Kulturmiljøer - Aalborg Kommune

Kulturmiljøer
( For Aalborg Kommune )
Indhold
Indhold og forord.........................................................................................3
Aalborg Kommune.....................................................................................24
Øvrige kulturmiljøer............................................................................... 228
Forord
Et kulturmiljø er et geografisk afgrænset
område, som ved sin fremtræden afspejler væsentlige træk af den samfundsmæssige udvikling.
Det landskab, som istiden efterlod, er gennem mange tusinde år
blevet bearbejdet og formet af mennesker. Der er etableret bopladser og gravhøje, anlagt veje, stier og jernbaner, bygget kirker, fabrikker, huse og sommerhuse, fældet skove og plantet nye, dyrket
jord, formet skel, plantet hegn, anlagt diger, bygget havne m.m. Det
landskab er det, vi i dag kalder det danske kulturlandskab.
Kulturlandskabet undergår konstante forandringer i takt med, at
samfundet forandrer sig, og derfor føjes der hele tiden nye lag til
landskabet, mens andre udviskes. Med andre ord afsætter udviklingen spor i landskabet. Den, der kan læse sporene, kan læse om vores fælles fortid. Ældre tiders kulturspor giver en historisk oplevelse
af og forståelse for tidligere tiders samfundsforhold og menneskenes vilkår. Forhold, som kan være med til at sætte vores eget liv og
livsvilkår i perspektiv.
I Danmark har amterne haft en lang tradition for at beskytte naturen og miljøet. Der gøres en stor indsats for at nedbringe forureningen og bevare et varieret dyre- og planteliv i naturen. I løbet af de
seneste årtier er der desuden opstået en stadig øget interesse for at
bevare de gamle kulturhistoriske spor, som mange steder er truet af
den generelle samfundsudvikling. Denne interesse har bl.a. udmøntet sig i en øget arbejdsindsats fra de kulturhistoriske fagfolks side.
Stat, amter, museer m.fl. har samarbejdet om at udarbejde en bevaringspolitik, der kan være med til at sikre de kulturhistoriske interesser. Regionplanlægningen indgår som en del af denne politik – dels
som beskyttende foranstaltning i sig selv, dels som ramme og ledetråd for de kommune- og lokalplaner, der i mere detaljeret form kan
sikre de kulturhistoriske bevaringsværdier. Målet er at forene en bevaring af kulturmiljøerne og en fortsat udvikling. Fra 2007 bliver det
kommunernes opgave at fortsætte dette arbejde.
Beskyttelsen af kulturværdierne indgår i miljøpolitikken som ”den
3. dimension” ved siden af miljø- og naturbeskyttelse. I forlængelse
af regeringens redegørelse om kulturmiljøet, blev der i den statslige
udmelding til amternes regionplanrevision 1997, 2001 og 2005 peget på behovet for, at regionplanerne også omfatter beskyttelse af
kulturmiljøer og de kulturhistoriske helheder i landskabet. Det blev
i udmeldingen anbefalet, at amterne skulle foretage en udpegning
og prioritering af værdifulde kulturmiljøer.
Nordjyllands Amtsråd udpegede allerede i Fredningsplanen i 1987
knap 80 ”kulturgeografiske beskyttelsesområder”, som i 1989 blev
optaget i regionplanen. Ud over disse områder blev der til Regionplan 2001 udpeget 33 værdifulde kystkulturmiljøer som resultat af
et samarbejde mellem Nordjyllands Amt, Kulturmiljørådet og de
kulturhistoriske museer. Til Regionplan 2005 er de resterende kulturgeografiske beskyttelsesområder blevet revideret, og nye er udpeget, så der i alt inkl. kystkulturmiljøerne er udpeget 135 værdifulde kulturmiljøer. Det er disse miljøer, det følgende handler om. Ambitionen er, at materialet kan fungere som vejledning til, hvordan vi
kan planlægge og handle fremsynet med respekt for de kulturhistoriske værdier.
Indledning
Denne rapport samler beskrivelserne af de kulturmiljøer i Nordjylland, der er udpeget som værdifulde i Regionplan 2005. Overalt i
det nordjyske landskab møder vi spor af menneskets aktivitet, lige
fra den storslåede vikingegravplads på Lindholm Høje til det beskedne gadekær i Fjellerad. Alle steder fortæller landskabet kulturhistorie, og næsten intet naturområde er helt upåvirket af menneskets gøremål i tid og rum. Vildmoserne, Ulvedybet, De Himmerlandske Heder - alle fortæller de historie om os og vore forfædre.
Samfundsudviklingen i det 20. århundrede har medført, at værdifulde kulturspor er blevet udvisket mange steder i landskabet. For eksempel har byudvikling, ændringer af gamle linieføringer af veje og
skel, landbrugets strukturudvikling og senest motorvejsudbygningen
”på tværs” forandret landskabsbilledet så markant, at fortælleværdien og den umiddelbare oplevelse af landskabet er blevet fattigere.
Udpegningen af kulturmiljøerne handler blandt andet om at tage
hensyn til de gamle kulturspor, når vi tilføjer landskabet vores egne
nye spor.
Gennem naturbeskyttelsesloven har amterne været pålagt at beskytte de kulturhistoriske værdier i det åbne land samt at forbedre,
genoprette eller tilvejebringe særlige områder, der er af betydning
for de kulturhistoriske interesser. Fra 2007 er det kommunerne, der
skal varetage interesserne både i det åbne land og i byerne.
En del kulturspor – fortidsminderne, sten- og jorddiger m.v. - er direkte beskyttet gennem lovgivningen, både med beskyttelse af selve
fortidsmindet og af dets omgivelser gennem byggeliniebestemmelser. Andre kulturspor er sikret gennem bygningsfredning eller som
led i historiske eller arkæologiske fredninger. Endelig er en række
kirkeomgivelser sikret gennem frivillige aftaler eller fredninger.
Kulturmiljøerne er sårbare over for mange forskelligartede forhold.
Fortidsminder kan for eksempel være i fare for overgroning med
træer, der kan resultere i, at træernes rødder ødelægger sporene
under jorden. Det kan også betyde, at fortidsmindets visuelle effekt
helt forsvinder. En måde at imødekomme dette på vil være en rydning af uønsket vækst i og omkring området og vedligeholdende
pleje med afgræsning.
Bygninger kan være sårbare over for almindeligt forfald, men også
over for ombygninger, der ikke tager hensyn til bygningens historie.
Her kan en bevarende lokalplan hjælpe langt hen ad vejen. En sådan lokalplan kan også være med til at sikre et helt kulturmiljø, hvor
man ønsker at fastholde et bestemt udtryk. Det kan også være en
stor hjælp at udarbejde en vejledning i forbindelse med om- og tilbygninger inden for et kulturmiljø.
Sporene i landskabet som hegn, der for eksempel markerer en stjerneudskiftning af en landsby, kan let forsvinde ved nye markstrukturer. Her kan det være afgørende at fortælle den historie, der ligger
bag ved læhegnene.
Men det er vigtigt, at vi ikke udelukkende interesserer os for de enkelte elementer som kirken, herregårdens hovedbygning, stations
bygningen, købstadshuset, fyrtårnet osv., men i mindst lige så høj
grad ser på sammenhængene og helhederne. Et kulturmiljøs berettigelse og dets særlige værdi hører endvidere ikke nødvendigvis
sammen med alder. Kulturmiljøer kan også bestå af enkeltelementer, der har relation til hinanden. De kan være forholdsvis nye og
uden umiddelbar æstetisk og arkitektonisk værdi, men de er udpeget, fordi de tilsammen kan fortælle en væsentlig historie om samfundets udvikling.
En del kulturmiljøer kan dog sjældent fortælle en historie i sig selv –
blot man ser dem. Der er oftest brug for en historie og en sammenhæng at sætte udpegningen ind i for at forstå kulturmiljøets værdier
og relevans – en indsigt, der samtidig er væsentlig for sikringen af
kulturmiljøet. Formidlingen af kulturmiljøets historie og beskrivelsen
af, hvorfor kulturmiljøet er bevaringsværdigt vil altid have en stor
betydning for kulturmiljøets fremtid – uanset om bevaringsværdien
rummer synlige eller usynlige spor. Det er derfor afgørende, at der
ikke bare fra myndighedernes side, men i mindst lige så høj grad fra
lokal side er interesse og opbakning for at bevare et kulturmiljø.
Kulturmiljøerne i Nordjyllands Amt
Natugrundlag og bosætning
Når man bevæger sig rundt i Nordjylland ændrer landskabet markant karakter – fra hederne i Himmerland til det høje Vendsyssel og
den flade Skagen Odde. Fra den barske vestkyst med klitlandskaber, sandflugt og dramatiske klinter til den milde østkyst med strandengs- og strandvoldslandskaberne.
Det skiftende naturgrundlag har givet forskellige forudsætninger for
menneskenes liv og bosætning, der afspejles i landskabet og bebyggelsen. Langs kysterne finder vi fiskerlejer, ladepladser og købstæder, i de magre egne er det enkeltgårdene, der præger landskabet,
mens landsbyerne optræder på de bedre jorder, hvor vi også finder
herregårdene og klostrene. En del af de sidstnævnte har dog også
været lokaliseret i forhold til de rige fiskevande, der tidligere fandtes
i fjordene.
Landboreformerne i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af
1800-tallet skulle fremme produktionen og bøndernes levevilkår.
Udskiftningen gav helt nye strukturer overalt i landskabet, f.eks. i
form af nye markskel og veje samt gårde og huse i det åbne land.
Udskiftningen og senere etableringen af husmandsbrugene og de
gradvise forandringer, der er sket i tiden efter, har i vid udstrækning
dannet grundlag for det kulturlandskab, vi ser i dag.
Bosætningen langs kysten har fra starten fundet sted efter mange forskellige kriterier. Der kan være tale om, at der i havet ud for
var gode fiskemuligheder, eller/og at der på kysten var gode landingsmuligheder enten i læ for den fremherskende vindretning eller i form af en naturhavn, eksempelvis som vi kender det ved Elling
nord for Frederikshavn, eller et å-udløb som i Sæby. Der kan også
være tale om et gunstigt sted set ud fra et handelsperspektiv eller et
forsvarsperspektiv. Al dette i kombination med at naturgrundlaget
på land gjorde det muligt at overleve. Langt de fleste mennesker,
der har boet langs kysten, levede før i tiden af en kombination af
landbrug og en næring, der var knyttet til havet.
Købstederne blev lokaliseret, hvor de lå godt i forhold til handelsvejene, der dengang primært var knyttet til vandet. Med jernbanen i
slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet opstod der
en række byer – stationsbyer – hvis lokalisering skyldes bygningen
af en station. Med andelstiden i anden halvdel af 1800-årene blev
der oprettet mejerier, og ofte opstod der også mindre byer omkring
disse.
I det følgende sættes de udpegede kulturmiljøer ind i en kortfattet
sammenhæng.
Det forhistoriske landskab
Jægerstenalderens mennesker var fuldstændig afhængige af naturgrundlaget og tilpassede sig dette. Men med agerbrugets introduktion i slutningen af det 5. årtusinde f. Kr. begyndte den langvarige
proces, som stadig foregår, nemlig at tilpasse naturen til mennesket.
De ældste synlige spor fra denne tid, dvs. bondestenalder og ældre
bronzealder, sætter således stærkt præg på det nutidige landskab
i form af store koncentrationer af gravhøje som eksempelvis ved
Vogn-Bjørnager (12), Lendum-Øster Skærum (23), Falden Skov (44),
Holt Bjerg (45), Hingelbjerge (63) og Grynderup (120).
Af andre områder med koncentrationer af gravhøje kan nævnes
Hallund Hede (40), Alsbjerg (59), Janum Kjøt (60), Korsholm (67),
Husby Hole (68), Skræm (69), Hjedsbæk Plantage (100) og Nørreskov-Rebild Skovhuse (103).
Skræm - Den sydlige jættestue ved
Gundestrup Mark.
Aalborg historiske Museum 2005.
Ved overgangen til jernalderen, ca. 500 f. Kr., skete der store skift i
organiseringen af samfundet, og det afspejler sig på mange måder
i de arkæologiske fund. Man flyttede sammen i små landsbyer med
tilhørende permanente marker. De kan i dag erkendes i landskabet
som et netværk af lave diger omkring det, der engang var dyrkede
marker.
Landsbydannelsen betød samtidig, at man etablerede store fællesgravpladser i stedet for de tidligere familiegravpladser, der lå enten
i de gamle gravhøje eller ved foden af dem. Af eksempler på store
gravpladser kan nævnes Lindholm Høje (55) og Donbæk (22).
Skibssætninger på Lindholm Høje.
Aalborg historiske Museum 2005.
I en del hedeområder findes bevarede marksystemer fra jernalderen, for eksempel Fosdal-Telling (61) og Vindblæs Hede (77), og enkelte steder kan man se rester af de tilhørende gårde, som de lå, da
man fandt dem. (Bopladserne er helt eller delvist udgravet og efterfølgende rekonstrueret). Eksempler herpå er Skørbæk Hede (80) og
Vokslev Hede (99).
Borremose (122) er et eksempel på en meget almindelig landsby fra
ældre jernalder med en meget udsædvanlig placering. Gårdene lå
på en beskyttet plads bag en vold med en 500 m lang og to meter
dyb voldgrav i den sydligste del af den store mose.
De to højmoser Lille Vildmose (94) og Store Vildmose (37), som opstod i bronzealderen, voksede kraftigt i jernalderen. I Store Vildmose findes derfor et specielt kulturmiljø, idet man her har kunnet dokumentere, hvordan mosen gradvist har dækket forladte jernalderbopladser, marker (ardspor), gravhøje og vejforløb.
Luftfoto af Fyrkat Vikingeborg.
Nordjyllands Amt 2002.
10
Endvidere er Aggersborg-området (72) og Fyrkat (116) udpeget som
værdifulde kulturmiljø fra vikingetiden, ligesom Sebbersund (79)
med Sankt Nikolaj Bjerg samt køkkenmøddingerne ved Vitskøl Kloster (76), Ertebølle (124) og Havnø (108).
Andre spor i landskabet
I en del af de forhistoriske miljøer indgår andre spor, eksempelvis
hulveje og diger. På Læsø finder man endvidere flere steder spor efter de gamle inddigede marker ”Haverne”. Haverne måtte opgives
pga. sandflugten, der satte ind, efter at alle øens træer var brugt til
saltsydning. Sporene efter Haverne kan findes ved Bangsbohaven
(134).
Rubjerg Knude Fyr set fra syd 2006.
Vendsyssel historiske Museum.
Sandflugten har sat markante spor i store dele af det nordjyske landskab, hvor sandet har lagt sig over marker og huse. I dag
kan dette opleves ved Rubjerg Knude (27). Andre spor findes ved
Højsande (131) på Læsø. I slutningen af 1800-tallet begyndte staten
at plante klitplantager for at dæmpe sandet. Som eksempel er udpeget Ålbæk Plantage syd for Skagen (3).
Klostre
I middelalderen var klostrene vigtige institutioner, der bl.a. varetog de opgaver, som plejehjem og sygehuse står for i dag. Desuden
kom mange nye ideer og opfindelser til Danmark via klostrene. I
Nordjylland står i dag flere velbevarede klosteranlæg som flotte
bygningsværker, der vidner om datidens storhed. Andre er kun delvist bevarede. Mange af klostrene er oprettet omkring 1200. Efter
reformationen i 1536 kom klostrene ind under kronen, hvor de senere blev solgt fra.
11
Klosterkirken og nordfløjen.
Kirsten Monrad Hansen 2006.
I Nordjylland er følgende klostre udpeget som værdifulde kulturmiljøer. Børglum Kloster (inkl. herregårdslandskabet) (29) og Vrejlev
Kloster (30) var de to eneste præmonstratenserklostre i det nuværende Danmark. Hundslund Kloster, det nuværende Dronninglund
Slot (50) og Ø Kloster, den nuværende Oksholm herregård (57) var
begge nonneklostre for benediktinerordenen. Vitskøl Kloster (76)
var et kloster for Cisterciensermunke, mens Helligåndsklostret i Aalborg (88), der er Nordjyllands yngste og først oprettet i 1451, var
det første kloster i Danmark af Helligåndsordenen.
Hovedgårde/herregårde
Mange steder i Nordjylland finder vi stadig miljøer præget af herregårdens funktion, om end herregårde med hele hovedgårdsjorden
intakt hører til sjældenhederne. Landskabet er karakteristisk med de
meget store markfelter, enkeltstående ”maleriske” gamle træer ude
på markerne, hovedgårdsdigerne, herregården selv med dens park
samt alléer m.m. Et eksempel på et kystvendt herregårdsmiljø er det
udpegede Havnø Gods ved Mariager Fjord (108). Et andet er Birkumgård ved Gjøl (56). Andre herregårdsmiljøer er Odden (8), Baggesvogn (10), Sæbygård (32), Hejselt (34), Birkelse (39), Voergård
(47), Dronninglund Slot (50), Oksholm (57), Kokkedal Slot (58), Lindenborg (96), Willestrup (111), Ouegård (113), Skovsgård Hovedgård
(114), Lerkenfeldt (123), Hessel (126), der samtidig er Danmarks
eneste stråtækte herregård, samt den nyere Gårdbo Gård (3), der
med den tilstødende Gårdbo Sø desuden er udpeget som eksempel
på landindvinding.
Hovedbygningen til Gårdbogård.
Vendsyssel historiske Museum 2006.
12
Landsbyer
Landsbyerne findes, som herregårdene, typisk i de områder, hvor
jorden var nogenlunde god. I landsbyens midte var ofte et ubebygget fællesområde - en forte. Manstrup (71) og Volsted (97) er landsbyer, hvor man stadig kan se forten. Af landsbyer hvor forten er blevet bebygget, de såkaldte forteklyngebyer kan nævnes Romdrup
(91), Smidie (95), Gl. Skørping (98), Brøndbjerg (112) og Glenstrup
(115). Mange steder havde landsbyen også et gadekær, så man bl.a.
kunne vande dyrene. I Snæbum (118) genfinder man gadekæret.
Luftfoto fra Snæbum.
Før landboreformerne i slutningen af 1700-tallet dyrkede bønderne jorden i fællesskab. Med de store reformer blev jorden samlet og
fordelt til de enkelte gårde i landsbyen, og mange steder flyttede
nogle af gårdene ud på deres jord og væk fra landsbyen. Et eksempel er Thise udflyttere (35). I enkelte landsbyer blev gårdene ikke
flyttet ud som eksempelvis i Helberskov (107) og Boldrup (119), hvor
man fortsat kan genfinde den gamle struktur, selvom der er bygget
enkelte nye huse. Nogle landsbyer blev stjerneudskiftet, dvs. nogle
af gårdene fik samlet jorden i en trekant med gården beliggende i
spidsen som Høgsted (31) og Thise (35).
