængte panoramaer, der består af drastiske og uforudsigelige ordkombinationer, således at hele landskabet ses fra forskellige vinkler, der alle relaterer sig til Nordbrandts komplicerede jeg. Digtene bliver
således sammensat af ordflader, der skal tydes for at få indblik i Nordbrandts psyke, dvs. tolkes som symboler og metaforer. At forstå Nordbrandt i denne periode vil derfor bl.a. sige at aflæse hans disparate billedsprog.
Centrum for jegtabet og splittelsen er digtsamlingerne Glas, 1976, og
Istid, 1977. I 84 digte, 1984, og Under mausolæet, 1987, klinger temaet
ud, Nordbrandt har fundet andre måder at udtrykke sig på.
Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at ingen af de væsentlige skizotekster, som jeg indgående vil beskæftige mig med i det følgende, er med
i de to udvalg, som Nordbrandt selv har haft indflydelse på, nemlig Rosen fra Lesbos, 1979, og Egne digte, 1999.
Glas (1976)
Digtsamlingen foregår i Grækenland – i flere digte prøver Nordbrandt at
tilegne sig det græske landskab og udlægge det psykologisk, dvs. gøre
det til spejl for sit splittede jeg. I digtet »Kreta« karakteriseres landskabet
tilmed som skizofrent:
106 · Steffen Hejlskov Larsen
»Hvis dette er det (sted), der kan forvandle
alt, hvad du tidligere har sagt til løgn
til (klipper) dine drømme og til (horizonter)
det liv, du indestængte med høje mure
er det, fordi det har forfulgt sig selv
så langt, at det er ophørt med at eksistere
som (landskab): Det er blevet til en tilstand
hos den, som færdes i det: En schizofreni« (/)
»(gennemtvunget af)« (/) (floders fald og kløfters) /
#gaben, ingen syvsoversøvn kan lukke# /
»og afstand mellem (sne) og (blomsterstøv;)« /
<En dans, hvor hvert trin fjerner dig> /
»fra det selv, du troede var medfødt« /:
[En afsked, der] / {kysser dig til døde} / [med din ankomst.]
»…« psykeplan; (…) naturplan; »(…)« overlapning; #…# søvnighedsplan; <…> danseplan; […] rejseplan; {…} dødskysplan.
De to planer i digtet markeres i dets midte ved brud på normalsproget:
»schizofreni« (psykeplanet) over for »floders fald« osv. (naturplanet) –
»gennemtvunget af« skaber en glidende overgang mellem de to planer.
Digtet spaltes derved i to halvdele. Digtets første halvdel handler om
»stedet« i relation til psyken: »løgn« korreleres med »det tidligere sagte«, »klipper« med »drømme«, »horizonter« med det »indestængte« liv,
og det lyder jo rimeligt positivt, omend korrelationerne ikke er kongruente, nærmest modsætninger, men så kaldes landskabet også »en tilstand
af schizofreni«; og metaforikken videreføres til anden halvdels landskabsbeskrivelser og pejler de psykiske værdier af »floders fald og kløfters gaben, ingen syvsoversøvn kan lukke«. Truende katastrofer betyder det.
Søvnighedsplanet: »gaben, ingen syvsoversøvn kan lukke« beskriver
metaforisk 1) kløfternes farlige slugter, 2) karakteren af skizofrenien,
som end ikke sløvhed kan få bugt med – i takt med at landskabet opfattes
overført. De vide horisonters sted er fuld af farer.
Den psykiske opløsning pointeres i de sidste linjer – metaforerne
»sne« og »blomsterstøv« er langt fra hinanden som det uorganiske fra det
organiske, trods underforstået lighed i det ydre; dansetrin river sig løs og
fjerner sig fra den dansendes jeg, således at jeget ikke kan stå inde for sine handlinger; og en afsked bliver slået ihjel af ankomsten eller omvendt,
som om enhver accept indeholder en afstandtagen. Tilværelsens grund-
Henrik Nordbrandts skizo-landskaber 1976–1987 · 107
relationer sendes ligesom ud i meningsløsheden af det paradoksale i koblingen af disse metaforer.
Man fanges af glæden ved at tyde de prægnante og associationsrige
metaforer, samtidig med at man skræmmes af det indblik, man får i et
splittet sind.
Trods digtets paradoksale og komplekse afslutning er den centrale
struktur enkel: Naturplanet er billedplan, og psykeplanet er realplan.
Strukturen synes at være en slags grundmodel for det Nordbrandtske sjælelandskab. Det fungerer som hans rejsespejl i slutningen af 1970’erne.
»Grækenland«s billede af digteren ligner »Kreta«s: Digtet begynder
som en positiv realistisk skildring af det græske landskab, men fra og
med strofe 3 fremhæver han næsten fortvivlet landskabets sjælelige begrænsninger – et par elementer i det tages tilmed ud og relateres til psykiske tilstande, hvorved digtets to planer markeres af brud på normalsproget, og kløfternes og jordens metaforik tilbageføres til resten af landskabet – i de første strofer. Metaforikken sætter sig dog ikke helt igennem, hvorfor landskabet ikke differentieres ud i metaforer, men opfattes
som et samlet symbol for digterens følelser – bjergene, mandeltræerne
og roserne over solmuren bliver i almindelighed udtryk for de skønhedsoplevelser, som han ikke kan være foruden. Første del af digtet kan derfor inddeles i emneplaner på denne måde:
(Landskabet jeg elsker: De sneklædte bjærge
og de blomstrende mandeltræer under dem
roserne over de hvide, solbeskinnede mure
og sværmene af fluer, der slår op mellem dem:) /
»Jeg har ingen andre steder at gå hen.
Jeg har ingen andre steder at forlade
end dette« (landskab, hvis kløfter) / »splitter mig«
(og hvis jord) / »brænder under mine fødder«.
(…) landskabsplan; »…« jegplan.
Men ubehag ved forrådnelse og død fortæller fluerne om. I det græske
jeg eksisterer der også elendighed. Lidt længere fremme i »Grækenland«
forhekser landskabet ham og forvandler hans liv:
108 · Steffen Hejlskov Larsen
»til »sten« jeg ikke længere kan (løfte)
(mure) jeg ikke længere kan (åbne en dør i)
(bugter) jeg ikke længere kan (svømme over)
og (statuer) jeg ikke længere kan flygte fra
fordi de for længst er blevet mig selv
og stirrer ud over (havet) i alle retninger.«
»(…)« overlapning.
»sten«, »mure«, »bugter«, »statuer« og »havet« er metaforer for henholdsvis ufølsomhed, udelukkelse, forstening, afstand og tilværelsen i almindelighed. Den metaforiske læsning breder sig bagud og forvandler
den smukke udsigt i første halvdel af digtet til metaforer for storhed,
skønhed og kærlighed; bjergene, de blomstrende mandeltræer og roserne
er dog ikke bodemiddel for følelsen af at være splittet og låst inde eller
fængslet. Tværtimod er holdningerne i sidste del i åbenlys konflikt med
den første.
Vel er der tale om en regelret struktur med naturplanet som billedplan
og jegplanet som realplan, men metaforerne i første og sidste halvdel har
modsatte valører, således at digtets konklusion med rette bliver, at digteren, som statuen, stirrer i alle retninger.
(Hvis man opfatter de første strofers landskab som et samlet symbol,
ændrer det ikke ved konklusionen – realplanets værdier har stadig modsatte valører.)
I »Portræt af en sten« møder vi atter stenmetaforen – den må have sagt
Nordbrandt noget væsentligt. Digtet præsenterer først et »vi«, der i strofe 1 stirrer ud over det tilvante landskab, stirrer og stirrer med det samme,
let forvirrede udtryk. I strofe 2 gentages metaforen så i form af en serie
sammenligninger – »vi« er
(som sten, der ligger i en strandkant
en bjærgskråning eller på en grav
eller bliver muret ind i en bygning
eller hugget til, f. eks. som en statue.
Det er der ingen ben i, strukturelt: en flok metaforer, der skildrer en
tilfældig, indelukket eller manipuleret og fastlåst skæbne. Men så føjer
Henrik Nordbrandts skizo-landskaber 1976–1987 · 109
digteren til, at det gør ingen forskel, om stenen ligner os eller en gud med
blottede tænder og rovdyrkrop. »En sten er en sten« gentager digteren
besværgende:
Det gør ingen forskel, om den ligner os
eller en gud med blottede tænder og rovdyrkrop.
En sten er en sten. En sten er en sten.)
Og man undrer sig over rovdyrkroppen, indtil slutningen er læst. Stenen
får nu pludselig dyrisk karakter, knogler og fjæs – både et gude-og-rovdyrplan, vi-planet fra digtets begyndelse markeres, og gude-og-rovdyrplanet læses som udtryk for det farlige og overlegne ved den stivnede
sindstilstand, som stenen i hele digtet er billede på:
»Kun dens katteøjne udtrykker« / (den latter
vi ville få at høre, hvis vi havde kræfter nok
til at rulle »den« ned i kløften under os.)
(…) vi-plan; »…« rovdyrplan; (»…«) overlapning.
Mønsteret er tydeligt: først præsenteres læseren for en skildring af et stenet landskab, som sammenlignes (gjort tydelig af sammenligningsordet
»som«) med skribenten og læserne (»vi«), så udvides det bogstavelige
vi-plan med et metaforisk gude- og rovdyrplan, der forvandler stenlandskabet til symbol og gør den stivnede psyke, som stenmetaforen er udtryk for, sælsom og dæmonisk. Samlet skaber metaformønsteret en undermening – en modsætningsfyldt sindstilstand af erkendt utilstrækkelighed og uudløst aggression, som ikke kan kues. Atter et stærkt digt,
præget af konflikt og permanent trussel. »Portræt af en sten« antyder en
farlig dimension i den skizofrene tilstand, som Nordbrandt kredser om i
disse digte. Hans græske jeg er mildt sagt ikke særlig harmonisk. Og slet
ikke den kontrast til hans danske jeg, som man skulle tro, efter læsning af
Istid.
110 · Steffen Hejlskov Larsen
Istid (1977)
Det er sjældent, at det danske efterår og vintervejr skildres bredt og detaljeret i Istid, normalt er vejrliget blot en slags ramme for teksten eller et
kort udblik. Men under næsten alle omstændigheder er naturen et symptom på personlighedsspaltning og jegtab. I fx »En forårsmorgen« ved
man ikke rigtig, om naturbeskrivelserne er psykiske forestillinger eller
konkrete sansninger – digtet er mærkeligt visionært. Men en sammenligning til sidst i digtet markerer naturskildringerne som konkrete nok og
gør dem til rygraden i digtet. Metaforer og sammenligninger ned gennem
digtet viderefører betydning til det indledende naturplan, således at det
efterhånden bliver et symbol – til slut er hele landskabet om foråret dødens og den udsigtløse selvspejlings sted.
Den tydelige manifestation af planet i digtets sidste linje skaber i
øvrigt en kraftig pointering. Det ret konturløse du-plan bliver også mere
tydeligt i de sidste linjer. Digteren taler til et du, som vel sagtens først og
fremmest er ham selv, men kan da også være læseren. Den morbide slutning gør det dog sandsynligt, at duet er digteren. Planstrukturen i »En
forårsmorgen« kan afbildes således:
(En forårsmorgen) »efter en søvnløs nat
(står tingene pludselig så klart)« /
#som glødetråde i en elektrisk lampe
der er blevet sat for meget strøm til:# /
»(Verden er en)« / [(blå) operationsstue
i hvis spejle »du dissekerer dig selv«] /
»for at finde en vej ud af (den
inden den)« / {spiller sig som en film.} /
»(Om natten) sover du udslukt«,/ <i glas> /
»og langt borte fra dine lemmer.
Din hud, som (dagen)« / #har opladet med (lys)# /
»tiltrækker ormene på samme måde
(som forårshimlen over våde marker.)«
»…« du-plan; #…# glødeplan; (…) naturplan; {…} filmplan; <…> glasplan; […] hospitalsplan; »(…)«, [(…)], #(…)# overlapninger.
Henrik Nordbrandts skizo-landskaber 1976–1987 · 111
De metaforiske planer avler ligesom hinanden: Først virker lyset over
landskabet, som om det kom fra alt for kraftige glødetråde. Glødetrådene
associerer dernæst med en blå operationsstue, i hvis spejle digterens liv
kan udspille sig som film. Om natten sover han mumificeret lysende i en
glasmontre. Hans hud er blevet ladet op af dagslyset, der, ligesom forårshimlen over landskabets marker, tiltrækker ormene. De spredte forestillinger samler sig for læseren til en vision af et fremmed og næsten kunstigt
oplyst panorama, en slags gennemsigtig blokdiagram – hvor Nordbrandt
må være gået i forrådnelse, efter han for længst er blevet begravet i sin
danske jord; ellers kan ormene ikke gå i aktion. Lyset bliver følgelig metafor for noget betændt, og landskabet opleves helt igennem dødsmærket.
Planerne glider hele tiden over i hinanden eller overlapper: »står tingene pludselig så klart« kan således handle både om den ydre verden og
digterens indre forståelse af den. På samme måde med den »blå operationsstue i hvis spejle du dissekerer dig selv« – for det første fornemmer
læseren den blå himmel (naturplanet), for det andet orienteres læseren
om digterens introspektive virksomhed (du-planet), for det tredje får læseren en fornemmelse af at være indlagt sammen med digteren på et hospital (spejlplanet). Overlapningerne kulminerer i digtets slutning, hvor
digteren både begraves med udsigt til orme (naturplanet) og oplades af
dagslyset, således at han virker selvlysende (glødeplan). Jeget ser sig
selv både indefra og udefra. Digtet synes at være udtryk for digterens
angst for at være spærret inde i sin depressive selvspejling.
Skal man bruge metaforen spejl om landskabet her, må man sige, at
spejlet er knækket i flere dele: vi ser ikke noget samlet landskab, men
kun en række forskellige stumper, af både by og land, som på sindrig vis
reflekterer hinanden – og spejler digterens ansigt, som var det malet af
Francis Bacon. Et udtryksfuldt og flot signalement af en depression.
Der er mange digte i Istid, der, uden at være egentlige landskabsdigte,
skildrer digterens fornemmelse af at være spærret inde, at være spaltet og
på samme tid se sig selv udefra og indefra. I »Foråret i februar« befinder
Nordbrandt sig i den ellers glade forårstid, men er ikke det mindste opstemt. Det er i »Foråret i februar« heller ikke foråret, der har digterens interesse, men hvad årstiden ligner, og hvad det igen ligner i drømme, dvs.
spejlende vinduer, som ligner mennesker, der stirrer på ingenting. En
sammenligning inden i en sammenligning. Digtet er beslægtet med
»Kreta« i digtsamlingen Glas, hvor jeget i skikkelse af en statue stirrer i
alle retninger, i »Foråret i februar« er det grupper af larmende mennesker, der pludselig stirrer ud i det blå:
112 · Steffen Hejlskov Larsen
#»Foråret i februar« er det grusomste# /:
(»Det ligner« et trist forstadshus
hvor vi først bliver klar over, vi har levet
når vi vender tilbage til det
og ser dets høje vinduer spejle »en klar himmel.«)
#Om natten, i drømme, [stirrer]# / (de) #på os
fra et glemt sted i os selv
på samme måde, som# / [ når »en dag sent på året«
grupper af larmende mennesker
pludselig standser op i gaderne og forstummer
og stirrer »ud i luften«, de ved ikke på hvad.]
(…) husplan; »…« naturplan; #…# psykeplan; […] menneskeplan;
#»…«#, (»…«), #[…]#[»…«] overlapninger.
Først sammenlignes foråret med et hus, »vi« engang har boet i, og hvis
vinduer gengiver »en klar himmel«. Den »klare himmel« ses som i et
spejl. Disse vinduer stirrer så på os i drømme, på samme måde som en
gruppe mennesker »sent på året« pludselig »stirrer ud i luften, de ved ikke
på hvad«. Det er svært at finde ud af, hvad der sammenlignes med hvad.
»Foråret i februar« tømmes derved for sit årstidsindhold og fyldes i samme takt med ny betydning – ved tilbageføring af overført mening fra sammenligningernes stumper af naturplanet: Den »klare himmel« er et glemt
minde; »luften« betyder en drømt tomhedsfølelse. Foråret i februar forbindes derved både med et glemt minde og en drømt tomhedsfølelse. Tilbageføringen kulminerer således til sidst i digtet med, at foråret i første
linje bliver symbol på intethedsoplevelsen »et glemt sted i os selv«. Foråret repræsenterer en fornemmelse af et indre virkelighedstab, vel at mærke set af et udenforstående virkeligt jeg, der er en del af digtets »vi«.
»Forår i februar« er et fantastisk digt, en skildring af en fortabelse, der
kun tilsyneladende er en beskrivelse af naturen.
I »På alt for klare dage« breder naturskildringen sig imidlertid, og en
tegning af det danske landskab ridses op. Det klamme og mørke vinterhalvår, som Nordbrandt elsker at hade. Men det forhindrer ikke landskabet i at blive brugt som udtryk for psykiske tilstande, og det at Nordbrandt føler sig fremmed for sig selv. Tværtimod. Nordbrandt efterspørger just ikke idyllen. Jeg gennemgår strofe for strofe:
Henrik Nordbrandts skizo-landskaber 1976–1987 · 113
Det indleder med en omtale af de alt for »klare dage mellem heldagsregnvejrsdage«, hvor knuste sukkerroer ligger på vejene, der fører til alle
fabrikkerne, og hvor havernes blomster blot suger næring til sig uden at gro.
Men skildringens virkelighedspræg undermineres med det samme,
planet brydes af en række brud på normalsproget, som markerer noget
negativt i landskabsdeskriptionen: Solen »regner… med en lyd som rotter gennem strå« (der er nok tale om silende, regnfuld soldis, som giver et
ubehageligt indtryk); chrysantemerne prøver at drage nytte af dagens
»blændværk« (sandsynligvis en metafor for solens sparsomme lys, der
antydes ikke at være reel) uden »at give…andet tilbage« (måske en
personifikation af manglende kraft til at sætte blomster, men giver samtidig en fornemmelse af udnyttelse). Kun »blændværk« markerer tydeligt
landskabets psykiske dimension, men kan ikke sætte sig igennem og forvandle landskabet til metafor for psyken – landskabet bliver let symbolsk, ligesom fuldt af bedrag. Grafisk kan strukturen afbildes således:
»På alt for klare dage mellem heldagsregnvejrsdage
regner« / solen / »med en lyd som rotter gennem strå.
Knuste og overkørte sukkerroer ligger på vejene
der fører ud til de 10.000 fabrikkers tidlige mørke
og havernes chrysantemer [suger uafbrudt af] dagen
uden at« / [give dens] / (blændværk) / [andet tilbage end] /
»huller«.
»…« naturplan; (…) psykisk plan; […] personifikation
solen: metafor.
I den anden strofe lægges der yderligere psykiske værdier ind i landskabsplanet: Støvet »holder« højdedragenes skovbryn »på afstand«, og
når de mødes, forvandler hele udsigten sig til et »glaspusteri«, således at
der bliver forskel på hver tings betydning og dens fysiske form (»den
form, den besegler«). Det er, som om vi har at gøre med et landskab, der
er i strid med sig selv. Alting lægger også op til en katastrofe. Landskabet ligner en revnet glasmosaik, der er lige ved at falde til jorden og blive
knust. Strofens planstruktur kan afbildes således:
»Støvet over markerne« / ([holder]) / »højdedragenes skovbryn« /
([på afstand] lidt endnu. Når de mødes er det sket.
Udsigten er blevet til et) / #glaspusteri, hvor hver ting
114 · Steffen Hejlskov Larsen
størkner i strid med den form, den besegler#:
»De jernblå pytter, stenene, enebærrene og fyrrene« /
[venter kun på, at »en af dem« skal begynde at #briste#.]
#…# glasplan; ([…]), [#…#] overlapninger.
I tredje strofe breder det psykiske plan sig, nu bliver det klart, at hele
landskabet skal forstås overført for den vejløse, distancerede og splittede
tilstand, som tillægges et »vi«. Måske er »vi« danskerne, måske alle
vesterlændinge. Under alle omstændigheder er »vi« uden rødder, identitetsløse: »Ingen af os kan med sikkerhed sige… ad hvilke veje vi blev
hvem«. Afgørende er bruddet i »ad hvilke veje vi blev hvem« (mellem
»veje« og »vi blev hvem«) – »vejene« bliver en metafor for psykiske udviklingsgange, og den tilbageføres til hele første strofes landskabsbeskrivelse, som i forvejen var splittet og psykologisk undermineret, og hvor
vejene spillede en central rolle. Men det er vanskeligt at finde overførte
værdier for sukkerroerne og chrysantemerne. Landskabsbeskrivelsen er
alt for konkret og omfattende til, at tilbageføringen af metaforikken fra
tredje strofe kan differentiere sansningerne i første strofe, således at de
får afgrænsede metaforiske værdier, hvorfor de psykiske værdier af landskabet blot intensiveres. Det danske efterårslandskab bliver således i
Nordbrandts regi et symbol i almindelighed – som nævnt på desillusion,
vejløshed, afstand og splittelse. Skizofrenien vises umiddelbart efter
ganske anskueligt: jeget beretter, at han sidder midt i naturen og samler
mos, samtidig med at han svæver over landskaber som en anden helikopter – digterens dobbeltrolle som beskriver (»svæver over landskabet«) og
som den, der beskrives (»i færd med at samle mos«), demonstreres, ved
at de to jeger gerne går hver til sit og kun følges ad, fordi jegpersonen er
delt. Grafisk kan planstrukturen afbildes således:
»Men intet sker, så længe dagen varer så skrøbeligt.
Og aftenen gør alle broer usikre«, (selv i tankerne.
Ingen af os kan med sikkerhed sige, at det er her
vi er kommet til, eller ad hvilke) / »veje« / (vi blev hvem.
»Den halvdel af mig, som ikke sidder, forstenet
og i færd med at samle mos, svæver over landskabet«
»…« overlapning
svæver: metafor.
Henrik Nordbrandts skizo-landskaber 1976–1987 · 115
Fjerde og sidste strofe samler den psykofysiske problematik op og slutter
af med et helt nyt billede af efteråret som et brændende stillads (metafor
for efterårsløvets farver, men også for digterens brændende lidenskab),
og en fuldstændig identifikation af digteren med landskabet – nu i en vision af, at han faktisk allerede er død og begravet (metafor for hans følelse af bundethed til det danske, men også hans ubehag ved det). Også et
helt nyt og pointerende plan. Gravmetaforikken er tydelig beslægtet med
de sidste linjer i »En forårsmorgen«. Nordbrandt kredser om det at ligge
indespærret i sit danske miljø og blive mad for orme. Grafisk kan strukturen afbildes således:
på sin egen bekostning. Når det ikke er for mørkt
er det for lyst. I hvert fald ser jeg alting
alt for klart)./ {I stilladser af ild brænder} / »efteråret« /
{sit rum til jorden},/ »hvor bladene ligger stille«. /
(Hvis jeg giver efter for min træthed og lukker øjnene
vil jeg have været) / <begravet>,/ (så længe jeg kan huske.)
{…} ildplan; <…> begravelsesplan.
Vi har at gøre med en struktur, men mere kompleks end i de foregående
digte: »På alt for klare dage« består således af mange og meget forskellige forestillingsplaner. Den første strofes detaljerede skildring af tilsvinede efterårsveje bliver først et klart symbol, da landskabsplanet i tredje
strofe bliver metaforisk markeret og det psykiske realplan træder tydeligt
frem i teksten. Det psykiske plan får flere små metaforiske planer knyttet
til sig, mest dominerende er glasplanet, men også ild- og begravelsesplanerne til slut er vigtige til klargøringen af forfatterens sjælelige habitus.
Planerne er vævet så tæt sammen, at det ofte kan være besværligt at finde alle overlapningerne. Det er karakteristisk for digtet, at overgangene
mellem bogstavelig og overført mening er særdeles glidende, og at alle
ordene genlyder af ekko fra andre ord og bliver fyldt op med mere eller
mindre klare bibetydninger, der alle sammen går i depressiv retning.
Hvad der imidlertid står klart til slut, er digterens bitterhed over ikke at
kunne frigøre sig psykologisk fra sit danske landskab, dvs. sin usikkerhed, uvirkelighedsfornemmelse og skizofreni – udtrykt slående i det
stærkt emotionelle begravelsesbillede. »På alt for klare dage« er en central tekst i denne periode og en af hans bedste skizotekster, fordi det så
radikalt giver udtryk for digterens uvilje mod sit helt konkrete miljø.
116 · Steffen Hejlskov Larsen
I »Rottestjerner« har Nordbrandt forskudt sin personlige bitterhed
over at være dansker til et generelt opgør med ligemageriet i det moderne velfærdssamfund – ikke mindre bittert. Verden med forstadsgader i
måneskin, havn med skibe langs bolværkerne, pakhuse og broer på den
ene side (havneplanet) stilles i en meget stram struktur over for udtryksløsheden i ansigterne og stumheden (kort sagt: samfundsplanet) på
den anden side. De er ude af niveau først og sidst i digtet og dermed
markeret tydeligt. De to forestillingskredse er skildret parallelt, idet alle
»ansigterne« mister det individuelle præg (i samfundsplanet) og
»månen« skinner uden forskel både i pæne forstadsgader og i det mere
skidne havnekvarter (i havneplanet). Det ene plan kan således fungere
som symbol på det andet. Hvert plan er afbrudt af, om jeg så må sige,
interne brud, der etablerer personifikationer (»sender bort« og »når.. at
forlade..«) og metaforer (»flyder« og »sænkes«), som kun nuancerer
grundstrukturen, men skaber aktivitet i havneterrænet/lighedssamfundet,
så man ikke undrer sig over rotterne, der til sidst bryder ud af havnemiljøet og siddende overtager stjernehimlen nede i dybet med deres
øjne: »de sidste stjerner«. En himmel med rotteøjne på springer pludselig frem i den disede oktoberaften. Således bytter den lyse himmel og
den mørke underverden plads i forskelsløshedens verden. Grafisk kan
planmønsteret se sådan ud:
»Oktoberaftenen« / (tager det udtryk
bort fra ansigterne
som de brugte deres liv på at finde.)/
»#Månen skinner# med samme glans
i forstadsgadernes
og i havnens vand. Skibene« {flyder} /
»alene på lyden af deres maskiner
og broerne i tågen
fører kun længere ind i tågen…«
(Forskelsløsheden [sender]) / »bolværkerne« / ([bort]).
»Pakhusene« / [når ikke
at forlade deres rum, før »de«] /{sænkes}
»fulgt af siddende sumprotters øjne
Henrik Nordbrandts skizo-landskaber 1976–1987 · 117
i den beskidte verden« /
(uigenkaldeligt overdøvet af sin stumhed) /
»hvor de er« (/) »#de sidste#« (/) #stjerner#.
»…« havneplan; (…) samfundsplan; […] personificeringer; #…# himmelplan; ([…]), »#…#« overlapninger; {…} flydesænkeplan.
Digtet er meget komplekst: Enten er samfundsplanet metafor for tågen i
det bogstavelige havneplan og rotteøjnene metafor for de mere eller mindre synlige stjerner i disen, eller også er havneområdet et symbol på det
umådeholdne lighedsmageri i vor tid, og samfundsplanet en bogstavelig
skildring; rotteøjnene opfattes følgelig som udtryk for upålidelige og kyniske politikere. Hvorfor ikke denne skjulte mening bag havneeksteriøret? Nordbrandt er ikke bleg for politisk ukorrekte meninger. Det er der
flere eksempler på i Istid, fx »Forslag til afprøvning af den politiske magis virkning«.
Digtet er interessant ved, at dobbeltheden er lagt ind i metaforikken:
enten er der tale om en bogstavelig skildring af et havneterræn eller også
af en overført beskrivelse af et ubehageligt samfund. Splittelsen er ikke i
»Rottestjerner« et personligt anliggende, men en begrebsmæssig tvetydighed.
84 digte (1984)
I 84 digte fortsætter Nordbrandt med at distancere sig fra sine indre konflikter. Den artistiske bevidsthed giver sig i digtsamlingen fx udtryk i refleksioner over metaforikken, refleksioner, der føres ind i teksterne som
emneplaner. Digteren diskuterer med sig selv, hvad landskaberne spejler,
og hvordan. I det følgende gives der et antal eksempler på Nordbrandts
digteriske kommentarer til egne formuleringer (det må være tilstrækkeligt med korte citater, eftersom jeg kun er ude på at dokumentere metaplanerne):
I »Vinteratlas« overvejer digteren sammenhængen mellem psyken og
opfattelsen af omgivelserne:
118 · Steffen Hejlskov Larsen
»Er det vintersolen« / (eller mit eget mørke
»som får hele byen til at skinne så blændende?«)
»…« virkelighedplan; (…) psykisk plan; (»…«) overlapning.
»Solen« hører virkeligheden til; digterens eget »mørke« er hans depressive følelser, som får omgivelserne til at se lysere ud, end de er (»mørket«,
som bevirker noget, her: »får…byen til at skinne«, er vel en slidt metafor,
næsten en kliche, som bliver fornyet i sammenhængen). I »Udflugt« omtales, hvordan landskaberne fungerer som sprog:
»Bækken under vinduet« /
<borer sig »ind i mørket her« og indfører så »sit flimmerværk«> /
(som obligatorisk fag) /
#Men sørgelige er disse rungende gentagelser#…
»…« naturplan; #…# sprogplan; (…) skoleplan; <…> personplan;
<»…«> overlapning.
Sprogplanet kommenterer den metaforiske karakteristik af bækken, der
kan læses som eksempler på ord; men naturplanet kan også opfattes konkret, og så bliver sprogplanet metaforisk som udtryk for bækkens evige
larmen (skoleplanet er metaforisk i begge tilfælde).
Opmærksomheden rettes i stigende grad i 80’erne mod ordene. Splittelsen forskydes fra at være manifesteret i landskabet til at være en fremhævelse af modsætningen mellem digtets psykofysiske naturbeskrivelser
og den sproglige form. Og Nordbrandts formuleringer bliver meta-poetiske og digtene selvkommenterende – som her i »Sommereftermiddage«:
»og erindrer disse linier i form af en« / (flamme
slukket på et ildsted, der lugter af efterår)
»…« sprogplan; (…) naturplan.
Udtrykket »i form af« angiver sammenligningen mellem de to emneplaner; naturskildringen er billede på »disse linier«, dvs. de helt konkrete
passager i digtet. Men da naturbeskrivelserne er meget vidtløftige, bliver
de hurtigt læst nærmest bogstaveligt, men med bevidsthed om, at de også
er ord. Et noget sofistikeret symbol.
Henrik Nordbrandts skizo-landskaber 1976–1987 · 119
På tilsvarende måde henvistes der i det tidligere omtalte »Vinteratlas«:
#balancerende på en tynd line som# / »denne,«
»…« sprogplan; #…# jegplan.
netop til den konkrete linje, der sammenlignes med en tynd line. Digtet
selv kommer således i centrum, og digteren overvejer, hvad han kan få sine billeder til at udtrykke.
I »Vinden gennem træet« er hele det følgende afsnit en række ræsonnementer og konstateringer om sproget og verden ud i ét (ét plan) :
»Hvis jeg spejlede mig i floden, ville det være mit
ansigt jeg så
uanset hvor hastigt floden bevægede sig mod havet
men selve spejlbilledet ville jeg aldrig eje.
Blade er til for at minde floden om dens hastighed
skyer for at hjertet ikke skal glemme sin vægt.
Ideer er til. Ord er til. Bevægelse er til. Og intet
tilhører os helt.
Ingen laver sit eget billede. Ordet træ gør intet træ.
Og derfor kan jeg nu også sammenligne«….
»…« tankeplan.
Nordbrandt bruger »floden« til at spejle sig i. Men han kunne lige så godt
have brugt »landskabet« som eksempel. Men de afledte billeder af netop
landskabsmetaforen var vel ikke så illustrerende som de afledte billeder
af »floden«: spejlbilledet af poetens ansigt; vandet, der flyder; bladene,
som følger med; osv. Og konklusionen er tydelig nok: ord er ord, ikke
virkelighed på anden måde, end de er ord. Men som ord relaterer de sig
til sjælen eller psyken. Bladene fortæller os således om, hvor hurtigt floden flyder (dvs. hvor hurtigt tiden går), osv. Underforstået: ordene har
metaforiske bibetydninger eller symbolværdi. Eller kan få det i sammenhængen.
Den indsigt, digteren har vundet, bruges til rundt omkring i 84 digte at
folde sproget ud i alle planer og lege med illusionen – det at læseren
»ser« det, som digteren fortæller, uden der ligger nogen virkelighed bag:
»ordet træ gør intet træ«. Nordbrandts digtning er nu illusionisme, tryllekunst, gøgleri.
120 · Steffen Hejlskov Larsen
»Forårsklage« er repræsentativt for Nordbrandts nye følsomme beskrivelser, som ironisk nok mere eller mindre er fiktioner. Virkelighed bliver
løgn i digtet og løgn virkelighed. Temaet er naturligt nok det poetiske
show. Analysen af det i det følgende skal gøre det ud for en karakteristik
af hele illusionismen i digtsamlingen:
Digteren begynder sine paradokser i sproget, dvs. jonglerer med ordet
»her«, der betyder her på papiret i digtsamlingen 84 digte. Dér har han
»aldrig« været »oftere og oftere« – en elliptisk og paradoksal formulering, der nok indebærer, at han har været der tit nok, men på en fraværende måde (uden et manifesteret, virkeligt jeg). Grafisk vil jeg angive
det som ét samlet poesiplan. Emneplanstrukturen ser derfor således ud
(jeg tager afsnit for afsnit):
»Oftere og oftere har jeg aldrig været her
og genkender kun, hvad jeg tankeløst nedfælder
i det øjeblik jeg gør det:
»…« poesiplan.
Det betyder så meget som, at Nordbrandt skriver så ubevidst og spontant
(»tankeløst«) som muligt, når han nu fortsætter:
Den violette måne, som skinner på kirkeurets romertal
gennem forårsaftenens dis
er et produkt af min melankoli,
Billedet er meget enkelt. Og vi behøver ikke at lave en længere analyse:
Linjerne: »Den violette måne, som skinner på kirkeurets romertal gennem forårsaftenens dis« er udtryk (billedplan) for noget andet, oplyses
det – nemlig for hans melankoli (realplanet). Så ved vi det, og vi kan
godt forestille os månen, der skinner på kirkeuret. Vi bliver heller ikke
slået ud af, at Nordbrandt fortsætter med at udtale sig om »virkeligheden«, der går ud på, at forfatteren lige er udskrevet fra en galeanstalt for
månesyge – ha ha, læseren ved godt, at Nordbrandt har skrevet et utal af
måne-digte, i øvrigt er de forrige digtsamlinger jo præget af galskab:
ikke virkeligheden
– den billige, talentløse og ubarmhjertige« /
(i hvis mugne journal
Henrik Nordbrandts skizo-landskaber 1976–1987 · 121
jeg blot er endnu et tilfælde, der er blevet udskrevet
for tidligt fra anstalten
hvor de månesyge nu højt oppe i deres tremmer
hylende kaster bananskræller og jordnøddeskaller ud
mod et usynligt publikum.) /
»Og ganske rigtigt: Ikke så snart har jeg
nævnt (anstalten)« /
(…) anstaltplan; »(…)« overlapning.
Galeanstalten minder dog mere om en zoologisk have, hvor aberne går
helt agurk i buret over det nyfigne publikum – en meget skæg metafor
for digterens forhold til sine læsere. Vi kan godt huske, hvad Nordbrandt har skrevet om danskerne i »Fædrelandssang« (Opbrud og ankomster, 1974) – de fik skidt i hovedet, fik de. Hvis »virkeligheden« er
realplan, så bliver skildringen af anstalten metaforisk. Hvis galeanstalten skal tages for pålydende, bliver »virkeligheden« til en metafor for
løgn. Men værre bliver det: Nu dukker fortiden op i selskab med poetens skygge:
[før min skygge falder hen over den ujævne mur]
(så jeg uvilkårligt tvinges til at tænke
på alt hvad jeg fortrængte, mens jeg lå i spændetrøje
Cæsars Gallerkrige f.eks.
hvordan jeg aldrig har lært dem udenad på latin
aldrig har kunnet få en bjørn til at danse
og aldrig, aldrig har lært at spille på violin
-[hvis det da er min skygge!])
[…] skyggeplan; ([…]) overlapning.
Opremset bliver latinskolens udenadlæren, plus en hel masse andet, der
er fortrængt: at Nordbrandt aldrig har lært at få en bjørn til at danse eller
spille på violin. Og man spørger sig selv om, hvad man skal med disse
oplysninger. Nordbrandt har sikkert heller ikke fået fx relativitetsteorien
ind i hovedet, eller årstallet for slaget ved Issos. Og for at gøre læseren
helt forvirret, får han så at vide, at det godt kan være, at disse fortrængte
erindringer om manglende færdigheder i virkeligheden måske tilhører
hans skygge – hvem det så er. Det plejer nu at være bagsiden af digteren,
122 · Steffen Hejlskov Larsen
metafor for hans mørke halvdel. I det følgende afsnit spiller digteren fandango med sine metaforer og gør læseren helt tummelumsk, nu skal der
gøgles:
»Sikker kan ingen vide sig her, hvor forårsaftenen« /
#sin natur tro spiller med falske terninger
som til og med i faldet# / {bliver til pyramider
med syv eller flere sider} /
#og intet kast gør øjeblikket synligt og uigenkaldeligt.# /
#…# spilleplan; {…} pyramideplan.
»Forårsaftenen« personificeres. Personifikationen: »spiller med falske
terninger«, afløses af nok en metafor: »som…bliver til pyramider«, der
mærkeligt nok har »syv eller flere sider«. Og spillet afbrydes tilsyneladende ikke: »intet kast gør øjeblikket synligt og uigenkaldeligt«. Alle
metaforerne knytter sig via »forårsaftenen« til det indledende billedplan
og mere end antyder flertydighed og uvederhæftighed.
Efter at være blevet hvirvlet rundt af disse billeder havner læseren pladask i digtets afslutning – skildringen af digterens datter, den dansende
bjørn og den violinspillende poet i en usynlig båd på vej ned ad floden,
mens klokkerne ringer og månen viser vej. Nu kan han se, hvad digteren
skulle med den bjørn og det violinspil, for ikke at tale om den symbolske
måne og kirke. Det symbolske og fortrængte gøres til løgn og poesi i
kraft af det lille ord »her« – hele sceneriet findes kun i digtet:
»<O, min datter
om du blot et øjeblik ville tage blikket væk [fra den mur.]
Bolden er for længst
fløjet henover dit hoved og ligger i græsset bag dig
og alt, hvad der er vigtigt, er at vi er sammen her
du bjørnen, violinen og jeg
på en usynlig båd, som sejler langsomt gennem aftenen
med månen som sejl
mens kirkeklokkerne falder i slag, og kredsende krager
der utvivlsomt har våd muldjord mellem deres tæer
skræpper som om de genkendte os.>«
<…> datterplan; »<…>«, »<[…]>« overlapninger.
Henrik Nordbrandts skizo-landskaber 1976–1987 · 123
Læseren forlader i hvert tilfælde gerne fortidens mur med Nordbrandts
skygge og koncentrerer sig om den arrangerede idyl, der er så intens og
utroværdig, at man ikke kan lade være at hilse de skræppende krager velkommen med en ironisk gestus.
Strukturelt er digtet bygget op af en række ret omfattende metaforiske
emnekredse. De mange kompakte metaforer i skizo-teksterne er ligesom
bredt ud og afløser hinanden i tur og orden. Overgangen mellem dem er
ganske glidende. Den næsten snakkende fremstilling, præget af gloser
som »ganske rigtigt«, »blot et øjeblik«, »utvivlsomt« osv., lader det ene
emneplan løbe over i det næste på en slentrende måde, der er ganske
morsom. Alting holdes på arms afstand. »Forårsklage« er et vidnesbyrd
om, hvor langt den sprogreflekterende poet er nået i virtuositet, eller med
andre ord: hvorledes arbejdet med metaforerne har givet ham mulighed
for bredt at udfolde den specielle poetiske selvironi eller selvironiske poesi, der nu er hans særpræg. Stor digtning.
Under mausolæet (1987)
Men hvor er landskabet blevet af? I Under mausolæet findes et par sydeuropæiske naturskildringer, nærmere bestemt: albanske panoramaer. Et
af digtene hedder »Under Albaniens bjerge«:
Nordbrandt beskriver i første halvdel landskabet som venligt, pittoresk
og afvekslende. I sidste halvdel personificerer han det og tiltaler det med
et »du« for til sidst at spørge det:
.. . .»Er du virkelig« /
(o, landskab, som aldrig synes at høre op
men i al evighed) / »begynder forfra på dig selv
eller skjuler du noget andet bag det hele?