Landsbyerne lokaliserede sig i forhold til landskabet og infrastrukturen. Flere landsbyer, hvor husene ligger langs en slynget vej er udpeget. Det drejer sig om Moseby (38), Allerup (42), Voerså (46), Visborg (109), Bejstrup (70), Nørholm (83), Gravlev (101) og Alstrup
(127), hvoraf de tre sidste samtidig er randlandsbyer beliggende på
overgangen mellem de lave enge og det højere landskab. Lyngby
(105) er et eksempel på en vejforteby, hvor de gamle gårde og huse ligger som perler på en snor langs vejen, mens Skørbæk (81) og
Lundby (92) er et eksempler på uregelmæssige vejfortebyer. Hollensted er et eksempel på en randlandsby (41).
Af andre landsbyer er udpeget Gl. Østerby (133) på Læsø, der fortsat har en stor samling af traditionelle Læsøgårde med tangtag.
Fiskerlejer og ladepladser
Langs kysten var det udnyttelsen af andre ressourcer end jorden,
som udløste bosætning, f.eks. i fiskerlejerne eller på ladepladserne.
Det kunne være rene fiskerlejer og ladepladser som Lønstrup (26)
og Løkken (28), hvorfra der blev drevet både fiskeri og skudehan13
del med Norge, eller byer som fik sit udkomme fra en kombination
af landbrug og fiskeri, som for eksempel Gjøl (56). Fiskerklyngen i
Frederikshavn (20) og Højen/Gl. Skagen (2) er eksempler på miljøer, der oprindeligt husede fiskere. Et nutidigt eksempel på et aktivt
kystfiskerleje er Thorupstrand (64).
Thorupstrand er udpeget som værdifuldt kulturmiljø på grund af det aktive fiskeri, der findes.
Kirsten Monrad Hansen 2003.
Sæsonbetonet bosættelse
I forbindelse med sæsonfiskeri har der også været bosættelse langs
kysten. Et eksempel er hummerhytterne på Horneks Odde (130) på
nordkysten af Læsø.
Enestegårde
I nogle områder af Nordjylland er enestegårdene meget udbredte
f.eks. i Bangsbo ådal omkring Vrangbæk og Gærum (22). Et andet
eksempel er Åbenterp og Lie Gårde (31).
Husmandsudstykninger
Op mod 1900-tallet blev antallet af bønder overhalet af antallet
af husmænd, tjenestefolk m.v., og samtidig fik husmandsbevægelsen større betydning. Der blev nedsat en landbokommission, og den
første jordlov kom i 1899. Denne lov gik ud på at forbedre husmændenes vilkår ved at give dem egne små jordlodder.
I Nordjylland blev en del herregårde købt op af husmandsforeningerne og omdannet til husmandsbrug f.eks. Hjermitslevgård (36),
Dronninggård ved Dronninglund (50), Vår (78), Store Restrup (84)
og Visborggård (109).
14
Købstæderne
Et af de vigtigste privilegier, der har sat sit præg på landskabet, var
købstadsrettighederne, hvis positive og negative påvirkning rakte
langt ud fra byerne. Købstaden med dens monopoler og kontrol af
handel og håndværk bremsede udviklingen i de landsbyer i oplandet, hvor en udvikling kunne have fundet sted, og købstaden udgjorde samtidig med sin befolkningskoncentration et stabilt marked
for landbruget. I Nordjylland var det Aalborg, som længe dominerede udviklingen i hele landsdelen og eksempelvis først sent tillod den
nærtliggende Nibe at opnå købstadsrettigheder. Først med grundloven af 1849 opløstes monopolerne på håndværk, og næringsfrihedsloven i 1852 gav handelen fri og en udvikling uden for købstæderne tog fart.
Blandt købstadsmiljøer er udpeget Skagen (1), Frederikshavn (20),
Sæby (33), Hals (53), Løgstør (74), Nibe (82) og Aalborg (88), der alle er knyttet til hav eller fjord.
Nyere byer
Nogle byer er vokset frem eller har vokset sig større, fordi jernbanen blev anlagt, og en station blev bygget på stedet. Dybvad (43) og
Dronninglund (50) er eksempler på dette. Stationen ved Skørping
(104) fortæller historien om en by, der voksede frem omkring en sta15
tion, der blev placeret i et øde skovområde. Hostrup Huse (117) er ligeledes et eksempel på en by, der er vokset op i kraft af, at en station
blev placeret her på bakken uden for Hobro. Kvissel (15) og Sønderlev-Vennebjerg (25) er andre eksempler, men de er også præget af,
at de på et tidspunkt fik mejeri og dermed yderligere udvikling.
Banegården blev flyttet i 1893 – her
ses den nye banegård.
Sydhimmerlands Museum ukendt
årstal.
Hirtshals (4) er et eksempel på en nyere planlagt by, og selvom
Steen Eiler Rasmussens byplan fra 1920’erne ikke helt er virkeliggjort, bærer en del af byen stadig præg af planen. Hadsund by
(110a-b) er opstået som handelssted, men har også både industri og fiskerkvarter. Det moderne Aalborg (87) er udpeget bl.a. på
grund af sine moderne funkisbebyggelser fra 1930’erne.
Siden 1960’erne er der opstået parcelhuskvarterer oftest i tilknytning til eksisterende større eller mindre byer. Klarup (91) er et meget
tydeligt eksempel på parcelhusbyggeriet, hvor man også kan se udviklingen inden for parcelhusbyggeri.
Færgeri og kroer
Af andre privilegier kan nævnes retten til færgefart og krodrift. Traditionelt foregik færgefarten med rofærger og pramme, og i tilknytning til færgeriet var der ofte en kro. Flere steder kan det nuværende færgested følges meget langt tilbage i tiden, som eksempelvis i Hvalpsund (125). Et eksempel på et kulturmiljø med en nutidig
færgehavn findes i Vesterø Havn (129) på Læsø. Et eksempel på et
nedlagt færgested, der har fået en ny funktion som lille jollehavn er
færgelejet ved Aggersund Syd (73).
16
Havneanlæg
Tilbage i vikingetiden benyttede man sig af naturhavne, hvor skibene kunne ligge i læ for vejr og vind. Det kunne være i forbindelse
med å-udløb, men bugterne langs kysten har ved forskellige vindretninger også kunnet yde læ. Ellingå-området nord for Frederikshavn (19) er udpeget som værdifuldt kulturmiljø, da der i vikingetiden var en naturhavn her.
Ved Frederikshavn byggedes primitive havneanlæg ”kaase”, der bestod af flere rækker af sten vinkelret på kysten. Imellem disse kaase
var der grundt vand, hvor skibene kunne ligge i læ. Et eksempel på
et kulturmiljø med kaase er Brovig i Frederikshavn (20).
Langs kysten er der mange spor, der vidner om udskibning af varer,
handel og fiskeri. Langs eksempelvis vestkysten omlastedes skibene
tæt på kysten, men mange steder anlagdes skibsbroer, hvor fartøjerne kunne lægge til og losses og lastes. I 1800-tallet begyndte man at
bygge mere faste havneanlæg. Med opblomstringen i fiskeriet i anden halvdel af 1800-tallet blev der desuden brug for sikre havneforhold for fiskefartøjerne samtidig med en let adgang til at få fisken kørt
af sted til afsætningsmarkederne. I forbindelse med havnene slog en
række forskellige værksteder, virksomheder og mindre industrier, der
havde tilknytning til fiskeriet, sig ned. Der er også her, vi finder fiskernes mere eller mindre ydmyge skure i tilknytning til havnen.
Af udpegede kystkulturmiljøer med (fiskeri)havne kan nævnes Skagen
(1), Strandby (17), Frederikshavn med bl.a. Neppens Havn samt den
helt nye Rønnerhavnen (19+20), Sæby (33), Voerså (46), Aså (51),
Hou (52), Hals (53), Vesterø Havn (129) og Østerby Havn (132) på
Læsø, samt Gjøl (56), Løgstør (74) og Hvalpsund (125) i Limfjorden.
Havnen består i dag af flere bassiner med flydebroer til lystfartøjer.
Allan Hassing 2005.
Infrastruktur
I 1869 kom jernbanen til Aalborg og i løbet af de næste godt 50 år
blev nettet udvidet til at dække det meste af Nordjylland. Langt de fleste af banerne er siden blevet nedlagt. Et stykke af den gamle smalsporede Skagensbane, der åbnede i 1890, er udpeget som værdifuldt
kulturmiljø (16). Hirtshalsbanen, der åbnede i 1925, er ligeledes udpeget med tilhørende bygninger mellem Hjørring og Hirtshals (6).
Enkelte steder i landet har skibsfart over land ad gravede kanaler
sat sig mærkbare spor. Nordjylland har en af landets længste kanaler, Frederik d. 7.’s Kanal med sit eget specielle kanalmiljø. Den er
17
udpeget som værdifuldt kulturmiljø i sammenhæng med Løgstør By
og Lendrup Huse (74).
Skibsfartens markante spor
Fyrtårnene langs kysten er nogle af de meget markante spor, som
skibsfarten har sat i landskabet. Fyrene ligger på steder, hvor de af
naturlige årsager kan ses langt væk. Mange af fyrene er markante
bygningsværker.
Der er udpeget en række kulturmiljøer, hvor fyrene indgår: Hirtshals
Fyr (5), Rubjerg Knude (27), Skagen med sine markante fyr fra forskellige perioder (1), Hirsholmene (18) og Nordre Rønner på Læsø
(128). Der ud over indgår det meget karakteristiske dobbeltfyr også
i kulturmiljøet omkring Løgstør By (74).
Det karakteristiske dobbeltfyr med
det lille havnebassin foran og den
gamle købmandsgård til højre.
Kirsten Monrad Hansen, 2006.
Råstofudnyttelse
Råstofudnyttelse og gravning har været kendt siden stenalderen.
Et kystrelateret eksempel på et sådant kulturmiljø er tomterne ved
Rønnerne-Stoklund efter saltsydning på Læsø (135). Hirsholmene
(18) er også udpeget som værdifuldt kulturmiljø bl.a. pga. udnyttelsen af øernes sten til hus-, havne-, fyr- og digebyggeri. Klim Bjerg
(65) med kalkovnen er udpeget som eksempel på en lokal udnyttelse af kalken ligesom Kongstedlund-Smidie (95). Store Vildmose (37)
og Lille Vildmose (94) er udpeget bl.a. pga. tørveindvindingens historie. En landsby med tilknytning til en lokal ressourceudnyttelse i
form af et nu nedlagt teglværk er Stinesminde (113).
18
Høstemark Tørve- og Strøelsesfabrik. Remisen i Dokkedal.
Forsvarsanlæg
Kronen havde som primær opgave at samle landet og forsvare det
mod udefra indtrængende. I mange år var der dog megen lovløshed, og dette resulterede i, at mange herremænd opførte mindre borganlæg fra 1300-tallet og frem. En række af disse er udpeget som værdifulde kulturmiljøer: Asdal, Astrup, Ågård, Hedegård,
Gunderstedgård, Halkær, Kyø, Egholm og Gårdsens Vold (7a-i). En
undtagelse herfra er voldene ved Allerup (7c), der er dateret til yngre jernalder (375-1050 e.Kr.). Dette anlæg har antagelig været en
tilflugtsborg for egnens befolkning.
Af store borganlæg er udpeget vikingeborgene Aggersborg (72) og
Fyrkat (116). Af senere forsvarsanlæg er udpeget kystskanseanlæg i
Hals (53) og Nordre Skanse i Frederikshavn (19).
Kanonerne på Nordre Skanse kunne
bestryge farvandet omkring Frederikshavn.
Kirsten Monrad Hansen 2003.
Anden verdenskrig i kystlandskabet
Som levn fra den militære strategi kan nævnes betydelige anlægsarbejder, som fulgte i kølvandet på den anden verdenskrig, hvor der
langs hele kysten eksempelvis ligger bunkers. Af udpegede kulturmiljøer er befæstningerne af Aggersundbroen (73), befæstningsanlægget ved Hirtshals Fyr (5), befæstningsanlægget ved Nordre
Strandvej i Frederikshavn (19), Pikkerbakken (21) syd for Frederikshavn, der dog også har en militær historie, der går langt tilbage
samt Hals i den østlige ende af Limfjorden (53).
19
Mølleanlæg
Vandmøllerne blev lagt ved vandløb, hvor der var de bedste muligheder for opstemninger, mens placeringen af vindmøller var mere
fri. Mange vindmøller blev dog bygget i forbindelse med en allerede
eksisterende vandmølle. Det eneste krav til placeringen var, at der
var vind nok. Det har sjældent været et problem i Nordjylland. Møllerne Sindal, Halkær, Kelddal, Højris, Hyldal og Bælum (11a-f) samt
Dorf Mølleby (48) er udpeget som værdifulde kulturmiljøer. (Der er
dog mange andre bevaringsværdige møller, og de er alle omtalt i
beskrivelsen af møllerne under kulturmiljø nr. 11a-f møller.)
Tidlig industri
Vandkraften i Nordjylland blev allerede fra slutningen af 1700-tallet
udnyttet til tidlige industrianlæg som Godthåb Hammerværk (85),
der blev etableret som papirfabrik og en af Danmarks tidligste industrier. Et andet tidligt eksempel på industri er Gudumlunds fabrikker
(93). Bindslev Elværk (9), der nu er museum, blev drevet vha. en turbine, der fik kraft fra Uggerby Å. Et nutidigt eksempel med en lang
historie er Nørlund (121), hvor der stadig er fungerende savværk.
Industrianlæg
Aalborg er især kendt for sine store industrier. Industrier blev først
og fremmest lokaliseret i forhold til, hvor der både var nem adgang
til råstof og nem adgang til afsætning. I Nordjylland er De Danske Spritfabrikker (86) udpeget som værdifuldt kulturmiljø, sammen
med Dansk Eternit Fabrik (89) og Aalborg Portland (90).
Fritidslandskabet
En betydelig omlægning af det åbne land er sket de sidste 40 år
som følge af den rekreative udvikling. Fritidslandskabet med de
store sommerhusområder har især bredt sig i kystzonens klitlandskaber. Områderne har vidt forskelligt præg - fra Løkken-Blokhus
områdets åbne landskab med de mange huse til de mere lukkede
miljøer langs østkysten nord for Hals. Flere steder langs kysten er
der også eksempler på borgerskabets sommervillabyggeri fra begyndelsen af 1900-tallet. Fra omkring år 1900 og 30 år frem blev
der mange steder langs kysten bygget badehoteller. Disse har ikke
medført de store omlægninger af landskabet, men nogle af dem er
markante bygninger.
Blandt de udpegede kystkulturmiljøer er der flere eksempler på fritidsområder. I Lønstrup er kvarteret med borgerskabets sommervillaer på Møllebakken samt det mere ydmyge sommerhusområde
Harrerenden (26) udpeget, og i Hvalpsund (125) er rækken af selvbyggede sommerhuse langs Strandvejen medtaget. Sommerhusområdet Lendrup Strand ved Løgstør (74) og sommerbebyggelsen Lille
Alpha ved Frederikshavn (19) er også udpeget som værdifulde kulturmiljøer. Svinkløv-området med Svinkløv Badehotel (62) er udpeget som et eksempel på de ”gamle” badehoteller.
Flere steder er der også eksempler på fritidsanlæg som væddeløbsbanen ved Aså (51), parkerne i Hjørring (24), Tolne Skov med skovpavillionen (13), Dronninglund Storskov (49), Rebild Bakker (102),
Terndruplund (106) og Apotekerskoven ved Hobro (116).
Institutioner
En række institutioner er udpeget som værdifulde kulturmiljøer.
Hammer Bakker (54) og Livø (75) blev bevidst placeret i isolerede
20
områder, det sidste endda på en ø langt fra det ”normale” samfund,
så de åndssvage kunne bo og arbejde uden at være til gene for den
almindelige befolkning. Kragsskovhede med tilhørende funktionærboliger (14) er oprindeligt en arbejdslejr, oprettet i forbindelse med
den store ungdomsarbejdsløshed i 1930’erne og anlagt, hvor man
ønskede at opdyrke nyt land. Skørping sanatorium (104), der blev
oprettet som tuberkulosesanatorium, blev anlagt i et storet skovområde og blev, som de andre, næsten et helt lille samfund for sig selv.
Kirker og skoler
Klim Valgmenighed og Klim Friskole (66) er udpeget som eksempel
på et grundtvigsk miljø. I det østlige Han Herred gik en række familier sammen om at starte en friskole baseret på de grundtvigske
principper og ca. 10 år efter i 1883 fik man bygget Klim Frimeninghedskirke nu Valgmeninghedskirke.
Af Kirsten Monrad Hansen, Nordjyllands Amt
21
22
23
Aalborg Kommune
Kulturmiljøer
Store Vildmose
Kulturmiljø nr. 37.........................................................................................26
Hou
Kulturmiljø nr. 52.........................................................................................36
Hals
Kulturmiljø nr. 53.........................................................................................42
Hammer Bakker
Kulturmiljø nr. 54.........................................................................................52
Lindholm Høje
Kulturmiljø nr. 55.........................................................................................59
Vår-Staun
Kulturmiljø nr. 78.........................................................................................63
Sebbersund og Sebber Kloster
Kulturmiljø nr. 79a+b.................................................................................71
Skørbæk Hede
Kulturmiljø nr. 80.........................................................................................80
Skørbæk
Kulturmiljø nr. 81.........................................................................................83
Nibe
Kulturmiljø nr. 82.........................................................................................88
Nørholm
Kulturmiljø nr. 83.........................................................................................95
Store Restrup husmandsudstykning
Kulturmiljø nr. 84.......................................................................................103
Godthaab Hammerværk
Kulturmiljø nr. 85....................................................................................... 111
De Danske Spritfabrikker i Aalborg
Kulturmiljø nr. 86.......................................................................................118
Det moderne Aalborg
Kulturmiljø nr. 87.......................................................................................126
Aalborg – den ”gamle by”
Kulturmiljø nr. 88.......................................................................................138
Dansk Eternit Fabrik
Kulturmiljø nr. 89.......................................................................................151
24
Aalborg Portland
Kulturmiljø nr. 90...................................................................................... 160
Romdrup-Klarup
Kulturmiljø nr. 91.......................................................................................170
Lundby
Kulturmiljø 92.............................................................................................177
Gudumlunds Fabrikker
Kulturmiljø nr. 93.......................................................................................183
Lille Vildmose, Remisen i Dokkedal og Tofte Skov
Kulturmiljø nr. 94a-b-c............................................................................192
Kongstedlund – Smidie
Kulturmiljø nr. 95...................................................................................... 205
Lindenborg
Kulturmiljø nr. 96.......................................................................................214
Volsted
Kulturmiljø nr. 97...................................................................................... 220
Vokslev Hede
Kulturmiljø nr. 99...................................................................................... 226
25
Store Vildmose
Kulturmiljø nr. 37
Tema
Bosætning på landet
Emne(r)
Oldtid, kultivering/landindvinding, bosætning på landet, råstofindvinding
Sted/topografi
Store Vildmose er beliggende midt i området mellem Brønderslev,
Sulsted, Åbybro og Saltum. Mosen afgrænses mod syd af lave bakker, mod nord og vest af Ryå, mod øst af Lindholm Å. Mosen ligger
på hævet stenalderhavbund, der overvejende består af sand, der
visse steder er iblandet grus og ler. Store Vildmose fremstår i dag
som store eng- og markarealer, der primært afvandes til Ryå.