Det svarer du ikke på. Der holder« / (selv
når fuldmånen bader »dig« i sit smukke lys
eller når ildfluerne oplyser) / »dine« / (disede floder)/
»din venlighed op…«
»…« personplan; (…) landskabsplan; (»…«) overlapning.
124 · Steffen Hejlskov Larsen
Personplanet og landskabsplanet forholder sig dialektisk til hinanden,
enten er personificeringerne billedplan og landskabet realplan, eller også
er personplanet realplan og landskabsplanet billedplan. Men landskabet
svarer ikke på spørgsmålet, om det er »virkeligt«. Så læseren afslutter
digtet med at opfatte landskabet som landskab, personifikationerne som
personifikationer og spørgsmålet som ironisk retorik. På denne raffinerede måde formulerer Nordbrandt sin afvisning af den symbolistiske landskabsopfattelse – i symbolismens eget dobbeltbundede billedsprog.
Tydeligere er »Hvor smukt er ikke dette landskab«, som også handler
om Albaniens eller Grækenlands bjerge. Digtet er et langt essay om, at
netop dette skarpe klippelandskab ikke kan spejle noget, ikke kan blive
metafor, som så mange nordiske landskaber:
Hvad der blandt disse kantede blokke
af sten og beboelser, fremtræder som mørke
er blot en ny facet af den samme, strenge klarhed
som den en ædelsten udstråler. Natten formindsker ikke
en eneste afstand, slører ikke en eneste skarp linie
eller formildner en takket form, og stjernerne sikrer
at de høje palmer forbliver tro mod deres blanke natur
og ikke som løvtræer i et nordligere klima
forvandler sig til slør, der antyder løselige mysterier….
Langt borte er Nordbrandt nu fra digtene i Glas, hvor de græske landskaber var spejl for digteren. Behovet for at finde sit ansigt i de sydøsteuropæiske landskaber synes ikke at være der mere. I stedet er så kommet absurde og underholdende historier som »Bødlens klage«, »Glasskrigerne«
og »Magritte i Malatya«. Det er, som om arbejdet med metaforernes forskellige udtryksmuligheder har ført Nordbrandt til fiktionen, dvs. det at
metaforen kan fungere helt uden anden mening end blot at være en
(næsten) tom metafor og alligevel være forførende. Det muliggør en vældig udvidelse af perspektivet, og skizo-landskabet forvandler sig til grotesk fantastik og poetisk illusion. Det er Nordbrandts verden ikke blevet
mindre kompleks af, men nok mere tilgængelig og optimistisk. Nogle
gange endda morsom.
Henrik Nordbrandts skizo-landskaber 1976–1987 · 125
Afslutning
Selvfølgelig er det foregående kun en enkelt tråd, der er trukket ud af den
brogede vævning, som Nordbrandts digteriske produktion er. Hvis man
forstørrer tråden, kan man måske overtyde sig om, at hans brug af landskabet i skizo-teksterne fra 1970’erne gør ham til symbolist af en slags.
Ofte handler teksterne jo om det kolde halvår i Danmark med våde marker, grå himmel, mørke veje og broer; men lige så ofte er det Grækenland
eller Tyrkiet med sol over sneklædte bjerge og kløfter, eller byer med jagende hunde i gaderne, hvide mure og skarpe skygger. Hele tiden tenderer naturen mod konflikt og opløsning og spejler derved sindstilstandene
hos digteren. Landskaberne er udtryk for splittelse, fravær og identitetsopløsning. Klart nok sjæltilstande. Men det er ikke som på symbolismens tid i det 19. århundrede.
Der er intet dvælende ved hans selvspejlinger, som man fx ser det i Johannes Jørgensens elegiske digte, der ellers går for at være symbolisme;
snarere noget bittert og distanceret, således at tingene ses ud fra forskellige modsatte vinkler. Digtene hænger kun sammen, for så vidt metaforerne beskriver psykiske tilstande. I Under mausolæet kvitter Nordbrandt
imidlertid sjælen og kaster sig ud i sproget. Metaforerne opfattes som ord
på papir og udvikles til ren fantastik. Det at ordene ikke nødvendigvis referererer til virkeligheden, men godt kan handle om sig selv og hvad som
helst, blot man siger det.
Det er i øvrigt påfaldende, at Nordbrandt slet ikke i sine udvalgte digte vil vedkende sig skizo-teksterne. Måske er forklaringen den simple, at
de demonstrerer en følelse af fastlåsning i splittelse og fremmedhedsfølelse, som han ikke længere vedkender sig; han har fundet en ny poetisk
frihed, som man ser i 84 digte og Under mausolæet. Der kan i hvert
tilfælde ikke være tale om rent æstetiske grunde: Skizo-teksterne hører til
det bedste, Nordbrandt har skrevet.
Mindre Bidrag
Assonansnotat
Denne artikels titel leger lidt med bogstaverne. Den spiller på de klanglige overensstemmelser mellem nogle vokaler, som optræder nært på hinanden. Derved
repræsenterer titlen et første eksempel på emnet her: den moderne danske vellyd
– via assonans eller såkaldt vokalrim.
Assonansen spiller som kendt en rolle ved mange ældre og nyere digte. Og i
nutidens sprog har den stilbetingede indprægningskraft via vokalerne en stor
praktisk betydning i fx vare-, sted- og personnavne, i film-, værk- og bogtitler, i
slogans, firmamottoer, punchlines og mange andre slags nøgleformuleringer.
Skal en moderne sprogstørrelse have slidkraft – og sigter den mod (behaget
ved) hyppig genbrug – så betaler det sig at tjekke, om størrelsen rummer eufoniske kvaliteter, herunder ikke mindst assonans.
Eufonisk opråb
Men lad os tage et aktuelt og eufonisk eksempel: Jon Dahl Tomasson ... Dette
navn har ikke blot en lydlig, men også en grafisk side. Derfor hænger det assonantiske nært sammen med studiet af de visuelle eller grafiske mønstre – med
hvad vi kunne betegne som »eugrafi«.
Disse sammenhænge har metrikeren David Kornhall været særligt vågen over
for. En af Kornhalls fortjenester er påpegningen af, at eufoniens fonemiske og
grafemiske sider må holdes fri af hinanden.
Det understreger David Kornhall i slutningen af sin artikel »Fonetiska iterationer – vad ska vi kräva av dem?« (1991). Han skriver her:
För att studera iterationer av vokaler och konsonanter och dessas kombinationer i en dikt behöver man en artikulerad och motiverad uppfattning
om vad en fonetisk iteration är, en uppfattning baserad på just det språks
byggnad som dikten är författad på. Man måste också ha en kompromisslös beredskap att hålla i sär tal och skrift. För att vidare skilja litterärt relevanta iterationer eller iterationstendenser i dikten från det slumpmässiga
och triviala måste man bl a så langt det någonsin går konfrontera sina iakttagelser på dikten med den allmänspråkliga bilden. (Side 127)
Denne opfordring søger jeg at følge nu – ved først at se på vokalfonemerne i
dansk.
Assonansnotat · 127
Vokaler i dansk
Ved inventeringen af de danske vokaler kan vi tage udgangspunkt i deres kvalitet
og kvantitet (længde), i deres eventuelle betoning og stød. Men for at fastholde
en nogenlunde enkel beskrivelse vælger jeg her blot at opstille de danske vokalfonemer ud fra kvalitet og kvantitet. Det giver disse 11 + 10 = 21 forskellige
typer:
Korte vokaler
/a/
/e/
/i/
/o/
/u/
/y/
/æ/
/ø/
/ö/
/å/
/ə/
Lange vokaler
/a:/
/e:/
/i:/
/o:/
/u:/
/y:/
/æ:/
/ø:/
/ö:/
/å:/
Mellem disse 21 typer skal vi i det følgende se nærmere på assonanserne og déres
mønstre, på den assonantiske del af eufonien i moderne dansk.
Hele assonanser
Indledende kan vi så – med Kornhalls opråb i øret – se på de tilfælde, hvor både
den fonemiske og den grafemiske side stemmer overens og danner assonanser:
(1)
(2)
(3)
(4)
(5)
(6)
(7)
(8)
(9)
Fonemisk
/manda/
/bebe/
/minirisg/
/solo/
/kudu/
/y∂my/
/kø∂løs/
/trörö∂/
/så på/
Grafemisk
mandag
bebe (udråbsord)
Minirisk (varemærke)
solo
kudu
ydmyg
kødløs
Trørød (bynavn)
så på.
Varenavne m.m.
De ni netop angivne eksempler viser, hvordan hel assonans – altså vokalisk overensstemmelse i både fonemisk og grafemisk forstand – optræder alment i det
danske ordforråd. Men reklamefolk og firmaledelser lægger som antydet særlig
128 · Mindre bidrag
vægt på den lydlige æstetik, på eufonien i deres varenavne m.v. Det kan vi kort illustrere, inden vi fortsætter til assonansernes mere avancerede mønstre:
Assonanser med fonemet /a/ og grafemet a har vi fx i firmanavne som
(10) /a:rla/
(11) /asdra/
Arla og
Astra.
/e/-lydene udnyttes eksempelvis med det nyere danske firmanavn
(12) /tedeSE;/
TDC.
Førhen hed den store kommunikationskoncern Tele Danmark: med grafemisk
overensstemmelse inden for hvert af ordene og med fonemisk samsvar i det
sidste.
(13) /ri:mi/
Rimi (æblemostfirma)
– illustrerer alfabetets næste vokal. Og ‘o’erne assonerer, både fonemisk og grafemisk, i varenavne a la
(14) /novo/
(15) /sonoFO;N/
Novo og
Sonofon.
Den sjældnere /æ/-lyd kommer frem med bogstavnavnene, når vi på dansk siger
(16) /æsaÆS/
SAS.
Særlig righoldig virker automobil-assonantikken. Den kan beses med en række
som: Citroën Berlingo – Fiat Brava – Ford Escort, Ford Focus, Ford Mondeo,
Ford Orion, Ford Scorpio – Honda Accord – Mazda – Mercedes-Benz – Mishubishi Galant – Nissan Atlanta, Nissan Maxi, Nissan Micra – Opel Rekord – Peugeot Boxer – Renault Laguna – Skoda Favorit, Skoda Octavia – Toyota Corolla,
Toyota Picnic, Toyota Sportsvan – Trabant – Volkswagen Transporter; VW Manhattan, Passat og Polo – Volvo, Volvo Amazon.
Parassonanser
Ved alle disse bilnavne træder det måske også frem, at vi med assonanserne bevæger os inden for et kombinationsinventar, der kan minde om det kendte spil
med fem terninger: YATZY.
Og kombinationen ‘ét par’ fremkommer i YATZY såvel som i den æstetiserende sprogverden meget hyppigt. To par ses væsentlig sjældnere. Men vi så dog
kombinationen i Volvo Ama[zon], hvor de to assonanspar suppleres med yderligere en efterhængt o-stavelse.
Andre parassonanser optræder, både fonemisk og grafemisk, med:
Assonansnotat · 129
(17)
(18)
(19)
(20)
(21)
(22)
(23)
/ana vendeng/
/marKAND særpræj/
/gransangårån/
/teve sulu/
/lili langdal/
/jogoHAma/
/hæsblæsənə/
Anna Vinding (redaktørnavn)
markant særpræg
gransangeren
TV Zulu (navn på ungdomskanal)
Lili Langdal (personnavn)
Yokohama
hæsblæsende.
Krydsassonanser
Svarende til nogle kendte rimmønstre finder vi også »krydsassonanser«. De optrådte blandt bilerne med Nissan Micra, Skoda Octa[via], og [Toy]ota Sportsvan.
Fra Afghanistan kan vi supplere med hulekomplekset
(24) /tora bora/
Tora Bora.
Og mere hjemligt med denne blandede række:
(25)
(26)
(27)
(28)
(29)
(30)
(31)
(32)
/agsəl larsən/
/saVO:na sgo;/
/apus apus/
/flauå pauå/
/kirgəsdiən/
/bio trio/
/jiuJIDsu/
/kogaKOla/
Aksel Larsen (politikernavn)
Savona Sko (butiksnavn)
Apus apus (latinsk for mursejler)
flower power
Kirkestien (vejnavn)
Bio Trio (firmanavn)
jiu-jitsu
Coca-Cola.
Det sidste varemærke danner – uden diskussion – verdenssamfundets mest kendte og indarbejdede eksempel på krydsassonans. Herefter kan det vist kun gå ned
ad bakke med den eksemplariske slagstyrke:
(33)
(34)
(35)
(36)
(37)
(38)
(39)
(40)
(41)
(42)
(43)
(44)
(45)
(46)
(47)
/kloris kloris/
/hogus pogus/
/bugsdəhu∂ə/
/muSIGbutig/
/subåbruå/
/sygəltyvə/
/kygnus kygnus/
/æsdlan lædlan .../
/æləslædən/
/ælvis præsli/
/kræisi dæisi/
/jæåmæsdå/
/køåprøvå/
/då:səsåbə/
/håmbti dåmbti/
Chloris chloris (latinsk for grønirisk)
hokus pokus
Buxtehude (komponistnavn)
musikbutik
superbruger
cykeltyve
Cygnus cygnus (latinsk for sangsvane)
Estland, Letland ...
Ellesletten (vejnavn)
Elvis Presley
Crazy Daisy (diskoteksnavn)
jægermester
køreprøver
dåsesuppe
Humpty Dumpty
130 · Mindre bidrag
(48) /åiənhåidə/
(49) /åuki dåuki/
øjenhøjde
for ‘o.k.’.
Som det fremgår af (24)-(49), finder man langt lettere eksempler på kryds- end
på parassonans. Det skyldes dels, at gentagelsesnavne leverer nogle af eksemplerne, dels at mange oplever en (måske lidt barnlig) glæde ved at lege med indrimene og de ekkoagtige formuleringer.
Krydsassonanserne har ikke nogen udpræget ‘seriøs’ karakter. Derfor bruges
de ret sjældent som alvorlige varenavne – men gerne spøgende som ved Andemaden, Hundeprutter, Rå og voldsom etcetera.
Kiastiske assonanser
Seriøse og kunstfulde virker til gengæld vare- og personnavne med klamreassonans eller kiastisk position for de medvirkende vokaler.
Et smukt eksempel havde vi før med det kadencerede Honda Accord, — ∪ ∪
—. Klassikeren Opel Rekord illustrerer en tilsvarende grafisk-æstetisk træffer.
Ligeledes [Peu]geot Boxer (e-o-o-e) på skriftplanet. De sidste fire stavelser former også et kiastisk eksempel i [Vol]vo Amazon (o-a-a-o). Nissan Maxi leverer et
mere moderne eksempel.
Derudover afspejler Ikast Avis det samme, lidt sjældne assonansmønster. Vi
finder det undertiden også i særlig tildannede personnavne som:
(50) /ritjard haris/
(51) /bærtil vibær/
(52) /jörwən aibøl/
(53) /tåmas garlåu/
Richard Harris (eng. skuespiller)
Bertil Wiberg (nu afdød biskop)
Jørgen Ejbøl (har kun grafemiske
assonanser; navn på chefredaktør)
Thomas Garlov (radiojournalist).
Eugrafi
Med afsnittene hertil har vi helt overvejende givet en fonematisk ordning af materialet. En »eufonisk« ordning, kunne vi sige.
Men den kan vi nu supplere med lidt flere eksempler, som især viser navnestoffets »eugrafiske« eller »skriftskønne« aspekter.
Rene grafiske rækker har vi med:
(54)
(55)
(56)
(57)
(58)
Arafat (tre ens)
Alabama (fire ens)
Mamas and Papas (fem ens)
Abracadabra (do.)
Soloobo (fire ens, på et lidt sjældnere bogstav).
I YATZY-terminologien måtte et navn som
Assonansnotat · 131
(59) Olle Josephsson
repræsentere ‘et hus’ – altså tre ens + to ens. Jævnfør også titlen på artiklen her –
og det allerede brugte Volvo Amazon.
Men terminologien bliver lidt sværere, når vi kommer til assonanstyper, der
rummer flere end de fire og fem stavelser. Seksstavelsers navne slår knuder og
må, mønstermæssigt, benævnes ved en lidt anden teknik:
(60)
(61)
(62)
(63)
Margareta Westman (ét par + en krydsassonans)
Charlotta Johansson (tredobbelt krydsassonans!)
Vassilij Kandinskij (kiastisk assonans + ét par)
Edgar Lee Masters (= ?!).
Assonansgrader
Det engelsksprogede eksempel (63) viser tydeligt, hvordan et grafemisk mønsternavn næsten helt kan savne ‘assonans’ i den egentlige, lydlige betydning af
ordet. I fonemstrengen
(64) /ædgar li: marsdås/
svarer kun de to /a/-lyd til hinanden. Derfor kan vi i sådan et tilfælde ikke tale om
nogen høj grad af as-son-ans. De klanglige overensstemmelser er her spinkle.
Mulighederne for at måle assonans kan måske antydes yderligere en smule. Vi
kan tage fem rent danske vejnavne, som alle indeholder ét og det samme vokalgrafem, nemlig e:
(65)
(66)
(67)
(68)
(69)
Engen
Hegnet
Egevej
Ellesletten og
Herstedvestervej.
Her har vi med Engen (65), hvad der forslagsvis kunne betegnes som en halvassonans: /ængən/ rummer, som det ses, kun den grafemiske, ikke den fonemiske
overensstemmelse mellem stavelsesparrets to vokaler.
Med Hegnet (66) ser vi en endnu svagere assonering. I fonemskrift bliver det
til /hainəd/ – og når der således kommer en diftong ind ved udtalen, kunne vi
tale om en kvartassonans.
Blandt (67)’s seks bogstaver, Egevej, gemmer der sig en halv assonans mellem
/e/ og /ə/. Mellem /e/ og /ai/ (eller mellem /ə/ og /ai/) har vi så kvartassonans – alt
sammen efter den aktuelle, tentative, eufoni-terminologi.
Navnet Ellesletten (68) rummer langt stærkere assonanser: to helassonanser
ved /æ/-parret og ved /ə/-parret: /æləslædən/. Derudover, som det ses, to gange
halvassonans mellem /æ/’erne og /ə/’erne indbyrdes.
Måske kan man addere disse talværdier og dermed, stadig helt tentativt, nær-
132 · Mindre bidrag
me sig nogle målinger af assonansgrader eller -tætheder i givne formuleringer og
sproglige forløb.
Assonantisk effekt
I forståelsen af assonansernes stilistiske effekt spiller de relative vokalfrekvenser
kraftigt ind. Eksempelvis sætter diskoteksnavnet Crazy Daisy (43) sig forfærdende let fast i danske ører. Det skyldes primært den assonerende diftongs udprægede sjældenhed: /æi/ kommer ikke ud hver dag ved de sædvanlige danske trækninger.
Disse frekvensforhold har Bente Maegaard og Hanne Ruus tidligere gjort op.
(Bl.a. med værket Hyppige ord i danske aviser, ugeblade og fagblade. 1-2, fra
1986). Deres tællinger viser, at vokalerne i avissproget samlet set optræder med
disse frekvenser: E 15,3 % – A 6,2 % – I 5,9 % – O 4,8 % – U 1,7 % – Å 1,2 % –
Ø 1,0 % – Æ 0,8 % – Y 0,6 %. De udenlandske grafemer Ä, Ö og Ü dækker henholdsvis cirka 0,000 % – 0,001 % og 0,006 % af alle bogstavforekomsterne i
dansk avissprog.
Perspektiver
En fremstilling som den foregående kan helt naturligt mødes med skepsis: Er dette fænomen overhovedet vigtigt? Skyldes de forekomster, vi så på, mon tilfældigheder?
Jeg er ikke blind for, at den slags forbehold kan fortjene plads. Men overforekomsten af assonanser i de mest gennemtænkte og gennemarbejdede praktiske
såvel som poetiske tekster peger på, at vi står over for et ikke nedslidt virkemiddel, som fortjener både metrisk og stilistisk interesse. Og det gælder diakront
såvel som synkront.
Markedsføringsaspekterne har jeg peget på flere steder ovenfor. De kan let udforskes nærmere. Det samme kan assonansbrugen hos en række væsentlige digtere – i Danmark fx Thomas Kingo, Hans Adolph Brorson, N.F.S. Grundtvig og
B.S. Ingemann. For nu ikke at glemme de seneste tiårs førende danske chefassonantiker, rimækvilibristen Halfdan Rasmussen.
Assonanserne står centralt i både metrikken og stilistikken. De kan bruges produktivt mange steder. Eller de kan blot nydes: lyttes og læses – med lydlyst og
glæde.
Litteratur
Fafner, Jørgen: Digt og form. Klassisk og moderne verslære. København 1989.
Kornhall, David: Fonetiska iterationer – vad ska vi kräva av dem?, i: Eva Lilja
m.fl. red.: Vers-mått. Göteborg 1991.
Danske krigsmænd og lydlovene · 133
Kornhall, David: Eufoni. Bidrag till en problemrevy, i: Lars Huldén & Helena
Solstrand-Pipping red.: Metrik och modernism. Helsingfors 1993.
Lilja, Eva: Dikters ljudbild, i: Eva Lilja & Marianne Nordman: Bidrag till en nordisk metrik. Vol. 1. Göteborg 1999.
Lilja, Eva & Peder Skyum-Nielsen: Metrikens termer. Göteborg 2000.
Maegaard, Bente & Hanne Ruus: Hyppige ord i danske aviser, ugeblade og fagblade. 1-2. København 1986.
Skyum-Nielsen, Peder: Fyndord. 1-2. Studier i kortformernes retorik. København 1992.
Skyum-Nielsen, Peder: Sloganets rytme, i: Sven Bäckman m.fl. red.: Rytmen i fokus. Göteborg 1995.
Skyum-Nielsen, Peder: Assonansord, i: Henrik Galberg Jacobsen & Jørgen
Schack red.: Ord til Arne Hamburger [...]. København 2001.
Tsur, Reuven: What Makes Sound Patterns Expressive? The Poetic Mode of
Speech Perception. Durham & London 1992.
Wåhlin, Kristian: Allmän och svensk metrik. Lund 1995.
Peder Skyum-Nielsen
Danske krigsmænd og lydlovene
Sidste år udkom Vibeke Sandersens disputats, »Jeg skriver dig til for at lade dig
vide«, et højst bemærkelsesværdigt værk, hvis emne er de ca. 3000 breve, der foreligger fra danske soldater under treårskrigen. Den behandler udførligt ortografi, udtaleafspejling, stavefejls-kategorisering, sproghistorie, sprogsociologi, skoleundervisning, brevstil, skriftlig fremstilling og mange historiske forhold. Psykologiske og religiøse ting fremdrages også. Materialet er for en form-elsker, fonetiker og sproghistoriker som mig intet mindre end fantastisk, og de fyldige
sprogprøver er dybt bevægende i betragtning af afsendernes situation: den tredjesidste krig i Danmark, og den sidste, vi vandt! – Jeg mindes ikke nogen disputats
i vort fag af et så omfattende arbejdsomfang. Hundreder eller snarere tusinder af
statistiske og andre opgørelser rummer den. Det er altså ikke en disputats af den
normale slags, der samler sig om nogle få teser, men en analyse af talrige sider af
et materiale. Dybt imponerende. Lad mig straks sige, at der er uhyre mange resultater, jeg kan billige, og at værket, hvor forfatterinden får lidt albuerum for de
mange nødvendigvis knudrede optællinger, er velskrevet, ofte elegant skrevet.
Bedst synes jeg om »skriftlig fremstilling«-delen med dens analyse af brevformularer og udtryksfærdighed. Og så hendes »Afslutning«: At hun efter dét gigantiske arbejde kan sammenfatte alle hovedresultater på 3 små sider, vidner om
en imponerende disciplin. – Jeg glæder mig naturligvis også over, at Jørn Lunds
og min »Dansk Rigsmål« er benyttet så flittigt – som regel for det gode.
Desværre rummer værket ganske mange konkrete fejl – ofte rene lapsus – der
heldigvis tit er uden den store betydning for sammenhængen. Jeg vil foreslå forfatterinden at udgive nogle få rettelsesblade med de korrektioner fra værkets kri-
134 · Mindre bidrag
tikere, som hun kan acceptere. Jeg stiller gerne mine marginalnoter til rådighed.
Det ville være synd og skam, om kæmpeværket skulle gå ud i verden med disse
skønhedsfejl.
I det følgende vil jeg tage nogle punkter op, hvor forfatterinden opponerer mod
»Dansk Rigsmål« (Da.Rm.), og for at det ikke skal blive ren gold afvisning, vil
jeg uddybe nogle af de involverede lydlove.
Empirisk bekræftelse af de københavnske social-korrelationer
P. 284 kritiserer forfatterinden Da.Rm. for at opstille de to københavnske sociolekter på grundlag af usystematiske (intuitive) iagttagelser. Men det videnskabeligt utilfredsstillende heri har vi fra begyndelsen været opmærksomme på. Vi bad
derfor Jens Normann Jørgensen om i samarbejde med os at foretage en empirisk
punkt-verifikation/-falsifikation af vor teori (som ikke var mere »vor«, end at den
stort set deltes af alle, der havde ytret sig om emnet, men også hos disse usystematisk funderet). Dette omtaler vi p. 19 og p. 25. Undersøgelsen kunne først udkomme i 1980. Den bekræftede vor opstilling, og vi har altid betragtet den som
en del af hele projektet. Der var uendelige problemer med dens praktiske gennemførelse. Det er derfor bittert, at den 23 år efter bliver ignoreret.
Vokalforlængelse foran intervokalisk indlyds-r
P. 285-286 resumerer forfatterinden de talrige eksempler, hun har i materialet på
<desvære, here, störe, uforstyret> osv., fundet hos beboere af alle landsdele og
desuden i skønlitteraturen tilbage til 1700-tallet. Hun konkluderer, at det ikke kan
være rigtigt med Da.Rm. (§ 35) at sige, at sådanne former skulle være opstået ca.
1945. Men det har vi heller aldrig sagt! Der er tale om den uretfærdigste indvending, man kan tænke sig. Ja, jeg greb mig i at råbe ned i disputatsen: Blad frem!
Hvis forfatterinden havde bladet 1 side frem i vor bog, fra p. 257 til p. 258, havde hun set, at årstallet 1945 kun gælder lydlovens indtrængen i høj-københavnsk.
Vi kender naturligvis så godt som nogen de mange langvokaliske former i ældre
lav-københavnsk, sjællandske, fynske og jyske dialekter samt hos endnu ældre
litterater. Ja, at antyde, at vi ikke gør det, fx ikke kender den gamle lav-københavnske børneremse:
Begitte, Begitte, Begøje,
hun fik et dåligt øje.
Så smorte hun det mæ tjære,
så ble det majed være…
er rent ud krænkende.
De gamle langformer i lav-københavnsk, sjællandsk, fynsk og jysk (men fraværende i østdansk) var if. vor § 35 ikke gennemført nogetsteds, undtagen måske
i Sønderjylland. I høj-københavnsk, hvor de i hvert fald var uddøde efter 1800 og
Danske krigsmænd og lydlovene · 135
skriftoverensstemmende forhold rådede (med visse irrelevante enkeltords-undtagelser, se p. 257-258), indføres de som en generel lydlov fra ca. 1945. I første
omgang kommer denne lydlov fra lav-københavnsk, hvor vi konstaterer den gennemført (undtagen foran »tung« endelse) fra ca. 1912. Men herefter er det store
spørgsmål, om denne lydlov er ny i lav-københavnsk, eller der blot er tale om
nogle meget gamle langvokaliske former. Det sidste kan ikke, rent og purt, være
tilfældet. For heller ikke i lav-københavnsk før 1850 (og hos litteraterne tilbage
til reformationen) var der tale om gennemførte langformer. Der var således en
stærk tendens til kort vokal foran »tung« endelse: Kerregård, fyrretyve, sperritus,
Sverrig m.fl. og i likvidassimilerede former: fordærret, dværre, Fresberre, Norre
osv. Det bliver herefter et spørgsmål, hvor meget de gamle langvokaliske former
har betydet for den generelle lydlov i lav-københavnsk og (herefter) høj-københavnsk. – I dag tror jeg ikke, der er nogen direkte forbindelse. Jeg er overbevist
om, at vi havde fået lydlovs-forlængelsen uanset de gamle langformer. Sagen er
den, at forlængelsen, som jeg ser den, er helt afhængig af r-vokaliseringen, som
sætter ind ca. 1800 i københavnsk (Da.Rm. § 36). (Jysk har dog gl. r-vokalisering, efter kaotiske regler, se Kortetc.). Der er således aldrig under lydlovens forløb forlængelse foran konsonantisk r, skønt -[r]- længe er en distinkt mulighed.
Efter r-vokaliseringen opstår der hiat (vokal + vokoid + vokal) i alle ord med intervokalisk indlyds-r, [sdeɹɔ, föɹɔ] stirre, 40 osv. Men vort sprog har aldrig haft
længdemodsætning i hiat! I de gamle hiater er der, distinkt, halvlængde, aldrig
hellængde: buer, Noa, tie, tier, aer, nye, og stødformerne har aldrig efterslag, er
altså også kun halvlange: q’er, niende, byer, Andreas, og der er på den anden
side heller ingen hiater med obligatorisk kort vokal – og har aldrig været det.
(Iagttaget af Poul Andersen). Forholdet, der genfindes i mange sprog, er naturligvis bestemt af, at det er vanskeligt at afgøre en vokoids længde foran en anden
vokoid, øret vil have en skarp kontoidgrænse. – Jeg ser alle de moderne kvantitets-lydlove, nemlig forkortelserne foran [R, ¾, J, D, w] i kor, sag, fed, liv osv. i
udlyd samt i stødt og ustødt indlyd som bestemt af hiat- og diftong-lovene i
dansk: Vi får forkortelse i udlyd svarende til, at sproget ikke tolererer overlang
diftong ([fe’∂] er en overlang diftong, thi ∂ har jo ingen friktion); vi får overvejende, men senere og mindre gennemført, forkortelse i stødt indlyd (døren, sagen, forlede, livet), hvor de gamle hiater har halvlængde med kraftig tendens til
forkortelse, jf. den meget gamle udvikling [hebræ’isk > hebræj’isk >
hebrα j’jsk], nydistinkt: [hebrα ’isk], samt [soloJ’/· sk] zoologisk, og vi bevarer
nogenlunde uantastet hel- eller halvlængde i stødløs indlyd (køre, hade, lave),
hvor den gamle hiat-halvlængde også er mindst reduceret. Der er mange andre
faktorer på spil ved forkortelserne, se Da.Rm. § 33. Men hiat-faktoren synes mig
indlysende. Man kan så spørge, hvorfor vi først ca. 1850 får forkortelse foran ∂,
når denne konsonant jo ikke, if. den almindelige beskrivelse, var resultatet af en
sen frikativ-vokalisering (rettelig: vokoidisering). Dette er nemt at besvare. Enten
ér der faktisk sket en vokoidisering af ∂ i begyndelsen af 1800-tallet, så at den før
da var en ægte frikativ som i engelsk, hvad der nu ikke er angivelser af hos de fonetisk vakte som Jespersen, Sweet etc., der havde talt med mange fra den tid. Eller også skete vokoidiseringen længe før forkortelsen, der i så fald udeblev længe, fordi der jo i ytrings-udlyd slet ikke var [∂], men derimod overvejende [π]:
[fe’π] etc. Jeg må derimod melde pas på spørgsmålet om, hvorfor fuldlængde i
136 · Mindre bidrag
såvel svire- som svirre-typen (hos alle henholdsvis personer med forlængelser) er
så almindelige, når vi i de gamle hiater aldrig har mere end halvlængde: tier,
neon.
Ret > rat
Forfatterinden finder (p. 288–290) 8 ord med <ra> i stedet for normens <ræ/re>
hos 8 soldater, og tolker dem som udtaleafspejlende og, forsigtigt, som udgørende en »ikke lokal udtale, formentlig med lav social prestige, som de udannede
(…) har benyttet i bredere kommunikation«. Det »ikke lokale« skal forstås som
’ikke provinsielt lokaliserbart’, for udtalerne antages ikke at findes i københavnsk, hvortil de først indvandrer med bondetoget fra land til by, forfatterindens
kongstanke, p. 302.
1) Skrader skrives 1 gang af 1 soldat fra Ollerup. Det er nemt at finde en afonetisk forklaring: afsmitning fra det stave-beslægtede, foranstående Anders. Men
hvorfor skulle dét være mere sandsynligt? Fordi der i den enorme klassiske (= før
1880) dialekt-litteratur ikke findes a-udtale af skrædder, og med al respekt for det
provinsielt non-lokaliserbare lingua franca, så er det jo utænkeligt, at det ikke
skulle smutte ind i maksimal dialekt i ny og næ. Og fordi disse 8 ord, hvis de afspejler udtale, naturligvis er udtryk for en forsiggående lydlov – de kan ikke være
tilfældige åbninger efter r. Denne lydlov må naturligvis være den samme, som vi
kender fra københavnsk, Da.Rm. § 15, startende i lav-københavnsk ca. 1860 og
bredende sig videre ud overalt i landet, herunder til høj-københavnsk ca. 1945.
Men når det er en lydlov, må den selvfølgelig også trænge ind i soldaternes dialekter, så her umuliggøres tanken om det specifikt lingua franciske. Hvis der imidlertid var en lydlov på spil hos soldaterne, så ville den – uanset om den måske kun
havde nået et 25%’s niveau – som enhver lydlov gennemtrænge hele sproget og
derfor komme frem langt mere massivt end i de ganske få belæg, forfatterinden
har. Hendes hundredvis af belæg på <ræ/re> vidner effektivt om, at der ikke kan
være nogen lydlov på spil hos disse overvejende dårlige stavere. Metodisk må jeg
overhovedet protestere mod dét at finde hidtil upåagtede udtaler i skreven tekst,
hvis man ikke er pisket til det. Det ér man mht. middelalderen, men i forfatterindens sammenhæng er der jo direkte udtalebelæg i dialektlitteraturen, hvis ældste
meddeler-generation er fuldt så gammel som soldaterne. Man kan naturligvis få
sin mistanke i et brevmateriale, men derefter må man gå til primærkilderne.
2) for Rasten, 1 belæg (Viby, Odense Amt). Mangler i de klassiske dialekter.
(Et enkelt »frasdən« fra Lolland hos meddeler f. ca. 1880 er for ungt og for spinkelt til at sige noget). Jf. foregående.
3) Bradholt ’Bredholt’, 1 belæg (Dronninglund Herred). Navnet har 2.-ledstryk, hvad der straks gør 1. stavelse mindre interessant. Jf. det følgende ord. – Afdeling for Navneforskning har kun dialektoptegnelser med [e/æ], og jysk kender
ikke a i bred adj.
4) Adraxer og Adraser, begge = ’adressér!’, hos 1 soldat (Nørlem). Normaludtalen var, distinkt, [αdr(/ɾ/r)ese’r(/r /ə)]. Her ville rα betegne en lydlov [re>rα],
der er helt ukendt. Almindeligvis udtalte man dog, som i dag, -[rə]- med »frikkedelle-effekt«. Dette ə kan få almindelig r-påvirkning > [rα] i læbespredte om-
Danske krigsmænd og lydlovene · 137
givelser, Da.Rm. § 36, specielt efter [α ]. Dette forudsætter dog uvulært r, hvor
soldaten mere sandsynligt har haft apikalt r, så der er snarere tale om en af de
uhyre almindelige vokalharmonier i optaktsstavelse. Men allersnarest er det blot
en tilbagegriben efter det 1. <a> i et vanskeligt ord. JO har 16 belæg, ingen med
trykstærkt a.
5) Laserat, 1 belæg fra Hjerting, Haderslev Amt. Tilbagegriben i vanskeligt
ord / indsættelse af <a> i 3. i stedet for 2. stavelse. JO har 11 belæg på lazaret: ingen med trykstærkt a.
6) omentrandt, 9 gange (med variation) hos 1 soldat. Formen er velkendt i
jysk, men Feilberg finder den ikke nærmere skribentens opvækststed, mellem
Horsens og Vejle, end Silkeborg. JO kender den imidlertid både fra nordvestjysk
og østjysk, det nærmeste belægsted er Gosmer sogn (hos meddeler f. 1871). Formen skyldes en folkeetymologi, sikkert ældst i nedertysk umtrant, efter trant
’gang, måde’. Den har altså intet med nyere r-påvirkning at gøre.
7) ikke Radt længe flere gange hos sjællænder. Her har Vibeke Sandersen ramt
guld. For der ér faktisk en klassisk sjællandsk a-form i netop dét udtryk, tidligst
belagt hos Gundsømagle-boer f. 1834 (ØMO-saml.). Den har oftest svind af t og
er overvejende tryksvag. Altid i forb. ikke ret mange osv. – Naturligvis betyder
dette ene ord i denne ene reducerede kontekst ikke, at ræ>rα er ældst i sjællandsk. De sjællandske kilder (ikke mindst Kryger) viser en bloc betydelig retardering i forhold til lav-københavnsk. Det sjællandske [rα (t)] ér naturligvis en
forløber for lydloven – i højfrekvent ord i reduceret stilling – men det sameksisterede ikke med andre nye former. Også københavnsk havde nogle forløbere, før
lydloven ramte bredt i ordforrådet, den ældste hos Goldschmidt 1816.
8) saa fram at ’såfremt’ 1 gang hos nordsjællænder. Det oprindelige oldnordiske fram er vidt udbredt i dialekterne, men ikke på Sjælland (ØMO). Dette fram,
der altså intet har med r-påvirkning at gøre, bliver dog tidligt gammeldags, så et
sjællandsk fram(t) hos 1820-generationen kan ikke helt afvises, men igen: Så
skulle det spille en større rolle i materialet. Sandsynligere derfor: afsmitning fra
de tre <a>’er, der står lige omkring.
Andre r-påvirkninger
Forfatterinden gør ikke meget ud af disse. Jeg vil derfor kun fremhæve en enkelt
hævdet vokalåbning efter r: <ubrødelig>, p. 291. Her er ikke tale om vokalåbning, ordet har haft ø de sidste 1000 år! Se ODS under ubrødelig – en form, jeg
selv ynder.
Nye r-fejl hos soldaterne?
Den mest omtalte stavefejlstype er vel r-fejlene. Der findes både gamle og nye.
De gamle r-fejl, fx <styre> for styrer og <turer> for ture, beroede på, at <-re> og
<-rer> fra meget gammel tid udtales ens, Da.Rm. § 36. Nye er derimod <myer>
for myre(r) og <køre(r)ne> for køerne osv., der beror på, at der efter r-vokalise-
138 · Mindre bidrag
ringen, ikke længere er udtaleforskel mellem disse skrift-strukturer. I København, hvor lydloven er ældst, sætter den ind så tidligt som ca. 1800. Det ville derfor kun være lídt opsigtsvækkende, hvis den kunne spores i soldaterbrevene. Men
det kan den ikke. Forfatterinden påberåber sig (i en passage p. 294 vendt mod
Jørn Lund) <beder> bedre, som er meget udbredt i materialet. Men her er tale om
den ældgamle velkendte adverbialform, oldnord. betr, der i københavnsk lød
[bæ∂’ə r], forskellig fra [bæ·∂rə ] < adj. betri. – Desuden anføres <Forelder>
hos jyder. Den er uproblematisk udtryk for jysk apokope med efterfølgende svarabhakti i vanskelig konsonantgruppe. – Der er flere »nye r-fejl« i materialet, 16
i alt, heraf 10 hos jyder, men flere af dem bortforklares af forfatterinden (p. 248).
Der gives kun 2 eksempler fra øerne: <Brøder> brødre og <Søster> søstre hos en
soldat fra Præstø Amt. Jeg kan ikke forklare dem, men vi er nu nået ned på så få
forklaringskrævende »nye r-fejl«, at de ingen beviskraft har for noget.
Bondetoget
P. 302 lancerer forfatterinden en opsigtsvækkende hypotese:
Formernes sejr i lavkøbenhavnsk [Det drejer sig om 6 typer, der skulle
være vidt udbredte næsten overalt i provinsen, men endnu ikke i København: 1) Være ’værre’ etc. 2) Rat ’ret’ etc. 3) Diverse andre åbninger efter
r, fx ubrødelig. 4) Diverse korte halvsnævre vokaler (< snævre), fx
Nøborg, ino ’endnu’. 5) Bortfald af tryksvagt r foran konsonant: tonyster,
nå de… ’når de…’ etc. 6) Sammenfald pga. r-vokalisering i typen bedre ~
væ(d)der vb. etc.] er da en naturlig følge af vandringen fra land til by. Når
folk fra forskellige egne slår sig ned et bestemt sted, synes det næsten givet, at sprogformer, som de på forhånd har fælles, må sejre i det fælles talesprog, som de udvikler, den sociolekt, som bliver gruppens.
Rent ud sagt: Hypotesen er fortvivlet. Den kuldkaster alle sociolingvistiske resultater fra Norden – og formentlig Vesten. Sprogpåvirkningen er i 400 år gået den
modsatte vej. Og hypotesens umiddelbare argument gælder jo kun, hvis landboerne flytter ind i en spøgelsesby uden borgere. De fælles land-træk skal, på ét givet tidspunkt, være by-trækkene numerisk overlegne i byen, og hvis disse sidste
var forlenet med højere prestige – hvad de jo alle dage har været – skal de være
mere end blot i flertal for at sejre. Hertil kommer, at ikke en eneste af de konkrete former kan tænkes, med den viden, vi har, at have vandret fra by til land – i flere tilfælde heller ikke på V. Sandersens præmisser! 1) Desvære, støre etc. er jo
netop, som vi så – Da.Rm. § 35 og »Jeg skriver…« p. 286-287 – meget gamle
former i både københavnsk, flere hoveddialekter og skriftsproget. De er ikke
trængt ind i københavnsk i 1800-tallet, for dér var de i forvejen. 2) Trat, skramte
etc. opstår i lav-københavnsk ca. 1860. Forfatterinden har, bortset fra rat, fejlagtigt indtolket dem i brevene, se ovenfor. 3) Ubrødelig bortfalder, ligesom <afbrøde>, der jo ikke bruges i danske købstæder. <Bre[]gaden, Resikere, Regsbangdaler, skret> modsvarer velkendte gamle københavnske former; de har været fæl-
Danske krigsmænd og lydlovene · 139
les med store dele af landet. 4) De mange former med <ø, o> for korrekt <y, u>:
<skøde, Tøskerne, Døbbel Mølle, Bøien (byen), Jølan, bøgger, Søgdom, omhøggelig, Nøborg, God, Naad (nu!), inod (endnu!)> o.a. bortfalder, da de aldrig
er trængt ind i københavnsk/rigsmål. De fleste er velkendte dialektismer. 5) Tonyster, nå de…’når de…’ etc. Overalt i Norden bortfalder et tryksvagt konsonantisk r foran konsonant. Simpelthen, fordi det er for krævende at udtale det svære
konsonantiske r foran yderligere en konsonant i det tempo, en tryksvag stavelse
kræver. Formerne er ældgamle og fælles for hele Norden. Derfor ingen vandringer. Se Da.Rm. § 55, der også beskriver den tryksvage vokalkvalitet, og hvordan
visse r-løse former trængte ind i høj-københavnsk fra ca. 1940. 6) Som ovf.
nævnt fejltolker forfatterinden visse »nye r-fejl«. Hendes formodede soldater-udtaler uden intervokalisk indlyds-r – med sammenfald til følge: ture = tuer – bortfalder.
Skriftens indflydelse på rigsmålet
P. 304-306 opponerer forfatterinden mod Da.Rm.s opfattelse af, at skriften har
præget københavnsk/rigsmål langt mindre, end man antog i 1975, og langt mindre, end udtalen har ændret skriften. Jeg nægter at diskutere, om skriftindflydelsen er stor eller lille, før vi har målt og vejet den. Det vil vi gøre om lidt. Først
gennemgår jeg de 6 punkter, hvorunder forfatterinden opponerer.
1) Forfatterinden indser ikke, at <Vei> > <Vej> etc. er en udtalepåvirkning af
skriften. Det er dog indlysende. Bogstavet <i> modsvarede dels vokal, [i/e], dels
konsonant, [j/5]. Når <Iens, Stierne, Vei> etc. får <j>, kommer der fuld overensstemmelse på dette punkt, så at fx <Stjerne> bliver forskelligt fra <Stierne> (det
evige eks.), og dét er selvfølgelig formålet med og årsagen til ændringen.
2) Afskaffelsen af de store bogstaver i appellativer er naturligvis også udtalebestemt. Der var mange »medvirkende årsager«: Alt tysk var ondt, alt nordisk
godt; det var dejligt for de gudløse småbogstavsdyrkere at provokere Gud-Konge-og-Fædrelands-falanksen. De samme reformister anså det sikkert også for retfærdigst, at man ikke diskriminerede de andre ordklasser. Og det sås som fordelagtigt, at skolebørnene med ét slag blev befriet for ca. halvdelen af alle stavefejl.
Men disse gevinster var jo i ét og alt betinget af, at udtalen ikke havde noget, der
svarede til de store bogstaver. Uden dette var ændringen selvfølgelig aldrig blevet
indført. Forfatterinden indvender, at man med store bogstaver undertiden opretholdt en udtaleforskel, hvor skriften nu har sammenfald imod udtalen, nemlig fx
<os/Os>, nu <os=os>. Men det store bogstav i <Os> signalerede ingenlunde [o’];
på grundlag af skriftformen kunne ingen vide, om ordet lød [ɔ s] eller [o’s]. Det
signalerede kun: substantiv. Og da ingen sprog har lydlig markering af substantiver, var det i skrift en torn i øjet på Rask og de andre reformister. At skriften i
mange lignende tilfælde skelnede: <h/Helt, s/Sukker i Kaminen, din Kjærlighed
gjør n/Næsten godt>, er en simpel følge af, at skriften gjorde en udtale-uafhængig forskel.
3) Forfatterinden ser brevenes talrige vidnesbyrd om manglende ∂: <un> uden,
<forbö> forbød, <Baa> både konj. og »omvendt« <Rigsbankdadler>, <sed> se,
<Thi> tid, som udtryk for, at nutidens rigsmålsformer med ∂ er restituerede efter
140 · Mindre bidrag
skriften. Ingen har før forfatterinden hævdet, at københavnsk/rigsmålets ∂ < glda.
t skulle være restitueret. Det er velbevaret fra middelalderen og stemmer med
skånsk og sjællandsk dialekt og er i øvrigt ofte bevaret i jysk, evt. som [r]. Rigsmålets ∂ < glda. ∂ er mere intrikat, men kun restitueret i visse ord. Hele spørgsmålet er behandlet i Da.Rm. § 66. Hvis ∂ generelt er restitueret, hvorfor er <d> så stadig stumt i plads, tudse, lide ’sustinere’, lade ’curare’, bede ’rogare’, lagde
o.m.fl.? Og hvorfor udlæse <d> som [∂], når [d] ville være det eneste naturlige?
4) De mange eksempler på åbnet snæver vokal, fx <Tödskerne, Jølland>, er
forfatterinden et vidnesbyrd om, at det nuværende rigsmål har restitueret de korte snævre vokaler efter skriften. Dette er i almindelighed galt, eftersom den
snævre udtale er vel bevidnet i københavnsk ligeså langt tilbage i tiden, som hendes soldater-generationer rækker – og længere. – Og hvis der lydret skulle være
halvsnæver vokal i de fleste herhenhørende ord, hvorfor har restitutionen så ikke
ramt fx fisk, bryst, suk?
5) Som et vigtigt moment i skriftens svage og svækkede indflydelse på talen
nævner vi i Da.Rm. § 135, at det bogstavnære foredragssprog uddør ca. 1880 i
københavnsk. Herefter er bogstavnære oplæsningsformer som [ɔwsɔ, sæl’v] ikke længere traditionsbestemte forsiringer, men ubehjælpsomheder. Forfatterinden fører herimod Paul Diderichsen f. 1905 i marken, for han havde netop disse
to udtaler i bevidst forsiret oplæsning. Indrømmet, her har vi været 25 år for tidligt ude mht. de sidste efterklange af foredragssproget. Men det rokker jo intet
ved sammenhængen. Faktisk støtter forfatterinden os i vor hovedpointe, foredragssprogets død, ved at skulle helt tilbage til Diderichsen for at finde dets sidste krampetrækning. Hun bruger det tydeligvis ikke selv. – Hun husker det derimod også fra familie-frasagn om en jysk degn i 1900-tallets første årtier, som hun
citerer for et meget morsomt kaudervælsk af foredrags-former og jysk. Her klarer
vi frisag, for vort 1880-årstal gælder københavnsk. Som alt gammelt lever også
foredragssproget længere i provinsen. Bl.a. fortalte Mogens Løj os, at hans lollandske bedstefar f. ca. 1900 havde foredragsformer som [dæt] og [de] ’de’, når
han læste op. Men igen: Degne-historien er kun morsom, fordi foredragssproget
nu er stendødt.
6) Forfatterinden opsummerer en mængde foredragsformer, der kommer frem
i brevene, fx: <sørker> sørger, <om Morkenen>, <noket> noget (alle hos sjællændere, der jo ikke havde [¾] og derfor indsatte den alfabetiske lydværdi i oplæsning, fænomenet bemærket af bl.a. Kryger p. 369), <Kjerkesanker>, <manke> mange (1800-tallets høj-foredragssprog udtalte ikke <g> i <ng>, men landsbyskolen gjorde), <enten, senter, vente> inden, sender, vende (tilsv. mht. <nd>,
men i 1700-tallet kunne <d> i <nd> udtales i indlyd; landsbyskolen fastholdt
[d]), <di> dig (den almindelige foredragsform var [di¾]). Disse former lugter herligt af landsbyskole. Men ved nu at være helt uddøde, i hvert fald som traderede
former, viser de, at på oplæsningens arena tabte skriften definitivt kampen mod
det spontane talesprog.
Skal man for alvor holde mandjævning mellem skrift og tale, må man gå ud fra
en nutidig spontant talt rigsmålstekst, rekonstruere den som høj-københavnsk fra
fx 1800 og optælle de forskelle, der er opstået uafhængigt henholdsvis afhængigt
af skriften. Det forsøges her:
Danske krigsmænd og lydlovene · 141
[ve ɾu a kα fə]? [ja tα ]! [såɔ ɔ fløD&]? [ve ɾu myɹ.ɾə mα / du ve’ a
dræ
ɔ soɹd kα fə]!
[ve ɾu α kα fə]? [jα dhα ]! [soər å flø·∂ə]? [ve ɾu my·rə mə / du ve’
jə dreå sord kα fə].
Teksten har ca. 57 lyde. På 22 punkter har udtalen fjernet sig fra det gamle sprog
= 39 %. Heraf er de 21 punkter uafhængige af skriften (alle beskrevet i Da.Rm.),
mens kun 1, = 5 % af ændringerne, skyldes skriften, nemlig i ordet myrde. Jeg har
foretaget mange tilsvarende sammenligninger, altid med samme eller endnu ringere skriftindflydelse som resultat.
Ingen kan modsige den slags sammenligninger på grundlag af faktisk spontan
tale. Skriftens indflydelse på udtalen udgør en forsvindende del af ændringerne,
der især besørges af lydlove. Forklaringen er den simple, at Gud (/»gud«, lad os
ikke tage stilling her) har givet os en række organer i hjernen og længere nede,
der gør os talende, men intet organ for skrift. Hvad man hver dag kan konstatere
i sin morgenavis. Mennesker er generelt elendige til at skrive. Tænk blot på, hvor
tit vi kommer i tvivl om et ords stavning – det kan være karrusel eller tygge.
Skønt vi har set dem hundredvis af gange, kan vi fejle. Vi – og det gælder også
små børn – husker derimod altid udtalen rigtigt. Ingen kommer til at sige narrusel, karrusen, sygge eller tyrre. Når lægfolk og de fleste sprogforskere alligevel
har en tyrkertro på bogstavernes magt, er det, fordi udtale i modsætning til skrift
vil overses – både i konkret og hjelmslevsk forstand. De fleste kan ikke se sproget for bare bogstaver.
Litteratur
Bennike, V. & M. Kristensen (1912): Kort over de danske folkemål. København.
(Kortetc.)
Brink, Lars & Jørn Lund (1975): Dansk Rigsmål I-II. København. (Da.Rm.)
Institut for Dansk Dialektforskning (1992 ff.): Ømålsordbogen. København. Tak
til Finn Køster for stor hjælp. (ØMO)
Institut for Jysk Sprog og Kultur: Jysk Ordbog (u. udg.). Jeg takker for en formidabel service. (JO)
Kryger, J.K. (1887): Bidrag til nordsjællandsk Lyd- og Bøjningslære. Blandinger
5, UJDS.
Normann Jørgensen, Jens (1980): Det flade a vil sejre. SAML 1. København.
Lars Brink
Nogle supplerende bemærkninger om dateringen af
»En første og sidste Forklaring«
En replik til Poul Behrendt
I et bidrag til Danske Studier 2003 fremfører Poul Behrendt en kritik af tekstredegørelsen til Søren Kierkegaards Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift (1846),
der indgår i Søren Kierkegaards Skrifter, bd. K7, København 2002, og hvis forfattere var Jette Knudsen, Kim Ravn og mig selv.1 Behrendts artikel foreligger
også i en engelsk version.2 I sidstnævnte beskydes, desværre perifert, Kim Ravns
og min artikel »The Genesis of ’A First and Last Explanation’«, Kierkegaard
Studies, Yearbook 2003, Berlin & New York 2003, s. 419-452, der havde til formål at skærpe de tidligere pointer og at præsentere dem for et internationalt publikum samt som appendix at sætte en edition af samtlige forarbejder til »En første
og sidste Forklaring«.
Kritikken tager sigte på at understøtte en antagelse om en kausalitet imellem
den såkaldte Corsaraffære og »En første og sidste Forklaring«, der afslutter Efterskriften eller rettere bringes efter denne, og hvori Kierkegaard vedkender sig
de mange pseudonymer i sit hidtidige forfatterskab. En afgørende forudsætning
for Corsaraffæren som udløsende faktor vil naturligvis være, at den er indledt på
et tidligere tidspunkt end tilblivelsen af »En første og sidste Forklaring«. Behrendt hævder derfor, at ’Forklaringen’ skal være udtænkt og skrevet så sent som i
februar måned 1846, hvorimod jo Corsarens første angreb på Kierkegaard satte
ind den 2. januar. Jeg skal som en af tekstredegørelsens forfattere forsøge at svare kort på kritikken og samtidig råde bod på nogle misforståelser.
Lad mig indledningsvis bringe et dementi. I tekstredegørelsen udlægges termen ’bestille’ forkert. Udtrykket »Bestiller« optræder i Bianco Lunos Erindringsbøger, dvs. protokollerne bevaret for årene 1844, 1846, 1847, 1848 og
1850, hvori de indkomne ordrer (’bestillinger’) til trykkeriet blev registreret.3
Erindringsbogen for 1845 er gået tabt, men Kierkegaard-udgiveren H.P. Barfod
har indhentet følgende oplysning: »Ifølge Meddelelse fra Bianco Lunos Bogtrykkeri ’bestilte’ S. K. ’Afslutt. uvidensk. Efterskr.’ sammesteds d. 30. Dcbr. 1845.«4
I tekstredegørelsen læser man, at »det må formodes at referere til, at førstekorrekturen skulle foreligge færdigtrykt denne dato, og at SK i samme forbindelse
har afgivet bestilling, dvs. truffet aftale, om oplag, papir, pris mv., da nu korrekturen var færdig, og bogens omfang var kendt.«5 Man bliver som bekendt klog af
skade, og det har senere vist sig endog eftertrykkeligt, at ’bestilling’ er identisk
med indlevering af trykmanuskriptet til trykkeriet. I en journaloptegnelse,
NB2:136, findes således følgende udsagn: »Imorgen bringes Manuscript i Trykkeriet.«6 Optegnelsen er dateret 16. august 1847, og ganske vist ikke dagen efter,
men to dage efter, den 18. august, er det pågældende værk, Kjerlighedens Gjerninger, registreret i Bianco Lunos ordrebog med »Magister S. Kierkegaard« som
»Bestiller«.7
Når nu denne tilbagekaldelse er på plads, må det samtidig anføres, at udlægningen af ’bestille’ ikke var noget afgørende led i dateringen, blot et yderligere
Nogle supplerende bemærkninger ... · 143
led; men den ovennævnte artikel i Yearbook må på visse punkter ses som et korrektiv. Behrendts eget ærinde derimod er overhovedet et korrektiv til Kierkegaard
selv, som lumskelig formodes at redigere sit levned og sin skrift i den ønskede
retning, da jo eftertiden kigger med over skulderen. En sådan iscenesættelse skal
jeg ikke give mig ind på at dementere eller det modsatte, da det er et kompliceret
billede, der aftegnes, og det må i hvert enkelt tilfælde afvejes, hvad der kan holde. Men man kunne i det mindste som udgangspunkt prøve at tage Kierkegaard
på ordet, og det er, hvad vi normalt gør, når vi i Søren Kierkegaards Skrifter giver
os af med dateringer. Således også i tilfældet »En første og sidste Forklaring«.
Hans egne direkte meddelelser om disse forhold står til troende, når ikke andet
taler afgørende imod.8 Lad os derfor nøgternt genkalde os de relevante kendsgerninger og gøre os klart, hvad de kan bruges eller ikke bruges til.
Ifølge Kierkegaard blev trykmanuskriptet til Efterskriften afleveret medio december 1845: »Det hele Manuscript var indleveret i Bogtrykkeriet, Rub og Stub
medio Dec. ell. saa 1845.« (JJ:414).9 Man kan af optegnelsens fortsættelse se, at
»Rub og Stub« kun går på hovedmanuskriptet, ikke det interessante appendix;
det hedder nemlig, at »’En første og sidste Forklaring’ var henkastet paa et Stykke Papiir i det oprindelige Manuscript, men lagt til Side, for at udarbeides og blev
først afleveret saa sildigt som muligt, for ikke at ligge og flyve i et Bogtrykkerie.« Den anførte hale på tidsangivelsen for hovedmanuskriptets aflevering, »ell.
saa 1845«, griber man klogelig fat i, da den giver rum for andre tolkninger end
’medio’. Og sandt nok: i artikeludkastet »En lille snaksom Yttring i Godmodighed« læser man følgende: »I den første Halvdeel af Dec. Maaned 1845 var Manuscriptet til min sidste Bog færdigt, og blev, som jeg altid har for Skik, heelt og
holdent afleveret i Bogtrykkeriet et Par Dage før Juul.«10
Der er med Behrendt god grund til at undre sig over dette udsagn om en aflevering »et Par Dage før Juul«, når vi jo ved, at bogen blev ’bestilt’ hos Bianco Luno
den 30. december, og det ovennævnte eksempel med Kjerlighedens Gjerninger viste, at ’bestilling’ faldt sammen med afleveringen.11 Kan man imidlertid, når det
gælder Efterskriften, nødvendigvis udelukke, at hovedmanuskriptet blev afleveret
før jul, men at ordren først blev indskrevet den 30. december, da jo magisteren endnu manglede at aflevere sit tillæg til bogen? Behrendt leverer på en måde selv et argument i denne retning, når han fremdrager Kierkegaards senere notits i håndeksemplaret af Efterskriften om, at trykmanuskriptet »i de sidste Dage af Dec. Maaned 45 var afleveret til Luno heelt og holden.«12 Ganske vist virker det påfaldende,
at udtrykket ’helt og holdent’ også bruges i det ovennævnte artikeludkast, svarende
til ’rub og stub’ i JJ:414, og at i disse tilfælde »En første og sidste Forklaring« ikke
skulle være indbefattet; men samme ord kan bruges i forskellig betydning, og kan
det ganske udelukkes, at ’Forklaringen’ blev afleveret senest 30. december, hvorefter ordren blev indskrevet, måske var det endda aftalen, at tillægget skulle være
færdigt før nytår, og at dette var »saa sildigt som muligt«? Herimod kan man indvende: hvorfor blev da hovedmanuskriptet afleveret ca. en uge før? Det skulle da lige være, hvis trykkeriet desuagtet havde villet tidligere i gang med sætningen af
den store ordre; omtrent hele manuskriptet var trykklart, hvorfor det ville falde meget naturligt at indlevere materialet, så at arbejdet kunne gå i gang.
Forslag af denne art kan naturligvis affærdiges som spekulative – af samme
grund optræder de ikke i tekstredegørelsen – og så er det alligevel ikke andet end
144 · Mindre bidrag
nuancerede, forsigtige forsøg i retning af at yde Kierkegaards egne, tilsyneladende divergerende udsagn retfærdighed og at anlægge en positiv og åben attitude –
frem for den stædige fastholden ved magisterens forfængelighed og fusk med sit
eftermæle, akkompagneret af en stadig henvisning til ’forskningstraditionen’,
som var dette nødvendigvis altid en autoritet at læne sit hoved op ad.
Når det i øvrigt i JJ:414 hedder, at »En første og sidste Forklaring« ved afleveringen blev »lagt til Side, for at udarbeides«, kan man spørge sig, hvad dette skal
betyde. Udtrykket bruges undertiden i andre sammenhænge også om senere kladder og renskrifter og skal altså ikke nødvendigvis tages som udtryk for, at en tekst
skal påbegyndes fra grunden. At det forholder sig således, fremgår jo også klart
af JJ:414: »’En første og sidste Forklaring’ var henkastet paa et Stykke Papiir i
det oprindelige Manuscript«, og her begynder vi at nærme os sagens kerne: at
’Forklaringen’ var planlagt og besluttet, længe før der overhovedet var tænkt på
optræden i Corsaren eller for den sags skyld P.L. Møllers artikel i Gæa.13
Behrendt bærer ved til eget bål, når han indrømmer, at det tidligste udkast, der
rummer hele kimen til ’Forklaringen’, »godt kan tænkes udarbejdet samtidig
med de første udkast til Efterskriften fra april-maj 1845«.14 Alligevel er han ikke
villig til at anse bemeldte udkast for et udkast, da han jo helst vil, at ’Forklaringen’ skal være skrevet et lille år efter, dvs. i februar 1846. Han vedgår desuagtet,
at dette papir er identisk med udkastet, der i tekstredegørelsen kaldes ms. 24.1.
At det vitterlig blev »lagt til Side«, som skrevet står i JJ:414, og eksisterer, finder
Behrendt spøjst nok yderligere bestyrket, ved »at det omtalte stykke papir med
første udkast til Kierkegaards vedgåelse af forfatterskabet stadig findes – ikke at
forveksle med første udkast til ’Forklaringen’«.15 Jeg kan ikke andet end finde det
temmelig gådefuldt, at han omhyggeligt afviser det tidligste udkast som et udkast, når det som sagt tydeligt rummer kimen til den endelige version. Hvad kan
forklaringen være anden, end at en så tidlig foreteelse intet kan have at skaffe
med Corsaraffæren, hvorfor Behrendt nok helst så, at pågældende manuskript
slet ikke fandtes, men det gør det.
Han glemmer også at forholde sig til et andet indicium for, at Kierkegaard meget tidligt puslede med tanker om ophævelse af pseudonymiteten, nemlig journaloptegnelsen JJ:363 fra sommeren 1845, hvis overskrift »Et muligt Slutningsord til alle de pseudonyme Skrifter« tydeligt peger i samme retning.16 Endvidere
gør han sig skyld i misforståelser, når det gælder førstekorrekturen. Han hævder
således, at »det af førstekorrekturen fremgår, at ’Forklaringen’ blev affattet efter
indleveringen af det øvrige manuskript«.17 Meget vel, men hvordan skulle det
kunne fremgå af førstekorrekturen? At ’Forklaringen’ i denne blev trykt i samme
ark som indholdsfortegnelsen, hvad enten det skete ved en fejl fra sætterens side
eller af praktiske grunde, udsiger intet som helst om tilblivelsen, kun om rækkefølgen i sætteriet, hvor den er blevet sat til sidst sammen med indholdsfortegnelsen.
Vægtlægningen på Gæa-artiklen fra Behrendts side er i øvrigt ejendommelig,
da kritikken heri ikke er spidsere mod Kierkegaard end mod de andre behandlede
forfattere; P.L. Møller var ikke specielt efter Kierkegaard, og omtalen er ikke kun
negativ. Det kunne da heller ikke udløse »En første og sidste Forklaring«, der jo
allerede forlængst var planlagt og udkastet som afslutning på værket og i øvrigt
på forfatterskabet, og der er således ingen årsagssammenhæng mellem Gæa og
Nogle supplerende bemærkninger ... · 145
’Forklaringen’. Kierkegaard tager sig kritikken af Stadier paa Livets Vei nær,
men reagerer i form af et polemisk udfald mod P. L. Møller i Fædrelandet 27. december, »En omreisende Æsthetikers Virksomhed, og hvorledes han dog kom til
at betale Gjæstebudet« af Frater Taciturnus, og det er i dette indlæg, bemærkningen falder om, at han gerne vil i Corsaren. Dette sker første gang og eftertrykkeligt 2. januar 1846, og 10. januar følger Frater Taciturnus’ anden artikel i Fædrelandet, »Det dialektiske Resultat af en literair Politi-Forretning«. Forfatterskabet
til de to artikler mod P.L. Møller og Corsaren vedkendes i »En første og sidste
Forklaring«, men med den fælles datering »Januar 1846«, hvorfor »K7-forfatterne«, denne tilbagevendende belua multorum capitum,18 rimeligt antog, hvad man
i den anledning meget vel kunne antage, at Kierkegaard ved den endelige udarbejdelse af ’Forklaringen’ endnu ikke kendte tidspunktet for artiklernes offentliggørelse, og at udarbejdelsen derfor måtte være sket tidligere. Behrendts argumenter herimod er ikke overbevisende, herunder at januar »under alle omstændigheder har været acceptabel som dækkende også for ultimo-december produkter.«19
I journaloptegnelsen NB:7 kan man læse følgende om artiklernes tilblivelse:
»Artiklen mod P. L. Møller var skrevet i megen Frygt og Bæven, jeg brugte Helligdagene dertil, og forsømte hverken at gaae i Kirke eller at læse min Prædiken
for at danne den regulerende Modstand. Ligesaa Artiklen mod Corsaren.«20
Spørgsmålet om, hvad »Ligesaa« skal vise tilbage til – »i megen Frygt og
Bæven«, »Helligdagene«, »gaae i Kirke«, »læse min Prædiken« – står naturligvis
åbent for fortolkning.21 Under alle omstændigheder kan det ikke afvises, at artiklen mod P.L. Møller blev skrevet i julen. Hvorvidt Kierkegaard på forhånd havde
taget højde for, at han ville komme i Corsaren, så snart han lod et ord falde offentligt derom, kan vi ikke vide. Men hvad end resultatet af disse spekulationer
bliver, er der overhovedet lige så gyldige grunde til at antage, at disse sager, inklusive Corsaren, ikke har noget afgørende at skaffe med »En første og sidste
Forklaring«, der allerede forlængst var planlagt og udkastet, og dette er der grund
til at fastholde. Det tidligere omtalte udkast er måske alligevel, hvad Behrendt
har i tankerne, når han i sin artikels begyndelse henviser til ’Forklaringen’ som
»forfatterskabets hidtil hemmeligholdte note«.22 Adverbiet ’hidtil’ angiver en forudgående eksistens for udkastets vedkommende, og derfor overrasker det, at
Behrendt lægger sig efter at lægge afstand til det og efter bedste evne at reducere
det til noget, der helst ikke skulle være der. Mindst lige så overraskende er hans
påstand om, at der ikke skulle findes nogen renskrift til »En første og sidste Forklaring«.23 Imidlertid lader denne påstand sig modbevise forholdsvis simpelt:
renskriften befinder sig i Kierkegaard Arkivet, B pk. 21. Det dernæst følgende argument, at mængden af rettelser i manuskriptet skulle gøre det til en kladde, må
af enhver, der har et mere indgående kendskab til Kierkegaards papirer, afvises
som åbenlyst urigtigt. At manuskriptet ikke er tilstrækkelig pænt, ser Behrendt
som udtryk for ’tidnød’; men kunne netop denne iagttagelse ikke lige så vel tale
for en hurtig færdiggørelse mellem jul og nytår? Er dette mindre plausibelt end
begyndelsen af februar?
Ifølge Poul Behrendt er det slet ikke plausibelt, for der skal jo være en sammenhæng mellem Corsaraffæren og »En første og sidste Forklaring«. Det er alt
om at gøre at få dateringen af ’Forklaringen’ henlagt så sent som muligt. Her be-
146 · Mindre bidrag
gynder man samtidig at forstå, at des Pudels Kern er en underliggende, uomtalt
dagsorden, som retfærdiggør endog en skævvridning af fakta om nødvendigt, og
denne dagsorden er en kunstfærdig teori om ’dobbeltkontrakten’ om løgn og
sandhed i forholdet mellem forfatter og læser. Desværre har jeg ikke kendskab til,
hvordan den tænkes brugt i forhold til Corsaraffæren og »En første og sidste Forklaring«, ud over hvad man nok simpelt kan formode, at ophævelsen af pseudonymiteten er en ophævelse af ’kontrakten’; hvorvidt ’menigmands’ angreb i Corsaren er et brud på kontrakten, skal jeg ikke kunne sige. Jeg skal ikke her indlade
mig på lignende spekulationer, herunder refleksioner over en ’solipsistisk skrivesituation’; men jeg glæder mig naturligvis ligesom andre til at se resultatet af
Behrendts forskning på dette felt. Det er denne hemmelige spekulative dagsorden, der gør argumentationen vanskelig at forholde sig til, og den virker så meget
desto mere søgt, når Kierkegaards egne udsagn om tilblivelsen om nødvendigt
tilsidesættes for at få konstruktionen til at bære.
Naturligvis står det enhver frit for at betvivle kilderne: var Kierkegaard en uredelig fusker, der iscenesatte dette afgørende moment i sin tilværelse og bevidst
ledte eftertiden på vildspor? Denne fortsatte diskussion vil jeg tillade mig at overlade til relevante litteratusser, men med en forsigtig opfordring til, at man i kierkegaardsk ånd forholder sig tilpas dialektisk nuanceret og ikke så ensporet corsarfikseret som sket. Kierkegaard havde forudset en fremtidig sammenkobling af
’Forklaringen’ med Corsaraffæren, da han i marginalnoten til den omtalte optegnelse JJ:414 skrev: »Jeg har et Øieblik været raadvild, om jeg ikke af H: t: Omstændighederne (Corsar-Vrøvlet og Bysnakken) skulde lade Vedgaaelsen af mit
Forfatterskab ude, om jeg ikke skulde i det Trykte bemærke ved Datoernes Angivelse, at det Hele var ældre, end alt dette Vrøvl. Men, Nei! Jeg skylder Sandheden netop intet Hensyn at tage til alt Sligt, og gjøre Alt som det har [været] bestemt«. Meget kunne tyde på, at »Corsar-Vrøvlet« ikke blot, som påvist i en nyere fremstilling, varede ved omtrent til Kierkegaards død, men at en moderne afart
heller ikke har vist sig så let at få bugt med.
Noter
01. Poul Behrendt, »Søren Kierkegaards fjorten dage. Kronologien bag vendepunktet i Søren Kierkegaards forfatterskab – i anledning af Tekstredegørelsen
for ’Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift’, SKS K7«, Danske Studier 2003,
s. 173-204.
02. »Søren Kierkegaard’s Fortnight. The Chronology of the Turning Point in
Søren Kierkegaard’s Authorship. A Critique of the Critical Account of the
Text to Concluding Unscientific Postscript in SKS K7«, Kierkegaard Studies,
Yearbook 2004, Berlin & New York 2004, s. 536-564.
03. Erindringsbøgerne findes hos Aller Press, arkiv for Bianco Lunos Bogtrykkeri.
04. Udhævelserne og forkortelserne er Barfods; jf. Af Søren Kierkegaards Efterladte Papirer. 1844-1846, København 1872, s. 269. Behrendt opfatter »Ifølge
Meddelelse fra Bianco Lunos Bogtrykkeri« som Barfods selvsyn af den nu
forsvundne erindringsbog for 1845 og anser dette for en »vigtig konklusion«,
jf. »Søren Kierkegaards fjorten dage«, s. 189. Det forekommer lidet sandsyn-
Nogle supplerende bemærkninger ... · 147
ligt, at Barfod skulle have set den originale erindringsbog; snarere har han fra
Ålborg, hvor han befandt sig, indhentet oplysningen pr. post og altså på anden hånd med den heraf følgende usikkerhed.
05. SKS K7, København 2002, s. 79.
06. SKS 20, København 2003, s. 194.
07. Bianco Lunos Erindringsbog for 1847, løbenr. 629. For iagttagelsen takkes
min kollega Niels W. Bruun, der blev opmærksom på eksemplet under vores
udarbejdelse af tekstredegørelsen til Kjerlighedens Gjerninger (SKS K9).
08. For at tage et simpelt eksempel, en objektivt konstaterbar fejl: han har et sted
dateret en journaloptegnelse 29. februar uden at befinde sig i et skudår.
09. SKS 18, København 2001, s. 278.
10. Søren Kierkegaards Papirer VII 1 B 69, s. 252. Det samme aflæses af udkastet »En lille faktisk Oplysning«, hvor der også tales om aflevering »nogle
Dage før Juul«, jf. Papirer VIII 1 B 71. Man bemærker samtidig, at trykmanuskriptet, således som det er almindeligt hos Kierkegaard, efter færdiggørelsen ikke afleveres med det samme til trykkeriet.
11. Man kunne dog hæfte sig ved, at Kierkegaard ville aflevere manuskriptet til
Kjerlighedens Gjerninger ’i morgen’, og at det først blev indført i erindringsbogen to dage efter. Enten har han vitterlig først været omkring trykkeriet to
dage efter, altså ikke som planlagt ’i morgen’ men i overmorgen, eller det er
måske ikke fuldstændig utænkeligt, at man ikke altid var påpasselig med, at
ordren blev indført i bogen og formaliseret, straks manuskriptet kom ind ad
døren. Det sidste postulerer jeg ikke, jeg nævner det blot som en mulighed.
12. Citeret i SKS K7, København 2002, s. 88. Håndeksemplaret findes i Kierkegaard Arkivet, B pk. 23.
13. Artiklen »Et Besøg i Sorø« i Gæa, æsthetisk Aarbog 1846, der udkom 22.
dec. 1845.
14. »Søren Kierkegaards fjorten dage«, s. 180.
15. Ibid., s. 178.
16. SKS 18, København 2001, s. 259 f.; jf. SKS K7, København 2002, s. 70.
17. »Søren Kierkegaards fjorten dage«, s. 194.
18. I en fodnote anføres dog tekstredegørelsens forfatternavne.
19. »Søren Kierkegaards fjorten dage«, s. 187.
20. SKS 20, København 2003, s. 15 f.
21. »Søren Kierkegaards fjorten dage«, s. 185.
22. Ibid., s. 173.
23. Ibid., s. 196.
Finn Gredal Jensen
Tilbagekaldelsens konsekvenser
En duplik til SKS
Det må antages, at tilbagekaldelsen af SKS’ nydefinering af termen »at bestille«
ikke bare er en menig medarbejders private indrømmelse i en replik til mig. Det
må være redaktionen af Søren Kierkegaards Skrifter,1 som hermed tilbagekalder
grundlaget for de nydateringer af Søren Kierkegaards manuskripter inden for
tidsrummet 15. december 1845 til 20. februar 1846, som er fremsat i Tekstredegørelsen til kommentarbindet til bind syv af Søren Kierkegaards Skrifter (SKS
K7) med konsekvenser for flere følgende bind – senest Tekstredegørelsen til SKS
K8.2
Det kan derimod næppe antages, at redaktionen hermed også har tiltrådt Finn
Gredal Jensens mildt sagt, som han selv medgiver, spekulative forsøg på – efter
at præmisserne er bortfaldet – at opretholde samtlige Tekstredegørelsens konklusioner.
Disse uklarheder i meddelelsessituationen gør en meningsudveksling mellem
mig og Finn Gredal Jensen mindre interessant. SKS’ redaktion skylder fortsat,
hvis ikke offentligheden, så danske og internationale abonnenter på Søren Kierkegaards Skrifter at meddele tilbagekaldelsen ledsaget af en konkret stillingtagen
til tilbagekaldelsens konsekvenser for redegørelser, dateringer og kommentarer i
diverse bind af Søren Kierkegaards Skrifter.3
Det var nydefineringen af ordet »bestille«, der i 2002 leverede grundlaget for
SKS’ afgørende påstand, nemlig at den 30. december 1845 ikke – som hidtil antaget – var datoen for Søren Kierkegaards indlevering af Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift til sætteren, men derimod datoen for Bianco Lunos færdiggørelse af førstekorrekturen og aftale med forfatteren om trykning og fremstillingspris.4 Efterfølgende blev 30. december 1845 også udnævnt til datoen for Kierkegaards indlevering af »En første og sidste Forklaring«.5
Med retableringen af bogtrykkertermens traditionelle betydning (dvs.: bestille
= at indlevere et manuskript til sætning) bortfalder den 30. december 1845 nødvendigvis som frist for aflevering af »En første og sidste Forklaring«, der under
alle omstændigheder ikke blev sat hos Bianco Luno før på et tidspunkt efter afslutningen af førstekorrekturen til hovedmanuskriptet (nemlig sammen med den
upaginerede indholdsfortegnelse hertil). Deadline for aflevering af »En første og
sidste Forklaring« kan derfor tidligst være medio januar 1846.6
Hermed bortfalder følgelig også muligheden af at tyde Kierkegaards ‘fejldatering’ af replikken til P.L. Møller som et vidnesbyrd om, at manuskriptet til »Forklaringen« blev afsluttet, inden forfatteren kendte datoen for offentliggørelsen af
den pågældende replik i Fædrelandet, dvs. inden den 27. december 1845.7 Og
dermed er det ikke længere relevant, for slet ikke at tale om muligt, at datere færdiggørelsen af Corsar-replikken til samme tidsrum.8
Endelig kan det – med retableringen af 30. december 1845 som dato for indlevering af manuskriptet til Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift – heller ikke
Tilbagekaldelsens konsekvenser · 149
udelukkes, at flere af de tilføjelser til »Tillægget«, som findes i AE-manuskriptets
marginer og sidebund, er påvirket – og altså indført efter offentliggørelsen – af
P.L. Møllers kritik i Gæa.9
I modsætning til Finn Gredal Jensen har jeg i kritikken af Tekstredegørelsen til
SKS K7 ikke beskæftiget mig med de involveredes motiver. Jeg har alene påvist,
at K7-forfatterne har baseret deres dateringer på et ensidigt kildevalg under forbigåelse eller fortielse af udsagn, der kunne afkræfte hypoteserne. Det gælder
eksempelvis tre af de fire kilder, der foreligger fra Kierkegaards hånd vedrørende
datering af hovedmanuskriptet. Det gælder udtrykket »at bestille« og to af de tre
sammenhænge, hvori det forekommer hos H.P. Barfod. Det gælder forholdet til
de eksisterende eksemplarer af Bianco Lunos Erindringsbøger samt fortielser og
fordrejninger af ordets brug i tidligere Tekstredegørelser til SKS.10
Finn Gredal Jensen mener nu til gengæld hos mig at kunne identificere ikke
bare en forhåndsinteresse, men også ganske bestemte motiver. Han hævder således, at mit ønske om ikke på forhånd at udelukke muligheden af en sammenhæng
mellem Corsar-striden og »En første og sidste Forklaring« tvinger mig til at insistere på en datering af sidstnævnte til februar 1846.11 Men hvorfor dog det? En
hvilken som helst datering af manuskriptet til et tidspunkt efter polemikken med
P.L. Møller den 27. december 1845 åbner for den mulighed, ja, ret beset en hvilken som helst datering efter offentliggørelsen af P.L. Møllers kritik i Gæa den 22.
december 1845.12
Mens SKS’ nydateringer udtrykkelig har til formål at udelukke enhver tænkelig interaktion mellem »En første og sidste Forklaring« og P.L. Møllers bidrag til
Gæa (inklusive Goldschmidt-polemikken primo januar 1846), kan man af min
kritik af Tekstredegørelsen ikke udlede noget om arten af en sådan interaktion.
Med SKS’ tilbagekaldelse af nydefineringen af ordet »at bestille« vil vejen være
åbnet, men den er ikke på forhånd fastlagt. Slet ikke på den måde, som Finn Gredal Jensen har udspekuleret vedrørende Kierkegaards første udkast til vedgåelsen
af forfatterskabet og karakteren af trykmanuskriptet til »En første og sidste Forklaring«.13
Noter
01. Omfattende: Niels Jørgen Cappelørn, Joakim Garff, Alistair McKinnon – og
Johnny Kondrup, på hvis foranledning Tekstredegørelsens anden forfatter, ledende filolog Kim Ravn, på det årlige Kierkegaard-forskerseminar på Vartov,
10.-13. august 2004, mundtligt tilbagekaldte nydefineringen af udtrykket »at
bestille«. En tilbagekaldelse, som blev ekspliciteret af dagens moderator,
Niels Jørgen Cappelørn, med ordene: »Does this mean that you withdraw
your interpretation of ’bestille’?« Johnny Kondrup, som jeg skylder tak for
råd til tydeliggørelse af argumentationen i den engelsksprogede udgave af
»Søren Kierkegaard’s Fortnight«, kan næppe antages at være indforstået med
Finn Gredal Jensens forsøg på at omgå samtlige tilbagekaldelsens konsekvenser.