Vildmosens areal udgør 60 km2. Længde nord-syd 10 km, bredde
øst-vest 7 km.
Kulturmiljøet afgrænses af højmosens største udbredelse i slutningen af 1800-tallet.
Dele af området ved Ørnefenner er udpeget som kulturarvsareal
(www.dkconline.dk nr. 100112-100).
Tid
Oldtid til i dag
Karakteristik
Mosen
Med sidste istids afslutning og isens afsmeltning forvandledes Vendsyssel til et ø-rige. Kun de højeste partier stak op af havet. Biersted
Bakke, Nørbjerg eller Åby Bjerg og Sandelsbjerg lå som større eller
26
mindre øer i en stor, lavvandet bredning, der fra Nibe i syd strakte
sig til Thise Bakker mod nord.
Vildmosebredningen har haft en rig fauna af fugle, fisk og skaldyr.
En rigdom der gav gode livsbetingelser for datidens jægere og samlere, ertebøllekulturens mennesker. Deres bopladser findes i dag
langs de gamle kystlinjer. Efter at isens tryk og havstigningen ophørte, hævede Nordjylland sig langsomt. I løbet af 3. årtusinde f.
Kr. svandt lavningen ind, og en strandvegetation bredte sig. Spredte
enkeltfund af bearbejdet flint viser, at mennesker færdedes i området på dette tidspunkt.
Omkring 1500 f. Kr. bredte en skovbevoksning sig i områdets sydlige del. Skoven bestod af birk, el og eg. De største ege med en
egenalder på op til 400 år. En klimaændring til et mere regnfuldt
vejr bevirkede en udvaskning af jordens næringsstoffer med begyndende skovdød til følge, samtidig satte en forsumpning med tørvedannelse ind. Forsumpningen var yderligere med til at gøre det af
med skoven. Forsumpningen foregik ret hurtigt i sydlig, vestlig og
østlig retning, mens der mod nord var store, flade arealer, der med
tiden omdannedes til mose.
Imod slutningen af yngre bronzealder, 1100-500 f. Kr., bliver Vildmosen til en højmose, hvor der på sump- og skovtørv aflejres en mørk
og omsat højmosetørv i den sydlige og centrale del af det nuværende
moseområde. Den hastighed mosen bredte sig med varierede gennem årene, vekslende mellem 1 og 3,5 meter om året. Først senere afsattes højmosetørv i den nordligere del af mosen. Denne yngre
højmosetørv var lys og kun svagt omsat i forhold til den først dannede tørv. Den lyse mosetørv var forårsaget af et mere fugtigt klima end
tidligere og deraf følgende fugtigere moseoverflade.
Lignende klimaændringer indtræffer ca. 400 og 1200 e. Kr. og forsumpning og tørvedannelse er sandsynligvis fortsat op gennem
middelalderen, men på grund af tørvegravning, dræning og opdyrkning af randområderne er det ikke lykkedes at belyse mosens totale
udbredelse efter 800-900 e. Kr.
Tørvemos (sphagnum) er en yderst nøjsom plante, som udelukkende
ernærer sig af regnvand, der opsuges gennem fine porer i bladene.
Ved stærk fugtighed forhindres den naturlige nedbrydning af døde
tørvemosser. Det skyldes surt vand, der forhindrer svampe og bakterier, som normalt omdanner dødt plantevæv til muld, i at trives.
Der dannes det, der populært kaldes ”hundekød” – et brunligt, løst,
svampet tørvelag. Under hundekødet optræder den stærkt omsatte
tørv, der er grundvandspåvirket og vandstandsende. Tørvedannelsen i Store Vildmose havde inden kultiveringen i de centrale og sydlige dele af mosen en tykkelse på op mod 5,3 m, men sjældent over
4,5 m og aftagende ud mod randområderne. Den maksimale tykkelse i dag er højst 2 m.
Oldtid
Administrativt er Vildmosens areal fordelt mellem seks sogne. Ajstrup sogn i Aalborg Kommune, Biersted og Åby sogne i Åbybro
Kommune, Jetsmark i Pandrup Kommune samt Thise og Tolstrup
sogne i Brønderslev Kommune.
Synlige fortidsminder i Store Vildmose falder inden for tidsperioderne romersk jernalder, 1 – ca. 400 e. Kr., og ældre germansk jernal27
der, ca. 400-850 e. Kr. De synlige fortidsminder er trædestensrækker, brolagte vejforløb, stenkredse og gravhøje. Hertil kommer de
fortidsminder, der er dækket af tørven, og som kun er synlige ved
arkæologiske undersøgelser. Her er der tale om bopladser, marker
og grave under flad mark.
Den nordlige halvdel af Ørnefenner, Thise sogn, er fredet og udlagt
som kulturarvsareal (10.10.12, 100). De østligste 300 meter dyrkes.
Indenfor det fredede område er registreret to stenkredse (10.01.12,
88-89), et større bopladsområde (10.01.12, 87) samt et stensat vejanlæg, der afsluttes i en trædestensrække (10.01.12, 90). Alle anlæg er fredet i 1985, og er beliggende i græsfenne. Datering: Ældre
jernalder, sandsynligvis ældre romertid.
I Ryssensgrav, Thise sogn, umiddelbart vest for Tagmarksvej, forekommer en rundhøj med 53 små randsten (10.01.12, 68). Fredet
1925. Datering: Jernalder.
Nord for Ørnefenner, Thise sogn, forekommer syv gravhøje, rundhøje, dels i dyrket mark, dels i eng/mose (10.10.12, 42-43, 45, 4748 og 53-54). Fredet 1939. Datering: Jernalder. Nr. 53-54 ligger i
et område, der indgår i Vildmosefredningen fra 1977. En fredning
der også har inddraget arealer nord og vest for Ryssensgrav.
På det af Statsskovvæsnet fredede areal nord for Lunefenner, Grishøjgårds Krat, Tolstrup sogn, forekommer seks rundhøje (10.01.13,
41, 109, 122, 131-132 og 174). Desuden en trædestensrække
(10.01.13, 175. Nr. 41 og 109) fredet 1939, nr. 122 fredet 1962, nr.
131-132 og 174-175 fredet 1989. Nr. 131-132 restaureret i 1971. I
Grishøjgårds Krat er undersøgt et areal på ca. 5000 m2 med ardspor efter jernalderbondens pløjning. Arden er en simpel plov uden
muldfjæl, som kun efterlader en smal fure i undergrundssandet. To
stenkredse, ikke fundanmeldt, forekommer ca. 150 meter sydøst for
nr. 175. Datering: Oldtid, sandsynligvis ældre jernalder, nr. 131 ældre germansk jernalder.
Ved Sandelsbjerg/Dalgasvej, Jetsmark sogn, er undersøgt/og haves
oplysning om brandgrave (10.04.05, 27-29). Datering: Jernalder.
Et område på næsten 19.500.000 m2 er i Sandels- og dele af Damfenner, Åby sogn, udlagt som kulturarvsareal (12.06.15, 15). Inden
for arealets grænser er tidligere undersøgt grave (12.06.15, 4, 11)
og boplads (12.06.15, 14) fra ældre romersk jernalder. Desuden er
undersøgt en ”kulsvierplads” (12.06.15, 10). Sydligt ved Nørbjerg/
Åby bjerg er frilagt en trædestensrække (12.06.15, 5). Datering:
Oldtid, sandsynligvis ældre jernalder.
Et løsfund, fra samme område som trædestensrækken (10.06.15, 6)
i form af et tyrehoved af bronze dateres til førromersk jernalder.
Syd for Taffelgårdsvej, Ajstrup sogn, optræder to rundhøje
(12.06.01, 11-12). Begge fredet 1935.
De mange fund fra oldtiden fortæller om områdets tidligste bosætninger, fra tiden før højmosen for alvor begyndte at vokse. De store
områder ved Grishøjgårds Krat med ardspor efter pløjning i jernalderen giver sammen med gravhøje og bopladser et godt indtryk af
den tidligste kultivering af området med en forholdsvis tæt befolkningskoncentration.
28
Kultivering/landindvinding
Det første egentlige forslag til en kultivering af Vildmosen fremkom i
1859, hvor toldforvalter F. H. von Holstein fremsatte en plan med en
total afrømning af ”hundekødet” og følgende blanding af bundtørven og sandjorden til frugtbar agerjord. Projektet skulle finansieres
gennem aktiesalg, men blev aldrig gennemført på grund af omfattende besvigelser fra toldforvalterens side.
Tørvegravning ved håndkraft under 2. verdenskrig. Vildmosetilsynet,
Vendsyssel historiske Museum.
E. M. Dalgas udarbejdede i 1879 en plan for afrømning af hundekødet og en blanding af bundtørv og sand, men det skulle ske, efterhånden som der kunne findes afsætning for den indvundne tørv
og først på de arealer, der var dækket af mindst hundekød. Dalgasvej, der var en forudsætning for planens udførelse, påbegyndtes
samme år. Projektet blev aldrig realiseret.
Det er først med Statens køb af 2800 ha af stamhuset Birkelses mosejord i 1920 og den efterfølgende udstykning, at kultiveringen
kommer i gang. Senere tilkøb øgede statens arealer til 3700 ha.
Området skulle udlægges til græsningsarealer, men før det kunne
ske, var en afvanding af mosen nødvendig. I løbet af de næste 20
år blev der gravet 400 km grøfter og lagt 800 km drænrør. Herefter
blev mosen fræset, merglet og gødsket. Desuden blev anlagt 60 km
vej. Ud over græsningsarealer, der stadig udgør en betragtelig del
af det kultiverede areal, vandt hurtigt også kornavl og kartoffeldyrkning indpas, især ved omlægning af græsset, når sammenbrænding
af tørven, og dyrenes færden havde gjort overfladen for ujævn.
Ungkreaturer køres til græsning i
fennerne. Vildmosetilsynet,
Vendsyssel historiske Museum.
En ny hovedafvanding fandt sted i årene 1965-1966 med uddybning
af eksisterende grøfter og nygravning. I dag er kartoffelproduktio29
nen af større økonomisk betydning end afgræsning og kornavl.
For at skaffe læ til kreaturer og afgrøder blev der fra 1938 påbegyndt plantning af læhegn. De første hegn bestod af dobbeltrækker
af sitkagran og bjergfyr. Fra midten af 1980-erne har læplantningen forsøgsvis været udført med løvtræ, hvilket skulle give ”en mere
venlig Vildmose”.
Bosætning på landet
De første ”nybyggere” træffes i mosens vestligste udkant omkring
Stavad i begyndelsen af 1800-tallet. Det er fattige fæstere, der bosætter sig i hytter af tørv eller lerklining på små jordlodder, og som
efter en lang arbejdsdag som daglejer giver sig i kast med det tunge kultiveringsarbejde på den hjemlige moselod. At være pioner
ved opdyrkningen af mosen har været et slidsomt liv, hvor kampen
mod de våde mosearealer kan sammenlignes med de udfordringer,
hedeopdyrkerne havde andre steder i landet.
Bebyggelsen i Store Vildmose har været meget spredt, og de eneste
samlede og små bebyggelser er omkring Luneborg Kro og ved Luneborg.
Centralgårdens vestre stald nu ombygget til naturskole.
Vendsyssel historiske Museum 2006.
I 1933-1934 byggedes ti forpagtergårde langs Taffelgårdsvej, otte
på ca. 40 ha og 2 på ca. 20 ha. En af gårdene, Taffelgård, blev forpagtet af A/S De Danske Spritfabrikker, hvor kartoffelavl var vigtigste afgrøde. Centralgården og 19 ens, trelængede staldgårde blev
bygget i 1935 alene til kvægdrift. Gårdene tjente som karantænegårde for tuberkolinfrit ungkvæg fra tuberkuloseramte besætninger. Hver gård kunne opstalde ca. 100 kreaturer. Ved en del gårde
byggedes desuden frostsikre kartoffelhuse og/eller høslætlader. Da
kvægtuberkulosen var udryddet, blev kvæggårdene forsynet med
beboelse i årene 1948-1949. Gårdene bortforpagtedes med et tilliggende på 35-40 ha. Mange er senere solgt. Således er 24 gårde og
huse afhændet siden 1961.
30
Centralgårdens hovedbygning nu
ombygget til spisesal til Den Økologiske Efterskole.
Vendsyssel historiske Museum 2006.
Et mejeri oprettedes i 1934 ved de kultiverede områder i mosen
ved Luneborg. Administrationsbygningen ved Vildmosevej- Mannamosevej byggedes vinteren 1934-1935, fortrinsvis opført af rester
fra Centralgårdsbyggeriet. Centralgården bortforpagtedes omkring
1950 til Statens Planteavlsudvalg. Den blev solgt i 1971 med 45 ha
jord. 1981 oprettedes Økologisk Jordbrugsskole på gården, og den
blev drevet som sådan til 2002, hvor den blev overtaget af Åbybro
Kommune, der indrettede Naturskole.
Råstofindvinding
Tørven i Store Vildmose har gennem tiden været et vigtigt brændselstilskud for befolkningen i mosens randområder. Udnyttelsen
strakte sig dog oftest kun til eget forbrug og til lidt salg i de nærmeste byer. I slutningen af 1700-tallet begyndte man på statsplan at
interessere sig for mosens tørv som energikilde, men det blev kun
ved interessen. Et forslag om at fragte tørv fra mosen til København
blev aldrig ført ud i livet. Ved 1. verdenskrigs begyndelse voksede
interessen igen, men det blev kun til forundersøgelser før krigen
sluttede, og energiforsyningen igen blev normaliseret.
I mellemkrigsårene startede udnyttelsen af tørv, da Østasiatisk
Kompagni (Ø.K.) i 1937 købte 200 ha beliggende i Nørhalne mose
i mosens østlige del nord for Holtebakke til en tørvestrøelsesfabrik.
Strøelsen gik primært til eksport. Umiddelbart før Danmarks besættelse april 1940 købte Dansk Andels Cementfabrik 132 ha til tørveproduktion.
Spagnumproduktion i mosens sydlige del.
Vendsyssel historiske Museum 2006.
31
De stigende brændselspriser i vinteren 1939-1940 samt manglende udenlandsk brændselstilførsel bevirkede, at Statens Jordlovsudvalg, der ejede store arealer i Vildmosens syd-østlige dele, påbegyndte en tørveproduktion. I sommeren 1941 arbejdede omkring
1200 mand ved 20 tørveværker. Tørvene blev med tipvognstog kørt
til Tylstrup station, hvor de blev læsset på jernbanevogne til videre
forsendelse. I sæsonen kunne 500 tons færdige tørv dagligt produceres og forlade mosen. Efter krigen mistede tørvegravningen efterhånden sin betydning. Dog indrettede lokale initiativtagere det tidlige Vildmosemejeri til sphagnumfabrik, der 1987 havde 11 ansatte.
I dag er Pindstrup Mosebrugs tørvesmuldsproduktion eneste industrielle udnyttelse af tørven i Store Vildmose.
Bevaringstilstand
Mosen
I mosens vestlige og nordlige randområde findes de sidste rester af
den oprindelige højmose, et areal på omkring 450 ha. I randområderne træffes også gamle, nu tilgroede tørvegravningsområder med
krat og småskov. I mosens sydligste del foregår der stadig en industriel afgravning af spagnum.
Højmoseområderne mod vest er privat fredede og skulle dermed
være sikret som oprindelig natur, hvis ikke afvandingen af mosens
centrale dele også har indvirkning i periferien med mulig tilgroning
i lyng og buskvegetation. Det nordlige område indgår i fredningen
fra 1977.
Oldtid
De kendte fortidsminder i Vildmosen må betegnes som værende i
god bevaringsmæssig stand. De fleste ligger i fredede områder eller
i kulturarvsarealer.
Kultivering/landvinding
Arealerne i Vildmosen er i drift på forskellig vis, dels som græsning
for kreaturer, dels udlagt til planteavl eller råstofindvinding. Kun en
mindre del af mosens randområder er ikke i drift, men henligger
som oprindelig natur.
Kreaturer i Store Vildmoses sydlige
del.
Vendsyssel historiske Museum 2006.
Bosætning på landet
Langt de fleste bygninger i Vildmosen er stadig i drift, men for staldgårdene og Centralgårdens vedkommende ikke i oprindelig form.
Om- og tilbygninger har fundet sted, nedrivning vel også. Beva32
ringstilstanden for de enkelte bygninger kan ikke umiddelbart vurderes.
Staldgård 18 set fra nord, nu indrettet som informationscenter for Store
Vildmose under navner ”Vildmoseporten”.
Vendsyssel historiske Museum 2006.
En enkelt staldgård, gård 18, er på lokalt initiativ istandsat og ført
tilbage i sin oprindelige skikkelse. Gården anvendes som udstillingssted og centrum for en formidling af området.
Råstofindvinding
Produktionen af sphagnum foregår i dag i mosens sydøstlige del,
hvor Ø.K.´s tidligere tørvefabrik efter om- og udbygning stadig anvendes.
Sårbarhed og virkemidler
Mosen
De sidste højmoserester er sårbare over for tilgroning af især lyng
og buskvegetation.
På det kultiverede areal har afvandingen betydet, at den oprindelige moseoverflade er sunket med omkring 2,5 meter, da formuldningen af tørven nu efter bortledning af det sure vand frit kan foregå. Den årlige nedbrydning af tørveoverfladen betyder, at tørven vil
være forsvundet om godt 100 år.
Spagnumproduktion i mosens sydlige del.