150 · Mindre bidrag
2. I Tekstredegørelsen til En literair Anmeldelse, som blev offentliggjort i maj
2004, fastholdes således den uholdbare datering for affattelsen af Kierkegaards Corsar-replik til 25.-26. december 1845 (offentliggjort i Fædrelandet
10. januar 1846 som svar på Goldschmidts indlæg i Corsaren 2. januar 1846,
jf. note 9), ligesom Tekstredegørelsen fastholder den nu erkendt uholdbare
tydning af 30. december 1845 som dato for førstekorrekturens færdiggørelse
– som det fremgår af bl.a. følgende passus fra SKS K8, s. 40: »i dec. 1845 var
SK optaget af færdiggørelsen af Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift, og
han skrev de to artikler til Fædrelandet. SK nævner selv, at manuskriptet til
Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift blev indleveret til Bianco Lunos bogtrykkeri ‘et Par Dage før Juul’.«
3. Jf. forrige note. Hvad angår konsekvenserne for de øvrige binds vedkommende, henvises til min fremstilling i Danske Studier 2003, »Søren Kierkegaards
fjorten dage. Kronologien bag vendepunktet i Søren Kierkegaards forfatterskab – i anledning af Tekstredegørelsen for ’Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift’, SKS K7«, s. 197 ff. (herefter: DST 2003).
4. Jf. Tekstredegørelsen til SKS K7, s. 45 og s. 79.
5. Det skete året efter på s. 431 i Finn Gredal Jensen & Kim Ravn »The Genesis
of ’A First and Last Explanation’«, Kierkegaard Studies. Yearbook 2003,
Berlin & New York 2003.
6. Jf. dels DSt 2003, s. 194 ff., dels »Søren Kierkegaard’s Fortnight. The Chronology of the Turning Point in Søren Kierkegaard’s Authorship. A Critique
of the Critical Account of the Text to Concluding Unscientific Postscript in
SKS K7«, Kierkegaard Studies. Yearbook 2004, s. 556 ff. (på en række punkter supplerer artiklen (herefter: Yearbook 2004) mit bidrag til DSt 2003).
7. Selv under forudsætning af, at Kierkegaard havde indleveret trykmanuskriptet til sætning den 30. januar 1845, har han kendt datoen for offentliggørelsen
af sit svar til P.L. Møller. Hans overstregninger i trykmanuskriptet af de tomme pladser til udfyldning af bladnumrene for de to eksemplarer af Fædrelandet, hvori hans svar til hhv. P.L. Møller og M.A. Goldschmidt blev offentliggjort, kan altså ikke skyldes kronologiske omstændigheder. Jf. de ovenfor
omtalte fremstillinger i DSt 2003, s. 185-87, og Yearbook 2004, s. 548 ff.
8. For at opretholde deres tydning af »Forklaringens« datering af Kierkegaards
to artikler i Fædrelandet til »Januar 1846« forledes K7-forfatterne således til
at påstå, at Kierkegaard skulle have affattet sin replik til Goldschmidt to uger
før, den stod at læse i Fædrelandet, og over en uge før han vidste, om eller
hvordan Goldschmidt ville svare. Af mit bidrag til Yearbook 2004 (s. 549
samt noterne 19 og 30) fremgår det, at der i mindst to af udkastene til Kierkegaards replik til Corsaren i Fædrelandet den 10. januar 1846 umisforståeligt
henvises til Goldschmidts indlæg i Corsaren den 2. januar 1846. Heraf fremgår, at Kierkegaard først kan have affattet sin replik til Corsaren efter den 2.
januar 1846.
9. Jf. opregningen af manuskript-tilføjelser, der vidner om Kierkegaards
læsning af Gæa-artiklen, i Yearbook 2004, s. 558, note 66.
10. Jf. Yearbook 2004, s. 563: »As a kind of ace up the sleeve of their inadequate
documentation, the authors refer instead to the earlier SKS text commentaries
Schiller, Bang, Mann og Hans Mayer · 151
as evidence for their claim. But, as has been demonstrated in the previous review of the use of the term in the fourth and fifth SKS commentary volumes,
such reference is in blatant conflict with the truth« (jf. de tilhørende noter 82
og 83).
11. Men hvem er det egentlig, der insisterer? Er det mig – som gør opmærksom
på, at intet ved førstekorrekturen til »Forklaringen« (og AE-indholdfortegnelsen) udelukker Kierkegaards egen datering heraf til »Februar 1846« (både i
sidste og næstsidste manuskript-version til »Forklaringen«, jf. KA VII B 75
og 80). Eller er det K7-forfatterne, som – endda på tværs af kendsgerninger,
de nu selv har accepteret – tilbagedaterer affattelsen til december 1845?
12. Jf. min påvisning heraf i Yearbook 2004, s. 542: »In other words, the authors’
assurances that, for chronological reasons, the attack on P.L. Møller could not
have had a formative influence on »A First and Last Explanation« are, for
exactly the same reasons, excluded«.
13. K7-forfatterne har således ikke bemærket, at det hovedafsnit i trykmanuskriptet (svarende til SKS 7, s. 569, l. 12 – 571, l. 34), som til slut giver hele
manuskriptet dets navn, nemlig Forklaringen, ikke med et eneste ord indgår i
det tidligste udkast, betitlet »Anm.« (som rummer ganske korte og senere forkastede versioner af hhv. Vedgåelsen og Taksigelsen, jf. Pap. VI B 99). At
K7-forfatterne ikke skelner mellem begreberne renskrift og trykmanuskript,
er en afgørende terminologisk svaghed ved deres fremstillinger.
Poul Behrendt
Schiller, Bang, Mann og Hans Mayer eller
Om huller i hukommelsen
En filologisk anekdote
Sydpå antager nordiske emner ofte sælsomme former. I Jules Vernes Voyage au
centre de la Terre (1864) bliver Arni Magnusson til Arne Saknussemm og branden i København fortærer hans værker i året 1573. Kommentaren til en børneudgave/easy reader 1996 forklarer om bispen i Rejkjavik op mod 1864, at en
évêque er en »personne importante de l’Église catholique«. Men Verne har godt
nok rede på Oldnordisk Museum i København, og at direktøren hed Thomsen.
Så det andet er måske poetiske friheder – men i hvilken hensigt? Dog, disse
franske pudsigheder er næppe værre, end hvad hverdagens danske avis kan
præstere.
Er vi endnu kun nået til det germanske gebet, forventer vi måske nok en mere
striks omgængelse med vore kære kendsgerninger. Men selv dér forekommer der
sære metamorfoser ...
152 · Mindre bidrag
I 1966 kom på Insel Verlag Schillers Werke 3, et udvalg af digte og fortællinger.
Hans Magnus Enzenberger valgte digtene, og Hans Mayer skrev indledning. Enzenberger udelod kræsent Schillers kendteste skolebogsnummer – som Mayer
nævner allerførst:
Thomas Mann beschreibt einmal den Rezitationsabend eines berühmten
Schauspielers vor den Travemünder Badegästen seiner Jugendzeit. Das »Lied
von der Glocke« wurde vorgetragen. Aber der erlauchte Mime sei wohl der
einzige im Saal gewesen, dessen Textsicherheit zu wünschen übrig ließ.1
Hvad Mann her skal have beskrevet, »einmal«, virker sært bekendt. Men man
leder længe forgæves i hjernekisten, for det ligger i skuffen med Bang. I novellen Hendes Højhed må den unge prinsesse afsidde den årlige basar i »Borgerforeningen« ...
– mens Hofskuespiller Hr. von Pöllnitz velvilligt deklamerede »die
Glocke«. Hr. von Pöllnitz var den eneste i Salen, som ikke var ganske sikker i »die Glocke«. Han havde megen Pathos og løftede sig paa Tæerne
ved Enden af hvert Vers.
Hr. von Pöllnitz udfyldte Hullerne i sin Hukommelse ved at fremrulle
nogle langstrakte Lyd, der lignede fjern Torden, og han svingede med den
højre Arm som med Vingen af en Vejrmølle.
Naar Hr. von Pöllnitz var færdig – det varede Aar for Aar længere, inden Hr. von Pöllnitz blev færdig med »die Glocke« – sagde Hendes
Højhed: Det glæder mig ...
(..)
Hr. von Pöllnitz bukkede og pustede som en Hvalfisk. Det tog Aar for
Aar mere paa Hr. von Pöllnitz at sige »die Glocke« paa Grund af Tordenen.2
Men herved øges mysteriet, for hvorfor skulle Mann dog svindle med Bangscenen som selvoplevet? Mann var fortrolig med Bangs bøger. Forskere har peget på
netop Ihre Hoheit som vigtig for Mann under arbejdet med den »Fürsten-Novelle«, som blev til hans Königliche Hoheit. Og på betydningen for hans Felix Krull
af Franz Pander fra Bangs Excentriske Noveller – som er fra 1886 ligesom de
Stille Eksistenser og if. Bang selv hænger nøje sammen med dem.3
Vi må nok ned i Mann-skuffen igen. – Hans sidste offentlige optræden var i
maj 1955, som festtaler ved fejringen i både Vest og Øst (Stuttgart og Weimar) af
150-året for Schillers død. Talen var en stærkt forkortet version af hans i 1956
trykte Versuch über Schiller. Få sider inde taler Mann om Schillers »natürlichen
Hang zur Großartigkeit« og nævner Klokkedigtet som eksempel – uanset dets
ufrivilligt komiske passager (som rigtignok er de eneste, Mann citerer!). Schillers
navn – siger Mann – har især været knyttet til dette digt, som fik en uhyre popularitet næsten fra dets udkomst ...
Und erst in der Nacht von Unbildung und Erinnerungslosigkeit, die jetzt
einfällt, beginnt sie sich zu verlieren. Aber es ist noch nicht lange her, daß
Leute aus den einfachsten Volksschichten das Ganze auswendig konnten,
Schiller, Bang, Mann og Hans Mayer · 153
und der Däne Herman Bang sagt in einer seiner »Excentrischen Novellen«
von einem rezitierenden Hofschauspieler: »Er war der einzige im Saal, der
in der ‘Glocke’ nicht ganz sicher war«.4
Så dét var, hvad Mann sagde, »einmal«; med Bang på rette plads, trods forveksling af hans to 1886-bøger. Men den løste gåde stiller en ny: Hvorfor har Hans
Mayer refereret hen i vejret? Den gåde kan jeg ikke løse her, men kun øge.
Mayer var fra 1950-1963 professor i tysk litteraturhistorie i Leipzig (DDR). Han
har skrevet om Mann, og han overværede faktisk begge Manns festtaler – og deltog
i den påfølgende festmiddag i Weimar. Hør blot, hvad Mayer selv erindrer herom:
Den Text des »Versuch über Schiller« kannte ich gut: ich hatte ihn als Manuskript aus Kilchberg [= fra TM] erhalten, weil er noch in der zwölfbändigen Gesamtausgabe erscheinen sollte, die ich für den Ostberliner Aufbau-Verlag zum 80. Geburtstag Thomas Manns vorbereitete.5
Thomas Mann wirkte ermüdet in Weimar (..) Ich saß im Parkett neben
Ernst Bloch, dem dies alles kaum behagte (..) Nicht weit von uns saß
Georg Lukács (..) Als der Ehrengast, auf die Bühne geleitet durch [kulturminister Johs. R.] Becher, ans Rednerpult trat, meinte mein Nachbar: er
sehe aus wie ein Landbriefträger. Ich bat Ernst Bloch, wenigstens den Titel eines Oberpostrats zu bewilligen. Als Thomas Mann begann, schien alle Müdigkeit abgefallen. Ich hörte abermals den Text, den ich stellenweise
fest auswendig wußte und folgte dem kunstvollen Vortrag wie der meisterhaften Aufführung einer vertrauten und geliebten Komposition.6
Mayers Erinnerung om 1955-festerne er skrevet i 1990 og indleder hans Mannbog. Des mere mærkeligt er det da, at han i 1966 refererer galt fra Schillertalen.
Men hvis han virkelig udfyldte Hullerne i sin Hukommelse efter von Pöllnitzmetoden, så bliver moralen for os andre: Slå altid efter!
Noter
01. Hans Mayer: »Die Frage nach dem Lyriker Schiller«, i: Schillers Werke Dritter Band: Gedichte & Erzählungen. Insel Verlag 1966, s. 479.
02. Herman Bang: Stille Eksistenser. Fire Livsbilleder. Kjøbenhavn 1886, s. 91.
03. Forskningsreferat s. 233 i Steffen Steffensens artikel »Thoman Mann und
Dänemark« i: Gedenkschrift für Thoman Mann hrg. Rolf Wiecker = Text &
Kontext, Sonderreihe, Band 2. Kopenhagen 1975.
04. Thoman Mann: Gesammelte Werke in Dreizehn Bänden, XI Reden und Aufsätze. S. Fischer Verlag 1974, s. 876.
05. Hans Mayer: Thomas Mann. Suhrkamp Verlag. Frankfurt am Main 1980, s. 16.
06. ibid. s. 17.
Peter Brask
Valdemar Rørdam og Nobelprisen
Valdemar Rørdam1 kom til verden samme år som Holger Drachmanns debutdigtsamling og opnåede i begyndelsen af det 20. århundrede en position svarende til
forgængerens. Han blev det danske lands og det danske folks besynger. Produktiviteten var stor og omfattede ud over lyrikken flere versfortællinger og et versdrama. Kærlighed til dansk natur og til barndommens præstegårdsidyl bærer
værket. Men først og fremmest kærlighed til fædrelandet, der truet af udenvælts
fjender og af et omsiggribende moralsk forfald behøvede såvel et stærkt forsvar
som en styrket national selvfølelse med rødder dybt nede i historien. Rørdams
kredsen om pligt, ansvarlighed, hengivelse og offer beror på, at nationen er større
end det enkelte menneske; den er »vor Elskov og Ære«. Hans konservativt-heroiske nationalisme inficeredes i mellemkrigstiden med kommunismeskræk og tippede, da Hitler-Tyskland i 1941 indledte felttoget mod Sovjet, over i begejstring
for nazismen. Hermed overspillede han på fatal vis sine kort, men heroismen var
han som bekendt ingenlunde alene om.2
Ejnar Thomsens indstilling 1937
Ejnar Thomsen beskæftigede sig ved flere lejligheder med Valdemar Rørdams
forfatterskab.3 Med udnævnelsen til professor i nordisk litteratur ved Københavns
Universitet i 1935 fik han adkomst til at indstille kandidater til den litterære Nobelpris.4 I 1937 gjorde han brug af denne adkomst, og når det netop blev Rørdam,
han indstillede, afspejler det utvivlsomt dels det synspunkt, at denne forfatter i
eminent grad levede op til det krav om »idealisk riktning«, der er indeholdt i Alfred Nobels testamente, og dels i videre forstand Thomsens høje vurdering af
Rørdam og mening om, hvilken plads han burde indtage i dansk litteratur.5
Valdemar Rørdam har – skriver Thomsen – fra sin debut i 1895
repræsenteret et ejendommeligt og frugtbart Spil mellem lyrisk Stemningsmangfoldighed og etisk Mandsvilje, og dette Spil har faaet sin særlige Tone gennem hans udprægede Sans for Kontinuiteten i Slægt, i Nation
og i den enkeltes Liv. Med en saadan Indstilling har han ganske naturligt
maattet blive udpræget national; men samtidig har hans dybe og omfattende humane Kultur, der gennemtrænger baade hans Intellekt og hans Følelse, reddet ham fra at komme ud i snæver Chauvinisme, ja, han har tilmed
– i Buddha – givet et saa dybsindigt og afklaret Udtryk som maaske ingen
anden dansk Forfatter for en ren Menneskelighed af »übernational« Karakter.
Han er altsaa paa én Gang en tindrende vaagen og uhyre vidtfavnende
Kulturpersonlighed med Verdenshorisont og en nationalt rodfæstet Dansker, bestemt af sit Folks (og i videre Forstand: af Nordboernes) tusinde
Aar. Men hertil kommer, at han som Verskunstner er i det allerstørste Format, og at han i sin Lyrik baade har opretholdt en fast og fornem Tradition
Valdemar Rørdam og Nobelprisen · 155
og skabt en forfriskende Fornyelse, der har betydet uhyre meget for moderne dansk Digtning.
Dels det udsøgte og ikke altid lettilgængelige Præg over det bedste af
hans Digtning, dels hans dialektiske Mangfoldighed, dels endelig hans
ranke Uafhængighed, der aldrig har tilladt ham at gaa paa Akkord og binde sig til en Klike eller et Parti, er Grundene til den Mangel paa Popularitet, som – til Danmarks Skam – karakteriserer hans Digterskæbne herhjemme. Han sidder nu i en Alder af 63 1/2 Aar som en fattig Mand, der er
nødt til at paatage sig relativt ligegyldigt (om end dygtigt udført) Oversættelsesarbejde for overhovedet at eksistere, og som kun nu og da kan hengive sig til de Opgaver, som han føler sig kaldet til at løse. I Virkeligheden er
han stadig paa Højden af sin Skaberkraft, og fik han økonomisk sorgløse
Kaar at arbejde under, vilde han bl.a. fortsætte med verdenskulturelle Dramer af lignende Type som Buddha – en Genre, der vil kunne hævde sig
som international Litteratur.
Rørdam er med sit Format og sit Præg af det grandiose, baade i kunstnerisk og i personlig Stil, en Aandstype, som Sverrig kunde lære os at vurdere. At der blandt de kyndigst dømmende og bedst villende i Danmark er
mange, der skatter Rørdam højt, véd jeg, og jeg tillader mig at vedlægge
en Udtalelse af Digteren Kaj Munk – en Udtalelse, der tør regnes for typisk for mange stille Enere af den yngre Generation. Nobelprisen vilde –
foruden at være fortjent – skabe en almindelig Opinion til Gunst for Rørdam og vilde i nogen Grad gøre ham til et Verdensnavn; som saadant er
han den, vi i Øjeblikket med størst Tilfredshed kan se som Danmarks Repræsentant i Udlandet.
Bilag af Kaj Munk til Ejnar Thomsens indstilling
Det står ikke lysende klart, hvordan Kaj Munk kan gælde som en stille ener. Men
han gik på jagt sammen med Rørdam og beundrede hans digtning og delte hans
anskuelser. Brevet til Nobelkomiteen lyder:
Valdemar Rørdam er den eneste nulevende danske Digter, det gaar an at
nævne i Forbindelse med Nobelprisen. At han ikke vurderes fuldtud efter
Fortjeneste i sit eget Land, gør ham kun mere skikket. Han kan i Fugle- og
Blomsterdigte kærtegne vort Sprog, saa det siger det usigelige, han kan i
nationale Vers støbe det i en Kraft, man næppe før vidste det ejede. Utrættelig og med stor Magt har han været Vækker og Viser for vort Folk, kaldt
paa nordisk Samhu og dog ejet aabent Sind for alle Værdier i det fællesmenneskelige. I et Drama som Buddha naar han i Visdom, stille Styrke,
Skønhed, hvad kun de største i Verdenslitteraturen har naaet, og taler han
med profetisk Myndighed til alle Folkeslag.
Vedersø Præstegaard, Januar 1937
Kaj Munk.6
156 · Mindre bidrag
Per Hallströms specialudtalelse 1937
Det tilkom Nobelkomiteens formand Per Hallström at udarbejde den specialudtalelse (‘sakkunnigutlåtande’) vedrørende Valdemar Rørdam, som skulle danne
grundlag for karakteristikken af ham i komiteens indstilling til Svenska Akademien vedrørende Nobelprisuddelingen 1937.7 Hallström delte langthen anskuelser med den kun seks år yngre Rørdam. De repræsenterede begge den ultrakonservative nationalisme, som over en bred front gennemtrængte det etablerede
borgerskab især i årtiet omkring Første Verdenskrig, – hvilket udtalelsen afspejler.
Valdemar Rørdams forankring i en præsteslægt (tilbage til 1500-tallet) og
mange slægtsmedlemmers efterladte spor »i dansk kulturgärning«, – den slags
»ger sin adel, och dennas förpliktelser ha visat sig levande nog hos ättlingen«, anfører Hallström indledningsvis. Præget af »ridderlig manlighet« hos Rørdam bliver ikke ofte overskygget af litterære modestrømninger.
Udtalelsen overskuer hele forfatterskabet. De allerførste digtsamlinger, før den
livstruende brystsygdom i 1897-98, vakte hos nogle den følelse, at Rørdam var
»den omedelbaraste lyriska begåvningen efter Holger Drachmanns debut«.
Løfterne blev »i icke ringa grad« indfriet i Bjovulv (1899), baseret på kendt engelsk sagnstof. »Dikten fick en symbolisk karaktär, Graendel blev slöhetens
förlamande ande, och segern över honom blev frukten av en heroisk strävan efter
manlighetens ideal, en hård skolning av viljan till detta enda mål, med uppoffring
av alla lyckodrömmar.« Opbygningen er streng, men nibelungenstrofens vers
kunne ikke helt holde samme strenghed i tonen: »det fanns för stark lockelse för
en skönhetsfrossande ung lyriker att här och där ge sig in på blommande sidostiger.« Og sligt hører knap nok hid, »ty de många härligheterna för ögat gingo ju
Bjovulfstidens järnklädda kämpar alldeles förbi [!]«. Men skønt Brandes beundrede skriftet,8 blev det ikke samtidspopulært. »Man kan gissa, att diktens
heroiskt asketiska anda icke just hänförde samtiden.«
Digtsamlingen Dansk Tunge (1901) roses ubetinget: »Vart ord rikt och varmt
och icke ett enda för mycket!« Rig og varm er også den senere produktion, – dog
mindre »ordstram«. »Men i dessa lidandes- och konvalescensdikter [fra sygdomsperioden] har allting lyckats. Hans syn har badats i dödens skugga, hämtat
djup och klarhet där och så kunnat fånga det levande med nyfödd friskhet, naivt
betaget, och omedelbart.«
Senere bliver der, forudskikker Hallström, lejlighed til at tale om »hans visserligen avgjorda och grundligt motiverade motsatsförhållande till mycket i hans
värld och tid«, – men først vil han anføre et og andet om Rørdams kærlighedsdigtning. Versromanen Gudrun Dyre (1901) fik succes, kunne opfattes som »en
litterär skandal« og give anledning til problemdebat og figuridentifikation, angreb og forsvar. Bogen forsøger »med psykologisk konst fullständigt mäta och
återge en människas inre«, og det lader sig jo bare ikke gøre! Rørdam vil »med
den yttersta fullständighet ge allting hvad hennes [Gudruns] är« – og læseren »får
för mycket av henne«. Værst er, at hendes sublime kærlighed står over for en
mand, en helt, som er aldeles uudholdelig, repræsentant for en idé, som romanen
falder på. Det går heller ikke an at skrive en roman på vers, specielt ikke, »när
den rör sig med avgjort lyriska strofer. I deras lätta och virvlande takter måste
Valdemar Rørdam og Nobelprisen · 157
helt prosaiska meddelanden, bland annat ekonomiska, dansa med, oundvikligt
tunga på foten, och omständligare i ordalagen, än om de kunnat ges med nykter
saklighet.«9
Derefter gør Hallström nogle generelle anmærkninger om Rørdam som versmager. Der er friskhed og ægthed, også ofte i indlæg i »tidsfrågor«, men ræsonnementet trues af omstændelighed: »Rørdam har ej gåvan att koncentrera idéer
och ej heller rikedom på dem, men hans tendens är sund och modig. Som nationalkänslans förkunnare är han fri från förhävelse och hat och inskärper alltid
plikten att med gärning och offer stå för vackra ord.«
Heroismen i Den gamle Kaptajn (1906-07; tre bind fortællinger fra »vor sidste
Krig«, den i 1864) kalder på en sammenligning med Runebergs Fänrik Stål, afgjort til den finske digters fordel: »Runebergs starkt dramatiska scener med sitt
höga patos, sin rika människoskildring och sin humor lågo långt utanför och över
Rørdams begåvning.« Betoningen af dansk jævnhed og baggrunden af idyllisk
mildhed matcher heller ikke Ståls »medryckande«. Der er jo heller ingen sejr,
blot »tappert buret nederlag« – og det giver ikke så rigt et stof at skildre. Specielt
smuk er fremhævelsen af general de Meza, – »den förnämt ärliga saklighetens
och klokhetens man gent emot demagogiskt lättsinne och simpelhet«.
Frem mod verdenskrigen viger den personlige lyriks emnekreds mere og mere
för patriotisk förkunnelse, aldrig tröttande att inskärpa ett folks plikt att
värja sin själ och sitt liv med vapenberedskap. När så stormen brutit lös,
fångar den naturligtvis alla Rørdams tankar. Hans sympatier äro på
förhand bestämda för ententemakterna,10 och hans historiska insikter lägga
därvid intet hinder i vägen, ty de tyckas rätt obefintliga. Det är dock
vackert att se, att hans ridderlighet är vaken även här och kan beundra den
kringvärvdes [?] hjältemod.
Digtsuiten Den gamle Præstegaard (1916) kan henregnes til »det vackraste han
gett, utan all tvekan det yppersta efter ungdomstidens blomsterskörd. Så lyckligt
fritt som då dansa väl icke längre stroferna; de ha en tyngre och mer begrundande hållning, men de äro fullödiga och prägla synbilderna med kanske ännu säkrare linjer.« Specielt fremhæves digtet »Helligkilden«, hvor endog præstegårdens
traditioner bliver til poesi: »Det hela har blivit till en pietetsfull hyllning av vad
prästättlingen tidigare dömde trångt och hårt i sitt och tidens uppror mot all religiös tro.«
Også andetsteds skildres barndom – i digtsamlingen Huset ved Volden (1932)
og prosaromanen Lykkelige Barndom (1915). I sidstnævnte uden succes: »Den
ger nästan bara mörka sidor, genom att framför allt syssla med sexualproblem,
om av egen drift, eller påverkad av dystra studier i samtida litteratur, må lämnas
därhän.«
På dramatikkens felt fremhæves ét værk, – »som i alla avseenden står ensamt
för sig i hans alstring: Buddha, Lykkens Yndling (1925)«. Rørdams omlagte livssyn kan skyldes egne oplevelser og måske »världshändelsernas tyngd under ett
ödesdigert decennium«, – i hvert fald har Rørdam dels studeret buddhistisk visdom og dels været i Siam. Dramaet er beregnet til scenen, men »striderna däri
gälla själsliga typer snarare än individer, det är tanke som möter tanke«.
158 · Mindre bidrag
Boken lär väl emellertid få förbliva läsdrama, och som sådant vittnar den
om en vidsträcktare och djupare uppfattning av mänsklighetens och alltets
liv, än man någonsin tilltrodde lyrikern med hans uppgående i ögonblicket. Framför allt vittnar den om mycket mera intellektualitet, ty det ligger en betydande tankestyrka i att så som här ge poetisk form åt en världsreligions lärobyggnad. Själva versformen – blankvers – har osökt ledighet
och vardagsenkelhet i språket; i mindre grad har den rytmisk skönhet.
Hallström konkluderer i umiddelbar forlængelse heraf:
Förslaget om Nobelpris åt Valdemar Rørdam är grundat på några särskilt
valda och mest väl valda verk – bland annat Buddha, och kan dessutom peka på hans sällsynt rika produktion av lyrik. I det yppersta av denna har
han ej överträffats av någon samtida dansk poet. Där han sjunker under sin
naturliga nivå, beror det ofta på för stor lätthet att skriva och därmed på faran att bli för utförlig. Där han undgår denna fara, har han åstadkommit
strofer av sällsynt skönhet båda för fantasisynen och för örat. Ordmusiken
kan vara rent av betagande. Han når där allt han vill nå, och om den stora
tonen ej hör dit, så har han heller aldrig försträckt sig för att nå den. Till
hans vackra och sällsynta gåvor hör osökt naturlighet. / Förslaget är väl
värt att övervägas.11
Nobelkomiteens indstilling 1937
Enhver vurdering af, om en given forfatter på et givet tidspunkt bør have eller
burde have haft prisen, må tage hensyn til, hvem der i øvrigt figurerer på Nobelkomiteens liste for det pågældende år. 1937-listen omfattede 37 kandidater, som
naturligvis ikke alle vejede lige tungt. Man må formode, at Hallströms specialudtalelse har ført til, at Valdemar Rørdams kandidatur faktisk er blevet overvejet.
Komiteen, der tillige bestod af litteraturhistorikeren Fredrik Böök, kritikeren Torsten Fogelqvist, politikeren Hjalmar Hammarskjöld og lyrikeren Anders Österling, nåede frem til følgende formulering, for så vidt angik Rørdam:
I sakkunnigutlåtandet anbefalles förslaget till övervägande, framför allt
för diktarens lyriska produktion som har strömmande omedelbarhet och
fulländad verskonst. Just genom sin strömmande art har den emellertid
blivit så vidlyftig och ojämn, att den ej kunnat ge det intryck av sovrat och
fast mästerskap som bör krävas av en med Nobelpris utmärkt diktargärning på särskilt detta område. / Kommitterade ville ej anbefalla förslaget.12
Komiteen nåede i det hele taget ikke frem til en enig indstilling. Fogelqvist og
Österling stemte for franskmanden Roger Martin du Gard, de øvrige tre medlemmer stemte imod.
Valdemar Rørdam og Nobelprisen · 159
Akademiets afgørelse 1937
I denne situation besluttede Akademiet at give årets Nobelpris til Roger Martin
du Gard, »för den konstnärliga kraft och sanning, varmed han i romanserien Les
Thibault har framställt mänskliga motsättningar och väsentliga sidor av samtida
liv«.13
Ejnar Thomsens indstilling 1938
En indstilling til Nobelprisen gælder kun for det år, den indgives. Uanset hvilken
konklusion en specialudtalelse udmunder i, uanset hvilken indstilling Nobelkomiteen fremkommer med, og uanset hvad Svenska Akademien måtte mene om
de kandidater, som Nobelkomiteen måtte forholde sig positivt til, så må der en ny
indstilling til, for at en forfatter igen kan komme i betragtning.14 Ejnar Thomsen
fornyede – uvidende naturligvis om, hvilken skæbne hans første indstilling havde fået i Nobelsystemet – sin indstilling. Han havde – skrev han – »intet væsentligt« at føje til 1937-indstillingen, men tilføjede alligevel følgende:
Jeg finder dog Anledning til meget stærkt at betone det skrigende Misforhold, der er imellem Rørdams Værd og Vægt paa den ene Side og det danske Gennemsnitspublikums Vurdering af ham paa den anden. Rørdams
ranke Uafhængighed af alt Partivæsen har ikke skullet gøre ham til persona grata hos Kritikerne, og dels hans stærkt nationale Præg, dels hans fornemme idealistiske Dialektik har ikke vundet Forstaaelse herhjemme; af
danske Kritikere er der – foruden mig selv – egentlig kun Harald Nielsen,
der har skrevet om ham med virkelig Forstaaelse.15
Det er min Overbevisning, at Sverrig (fra hvis Side navnlig Professor
Fredrik Böök har vist den fineste Sans for Rørdams Digtning16) vil have
bedre Betingelser end mit eget Land for at skatte min Kandidats Ejendommeligheder, ogsaa den grandiose Stil over hans menneskelige og kunstneriske Personlighed, som støder saa mange i Danmark. Det vilde være ydmygende for os, men ogsaa sundt, om det blev vort Naboland, der belærte
os afgørende om Værdien af det, som de fleste af os trækker paa Skulderen ad.
At dog de ypperste i vor yngre Slægt har Blik for Rørdams Storhed og
for hans bedste Værkers Rang af Verdenslitteratur, derom vidner vedlagte
Udtalelse af Forfatteren Kaj Munk.
Jeg tilføjer, at Rørdams dybe Sorg over Tabet af sin Hustru sidste Foraar
paa en mærkelig Maade har aabnet for nye Kildevæld i ham. Hvis den høje
Komité beslutter sig til at belønne ham, vil den derved opnaaede Forbedring af hans trange Kaar utvivlsomt sætte Frugt i en Række modne og dybe Værker. Som Kunstner er han med sine 65 Aar paa Højden af sin Evne,
men maa i disse Aar væsentlig oversætte for overhovedet at eksistere.17
160 · Mindre bidrag
Henrik Pontoppidans indstilling 1938
Indstillingen er ganske kort, og tilblevet på Ejnar Thomsens opfordring. Pontoppidan tillader sig »at gøre den højtærede Nobelkomités Medlemmer opmærksom
på den danske Lyriker Valdemar Rørdams overordentlige Fortjenester af dansk
Sprog og Digtning gennem 50 År«.18
Nobelkomiteens indstilling 1938
Tilsvarende kort kunne Nobelkomiteen fatte sig i dens indstilling til De Aderton:
»Sedan förra året, då förslaget väcktes, har ingenting nytt av den danske poeten
utkommit. Kommitterade ville ej heller nu anbefalle förslaget.«
Akademiets afgørelse 1938
Som bekendt gik 1938-prisen til den amerikanske populærforfatter Pearl S.
Buck, en beslutning, som Svenska Akademien ikke fik megen ære af. Tilmed var
hun indstillet af fire af Akademiets egne medlemmer (Bo Bergman, Torsten Fogelqvist, Sven Hedin og Henrik Schück).19
Efterspil
Sidst i 1930’erne vakte det tilsyneladende bekymring i litterære kredse, at Nobelprisen år efter år gik Danmark forbi. Johannes V. Jensen havde været indstillet
adskillige gange siden 1925, i 1930’erne bl.a. af skiftende konstellationer af professorer ved Københavns Universitet (Vilhelm Andersen, C.A. Bodelsen, Frithiof Brandt, Hans Brix og Johannes Brøndum-Nielsen).20 Johannes Jørgensen
havde i 1926 været indstillet af professor Valdemar Vedel og i 1932 af professor
Viggo Brøndal.21 Martin Andersen Nexø havde i 1931 været indstillet af den
kendte tysk-jødiske forfatter Alfred Döblin.22
Ejnar Thomsens indstilling af Valdemar Rørdam gav anledning til, at Andersen Nexø påny blev bragt på bane. Herom orienterede Harry Søiberg hovedpersonen sidst i juni 1938. En svensk gæst med Akademi-forbindelser havde – meddelte han – fået Pontoppidan til at anbefale Rørdam, idet man ikke ville tildele
Johannes V. Jensen prisen »paa Grund af, at hans Produktion i en lang lang Aarrække havde været i stadig Nedadgaaen«.23 Søiberg opfordrede på denne baggrund Forfatterforeningen til at sætte en underskriftindsamling i gang i Nexøs favør, men fik det svar, at sligt ville være i strid med foreningens vedtægter.24 Herved blev det.
Valdemar Rørdam og Nobelprisen · 161
Rørdam i litteraturhistorien
Ejnar Thomsens kandidat til Nobelprisen fik ikke blot ikke prisen, men heller ikke den plads i litteraturhistorien, som den lærde, men nok lidt sære professor
undte ham. Til Litteraturens stemmer (1999) blev han forment adgang, uden at
nogen anmelder af den grund funderede over, om han var dansk digtekunsts nr.
251, og med rette. I Dansk forfatterleksikon/Biografier (2001) henføres han af
Hans Hertel til »de døde poeters klub«. I førsteudgaven af Danske digtere i det
20. århundrede (to bind, 1951-55) karakteriserede Jens Kruuse hans kompliceret-modsætningsrige sind med blik for både det lyrisk-mangfoldige og det patetisk-retoriske. I andenudgaven (tre bind, 1965-66) havde han atter sin egen, nu af
Frederik Nielsen forfattede, noget mere forbeholdne artikel. I tredjeudgaven (fem
bind, 1980-82) indgik Bo Hakon Jørgensens stærkt kritiske karakteristik af ham i
en større opsamlingsartikel. Og i fjerdeudgaven (tre bind, 2000-02) lige netop
nævnes han nogle steder i redaktøren Anne-Marie Mais afrunding vedrørende
perioden 1900-40. I Politikens traditionsforankrede litteraturhistorie i fire bind
(1964-66) portrætteres han med kærlig forståelse af F.J. Billeskov Jansen, men i
Gyldendals mentalitetshistoriske fremstilling i ni bind (1983-85) får han læst og
påskrevet af Ib Bondebjerg. Tiderne skifter, og udvælgelseskriterierne med dem,
som det sig hør og bør. De kriterier, som Per Hallström lagde til grund, da han
fandt Rørdams kandidatur til den prestigiøse Nobelpris værd at overveje, havde
deres æstetiske og ideologiske forankring i en – allerede dengang – svunden tid.
Korrekturtilføjelse
Udkommet efter artiklens afslutning er Søren Espersen, Valdemar Rørdam. Nationalskjald og landsforræder, 2003, 223 s. Et hovedsynspunkt i dette skrift er, at
Valdemar Rørdam blev snydt for Nobelprisen, og at just dette medvirkede til, at
Danmark ikke fik taget det fornødne opgør efter besættelsen. Nordmændene måtte »ud i det åbne og føre proces«, fordi Knut Hamsun havde modtaget Nobelprisen, mens danskerne »ikke havde en Nobelpris at kæmpe med i forbindelse med
Valdemar Rørdam, om end digteren altså var nær ved at få den« (s. 213).
Ræsonnementet er naturligvis ikke holdbart. Og som det vil være fremgået,
har det heller ikke noget på sig, at Rørdam var »snublende nær ved at blive Nobelpristager« (s. 211). Søren Espersen har i det hele taget i denne henseende rod
i sine papirer. Allerede hans overskrifter skaber forvirring. Kapitlet »Nobelpriskandidat« skildrer Rørdams liv i begyndelsen af 1930’erne, hvor han netop ikke
var kandidat til Nobelprisen. Sandt nok bliver han på det tidspunkt »for første
gang i Sverige nævnt som en mulig kandidat til Nobelprisen i litteratur« (s. 85).
Nævnelsen – betegnet som »den absolutte kulmination« i Rørdams liv – faldt, da
Harald Schiller i Sydsvenska Dagbladet Snällposten gjorde gældende, at »det
kun var et spørgsmål om tid, før en af tre danske digtere, Johannes V. Jensen, Valdemar Rørdam og Johannes Jørgensen, modtog den litterære udmærkelse over
dem alle, Nobelprisen« (s. 91). Espersen kunne have overvejet den nyansatte litteraturmedarbejders ganske beskedne rolle i det artige spil, måske endda problematiseret hans høje vurdering af prisen, men læser altså i stedet en åbenbaret
162 · Mindre bidrag
sandhed ud af Schillers artikel. Tillige anfører han, at Kaj Munk, Otto Gelsted og
Johannes Jørgensen »skubbede på« fra dansk side. Munk skubbede først på seks
år senere, Gelsted gjorde det næppe, og Jørgensen nøjedes (i den kronik i Dagens
Nyheder 22. marts 1931, som Espersen citerer s. 85-88) med at tilskrive Rørdam
»nordisk Format« (og Brandes »Verdensformat«) og gøre ham til Heidenstams
»Aandsfrænde«.
Nobelpriskandidat blev Rørdam vitterligt ikke før i 1937, og altså i medfør af
Ejnar Thomsens indstilling. Men Espersen tillægger, at også Vilhelm Andersen
var »gået aktivt ind i sagen«, og at Sigrid Undset og Selma Lagerlöf »havde skrevet til akademiet« (s. 104). Andersens aktivitet i sagen kan nu ligge på et ret lille
sted. I sin 1941-indstilling af Johannes V. Jensen til Nobelprisen præciserer han,
hvorfor han ikke »har kunnet tiltræde et samtidigt Forslag, gældende Valdemar
Rørdam, for hvis Kandidatur jeg iøvrigt har megen Sympati«. Og hvad angår de
to Nobelpristagere, ses de ikke at have gjort brug af deres indstillingsret. Man
kan udmærket forestille sig, at Harald Schiller har henvendt sig til dem, men i så
fald kom der altså intet ud af hans bestræbelser.
Thomsens indstilling var som omtalt bilagt et notat af Kaj Munk. Espersen citerer dets linjer om, at Rørdam »er den eneste nulevende danske Digter, det gaar
an at nævne i Forbindelse med Nobelprisen« (s. 105), og tilføjer for egen regning, men uden hold i kendsgerningerne, at NK modtog »flere indstillinger af lignende karakter«. Han citerer naturligvis også konklusionen i Per Hallströms specialudtalelse om, at Rørdams kandidatur var »väl [värd] att övervägas« (s. 105f).
Derimod undlader han at citere NK’s indstilling til SA. Dette mere forpligtende
aktstykke, signeret af Hallström i hans egenskab af komiteformand, fastslår, at
Rørdams verskunst er så vidtløftig og ujævn, at »den ej kunnat ge det intryck av
sovrat och fast mästerskap som bör krävas av en med Nobelpris utmärkt diktargärning på särskilt detta område«.
Ejnar Thomsen formulerede i 1938, hvad Espersen omtaler som »en ny, stærk
indstilling« (s. 106). Det »bilag« fra Henrik Pontoppidan, som han i den forbindelse nævner, var formelt betragtet en selvstændig indstilling, skønt tydeligvis
skrevet uden lyst og under pres. Det fremgår af Thomsens brev af 13. januar 1938
til Rørdam (citeret i note 17). Brevet godtgør også, at hvad Espersen relaterer til
1937-indstillingen, de facto relaterer sig til 1938-indstillingen: det virkningsløse
puf til Vilhelm Andersen, samt Sigrid Undsets og Selma Lagerlöfs påståede aktivitet. Espersen bringer et citat af et brev fra Schiller til Rørdam, som reelt er sammenstykket af to brevsteder, fra henholdsvis 1932 og 1937 (s. 106). Og han tillægger: »Professoren havde udover sine andre, mange breve til det svenske akademi ydermere fremhævet Rørdams fordanskning af Alexander Puschkin’s ‘Eugen Onjègin’« (s. 106). Bortset fra, at de »mange« breve altså er to i tallet, giver
formuleringen indtryk af, at anbefalingen af Puschkin-oversættelsen var henvendt til Akademiet. Espersen har muligvis (i den nettilgængelige, foreløbige
version af denne artikel) forlæst sig på min bemærkning om, at anbefalingen »lyder næsten som et supplement til Nobelindstillingen«.
Om alt dette drejer kapitlet »Margot de Witt« sig. Rørdam indledte efter
hustruen Margrethes død et forhold til denne adskilligt yngre tyske kvinde.
Espersen forstår det lige så lidt som børnene – og holder den mulighed åben, at
»hun måske satte næsen op efter at få del i Nobelprisen« (s. 103)! Kapitlet ud-
Valdemar Rørdam og Nobelprisen · 163
løber i en konstatering af, at den pris, som kunne have reddet Rørdam ud af hans
økonomiske vanskeligheder, »lod vente på sig« (s. 108).
Hvorfor mon? Jo, Valdemar Rørdam fik ikke Nobelprisen af den enkle grund,
at han efter SA’s opfattelse ikke havde format dertil. Der er ingen grund til mytemageri desangående. (Hvor langt sligt kan drives, viser Søren Krarups påstand
fra 1987 om, at SA i 1941 havde besluttet at tildele Rørdam prisen. Digteren var
slet ikke indstillet det år, og desuden var Nobelprisuddelingen som bekendt stillet
i bero i årene 1940-43. Mads Kierkegaard Otto gentager påstanden i Den danske
Forenings tidsskrift så sent som i 2000.)
Jf. min artiklen »Over stregen. Valdemar Rørdam hagiograferet« om Søren
Espersens biografi i Tijdschrift voor Skandinavistiek, bind 25, 2004, s. 67-82.
Anmeldelser i øvrigt: Lars Handesten, Berlingske Tidende 29. november 2003;
Peter Stein Larsen, Kristeligt Dagblad 21. november 2003, samt K&K, nr. 97,
2004, s. 119-25; Erik Skyum-Nielsen, Information 3. januar 2004; Mette Winge,
Politiken 29. november 2003.
Litteratur
(ud over det i noterne anførte)
Hans Ahlmann, Det danske Parnas 1900-1920, 1920, s. 171-76.
Vilhelm Andersen, Taler, 1924, s. 140-45.
F.J. Billeskov Jansen, i Dansk litteratur historie, bind 3, 1966, s. 555-61.
F.J. Billeskov Jansen, i Valdemar Rørdams Udvalgte digte 1895-1940, 1966, s.
341-61.
Julius Bomholt, Dansk Digtning fra den industrielle Revolution til vore Dage,
1930, s. 161-64, 266-68.
Julius Bomholt, »Valdemar Rørdam«, Social-Demokraten 18. og 19. februar
1941.
Ib Bondebjerg, i Dansk litteraturhistorie, bind 7, 1984, s. 114-15.
Johannes Bredkjær, i Indbydelsesskrift til Afgangs- og Aarsprøverne ved Haderslev Katedralskole, 1925, s. 1-37.
Jørgen Bukdahl, Det moderne Danmark, 1931, s. 240-65.
Johannes Fibiger, i Gads danske forfatterleksikon, 2003, s. 562-63.
Oscar Geismar, Nogle Digterprofiler, 1906, s. 115-39.
Arne Hardis, »En syg skæbne« / »‘...at undgaa at nævne ham’«, Weekendavisen
25. april og 3. maj 2002.
Arne Hardis, »En syg skæbne. Valdemar Rørdam, den patriotiske landsforræder«, i hans Æresretten. Dansk Forfatterforening og udrensningen af de unationale 1945-52, 2003, s. 43-75.
Bo Hakon Jørgensen, i Danske digtere i det 20. århundrede, bind 1, 1980, s. 5557.
Aage Jørgensen, »Danske kandidater til den litterære Nobelpris«, Nordisk
tidskrift för vetenskap, konst och industri, bind 80, 2004, specielt s. 155-57.
Søren Krarup, Det tavse flertal. Konservative essays, 1987, s. 77-100 (< Tidehverv, bind 61, 1987, s. 44-54).
164 · Mindre bidrag
Tom Kristensen, Fra Holger Drachmann til Benny Andersen, 1967, s. 57-63.
Jens Kruuse, i Danske Digtere i det 20. Aarhundrede, bind 1, 1951, s. 179-85.
Chr. Ludwigs, i Hovedtræk af nordisk digtning i nytiden, bind 1, 1920, s. 159-66
(anmeldelser, nekrolog).
Jöran Mjöberg, Drömmen om sagatiden, bind 2, 1968, s. 366-68.
Kai Friis Møller, Skribenter og Bøger, 1942, se reg.
Kai Friis Møller, Udvalgte Essays 1915-1960, 1960, s. 117-19 [1938].
Frederik Nielsen, i Danske digtere i det 20. århundrede, bind 1, 1965, s. 309-16.
Mads Kierkegaard Otto, »Revurdering af digteren Valdemar Rørdam«, Danskeren, bind 14:3, 2000, s. 12-15.
Ole Ravn, Dansk nationalsocialistisk litteratur 1930-45. En introduktion, 1979,
s. 190-204.
Chr. Rimestad, Fra Stuckenberg til Seedorf, bind 2, 1923, s. 7-32.
Finn Thrane, i Indfaldsvinkler, 1964, s. 84-93 (om »Berengarias Fletning«).
Noter
01. Valdemar Rørdam (1872-1946), forfatterdebut 1895 med digtsamlingen Sol
og Sky. Se Sven H. Rossel i Dansk biografisk leksikon, 3. udgave, bind 12,
1982, s. 545-47, samt Svend Dahl og Povl Engelstoft (red.), Dansk skønlitterært Forfatterleksikon 1900-1950, bind 3, 1964, s. 223-28.
02. Rørdam var livet igennem betænkelig ved Tysklands stormagtsambitioner og
den trussel mod Danmark, de i stigende grad udgjorde, ikke mindst efter Hitlers magtovertagelse. Men bolsjevismens internationale målsætning bød ham
i den grad imod, at han altså – i det famøse digt »Saa kom den Dag« i nazitidsskriftet Akademisk Aktion 26. juni 1941 – opfordrede sine landsmænd til
at slutte op bag Hitlers felttog. Efter befrielsen behandlede Dansk Forfatterforenings Æresret sagen om Rørdams »unationale« virksomhed, i hvilken
forbindelse han bad sit folk om tilgivelse, dog uden at angre selve substansen:
opfordringen om at tage Tysklands parti mod kommunismen. (Jf. Arne Hardis’ i litteraturlisten anførte bog).
03. Ejnar Thomsen (1897-1956), litteraturhistoriker, mag.art. 1926; lærer ved Ribe Statsseminarium 1932-35, derefter professor i nordisk litteratur ved
Københavns Universitet. Bibliografi i Digteren og kaldet. Efterladte studier,
1957, s. 222-52. Om Rørdam publicerede han: »Valdemar Rørdams to sidste
Dramaer«, Gads danske Magasin, bind 22, 1928, s. 61-64 (om Buddha og
Kongeofret); »Stridsmand og Sanger«, Aarhuus Stiftstidende 15. marts 1929
(kronik); »Valdemar Rørdam«, Ord och Bild, bind 41, 1932, s. 499-505;
»Gudindernes Strid. En Detailstudie i Valdemar Rørdam«, Festskrift til Vilhelm Andersen, 1934, s. 284-98 (om »Afrodites Boldspil«); Ledetraad ved
folkelig Universitetsundervisning, nr. 68, 1939, 4 s.; Dansk biografisk Leksikon, bind 20, 1941, s. 452-58. Hertil kommer otte anmeldelser. – I frustreret
bitterhed over Rørdams »nationale syndefald« parodierede Thomsen i Majkatten, nr. 4-5, 1945-46, s. 24-37, flere af hans – Kalamolimnos’ – digte; den
nitide tryksag fremtræder som »en lemnisk Okkupationsantologi« betitlet
Valdemar Rørdam og Nobelprisen · 165
Saa oprandt da – og udgivet af Justus Ødevang, med et vedføjet »responsum« underskrevet af Thomsen (s. III-IX).
4. Se Kjell Espmark, Litteraturpriset. Hundra år med Nobels uppdrag, Stockholm 2001; 281 s. (ajourført udg. af: Det litterära Nobelpriset. Principer och
värderingar bakom besluten, Stockholm 1986; 202 s.). Espmark (f. 1930), litteraturhistoriker, fil.dr. 1964, SA-medlem 1981, NK-formand 1988. [I det
følgende: Svenska Akademien = SA; Nobelkomiteen = NK.]
5. Indstillingen er dateret 27. januar 1937. Den såvel som øvrige aktstykker, der
citeres eller refereres i det følgende, beror i SA’s Nobelbibliotek, Børsbygningen, Stockholm. Materialet dér er ikke omfattet af svensk offentlighedslovgivning, men »sekretessbelagd«, indtil 50 år er gået. I forbindelse med
Nobelprisens hundredårsjubilæum udkom Bo Svensén (udg.), Nobelpriset i
litteratur. Nomineringar och utlåtanden 1901-1950, Stockholm 2001; bind 1:
1901-1920, xliv, 489 s., bind 2: 1921-1950, 529 s.
6. Om Kaj Munks forhold til Rørdam, se Niels Nøjgaard, Mest lever vi når vi
dør, 1973, s. 73-88 (let revideret optryk efter privattrykket Kaj Munk og Valdemar Rørdam, 1952, s. 13-24), samt Per Stig Møller, Munk, 2000, spec. s.
144f og 304. Munks første Rørdam-artikel, 1935, baseret på et foredrag i
Studenterforeningen, omhandler læsedramaet Buddha, Lykkens Yndling
(1925), – som han efterfølgende hjalp Rørdam med at gøre til et scenestykke.
Resultatet forelå i sommeren 1935, blev indsendt til og antaget af Det Kgl.
Teater, men aldrig opført. Munk anmeldte flere af Rørdams bøger (Sommerens Gang gennem Danmark, Holeby, Sangen om Danmark). Han indledte
digtudvalget Danmark i tusend År (udg. af Studenterforeningen, december
1940), bl.a. med ordene: »skulde vi bede om den litterære Nobelpris til nogen, maatte det blive til ham«. Offentliggørelsen af »Saa kom den Dag« gav
anledning til, at Munk brød med Rørdam og afskrev ham som kampfælle, –
men ikke som digter.
7. Specialudtalelse af Per Hallström, dateret 6. april 1937 (10 sider). Hallström
(1866-1960), SA-medlem 1908, NK-medlem 1913-46, NK-formand 192246, SA-sekretær 1931-41. Som 1890’er-digter var han virkelighedsforskrækket og skønhedshungrende, »bortkommen i handlingens värld«, noterer Helge Gullberg (»Den bortglömde diktaren«, Ord och Bild, bind 55, 1946, s.
411-18). I hans brede, pligtorienterede og dødsfascinerede forfatterskab hævder især de psykologiske noveller sig og viser ham som en tankeskarp og stilsikker, af Schopenhauer’sk pessimisme præget moralist. Hallström skrev essays bl.a. om de engelske romantikere og oversatte Shakespeare. I 1903 tilsluttede Hallström sig den kritik, som bl.a. Gustaf af Geijerstam rejste, da
Harald Hjärne blev indvalgt i Akademiet. Valget opfattedes som udtryk for et
ønske om at holde egentligt skønlitterære forfattere ude, også efter at Akademiet havde påtaget sig Nobelpris-opgaven. Den kritiske kreds omfattede tillige Verner von Heidenstam, Oscar Levertin og Tor Hedberg. Da Hallström
selv blev Akademimedlem og lykønskedes syrligt af Georg Brandes, replicerede han bl.a.: »det välsignade Nobelpriset har ju kommit till, och det behöfs
förstärkning i kompetensen vid dets utdelande.« Se Helge Gullberg, »Svenska Akademien i Gustaf af Geijerstams och Per Hallströms brevväxling«, i
Göteborgsstudier i litteraturhistoria tillägnade Sverker Ek, Göteborg 1954, s.
166 · Mindre bidrag
283-92, samt E.N. Tigerstedts karakteristik i Svensk litteraturhistoria, 3.
udg., 1960, s. 448: »Han var den mest metafysiske och mest romantiske av tidens författare; han stod i alla avseenden – även politiskt – ytterst till höger,
och det var med full rätt han redan 1908 invaldes i C.D. af Wirséns Akademi.« Hallström placerede sig især efter Hjärnes død gennem flid og indsigt
som Akademiets grå eminence. Holdningsmæssigt afstedkom han da heller
ikke noget afgørende brud med Wirsén-Hjärne-linjen (når Kjell Espmark gør
ham til frontfigur i ‘den store stils epoke’, er det netop ikke holdningsmotiveret). Hans nationale heroisme (udtrykt f.eks. i forbindelse med Unionsopløsningen 1905) dannede basis for et nært venskab med Heidenstam (hvis
indvælgelse i Akademiet 1912 og Nobelpristildeling 1916 endegyldigt beseglede de skønlitterære forfatteres placering blandt De Aderton) og senere
med Fredrik Böök. Heroismen forbundet med principiel tyskvenlighed fyldte
efter Første Verdenskrig Hallström (og mange andre) med bitterhed over
Versaillesfredens ydmygelse af Tyskland. Han tiltænkte Tyskland rollen som
bolværk mod global sovjetificering, men Hitlers magtovertagelse gav ham
dårlig smag i munden, især på grund af nazismens evidente antisemitisme. Se
Helge Gullberg i Svenskt biografisk lexikon, bind 18, 1969-71, s. 53-61. Hallström udarbejdede en lang række specialudtalelser bl.a. vedrørende danske
kandidater til Nobelprisen: Karl Gjellerup 1914 og 1915, Ernst v.d. Recke
1914 og 1930, Johannes Jørgensen 1926, 1932 og 1942, Johannes V. Jensen
1926-28 og 1931-44, Valdemar Rørdam 1937, Karen Blixen 1950. Han var
selv indstillet til Nobelprisen i 1916, 1919 og 1931.
8. Georg Brandes, Samlede Skrifter, bind 15, 1905, s. 234-40 (1901-artikel om
Karen Kjeldsen og Bjovulv). Om forholdet Brandes/Rørdam se Jørgen Knudsen, Georg Brandes. Magt og afmagt 1896-1914, 1998, bind 2, s. 442-44.
9. Hallström skriver faktisk to hele foliosider (s. 3-5) om just den roman!
10. Hallström indtog selv livet igennem en protysk holdning. Rørdams antityske
holdning under Første Verdenskrig var et udslag af, hvad Herman Bang kaldte »sårfeberen fra Dybbøl«. Hans Svensk Literatur. En folkelig Vejledning
(1911) omtaler Tyskland som »vor nærmeste, mægtigste og farligste Nabo«
(s. 15). – Også Johannes Jørgensens ententevenlighed irriterede Hallström (i
en specialudtalelse fra 1932).
11. Hallström karakteriserer ikke Svensk Literatur, der kan ses som vendt mod nationalchauvinistiske tilløb hos broderfolket. Wirsén omtales dræbende klarsynet s. 62-64. På baggrund af pointering af realisternes idealitet (»deres egne
Idealer nævnte de stilfærdigt med saglige Navne«) anføres, at han »forenede et
psykologisk menigmandigt Overfladesyn med en gammeldannet Formkritik«,
og at han i Akademiet tyranniserede »de mange fine, fornemme, men ikke literaturkyndige Medlemmer, til hensynsløst at udelukke den ny Retnings
Mænd fra Stipendier osv.« Et kapitel er helliget »Idealnaturalisterne«, dvs. Levertin, Heidenstam, Hallström, Lagerlöf, Fröding og Karlfeldt, – vidt forskellige fra »Skomagerrealisterne«, der (som også de danske) dyrker fri tænkning
og fri liderlighed. Hallström (omtalt s. 93-98) placerede sig med sine novellesamlinger »rent kunstnerisk som Sveriges ved Siden af Strindberg ypperste
Prosaskribent«, – »ingen nordisk Digter behersker så mangfoldige Stilarter og
Udtryksmåder med så smidig en Sikkerhed«. »Gennem alle de skiftende Strå-
Valdemar Rørdam og Nobelprisen · 167
lebrydninger lyser en dyb Overbevisning om Livets inderste Lykke, at den består netop i det som daglig Tale kalder Tab, Forsagelse, Død.« For så vidt suppleres han af Selma Lagerlöf (omtalt s. 98-102), »Lærerinden (..) der underviser et helt Folk, dets Voxne som dets Børn, Nils Holgersson som Gösta Berling, i den Kunst at være god og glad«, – »Livets vanskeligste Kunst«.
12. Svensén [jf. note 5], bind 2, s. 275.
13. Af de 37 indstillede modtog to senere Nobelprisen (på hver sin side af den
»pause« i tildelingerne, som Anden Verdenskrig foranledigede): Frans Eemil
Sillanpää i 1939 og Johannes V. Jensen i 1944. På listen figurerede i øvrigt
også den danske religionshistoriker Vilhelm Grønbech.
14. Det bør nævnes, at SA-medlemmer har indstillingsret. F.eks. var det Torsten
Fogelqvist, der i 1937 drog omsorg for, at Roger Martin du Gard forblev i
NK’s »opmærksomhedszone«.
15. Harald Nielsen (1879-1957), litteraturkritiker, mag.art. 1905. Se Sven H.
Rossel i Dansk biografisk leksikon, bind 10, 1982, s. 436-38. Nielsen var antirationalistisk og antisemitisk indstillet. Søren Krarup og Nina Bjørneboe
har karakteriseret ham med sympati i henholdsvis Harald Nielsen og hans
tid, 1960, og Manden der overlevede sin skæbne, 1981. Nielsen har skrevet
om Valdemar Rørdam i Vej og Sti, 1916, s. 69-105.
16. Fredrik Böök (1883-1961), litteraturhistoriker, fil.dr. 1908, fra 1907 tilknyttet
Svenska Dagbladet, professor i Lund 1920-24, SA-medlem 1922, NK-medlem 1929-50. Böök anmeldte Grønlandsfærd (1909), Luft og Land (1910),
Svensk Literatur (1911) og Strid og Strængeleg (1912). Artiklen om 1910digtsamlingen blev optrykt i forfatterens Essayer och kritiker [1911-1912],
Stockholm 1913, s. 143-50.
17. Indstillingen er dateret 27. januar 1938, og underskrevet med et »Allerærbødigst«. Bilag: Kaj Munks 1937-brev (oprindelig håndskrevet, nu maskinskrevet, – med uændret ordlyd). – I et brev af 13. januar 1938 (i Finn
Thranes besiddelse) takker Ejnar Thomsen digteren for julehilsen og besøg.
Videre skriver han:
Foruden at gentage min Nobel-Indstilling fra sidste År har jeg givet
Vilh. A. et Puf [i marginen: jeg ved jo, at han egtl. har mere Sans for
Dem end for Jensen] under Henvisning til min Viden om Jensens ringe
Chanser i Sverige. Pontoppidan skriver jeg til, idet jeg gør opmærksom
på, at det er urigtigt af ham at forholde sig passiv, når Sigrid Undset og
Selma Lagerlöf er stærkt aktive. Kaj Munks Udtalelse fra sidste År har
jeg fået gentaget.
Ingen af os gør sig jo Illusioner, så jeg kan roligt skrive disse Par Ord
om den Smule, jeg kan gøre.
Rørdam, som i øvrigt inviteres til »en Middag i daglig Påklædning«, må have
svaret prompte og givet udtryk for en vis uvilje mod »Mangemandssamvær«
samt luftet fremtidsplaner bl.a. om oversættelsesarbejder. Thomsen svarer 19.
januar, at han gerne vil afgive »en Udtalelse med Fynd og Klem« om Rørdams oversættelse af Puschkins Eugen Onegin. Udtalelsen blev skrevet et par
uger senere – og lyder næsten som et supplement til Nobelindstillingen:
Skønt han har været henvist til at foretage sin Gendigtning paa anden
Haand, er det – saa vidt jeg som ganske ukyndig i Russisk kan skønne –
168 · Mindre bidrag
lykkedes ham med den fineste og sikreste Smidighed at indleve sig i
Puschkins Aand og Tone, og under alle Omstændigheder har han skabt
et Digterværk med gennemført Holdning og med et spillende Liv. Selv
om man ikke havde P.A. Rosenbergs ganske dilettantiske og glansløse
Oversættelse af samme Arbejde til Sammenligning, vilde man være paa
det rene med den høje kunstneriske Rang af Rørdams Fordanskning. Fra
sin egen store Versroman »Jens Hvass til Ulvborg« er han fortrolig med
en episk Tonart, der er beslægtet med Puschkins, og som den store Virtuos, han er, har han kunnet tumle det meget vanskelige Originalversmaal fuldendt naturligt – og dog med Bevarelsen af noget vist fjernt og
fremmed i Helhedsindtrykket. – Det er dog ikke blot en Formens Mester, der har vundet en stor Sejr; det er ogsaa en vidtorienteret Kulturpersonlighed og et vibrerende Digtersind. Just derved, at han loyalt og
selvudslettende har bundet sig til sin russiske Kunstfælle, har han naaet
den store Frigørelse.
Der maa paa en eller anden Maade skaffes Midler til at faa dette
Værk udgivet; dansk Aandsliv har simpelt hen ikke Raad til at undvære
det.
18. Indstillingen er dateret 30. januar 1938. Flemming Behrendt har gjort mig
opmærksom på, at Pontoppidan samme dag sendte følgende linjer til Ejnar
Thomsen: »Også jeg har haft Besøg af den svenske Doktor Harald Schiller,
som jo har så gode Forbindelser i Nobelkomitéen. Da jeg af hans Udtalelser
kunde forstå, at ingen af de tre andre danske Skribenter, som har været på Tale, Johannes Jørgensen, Andersen-Nexø og Johannes V. Jensen i Øjeblikket
har nogen Chance i Stockholm, har jeg nu fulgt Deres Opfordring og i Dag
tilskrevet Komitéen. Nogen stor Tiltro til, at en Anbefaling fra mig kan være
af Betydning for den, har jeg vedvarende ikke; men skade kan den vel i hvert
Fald ikke, og jeg kan nu kun ønske, at det må blive Vald. Rørdam forundt at
få den – også for hans Vedkommende – så velfortjente Opmuntring.« – Brevet er ikke medtaget i Henrik Pontoppidans breve, ved Carl Erik Bay og Elias
Bredsdorff, bind 1-2, 1997. Det er derimod et brev af 17. september 1937
(bind 2, s. 317f), som fortæller, at Pontoppidan i første omgang havde sagt
fra. – Harald Schiller (1898-1982), fil.dr. 1939, fra 1931 tilknyttet Sydsvenska Dagbladet Snällposten, fra 1938 som kulturredaktør. Hans besøg fandt
sted 9. november 1937. Dagen efter skrev Pontoppidan til Nexø (smst., s.
322f), at den svenske gæst havde udbredt sig om Danmarks Nobel-chancer:
»Han mente at vide, at der fra en vis Side var arbejdet kraftigt for de to Lyrikere Johannes Jørgensen og Valdemar Rørdam, og han troede, at Prisdommerne især havde Kig på den sidste.« – Harald Schiller brevvekslede også
med Valdemar Rørdam. F.eks. skrev han 19. oktober 1932: »Det förvånade
mig, att inte [Anders] Österling skrev till 60-årsdagen. Jag skrev häromdagen
i S.D.S. och Berlingske (Middag og Aften) om Nobelpriset, som nu borde gå
till Danmark, som nu äger tre sådana namn som Rørdam, Jørgensen och
Jensen. Det är mig var gång en glädje jag kan få Rørdam och Jørgensen aktuella. I längden skall det väl göra någon effekt.« Og i anledning af 65-års-dagen forsikrede han 22. september 1937, at han ingenlunde havde været uvirksom for Rørdams sag: »Jag tror, att den går sakta men väl framåt. Du skall se,
Valdemar Rørdam og Nobelprisen · 169
att det lyckas. Jag har haft korrespondenser med såväl danska som svenska
författare och kritici i saken. Bl.a. Heidenstam, Lagerlöf, Bo Bergman och
Martin Lamm.« Schiller må også have forsynet Rørdam med en genpart af sit
brev til Ejnar Thomsen. I hvert fald skriver Rørdam 27. oktober 1937: »Dit
Brev til Prof. Ejnar Thomsen er modtaget og brændt, men bliver i mit Minde
med det store og trofaste Arbejde, du, trods Sygdom og Svaghed, udfører til
mit Bedste. Hvad det fører til, er en anden Sag; jeg skulde tro, at Dr. Selma
[?] får Ret: ialtfald ikke iår!« Og 14. november, da det var blevet kendt, hvem
der skulle have årets Nobelpris: »Det var en Skuffelse; mindre for mig, der
var forberedt på den, end for dig, der har gjort, under de vanskeligste Vilkår,
et så tappert og ihærdigt Arbejde, for mig, og for det som vigtigere er.« – I
Schiller-samlingen i Lunds universitetsbibliotek findes ca. 40 breve fra Rørdam (1913-39). En stor samling breve til Rørdam er af datteren overdraget til
Svendborg og Omegns Museum. De to her citerede beror dog hos Finn Thrane.
19. Pearl S. Buck kvitterede ret så nydeligt for prisen (My Several Worlds, 1955,
s. 388-400; Mine Verdener, 1955, s. 340-50); hun gav en bred skildring af sin
rejse til Sverige og frydede sig – »hos denne nation, som er den højest civiliserede af alle« – over foreningen af »den yderste modernitet« med »et fond af
traditioner«. – Årets liste talte 29 navne. Tre fik senere Nobelprisen. Blandt
de øvrige var Sally Salminen (Katrina, 1936) og Margaret Mitchell (Gone
with the Wind, 1936), foreslået af henholdsvis Schück og Hedin!
20. Af gode grunde havde offentligheden ingen præcis viden i denne henseende,
men Jensen opnåede at blive indstillet til Nobelprisen 18 gange (1925-44
med 1929-30 som undtagelserne). Prisen fik han som bekendt i 1944. Se Aage Jørgensen, »‘... digter nok og efterhånden også menneske nok ...’«, i: Henry Nielsen og Keld Nielsen (red.), Nabo til Nobel. Historien om 13 danske
Nobelpriser, 2001, s. 172-99, 515-19.
21. Se Aage Jørgensen, »Johannes Jørgensen og Nobelprisen«, Nordica, bind 18,
2001, s. 133-60.
22. Döblins indstilling af Nexø havde en forhistorie, som udredes af Børge Houmann i Breve fra Martin Andersen Nexø, bind 2, 1971, s. 336f. Tilskyndet af
dr. Hugo Iltis, leder af Volkshochschule, Brünn, iværksatte Erwin Ackerknecht, direktør for stadsbiblioteket i Stettin, i slutningen af 1930 en indsamling af underskrifter til støtte for Nexøs kandidatur til den litterære Nobelpris.
Med 107 underskrifter (højskoleforstandere og bibliotekschefer) i hus kontaktede man NK og erfarede, at indstillingen for at kunne tages til følge måtte fremsendes af et medlem af forfatterakademiet i Berlin. Döblin stillede op
28. januar 1931, og allerede fire uger senere ytrede Ackerknecht utålmodig
skepsis over for Nobel-bosserne i Stockholm: »Die Herren werden sich nun
den Kopf zerbrechen, unter welchem Vorwand sie die erdrückte Masse von
Zeugen für ihre Nobelpreis-Reife schieben können.« Indstillingen, da netop
offentliggjort, skabte debat i Danmark. I Tyskland blev den, da tidspunktet
for prisuddelingen nærmede sig, udlagt som en marxistisk manøvre. I et brev
af 11. oktober 1931 bebudede Nexø, at han ville se indenfor hos Ackerknecht
bl.a. for at tale om »Ihre grosszügige Nobelpreis-Aktion«. Han fandt i øvrigt
valget af Karlfeldt »recht und billig«. (Jf. Børge Houmann, Talt og skrevet om
170 · Mindre bidrag
Martin Andersen Nexø 1899-1964, 1967, nr. 859-70; id., Martin Andersen
Nexø og hans samtid, 1919-1933, 1982, s. 291f)
23. Breve fra Martin Andersen Nexø, bind 3, 1972, s. 69 (brev af 25. juni 1938).
Den omtalte svenske gæst (Harald Schiller, jf. note 18) havde ingen formel
berøring med SA. Formentlig var det især det forhold, at Pontoppidan – i
egenskab af tidligere Nobelpristager – var gået i brechen for Rørdam, som
satte alarmklokkerne i gang.
24. Harry Søibergs brev af 26. maj 1938 til Dansk Forfatterforening er ikke fundet. Bestyrelsen (som Ejnar Thomsen var medlem af) behandlede sagen 8. juni. Forhandlingsprotokollen taler ikke om underskriftindsamling, men om
forsøg på ved en henvendelse »at udvirke«, og Johannes V. Jensen nævnes
»subsidiært«.
Aage Jørgensen
Anmeldelser
Den Danske Ordbog. Udgivet af Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
og Gyldendal. Bd. 1: A-D, 2003. Bd. 2: E-H, 2004 (752 sider og 853 sider). Hovedredaktører: Ebba Hjorth, Kjeld Kristensen og † Ole NorlingChristensen. Seniorredaktører: Henrik Lorentzen og Lars Trap-Jensen. Itredaktør: Jørg Asmussen. Redaktører: Henrik Andersson, Laurids Kristian Fahl, Ken Farø, Jan Heegård, Berit Heer Henriksen, Henrik Hovmark, Hanne Jensen, Sanni Nimb, Kirsten Sydendal, Knud Troels Thomsen, Thomas Troelsgård. Etymologer: Else Bojsen, Bent Jørgensen, Merete K. Jørgensen, Marita Akhøj Nielsen, † John Kousgård Sørensen og Vibeke Winge. Værket udkommer i 6 bind til en samlet pris af 3000 kr.
To store, tykke bind af Den Danske Ordbog (DDO) ligger nu på bordet, og inden
året er omme, skal der komme fire til. Seks bind, der beskriver dansk sprog i perioden 1950 til nutiden. Alle seks bind er forberedt og redigeret på godt 10 år af
et hold af overvejende unge ordbogsredaktører; det er en imponerende præstation. Og samtidig er det et pionerarbejde inden for korpusbaseret leksikografi i
Danmark. For ordbogens grundmateriale er ikke en traditionel seddelsamling,
men et elektronisk tekstkorpus på 44.000 tekster fra årene 1983-1992, indsamlet
og tilrettelagt som materiale til ordbogen.
Den røde farve på lærredsbindene viser, at Gyldendal er involveret i udgivelsen,
men selve redaktionsarbejdet er udført ved Det Danske Sprog- og Litteraturselskab (DSL), og de to selskaber har hver sit logo på bogryggen: en trane og tre
løver i guldtryk.
Ordbogen har et usædvanlig smukt layout. Der er brugt forholdsvis få skrifttyper,
hvad der giver siderne et roligt og harmonisk præg. Opslagsordene er markeret
ved fed skrift og udrykning, og de enkelte oplysningstyper i artiklerne er klart
markeret ved linjeskift og ved forskellige redaktionelle tegn. Det eneste, man kan
anke over, er, at opslagsordene til visse henvisningsartikler ikke er fremhævet
med fed skrift (fx brædt sb. – alm. stavefejl for →bræt); de er vanskelige at finde,
selv når man ved, at de er der.
Hvert bind indeholder alle de nøgler, læseren kan have brug for under læsningen. Forrest en »brugernøgle« med oversigt over artikelstruktur og oplysningstyper, samt en nøgle til lydskriften. Bagest en liste over redaktionelle forkortelser,
en liste over redaktionelle tegn, og en liste over »udtryk der bruges i oplysninger
om konstruktion«. Alle disse nøgler er klart og pædagogisk formidlet, dog med
undtagelse af lydskriftnøglen (jf. ndf.). En liste over kildeforkortelser vil først
komme i bind 6 og kan indtil da ses på DSL’s hjemmeside, men kildeforkortelserne er generelt så gennemskuelige, at man sjældent savner listen.
For den læser, der ikke vil nøjes med nøglerne, findes der en udførlig brugervejledning forrest i bind 1. Her beskrives og eksemplificeres de enkelte oplysningstyper og deres rækkefølge. Fremstillingen er holdt i et enkelt og præcist
172 · Anmeldelser
sprog, og selve opstillingen er overordentlig klar og overskuelig, med overskrifter og stikord i marginen, og med sideindhold angivet forneden. Det er en sand
fornøjelse at læse denne vejledning.
Og fornøjelsen fortsætter, for herefter følger et kapitel om ordbogens metoder,
principper og kilder. Her kan den særligt interesserede læser få et indblik i, hvordan man har benyttet det elektroniske tekstkorpus ved redigeringen, hvilke hjælpemidler man har haft ved udvælgelsen af opslagsord, og hvilke principper man
har fulgt mht. præskription og deskription. Dette kapitel ligger smukt i forlængelse af den praksis, man har fulgt gennem årene. For DDO har fremlagt sine metoder og principper til diskussion lige fra planlægningsfasen til udgivelsen. (Se listen over redaktørernes mange artikler og konferencebidrag på ordbogens hjemmeside).
Det samlede værk vil blive på 62.000 artikler. (Tallet fremgår ikke af ordbogen,
men blev oplyst ved et foredrag i LEDA april 2004). Til sammenligning indeholder Retskrivningsordbogen 64.000 opslagsord, Ordbog over det Danske Sprog
(ODS) mindst 250.000, og Oxford English Dictionary 600.000. Disse tal siger
naturligvis intet om ordforrådets størrelse i de sprog, ordbøgerne beskriver, men
de afspejler, at mål og midler (herunder økonomiske midler) har været forskellige (jf. Erik Hansen 1994).
For DDO var omfanget fastlagt forud, ligesom det var fastlagt, at ordbogen
skulle rumme bestemte oplysningstyper (bøjning, udtale, betydning m.m.). For
redaktionen har opgaven derfor bestået i at prioritere og at vælge, fx mellem (1)
flere opslagsord med korte artikler, eller færre opslagsord med længere artikler,
(2) flere eller færre fagord, fremmedord, gammeldags ord og nye ord, og (3) et
mere eller mindre kompakt layout, med flere eller færre forkortelser. Valgene kan
ikke have været lette, men opgaven er løst godt. I en stram og overskuelig struktur indeholder hver artikel en række af oplysninger, som hver for sig og tilsammen er nyttige for brugeren – både for den bruger, der vil benytte ordbogen som
produktions- og receptionsordbog, og for den, der er alment interesseret i det
danske sprog. Der er koncentreret indhold i artiklerne, og man ville nødig have
set dem kortere.
Udvælgelsen af opslagsord kan altid diskuteres. Skal man fx medtage nye ord
som blandingsmisbrug og citrongræs, fremmedord som benchmarking og downloade, gammeldags ord som annamme og besvangre, og fagord som cæsium,
cæsur og cøliaki? Alle disse ord findes i ordbogen, mens børnemenu (nyt),
cheerleader (fremmed), geburtsdag (gammeldags) og aktionsart (fagord) ikke
findes. DDO vil givetvis blive udsat for kritik af sin udvælgelse. Det bliver ordbøger som regel, selv ODS. Især kan man forvente, at sprogrøgtere vil mene, at
ordbogen har medtaget for mange engelske lån, mens andre vil mene, at den har
for få. Men kritikken kan tilbagevises dels med henvisning til, at ordbogen er deskriptiv, ikke normativ (jf. ndf.), og dels med henvisning til, at udvælgelsen er
sket på baggrund af ordbogens store tekstkorpus og af andre tekstkorpora som fx
Infomedia (tidligere Polinfo), samt af Sprognævnets seddelsamling m.m. Udvælgelsen har således hvilet mindre på skøn og mere på viden end udvælgelsen i de
fleste andre ordbøger.
Man kan hævde, at de engelske låneord kan slås op i engelsk-danske ordbøger
Den Danske Ordbog · 173
og derfor ikke behøver at optage plads i DDO. Men de engelske ordbøger fortæller ikke, om et ord er etableret som låneord i dansk eller ej, det gør DDO indirekte ved at medtage ordet. Når sprog- og litteraturforskere i dag arbejder med danske tekster fra 1700-tallet, kan de slå de franske ord op i ODS og Holberg-Ordbog og se, at ordene hørte til tidens (overklasse)sprog. På samme måde vil fremtidens forskere kunne slå engelske ord op i DDO, når de arbejder med danske
tekster fra vore dage.
I øvrigt kan man på det danske sprogs vegne glæde sig over, at så mange gammeldags ord – som fx aflægs, blu, blues, erholde, folkemål, forne, hvo – stadig er
så livskraftige, at de har passeret ordbogens »bagatelgrænse«. Og på sine egne
vegne kan man glæde sig over, at man nu endelig kan blive oplyst om, hvad
benchmarking er – nemlig »systematisk undersøgelse og vurdering af en eller
flere virksomheders produktionsmetoder, effektivitet m.m. ved sammenligning
med en standard« – når éns egen gamle engelsk-danske ordbog ikke har ordet
med, og de nye kun har benchmark vb., der kun i én ordbog er udførligt forklaret.
Hvad fagordene angår, så er det interessant at sammenligne forkortelseslisten i
ODS med den tilsvarende liste i DDO. ODS’s kog. (= udtryk fra kogekunst) er
udskiftet med det mere jordnære madl. (= madlavning); ODS’s telef. og telegr. er
erstattet af det mere overordnede og omfattende komm. (= kommunikation); og
alle ODS’s mere eller mindre eksotiske håndværk (fx bødk., glarm., kurv., naal.,
pott., ur.) er slået sammen i håndv. Til gengæld er der kommet en række nye fag
til i DDO, fx adm., antrop., arkit., astrol., auto., byg., elektron., psyk., pæd.,
samf., statist., tekn., traf. og økon. Listen over nytilkomne forkortelser viser et lille stykke kulturhistorie, og set sammen med de gamle, fælles forkortelser (fx arkæol., biol., fisk., forsikr., fys., geogr., jur., kem., landbr., med., mil., mus., rel.,
teat.) viser den spændvidden i ordbogen. En imponerende spændvidde, især da
ordbogen ikke kun medtager alment kendte fagord, men også faglige betydninger, der er »almindelig kendt og brugt inden for det nævnte fag, men betydelig
mindre kendt og brugt uden for faget«.
Opslagsordenes udtale angives med lydskriften Dania. Valget begrundes med, at
Dania er mere tilgængelig for danske ordbogsbrugere end den internationale lydskrift IPA, fordi Dania er skabt til at gengive dansk og derfor anvender tegn, der
afviger så lidt som muligt fra almindelig dansk skrift. Det er et godt og vægtigt
argument. Man kan tilføje, at dette valg vil bidrage til at fastholde og styrke Dania-traditionen, til glæde for redaktørerne af Den Store Danske Udtaleordbog,
Den Store Danske Encyklopædi, Nudansk Ordbog, Ømålsordbogen og Jysk Ordbog, der alle anvender Dania, og til gavn for brugerne af alle disse værker.
Lydskriften præsenteres forrest i hvert bind af ordbogen, i en liste over Daniategn og tilsvarende IPA-tegn. Dania-tegnenes lydværdi er illustreret ved ordeksempler, fx å lunde, å· låne. Det er her underforstået, at eksemplerne viser
rigsmålsudtalen, ligesom ordbogen gør det. Hensigten med listen må være at oplyse læseren om lydkvaliteten: å· er den lyd, man har i rigsdansk låne. Men det
forudsætter, at brugeren kender rigsmålsudtalen af det pågældende eksempelord,
og det kan langtfra tages som givet. Mht. ordet lunde gælder det således, at et meget stort antal mennesker med jysk eller fynsk substrat har en udtale med o, og at
de opfatter denne udtale som rigsdansk. Tilsvarende vil α i eksempelordet maj
174 · Anmeldelser
være fremmed for et stort antal gamle mennesker, æ i rinde og æ· i rene være
fremmed for mange jyske og fynske rigsmålstalende, og ä i træffe for mange
yngre mennesker i hele landet. Man burde have valgt trække i stedet for træffe,
idet udviklingen rä > rq ikke omfatter ord som trække og dreng (eller if. Gregersen og Pedersen 1991 kun gør det sjældent). Og man burde have udeladt rinde og
rene som eksempel på æ og æ·. Listens formål kan ikke være at demonstrere, at
der til én lyd kan svare flere bogstaver; det må være at hjælpe læseren til at bestemme lyden. Mht. lyden å kan det være svært at finde et egnet eksempelord,
fordi o-lyd er forholdsvis resistent vest for Storebælt. Men lunde er et decideret
dårligt valg, for o holder sig bedst foran nasal og velær, i ord som lunde, kun, lukke. (I mange dialekter har disse ord endda u-lyd). Måske ville nul være det bedste
valg, fordi dette ord er indlært i skolen.