Vendsyssel historiske Museum 2006.
Oldtid
Fortidsminderne, høje, vejanlæg og trædestensrækker er sårbare
over for selvsåning og overgroning. De af tørv endnu dækkede for33
tidsminder er sårbare i forbindelse med intensiv dyrkning med deraf
forøget sammenbrænding af tørven til følge.
Friholdes fortidsminderne, højene, for uønsket bevoksning er deres
oplevelsesværdi af ikke ringe karakter i det flade landskab.
Kultivering/landvinding
Området er sårbart pga. den stadige sammenbrænding af tørvemassen, der foregår med en hastighed af mellem 1,2-2,5 cm om
året afhængig af markafgrødens art.
Nåletræshegnene, der er karakteristiske for læplantningen ved mosens kultivering i første halvdel af 1900-tallet, bør bevares som vigtige kulturspor og ikke erstattes med moderne læbælter af løvtræ.
Bosætning på landet
Alle bygninger i Vildmosen er piloteret til fast grund eller bygget
på betonbrønde. Bygningerne bliver, hvor de er, mens overfladen
synker. Det kan på sigt give problemer med adgangsforholdene til
f.eks. udbygninger. Eksempelvis måtte man i de ti år, der gik, fra
Centralgården blev bygget i 1935 til 1945, bygge tre ekstra trin til
den trappe, der fra hovedbygningen fører ud i haven.
Staldgård 12 set fra nord.
Vendsyssel historiske Museum 2006.
Råstofindvinding
Indvindingen af sphagnum er i sig selv funktionstømmende, da råmaterialet ikke findes i ubegrænset mængde. Samtidig er der dog
bestemmelser for, hvor tykt et tørvelag der må afharpes.
Bonitering
Mosen
Højmoser udgør en speciel og sjælden naturtype. Store Vildmose
må med sin søndenfjordske pendant, Lille Vildmose, betragtes som
værende repræsentativ som type. Mosen viser stor diversitet med
adskillige emner - natur, kultivering, særegen landbebyggelse, råstofindvinding, fortidsminder.
Vildmosen har været videnskabeligt undersøgt botanisk, geologisk og arkæologisk. De sidste rester af højmosen mod nord og vest
kunne udgøre potentielle forskningsprojekter mht. ændringer i vegetationen grundet afvandingen af mosens centrale og perifere dele. Trods kultivering er en tur i Vildmosen af stor oplevelsesværdi.
34
Oldtid
De fortidsminder, der med tiden ganske givet vil fremkomme med
tørvens fortsatte sammenbrænding, har stor arkæologisk forskningsværdi. Sikre dateringer af fundene vil kunne være med til at
belyse mosens udvikling.
”Vildmoseporten” set fra sydøst. .
Vendsyssel historiske Museum 2006.
Bosætning på landet
De tidligere staldgårde giver nærmest indtryk af ”organiseret” enkeltgårdsbebyggelse, hvor det ikke er landskabets udformning, der
dikterer den enkelte bebyggelsens placering, men beslutninger taget ved et skrivebord. Det samme kunne gælde for forpagtergårdene.
Kontekst/sammenhænge
Mosen
Store Vildmose har nær sammenhæng med Lille Vildmose, såvel
hvad angår fortidig som nuværende fremtoning. De fremstår begge
som store kultiverede områder med en lille rest af oprindelig natur
og vegetation tilbage.
Bosætning på landet
Store Vildmose - bebyggelsen, Centralgården og de 19 tidligere
staldgårde, er unik.
Anvendt kildemateriale
Andersen, Bent: Ryå og Store Vildmose. Jysk Lokalhistorisk Forlag
2002.
Arkæologiens Nordjylland. Nordjyllands Amt. Museerne i Nordjyllands Amt. Museumsrådet for Nordjyllands Amt 2003.
Fund og Fortidsminder (www.dkconline.dk).
Kristensen, M. K.: Vildmosearbejdet. Det Kgl. Danske Landhusholdningsselskab. København 1945.
Nielsen, Viggo: Jernalderens pløjning – Store Vildmose. Vendsyssel
historiske Museum. Hjørring 1993.
Store Vildmose. Folder. Teknik og miljø, Nordjyllands Amt.
Vildmosen. Vendsyssel historiske Museum. Hjørring 1973.
Værnfelt, Kr.: Store Vildmose. Hjørring 1944.
Åby, Bent: Geologi og mosedannelse i Store Vildmose området. I:
Landet og Loven, s.145-151. Miljøministeriet 1990.
Beskrivelsen er udarbejdet af Vendsyssel historiske Museum.
35
Hou
Kulturmiljø nr. 52
Tema
Bosætning - kystkultur
Emne(r)
Fiskerleje, fiskerihavn, marina,
bosætning
Sted/topografi
Hou by, Hals sogn.
Hou by ligger ved Kattegatkysten omtrent 8 km nord for Hals by,
som har givet navn til sognet. Hou er den mindste af sognets to byer. Hou var oprindeligt en ”uregelmæssig vejforteby,” omgivet af
mose og hede, siden plantage mod syd og vest, og af enge mod
nord.
Kulturmiljøet omfatter den gamle del af Hou by samt havneområdet.
Tid
Ca. 1850 og frem
Karakteristik
Man har siden oldtiden fisket fra kysten ved Hou, og sandsynligvis
36
sigter byens navn da også til et primitivt eller naturligt havneanlæg.
De sandede og ufrugtbare jorder ved Hou har kun vanskeligt kunnet give bønderne tilstrækkeligt udkomme, så langt de fleste gårde
og husmandsbrug har praktisk talt altid haft fiskeri som en mere eller mindre dominerende indtægtskilde, og faktisk har fiskeriet gennem århundreder været så godt, at det har kunnet danne grundlag
for en decideret bydannelse, men altså ikke et selvstændigt sogn.
At fiskeriet var hovederhvervet bekræftes af, at man frem til midten af 1700-tallet betalte landgilde i ål og sild samt salt i form af
tangsalt. Fisk og tangsalt blev siden afløst af landbrugsnaturalier.
Fiskeriet var dog fortsat en betydelig indtægtskilde, og helt frem til
midten af det 20. århundrede drev man fiskeri fra åben kyst. Fiskerbådene lå for anker ud for den yderste revle, og redskaber og fangster blev transporteret herfra de omtrent 400 meter ind til kysten. I
1948-1950 byggedes en mole i Hou og i 1977 den nuværende Hou
havn, men samtidig fik fiskeriet vanskeligere kår. Der blev færre fisk
i Kattegat, og de stadigt større fiskefartøjer kunne ikke gå ind i Hou
havn, der i dag mere har karakter af marina for lystfartøjer end af
fiskerihavn.
I dag ligger Hou havn helt omgivet
af tilsandede flader.
Hals Museum 2006.
De små landbrugsejendommes jorder i selve Hou by blev i 1970’erne udstykket til parcelhusgrunde, og den lange strækning mod syd
mellem Hals og Hou blev for hovedpartens vedkommende udlagt til
sommerhusområde.
Tematisk kan området beskrives i følgende tre temaer: Byen og
dens sammenhæng med det omgivende landskab. Byen og dens
huse. Havnen og dens omgivelser.
Byen og dens sammenhæng med det omgivende landskab
Hou fremstår som bymæssig bebyggelse særlig interessant derved,
at forskellige epokers byggeri som kiler er skudt ind i mellem hinanden. Som nævnt afgrænses byen mod syd af det store sommerhusområde mellem Hals og Hou, fysisk markeret af vejen Havblink,
der på begge sider er bebygget med parcelhuse. Syd for vejen ligger sommerhusområdet, nord for parcelhuse og den gamle Hou by,
men som kiler eller enklaver inde i byen findes også sommerhuse,
til tider skjult i nærmest plantagelignende beplantning. Mod nord
findes en feriekoloni.
37
Et af sommerhusene i byen.
Hals Museum 2006.
Byen og dens huse
En vandretur gennem Hou by byder således på en tur gennem
1970’er- og 1980’er bebyggelse og på vandring gennem mindre
sommerhusområder. Hertil kommer så en ganske stor repræsentation af gamle husmandssteder og gårde, kalkede og stråtækte, som
hovedregel velholdte uden at være overrestaurerede. Til de ældste
bygninger hører traktørstedet ”Skovgaards Raaling” på Syrenvej og
”Hugdrupgård” i Nørregade. Skovgaards Raaling er restauration,
mens Hugdrupgård er et slags kulturhus, der bl.a. anvendes til udstilling med såvel lokale som udefra kommende kunstneres arbejder. Hugdrupgård drives udelukkende ved frivillige kræfter og modtager et tilskud til bygningsvedligeholdelse af Hals Kommune. Ombygninger m.v. gør det vanskeligt at vurdere autenticiteten i Skovgaards Raaling, men Hugdrupgård, et trelænget anlæg, påkalder
sig interesse ved den i rumindretningen bevarede aftægtsbolig samt
den bevarede vognport. Stuehuset skæmmes af en sent tilbygget
”udestue”. Endelig bør nævnes den lille og stadigt eksisterende Hou
Skole i Nørregade samt Hou Kirke, der ligger vest for byen og er en
af egnens mange nye kirker. Den er et tidstypisk arbejde opført år
1900.
Hugdrupgaard i dag.
Hals Museum 2006.
Havnen og dens omgivelser
Hou havn er ikke længere fiskerihavn, men lystbådehavn. Enkelte
bygninger på molen vidner om havnens tidligere funktion, men ellers præges havnen af de installationer, der hører til turisterhvervet og marinafunktionen: Grill, kiosk, toiletter m.v. En række villaer
38
er placeret på vestsiden af Havblink med have ud til vejen og udsigt
over havnen. Molebyggeriet i 1900-tallets midte medførte betydelige klitdannelser mod syd, hvor der tillige er dannet en god og velbesøgt badestrand. Yderst på molen findes først et mindeanker rejst
af fiskerne i Hou og derpå skulpturen ”Vindharpen” af Bjarne Jerup
Høj. ”Vindharpen” består væsentligst af en gennemskåren og på
de afskårne ender opstillet fiskekutter. En markant skulptur der i sig
selv er en af stedets udflugtsmål for turister, og som af lokale tillige
er blevet betegnet som et monument over et døende erhverv.
I havnen er der kun lidt småfiskeri
tilbage.
Hals Museum 2006.
Syd for havnen, et par hundrede meter fra kystlinien, findes Hou
Batteri, der også udgør en af stedets turistattraktioner og som giver plads til f.eks. afholdelse af Sankt Hans-fester. Batteriet i Hou
blev anlagt i 1807-1808, siden sløjfet, søgt genetableret på dets formodede oprindelige placering i 1940’erne, og det blev senere flyttet til dets nuværende placering, hvor det ikke oprindeligt har været,
og hvor skudfeltet og udsigten over havet spærres af klitdannelser.
Der er altså tale om en rekonstruktion af en rekonstruktion placeret
på et forkert sted. Som en del af kystbefæstningen er Hou Batteri et
falsum, men en del af stedets oplevelsesværdi og tillige for lokalbefolkningens selvforståelse.
Vindharpen.
Hals Museum 2006.
39
Bevaringstilstand
Betragter man Hou som et resultat af tidernes skiftende muligheder for at opretholde livet på stedet, må bevaringstilstanden betegnes som god: Der findes små gadehuse, husmandssteder og nedlagte landbrug, også inde midt i byen, som vidner om den tid, hvor
fiskeri og landbrug udgjorde erhvervsgrundlaget. Der findes sommerhusbebyggelse i byens umiddelbare nærhed og inde i byen, som
er udtryk for såvel den første måske mangelfuldt regulerede nærturisme i den forstand, at de tidligste sommerhuse blev opført og ejet
af folk fra eksempelvis Aalborg, og frem til vore dages planmæssige byggeri, der indgår i de mere end 3000 sommerhuse, der findes
på strækningen mellem Hals og Hou. Og endelig findes der decideret parcelhusbyggeri, som udtryk for Hous position som sove- eller pendlerby, hvor folk bor i Hou og arbejder i Aalborg (og i mindre
grad i Gandrup og Hals).
Sårbarhed og virkemidler
Byen fremstår ikke umiddelbart sårbar. Der er en tendens til, at folk
i Hou er meget bevidste om stedets egenart og derfor tager hensyn til denne. Større projekterede ændringer giver altid anledning
til lange og voldsomme debatter, hvorfor pludselige indgreb i dele
af miljøet ikke eller kun sjældent forekommer. Da private bygherrer
på et tidspunkt begyndte at opføre et par ”fiskerhuse” eller skure på
havnen, som stred mod det eksisterende byggeri og planer for stedet, blev der sat en stopper for dette, dels ved den offentlige debat
og dels ved indgreb fra Hals Kommune.
Hals Kommune har udarbejdet en ”Bymodel Hou” på samme måde
som for de øvrige bysamfund i Hals Kommune, og endvidere er Hou
dækket af to gamle byplanvedtægter.
Bonitering
Netop byens karakter af konglomerat giver Hou dens charme. Her
findes træsommerhuse ved siden af stråtækte huse ved siden af gule murstensvillaer på en ganske indtagende måde. Landbrug og fiskeri, turistby og soveby vævet ind i hinanden. Det samme gælder
for havnen og dens omgivelser, hvor sporene fra fiskerihavn til marina kan iagttages. Ironisk nok er havnen opført på et tidspunkt,
hvor fiskeriets betydning var stærkt aftagende. I den forstand kan
havnen opfattes som et fastfrosset billede af en plan, som tiden
straks løb fra. I Hou findes ingen helstøbte ”historiske” miljøer, f.eks.
forstået som en bydel præget af én bestemt periode, men en spadseretur gennem byen og på havnen fører gennem adskillige historiske perioder og temaer, der let lader sig formidle for lokale og turister herunder for de mange børn, der takket være feriekoloniens
placering besøger området.
Byen og havnen hænger tæt sammen.
Hals Museum 2006.
40
Endelig findes der en betydelig og ganske usædvanlig selvfølelse
på stedet. Man er sig meget bevidst, at man er Houbo, hvilket bl.a.
er kommet til udtryk i det lokale mundheld om, at når Folketinget
vedtager en ny lov, så bør der i slutningen af denne stå: ”Denne lov
gælder ikke for Grønland, Færøerne og Hou”.
Kontekst/sammenhænge
Hou har gennem langt hovedparten af dens historie ligget ganske
isoleret. Opførelsen af Hou Kirke i 1900 skal ses om et udtryk for
den store folkelige vækkelse, som i den periode gik over landet. Væsentlig effekt af udviklingen i andre byer er indtrådt sent og faktisk
først efter kommunalreformen i 1970.
Inddragelsen af Hou i det nordjyske turistlandskab slog for alvor
igennem i 1970’erne, hvilket også gælder stedets ”sovebyfunktion”.
I den forstand har Hou udgjort et rekreativt område for aalborgensere samt været det sted, hvor de fleste boede og bor, og de færreste arbejder.
Anvendt kildemateriale
Lokalhistorisk Arkiv for Hals Kommune, Hals Museum
Jr.nr. 399. Hou Havn.
Jr.nr. 485. Hou By.
Litteratur
Clausen, Hans Erik: Hou Havn 1900-1977. Hou Havn 1977.
Nielsen, Henrik Gjøde: Blot Brudstykker historisk strejftog i Hals kommune. Hals Kommune 1994.
Nielsen, Henrik Gjøde: Hou Kirke – 1900 – 14. oktober 2000. Hals
Museum 2000.
Trap, J. P: Danmark, 1961. G.E.C. Gads forlag.
Beskrivelsen er udarbejdet af Hals Museum.
41
Hals
Kulturmiljø nr. 53
Tema
Sted/Topografi
Hals by, Hals Sogn
Kystkultur
Emne(-r)
Købstad, fortifikation, told- og
lodssted, fyr- og vagervæsen,
fiskerihavn, færgehavn, bosætning
Hals sogn ligger på hævet stenalderhavbund, der i den østlige
del er udformet som systemer af rimmer og dopper (klitdækkede
strandvolde afvekslende med tørvefyldte lavninger).
Hals by er anlagt ved indsejlingen til Limfjorden. Som by blev den
anlagt primært af militære hensyn. Byens købstadsprivilegium (af
25. aug. 1656) er da også samtidigt med bygningen af skansen
(1653-1654). Købstadsrettighederne vandtes helt usædvanligt på et
tidspunkt, hvor der dårligt kunne tales om en bymæssig bebyggelse, men man ventede sig meget af stedet. Man overvejede endda at
flytte Hjørring herned til Limfjorden!
42
Torvet Hals 1895.
Hals Museum.
Nærheden til fjord og hav præger i allerhøjeste grad byen, der gennem tiden har fået en lang række institutioner og funktioner (foruden købstadsrettigheder fik Hals toldbod, lodseri, militær m.v.),
som byens størrelse slet ikke berettigede til, men som alene skyldes
byens placering i landskabet. Det betyder også, at byen trods sin lidenhed har noget kosmopolitisk over sig.
Kulturmiljøet dækker den gamle del af Hals by med skansen og
havnen samt området med bunkers ud omkring Nordmands Hage.
Tid
1653 og frem
Karakteristik
Kulturmiljømæssigt kan Hals inddeles i tre sammenhængende interesseområder:
1. De militære anlæg: Skansen og området ud til bunkerne ved
Nordmandshage
2. Havneområdet
3. Den gamle bykerne omkring Havnegade og Torvet
1. De militære anlæg
De militære anlæg i Hals har haft betydning i en periode fra
1620’erne og frem til 1945.
Skansen i Hals.
Kirsten Monrad Hansen 2003.
43
Hals ældste skanse, som var mindre end den nuværende, blev opført
i 1628 af de tyske kejserlige tropper, efter at man i et par år havde
diskuteret et forslag fra Rigsrådet om selv at bygge en fortifikation
på stedet. Skansen forfaldt imidlertid efter de fjendtlige tropper
forlod landet i 1629. I mere end 20 år arbejdede man herefter med
en idé om at anlægge et nyt befæstet støttepunkt på stedet.
Hals’ nuværende skanse er opført 1654. 5 m høje volde omgiver en
plads på ca. 5 x 5 m. I de fire hjørner er udbyggede bastioner, hvor
der har stået kanoner. Her har også været brystværn for artilleristerne. Voldgraven er ca. 10 m bred og var på indvendige side forsynet med palisader. Uden for voldgraven har været et glacis, et
græsdækket areal.
Allerede 1657 fik skansen sin ilddåb, da Fr. III erklærede Sverige krig.
Hals skanse havde da en besætning på 200 mand. Svenskerne angreb skansen i oktober 1657 og indtog den uden besvær. Svenskerne
ødelagde skansen, inden de trak sig tilbage i september 1658.