I listen finder man ingen eksempler på vokaler og konsonanter med stød, fx i
rækken å, å·, å’ og n, n’ med tilhørende ordeksempler, som man finder det i
Brink og Lund (1974). Stødet er kun repræsenteret i en lille liste sidst på siden
over tegnene for tryk, stød og længde. Herved har man opnået, at oversigten over
lydskrift kan være på én side, hvad der er en klar fordel, men man har svigtet de
almindelige brugere, der har svært ved at forestille sig stød. Man kunne i stedet
have valgt en trespaltet opstilling for at få stødformerne med, men så havde man
været nødt til at flytte IPA-oversigten til et andet sted. Den ideelle løsning findes
ikke. Men det gør det ikke nemmere for brugeren, at man har anbragt ordet frø
som eksempel på ö·, samtidig med at man nederst på siden præsenterer stød og
længde som to forskellige størrelser.
Om den udtale af ordene, som ordbogen gengiver, står der i brugervejledningen, at det er distinkt rigsmålsudtale. »Udtaler på dialekt eller regionalsprog anføres ikke, heller ikke udtaler bestemt af et særligt socialt miljø, en særlig aldersgruppe eller et særligt stilpræg«. Nu er der bare det problem, at der ikke eksisterer et rigsmål, som ikke er bestemt af alder og lokalt substrat. Som påvist af
Brink og Lund (1975) sker der i perioden 1840-1975 en række lydudviklinger i
københavnsk, der resulterer i, at ældre og yngre former findes side om side, korreleret med de talendes alder, ofte i samspil med deres socialgruppe og geografiske tilhørsforhold. Her skal kun nævnes nogle udvalgte eksempler.
Variationen rä/rq (i ord som træffe og græs), æ·ɔ /A·ɔ (i ord som bære) og
æN/eN (i ord som enge) forekommer i hele landet, med rä, æ·ɔ og æN som almindelige former hos ældre mennesker, og rq, A·ɔ og eN som almindelige former hos yngre (jf. fx Brink og Lund 1975, Gregersen og Pedersen 1991, Jul Nielsen og Nyberg 1993, Jørgensen og Kristensen 1994). I alle disse tilfælde har
DDO valgt at bringe den ældre variant.
Varianterne re/ræ (i ord som rinde) og re·/ræ· (i ord som rene) har en anden
fordeling. Her er de yngre varianter ræ og ræ· næsten enerådende i københavnsk
rigsmål, både hos yngre og ældre københavnere, og DDO bringer da også kun
disse varianter. Men hvis man inddrager provinsielt rigsmål, bliver forholdene
igen komplicerede. For der er mange ældre, rigsmålstalende personer med jysk
eller fynsk baggrund – inklusive denne anmelder – der stadig har de ældre varianter.
Det er beklageligt, at DDO kun bringer én form i disse og lignende tilfælde.
Hvis man havde medtaget flere former, kunne man have bidraget til en større for-
Den Danske Ordbog · 175
ståelse for og accept af den sproglige variation i Danmark. Nu risikerer man at bidrage til intolerancen. Det er formentlig pladshensyn, der har bestemt, at der kun
medtages én form, men spørgsmålet er, om det danske sprogholdningsklima så
ikke havde været bedre tjent med, at man helt havde udeladt udtaleangivelser.
Endelig må man sige, at brugervejledningen er højst ufuldkommen, når den
oplyser, at formerne gengiver »distinkt rigsmålsudtale«. Der burde have stået
»distinkt rigsmålsudtale, således som distinkt rigsmål typisk udtales af ældre
københavnere tilhørende middelklassen«. Og så måtte man meget gerne have oplyst eksplicit, at der findes yngre københavnske rigsmålsformer samt provinsielle rigsmålsformer, der er udeladt af pladshensyn.
At begrebet rigsmål i øvrigt er et flertydigt og kontroversielt begreb, fremgår
af en artikel af Hans Jørgen Ladegaard: »Dansk rigsmål i et socialpsykologisk
perspektiv: en diskussion og empirisk analyse af rigsmålsbegrebet« (Ladegaard
1999).
DDO opererer med flere typer af betydningsangivelser: genus proximum-definitioner, funktions-definitioner og synonym-definitioner. De forskellige typer er
eksemplificeret i brugervejledningen, og valget afhænger naturligt af, hvad det er
for et ord og en betydning, der defineres. Definitionerne er ikke altid helt
adækvate. Som eksempel kan nævnes verbet byde, der i betydning 1 defineres
»opfordre nogen til at tage imod noget«. Denne definition gælder strengt taget
ikke byde, men byde ngn ngt, og definitionen burde derfor have lydt »bruges om
at opfordre nogen til at tage imod noget«. Det er dog nok de færreste brugere, der
vil bemærke denne uoverensstemmelse, og for nogle kan det formentlig være en
fordel, at »bruges om at« er udeladt. I hvert fald er det pladsbesparende.
Hvad stil og detaljeringsgrad angår, så har man valgt en enkel og klar stil og en
forholdsvis kort form. Den korte form fungerer godt, fordi man ofte supplerer
den egentlige definition med en række ekstra informationer, og fordi man ofte illustrerer betydningen med kollokationer og citater.
De ekstra informationer kan være tilføjelser til definitionen, encyklopædiske
oplysninger, samt henvisninger til synonymer og betydningsbeslægtede ord.
Tilføjelserne er som regel præciserende eller eksemplificerende; fx er adgang i
betydning 2 defineret som »sted hvorfra det er muligt at komme til et andet sted«,
og hertil er tilføjet »fx en vej el. indgang«. De encyklopædiske oplysninger, betegnet ENC, kan være af forskellig karakter. De kan for eksempel kaste lys over
ordets historie, som under almenskole: »ENC betegn. afløste ca. 1900 almueskole
og blev selv afløst af folkeskole i 1937«. Eller de kan vise ordets motivation, som
under afsyre »fjerne gammel maling el. fernis fra en genstand ved at behandle
den med base; ENC maling og fernis indeholder syre som bestanddel«. I nogle
tilfælde kan ENC dog forekomme overflødig, som under hvid adj. »af farve som fx
sne el. salt; ENC den hvide farve opstår når en genstand tilbagekaster alt lys«. Her
er der snarere tale om en anden definition af ordet, hentet fra faget fysik.
Betydningsangivelserne er ofte ledsaget af brugsbestemmelser, dels af typen
slang, jargon eller håndv., astron., og dels af typen især unge, især Jylland, især
talesprog, især i juridiske tekster eller uformelt, højtideligt, ironisk o.l. Listen
over brugsbestemmelser er lang og lovende, og det er tilsyneladende ikke en lukket liste. Man må blot undre sig over, at fagbestemmelser (håndv., astron. osv.)
176 · Anmeldelser
kun optræder, hvis et ord har flere betydninger, hvoraf nogle er faglige, men ikke,
hvis ordet i sig selv er et fagord. Her må ordbogen være tænkt som en receptionsordbog, en hjælp til den bruger, der sidder med en fagbog og let skal kunne
finde den faglige betydning blandt flere andre. Men ordbogen er også en dokumentationsordbog, og som sådan burde den altid markere fagsprog. Så ville det
måske også være muligt for redaktionen at udtrække små fagordbøger maskinelt?
Man leder forgæves efter en brugsbestemmelse især gamle, svarende til især
unge. Ifølge indledningen side 32 og 56 ser det ud til, at man i stedet skriver gl.
Denne forkortelse forklares imidlertid som »gammeldags sprog«. Ord, der især
anvendes af gamle, kan selvfølgelig kaldes gammeldags, men betegnelsen gammeldags må også kunne gælde ord, der bruges af alle aldersgrupper, fx ord, der
har overlevet i idiomatiske udtryk (som hvo i hvo intet vover, intet vinder), eller
ord, der har overlevet i salmer og fædrelandssange. Man skulle måske have skelnet mellem især gamle og gldgs. (som det rettelig burde forkortes, for gl. betyder
normalt gammel), eller man skulle i det mindste have eksemplificeret gammeldags sprog med flere typer af eksempler.
Betydningerne er som nævnt ofte illustreret af kollokationer og citater. Kollokationerne, samforekomsterne, er ifølge brugervejledningen udvalgt efter hyppighed. De bringes i en form, der er delvis leksikalsk, det vil sige med verberne i
infinitiv (danse rundt, synge og danse), men med nominalerne i forskellige former (asfalteret vej, brun konvolut, brune øjne, hvide duge, den våde asfalt, en
god far, sin gamle far). Brugeren skal her holde sig for øje, at der kun er tale om
eksempler, en slags citater i kortform, og ordbogen har markeret dette ved at skrive kollokationerne med samme typografi og samme indledende symbol som citaterne.
Kollokationerne omfatter imidlertid både friere og fastere forbindelser. En
særlig type af faste forbindelser udgøres af tryktabsforbindelser som vaske gulv,
vaske hænder, danse om juletræ. Det er etablerede udtryk, der alle betegner konventionelle aktiviteter. Man kan fx sige vaske hænder og vaske hår, men ikke vaske hals – i det mindste ikke, uden at det vil blive opfattet som leg med sproget.
Ordbogen bringer som regel disse forbindelser frem for de tilsvarende, friere forbindelser vaske gulvet, vaske hænderne, danse om juletræet osv. Formentlig (og
forhåbentlig) har man her foretaget et bevidst valg, således at hyppighed ikke er
eneste kriterium for udvælgelsen.
Citaterne er hentet fra ordbogens korpus. De viser det levende sprog, den konkrete sprogbrug, og bringer dermed liv ind i de ellers så abstrakte ordbogsartikler.
Nogle ordbogsbrugere vil nok savne de mange skønlitterære citater, som man er
vant til fra ODS. Der er langt mellem citater af denne type, og man skal huske, at
det kun er værker fra korpussets periode 1983-1992, der citeres. Det oplyses ikke, om korpusset omfatter nye udgaver af ældre tekster, eller om det er begrænset
til nye tekster, men man kan konstatere, at hverken Den Danske Salmebog 2. udg.
1988 eller Folkehøjskolens Sangbog 17. udg. 1989 er på kildelisten. I øvrigt er
citaterne hentet fra mange forskellige teksttyper – offentlige og private, skrevne
og talte – og det er en fornøjelse at se denne mangfoldighed.
Til sidst i betydningsafsnittet bringes de faste udtryk, i fed skrift. Ved faste udtryk forstås først og fremmest leksikaliserede udtryk, herunder fagtermer (fx bestemt artikel), men også refleksive forbindelser og deponente former behandles
Den Danske Ordbog · 177
her (jf. ndf.). De faste udtryk er redigeret som en art artikler i artiklen, med betydningsangivelser, kollokationer, citater m.m. Ordbøger kan vælge mellem at
bringe de faste udtryk under de betydninger, de hører til – med de vanskeligheder, det indebærer, når betydningen er leksikaliseret – eller at bringe dem samlet
til sidst. Den første løsning vælges typisk af dokumentationsordbøger, fordi den
tilgodeser beskrivelsen af ordets semantiske felter og viser de betydningsudviklinger, der har fundet sted i og med leksikaliseringen. Den anden løsning vælges
derimod ofte af receptionsordbøger, fordi den gør det lettere for brugerne at finde
et givet udtryk. DDO har valgt den sidste løsning og har dermed imødekommet
brugernes behov for overskuelighed. ODS har som bekendt en dobbeltløsning:
Man sætter visse typer af faste forbindelser til sidst, især under de store verber,
men samtidig anfører man, hvilken betydning forbindelserne hører til. Det er
fuldt ud forståeligt, at DDO ikke har valgt denne løsning, for der ville ikke være
et rimeligt forhold mellem den arbejdsbyrde, det ville være at tilføje betydningshenvisninger, og det antal brugere, der ville benytte sig af henvisningerne.
En nyskabelse – og en stor og glædelig nyskabelse – er de konstruktionsoplysninger, der er knyttet til de fleste verbalbetydninger og til en del substantiver og
adjektiver. Fra ODS er man vant til oplysninger af typen trans., intrans., abs., i
forb. m. adv., m.h.t. legemsdele, om vind osv. DDO bringer de samme oplysninger, men mere konsekvent og systematisk og i en form, der er mere gennemskuelig for lægfolk. Fx beskrives brække vb. med følgende konstruktioner, fordelt på
forskellige betydninger:
[NGN brækker NGT (i_stykker/over/løs/..)]
[NGT brækker (over/..)]
[NGN brækker NGT]
[NGN brækker NGT på NGN]
Med disse korte formler er verbets valensalternationer beskrevet, og det er angivet, om subjekt og objekt er animat eller inanimat. De semantiske begrænsninger
kan endda være specificeret yderligere, som fx under blæse vb. [det blæser, VIND
blæser].
I betragtning af, at valensalternationer er så hyppige i dansk, og at de er knyttet til betydning, så må konstruktionsoplysningerne siges at være både nyttige og
relevante.
I nogle tilfælde slår man flere konstruktionstyper sammen i én parentes. Det
gælder fx alternationer som [NGN bygger NGT, NGN bygger på NGT], hvor den transitive og den intransitive konstruktion er behandlet under ét, selv om de betegner
forskellig aktionsart, henholdsvis overgang og durativ aktivitet (jf. Durst-Andersen og Herslund 1996). Der er således en betydningsforskel på de to konstruktioner, men denne type betydningsforskel bringes traditionelt ikke i ordbøger, ligesom betydningsforskellen mellem præsens og præteritum heller ikke gør. Den
bringes i en grammatik.
I konstruktionsparentesen oplyses det også, om verbet tager have eller være
som hjælpeverbum. Betydningsforskellen forklares i brugervejledningen, men
den burde også have været forklaret i den oversigt over »Udtryk der bruges i op-
178 · Anmeldelser
lysninger om konstruktion«, der findes bag i hvert bind. I det mindste burde man
have henvist fra oversigten til brugervejledningen.
Endelig indeholder parentesen oplysninger om de begrænsninger mht. modalitet, som visse verber er underlagt. Fx under behøve [NGN behøver (at)+INF; især i
nægtende, begrænsende el. spørgende udtryk]. Udtrykket »begrænsende udtryk«
er vagt, og man kunne have ønsket, at det var blevet forklaret eller eksemplificeret i brugervejledningen og medtaget i oversigten bag i bøgerne.
Refleksive konstruktioner som brække sig, bedre sig, glæde sig er behandlet
som faste udtryk og ledsages af konstruktionsoplysninger, fx [NGT bedrer sig].
Deponente konstruktioner behandles på samme måde som refleksive. Fx findes glædes som »fast udtryk« under glæde vb., med konstruktionsoplysningen
[NGN glædes (over NGT/at+SÆTN), NGN glædes ved NGT)]. Disse konstruktioner er
ikke omtalt i brugervejledningen, hvor man burde have nævnt dem efter de egentlige faste udtryk (s. 45).
Problematisk er behandlingen af det deponente behøves (i sætninger som du
behøves ikke at forklare det). Formen behandles som et fast udtryk nogen behøves, der først afslører sig som deponent og transitivt, når man læser konstruktionsoplysningerne og citaterne. Man kunne have ophøjet formen behøves til sideform til opslagsordet, selv om sprogrøgterne nok ville protestere. På den måde
ville behøves komme på linje med deponente verber som dages og flokkes, der
har s-formen som opslagsform, og det ville vise det forhold, at behøves hos nogle sprogbrugere er blevet et deponent verbum.
Det falder uden for brugervejledningens rammer at oplyse, hvilke forbilleder
eller inspirationskilder man har haft mht. konstruktionsoplysningerne, men uanset hvad, så ligger der en stor arbejdspræstation i disse oplysninger. Det gælder
både for konciperingen af formelsystemet og for analysen af de enkelte ord. Og
det er utvivlsomt et arbejde, der vil blive til gavn for mange brugere. For sprogforskere vil det være særlig interessant, hvis det bliver muligt at søge på dette oplysningsfelt, når ordbogen engang udkommer i digital form. Så kan man måske
finde de verber, der er underlagt begrænsninger mht. modalitet ved at søge på »i
begrænsende udtryk«?
Det fremgår af brugervejledningen (s. 32), at DDO medtager ord, der især eller
næsten kun er udbredt i visse aldersgrupper eller i visse geografiske områder.
Som eksempel nævnes »chick sb. .. smart pige (især unge)« og »skave vb. .. gnide el. skrabe mod noget så det slides el. beskadiges (især Jylland)«. Man må formode, at det ikke kun er ord, men også eventuelle betydninger, konstruktioner
m.m. fra ungdomssprog og regionalsprog, der medtages, og formodningen bekræftes af, at man under glad adj. finder [glad for NGT/NGN/at .., Jylland og Fyn:
glad ved NGT/NGN]. At disse varieteter af dansk medtages, er en naturlig konsekvens af, at ordbogen ønsker at være deskriptiv, ikke normativ.
Man skal imidlertid lede længe for at finde ord eller udtryk fra regionalsprogene. Det kan have den gode grund, at regionale ord og udtryk er sjældne i nutidsdansk, hvad de vitterligt er, men det må også skyldes, at ordbogens kilder til regionalsprog har været for begrænsede. Man leder fx forgæves efter det provinsielle
udtryk den anden dag ‘forleden dag’ og efter det sjællandske udtryk det er meget
(el. lidt) med forskel. Og slår man op under fryse vb., finder man kun konstrukti-
Den Danske Ordbog · 179
onen [NGN fryser (OM LEGEMSDEL)], ikke den fynske konstruktion [NGN fryser (på
LEGEMSDEL)], eller den jyske [NGN fryser (LEGEMSDEL)]. Den fynske eller jyske
ordbogsbruger må enten tolke konstruktionsoplysningen sådan, at deres egen fryse-konstruktion er ukorrekt, eller de må tolke den som udtryk for københavnsk
hegemoni.
Dækningen af regionalsprogene er med andre ord mangelfuld, men om ikke
andet, så har redaktionen dog sendt et signal om, at man mener, at provinsielle
ord og udtryk hører hjemme i en ordbog over moderne dansk.
Et lignende signal har man ikke sendt mht. indvandrerdanske ord og udtryk.
Igangværende forskning har vist, at der blandt unge nydanskere og deres gammeldanske kammerater tales en særlig varietet af dansk, som blandt andet er karakteriseret ved at indeholde en række fremmedord, lånt fra forskellige indvandrersprog, fx ew udråbsord af kurdisk oprindelse, der bruges til påkaldelse af opmærksomhed, aghas sb. af arabisk oprindelse, der bruges om en person, der kontrollerer og holder øje med de unge, og cadre vb. ‘stjæle, hugge’ af tyrkisk oprindelse, men med dansk bøjning: cadrede, cadret (jf. Quist 2000, med ordliste s.
208 f.). Ordene kan betegnes som etablerede i de pågældende ungdomsgrupper,
og de kan ligesom chick betegnes som (jargon) og (især unge), men hertil må
føjes (især nydanskere). Ingen af ordene er med i DDO. Måske har man ikke
kendt til dem, og måske vil man også opfatte dem som for marginale.
Indvandrerord som bulgur, falafel, halal og hummus findes alle i ordbogen. De
er kommet ind i dansk efter 1980 via etniske butikker, restauranter og kogebøger,
og de har en helt anden udbredelse og status end ungdomsgruppernes ord.
DDO hjælper sine brugere til at finde de ord, de eftersøger. Det sker ved henvisning til opslagsformerne, fx ved henvisning fra faldbyde til falbyde, fra accordeon til akkordeon, og fra grundliggende til grundlæggende. Disse variantformer
behandles forskelligt. Formen faldbyde beskrives som »alm. stavefejl for falbyde«, og stavefejlen nævnes ikke under falbyde; accordeon beskrives som »uofficiel, men alm. stavemåde af akkordeon«, og formen nævnes som uofficiel form
under akkordeon; fra grundliggende henvises blot til grundlæggende, hvor
grundliggende anføres som sideform til opslagsordet. Brugerne bliver således ikke alene ledt på vej; de bliver også oplyst om de pågældende formers status. Hvis
en bruger skriver faldbyde, begår han en stavefejl; hvis han skriver accordeon benytter han en uofficiel form, der dog bruges af mange andre; og hvis han skriver
grundliggende har han blot valgt én af to officielle former.
Kriterierne for at skelne mellem stavefejl og uofficielle former fremlægges ikke eksplicit, men det fremgår af brugervejledningen og af Trap-Jensen (2002), at
de uofficielle former især udgøres af fremmedord, der i strid med normen er fastholdt i en ikke-fordansket form af mange gode sprogbrugere, enten i almindelighed eller inden for visse fag.
Som sideformer behandles de former, der i Retskrivningsordbogen er anført
som dobbeltformer. Det kan være rent ortografiske varianter som astringerende
og adstringerende. Eller det kan være ordvarianter som grundliggende og grundlæggende, der strengt taget er to forskellige ord, der burde behandles i hver sin
artikel. Det anføres undertiden, hvilken af sideformerne der er den mest almindelige, men langtfra altid. Den bruger, der ikke ved, om han skal vælge grundlig-
180 · Anmeldelser
gende eller grundlæggende, skal enten læse i brugervejledningen, at den forreste
form, hovedopslagsformen, er den mest almindelige, eller han skal slutte sig til
det. Det må bemærkes, at det netop er muligt at slutte sig til det, fordi grundliggende henvises til behandling under grundlæggende. Dette i modsætning til i
Retskrivningsordbogen, hvor der henvises gensidigt mellem de to ord, der derfor
fremtræder som ligestillede (jf. Bundgaard Pedersen 2003).
Svarende til at man medtager uofficielle staveformer, medtager man også uofficielle, men almindelige bøjningsformer.
Denne praksis mht. staveformer og bøjningsformer er yderst prisværdig. Man
har på én gang oplyst om den gældende norm og om den faktiske variation i
sprogbrugen. Eller med andre ord: Man har kombineret det præskriptive med det
deskriptive. Henrik Andersson (1996) kalder det et traditionsbrud, men man kunne med lige så stor ret kalde det en tilbagevenden til traditionen fra ODS. For
ODS indeholder mange ikke-autoriserede former, præsenteret i artiklernes hoved
og citeret i kroppen. Men ODS omfatter en lang periode, hvor der ikke fandtes en
egentlig kodificeret norm, kun konventioner for stavning og bøjning, så opgaven
har ikke været helt den samme for DDO som for ODS.
Et virkeligt traditionsbrud finder man derimod, når DDO også vejleder i betydningers korrekthed. Det sker med formlen »denne brug regnes af mange / af
nogle for ukorrekt«. Som eksempel kan nævnes dufte vb., hvor betydning 1 »udsende behagelig lugt« er umarkeret, mens betydning 2 »lugte til en (behagelig)
lugt« er markeret som ukorrekt for nogle. Og bjørnetjeneste, hvor den gamle betydning »handling som er velment, men som gør mere skade end gavn« er umarkeret, mens den nye »handling som er til stor hjælp for nogen; stor tjeneste« er
markeret som ukorrekt for mange. Markeringen er uproblematisk under dufte,
hvor alle sprogbrugere er enige om betydning 1, men det er problematisk, at man
under bjørnetjeneste (og andre pendulord) kun anfører den nye betydning som
ukorrekt for mange, selv om der heller ikke er enighed blandt sprogbrugerne om
den gamle betydning. Her burde oplysningen stå begge steder. I øvrigt kan man
spekulere på, om der mon er tilfælde, hvor det er den gamle betydning, der regnes for ukorrekt af nogle, mens den nye er fælles?
DDO er overraskende rig på oplysninger om orddannelse. De findes dels i en
række udførlige artikler om morfemer som be-, for-, -agtig, -en og -er, og dels i
et særligt orddannelsesfelt i slutningen af de almindelige ordartikler, fx under
gople: brænde-, ribbe-, stor-, øregople.
Orddannelsesfeltet er opdelt i sammensætninger, afledninger og diverse andre
dannelser, og disse er videre inddelt efter betydning (til bet. 1: .., til bet. 2: ..
osv.). Sammensætningerne er igen opdelt efter første- og andetled, og afledningerne i præfiks-, suffiks- og rodafledninger, og herunder efter ordklasse. Der er
kort sagt tale om en kompliceret taksonomi, der godt kan virke lidt overvældende
i forhold til det antal ordeksempler, der bringes.
De ord, der nævnes i orddannelsesfeltet, er if. brugervejledningen normalt udvalgt efter deres hyppighed. Formentlig har man også taget hensyn til, at forskellige orddannelsestyper skulle være repræsenteret. Ellers ville man næppe finde
admiralinde under admiral, og begribelse under begribe. Taksonomien har haft
indflydelse på udvælgelsen – og bør have indflydelse, når feltet handler om ord-
Den Danske Ordbog · 181
dannelse. Som eksempel på udvælgelse kan nævnes grine vb. Herunder finder
man suffiksafledningerne grinen sb., griner sb., grineri sb., grinagtig adj., rodafledningen grin sb., sammensætninger med grine som første- og andetled, og
»diverse-dannelsen« forgrint. Man savner kun grinebider, der dog findes lige
efter i en selvstændig artikel.
Antallet af eksempler, der bringes under hver type, er begrænset af pladshensynet. Det betyder, at antallet ikke kan tolkes som udtryk for graden af produktivitet. For eksempel er den højproduktive type rode-, sludrehoved kun repræsenteret af disse to ord. I Ømålsordbogen fylder typen mere end en spalte og er opdelt i semantiske kategorier.
Blandt de selvstændige morfemartikler finder man både gamle, i rigsmålet
uproduktive suffikser som -ende (i ord som forehavende, forlydende, udseende),
gamle, men stadig produktive suffikser som -agtig og -bar, og nye, produktive
suffikser som -er3 (i ord som kigger, griner, lytter (være med på en lytter) og fjerner, døgner, fritter). Også en stor del af de »kryptorødder« og »skabsaffikser«,
som Pia Jarvad har beskrevet, kan man finde i ordbogen, dog uden Jarvads betegnelser. Det drejer sig fx om etno-, -arium, budget- og -bank (jf. Jarvad 1996).
Morfemartiklerne har samme struktur som andre artikler. Det betyder, at de
dannelser, morfemet indgår i, er eksemplificeret i et orddannelsesfelt til sidst.
Under hver af de to betydninger på -er3 er der anført to eksempler: [fx kigger, griner] og [fx vugger, fjerner]. Resten af eksemplerne skal findes i orddannelsesfeltet under AFL til bet. 1 og til bet. 2. Da det nu er orddannelse, det handler om, så
havde det været mere praktisk at have eksemplerne samlet.
Morfemartikler er vanskelige at redigere, fordi de omfatter en ret abstrakt
grammatik og semantik, og fordi der savnes en udførlig Dansk Orddannelseslære. Inden for de senere år er der dog skrevet en del om orddannelse, men desværre ser det ud til, at redaktørerne af DDO kun har haft begrænset kendskab hertil. Der er derfor nogle artikler, der indeholder fejl og unøjagtigheder:
-fuld betegnes som sidsteled i sb. fk. Man har her overset, at genus retter sig
efter førsteleddets genus: en håndfuld, men et fadfuld. Ordene er oprindelig dannet ved sammentrækning (en hånd fuld til en håndfuld), ikke ved sammensætning
(jf. K.M. Pedersen 1996).
-en siges at »bruges til at danne substantiver der betegner en handling el. en
proces«, men Hansen og Heltoft (1994) har vist, at det med få undtagelser er substantiver, der betegner en durativ aktivitet, og at de især bruges nedsættende. Substantiverne er endvidere interessante ved at kunne indgå i »kentaurnominaler« af
typen hans faren omkring, hans plagen om is. Disse konstruktionstyper burde have været nævnt i ordbogen, men de har formentlig manglet i korpusset, fordi de
især tilhører talesproget.
-et har betydningsangivelsen »forsynet med; med et bestemt, karakteristisk
præg«. Gudiksen (1996 og 1997) skelner her mere præcist mellem de to betydninger: »forsynet med, fuld af« og »som har lighed med«. Til den sidste betydning hører fx fjoget, klodset, tosset, tumpet. DDO skriver [med sb. som første
led], mens Gudiksen har vist, at også vb. kan være førsteled, således fx i pibet,
pjanket, vrøvlet. Og DDO anfører kun afledninger på -et, mens Gudiksen også
har samdannelser, fx bararmet, firkantet, fummelfingret.
Ordbøger må gerne skrive af efter hinanden, når blot de gør det med omtanke,
182 · Anmeldelser
og i disse tilfælde havde det ikke gjort noget, om DDO’s redaktører havde kigget
lidt i Ømålsordbogen.
Til sidst skal det siges, at det er en skam, at man ikke henviser fra ordartikler til
morfemartikler. Det havde fx været nyttigt med en henvisning fra griner sb. til
-er3 suffiks.
De etymologiske oplysninger, der bringes sidst i artiklerne i afsnittet HIST, udmærker sig ved at være korte og klare. Denne klarhed har man opnået ved at give
afkald på de fællesgermanske og indoeuropæiske stjerneformer, som findes i
etymologiske ordbøger, men som kun er til glæde for specialister. Under blad kan
man således læse: »HIST oldn. bla∂, ty. Blatt, til en rod med betydningen ‘svulme,
bryde frem’«, uden at man belemres med denne rod. Enkelheden er også opnået,
ved at man kun bringer parallelformer fra andre nordiske sprog, fra andre germanske sprog og fra latin og græsk, men ikke fra mindre kendte sprog som fx
gælisk og russisk. Og endelig har man udeladt oplysninger af typen æda. blath;
særligt interesserede må her gå til ODS.
For nye ord og betydninger oplyses årstallet for den tidligst kendte forekomst,
fx citrongræs HIST 1991.
I Sprog- og Litteraturselskabets forord til DDO luftes den tanke, at ODS og DDO
på længere sigt kan samredigeres i en digital udgave, der løbende kan opdateres.
Det er en oplagt ide, fordi de to værker ligger i forlængelse af hinanden periodemæssigt, og fordi de indeholder tilnærmelsesvis de samme oplysningstyper. Men
som ordbøgerne fremtræder nu, er de ret forskellige. ODS har ikke kun flere artikler end DDO, men også længere og mere indholdsrige og detaljerede artikler. I
ODS fylder verbet gå således 38 sider, i DDO knap 4, og denne forskel kan ikke
kun forklares med, at ODS dækker 250 år mod DDO’s 50. Omvendt har DDO en
klarere struktur og et mere overskueligt layout end ODS. Man ville nødig se
DDO omsat til ODS-struktur, mens det er fascinerende at forestille sig ODS omsat til DDO-struktur. Men det er uretfærdigt over for begge ordbøger at måle den
ene med den anden. De tilhører hver sin tid og har haft forskellige arbejdsbetingelser, forskellige idealer og forskellige målgrupper. Bedømmer man DDO på
dens egne betingelser: som en ordbog, der er blevet til inden for en kort årrække,
og som henvender sig til en bred kreds af brugere, så kan man kun udtale sin respekt og anerkendelse.
Litteratur
Andersson, Henrik 1996: Ny ordbog med fejl, i Mål & Mæle 19/1.
Brink, Lars og Jørn Lund 1974: Udtaleforskelle i Danmark. Gjellerup.
Brink, Lars og Jørn Lund 1975: Dansk Rigsmål 1-2. Lydudviklingen siden 1840
med særligt henblik på sociolekterne i København. Gyldendal.
Bundgaard Pedersen, Jette 2003: Danske produktionsordbøger, i Peter Widel og
Mette Kunøe (udg.): 9. Møde om Udforskningen af Dansk Sprog s. 231-238.
Institut for Nordisk Sprog og Litteratur. Aarhus Universitet.
»Jeg skriver dig til for at lade dig vide« · 183
Gregersen, Frans og Inge Lise Pedersen 1991 (eds.): The Copenhagen Study in
Urban Sociolinguistics. C.A. Reitzel.
Gudiksen, Asgerd 1996: -et adj-suff, i Ømålsordbogen bd. 3.
Gudiksen, Asgerd 1997: -et-afledninger i dansk med hovedvægt på de danske
ømål (utrykt ph.d.-afhandling).
Hansen, Erik 1994: Det danske sprogs ringhed, i Mål & Mæle 17/2.
Hansen, Erik og Lars Heltoft 1994: Kentaurnominaler i Dansk, i Irene Barón
(udg.): Nordlex-Projektet. Sammensatte substantiver i dansk. (Lambda nr. 20).
Jarvad, Pia 1995: Kryptosammensætninger og skabsafledninger i virkeligheden
og i ordbøgerne, i Nordiska studier i Leksikografi. 3. Reykjavik.
Jul Nielsen, Bent og Magda Nyberg 1993: Talesprogsvariationen i Odder kommune. II. Yngre og ældre rigsmålsformer i sociolingvistisk belysning, i Danske Folkemål bd. 35 s. 249-348.
Jørgensen, J. Normann og Kjeld Kristensen 1994: Moderne sjællandsk. En undersøgelse af unge sjællænderes talesprog. C.A. Reitzel.
Ladegaard, Hans Jørgen 1999: Dansk Rigsmål i et socialpsykologisk perspektiv:
en diskussion og empirisk analyse af rigsmålsbegrebet, i Rask. Vol. 11. s. 3-43.
Pedersen, Karen Margrethe 1996: Substantiver på -fuld, i Danske Folkemål bd.
38. C.A. Reitzel.
Quist, Pia 2000: Ny københavnsk ‘multietnolekt’. Om sprogbrug blandt unge i
sprogligt og kulturelt heterogene miljøer, i Danske Talesprog bd. 1. s. 143210. C.A. Reitzel.
Trap-Jensen, Lars 2002: Normering og deskription i Den Danske Ordbog – mere
eller mindre?, i LexicoNordica nr. 9. s. 63-78.
Karen Margrethe Pedersen
Vibeke Sandersen: »Jeg skriver dig til for at lade dig vide«. Skrivefærdighed og skriftsprog i treårskrigen 1848-50. Bind 1-2, 713 + 273 sider.
København 2003. Universitets-Jubilæets danske Samfunds skriftserie nr.
558. ISBN I-II 87-7876-335-5. Pris 600 kr.
Det har i det lingvistiske miljø længe været kendt at Vibeke Sandersen (VS)
arbejdede på en større afhandling med udgangspunkt i et meget spændende materiale, nemlig breve skrevet af soldater der deltog i treårskrigen, som fandt sted i
perioden fra 1848 til lige efter nytår 1851.
VS har fra tid til anden givet os et lille indblik i materialet og i mindre afhandlinger delagtiggjort os i nogle af de problemstillinger der har optaget hende i
forbindelse med brevene, fx »Om den faktiske skrivefærdighed i Danmark i det
19. århundrede« (i: De nordiske skriftspråkenes utvikling på 1800-tallet. Nordisk Språksekretariats Rapporter 4, Oslo 1984), »Skrivefærdighed og skriftsprog hos danske soldater i treårskrigen 1848-50« (i: Selskab for Nordisk Filologi, København årsberetning 1985-1986, København 1986) og »Om attraktion
belyst ved nogle breveksempler fra treårskrigen 1848-50« (i: Sproglige åbnin-
184 · Anmeldelser
ger. E som Erik. H som 70. Festskrift til Erik Hansen 18. september 2001,
København 2001). Disse indblik har forøget nysgerrigheden og forventningen
til afhandlingen.
Nu ligger den samlede fremstilling der. To vægtige bind i stift omslag, bind 1 på
713 sider og bind 2, der rummer bilag, på 273 sider, og afhandlingen, der har titlen »Jeg skriver dig til for at lade dig vide«. Skrivefærdighed og skriftsprog i
treårskrigen 1848-50, har bibragt VS den filosofiske doktorgrad. Forsvaret fandt
sted den 4. december 2003.
Begge bindene er prydet af en tegning af Hedvig Collin (1880-1965). Tegningen
forestiller et geled marcherende soldater på vej i krig gennem et dansk sommerlandskab med blå himmel, drivende skyer og vajende dannebrog. I baggrunden
ses Dybbøl Mølle, og i forgrunden står grædende piger og vinker til afsked med
hvide lommetørklæder – »eller er det mon ikke soldaterbreve?« som VS spøgende har spurgt. Samme billede illustrerede Peter Fabers Den tapre Landsoldat i
min barndoms bedste sang- og spillebog, Vore gamle Børnesange. Melodier og
Billeder. 2den Samling (udgivet af Wilhelm Hansen Musikforlag, København
u.å.). Peter Fabers sang er trykt 10.4.1848, og selv om illustrationen af gode
grunde ikke oprindelig er skabt til Den gang jeg drog af sted, er den velvalgt og
sjov om end dens naivitet kan siges at udtrykke et brud med konventioner vedrørende disputatsgenren. Mon forfatteren og jeg her har fælles barndomserindring?
Afhandlingens genstand er en samling af ca. 3000 breve fra den første slesvigske
krig, skrevet af menige soldater. Samlingen er tilvejebragt af den danske nationalliberale historiker C.F. Allen, og brevene og dokumenter vedrørende indsamlingen opbevares på Det Kongelige Bibliotek i København i Ny Kgl. Samling 4º
1123zm. De 3000 breve er bevaret dels i original, dels i afskrift. Langt de fleste
breve er sendt til modtageren i sammenfoldet form uden konvolut. Derfor er brevene forsynet både med nøjagtig modtager og afsender. Denne brevsamling er
det empiriske grundlag for forfatterens behandling af landbefolkningens skrivekyndighed i midten af 1800-tallet.
Afhandlingen består af 15 kapitler. Kapitel 1 beskriver hvordan indsamlingen af
brevene er foregået, og hvem der har været mellemmænd mellem soldaterne eller
deres familier og C.F. Allen.
I kapitel 2 redegør forfatteren for hvorledes identifikationen af den enkelte
brevskriver har kunnet foretages ved hjælp af de to demografiske hovedkilder,
kirkebøger og folketællinger. Også militære stambøger og soldaternes ansøgninger om erindringsmedalje i 25-året for begyndelsen af den første slesvigske krig
har været benyttet ved personidentifikationen. Kirkebøgerne og folketællingerne
er også blevet benyttet til at beskrive landbefolkningens sociale gruppering i midten af 1800-tallet og udskille de tre sociale grupper afhandlingen opererer med,
nemlig gårdmænd, husmænd og inderster. Samtidig med identifikationen af de
enkelte brevskrivere er også disses aldersmæssige og geografiske fordeling
afdækket.
»Jeg skriver dig til for at lade dig vide« · 185
Kapitel 3 indeholder en beskrivelse af andre undersøgelser af stave- og skrivefærdighed hos danske soldater i 1800-tallet. Her introduceres literacy-begrebet,
og målene for faget skrivning i den danske almueskole på landet afdækkes ved
hjælp af bl.a. lærerinstruktionen og J. Werfel: Brevbog for Skolerne paa Landet
og i Provindsen (1806).
I kapitel 4 gives der eksempler på enkelte skribenters skrivefærdighed, og skrivefærdighedens generelle udbredelse overvejes. Særlig opmærksomhed vis Ole
Hansen Frølunde, som indgår i stavefærdighedsundersøgelsen i indsiddergruppen. Fra Ole Hansen Frølundes hånd er der ud over brevene bevaret dels en erindringsbog, dels en beskrivelse af krigen for årene 1848 og 49. Erindringsbogen
indeholder oplysninger om hans opvækst og sociale tilhørsforhold. Moderen
døde da Ole var tre dage gammel, og Ole kom i pleje hos bedsteforældrene. Desværre var bedstefaderen »Hvedebrødsmand og havde Brænderien tillige«, så den
lille gut beskriver sig selv som dranker fra sit ottende år. Han fortæller hvordan
han modtog undervisning om vinteren og glemte det hele igen om sommeren.
Trods sin ringe læsefærdighed blev han dog konfirmeret. Han fører et udsvævende liv, men bliver til sidst underofficer. Hans første brev fra 1848 viser et meget
lavt udgangsniveau, men han bliver bedre til at skrive i løbet af krigen, og hans
levnedsbog er if. VS »om end ikke fejlfri hverken i ortografisk eller anden henseende, dog udmærket skrevet« (s. 78). Ole Hansen Frølundes historie demonstrerer at kravet om læsefærdighed og andre skolekundskaber som forudsætning for
at kunne blive konfirmeret, på trods af skoleloven af 1814, kunne være et stort set
tomt krav. Men historien viser samtidig at medfødte anlæg, viljestyrke og lidt
held kan rette op på en mand både med hensyn til den ringe skrivefærdighed og
med hensyn til den sociale placering.
Der redegøres i kapitel 5 for udvælgelsen til den statistiske undersøgelse af
stavefærdigheden. Der er i denne udvælgelse taget hensyn til at brevskriveren
skulle kunne identificeres sikkert, at hans sociale tilhørsforhold lå klart, og at de
udvalgte brevskrivere dækkede de enkelte landsdele på en passende måde. Der
argumenteres for at det er den udvalgte brevskrivers første brev der indgår i den
statistiske undersøgelse, og det besluttes kun at inddrage løbende tekst, altså at
udelade overskrifter og underskrifter, stedsangivelser og dateringer m.m. Den
statistiske undersøgelse bygger efter denne udvælgelse på 150 breve, 50 fra hver
af de tre socialgrupper, gårdmænd, husmænd og inderster.
I det for afhandlingens synsvinkel meget vigtige kapitel 6 (jeg vender tilbage
til dette kapitel nedenfor) beskæftiger forfatteren sig med tidens ortografiske
norm, og hun overvejer hvilke ortografiske momenter der har været tilstrækkelig
enighed om til at de kan danne grundlaget for en undersøgelse af stavefærdigheden, og hvilke ortografiske momenter der har måttet udelades i en undersøgelse
der drejer sig om så elementære stavefærdigheder som der er tale om i materialet.
Disse overvejelser kan se således ud: På spørgsmålet om -<ed> eller kun -<et>
kan anerkendes som perfektum participiums-morfem i 1. svage klasse, svarer
forfatteren – efter en grundig beskrivelse af forholdene hos Baden og Molbech, i
Danske Lov, i biblerne og hos Høysgaard – at brug af -<ed> regnes for en fejl.
Ved vurderingen af om -<te> var eneherskende som præteritumsmorfem i 2. svage bøjning, eller om varianten -<de> har været anerkendt, vælger hun – efter en
lige så grundig undersøgelse af opfattelserne hos Langebek, Schytte, Malling,
186 · Anmeldelser
Videnskabernes Selskabs Ordbog og af brugen hos Oehlenschläger, Grundtvig
og Hohlenberg i 6. udgave af Malling – at udelade brugen af -<de> som præteritumsmorfem i 2. svage verbalbøjning af fejlstatistikken. Det kan nemlig formodes at der har hersket usikkerhed på dette punkt under en del af soldaternes
skolegang.
Kapitel 7 indeholder en redegørelse for de fejltyper og -grupper der indgår i
vurderingen af stavefærdigheden, og fejltyperne og -grupperne eksemplificeres
fra materialet.
I kapitel 8 drøftes metoder til udregning af fejlprocenter, og kapitel 9 bringer
resultaterne af den statistiske undersøgelse af de udvalgte skribenters stavefærdighed.
I kapitel 10 er fordelingen af de fundne fejl på fejltyper og på skribenter fra de
geografiske hovedområder beskrevet, og i kapitel 11 fremlægges fejltypernes fordeling på de 10 % bedste og de 10 % svageste stavere: blandt de 10 % bedste stavere er fejlprocenten på under 1, og blandt de 10 % dårligst stavede breve er der
en fejlprocent på mellem 12,75 og 22,04.
Den statistiske stavekyndighedsundersøgelse er dermed fuldført.
I kapitel 12 diskuteres sproghistoriske konsekvenser af stavemåder og ordformer der kan være nedslag af talesprog. Dette kapitel sætter stoffet i forhold til
Lars Brinks og Jørn Lunds opfattelse i Dansk Rigsmål. Lydudviklinger siden
1840 med særligt henblik på sociolekterne i København 1-2 (1975).
Brugen af stort begyndelsesbogstav hos de 10 % bedste og de 10 % svageste
stavere behandles i kapitel 13, og i kapitel 14 beskrives syntaktiske og stilistiske
momenter hos de samme skribenter. De syntaktiske og stilistiske træk hos ydergrupperne sættes i forhold til tidens normer, som man kan finde beskrevet i samtidige brevbøger.
Til slut undersøges brevstilen i 15 breve fra den bedste og i 16 fra den svageste
gruppe i deres individuelle snævre kontekst som udgøres af det enkelte brev. Herefter følger to afsnit med generelle og individuelle noter. De generelle noter er
ordnet alfabetisk efter emneord, og heri behandles ord, bøjningsformer og syntaktiske forhold som er af principiel karakter, og som vedrører flere brevskrivere.
I det individuelle noteapparat er samlet noter der vedrører den enkelte udvalgte
afsender og det brev der er udvalgt til stavefærdighedsundersøgelsen.
Bind 1 afsluttes med et tysk og et engelsk resumé, en kildeoversigt, en litteraturliste og en forkortelsesliste.
Bind 2 indeholder, ud over indholdsfortegnelse for begge bind, 2 appendikser,
35 bilag, 12 tekstbilag plus et antal figurer fordelt over hele bindet.
Hovedkonklusionerne i VS’s afhandling er følgende:
Med hensyn til stavefærdighed:
• Brevskrivere fra Sjælland og Jylland staver i en vis grad ringere end dem fra
Fyn og Sydøerne (Lolland-Falster).
• Der kan ikke påvises nogen forskel på stavefærdigheden i de tre socialgrupper,
gårdmænd, husmænd og inderster.
• De ældre brevskrivere hører gennemgående til blandt de bedre stavere, mens
der blandt de yngre er både meget fremragende og særdeles svage stavere.
»Jeg skriver dig til for at lade dig vide« · 187
• Blandt de korte breve findes der både breve med ekstremt høj fejlprocent og
meget gode breve med lav fejlprocent. De lange breve er aldrig rigtig dårligt
stavede.
• De 10 % bedste stavere (15 skribenter) har en fejlprocent på under 1. De 10 %
dårligste stavere (16 skribenter) udviser større variationsbredde. Deres fejlprocent ligger mellem 22,04 og 12,75.
• Den dominerende konsonantfejl er fejl i enkeltskrivning/dobbeltskrivning af
konsonant i trykstærk stavelse.
• Der er mange fejlstavninger af højfrekvente ord som det, de og vi.
Med hensyn til forholdet mellem stavefærdighed og syntaks/stilistik:
• Den gennemsnitlige ytringslængde for de 10 % bedste stavere er 15,92 ord, for
de 10 % dårligste stavere 13,08 ord.
• Der kan ikke påvises nogen signifikant forskel på de 10 % svageste stavere og
de 10 % bedste stavere med hensyn til fordeling af ledsætningerne på ytringer.
• Der er forskel på de to grupper med hensyn til det totale antal af ledsætninger
og med hensyn til ledsætninger af 1. grad. Der er ikke påvist forskelle på de to
grupper med hensyn til ledsætninger af 2. og 3. grad.
• Årsagsforhold udtrykkes i den bedste gruppe i ledsætninger, i den svageste
gruppe i samordnede helsætninger, og andelen af udsagns- og spørgeledsætninger for svageste gruppes vedkommende ligger ca. 12 % over bedste gruppes.
• Den bedste gruppe opererer med 69 indlederord i ledsætninger, mens den svageste gruppe kun når op på 48.
• Det pleonastiske at forekommer kun i den svageste gruppe.
• Procentdelen af foranstillede ledsætninger er en del større blandt de bedste stavere end blandt de svage stavere. Udsagnssætninger, som de svage stavere benytter oftere end de gode, placeres kun foranstillet hos de gode stavere.
• Fremskudt adverbial forekommer kun i den svageste gruppe, og sav-ledstillingen i ledsætning må anses for gennemført i midten af 1800-tallet.
• De to grupper behandler de overleverede brevformler forskelligt. Den svageste
gruppe anvender formlerne i stereotyp form, og de indgår ikke som integreret
del af brevstilen, mens den bedste gruppe håndterer formlerne langt mere suverænt.
Dertil kommer at VS diskuterer og korrigerer visse af Lars Brinks og Jørn Lunds
resultater i Dansk Rigsmål. Lydudviklingen siden 1840 med særligt henblik på
sociolekterne i København 1-2 (1975).
Jeg har i det foregående efter bedste evne givet en oversigt over strukturen i VS’s
disputats, og jeg har ligeledes forsøgt at fremdrage de væsentligste konklusioner.
Det er mit håb at gennemgangen af struktur og konklusioner får disputatsen til at
virke lettilgængelig og hensigtsmæssigt opbygget. Men det er den ikke. Til
gengæld er det umagen værd at bakse med den.
Det skal være sagt straks at disputatsen på en lang række punkter til fulde lever
op til de forventninger vi havde til behandlingen af soldaterbrevene, dette ekstremt spændende stof der udgør et enestående empirisk materiale der er tilveje-
188 · Anmeldelser
bragt på sine helt egne præmisser, og som ikke har haft interviewerens eller forskerens ånde i nakken. De mange brevskrivende soldater har kun sjældent skænket en rød blyant en tanke mens de skrev. De har ikke frygtet lærerens repressalier eller hånende bemærkninger eller iagttagerens løftede øjenbryn, men de har
bare skrevet hjem. Hvilke omstændigheder der har været gældende for soldaten
mens han skrev, melder disputatsen ikke meget om, men man kan sagtens forestille sig at han til tider har været rystende bange, dødelig træt, snavset, våd eller
småsyg, alt sammen faktorer som nemt kan have påvirket hans mulighed for og
tilskyndelse til at lægge vægt på en korrekt stavemåde i negativ retning. Dette
unikke materiale, som er en guldgrube for mange forskningsgrene, først og fremmest dog for studiet af det folkelige skriftsprog i overgangen mellem et dialektsprog og et skrivende samfund, har VS været så heldig at få lov til at kaste sig
over. Hun er gået til materialet med alle sine fortrin, som tydeligt fremgår af
disputatsen: med sin akribi og omhyggelighed, med sin lærde ræsonneren og sit
sikre jugement, med sin syntaktiske og stilistiske indsigt, med sit kendskab til
den traditionelle filologiske metode, med sin seje vilje til at beskrive selv de mest
indviklede ting i ord og med en begejstring for og kærlighed til stoffet som
behandlingen af de vanskelige problemstillinger og indviklede statistikker ikke
har kunnet tilsløre.
Jeg vil anbefale læseren at unde sig selv den fornøjelse det er at læse en af de 31
karakteristikker af enkeltbreve i deres egen snævre kontekst. Tag fx beskrivelsen
af topscoreren blandt de udvalgte skribenter, Peder Pedersen Grødde, og nyd den
lethed i fremstillingen hvormed soldaten identificeres ved hjælp af kirkebog, folketællingsliste og stambog for 2. reservebataljon, 2. kompagni. De demografiske
oplysninger kombineres med brevenes indhold og form, og således oprulles et
billede for os af en social opstigning med baggrund i boglige færdigheder.
Men prøv også at læse forfatterens beskrivelse af hvordan brevene foldes før de
forsegles og afsendes ukuverterede (s. 21-22):
De fleste af originalerne har været foldet og forseglet, således at brevarkets
ene side har været forbeholdt udskriften. I de tilfælde, hvor foldningen er
udført korrekt, er arket først foldet indad to steder på den lange led, således at de to indadbukkede felters rande mødes på midten og felterne således er lige brede og hvert felt halvt så bredt som midterfeltet, der vender
opad. Brevarket deles med andre ord op i tre felter, hvoraf midterfeltet udgør halvdelen af arkets fulde bredde, mens hvert af sidefelternes udgør en
fjerdedel. Udskriften placeres i midterfeltet, idet arket først foldes i to dele
på tværs. Den bagoverbøjede del, der er lidt kortere end forsiden, er forbeholdt afsenderangivelsen. Denne placeres ligesom på en konvolut øverst
i feltet lige under foldningslinjen og består, hvis den er fuldstændig, af soldatens navn (fornavn plus soldaternavn, evt. også patronymikon eller
slægtsnavn foran fødestedsbetegnelsen (..), militær identitet (i reglen bataljon, kompagni og soldatens nummer). Der er altså ingen angivelse af,
hvorfra brevet er afsendt, hvilket formentlig skyldes militærstrategiske
hensyn. Det meste af forsiden af det foldede midterfelt udgør adressat-
»Jeg skriver dig til for at lade dig vide« · 189
feltet. Hvor dette er forskriftmæssigt udfyldt, er foruden navnet modtagerens
titel angivet, evt. med tilføjet attribut og stillingsbetegnelse. På en ny linje
modtagerens hjemsted, nedenunder evt. en nøjagtig angivelse af en adresse, hvor brevet skal afleveres. Neden for adressen foldes forsiden indad og
stikkes ind under den bagoverbøjede afsenderdel. Der hvor de to udskriftsdele mødes, sker forseglingen.
Jeg er ikke i tvivl om at denne beskrivelse er helt i overensstemmelse med sandheden, men på trods af at jeg har læst den mange gange, må jeg tilstå at jeg kun
hænger med den første tredjedel af beskrivelsen. Det er simpelthen for svært. Hér
ville et par billeder efter min mening have gjort underværker. På tilsvarende måde kunne en del beskrivelser undervejs have været enklere. Der er ikke tvivl om
at enhver problemstilling beskrives korrekt og eksemplificeres hensigtsmæssigt.
Det sker blot ofte på en meget sværttilgængelig måde, og det kan med værkets
opbygning ofte være svært at finde hvor den relevante dokumentation er placeret.
Jeg skrev tidligere at valg af omslagsillustration kunne være genren disputats
fremmed. På samme måde kan man undre sig over at disputatsen ikke er bygget
op som en traditionel disputats. Der er ikke indledningsvis formuleret nogen opgavebeskrivelse, og der mangler en hypotese, ligesom også metodeovervejelser
er fraværende. VS har valgt at opstille en norm for skrivefærdigheden for derefter at relatere soldaterbrevene til denne norm. Hun kunne have valgt den modsatte fremgangsmåde, nemlig at lade analysen af brevene selv være udgangspunktet.
For mig at se er det problematiske i VS’s fremgangsmåde for det første at der
ikke på brevenes affattelsestidspunkt eksisterer en fast ortografisk norm, for det
andet at det kan være usikkert i hvilken grad de indkaldte soldater – på trods af
skoleloven af 1814 – er blevet undervist og efter hvilken norm.
VS vurderer brevskrivernes stavemåder i relation til den ortografiske konvention der »må anses for at have været datidens dominerende anerkendte« (s. 91).
VS er på dette sted i disputatsen selv inde på at man – fordi der ikke dengang eksisterede en officiel retskrivningsnorm – »nøjedes med at beskrive, hvorledes
materialets skribenter faktisk skrev« (s. 91). Denne metode ville VS have valgt
hvis »brevene var blevet til inden for et tidsrum med stor ortografisk usikkerhed.
Det er imidlertid ikke tilfældet« (s. 91). Med denne opfattelse som udgangspunkt
fastlægger VS så den ortografiske konvention hun vil bygge sin undersøgelse på.
Hun lægger dels praksis hos »datidens »gode skribenter«« (s. 91), dels ordbøger
og grammatikker til grund for konventionsfastsættelsen. Inden for den højere uddannelse blev Ove Mallings Store og gode Handlinger af Danske, Norske og Holstenere mønsterdanner for ortografien selv om hans ortografi ikke var konsekvent. Blandt ordbøgerne er det Jacob Badens Dansk ortografisk Ordbog fra
1799 og Chr. Molbechs Dansk Haand-Ordbog til Retskrivnings og Sprogrigtigheds Fremme fra 1813 der lægges til grund for VS’s norm. Dertil kommer C.F.
Dichmans Forsøg til en dansk Sproglære I-II fra 1800. I de tilfælde hvor Baden
og Molbech ikke er enige om en bestemt ortografisk form, lader VS dette træk
ude af betragtning i sin undersøgelse af soldaternes skrivefærdighed. VS’s grundsynspunkt er altså at denne norm eller konvention har været så tilstrækkelig udbredt at det er rimeligt at lægge den til grund for undersøgelsen. Det kan godt
190 · Anmeldelser
være at VS afdækker tidens ortografiske konvention på en rimelig måde ved at
inddrage tidens ‘gode skribenter’, eksisterende ordbøger og grammatikker, men
det er ikke ensbetydende med at det er den norm landbefolkningens børn er blevet undervist efter. Hvis de da overhovedet er blevet undervist. Det er en kendsgerning at mange af lærerne der underviste efter indførelsen af skoleloven af
1814, ikke var seminarieuddannede eller havde nogen pædagogisk uddannelse.
Det kunne fx være tidligere officerer eller fallerede studerende, og man kan være
stærkt i tvivl om disse læreres faglige kvalifikationer (læs fx herom i Aksel H.
Nellemann: Den danske skoles historie (1966) s. 111 ff.). Dertil kommer at det
var svært at få undervisningsforpligtelsen gennemført. Der er vidnesbyrd om at
mange forældre – på trods af mulktsystemet – ikke sendte deres børn i skolen
sådan som loven foreskrev, men holdt dem hjemme som arbejdskraft (se fx Finn
Held: Undervisningspligten (1983) s. 159). Det er derfor et spørgsmål om ikke
den ortografiske usikkerhed blandt soldaterne alligevel har været så stor at VS
burde have valgt den beskrivende metode. Skrev soldaterne ikke snarere ud fra en
regional talesprogsnorm eller ud fra en lokal dialektal norm end ud fra en fastlagt
skriftsprogsnorm?
VS har valgt at skrive sin analyse af skrivefærdighed og skriftsprog hos menige
danske soldater før hun lægger materialet frem i en udgave. Andre forskere har
valgt at fremlægge materialet først og derefter skrive disputatsen (fx Karl
Magnus’ Krønike udgivet af Poul Lindegård Hjorth 1960 og Filologiske studier
over Karl Magnus’ Krønike af Poul Lindegård Hjorth 1965). Atter andre har besørget udgaven og skrevet disputatsen i samme ombæring (fx Marita Akhøj Nielsen: Anders Sørensen Vedels filologiske arbejder I-II (2004), hvor bind II indeholder en udgave af Vedels vigtigste filologiske optegnelser). Ganske vist er en del
længere udsnit og en del hele breve gengivet rundt omkring i disputatsen, men
med de begrænsninger disputatsen naturligvis hele tiden har måttet foretage, og
med de spændende resultater der er fremlagt, er det udgaven vi vil have! Vi vil
som sproghistorikere, syntaktikere, semantikere, fonetikere, dialektforskere kigge VS i kortene, og vi vil vende de sten som VS, trods sit store og kvalificerede
arbejde, endnu ikke har vendt. Soldaterbrevene er et unikt materiale, som VS nu
nærmest har forpligtet sig til at lægge frem i en udgave så hurtigt som muligt,
ikke kun af hensyn til sprogfolkene, men også af hensyn til folk som interesserer
sig bredt for historie, for identitetshistorie, folkekultur, krigshistorie, skolehistorie, personalhistorie. Der var fem år mellem Poul Lindegård Hjorths udgave af
Karl Magnus’ Krønike og hans disputats. Det ene er gået, Vibeke Sandersen har
fire tilbage! Vi glæder os.
Ebba Hjorth
Tre bøger om Karin Michaëlis · 191
Beverly Driver Eddy: Karin Michaëlis. Kaleidoskop des Herzens. Eine
Biographie. Deutsche Übersetzung von Vibeke Munk und Jörg Zeller. Edition Praesens, Wien 2003 (Wiener Studien zur Skandinavistik (WSS), Band
7)
Merete von Eyben: Karin Michaëlis. Incest as Metaphor and the Illusion
of Romantic Love. Peter Lang, New York et al., 2003 (Studies on Themes
and Motifs in Literature, Vol. 65)
Birgit S. Nielsen: Karin Michaëlis. En europæisk humanist. Et portræt i lyset af hendes utopiske roman Den lysegrønne Ø. Museum Tusculanums
Forlag, København 2004 (Studier fra Sprog- og Oldtidsforskning, nr. 338)
For trekvart århundrede siden var Karin Michaëlis et forfatternavn som var i vælten både her hjemme og på den europæiske scene. Sit efternavn skyldte hun et for
længst opløst ægteskab med den kendte forfatterkollega Sophus Michaëlis, men
berømmelsen tilkom fruen takket være egen indsats. En række værker om unge
og ældre kvinders seksualitet og prekære situation i det patriarkalske familie- og
samfundsliv vakte betydelig international opsigt fra århundredets begyndelse og
blev fra sidst i 1920’erne fulgt op af den meget omtalte og oversatte børnebogsserie om pigen Bibi.
Da havde forfatterinden både giftet og skilt sig igen, og med sin nye mand, en
amerikansk diplomat, været bosat både i London og Berlin. Til det stormfulde
privatliv kom hendes konstante rejser og offentlige fremtræden, først i Centraleuropa, siden i Amerika, med foredrag, avisskriverier og anden virksomhed til støtte for nødlidende efter første verdenskrig – og sidst, fra hendes nye domicil på
Thurø, med hjælp til ofre for og flygtninge fra den voksende tyske nazisme og
antisemitisme. Efter anden verdenskrig rundedes så det rige forfatterliv af med en
stor og ufuldendt selvbiografi, og endelig i 1950 døde ildsjælen bag det hele på et
beskedent pensionat på Nørrevold i København.
Karin Michaëlis havde uselvisk ofret sig selv og sine beskedne midler for mere eller mindre værdigt trængende – kvinder, børn, kolleger – og hendes ydmyge
endeligt syntes længe egnet til at bekræfte at utak er verdens løn. Da hendes indsats både som menneske og digter ebbede ud, gled der en sky for hendes eftermæle, som det har taget en menneskealder at trænge igennem.
Når undtages de respektive oversigtskapitler ved Ulla Albeck og Niels Birger
Wamberg i de to første udgaver af Danske digtere i det 20. århundrede, begyndte
genopdagelsen med Inger Nordentofts (upublicerede) bibliografi fra Danmarks
Biblioteksskole i 1976, og den fortsatte i 1985 med Hanne Jespersens (og Peter
Bondesens) registrant over Michaëlis’ arkivalier i Det Kongelige Bibliotek
(Håndskriftafdelingen og Billedsamlingen) og Randers Lokalhistoriske Arkiv.
Siden er drypvis kommet en række kvindelige forskeres mere indgående behandlinger af værker og indsatser – Susanne Fabricius, Mette Iversen, Beth Juncker,
Karen Klitgaard Povlsen, Birgit S. Nielsen og Karin Sanders har her markeret sig
– og nu efter århundredskiftet omsider også bøger, hele tre, om emnet Karen Michaëlis. Det begynder at ligne en mindre renæssance. Men hvad går den ud på?
192 · Anmeldelser
Birgit S. Nielsen, som er lektor i tysk ved Københavns Universitet, var først på
banen med sin dansksprogede Karin Michaëlis: En europæisk humanist i 2002.
Den er nu genudsendt i 2. oplag og med nyt omslag på Museum Tusculanums
Forlag (2004) og er, som nok en undertitel lover, »Et portræt i lyset af hendes
utopiske roman Den grønne Ø«. Hvad tekster angår, er accenten generelt på Michaëlis’ »børne- og ungdomsbøger«, og forholdet mellem biografi og værkanalyse, specielt analysen af Den grønne Ø, er som mellem periferi og centrum. I rammen begyndes der med et oversigtskapitel om forfatterindens liv og værk og et
andet om hendes berømte Bibi-bøger, mens der sluttes med et kapitel om den anti-antisemitisme som var symptomatisk for hendes livssyn og i øvrigt udgør et
vigtigt og usædvanligt tema i den utopiske ungdomsbog som de centrale kapitler
i Nielsens fremstilling drejer sig om. Først følger vi her romanens tilblivelse,
skridt for skridt, derpå analyseres selve teksten med særligt perspektiv på dens
jordemoderskikkelse, der til slut tydes »som selvportræt af Karin Michaëlis«,
hvad der jo dels knytter forbindelsen tilbage til Nielsens rammebeskrivelse af sin
digterpersonligheds biografi, dels giver belæg for at denne digter og dette menneske mødes netop i en humanisme med europæisk horisont.
Mellem 1. og 2. oplag af denne bog udkom, i 2003, både den dansk-amerikanske skandinavist Merete von Eybens engelsksprogede Karin Michaëlis: Incest as
Metaphor and the Illusion of Romantic Love (i forlaget Peter Langs serie af Studies on Themes and Motifs in Literature) og den amerikanske germanist Beverly
Driver Eddys tysksprogede Kaleidoskop des Herzens: Eine Biographie (i forlaget
Edition Praesens’ serie Wiener Studien zur Skandinavistik). Hvor den første på
baggrund af et rids af Michaëlis’ kritiske modtagelse i Danmark, hendes indflydelsessfære og tematiske valgslægtskaber, leverer en fortælleteknisk undersøgelse
af den særlige køns- og kvindeproblematik i et mindre udvalg af digterens fiktion
for voksne, går den anden omvendt hele forfatterlivet kronologisk efter i sømmene, men lægger mindre vægt på egentlige værkfortolkninger end på »Karin
Michaëlis’ tid som immigrant i USA« og på »hidtil upubliceret materiale«.
De to citater er fra von Eybens Michaëlis-kronik, »En glemt verdensberømthed«, i Politiken, 23. december 2002, hvori man dels kan læse en synopsis over
hendes egen bog, dels altså bliver oplyst om de andre nyere udgivelser og igangværende projekter om dette forfatterskab, inkl. ét i Kina, hvor to kritikere skriver
om Michaëlis og den radikale amerikanske feminist Agnes Smedley, og ét i
Wien, »hvor en Ph.D. studerende skriver afhandling om Bibi-bøgerne«. Jeg nævner denne kronik, både fordi den i sit sammendrag af von Eybens bog er klarere
end bogen selv, og fordi den tilbyder et signalement af Eddys værk som jeg selv
er afskåret fra at give, da jeg dels står anført som en af Wiener-seriens medudgivere, dels på et indledende stadium har læst og vurderet en engelsksproget version af manuskriptet for den østrigske udgiver.
Med tanke på Karin Michaëlis’ udpræget internationale orientering menneskeligt såvel som kunstnerisk – specielt mod tysktalende lande og deres kulturliv og
med så forskellige tyske ånder som Rilke og Brecht i skaren af beundrere – er det
umiddelbart betryggende at germanister har blandet sig i nordisk litteraturforskning, og at biografer og kulturhistorikere har suppleret tekstanalytikerne. Det virker videre tilforladeligt at kvindeproblematikken hos Michaëlis, både i hendes
voksen- og børnebogssammenhæng og både langs værkernes utopiske og kritiske
Tre bøger om Karin Michaëlis · 193
akser, står forrest på forskernes dagsorden, uden at de alment humanistiske perspektiver i forfatterindens tematisering af kønskampen derfor forties. Lægger
man dertil balancen mellem analytiske og syntetiske tilgange til stoffet, fremstår
en rummelighed i helhedsbilledet som tjener dets genstand vel og i lige grad tilgodeser Michaëlis’ markante profil og generøse omgang med tilværelsen og dens
mennesker, høj som lav. Ja, tilgodeser selv læserne og deres reaktioner – i samtid
som eftertid – ved stedvis at sætte de sidste i forbindelse med forfatteren og hendes anliggende. Så vidt, så godt!
Med en bestemt roman som omdrejningspunkt er det Birgit Nielsens ambition at
komme omkring et forfatterportræt. Når hun betoner at hendes bog ikke prætenderer at være en biografi (7), kunne helheden måske i stedet kaldes en skitse af et
forfatterliv, og det er da spørgsmålet hvor mange ingredienser af dette hun har
magtet at samle, hvor typiske eller repræsentative de er, hvad de er typiske eller
repræsentative for, og hvor godt og overbevisende hendes portrætskitse holder
dem sammen eller holdes sammen af dem.
Som både børne- og voksenforfatter må Michaëlis i Nielsens optik fx forventes at opvise sider af sit fysiognomi i særlig tankevækkende brydning i en utopisk
ungdomsroman. Det var Michaëlis’ overbevisning »at hun i modsætning til de
fleste andre voksne havde bevaret en meget autentisk erindring om sin egen barndom[,] både dens glæder og smerter«, og de to selvbiografiske romaner for voksne, Pigen med Glasskaarene og Lille Løgnerske, er da også »skrevet for børnenes
skyld for at erindre de voksne om, hvordan barnet oplever verden«, mens omvendt børnebøgerne om Bibi henvender sig »også til voksne« (46). Men ikke blot
var forfatteren generationsoverskridende; med drengebogen Den grønne Ø har
hun tilmed (dog for en sjælden gangs skyld) overskredet kønsgrænserne, idet
mænd på den tid, if. »Mette Winges analyse af datidens børnebøger« … »skrev
normalt drengebøger og kvinder pigebøger« (60), hvad der får Michaëlis’ danske
forlægger til bekymret at tilråde at bogens »Forfatterindenavn« skjules bag et
(mandligt) pseudonym (60).
Kærligheden til børn, indfølelsen i deres lidelser og respekten for deres integritet, var Karin Michaëlis beskåret i sjældent mål. Men især besad hun evnen til,
selv i voksenbøgerne, at lade den voksnes (over)blik vige til fordel for »Øjebliksbilleder af et Barns kaotiske Forestillingskreds«, som Henrik Pontoppidan, bysbarnet fra Randers, udtrykte det (46). Det var med denne evne, som modsvarede
den østrigske pædagog Genia Schwarzwalds opdragelsesidealer (hvad også Mette Winge har påvist (49)), at hun genoplevede barndommen i flere af sine romanfigurer og i børnebøgernes Bibi. Men også på anden vis deler teksterne fremtoningspræg hen over generationsskel. Brevfiktionen, dannelses- og rejsemotivet
(51), indslag af internationalt samvær og pacifisme (cf. også Ellen Key), for ikke
at tale om en efterhånden udbredt socialkritisk tendens (52), er nogenlunde fast
inventar i værkerne uanset deres målgruppers alderstrin. Et ukueligt anarkistiskoptimistisk frihedsevangelium (a la den senere Pippi Langstrømpes (50)) forbindes med en udtalt ømhed for og medfølelse med livets og samfundets svage og
udstødte. Når Schopenhauer optræder i denne sammenhæng, er det betegnende
nok ikke for sin pessimisme og misantropi, men for sin kærlighed til dyr (53).
Med alle sine humanistiske attributter løb et så ambitiøst og anderledes børne-
194 · Anmeldelser
bogskoncept ikke af stablen uden omkostninger. Birgit Nielsen forlader sig igen
på Mette Winge og hendes karakteristik af Bibi-bøgernes barnlige fortællemåde
som »opremsende og digressionsfyldt og ofte snørklet«, mens »andre passager er
fortalt af en voksen fortæller« og »omhandler historiske og geografiske forhold«
(56). Alt i alt en umage blanding af barnlighed og voksenoplysning som er svær
at tilegne sig, spcecielt på baggrund af »den herskende børnebogstradition« (56).
Når misfostret overlever, er det især takket være de udenlandske oversættelser og
eksporten til en verden hvorfra det nordiske miljø tager sig tiltrækkende eksotisk
ud, og hvorfra forfatteren var kendt som en agtet kulturambassadør.
Det var under arbejdet med Bibi-serien at Den grønne Ø blev færdiggjort, med
de samme voksne problemstillinger, »både af pædagogisk, psykologisk, social,
politisk og filosofisk art«, og de samme indslag af forfatterens »internationale og
pacifistiske humanisme« (56), og dermed også underlagt de samme søgte former
for fortælleteknisk kompromis: »Men den fantastiske handling synes at være en
drøm, sandsynligvis for at bevare romanens realisme, hvilket dog var problematisk og senere blev ændret« (60). Som romanen konciperedes, var Michaëlis optaget af anarkisten Alexander Berkman, hvis biografi hun oversatte og søgte udgivet, og både han og Emma Goldman var hendes venner. Men som hendes
anden gode ven på venstrefløjen, den amerikanske socialist Agnes Smedley, i
30’erne lagde afstand til anarkisternes kritik af undertrykkelsen i Sovjet, forskød
også Michaëlis’ sympatier sig fra anarkisme mod kommunisme, måske takket
være påvirkning fra Brecht, givetvis fra en flere måneders vellykket rejse til Sovjet i 1934 (62). Birgit Nielsen formoder at netop dette åndsklima har inspireret
den »utopiske grundidé« i Den grønne Ø.
Med nazisternes magtovertagelse i Berlin i 1933 kom en bog med slige inspirationskilder selvsagt i fare på det tyske marked, som var Michaëlis’ største. Hendes tyske forlægger, Stuffer, griber frygtsomt ind i teksten bag hendes ryg (67 f.,
71, 97), og illustratoren Hedvig Collin, som deler hans ængstelse og taler hans
sag mod Michaëlis, maler klart fanden på væggen for sidstnævnte (69-70). Men
lige lidt hjalp det. Med en utvetydig rustale i Studentersamfundet 1933 brænder
Michaëlis bevidst sine broer til det nye Tyskland (104), samtidig med at hun
skærper den politiske og prosemitiske tone i den danske udgave af sin tekst (72)
– og dertil leger med tanken om en Bibi-bog med russisk miljø (70).
Birgit Nielsen giver med tekstkritiske oplysninger og overvejelser belæg for
disse ydre forhold som hun efterfølgende bestyrker med sin analyse af Den
grønne Ø som roman (72-80). Den katastroferamte ø er nemlig en utopisk dansk
provinsidyl med konstante internationale islæt. Dens lag af socialgrupper og outsidere anskues i den bikulturelle hovedperson Torbens perspektiv, som forlener
realismen med fiktion og fiktionen med nøgleromanens genkendelighed, idet
dækningens episke formsprog blander identifikation med distance, lokal forankring med rejsende bevægelighed. Gennem alle omskiftelserne holdes vandene
åbne af en teknisk og fremskridtsbetonet optimisme hvis hovedaktører er børnene, og hvis bud til den store verden er bogstaveligt uden at være finalt eller sluttet.
Den utopiske karakter bestemmer Nielsen nærmere som en art robinsonade
mellem Machiavellis og Hobbes’ pessimisme på den ene side og Rousseaus optimisme på den anden. Konflikten mellem holdningerne stiller de voksnes egoisme
mod børnenes – og jordemoderens – samarbejdsvilje og -evne. Resultatet bliver
Tre bøger om Karin Michaëlis · 195
en afskaffelse af ejendomsretten og en indførelse af nye samarbejdsformer og
straffelove i anarkismens, Emma Goldmans og Genia Schwarzwalds ånd (80-87).
Det almentgyldige i de utopiske løsninger understreges med symbolske midler
og referencer, det være sig syndfloden eller Paradis, den bibelske Josef, den jordemoderlige Demeter eller Torben som en blanding af Messias og Faust (87-90).
Men som fællesskabsfølelsens harmoni fortrænger alles kamp mod alle, flyder
også rester af gammeldags borgerlighed og bohemeliv i ét med gode, ubrudte ægteskaber. I Torbens regi betvinger en hellig alliance af børnenes livstro og al- og
jordemoderens frugtbarheds- og visdomskraft tidens truende katastrofer (90-93).
En gennemgående syltningsmetafor er her if. Birgit Nielsens tekskritiske dokumentation Michaëlis’ gradvis udviklede vision og utopi af en jødisk udfrielse af
den ulykke der nu truede Europas jøder overalt. Og romanens Syltesørine er Karin Michaëlis selv i minimal æstetisk forklædning (93-105). Både i og uden for
den utopiske roman var jødisk kultur »jordens salt« (108) eller kernen i al »etisk
humanisme« (cf. 90).
Med bogens blanding af national forankring og urkristen kollektivisme, anarkisme eller kommunisme – Birgit Nielsen er ikke de knivskarpe distinktioners
mester, og man kan vist samle de fleste af hendes forsøg i den retning under det
løse begreb om en ‘følelsessocialisme’ som Ejgil Søholm i sin tid lancerede om
Sjöwall/Wahlöo – er Michaëlis’mange harmoniseringer især bemærkelsesværdige ved deres karakter af midlertidige og åbne fællesskaber inden for fiktionens
univers. Det er den vigtige pointe i Nielsens konklusion (110-113) at de egentlige fikspunkter i Den grønne Ø er dens karakter af seriøs ungdoms- og kvindebog
og dens brod mod mandlig pessimisme og national isolationisme og selvtilstrækkelighed som svar på en kriseramt verdens udfordringer.
I en note fastslår Nielsen at »den kvindelige vagabond i alle aldre er i det hele
taget en stadigt tilbagevendende figur i Karin Michaëlis’ romaner« (126). En af
hendes romaner, omtalt (38) af Nielsen, bærer direkte titlen Hjertets Vagabond,
og som samlende figur for den flygtige stabilitet eller stabile flygtighed i digterens utopiske fiktion(er) er vagabonden nyttig fordi den fastholder hvad der dybest set ikke er for fastholdere. Den skrøbelige, næsten ustabile balance mellem
centripetale og centrifugale kræfter i forfatterskabet, på alle niveauer fra det ideologiske til det sprogligt og stilistisk formelle, både sætter og afsætter den tekstlige identitet i én og samme gestus. Her er det næppe tilfældigt at det var skikkelser som Colette og Rilke der fandt valgslægtskab med Michaëlis (cf. 115), som
hun selv fandt det hos Bang og Klaus Mann (cf. 15, 122, 116), eller at hun, som
sagt i nok en note, lå i forlængelse af Ellen Key med det syn at fx moderlighed ikke var et biologisk træk, men et spørgsmål om »livssynet og omsorgsevnerne«
(126). Essentialismens inhumane fiktion var ikke Michaëlis’, der snarere lod sin
humanitet bevæge sig vedholdent søgende omkring.
For så vidt som hun var en konstruktivist der ikke tog meget ud over de elementæreste livsytringer – som nu børnenes – for givne, kan hun godt kaldes foregribende. Hendes begrænsning lå i at hun ikke indreflekterede i sine ambitiøse
konstruktioner – eller utopier – de dekonstruktioner, eller mulighedsbetingelser,
disse ufravigeligt hvilede på. Hendes etiske humanisme kom aldrig rigtigt ud
over det følelsesbetonede, hvad der ikke gjorde den ringere eller mindre handlekraftig i sig selv, men meget mindre modstandsdygtig, både formelt og reelt, i
196 · Anmeldelser
en verden som i stigende grad anfægtede dens handlingsgrundlag. Distinktionen mellem fiktion og virkelighed er her en umuligt flydende grænsemarkering.
Birgit Nielsen har gjort sit emne en tjeneste ved at være lydhør over for de konstruktioner forfatteren Karin Michaëlis har afstedkommet. Men hun har svigtet det
ved at overse nogle begrænsninger i værkkonstruktionernes rækkevidde som kunne have blottet deres iboende dekonstruktion. Vagabondens færd(en) er befriende i
forhold til en ellers fastlåst verden; men som en (delvis ureflekteret) livsform i sig
selv kan den være lige så fastlåst og indbildsk som sine mest benhårde alternativer.
Man kunne også sige at Michaëlis i forhold til europæisk humanismes forløb
gennem historien befinder sig hvor det sene 19. årh.s humanisme begynder at
skride ud i det tidlige 20. årh.s anti-humanismer, og hvor humanismen som livsfilosofi er på nedtur, mens antihumanismerne som lurer bag horisonten, if. Kate
Soper, som gengivet i Tony Davies’ bog Humanism (London/New York, 1997),
udskiller en »humanist rhetoric that betrays their ‘hidden affinity’ with what they
deny«. Hvad dette konkret indebærer, er en forsinket italesættelse af hidtil uudtalte mulighedsbetingelser, der har det tvivlsomme fortrin at få en række ellers
stiltiende humanistiske banaliteter til at lyde støjende kontroversielle. Til den
principielle kritik af Nielsens bog, at denne konsekvens er gået hen over hovedet
på forfatteren, skal kun føjes den praktiske at Ellen Keys brev i note 13 (117) må
være læst også med øjet og øret for det svenske halvt lukket i!
Den sidste form for døv- og blindhed angår isolerede detaljer i Nielsens bog, men
skæmmer i utilgivelig grad Merete von Eybens. Det er ikke ukendt at bøger fra
forlaget Peter Lang viser sørgelig lemfældighed i omgangen med faktuelle forhold, sproglig korrekthed, korrekturlæsning og andre af bogproduktionens prosaiske led, men von Eybens værk er alligevel i særklasse hvad sjuskeri angår. Intet er
mindre opløftende end at påvise den slags underlødighed, og var det ikke fordi der
trods alt er værdier skjult på bunden af den foreliggende rodekasse, gjorde jeg gerne kort proces med hele molevitten. Nu forudsætter et rimeligt udbytte af denne
bog om Michaëlis desværre at de urimeligste omkostninger først skilles ud.
De er svære at kategorisere, for de melder sig overalt og på så mange niveauer.