Skanse nr. 3 ca. 800 m øst for den gamle blev påbegyndt i 1675. Byggeriet blev hurtigt opgivet, og man reparerede i stedet den gamle.
Under Englandskrigene 1801-1814 fik anlægget fornyet betydning,
idet englænderne flere gange forsøgte at indtage skansen, der var
blevet forstærket i 1801. Skansen blev nedlagt i 1848, og den blev
i en periode herefter indrettet som karantænestation i forbindelse
med kolera-bekæmpelsen. En periode efter 1901 var den også indrettet som skole.
Under anden verdenskrig blev skansen taget af tyskerne og indrettet som residens for den tyske øverstbefalende. De stadig eksisterende bygninger inden for voldene er et krudtmagasin fra 1676 og
et tøjhus fra 1801.
De nyere militære anlæg, som tyskerne byggede under anden verdenskrig, omfattede en flakstilling på Nordmandshage anlagt 19431944. Helt ude “på hjørnet af land” byggedes tre store betonbunkere med tre meter tykke vægge. Her placeredes tre 20 mm flakkanoner, med hvilke man flere gange nedskød fly fra Royal Air Force.
Stillingen var også forsynet med lyskastere, projektører m.v. – alt til
kontrol af indsejlingen til fjorden.
Øst for Bisnapgård, som tyskerne tog og indrettede til kaserne, placeredes et batteri med fire 12 cm kanoner. Hele det 90 tdr. land store anlæg blev omgivet af pigtråd.
I dag er kun de tre store betonbunkere ved Nordmandshage bevaret. Bunkerne er bl.a. interessante ved, at de pga. den høje grundvandstand ligger oven på jorden og således giver et tydeligt billede
af selv sådanne ordinære antiluftskytsbunkeres kolossale størrelse.
2. Havneområdet
Havneområdet udgør et miljø bestående af mange kystrelaterede
elementer.
Toldsted har Hals været siden 4. sept. 1655. Der blev ved den lejlighed bygget vejerbod, pakhuse og skibsbro. Alt dette er nu væk, men
den senere toldbygning i Havnegade (nabo til det nu lukkede Hotel Kattegat) eksisterer stadig. Bygningen har en overgang fungeret
44
som biograf. Biografen står nu tom, og i bygningen er indrettet enkelte lejligheder. Toldvæsenets tilstedeværelse har også sat sig spor
i byen i form af toldembedsmændenes beboelser, der generelt var
større end andre hals-beboeres (se afsnit 3).
Beddingen er fortsat i gang. Det
gamle redningshus ses til venstre.
Her har Marineforeningen til huse.
Kirsten Monrad Hansen 2006.
Hals Lodseri blev grundlagt den 18. marts 1735. Det blev i 1990 slået sammen med Aalborg lodseri som igen, i 1994, indgik i “Limfjordens Lodseri”, der dækker fjorden fra Thyborøn til Kattegat. Der er
dog stadig lodsstation i Hals, hvor den orangerøde “pilot” kan ses
gå ud, når et skib skal lodses over Hals Barre.
Havnen i Hals er bygget i 1847. Den blev i 1952 udvidet øst for det
gamle havnebassin. I midten af 1990’erne blev der desuden indrettet pladser til joller øst for havnen, og i 2002 indviedes en helt ny
jollehavn her.
Hals Fiskerihavn blev anlagt i 1898, og i 1903 stiftedes fiskeriforeningen. På det tidspunkt havde fiskeriet udviklet sig fra at være binæring for husmænd til at være et egentligt erhverv. I Pontoppidans
”Det danske Atlas” 1769 står: “De fleste Huusmænd bruger Aal- og
Sild-Fiskerie, hvortil de have Aale-Ruser og Nedgarn. Dog drives Fiskeriet ikke videre end til egen Nødtørftighed”. Der har været forskellige salgsforeninger for fiskere i Hals. Der er bl.a. bevaret en
bygning fra “Hals Andelsfisk”.
Det gamle isværk eksisterer stadig, og det er i dag indrettet som fiskehandel.
Den østlige del af havnen er omdannet til lystbåde havn. I baggrunden
en del af nybyggeriet på havnen.
Kirsten Monrad Hansen 2006.
45
Redningsvæsenet i Hals stiftedes i 1915. Man fik en motorbåd, som
fiskeriforeningen bemandede med frivilligt mandskab. I 1921 fik
man en rigtig redningsbåd med behørigt udstyr, og der blev ansat
fast mandskab. Samtidig opførtes den ældste bygning. En ny bygning opførtes i 1952. Redningsvæsenet blev officielt nedlagt i 1974,
men da havde der ikke været redningsaktioner siden 1968.
Redningsvæsenets bygninger på havnen huser i dag Marineforeningen, stiftet den 27. feb. 1946, som indtil 1975 havde haft lokaler på
hotellet. I begyndelsen delte de redningshuset med Hals Bådelaug,
der dog senere har fået egne lokaler i den nedlagte auktionshal.
Fyr- og Vagervæsenet har sat sig et meget markant monument ved
Hals i form af Hals Barre Fyr (opført 1912). Fyret er i dag automatiseret.
Hals Færgefart. Der har været forskellige overfarter i området, men i
løbet af 1950’erne, da antallet af motorkøretøjer var steget væsentligt samtidig med, at vejforbindelserne nord- og syd for fjorden blev
gjort færdig, blev der behov for en egentlig motorfærgerute. Ruten
blev indviet den 25. marts 1961 med den ene af de nuværende 2
færger “Hals-Egense”.
“Hals-Egense Færgefart” er et I/S med deltagelse af Sejlflod- og
Hals kommuner, og i alle årene har færgen, som den eneste på
Limfjorden båret sig selv økonomisk. Overskuddet hentes ind i juli måned. På de første ti år af rutens levetid blev der sejlet et overskud ind, som muliggjorde køb af færge nummer to “Egense” bygget i 1955.
Færgen ved Hals.
Kirsten Monrad Hansen 2006.
46
På årsbasis fragtes omkring 100.000 biler (fortrinsvis personbiler)
over, hvoraf mellem 25.000 og 30.000 fragtes over alene i juli måned. Ved rederiet er der ansat 10 personer, hvoraf de fleste kommer fra Hals. (Tallene er fra 1999.) Nordjyllands Amt bruger årligt
60.000 kr. på vedligeholdelse af færgelejerne. (2004)
Med til at give havnen sit særlige miljø er en række skure længst
mod øst. Der er tre rækker rødmalede skure. Den sydligste række har stadig karakter af at være skure til opbevaring af fiskegrej,
mens de to bagerste rækker mest ligner kolonihavehuse uden have.
Det er tydeligt, at det er et sted, hvor man hygger sig. De små stræder mellem husene har navnene: “Lille Jomfru Ane Gade” og “Lille
Kattesundet”.
Endelig skal nævnes, at der i havneområdet er både et bådebyggeri
og et maskinværksted for bådmotorer – begge dele i nye tidssvarende bygninger, der dokumenterer, at havnemiljøet lever og har det
godt.
3. Den gamle bykerne
Den gamle bykerne omfatter i denne sammenhæng Havnegade –
forbindelsen fra havnen til centrum – og området omkring Torvet.
I Havnegade ligger den gamle toldbod, det nu lukkede hotel “Kattegat”, der er omdannet til privatbolig, og Lodsoldermandens Bolig,
Havnegade 22-28. Vest herfor ligger et område, hvor lodseriets ansatte havde deres boliger.
På Torvet er det første, man får øje på Hvalgabet – oprindeligt et
kæbeparti fra en hval, som kaptajn C. Klitgaard skød i Barentshavet
i 1868. I 1953 blev dette kæbeparti ødelagt ved påkørsel af en lastbil. Siden 1955 er opstillet et nyt – skænket til byen af Lars Christensen, Sandefjord i Norge. Midt på torvet står et anker, som Marineforeningen skænkede byen i 1978. Omkring torvet ligger stadig enkelte af de gamle huse, der f.eks. kan genkendes på Hugo Matthiesens Hals-billeder. De fleste er dog meget overrestaurerede.
Hvalgabet i Hals – ukendt årstal.
Hals Museum.
47
Ryghvirvler fra en blåhval.
Kirsten Monrad Hansen 2006.
I gaderne nord for Torvet ligger en del gode huse fra omkr. 1900
med mange velbevarede detaljer, som fint dekorerede bøjninger på
nedløbsrør, en lille balkon, der hviler på en konsolbæring osv. På et
lille torv nord for Torvet er opstillet fire halshvirvler af den blåhval
som Klitgaard nedlagde i 1868. De står som vejviser med skilte til
Havnen, Hvalgabet osv.
Bevaringstilstand
1. De militære anlæg
Skansen (det der er tilbage) ejes af Hals Kommune og bruges til
museums- og arkivformål. Hele anlægget er meget velholdt og velformidlet.
Af den nordlige del af anlægget fra anden verdenskrig er der i dag
kun få og sporadiske spor tilbage. Dette gælder imidlertid ikke befæstningens sydlige del, hvor de tre bunkere er placeret.
De to mod øst liggende bunkere er noget ændrede af senere tiders
brug. Den nordligste er forsynet med et højt udkigstårn og benyttes
i dag af Luftmeldekorpset. Den sydligste er originalt den største med
halvanden etage under jorden. Bunkeren, der i dag bruges af Marinehjemmeværnet, er siden blevet udvidet over jordoverfladen, monteret med radar m.v., og i det hele stærkt præget af anden brug. I
den vestligst beliggende bunker findes fortsat de originale jerndøre samt den oprindelige kunststofgulvbelægning, der skulle danne
barriere mod kulden fra betongulvet.
Alle tre bunkere er, for at imødegå fugtproblemer, blevet forsynede
med et tag af træ og blikplader i 1970’erne. En del af det store anlæg er blevet jordoverdækket i forbindelse med etablering af golfbane.
2. Havneområdet
Havneområdet er særdeles velbevaret, sikkert ikke mindst fordi man
har formået at give de gamle bygninger nyt indhold. Redningsstationen bruges f.eks. af Marineforeningen og den gamle auktionshal
af Bådelauget. Isværket er indrettet til fiskehandel – alt sammen kystrelaterede funktioner.
48
Nærmest færgehavnen er imidlertid et område, der er præget af et
nyt kystrelateret erhverv – turismen. Her er restauranter, kiosk, lystbåde osv. På den vestlige pier er endvidere i de senere år bygget
en del nye boliger, hvoraf de sydligste er bygget i “pakhus”-stil, som
gavlhuse med kranbjælke i spidsen og skodder ved de store vinduer.
Nybyggeriet i ”pakhusstil” ved havnen.
Kirsten Monrad Hansen 2006.
Lige nord for havnen er desuden nyindrettet et stort supermarked.
Øst for havnen, umiddelbart op til østpieren, blev en ny jollehavn
indviet i 2003 med læmole, pladser for joller m.v. Således omkranses kernen i den gamle Hals Havn nu af boliger mod vest og af den
nye jollehavn mod øst.
3. Bymidten
Der er relativt meget bevaret af den gamle bygningsmasse, men meget er særdeles hårdt restaureret. Lodsoldermandens hus (Havnegade 22-28) er blevet klemt inde bag en benzinstation og i øvrigt forsynet med eternittag og nogle lanternelignende lamper. Huset er
temmelig forfaldent (2003). Det fine gamle hotel “Kattegat”, der nu
er indrettet som privatbolig, har en rimelig velbevaret facade, men i
gavlen er ret ufølsomt indrettet en cykelforretning med nogle meget
store vinduer, der gør, at huset ligesom har fået flyttet facaden. Også
husene på Torvet er ret hårdt restaurerede. Derimod findes eksempler på gode nøgternt istandsatte huse i gaderne nord for Torvet.
Hvalgabet i dag.
Kirsten Monrad Hansen 2003.
49
Sårbarhed og virkemidler
Skansen synes ikke på nogen måde at være truet. Det er en turistattraktion og har som sådan økonomisk betydning for byen.
Havnen vil i sin nuværende skikkelse være sårbar, hvis man fjerner
nogle af de kystrelaterede erhverv/funktioner fra området – f.eks.
hvis større områder “indtages” til cafeer, restauranter og andre serviceerhverv – med andre ord, hvis man når dertil, at turisterne ikke
længere har et levende havnemiljø at beskue fra restaurantens terrasse, men blot kan beskue de andre turister.
Det hyggelige miljø med skure ved
jollehavnen.
Kirsten Monrad Hansen 2003.
Bymidten er truet af de alt for gode viljer. Der er i tidens løb blevet
restaureret kraftigt, men ofte uden forståelse for husenes historie.
I marts 2006 blev der vedtaget en bevarende lokalplan for dele af
Hals by. I tilknytning er lavet en SAVE registrering af alle bygningerne, der er omfattet af lokalplanen. Foruden registraringen med tilhørende vurdering af bevaringsværdi er der til hver ejendom knyttet et afsnit med gode råd mht. ombygning. Man kan derfor håbe,
at husene i fremtiden vil blive restaureret med større respekt for det
oprindelige udseende. Ligeledes er der bestemmelser for facadeskiltningen.
Bonitering
Alle de tre nævnte områder af Hals har meget stor fortælleværdi.
Havnemiljøet er levende og langt mindre præget af turismen, end
man skulle forvente i betragtning af, hvor stor en del turistindtægterne udgør af kommunens økonomi.
I bykernen vil hvalgabet, ryghvirvlerne fra blåhvalen og ankeret på
Torvet ikke lade nogen i tvivl om, at folk i Hals har kendskab til de
store verdenshave. Desværre er de gamle pragtbygninger, der hovedsageligt blev bygget til embedsmænd (toldere, lodser osv.), og
som markerede sig ved at være højere end andre folks boliger, ved
at drukne i nyere og større byggeri. Bykernens fortælleværdi afhænger derfor meget af, hvordan dens historie bliver formidlet.
50
Kontekst/sammenhænge
Hals’ udvikling hænger på mange måder sammen med Aalborgs.
Dels er Aalborg en vigtig del af dét, der skulle beskyttes militært
fra Hals, dels har Hals i perioder tiltrukket sig funktioner, som ellers havde ligget i storbyen Aalborg (f.eks. da toldstedet blev flyttet).
I andre perioder, ikke mindst i vor tid, har nærheden med Aalborg
betydet, at forskellige institutioner/funktioner er blevet fusioneret
med tilsvarende i Aalborg.
Anvendt kildemateriale
Dahl, Bjørn Westerbeek: Fæstningsanlæg ved Hals indtil 1687. I: Fra
Himmerland og Kjær Herred, 1992.
Gregersen, J.: Ved Limfjordens munding. I: Fra Himmerland og Kjær
Herred, 1965.
Hals Marineforenings 50 års jubilæum, Hals 1996.
Hals og Omegns Fiskeriforening 90 års jubilæum. Hals 1993.
Hansen, Kirsten Monrad: Optegnelse om færgefarten Hals-Egense.
Fur Museum og Limfjordsmuseet 1999.
Nielsen, Henrik Gjøde: Historiske artikler fra Hals Kommune. Hals
Museum 1985.
Nielsen, Henrik Gjøde: Blot Brudstykker: historisk strejftog i Hals
Kommune. Hals Kommune 1994.
Nielsen, Henrik Gjøde: Besat og befriet: af Hals Kommunes historie
1940-1945. Hals Museum 1995.
Nielsen, Henrik Gjøde: Hugo Matthiessens Hals: fotograferet 1916.
Hals Museum 1998.
Nielsen, Henrik Gjøde: Hals Skanse - stykker af historien siden 1625.
Hals Museum 2001.
Nielsen, Henrik Gjøde: Hals Lodseri. I: Fra Himmerland og Kjær Herred, 2002, s. 13-32.
Trap, J.P.: Danmark, 5. udgave, 1961.
http://www.halskom.dk/download/pdf/lokalplaner/bilag/542_forslag.pdf
http://www.halskom.dk/download/pdf/lokalplaner/bilag/registrant.
pdf
Beskrivelsen er udarbejdet af Hals Museum.
51
Hammer Bakker
Kulturmiljø nr. 54
Tema
Institution
Emne(-r)
Åndssvageforsorg
Sted/Topografi
Institutionen ”Hammer Bakker” – tidligere Åndssvageanstalten ved
Vodskov ligger 10 km nordøst for Aalborg og lige nord for ”stationsbyen” Vodskov. Institutionen er placeret i et meget smukt, kuperet
og skovklædt område, som udgør den sydligste del af en stor morænebakkeø, der for størstedelen er dækket af naturområdet Hammer
Bakker.
Det udpegede kulturmiljø omfatter den sydlige halvdel af institutionens oprindelige areal. Dette område omfatter den egentlige institutionsbebyggelse og størstedelen af de arealer, der blev udnyttet i
landbrugs- og skovdriften.
Tid
1913 til i dag
Karakteristik
Åndssvageanstalten ved Vodskov var en selvstændig selvejende institution med tilknytning til de Kellerske Aandssvageanstalter. Anstalten blev oprettet i årene 1915-1916, og åndssvageanstalten
modtog fra starten primært patienter fra Hjørring, Aalborg og Thisted amter, men også fra Randers amt.
De Kellerske Aandssvageanstalter købte grunden i Hammer Bakker
af sagfører Olesen i 1913. Sagfører Olesen blev den første formand
for anstaltens bestyrelse, hvor han ledede, ansporede og fulgte institutionens udvikling på nærmeste hold.
52
Den oprindelige bebyggelsesplan for
Åndssvageanstalten i Vodskov. Tegnet af arkitekt A. Clemmensen 1914.
Kun en af de otte planlagte pavilloner blev bygget - nemlig Mandshjemmet.
Museet for Åndssvageanstalten i
Vodskov.
Mandshjemmet og det tidligere køkken, med vandtårnet i baggrunden
ca. 1950.
Privatfoto.
Anstalten bestod fra begyndelsen af to adskilte afdelinger; et
mandshjem og et kvindehjem. Til beskæftigelse af stedets beboere
blev der anlagt et gartneri og kort efter starten avlsbruget ”Skeldal”.
53
Anstalten var fra begyndelsen planlagt til med tiden at skulle huse
600-700 patienter.
Kvindehjemmet fra 1916 set fra øst.
Vendsyssel historiske Museum 2006.
Det var en bevidst handling, at åndssvageanstalten blev placeret i et
isoleret område langt fra det ”normale” samfund, så de åndssvage
kunne bo og arbejde uden at være til gene for den almindelige befolkning.