Syntaksen er ét problem, og det spænder fra det øjensynligt forkerte over det sært
ubehjælpsomme til det totalt uforståelige (fx 3, 6, 7, 33, 70 f., 88, 91, 107). Forskellige former for stedord som ‘she’, ‘her’, ‘him’, ‘this’, ‘that’, ‘these’ eller
‘whose’ viser ofte ingen steder eller de forkerte steder eller ukendte steder hen
(fx 22, 27, 29, 33, 84, 87). Trættende eller rent ud forvirrende gentagelser florerer i den grad at bogen med fordel kunne have været reduceret til den halve længde. Introduktionen og konklusionen træder i særlig grad vande og hinanden over
tæerne, men derudover gentages der unødigt med ganske korte mellemrum, evt.
helt inden for den enkelte sætnings grænser (fx 6 og 110; 8 og 109; 16 og 40,
111; 20; 39 f. og 38, 25, 35, 37, 16; 42-43 og 23 f., 25, 26, 29-30, 35-36, 39, 44;
46 og 30; 47 og 28; 51 og 52; 56 og 52 f., 61, 63; 60 og 57; 92 f. og 77; 95 f. og
79). Ved enkelte lejligheder indrømmes en (overflødig) repetition med udtryk
‘som allerede nævnt’ (81), der selv gentages med stor frekvens! – mens der andre
steder optræder helt identiske gentagelser af en længere ordfølge på én og samme
side (fx 74). Hvortil kommer en ufrivilligt komisk brug af varierede gentagelser,
som fx en »unreliable person who is not to be relied upon« (86).
Tre bøger om Karin Michaëlis · 197
Tyrkfejlene er for mange til at lade sig anføre, alene i noterne er der omkring
femogtyve. Tit er de ikke engang til at gennemskue, som fx i »Freud’s influence
in Denmark in the 30’s and 30’s« (23). Tekster hvortil der henvises med forkortelser i noterne, fx af Roith og Still, er ikke altid med i bibliografien, og i flere
tilfælde hvor et værk citeres fra en anden forfatter, er både den citerede tekst og
forfatter fejlgengivet og/eller fejloversat, fx Bredsdorffs Great Nordic Morality
(120)! Det samme citat kan optræde med forskellig ordlyd eller interpunktion på
to forskellige steder (fx 9 og 11); en titel som Lillemor oversættes Little Mother
(2), men Lillemor (6), en anden, Den farlige Alder, har oversættelsen i kursiv (6),
men ikke (2). Hele serier af korrekturfejl dukker af og til op på samme side, (fx
45 og 70), og på (69) er der ikke blot gået kuk i enkelte ord (som ‘peronalitis’)
men i en hel sætning der ender med ‘an attempt that’?!
En hel række andre tvivlsspørgsmål kunne rejses til bogen – om titeloversættelser og besynderlige valg af sprogbrug og deslige – men tiden er inde til at nærme sig indholdsproblemerne i stedet. Ulykkeligvis viser disse sig umiddelbart ikke mindre graverende end de bekymrende formalia. Den indledende forskningshistorik er både mekanisk opremsende og uklar og perspektivløs, og en sammenligning mellem Michaëlis og Carl Th. Dreyer fortaber sig urimeligt i den sidste,
som dog ikke er hovedsagen. Desuden er den selvmodsigende, idet karakteristikken af Dreyer siges at gælde også Michaëlis, som dog angiveligt afstedkom noget
helt andet (4 f.). En del handlingsreferater er underligt rodede, og hvor sekundærlitteratur inddrages, er det ofte med beskedent udbytte, om det så skyldes
von Eyben eller de hjemmelsmænd/-kvinder hun benytter (fx 12).
Mest foruroligende er dog en række oplagte fortolkningsvildskud. I begyndelsen sammelignes således Andersens grimme ælling og Skyggen med disse ord:
»The duckling did indeed become a swan, just as the shadow usurped its master’s
identity, but that was not the end of the story for Andersen.« (3). Hvad enden så
var, melder Eyben intet om, selv om hun tilføjer en note. Og det er ikke mærkeligt, for hele sammenligningen er bygget på sand. Ællingen blev som bekendt
ikke en svane, det var den fra starten, blot tog det en hel historie for den at indse
det og tro på det. Det er pointen, og en helt anden pointe end den der følger af
identitetsproblematikken i »Skyggen«. Så ikke blot står det uklart hvad sagen har
med Michaëlis at gøre, det står grundlæggende uklart hvad sagen selv går ud på.
På lignende vis lades man i stikken af andre udsagn i von Eybens bog. På samme side (3) hører vi som indledning til Dreyer-afsnittet hvordan denne mand
»twenty years after Michaëlis’ death…would die under similarly tragic circumstances, having been treated just as indifferently by the Danish government«.
Hvis det skulle være en særlig menneskelig tragedie, endda med dødelig udgang,
at blive ligegyldigt behandlet af sin regering, ville der vist ikke være meget livsmod tilbage i denne verden. Hvordan en regering sådan opnår æren af eller pligten til at opretholde en kunstners liv, er ikke umiddelbart begribeligt, men må i
det mindste bero på en uhellig alliance af kunstsnobberi og mistillid til kunstens
egenværdi.
Som med de bristende formalia kunne man umiddelbart håbe at den slags slinger i valsen begrænsede sig til indholdssidens udenværker, men det er (igen) et
forfængeligt håb. Rene selvmodsigelser følger forfatterens pen ind i kernen af
hendes tematiske undersøgelser. I forbindelse med romanen 30 Daages Laan
198 · Anmeldelser
[sic!], som er emnet for kapitel 4, hedder det (67) at Kolja, en russisk revolutionær, er uvidende om elskerinden Hela-Madame Colberts dobbelt-identitet, mens
der få sider længere fremme står at »Kolja has been aware all the time of the duality of Hela’s identity« (70). Da splittet identitet, mellem horen og madonnaen i
mandens bevidsthed og mellem kønnet og karrieren i kvindens, er den sidstes
akilleshæl, og identitetens integritet omvendt nøglen til hendes uafhængighed og
til ligevægten mellem kønnene, er en fortolkningsmæssig selvmodsigelse på netop dette punkt selvsagt fatal for det pågældende kapitels bærekraft.
Samtidig er det synd for bogens helhed, hvis centrale idé nok kunne fortjene
opbakning. Som konklusionen (104-107) gør rimeligt klar, tjener forbudt sex i en
række af Michaëlis’ værker som metafor og struktur, mens handlingen i de samme tekster undermineres af såvel deres subtekster som upålidelige fortællere,
hvis afsløring det er fortolkerens opgave at gennemføre. I en roman som Lillemor
er hele registret af ulovlig seksualitet tematiseret, mens andre romaner fuldbyrder
listen af kønslige genvordigheder og selvmodsigende former for kvindelige seksualforhold under patriarkatet, som i sidste instans destruerer både mænd og
kvinder, hvis man skal tro den køns- og åndsbeslægtede Amalie Skram (103).
Som i så mange andre henseender er udlægningen hos von Eyben af spillet i
Michaëlis’ regi mellem tekst og subtekst, og mellem begges forskellige fortællerinstanser, mere mekanisk end systematisk, og tydningerne lider derunder, hvad
de også gør hvor incestmotivet og metaforikken er direkte i fokus. Det hindrer
dog ikke fortolkeren i at påpege en række væsentlige dikotomier, fx selvmodsigelser, selvfornægtelser og andet dobbelt bogholderi i forbindelse med den seksuelle frihed (19, 24-25).
Eksempelvis i romanen Justine, hvor titelfiguren er på en rejse mod selvindsigt, kommer disse dobbeltspil til udtryk på forskellige bevidsthedsniveauer. Rejsen vækker sin egen modstand mod indsigt og selvrealisation, Justine kan bedre
se funktionsproblemer hos andre end sig selv, og bedre endnu ses problemerne af
den (delvis) udenforstående læser (26-31, 86, 90). Som tekstens struktur blotter
mere selvuvidenhed end den selverkendelse der angiveligt er dens mål (cf. 47),
ser man Justine gå helt dræbende til værks, i det mindste fiktivt og i egen fantasi
(mens det henstår i von Eybens uvisse formulering om det samme sker i realiteten, cf. 32, i hvert fald indtil senere, cf. 45 ff.). Hvad der er ganske vist, er til
gengæld selvmodsigelsen i selve det episke synspunkt – og i romancegenren som
den her stryges mod hårene og har titelfigurens midaldrende umodenhed som del
af sin selv-dekonstruktion. Ikke tilfældigt er incest katastrofens symbol, for når
tre romance-helte kæmper om denne kvinde, er det udslag af blind patriarkalsk
magt (cf. 46, 49) og bevidner kvindens (umulige) mulighedsbetingelser for at
overleve denne (33-37). Det er if. von Eyben ingen tilfældighed at den eneste
(om)vej til kvindefrigørelse i denne sæbeopera af en roman går gennem manden
(Eigil), for Justines utilstrækkelige selvindsigt er typisk for Michaëlis’ kvinder.
Roman[c]ens selvdestruktive form består da i en blottelse af falske myter om
romantisk kærlighed og hellig moderkærlighed, og dens heltinde er en selvdestruktiv rebel. Og ikke blot adlyder incest mellem far og datter patriarkatets love,
men køns- og familieroller vendes om, så brødre kan træde i incestuøse fædres
sted som ødipale overmennesker, og søstre, som Justine, i deres moders rolle. Til
dette maskespil hører så yderligere en usynlig fortællers demaskering af Justines
Tre bøger om Karin Michaëlis · 199
fortælling, mens læseren sågar må spørge, i von Eybens egen ånd (cf. 22), om ikke den usynlige fortæller og den subtekst denne fremkalder, også bør sættes under mistanke. Ja, om ikke incesttabuet kan have andre formål end den uafhængighed som von Eyben tilskriver det (115), fx en stammegarant mod indavl, som
Tony Liversage har påpeget? For nok er det sandt (cf. 21) at incestrelationer er
destruktive, men er det sandt (alene?) fordi de bryder et tabu? (38-47)
Masochistiske madonnaer som får deres vaklende identitet forstærket af at underkaste sig magtfulde Don Juaner, alle forviklede i eventyrlige fortælleformer
og med utilforladelige fortællere som vejvisere gennem identitetsforviklingernes
selvbedrag, er da hyppigt det arrangement Michaëlis benytter til at iscenesætte
og ‘ifrågasätta’ patriarkatets magtudfoldelser. Allusioner til Faust og Gretchen er
nærliggende, men som von Eyben rigtigt påpeger er Louise Stefan i Michaëlis’
Bogen om Kærlighed uvidende om sin selvudslettelse og en fortabt sjæl i sammenligning med Goethes heltinde. For Louise er der ingen guddommelig frelse,
hendes hjerte brister, og også Hans Stefan dør – endda blandt de rigtigt gale og
selvbedrageriske (50-65).
Som i Justine – og den tidligere 30 Dages Laan – blotter von Eybens analyser
af tematik og fortælleteknik i Lillemor, den tidligste af de værker hun grundigt
behandler, en række ømme punkter i misbrugte kvinders selvforståelse – fra incestoplevelser til masochistisk passivitet og romantiske ugebladsdrømme. Romanen viser en iskold madamme drive sin mand i døden og sin ældste datter Marthe
i armene på en 50 år ældre følelseskold hustyran, moderens fætter og ungdomstilbeder, mens det står til en yngre datter, Anina, at vende moderen ryggen og frigøre sig fra hendes undertrykkelse. Om den eftergivende Marthe skriver von
Eyben at hun er lige efter titlen på The Illusion of Love: Why Battered Women Do
Not Leave Their Abusers, en ti år gammel bog af David P. Celani, baseret på
W.R.D. Fairbairns studier af misbrugte skotske forældreløse i 1930’erne og
1940’erne.
Michaëlis’ roman og disse forskere mødes, if. von Eyben, i den erfaring at
børn med dårlige forældre hellere tilskriver sig selv dårligdommene end løber
den risiko at måtte afskrive forældrene, hvis nærvær de netop i særlig grad søger,
fordi de aldrig fik deres tryghedsbehov opfyldt af disse voksne. Fairbairn så i børnenes indstilling et ‘moralsk forsvar’ mod far og mors undladelsessynder og et
sidste håb for deres eget voksenliv.
Men også et andet forsvar mobiliserede de mod forældrenes forsømmelser og
misbrug, og det bestod i at splitte sig selv i to, det misbrugte selv og ét der endnu
var håb for. På den måde kunne børnene også splitte en gennemgående dårlig forælder i to, så den ene halvdels store usselhed blev forhindret i helt at overskygge
den andens små glimt af godhed. Prisen for denne overlevelsesstrategi er til
gengæld at den ved at splitte børnenes eget jeg generelt svækker deres selvfølelse og selvværd.
Fra første færd viser Karin Michaëlis sig da i Merete von Eybens gengivelse
optaget af kvindens til selvmord grænsende selvundertrykkelse i mandssamfundet – og af dødsmotivet som strukturel krumtap i den kunstneriske gestaltning af
kønnenes kamp, som gerne antager incestuøse former og enten lammer eller perverterer seksualiteten yderligere (96). Inderlig afpersonalisering udspringer af
disse udsigtsløse samlivsformer – incest til døden os skiller, kunne man billedligt
200 · Anmeldelser
talt sige – og accepteres af de implicerede takket være en (i nogen grad selvforskyldt) svigtende (kvinde)bevidsthed. Betegnende for forholdet er den internaliserede og fraværende moders forret over den reelt nærværende, som Marthe nok
kritiserer ud af den ene mundvig, men så undskylder ud af den anden (91-93).
Med en vis logisk konsekvens afdækkes en sådan duplicitet fra digterens side ud
fra mere eller mindre fordækte fortællesynspunkter og ud fra subteksuelle strata
bag overfladens romancer. Er dette eventyr, så er det fortalt med den gotiske fortællings sorte humor (97-99).
I von Eybens bog er det humanistiske subjekt hos den europæiske humanist Karin Michaëlis, som Birgit Nielsen kaldte den portrætterede, altså i største vildrede, om ikke reduceret til en (u)ren fiktion. Når man betænker, som sagt indledningsvist, hvor meget Michaëlis’ udadvendte liv spillede en rolle ved siden af
hendes mange tekster, er det humanismen i videste forstand som er på operationsbordet, og hvor patienten er i fare for at dø, selv om operationen skulle lykkes. Et spørgsmål er derfor om livet i forfatterens tekster, og forfatterens liv som
tekst, overhovedet kan gestaltes på sammenhængende vis, altså i den genre vi er
vant til at kalde en biografi. Det foreliggende mulige svar på dette spørgsmål –
Beverly Eddys biografi – må blæse i vinden, idet denne bog som sagt ikke skal
anmeldes. I stedet for en anmeldelse skal der imidlertid voves et hypotetisk svar,
ud fra den i skrivende stund verserende diskussion mellem Peter Tudvad og Joachim Garff omkring en større nutidig dansk biografi, sidstnævntes SAK (se fx Politikens kronik 7. og 14. august 2004).
Af Peter Tudvads angreb på denne bog fremgår et syn på biografien som kildekritik, og af Garffs forsvar et syn på samme som fortælling (idet der her for enkelthed skyld bortses fra begges småindrømmelser til modpartens synspunkt).
Væbnet med den distinktion kan man om Nielsens og von Eybens ‘portrætskitser’ sige at den første ligger den kildekritiske og traditionsformidlende opfattelse
nærmest og bl.a. forudsætter det alment humanistiske subjekt som den anden,
med ringere kildekritisk præcision, i høj grad problematiserer (eller kunne have
problematiseret). Birgit Nielsens sobre, men noget overfladiske sammenføjning
af liv og (udvalgt) værk antyder muligheder for en biografisk syntese som von
Eybens mere usikre dybdeboring i et (større) værkudvalg i det mindste sår tvivl
om. For en helt upartisk betragtning er der ingen tvivl om at Eddy står den kildekritiske holdning nærmest, mens der fortsat må stilles spørgsmål ved om de mange kilder – og hendes behandling deraf – kan fjerne eller blot adressere den tvivl
som bøger a la von Eybens grundlæggende må rejse om det biografiske projekt
og dets gennemførlighed.
Det er jo ikke en tvivl som er opstået i danske aviser i sommeren 2004, men
som har gennemsyret den faglige debat om biografien det sidste par tiår, alt
imens biografier i hobetal er væltet frem på populærkulturens markedsplads som
vor tids romaner. På den hjemlige front gjorde Hans Hauge for ti år siden med
vanlig polemisk tæft opmærksom på hvordan både Foucault og Barthes erklærede forfatteren for død for så selv at blive biograferet da de var døde. Sådan går
biografien igen, som Hauge annoncerer det i sin titel (i Kritik, 112 (1994)), uanfægtet af nykritikkens og modernismens syn på digtning som en aktivitet der ikke vil give udtryk for personligheden, men slippe for den. I den situation må man
Tre bøger om Karin Michaëlis · 201
besinde sig og i det mindste basere biografier på tekstfortolkning, når nu ikke
tekstanalyse alene kan nære de nysgerrige læseres behov.
Men hvis mennesket reelt er på vej ud af historien, hvordan, kan man undre
sig, skal selv en tekstfortolkende genre da kunne genindsætte det og dets selv
uden at fortabe sig i en fiktion så fiktiv som den der skal fortolkes? Her svarer
Keld Zeruneith med at undfly dilemmaet mellem hornene og finde det »særligt
magtpåliggende at få koblet den fiktive og ikke-fiktive biografi sammen« (Zeruneith (ed.), Livsformer: Otte bidrag om biografi (København, 1988), 10). En måde det kan ske på, sporer fx Olof Lagercrantz hos Strindberg, der »formede sit liv,
så det tjente hans digtning« (ibid., 82). Sådan kan løgn blive til forbandet digt,
hvad Leon Edel ud fra Byron tolker derhen at biografen må gennemskue digterens selvbedrag og selvforsvar og bygge sit værk på dette indblik i mysteriet.
»That is its fascination« (Edel, Writing Lives: Principia Biographia (New York/
London, 1984), 17).
Men det er også essentialisme og hviler, som Edel andetsteds skriver, på den
tro at som biografen arbejder, »the mountains of trivia will melt away, and essences will emerge« (Stephen B. Oates (ed.), Biography as High Adventure: Life
Writers Speak on Their Art (Amherst, 1986), 24). Frank E. Vandiver går i et nabokapitel, »Biography as an Agent of Humanism«, så langt som til at se biografien som en egen kunstform og humanismen som »the character of being human«
(ibid., 50). Også denne biograf ønsker »to evoke from the past the essence of a
subject« (ibid., 63) og på den måde »offer a glimpse of humanity in microcosm«
(ibid., 64). Humanismen fremstår som vejen til et selvportræt gennem portrættet
af en anden, og som én tidsalders vej til forståelse af en anden. Sådan fastholdes
den menneskelige og historiske dimension inden for samme essentielle greb
(ibid.).
Som denne kæde af biografiske refleksioner antyder, kunne man forestille sig
elementerne i Birgit Nielsens og Merete von Eybens bøger om Karin Michaëlis
samlet lidt nærmere tyngdepunktet i Nielsens end von Eybens fremstilling. Men
biography can also lead us to examine the sense in which we really do live
after the subject. The old subject was constructed through a narrative of internal homogeneity and cross-temporal consistency, and with a Cartesian
self-transparency; all this fails to fit the experiences of many of us. All this
we must indeed live after. But the selves with which we now live, in the
challenging circumstances of our postmodernity, are not the less real for
being fragmented, internally conflicted, multiple, and conscious as much
of their temporal mutations as of their continuities. The old subject did not
understand itself as the social construct that it was, and thus took itself and
its solid essence more seriously than it was entitled to; but it was also, perhaps, at least in its manifestation in the novel and the late nineteenth- and
early twentieth-century biography, a fiction well-suited to the old circumstances of bourgeois life.
Sådan skriver K. Anthony Appiah (i Mary Rhiel og David Suchoff (eds.), The
Seductions of Biography (New York/London, 1996), 10 f.) og træffer med sine
ord præcist Karin Michaëlis’ placering mellem det 19. og 20. årh. og mellem en
202 · Anmeldelser
humanisme og essentialisme som er på vej ud, og en postmodernisme som er på
vej ind, men stadig har fortidens dyder og lyder på slæb, sprogligt og kunstnerisk,
ideologisk og filosofisk. Michaëlis’ halvt gammeldags, halvt foregribende modus
indbyder i Appiah’s parlando til en biografisk behandling som i højere grad end
Leon Edels & Co. har affinitet til von Eybens – ikke til Birgit Nielsens – studie.
Uden ganske at besvare hvordan digteren Michaëlis og hendes værk hænger sammen, aner vi et perspektiv på de afgørende (u)mulighedsbetingelser for sammenhængen som hendes forskellige aktuelle fortolkere, deres indbyrdes forskelle
ufortalt, vel har kredset om, men kun ufuldstændigt fået indkredset.
Poul Houe
Janne Jarlby: H.C. Branner – Splittelse og kontinuitet. Syddansk Universitetsforlag 2003. 129 s.
Forfatterskaber har som bekendt deres op- og nedture. For det første undervejs,
mens de successivt fremkommer: De enkelte værker er mere eller mindre vellykkede og træffer en mere eller mindre gunstig konjunktur i det samtidige litterære,
ideologiske og alamodiske åndsliv. Altså op og ned her – for H.C. Branners vedkommende som oftest op, med hans dårligste roman, Rytteren (1949), som den
største succes, både hjemme og udenlands; det havde han ikke ventet, men Tom
Kristensens monumentale fejlvurdering (synes vi nu) slog an. Branners senere
bøger mødtes til dels med en vis mistænksomhed (han var en slags fredsdue i
Koreakrigens år), og til dels med en mere bovlam respekt; dog også allerede af
den akademiske og pædagogiske aktive brugsinteresse som undervisningstekster
og demonstrationseksempler.
Men der er jo også op- og nedture bagefter: for et afsluttet forfatterskab. Det
vil for de flestes vedkommende ret hurtigt sige nedtur. Enten aktivt ved respektløshedens kritiske nedrivning af de ældres favoritter. Eller, nok så hyppigt, den
stille glemsel, snart udbredt til såvel (mangel på) kritiske referencer som det danske bogmarked. I sommeren 2004 oplyser boghandelen således at kun én Brannertitel kan fås; det er debutromanen Legetøj.
Nogle forfatterskaber får, om man så må sige, en begravelse i storhed – med
(ikke tekstkritisk) udgivelse af Samlede Værker. Således Kaj Munk, Martin A.
Hansen, Karen Blixen, men ikke Branner. I de fleste tilfælde kan bindene opsamles prisbilligt i restsalg og antikvaritater få år senere, hvor tavsheden har afløst
ovationerne omkring forfatterskabet. Karen Blixen er en markant undtagelse fra
denne regel som fra så mange andre regler.
Om Branners ry, eftermæle og interesse i kritikken kan dog tilføjes at han et
stykke vej har haft den litteraturhistoriske og analytiske kritiks bevågenhed. Der
er mange gode og tætte enkeltanalyser, som Sven Møller Kristensens af romanen
Ingen kender natten, i Digtning og livssyn (1959), og Finn Stein Larsens af novellen »Den første Morgen«, i Prosaens mønstre (1971). Og monografier af Henning Fonsmark (1951), Jørn Vosmar (1959), Emil Frederiksen (1966), Erik Skyum-Nielsen (1980), altså både før og efter digterens død i 1966. Seneste skud på
stammen er Janne Jarlbys H.C. Branner – Splittelse og kontinuitet, udgivet ved
H.C. Branner – Splittelse og kontinuitet · 203
digterens hundredårsdag 2003, men if. forordet bygget på et speciale hos Aage
Henriksen tilbage i 1990.
Ligesom Skyum-Nielsen fokuserer Janne Jarlby i sin afhandling på den sene
Branner, nærmere bestemt novellesamlingen Ariel fra 1963. Men idet hun opfatter den som en art statusopgørelse af digteren over et livs spændinger og digtninger, trækker hun linjer gennem forfatterskabet, helt fra debutromanen 1936 til
den sene fortællingssamling.
At der er en tematisk sammenhæng, medgiver man gerne. Stilistisk er der derimod betydelig forskel mellem de tidlige og sene prosaarbejder fra digterens
hånd. Branner blev med årene mere og mere virtuos, men ligesom ved nogle store maleres aldersværk kan man midt i sin beundring for den artistiske sikkerhed
føle det som mindre interessant, ligesom for tyndt, stofløst. Den rytmisering og
det flow der altid har karakteriseret hans prosa, taber i semantisk prægnans, mens
han udvikler en mere og mere musikalsk flerstemmighed. Janne Jarlby har ret i at
Branners tekster nærmer sig lyrik. Hun hæfter sig derfor også mere ved de symbolske træk (som personnavnene) og billedmønstre (fx akvariet!), der for så vidt
altid har været at finde i hans bøger, men nu ligesom runger mere.
Janne Jarlby trækker altså især tematiske linjer gennem forfatterskabet. De er
ikke vældig mange; men så kan man jo også sige at digteren ikke hørte til de meget frodige eller mangfoldigt fiktionsskabende. Hans forestillingsverden, persongalleri, konflikter udgør en begrænset kreds, og han var tydeligvis blandt de digtere der trækker meget på egne, begrænsede livserfaringer. Dette gør jo ikke afbræk i den litterære kvalitet – det er ikke bedre at være broget end at være dyb;
men Janne Jarlby slår vistnok cirklen snævrere end den var. Hvad angår det biografiske, er det sikkert nok og oftere udtalt af forfatteren selv at faderens død da
drengen var 4 år, var en omvæltning i hans tilværelse og følsomhed (og hans mor
døde først i 1962!). Men han havde dog søskende og en varm og kærlig morfar,
der sagtens har afbalanceret noget af den ængstelige enspændermelankoli Branner selekterede til sine drengeskildringer. – For resten kender jeg ikke andet til
Branners biografi end hvad der oplyses i diverse håndbøger, hvad der sløret og
suggestivt fortælles i hans prosabog Vandring langs floden (1953) samt et par andetsteds trykte antologibidrag af forfatteren, samt hvad sønnen Jens Branner
meddeler mest fra senere år i sin selv- og far-biografiske bog Opbrud (1999).
Hvad angør det bibliografiske, dvs. forfatterskabets omfang, er Janne Jarlbys
negligering af Branners arbejder i de dramatiske genrer diskutabel. Han begyndte og endte som hørespilforfatter; og både af de seneste af hans radiospil og af
hans tre teateropførte skuespil fra 1940’erne kan man læse andre historier end
dem eller den Janne Jarlby aflytter.
I sine simpleste træk er den jo ikke ukendt af Brannerlæsere. Vi véd alle at
Branner er en stor skildrer af børn og deres drømme/løgne og deres sårbarhed, og
at han kredser om forholdet mellem kønnene: Han er som Paludan-Müller og
Holger Drachmann en utrættelig, men også ambivalent kvindedyrker; og som
D.H. Lawrence – måske en af de forfattere der, næst efter Hamsun, har betydet
mest for Branner? – digtede han på en mystisk dyrkelse af seksualiteten, i sidste
instans akten, som livets (nb: åndelige!) mening. Og ikke tilfældigt minder den
Jarlbyske familiehistorie om den Freudske ditto: Vi starter (altid) i en borgerlig
verden. Den lille dreng gør tidligt bekendtskab med døden og kommer tidligt i
204 · Anmeldelser
hænderne på én af sine forældre – moderen – og har svært ved at få sin drømmeverden forligt med og derpå adskilt fra den moderlige omsorg. Han er ængstelig,
ikke mindst bange for piger, hvoraf der gerne såvel før som efter puberteten
fremtræder en femme fatale, en uvorn og oprørsk drengepige (Jarlby har et fint
blik for de stereotype træk), senere undertiden i en mere frodig (moderlig?) skikkelse. Der er så en dobbelthed af møde og flugt; til sidstnævnte slutter sig også
fortrængning, virkelighedstab, hallucinationer, endende i en slags gentagelse af
dødsdriften og dødsangsten.
I fire kapitler gennemløber Janne Jarlby nu forfatterskabet for disse emner:
»Barnets møde med døden«, »Den voksnes møde med døden«, »Barnets møde
med kærligheden« og »Den voksnes møde med kærligheden«. Det lyder lovlig
mekanisk, men dokumenterer meget vigtige træk i den Brannerske oplevelsesverden (og udgrænser andre: »samfundet«, magtforhold, krigen, det mellemmenneskelige ansvar m.v.).
Den kontinuitet Janne Jarlby signalerer i titlen på afhandlingen, er da givet
med dette tematiske felt. Splittelsen er at forstå som en ødipal beskadigelse: Forsøget (mandens!) på at forene sex og ømhed/omsorg forekommer altid at balancere usikkert og viser sig til sidst at være bristet: splittelsen mellem eros og agape (A. Nygren afløser punktvis S. Freud) bliver definitiv.
Dette læser Janne Jarlby ud af samlingen Ariel, hvis fire noveller hun opfatter
som ét eksistentielt udviklingsforløb.
Her lidt anmelder-knur: Ligesom ideen om at Thomas og Simon, de kontrasterende hovedpersoner i Ingen kender natten, er hinandens »alter ego« (s.63), ligner det den noget hårdhændede fortolkningsmåde som Villy Sørensen vist blev
en inspirator for herhjemme. De forskellige figurer i en fiktion er ganske rigtigt
momenter i én bevidsthed, nemlig læserens, men at de i øvrigt altid skulle være
»sider« eller egenskaber ligesom i middelalderlige moraliteter, turde være en
overspilning. På lignende vis kan man reservere sig når det om de to brødre og
antagonister i novellen »Puritaneren« hedder: »mens der i overfladestrukturen er
to hovedpersoner, så er der i dybdestrukturen kun én« (s.110): som mangeårig
gæst i strukturalistiske, marxistiske og freudianske træningslejre mobiliserer anmelderen ikke lutter lykkefølelse ved den autoritative angivelse af hvad der kun
er overflade, og hvad der er den dybere egentlighed; det er igen den allegoriske
forkærlighed som kan være farlig. Branners symbolisme, især i personnavngivning, blev ganske vist endnu mere fed i hans sene værker, og Janne Jarlby er for
sensitiv en læser til at give det mere vægt end de genkommende forestillingsbilleder (fx hvide ansigter).
Sin opfattelse af de fire noveller som én og samme persons udviklingsforløb
støtter Janne Jarlby på at hovedpersonerne placerer sig på successive aldersstadier. Men at noveller i en samling opmarcheres efter livsalder eller anden kronologi, er forholdsvis trivielt. Hun nævner Klaus Rifbjergs Og andre historier (1964)
som et paralleltilfælde. Denne støtte for påstanden om person-identitet igennem
Ariel er svag. Det er fristende at ville se de fire noveller som livsbilleder med en
vis sammenhæng, men den behøver måske ikke at være én livshistorie, som denne analyse vil.
Den første novelle, »Leg ved stranden«, genspiller pubertetshistorien om den
fortrykte drengs møde med den »vilde« og initiativtagende pige. Hun hedder
H.C. Branner – Splittelse og kontinuitet · 205
Helle, og mere end et helle kan deres undvigelse fra hjemmene ikke blive – undtagen i drengens sjæl.
De to midterste noveller adlyder Janne Jarlbys splittelsestese: I »Ariel« kan
manden ikke forene det stærke seksuelle forhold (til elskerinden) med ømheden
(for den invalide hustru). Og i »Puritaneren« har den noget spradebasseagtige
skribent der er novellens hovedperson, hugget kæresten fra sin teologiske bror (2
mænd = 2 sider af 1), men denne vinder i og med døden.
I samlingens – og Branners – sidste novelle, »Skrevet i vand«, tager et ægtepar
til Rom. Konen er døende. Manden opfatter det ikke eller vil ikke opfatte det. De
er bestandig på flugt gennem byen, men manden, der er synsvinkelbærer, er især
både på en turistindtryks- og tankeflugt, med Branners karakteristiske symptomer eller symboler på fortrængning. Han ender således med at have tabt det hele.
Dette er naturligvis også en digters selvdom, en af de mange i forfatterskaber
hvor mand, drømmer og digter har en tendens til overlappe hinanden. At udlede
dette af moderdominans og boy-afraid-of-girl er der if. Janne Jarlbys læsning af
forfatterskabet god grund til. Anmelderen ville gerne åbne for flere aspekter og
perspektiver. Men det er selvfølgelig en typisk og tvivlsom tilbøjelighed hos akademiske anmeldere og opponenter at forestille sig en anden bog end den de har
foran sig. Janne Jarlbys er læseværdig nok.
Lars Peter Rømhild
Fra Redaktionen
Danske Studier udkommer normalt med ét bind om året. Abonnement på
tidsskriftet kan tegnes i enhver boghandel for kr. 210,- årligt inkl. moms.
Man kan dog erhverve det billigere ved at indmelde sig som medlem i
Universitets-Jubilæets danske Samfund, hvis sekretær er ph.d. Marita
Akhøj Nielsen, Gammeldansk Ordbog, Christians Brygge 1, 1219
København K. Årskontingentet er kr. 200,-, hvortil lægges forsendelsesgebyr (porto + ekspedition).
For årskontingentet får medlemmerne tilsendt en del af de i årets løb
udsendte bøger, herunder altid Danske Studier, medens andre tilbydes
dem til en favorabel subskriptionspris. Medlemmerne kan derudover
købe tidligere udsendte – ikke udsolgte – publikationer til reducerede
priser. Medlemsleveringen for 2004 består af Danske Studier 2004 (nr.
563) og – efter bestilling – Ømålsordbogen bind 7 (nr. 561) og Marita
Akhøj Nielsen: Anders Sørensen Vedels filologiske arbejder (nr. 562).
To our members abroad: You are kindly requested to pay your membership fee for 2004, DKK 265,- (inclusive of postage and packing)
either to the Giro account of UJDS, SWIFT-BIC: DABADKKK, IBAN: DK93
3000 0005 0277 64, or by cheque in DKK. Please note that UJDS can
bear no unintentional reduction of your annual contribution caused by
charges. If you pay by a Giro transfer, either a foreign Eurogiro or a
Swift transfer, you are kindly requested to pay the service charge of
DKK 30,- that is a total of DKK 295,-.
Bidrag til tidsskriftet (gerne på diskette) bedes sendt til docent Flemming
Lundgreen-Nielsen, Upsalagade 22, 1. tv., 2100 København Ø eller til
ledende redaktør Merete K. Jørgensen, Gammeldansk Ordbog, Christians Brygge 1, 1219 København K, bøger eller andet materiale til redaktionen bedes sendt til Merete K. Jørgensen. Der henvises til »Redaktionel vejledning til forfatterne«, Danske Studier 1998.
Tilsendte publikationer
Gunnstein Akselberg, Anne Marit Bødal og Helge Sandøy (red.): Nordisk dialektologi. Oslo 2003. – Anders Thyrring Andersen (udg.): Kætterbreve. Martin A. Hansens korrespondance med kredsen omkring
Heretica, 1-3. Kbh. 2004. – Poul Bager: Om Johannes V. Jensens
»Wombwell« < Rotunden, nr. 20, 2004. – Bergljot Behrens og Bente
Christensen (red.): Oversettelse i teori og praksis (ANLAs skriftserie, nr.
1). Oslo 2003. – Wolfgang Behschnitt: Die Entdeckung der Regionen im
Zeichen des nationalen Denkens. Eine Untersuchung an deutschen und
dänischen Landesbeschreibungen des 19. Jahrhunderts < Jahrbuch für
finnisch-deutsche Literaturbeziehungen, Bd. 34, 2002. – Michael Chesnutt (ed.): The Medieval Danish Liturgy of St Knud Lavard. Kbh. 2003.
– Jan Terje Faarlund (red.): Språk i endring. Indre norsk språkhistorie.
Oslo 2003. – Martine Cardel Gertsen: Gustafs ansigter. Selvfremstilling
i Gustaf-Munch-Petersens forfatterskab. Kbh. 2004. – Annelies van
Hees: Fiction and Reality in Smilla’s Sense of Snow < European Studies,
vol. 18, 2002. – Flemming Hemmersam: Folkloristik 2003 – Fire folkloristiske essays. Pamflet. Albertslund 2003. – Aage Jørgensen: »Bedre er
Sjæl end Sol«. Romansk kultur i Johannes V. Jensens optik < Rotunden,
nr. 20, 2004. – Aage Jørgensen: Danske kandidater til den litterære Nobelpris < Nordisk tidskrift för vetenskap, konst och industri, bind 80,
2004. – Aage Jørgensen: Johannes V. Jensens Danmarkssang – en
teksthistorie < Rotunden, nr. 20, 2004. – Aage Jørgensen: Noble tabere?
< Studier i Nordisk 2002-2003, red: Dorthe Duncker. Kbh. 2004. – Aage
Jørgensen: Vilhelm Andersen og Johannes V. Jensen < Nordica, bind 20,
2003. – Aage Jørgensen: What Would the Children Say …? »The Marsh
King’s Daughter« Revisited < H.C. Andersen. Old Problems and New
Readings. Provo 2004. – Carl Henrik Koch: Den danske filosofis historie.
Dansk oplysningsfilosofi 1700-1800. Kbh. 2003. – Lena Kühne: Ibsen
im Spiegelkabinett (Wiener Studien zur Skandinavistik). Wien 2004. –
Robert Nedoma und Nina v. Zimmermann (hrsg.): Einheit und Vielfalt
der nordischen Literatur(en). Festschrift für Sven Hakon Rossel. Wien
2003. – Marita Akhøj Nielsen: Anders Sørensen Vedels filologiske arbejder, 1.-2. Kbh. 2004. – Fritz Paul: Kleine Schriften zur nordischen
Philologie. Herausgegeben von Joachim Grage, Heinrich Detering,
Wilhem Heimann und Lutz Rühling. Wiener Studien zur Skandinavistik
(WSS) Band 9. Wien 2003. – Einheit und Vielfalt der nordischen Literatur(en). Festschrift für Sven Hakon Rossel zum 60. Geburtstag. Her-
208 · Fra Redaktionen
ausgegeben von Robert Nedoma und Nina v. Zimmermann. Wiener Studien zur Skandinavistik (WSS) Band 8. Wien 2003. – Helge Sandøy
(red.): Med ‘bil’ i Norden i 100 år. Ordlaging og tilpassing av utalandske
ord. Oslo 2003. – Leif Stedstrup (udg.): Tre skolekomedier. Fra tiden
omkring 1530. En diplomatarisk udgave af håndskriftet Thott 780 fol.
Kbh. 2004. – Peter Christensen Teilmann og Gunnar Sivertsen (red.): Ind
i Holbergs fjerde århundrede. Det faglige og det kulturelle grundlag for
en nykommenteret udgivelse af Ludvig Holbergs samlede værker – i
bogligt og digitalt medie. Kbh. 2004. – Gunnar Tingbjörn: Engelskt lån i
svenskt idrottsspråk (Maijerbergs Arkiv för svensk ordforskning 30),
Göteborg 2003. – Eivind Tjønneland: Ironie als Symptom. Eine kritische
Auseinandersetzung mit Søren Kierkegaards Über den Begriff der Ironie.
Frankfurt am Main 2004 – Varianter och bibliografisk beskrivning. Nordisk Nätverk för Editionsfilologi. Skrifter 5. Helsingfors 2003. – Peter
Zeeberg: Heinrich Rantzau. A Bibliography. Kbh. 2004. – Keld
Zeruneith: Kedelhat. På rejse i sagaernes land. Kbh. 2003.
Tidsskrifter
Etudes Germaniques, 58e année 3-4, 2003, 59e année 1-3, 2004. – Jahrbuch des österreichischen Volksliedwerkes, Band 52, Wien 2003. –
Namn och Bygd. Tidskrift för nordisk ortnamnsforskning, 91, 2003. –
Nordica, bind 20, Odense 2003. – Nordisk tidskrift, Stockholm, årg. 79,
2003:4; årg. 80, 2004:1. – Ord & Sag 23, udg. Institut for jysk sprog- og
kulturforskning, Aarhus 2003. – Saga och Sed. Kungl. Gustav Adolfs
Akademiens Årsbok 2003. – Språk & Stil. Tidskrift för svensk språkforskning, ny följd 13, 2003. – Studia Anthroponymica Scandinavica.
Tidskrift för nordisk personnamnsforskning 21, 2003. – Svenska Landsmål och svenskt folkliv, 2003. – Tijdschrift voor Skandinavistiek, jaargang 24, nummer 1-2, Amsterdam 2003, jaargang 25, nummer 1, Amsterdam 2004. – Zeitschrift für Volkskunde, 99. Jahrgang 2003/I-II, 100.
Jahrgang, 2004/I.
Was this manual useful for you? yes no
Thank you for your participation!

* Your assessment is very important for improving the work of artificial intelligence, which forms the content of this project

Download PDF

advertisement