Ligeledes var bygningerne meget spredt placeret, så patienterne ikke kunne pleje omgang med det modsatte køn. Patienterne blev adskilt efter køn og evner, ”så de ikke kunne sprede deres syge arveanlæg”.
Professor Chr. Kellers filosofi bestod i, at de åndssvage blev inddelt
i tre typer:
Arbejdsføre
Skolebørn
Plejepatienter
Patienterne kunne yderligere opdeles i kategorierne
Sinker
Debile
Imbecile
Idioter
Den stramme opdeling kunne også afspejles i De Kellerske Anstalters bygninger, hvor bygninger for de arbejdsføre var hvidkalkede,
skolebygninger var opført i røde sten, og asylbygninger var gulkalkede.
Bygningerne
Filosofien med bygninger i forskellige farver blev dog ikke gennemført i Vodskov. Her blev alle bygningerne, med undtagelse af avlsgården ”Skeldal”, opført i røde teglsten. Med udgangspunkt i arkitekt og kgl. bygningsinspektør Andreas Clemmensens projektplan
fra 1914 blev de første bygninger opført i 1915-1916. Det var afdeling A ”Mandshjemmet” og afdeling B ”Kvindehjemmet”, en bygning
til vaskeri og maskinstue og en bygning til køkken og plejerbolig
samt en portnerbolig.
I 1924 blev avlsgården ”Skeldal” opført i gulflammede sten, og i
1929 blev sagfører Olesens hvidkalkede villa købt til at rumme børneasyl og lægeforstanderbolig.
54
Mandshjemmet fra 1916 set fra syd.
Vendsyssel historiske Museum 2006.
Anstalten havde i 1938 176 patienter og 35 ansatte, men manglede
meget plads. Efter Socialreformen i 1933 og Åndssvageloven i 1934
voksede tilstrømningen af nyanmeldte åndssvage betragteligt, og en
udbygning var nødvendig.
Anstaltens første vaskeri fra 1916
blev senere indrettet som værksted
for en del af mandshjemmets beboere.
Vendsyssel historiske Museum 2006.
Den tidligere portnerbolig og senere
maskinmesterbolig fra 1916 set fra
nord. Bygningen er nu indrettet som
museum for institutionen.
Vendsyssel historiske Museum 2006.
55
Dette bevirkede, at anstalten i Vodskov i 1938-1939 blev udvidet
med 10 bygninger på omkring 10.000 m2, og vokseværket fortsatte
efter anden verdenskrig med opførelsen af yderligere 7 bygninger
i 1950’erne. Hovedarkitekten på byggerierne efter 1924 og frem til
1980 var arkitekt og kgl. bygningsinspektør C.F. Møllers tegnestue i
Århus.
Ved Nordjyllands Amts overtagelse af institutionen i 1980 blev bygningsmassen yderligere forøget med 6 bygninger. Senest byggede
amtet i 2002 et sygehjem.
Åndssvageanstalten eksisterer i dag under navnet ”Behandlingscenteret Hammer Bakker”, og det er stadig rammen om dag- og døgntilbud til fysisk og psykisk handicappede børn og voksne.
Bevaringstilstand
Åndssvageanstalten har siden starten i 1915 været under god og
kyndig ledelse. Dette har resulteret i, at bygninger og infrastruktur
er blevet passet og fremtræder derfor stadig i god og velordnet tilstand. Såvel bygninger som infrastruktur er velbevaret og giver stadig et godt billede af institutionens helhedsplan og sammenhæng.
Institutionens bygninger er i dag for størstedelens vedkommende
under Nordjyllands Amts administration.
Sagfører Olesens villa fra 1913 set
fra øst.
Vendsyssel historiske Museum 2005.
Sårbarhed
Området er sårbart overfor ændringer i bygningernes oprindelige
udformning - her tænkes primært på de ydre karakteristiske træk
ved hele institutionsområdet.
Ny bebyggelse lige syd for Mandshjemmet. Udformning og stil ligger
meget langt fra det oprindelige institutionsbyggeris gedigne udtryk.
Vendsyssel historiske Museum 2006.
56
En udbygning med nye huse i ”fremmede” materialer, der afviger
fra de oprindelige bygningers karakteristiske røde teglstensfacader,
hvide vinduer og røde tagstenstage vil være ødelæggende for helhedsindtrykket og kan i længden helt udviske det oprindelige harmoniske udtryk.
Bonitering
Institutionens bygninger, deres smukke placering i bakkerne og hele
infrastrukturen fortæller om et ”samfund” skabt for en gruppe menneske, der ikke har været plads til i det ”rigtige” samfund, men som
samtidig har været altafgørende for byen Vodskovs udvikling som
arbejdsplads for mange mennesker og indtægtskilde for handlende.
Det tidligere Skolehjem rummer nu
amtets Social- og sundhedsskole.
Vendsyssel historiske Museum 2006.
Kontekst/sammenhænge
Åndssvageanstalten ved Vodskov giver sammen med tilsvarende institutioner som f.eks. anstalten i Brejning syd for Vejle, anstalten ved
Ribe og anstalten på Livø (se kulturmiljø nr. 75) et vigtigt billede af
vores samfunds socialhistorie - behandlingen af åndssvage og de
institutioner, hvor åndssvage blev ”opbevaret” og gemt væk fra den
almindelige befolkning.
Den tidligere kontorbygning fra
1939 set fra nordvest.
Vendsyssel historiske Museum 2006.
57
Selv transformatorstationen fra 1939
blev opført i institutionens klassiske stil.
Vendsyssel historiske Museum 2006.
Anvendt kildemateriale
Balsvard, A. m.fl.: Fra Idiot til Medborger.
BBR-register.
Behrendt, F.: Åndssvageanstalten ved Vodskov. 1958.
Hedin, Niels: Hammer Bakker. Et mindeskrift. 2. udg. 1976.
Jensen, Sven Allan: Nordjyske byers oprindelse og historie. 2003.
Madsen, Anne-Marie og Svend Larsen: Aandssvage-Anstalten Vodskov Historisk tilbageblik fra 1916. 1998.
Wad, G.: Centralinstitutionen Vodskov 1916-1966. 1966.
Beskrivelsen er udarbejdet af Vendsyssel Historiske Museum
58
Lindholm Høje
Kulturmiljø nr. 55
Tema
Yngre jernalder
Emner
Sted/Topografi
Lindholm Høje er placeret på toppen af den morænebakke, hvor
Nørresundby og det moderne Lindholm i dag ligger, og som efter
sin oprindelige fremtoning før den nordjyske landhævning kaldes
for Sundbyøen.
Gravplads, boplads, agersystemer
Udpegningen omfatter foruden selve Lindholm Høje også den vestlige og nordlige del af den resterende del af Sundbyøen, der ikke
er bebygget af det moderne Lindholm og Nørresundby. Det samme
areal er udpeget som kulturarvsareal i DKC (120607-21). Dette område er karakteristisk pga. de mange detektorfund samt enkelte bopladsfund især fra germansk jernalder.
59
Tid
Forhistorisk tid
Karakteristik
Lindholm Høje gravpladsen udgør et af de mest bemærkelsesværdige monumenter fra forhistorisk tid i Danmark. Det mest centrale
i udpegningen er derfor gravpladsen på Lindholm Høje, der er placeret på toppen af morænebakken. Denne gravplads ses i dag som
en mængde stensætninger, der tegner figurer som firkanter, trekanter, ovaler og skibsformer. På dette sted er mennesker blevet gravlagt over en periode på 500 år fra det 5. til det 10. århundrede. På
gravpladsen fandtes næsten 700 grave, og den er derfor den største gravplads fra yngre jernalder i Danmark.
Udsigt over Lindholm Høje gravpladsen.
Aalborg historiske Museum 2005.
Formen på stensætningerne kan relateres til kønnet på den gravlagte person. Kvindegravene er ofte markeret med ovaler i sten, firkanter i sten eller med små høje. For mændenes vedkommende er
en del af gravene markeret med trekantede stensætninger eller i
den senere del af brugstiden med deciderede skibssætninger. Formen på stensætningerne markerer tilsyneladende også den sociale status for den begravede person. Således markerer de ovale eller firkantede stensætninger såvel som skibssætningerne mere velstillede medlemmer af det yngre jernalders samfund. Andre former
– som cirkulære og trekantede stensætninger – markerer derimod
grave med mindre rigt gravgods.
Triangulær stensætning.
Aalborg historiske Museum 2005.
60
Sandflugt har til tider ændret udseendet af bakketoppen. Gamle
grave er blevet dækket, hvorefter nye kunne bygges ovenpå. Andre
gange har sandflugten afdækket gamle grave, hvorved stenene fra
gamle underliggende grave kunne genanvendes i nye stensætninger.
Ved gravpladsen er der ligeledes fundet spor efter bopladser. To
landsbyer er udgravet her. Øverst lå en landsby fra 11.-12. århundrede. Nord for bakken lå denne landsbys forgænger – en boplads
fra 8. og 9. århundrede. Ved Lindholm Høje er flere stolpehuller,
hegns- og vægforløb udfyldt med cement, således at noget af bebyggelsens struktur kan iagttages i landskabet. Endelig ses der spor
efter landbrugsaktivitet i form af arealer, hvor plovfurer efter udgravning igen kan iagttages.
Cementfyldte stolpehuller på Lindholm Høje.
Aalborg historiske Museum 2005.
Med sin placering højt på morænebakken kan man se langt ud over
Limfjorden, og på en tid hvor Nørresundby og det moderne Lindholm ikke har været så intenst bebygget, må denne udsigt have været endnu bedre. Til de sider, der ikke er omgivet af vand, er der i
dag flade drænede arealer. Disse arealer har i jernalder og vikingetid udgjort fugtige eng- og mosearealer, der har været besværlige
at bebo, ligesom al trafik over land har været besværlig. Al landtrafik måtte derfor over de morænebakker, der ligger spredt i landskabet, hvilket vil sige, at en given rejse ville forlænges væsentligt over
land. Derfor har Limfjorden spillet en væsentlig rolle som trafikåre i
området, og den kunne kontrolleres fra Lindholm Høje. Der udvikledes et system af udveksling af prestigevarer mellem bosættelserne
i området. Forekomsten af de mange metaldetektorfund i området
er derfor yderst interessant, idet der muligvis er et potentiale for, at
nogle af disse udvekslingers strukturer ved fremtidige udgravninger
kan belyses.
Bopladserne ved Lindholm Høje mister deres betydning, da Aalborg
overtager denne position som kontrolinstans for trafik og handel på
Limfjorden.
61
Skibssætninger på Lindholm Høje.
Aalborg historiske Museum 2005.
Lindholm Høje har muligvis ikke været unik som gravplads i yngre
jernalder, men unikt er det, at den gennem sandflugtslagene er bevaret for os i dag, og derfor er dette område et kulturmiljøareal af
høj prioritet.
Bevaringstilstand
Omkring Lindholm Høje er bevaringstilstanden god med velplejede
anlæg, der afgræsses af får.
Sårbarhed og virkemidler
Den mest indlysende trussel i området er den militære aktivitet, der
foregår på øvelsesterrænet nordøst for Lindholm Høje. Det er tankevækkende, at der er gjort detektorfund hele vejen rundt om dette
område.
Bonitering
Flere af de fund, der er gjort udenfor det oprindeligt udpegede areal, er detektorfund fra især germansk jernalder og vikingetid. Der
er derfor et godt potentiale for, at dette område ved fremtidige undersøgelser kan bidrage med viden om samfundene fra netop denne periode. Derudover får iagttageren en god oplevelse af selve det
unikke område, som gravpladsen udgør, samtidig med at Limfjordens betydning klart kan fornemmes.
Kilder
Dansk Kulturhistorisk Centralregister (DKC) www.dkconline.dk
Trolle, A. L., Johansen, E, Nielsen, K.H., Pedersen, A., Vejbæk, O.,
Fentz, M., Nørgård, A.: Lindholm Høje. Burial ground and village.
Aalborg 1996.
Beskrivelsen er udarbejdet af Aalborg historiske Museum.
62
Vår-Staun
Kulturmiljø nr. 78
Sted/Topografi
Tema
Kulturmiljøet Vår-Staun ca. 10 km. vest for Nibe er karakteriseret
af landskabets stærke vekslen mellem det lave og flade forland ud
mod Limfjorden og stejle skrænter op mod bakkelandet længere inde i land, hvor de højeste punkter er Stenildhøj (49 m) og Bavnehøj
(48 m) tæt på Farstrup by. De højtliggende dyrkede jorder er de fleste steder af stærkt sandet og gruset beskaffenhed, mens fjordengene (Vår enge og Nørrekær) først er blevet dyrkbare efter store
inddæmnings- og afvandingsprojekter fra 1941-1944, der resulterede i en markant forøgelse af Farstrup sogns dyrkede arealer.
Bosætning på landet, anlæg
på kysten
Emne(-r)
Hovedgård, husmandsudstykning og landsby
Farstrup sogn
Udsnit af Videnskabernes Selskabs
Konceptkort fra 1786 over området
omkring Vaar og Staun. Sidstnævnte fremstår med beliggenheden på
odden ud i engområderne (angivet
med prikket signatur) i højere grad
orienteret mod fjorden end mod de
dyrkede arealer (blank sig-natur)
mod syd.
Hovedgården Vår er placeret landskabeligt meget smukt ved overgangen mellem det opdyrkede bakkeland mod sydvest, fjordengene mod nord og ved mundingen af et aflangt engareal (Vår-dalen
langs Vår å) mod sydøst. Gården ligger således på kanten mellem
63
de dyrkede arealer mod sydvest og engarealerne til græsning mod
nord og sydøst.
Landsbyen Staun ligger på en krum strandvold af sand og grus, der
strækker sig som en odde i nordøstlig retning ud mod Limfjordsstranden, og som i tiden før de omfattende afvandingsprojekter for
størstedelen har været omsluttet af uopdyrkede engarealer.
Kulturmiljøet udgør et samlet område, der strækker sig fra kysten
nord for Stavn, selve landsbyen på krumodden og det sydfor liggende vådområde samt hovedgården Vår med en del af hovedgårdsjorden omfattende de skovprægede områder mod syd og øst og et
dyrket tidligere samlet område mod vest, der ved en udstykning til
husmandslodder i det 20. århundrede er opdelt i en række mindre
enheder. Kulturmiljøets kerneområder udgøres af landsbyen Stavn
med de tilgrænsende vådområder mod nord og syd samt arealerne
umiddelbart omkring hovedgården Vår, især den udstykkede hovedgårdsmark.
Tid
Middelalderens slutning til ca. 1930.
Karakteristik
Vår
Vår set fra det flade forland ud mod
Limfjorden mod nord.
Morten Pedersen 2005.
64
Gården Vår kendes tilbage til middelalderen, hvor den som en almindelig avlsgård hørte under Vitskøl Kloster. Ved reformationen
kom klostret sammen med Vår under kronen, og fra slutningen af
1500-tallet til begyndelsen af 1900-tallet hørte gården under en
række private ejere.
I 1573 erhvervede Bjørn Andersen til Stenalt Vitskøl (som han kaldte Bjørnsholm) og dermed gården Vår, som han oprettede som hovedgård og udstyrede med nye bygninger. Allerede i 1587, hvor
gården hørte under Bjørn Andersens enke Karen Friis, brændte de
nye bygninger, og et nyt og mere anseeligt trefløjet anlæg i to stokværk over hvælvede kældre blev opført på et firkantet voldsted. Vår
å markerede voldstedets østlige afgrænsning, mens der blev etableret en kunstig grav mod vest og syd samt mod nord, hvor landskabet
fladede ud mod Limfjorden.
Hoved- og sidefløj på Vår. Den ene
af de to pavilloner ved indkørslen til
gårdspladsen ses til venstre.
Morten Pedersen 2005.
Husmandsbrug på Vår Mark.
Morten Pedersen 2005.
I starten af 1700-tallet var bygningerne imidlertid i så dårlig stand,
at det var nødvendigt for den daværende ejer Jochum Poulson at
foretage en gennemgribende restaurering. Ved den lejlighed blev
sydfløjen og det øverste stokværk på de tilbageværende bygninger
nedrevet. Som levn efter de nedrevne bygninger stod kun to pavil65
loner mod vest tilbage, mens en mur markerede gårdspladsens afgrænsning. Samtidigt opførtes en gavlkvist med en indskriftstavle
midt på hovedfløjen, og der blev etableret et omfattende havekompleks. Ved restaureringen skiftede herregårdsanlægget derved karakter til et mere enkelt rokokopræget anlæg.
I starten af 1900-tallet voksede en stærk husmandsbevægelse frem
i det daværende Aalborg Amt, hvilket bl.a. resulterede i stiftelsen af
Husmændenes Udstykningsforening i Aalborg Amt i 1909 og Aalborg
Amts Sammensluttede Husmandsforeninger i 1914. Baggrunden var
dels en stærk højskoletradition via de bjørnbak’ske højskoler i Fjellerad, Bælum og Skelund, som gav skoling til en række af de centrale
initiativtagere bag husmandsforeningernes etablering, dels områdets
relativt lave urbaniseringsgrad, der gav landarbejderne utilstrækkelige muligheder for at søge ind i nye erhverv i byerne.
Straks efter stiftelsen i 1909 tog udstykningsforeningen i Aalborg
Amt fat på opkøbet og udstykningen af jord til husmandsbrug – i
første omgang mindre gårde bl.a. i Vårst, Skelund og Gandrup, som
hver især blev udstykket til en håndfuld husmandslodder, og i september 1912 herregården Store Restrup, der blev udstykket til i alt
50 husmandsbrug.
Den såkaldte ’rejsestald’ på Vår
sammenbygget med et nyere beboelseshus.
Morten Pedersen 2005.
I 1923 købte udstykningsforeningen hovedgården Vår, der på det
tidspunkt havde et jordtilliggende på 800 tdr. land omfattende bl.a.
skovbeplantningerne umiddelbart øst for Vår-dalen og de opdyrkede arealer Vår Mark mod sydvest. Skovarealerne blev frasolgt, og på
Vår Mark udstykkedes der jord til oprettelsen af 22 nye husmandsbrug med små ensartede to-længede bygningskomplekser på hver
side af Vårvej.
Ved udstykningen blev hovedparten af hovedgårdens avlsbygninger nedrevet, på nær en enkelt bygning – den såkaldte ’rejsestald’
– umiddelbart vest for indkørslen til det gamle voldsted. I 1934 blev
hovedbygningen solgt til forfatteren Knuth Becher.
Staun
Landsbyen Staun, som kendes tilbage til 1500-tallet, er formet af beliggenheden på den langstrakte krumme odde, der klart hæver sig fra det
omgivende lavtliggende forland ud mod Limfjorden. Oddens ringe bredde har flere steder givet landsbyen en helt enstrenget struktur med kun
en enkelt række gårde og huse nord for bygaden (Østerkærvej).
66
Stauns østlige ende set fra forlandet
ud mod Limfjorden.
Morten Pedersen 2005.
Set fra forlandet ud mod fjorden fremstår Staun dermed som en
bred front af gårdbebyggelser langs krumoddens tydelige kant,
mens der fra mellemrummene mellem landsbyens gårde flere steder er gode og uforstyrrede kig henover strandengene ud mod Limfjorden.
Kig mod fjorden ved en af gårdene
i Staun.
Morten Pedersen 2005.
Ser man på Videnskabernes Selskabs Konceptkort fra 1786, fremgår
det, hvordan Staun på den krumme smalle odde på det tidspunkt
strakte sig ud i de våde områder og derved i højere grad fremstod
som orienteret mod fjorden end mod de dyrkede arealer syd for
landsbyen. Et af landsbyens erhverv har da også – formentligt helt
tilbage til dens opståen – været fiskeriet på Limfjorden, og i dag drives der endnu en smule fiskeri fra Stauns fiskerleje med redskabshuse ca. 250 m. nord for byen.
67
Grejhuse ved fiskerlejet ved Staun.
Morten Pedersen 2005.
Sandsynligvis har Staun været udgangspunkt for overfarter over Limfjorden fra Han Herred, men næppe i noget særligt stort omfang – på
Videnskabernes Selskabs Konceptkort er vejforløbet (den nuværende Østerkærvej) i hvert fald ikke ført ud til stranden, som kortværket
ellers gerne gør til markering af overfartssteder. Det har bl.a. været
her, man har fragtet stude over. Studene blev drevet videre ned gennem Jylland til markederne i Sønderjylland og Tyskland.
Bevaringstilstand
På hovedgården Vår er hoved- og sidefløjen med murene omkring
gårdspladsen og de to pavilloner ved indkørslen samt den såkaldte
rejsestald bevarede. Det er dog kun selve hovedbygningen og dens
sidefløj, der synes at være i rimelig stand. Murene omkring gårdspladsen, pavillonerne ved indkørslen til voldstedet og den såkaldte
’rejsestald’ er stærkt forfaldne, og for sidstnævntes vedkommende
er bygningen tillige udstyret med et nyere bliktag og sammenbygget
med et nyere beboelseshus.
Vår hovedbygning.
Morten Pedersen 2005.
Dertil kan voldstedets udseende endnu delvist erkendes, men voldgravene er reducerede til lavninger i terrænet, der for nordgravens
vedkommende er stærkt tilvokset. I det hele taget fremstår gårdens
omgivelser – og herunder haveanlægget ned mod Vår å – i en tilvokset og uplejet tilstand. På trods heraf, er der imidlertid endnu et
smukt kig fra gården ned over det flade forland mod Limfjorden.
68
Husmandsudstykningen på Vår Mark er i vid udstrækning bevaret
i en tilstand, der overgår samtidens forbillede ved udstykningen af
herregården Store Restrup. Enkelte af brugene anvendes i dag udelukkende til beboelse, mens andre endnu fungerer som landbrug
og er tilføjet nyere avlsbygninger. Men ved hovedparten kan det oprindelige lille husmandsbrugs to-længede form endnu erkendes i
en form, der synes tæt på den oprindelige – i de fleste tilfælde med
hvidkalkede mure, men ved enkelte med nyere gule skalmuringer
og mindre ombygninger. Kun ganske enkelte af husmandsbrugene
er forandret til ukendelighed.
Udstykningen af jordlodder bag husmandsbrugene kan dog kun
vanskeligt opleves i landskabets udseende i dag.
Landsbyen Stauns enstrengede struktur og den oprindelige landskabsmæssigt begrundede udformning er fint bevaret og kan tydeligt opleves fra strandsiden – bl.a. fra det endnu fungerende fiskerleje ca. 250 m. nord for byen.
Sårbarhed og virkemidler
Af hovedgården Vår har den tofløjede hovedbygning samt den vest
herfor liggende mur med portpiller og pavilloner (1587-1590, reduceret og ombygget 1722) været fredet siden 1964. På trods heraf er
anlægget imidlertid flere steder truet af forfald – dels ved bygningsmassen, hvor det står værst til med pavillonerne ved indkørslen til
voldstedet, dels ved tilgroning. Der er således behov for bedre vedligeholdelse af såvel bygninger som omgivelser. Oplevelsen af gårdens beliggenhed ved overgangen fra de flade engstrækninger ud
mod fjorden og de højere liggende dyrkede arealer bør sikres. En
eksisterende nyere bebyggelse umiddelbart nedenfor hovedgårdsanlægget er i den forbindelse stærkt forstyrrende.
Kig mod fjorden langs sidefløjen på
Vår. Til venstre ses taget på en nyere bebyggelse, der skæmmer oplevelsen af Vårs placering ud mod det
flade forland.
Morten Pedersen 2005.
Den fine bevaringstilstand for husmandsudstykningen på Vår Mark
vil antageligt komme under pres i de kommende år som følge af ønsker om renoveringer, ombygninger og nedrivninger af de oprindelige to-længede bygningskomplekser. Der bør udarbejdes en bevarende lokalplan, der kan sikre den fremtidige oplevelse af brugenes
ensartethed i overensstemmelse med den oprindelige udformning.
En form for formidling på stedet af baggrunden for de små brugs
ensartede fremtræden på hver side af Vårvej kunne være ønskelig.
69
Landsbyen Stauns enstrengede struktur synes snarest truet ved opførelsen af moderne landbrugsbygninger og gylletanke, der vil
kunne forstyrre oplevelsen af perlerækken af gårde – både set fra
landsbyen selv og fra strandsiden. En større rød halbygning i byens
vestlige ende udgør et uheldigt eksempel herpå. Der bør udarbejdes retningslinier, der kan sikre oplevelsen af byens placering på og
udformning efter den krumme oddes hævning i de lavtliggende enge. Især bør der sikres mod anlæg ud i det flade forland.
Bonitering
Husmandskolonien på Vår Mark rummer værdi for forståelsen af,
hvordan man i det lavt industrialiserede Himmerland i starten af
1900-tallet forsøgte at løse problemerne med befolkningsoverskud
i landdistrikterne. Den fint bevarede struktur med små to-længede
brug på rækker på hver side af Vårvej er bedre bevaret end ved udstykningen af Store Restrup, og den rummer dermed en stor oplevelsesværdi, der fortjener en formidling på stedet.
Landsbyen Stauns placering og udformning fremstår i helt særlig
grad som et autentisk produkt af det stedlige naturgrundlag, som
samtidigt rummer en meget stor naturmæssig oplevelsesværdi.
Kontekst/sammenhænge
Udstykningen af hovedgården Vårs jorder til husmandsbrug på initiativ af Husmændenes Udstykningsforening i Aalborg Amt må ses på
linie med en række tilsvarende udstykninger. Herunder de mindre
gårde Vårst, Skelund og Gandrup og ikke mindst herregården Store
Restrup, der i 1912 og 1914 blev udstykket til i alt 50 nye brug med
en husmandshøjskole i herregårdens bygninger, og som i samtiden
tjente som et forbillede for husmandsbevægelsens arbejde.
Kildemateriale
Fredningslisten, www.kuas.dk
Lidegaard, Mads: Hærvejen i Himmerland. Schultz Forlag 1983.
Nibe Kommuneatlas. Byer og bygninger. Kulturarvsstyrelsen 2002.
Roussell, Aage (red.): Danske Slotte og Herregårde. Himmerland og
Ommersyssel. København 1966.
Stoffersen, Anette: Store Restrup, en gennemorganiseret husmandskoloni ca. 1912-1932 – dens lokale og samfundsmæssige forudsætninger. Bol og By. 1985:2, side 102ff.
Trap. Ålborg Amt. 5. udgave 1961.
Weitze, Hans Jørgen: Himmerland – storformet og sønderdelt. Brenderup 1987.
Beskrivelsen er udarbejdet af Aalborg historiske Museum.
70
Sebbersund og Sebber Kloster
Kulturmiljø nr. 79a+b
Temaer
Sted/Topografi
Sebbersund, Sankt Nikolaj Bjerg, Sebber Kloster, Nibe Kommune.
Havneanlæg og lign., område
med religiøst præg
Emne
Handelsplads med tilknyttet
kirke og kirkegård, kirkelig ruin, klosterkirke
Sankt Nikolaj Bjerg er en morænebakke, der er dannet under sidste istid. Efter isens tilbagetrækning har Stenalderhavet stået omkring
bjerget. Efterhånden er der aflejret sand i en tange fra fastlandet ved
Valsted ud mod bjerget. Samtidig bevirker den generelle landhævning, at området bliver mere lavvandet og præget af udstrakte strandenge. Den nordøstligste del af området er dannet efter vikingetiden.
Sebber Kloster ligger vest for Sankt Nikolaj Bjerg på den anden side
af Halkær Bredning. Klosteret er beliggende på overgangen mellem
agerjorden mod vest og strandengene mod øst. Engene går over i
selve bredningen.
Afgrænsningen af kulturmiljøet tager udgangspunkt i de arkæologiske interesser, men også i at området her kan opleves som et sam71
menhængende åbent landskab. Afgrænsningen er hovedsageligt
foretaget i forhold til eksisterende bebyggelse i området.
Dele af området er endvidere udpeget som kulturarvsareal (DKC
120711-32, omkring klosteret, og DKC 120711-34, omkring handelspladsen).
Tid
Yngre jernalder, vikingetid, middelalder
Karakteristik
Handelspladsen
I forbindelse med byggeriet af Sebbersund dæmningen i 1980’erne fandt man nord for byen en stor mængde metalgenstande, som
kunne dateres til perioden ca. 700 til 1100. På baggrund heraf
iværksatte Aalborg Historiske Museum flere udgravninger i perioden 1990-97.
Plan over fundområderne ved Skt.
Nikolaj Bjerg. 1) Grubehuse, 2)
Håndværk, 3) Kirkegård.
Aalborg historiske Museum.
Resultaterne af udgravningerne viste, at der nord og nordøst for Skt.
Nikolaj Bjerg, neden for den tidligere kystskrænt, har været en sæsonhandelsplads, der omfatter et område med hovedsageligt grubehuse, et håndværksområde og et område med to trækirker med
tilhørende kirkegård fra vikingetid og tidlig middelalder. Området
omfatter i alt ca. 62 ha.
Bebyggelsen består hovedsageligt af grubehuse, det vil sige halvt
nedgravede småhuse på ca. 2 x 3 m, i øvrigt med meget forskellig
form og funktion. Grubehusene fungerede her som arbejdshytter.
Fundene viser, at ca. halvdelen blev brugt som vævehytter. Det samlede antal grubehuse er 200-300, men hvor mange, der har været i
brug samtidig, vides ikke.
Syd for grubehusbebyggelsen, helt ind til nordøstsiden af Sankt Nikolaj Bjerg, har håndværksområdet ligget. Håndværksområdet afslører sig ved smede- og støbeaffald. I umiddelbar nærhed heraf
72
fandtes handelspladsen, hvor man fandt de største mængder af metalgenstande. På handelspladsen blev de lokalt fremstillede varer og
importerede varer solgt.
Udsigt fra nordøst hen mod Skt. Nikolaj Bjerg.
Kirsten Monrad Hansen 2006.
I tidlig kristen tid opførtes en trækirke med tilhørende kirkegård syd
for håndværksområdet. Kirken har haft en længde på 13 m og en
bredde på mellem 4-6 m. Kirkegården rummer sandsynligvis ca.
700 jordfæstegrave. Der er udgravet 468 af disse, og heraf er de 63
bådgrave, hvilket vil sige, at man har gravlagt den afdøde i en mindre fiskejolle eller i dele af et større skib.
Plan over trækirke og grave ved foden af Skt. Nikolaj Bjerg.
Aalborg historiske Museum.
73
De undersøgte grave er alle meget ens. Den døde er begravet i en
snæver nedgravning, i udstrakt rygleje og med armene ned langs
siden. Ingen gravgaver fulgte den døde i graven. Alle gravene er
øst-vest orienterede, og den døde har ligget med hovedet i vest.
En enkelt grav har skilt sig ud fra mønsteret ved at være sten- og
mørtelopbygget. Graven rummede skelettet af en ca. 60 år gammel
kvinde. Placeringen lige syd for kirken og den særlige begravelsesform sandsynliggør, at kvinden har haft en høj status i samfundet.
Pladsen ved Sebbersund består af disse tre områder med hver sin
aktivitet. Tilsyneladende er denne opdeling respekteret fra pladsens
grundlæggelse til dens ophør. Dog med undtagelse af kirken og kirkegården, der er blevet anlagt på et senere tidspunkt end områderne med grubehuse og håndværk.
Udsigt fra Sebber Klostersiden af
Halkær Bredning over mod Skt. Nikolaj Bjerg.
Kirsten Monrad Hansen 2006.
De topografiske forhold, beliggenheden helt ned til kystlinien og
fundsammensætningen viser, at handel, håndværk og fiskeri var
Sebbersunds hovederhverv. Aktiviteterne på pladsen har været orienteret mod især Norge, men også England/Irland og Sverige.
Sebbersundpladsen mister sin betydning og forsvinder i begyndelsen af 1100-tallet. Ud over magtpolitiske forhold, som vi ikke kender
i dag, kan nedlæggelsen skyldes, at Limfjorden netop i denne periode sander til i vest og nord og bliver til en fjord. Den vigtige handelsvej gennem Limfjorden til bl.a. Norge og England afskæres dermed. Lukningen af passagen medfører også en ændring i fiskebestanden. Disse forhold har sandsynligvis haft afgørende betydning
for pladsens eksistens.
Sebbersund er en af de få sæsonhandelspladser, vi i dag kender fra
vikingetid og tidlig middelalder. Som type kan den betragtes som en
slags forløber for de rigtige byer, hvor fastboende havde handel og
håndværk som hovedbeskæftigelse, som f.eks. Hedeby og Århus.
Samtidig findes der på Sebbersundpladsen som noget helt unikt
spor efter en tidlig kristen indflydelse i det nordjyske område.
Trækirken afløses sandsynligvis af en stenkirke på toppen af Sankt
Nikolaj Bjerg. Kirkens placering og planløsning samt en tilhørende kirkegård blev dokumenteret ved en mindre udgravning i 2002.
Størstedelen af fundamentet til kirken blev opgravet i 1880 i forbindelse med anlæggelsen af Sebbersundbroen.
74
1) Plan over stenkirken og kirkegården på Skt. Nikolaj Bjerg. 2) Trækirken og kirkegården ved Sebbersund.
Mod syd og nord er der påvist rester
af grøfter der afgrænser kirkegården. Den vestlige del af kirkegården er ikke udgravet. Hvis kirken lå
midt på kirkegården, mangler omkring 200 grave at blive udgravet.
Det samlede antal grave var i så fald
knap 700.
Aalborg historiske Museum.
Sebber Kloster
I Sebber var der i middelalderen et nonnekloster sandsynligvis af
benediktinerordenen. Klosteret er nævnt første gang i 1268, men
det præcise tidspunkt for dets grundlæggelse er ukendt. I 15201521 havde biskoppen i Viborg, Jørgen Friis, planer om at flytte
nonnerne ved Vor Frue kloster i Aalborg til Sebber Kloster, men der
blev ikke noget ud af overvejelserne. I 1528 forlenede Jørgen Friis
klosteret til sin halvbror Niels Friis, men året efter fradømte en kongelig kommission Niels Friis lenet på grund af klosterbygningernes
dårlige stand, skovenes ødelæggelse og den manglende omsorg
for nonnerne. Ved reformationen i 1536 kom Sebber Kloster som så
mange andre under Kronen, og det blev dernæst omdannet til en
herregård og forlenet ud. Nonnerne forlod derefter ganske hurtigt
stedet.
Af klosterbygningerne er der i dag kun bevaret selve klosterkirken.
Kirken er oprindeligt bygget som en romansk kvaderstenskirke, og
den har ikke fra sin opførelse haft funktion som klosterkirke. Bygningen må være overdraget nonnerne engang før 1268. I dag fremtræder kirkebygningen senmiddelalderlig, og den er i øvrigt stærkt
præget af en større ombygning, formentlig foretaget efter 1636.
75
Kirken består i dag af et langhus med en tresidet afslutning i øst, et
tårn i vest og et våbenhus mod nord. Bygningens mure er overvejende opført af kridt- og granitkvadre samt munkesten.
Sebber Kloster. Kirkebygningen.
Aalborg historiske Museum 2006.
I klostertiden blev kirken indrettet med en etageopdeling, således
at nonnerne havde deres eget pulpitur, som var adskilt fra menigheden. Pulpituret, der så at sige befandt sig i første sals højde, kan
man stadig se spor af i bygningens murværk.
Hovedbygningen til den nuværende gård, benævnt Sebberkloster
eller Sebbergård, blev bygget omkring 1959 efter en brand, der
ødelagde den tidligere hovedbygning. Sidstnævnte havde ellers indeholdt rester af et trefløjet anlæg i bindingsværk fra 1700-tallet.
Ladegården blev nybygget efter en brand i 1835.
Sebber Kloster. Kirkens indre.
Aalborg historiske Museum 2006.
Bevaringstilstand
Et helt moderne og stort beboelseshus midt i handelspladsområdet,
kaldet ”Fårefarmen”, er meget uheldigt i forhold til oplevelsen af det
åbne landskab. Skov- og Naturstyrelsen købte i 2000 ejendommen
på matr.nr. 20a Sebbersund By, Sebber med henblik på nedrivning.
En del af handelspladsen er udgravet, men der er stadig store arealer tilbage, som ikke er arkæologisk undersøgt. Det centrale område er uforstyrret af byggeri og lignende (bortset fra ”Fårefarmen”).
Bydelen syd for pladsen og øst for Sankt Nikolaj Bjerg virker kun i
mindre grad forstyrrende på oplevelsen af området.
76
Kirken til det tidligere Sebber Kloster er i en ganske god bevaringstilstand.
Sårbarhed og virkemidler
Arealerne ved Sebbersund handelspladsen vil være truet af almindelig landbrugsmæssig drift og i særdeleshed af dybdepløjning og
dræning. I dag henligger de centrale dele af det arkæologiske interesseområde i græs (i brakordning eller som beskyttet natur).
Beplantning i form af læhegn eller lignende i området er ikke ønskelig. Området er generelt også sårbart over for almindelig tilgroning.
Området er omfattet af lokalplan nr. 7, 39 og 50. Lokalplan nr. 39
muliggør udbygning af det nordlige Sebbersund. I følge lokalplan
nr. 50 vil Nibe Kommune vise tilbageholdenhed i udbygningen af
den nordlige del af Sebbersund. Området er sårbart over for nybyggeri og væsentlige ændringer af eksisterende byggeri. Lokalplanen
for området åbner mulighed for rekonstruktion af en stavkirke på
fundstedet. Lige som der er mulighed for placering af formidlingsbygninger, parkering og toiletter.
En for voldsom lancering af kulturmiljøområdet som turistattraktion med tilknyttede faciliteter inden for området er uheldig. I dag
(2006) er der opført en rekonstruktion af et grubehus og en lille udstillingsbygning, hvor man bl.a. kan se fund fra udgravningen. Det
er begrænset hvor meget byggeri m.m., der kan rummes på stedet
uden at ødelægge helhedsindtrykket. Formidlingsfaciliteterne foreslås af fredningsrejserne placeret længst mod nord på en grund,
hvor der tidligere har været minkfarm.
Sebber Kloster
Kirkebygningen må ikke ændres uden tilladelse fra bl.a. de kirkelige
myndigheder og Nationalmuseet. Det er sandsynligt, at der under
terræn er bevaret arkæologiske levn efter klosterbygningerne. Ved
nybyggeri, ombygninger og andre jordarbejder skal Aalborg Historiske Museum kontaktes forud for anlægsarbejdets påbegyndelse.
Området omkring Sebber Kloster er tillige udpeget som et arkæologisk kulturarvsareal af national betydning i forbindelse med en
landsdækkende kortlægning af sådanne, iværksat af Kulturarvsstyrelsen.
I øvrigt kan der henvises til lokalplan nr. 78 for Nibe Kommune vedr.
et område ved Sebberkloster Hovedgaard til golfbane mv., vedtaget
den 20/11 2002, samt kommuneplantillæg 3-2002 til Nibe Kommuneplan 1997-2001. Heri fremgår det, at der skal tages vidtgående
hensyn til de kulturhistoriske værdier ved nævnte hovedgård og ved
Sebber kirke i forbindelse med udvidelsen af golfbanen ved Sebberkloster.
Bonitering
Området ved Sebbersund ejer stor landskabelig skønhed, og samtidig er der mulighed for at overskue en meget betydningsfuld handelsplads fra vikingetiden i sin helhed, netop fordi det samlede areal i øvrigt er ubebygget, og sammenhængen mellem land og vand
kan opleves.
77
Det er ikke svært at forestille sig, at bjerget har fungeret som en
landkending, der var til at finde selv for folk, som aldrig havde været i Limfjorden før.
Sebbersund er en meget vigtig arkæologisk lokalitet. Betydningen
er ikke kun af lokal karakter, men gælder for det sydskandinaviske
område.
I 1998 fremlagde man et fredningsforslag, der var udarbejdet af Nibe Kommune, Nordjyllands Amt, Skov- og Naturstyrelsen og Danmarks Naturfredningsforening. Dette fredningsforslag blev aldrig
forelagt for Fredningsnævnet for Nordjyllands Amt. Efter Skov- og
Naturstyrelsens køb af ”Fårefarmen” blev der igen arbejdet på at
arealfrede området, og i 2003 er der rejst en fredningssag til sikring af de arkæologiske, landskabelige, naturmæssige og rekreative værdier. Sagen afventer Naturklagenævnets afgørelse (2006).
Hvis fredningen som skitseret i forslaget gennemføres, vil området
sandsynligvis være sikret mod uheldige indgreb og dyrkningsmæssig nedbrydning.
Selve Skt. Nikolaj Bjerg er fredet i 1981. Størstedelen af området er
i øvrigt omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3 og § 15, der indeholder bestemmelser om beskyttede naturtyper og strandbeskyttelseslinie.
Området har stor pædagogisk værdi, især hvis det lykkes at få etableret et formidlingssted i den nordlige del af området. Den videnskabelige værdi af området er særdeles stor. Hvis området lades
urørt, er der stor sandsynlighed for, at de resterende arkæologiske
lag bevares.
Sebber Kloster
Klosterkirken har en stor oplevelsesværdi, og da der ikke er bevaret mange kirkebygninger fra nonneklostre i Danmark, har den tillige en videnskabelig værdi. Ydermere giver anlæggets landskabelige placering på overgangen mellem ager og eng et godt indtryk af
menneskets udnyttelse af de naturlige ressourcer (ager til dyrkning
og eng til kvæg). Hertil kommer, at nærheden til Halkær Bredning
har givet endog meget gode fiskemuligheder – en ressource, der
blev udnyttet af hovedgården langt op i tid.
Kontekst/sammenhænge
Sebbersund handelsplads
Limfjordsområdet generelt, dvs. sandsynligvis kulturel og handelsmæssige sammenhænge med steder som f.eks. Aggersborg, Ørbæk
og Lindholm Høje.
Sebber Kloster
Lokaliteten kan bredt sammenlignes med andre nonneklostre i Danmark.
78
Anvendt kildemateriale
Birkedal, Peter og Erik Johansen: En handelsplads fra yngre jernalder
og vikingetid ved Sebbersund. Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed
og Historie, 1991.
Birkedal, Peter og Erik Johansen: Trækirkerne ved Sebbersund. Aalborg Stiftsbog 1993.
Jørgensen, Jens A. og Bente Thomsen: Gyldendals bog om danske
klostre. København 2004, s. 240f.
Nielsen, Jens N.: Sebbersund. Handel, håndværk og kristendom ved
Limfjorden. Aalborg Historiske Museum 2002.
Nielsen, Jens N.: Kirken på Skt. Nikolaj Bjerg. Aalborg Historiske
Museum. Årsberetning 2002, s. 6ff.
Roussell, Aage (red.): Danske Slotte og Herregårde. Anden udgave.
Bind 11: Himmerland og Ommersyssel. København 1966, s. 317ff.
Trap, J.P.: Danmark, 5. udgave, 1961.
Fredningsforslag for ”Sebbersund, Handels- og håndværksplads
samt kirke fra vikingetid”, 26. februar 2003.
Beskrivelsen er udarbejdet af Aalborg Historiske Museum.
79
Skørbæk Hede
Kulturmiljø nr. 80
Tema
Ældre jernalder, middelalder,
oldtid generelt
Emner
Sted/Topografi
Kulturmiljøarealet omfatter området omkring Skørbæk Hede ned til
og med Ajstrup bæk, der har sit udløb i Limfjorden ved Sebbersund
og således sandsynligvis i forhistorisk tid har udgjort en væsentlig
færdselsåre for bebyggelsen ved Skørbæk Hede. Der findes desuden en mængde levn fra ældre jernalder, selvom disse ikke giver
nogen oplevelse af det kulturhistoriske landskab for iagttageren.
Agersystemer, boplads, gravhøje
Dele af området er udpeget som kulturarvsareal (DKC 120803-84).
Karakteristik
Arealet omkring Skørbæk Hede udgør et unikt landskab, hvor især
området omkring Savhøje er bemærkelsesværdigt. Selve højene udgør i dag en øst-vest vendt linie af tre høje samt en enkelt fritliggende høj nord for denne linie.
Gravhøje ved Skørbæk Hede.
Aalborg historiske Museum 2005.
80
I forhistorisk tid har der ligget 10 høje i et V-formet mønster med
åbning mod vest. Netop i denne retning forekommer de mest spændende spor fra forhistorisk tid i landskabet. Her ligger et fossilt landskab af en bebyggelse, der har bestået af flere bygninger, samt tilhørende agersystemer. Selve bygningernes grundrids er bevaret,
fordi der i konstruktionen er gjort brug af tørv til de ydre vægge.
Disse vægge står derfor tilbage som små forhøjninger, hvor det firkantede grundrids klart kan udskilles, ligesom indgangspartierne
danner to modstående fordybninger i midten af de to langsider. Tre
eller muligvis flere af disse bygninger kan iagttages i terrænet.
Hus med tørvevægskonstruktion.
Aalborg historiske Museum 2005.
Nord for bebyggelsen ligger et større område med agersystemer,
der ligeledes stadig kan iagttages. Agersystemerne udgøres af ældre jernalders digevoldingssystemer med mindre lodder af fladt terræn omgivet af volde til adskillelse af de enkelte lodder. Derudover
findes også middelalderens mere markante højryggede agersystemer i lange lige linier ned ad skråningen.
Agersystemer.
Aalborg historiske Museum 2005.
Kontekst
Skørbæk Hede, Savhøje, Ajstrup Bæk
81
Sårbarhed og virkemidler
Den midterste af de tilbageværende Savhøje er udsat for erosion på
den nordlige side, idet området omkring gravhøjene afgræsses af
heste. Det bør overvejes, om området omkring bopladsen skal ryddes for de buske og mindre træer, der er på arealet, således at iagttageren får en bedre opfattelse af området. Om denne bevoksning
udgør en decideret trussel for bopladsen kan ikke umiddelbart afgøres. Desuden gennemgraves den østligste af de tilbageværende
Savhøje af adskillige rævegrave.
Bonitering
Bebyggelsesformen er meget interessant og speciel for Nordjylland.
Selve forholdet mellem agersystemer og bebyggelse er ligeledes en
sjældenhed.
Anvendt kildemateriale
Det Kulturhistoriske Centralregister (DKC) www.dhconline.dk
Beskrivelsen er udarbejdet af Aalborg Historiske Museum.
82
Skørbæk
Kulturmiljø nr. 81
Tema
Sted/Topografi
Ejdrup sogn i det nordlige Himmerland.
Bosætning landet
Emne(-r)
Landsby, uregelmæssig vejforteby
Landsbyen Skørbæk ligger vest for den brede flade dal omkring
Halkær Å ca. 2 km fra åens udløb i Halkær Bredning. Fra starten af
1900-tallet, hvor Halkær Pumpelag etableredes, løb den regulerede
å gennem et 150 ha stort engområde inden udløbet i Halkær Bredning, men ved et naturgenopretningsprojekt er store dele af ådalen i 2005 omdannet til en sø. I stenalderen var ådalen en fjordarm.
Dalsiderne oven for den nuværende genskabte sø udgøres af brede
sandede terrasser, og bagved disse udgøres afgrænsningen til det
bagvedliggende højland af kløftede skræntsider.
83
Skørbæk er placeret i bakkelandet i ca. 30 meters højde oven for
den vestlige dalterrasse. Landsbyen ligger lidt op ad skrænten, men
stadig i læ af den fortsatte stejle stigning videre mod vest op til det
kuperede højland, der når 66 meter over havet ved Langager Høje.
Skørbæks midte udgøres af en vandfyldt forte med en langstrakt
form samt nord herfor et sumpet område med en mindre sø. Landskabets stigning mod vest i retning af Langager Høje fortsættes
umiddelbart vest for søen og vådområdet. De to vådområder afskæres i dag fra hinanden af et vejforløb.
Kulturmiljøet består af landsbyen Skørbæk med næromgivelserne
på terrassen ned mod Halkær Ådal. Afgrænsningens kerne er selve
landsbyen med landsbyen med forten.
Vejforløbet mellem Skørbæks to
vådområde. Den langstrakte sø til
højre og det mindre vådområde til
venstre.
Aalborg historiske Museum 2006.
Tid
Middelalderen og frem til i dag
Karakteristik
Skørbæk optræder første gang i det skriftlige kildemateriale i 1300tallet, men landsbyens grundlæggelse skal som hovedparten af
Danmarks landsbyer givetvis dateres tilbage til i hvert fald den tidlige middelalder. Ved optegnelserne til Chr. V’s matrikel i 1682 bestod Skørbæk af 11 gårde med et opdyrket areal på i alt 375 tdr.
land.
Skørbæk på minoreret sognekort.
Udsnit fra beg. af 1800-tallet.
Aalborg historiske Museum 2006.
84
Formentligt allerede ved anlæggelsen krævede de lokale terrænforhold en tilpasning af landsbyens struktur, der placerede Skørbæk
blandt den gruppe landsbyer, der i dag sammenfattende betegnes
som uregelmæssige vejfortebyer. Gårdene grupperede sig omkring
de vandfyldte og sumpede arealer, som derved kom til at udgøre
landsbyens forte. Med placeringen dels omkring den sydlige langstrakte sø dels det nordlige vådområde fik landsbyen samtidig en
uregelmæssig udformning, næsten med to forter.
Forten i Skørbæk set fra syd.
Aalborg historiske Museum 2006.
Mellem 1682 og fremkomsten af kortmaterialet i 1800-tallet synes der ikke at være sket nævneværdige forskydninger i antallet af
gårde og huse i Skørbæk. Samtidig vedblev Skørbæks gårde med
at være placeret i landsbyen, dvs. landsbyen blev ikke udflyttet, og
selvom antallet af gårde er faldet, ser de tilbageværende ud til fortsat at være placeret nogenlunde, hvor de har ligget siden det første
kendskab til placeringerne i starten af 1800-tallet.
Vestre søvej i Skørbæk. Enkelte
gårdbebyggelser ligger stadig langs
vejen.
Aalborg historiske Museum 2006.
I dag domineres landsbyen af nyere bebyggelse (efter ca. 1950),
hvoraf en del er beboelseshuse etableret på tomterne fra de tidligere gårde. Åbningerne i bebyggelsesrækken omkring den sydlige
langstrakte sø lukkes i vid udstrækning af træbevoksning.
85
Bevaringstilstand
Skørbæks karakter som en uregelmæssig forteby erkendes stadig
uden problemer, selvom antallet af gårde er faldet, hvorved der er
åbnet huller i gårdrækken, og selvom bebyggelsen gennemgående er fornyet med ganske store konsekvenser for helhedsindtrykket
som følge. Bebyggelsen er således fortsat placeret omkring den sydlige langstrakte sø og det nordlige vådområde.
Husene omkring det nordlige vådområde der anes bag træerne til
venstre i billedet.
Aalborg historiske Museum 2006.
Sårbarhed og virkemidler
Kulturmiljøet vil være sårbart overfor ændringer, der bryder med
strukturen som uregelmæssig forteby. Ændringer i bebyggelsesstrukturen, der bryder med beliggenheden omkring forten, vil således forstyrre oplevelsen af kulturmiljøet. Især bebyggelser ind på
selve forten ned mod vandkanten vil naturligvis være af en særligt
ødelæggende karakter, men tilsvarende vil byggeri længere op ad
skrænten mod vest virke forstyrrende. Den fremtidige sikring og udvikling af kulturmiljøets værdier burde således foregå på grundlag
af en lokalplan for området.
Bonitering
Med den nære sammenhæng med det naturgivne grundlag besidder kulturmiljøet autentisk pædagogisk værdi for forståelsen af det
danske landbosamfund frem mod landboreformernes markante forandringer af landskabet efter ca. 1800. Skørbæk er en repræsentant for gruppen af danske fortelandsbyer.
Kontekst/sammenhænge
Ud over Skørbæk har fortelandsbyerne været hyppigt forekommende i det danske landskab. Talrige eksisterer endnu, og fra det øvrige
Himmerland kan bl.a. Voldsted ved Aalborg og Brøndbjerg syd for
Rold Skov nævnes som velbevarede eksempler.
86
Kildemateriale
Bevaringsinteresserne i 21 landsbyer i Nordjyllands Amtskommune.
Aalborg 1981.
Hastrup, Fritz: Danske landsbytyper – en geografisk analyse. Skrifter
fra Geografisk Institut, Århus Universitet 1964.
Pedersen, Henrik: De danske landbrug. København 1928 (reprotryk
1975).
Porsmose, Erland: Landsbyer. De kulturhistoriske interesser i landskabet. Skov- og Naturstyrelsen 1997.
Trap. Ålborg Amt. 5. udgave 1961.
Beskrivelsen er udarbejdet af Aalborg Historiske Museum.
87
Nibe
Kulturmiljø nr. 82
Tema
Sted/Topografi
Nibe by, nær Nibe bredning i Limfjorden, der tidligere har været et
af hovedfangststederne for sild.
Kystkultur
Emne(-r)
Fiskerleje, købstadshavn, købstadsmiljø, marina m.v.
Kulturmiljøet omfatter den ældste del af Nibe by ud mod fjorden inkl. havneområdet.
Oprindelig var Nibe et mindre fiskerleje, der første gang nævnes i
1406, men i løbet af 1400-tallet nævnes byen oftere og oftere,
samtidig med at sildefiskeriet i Limfjorden tog til. I begyndelsen af
1400-tallet fik byen også egen kirke og blev dermed eget sogn,
hvor byen hidtil hørte til Vokslev sogn.
I slutningen af 1600-tallet var sildefiskeriet i fuldt flor, og byen havde
23 mindre gårde, 5 huse og 270 huse uden jordtilliggender, hvilket
svarede til omkring 17-1800 indbyggere. Det var en anseelig størrelse, og byen var da også i 1600-tallet Jyllands ottende største by.
I 1727 fik Nibe købstadsrettigheder på trods af, at Aalborg forsøgte at forhindre det, og byen oplevede en glansperiode, der varede i
88
omkring 100 år. Byens købmænd eksporterede sild specielt til området omkring Østersøen. Nibe oplevede store brande i 1765 og
i 1806, hvor mange huse gik op i flammer. Til erstatning for disse
blev mange af de huse, vi kan se i dag, bygget. Flere af disse huse blev bygget med “knækkede” hushjørner formentlig som følge af
brandregulativerne, der skulle sikre, at brandsprøjterne kunne komme hurtigt rundt om hjørnerne i de smalle gader. Disse “knækkede”
hjørner er i dag et særkende ved byen.
Færchs gård, Mellemgade 31. Bemærk det ”knækkede” hjørne.
Kirsten Monrad Hansen 2003.
Byens vækst og økonomiske velfærd var tæt forbundet med den rige
forekomst af særlig sild, og da Vesterhavet brød igennem Aggertangen i 1825, fik det betydelige konsekvenser for Nibe. En fjerdedel af
befolkningen flyttede som følge af nedgangen i fiskeriet, og byen fik
igen karakter af et mindre fiskerleje.
Til erstatning for fiskeriet startede forskellige industrivirksomheder,
der fremstillede kradsuld, tobak, sprit, øl, korkvarer m.m. Jernbanen
blev åbnet i 1899 med station i Strandgade som en del af AalborgHvalpsundbanen. Banen blev nedlagt i 1969, og stationen blev revet
ned til fordel for byggeri af et rådhus.
Dele af området er udpeget som kulturarvsareal (www.dkc.online
nr. 120507-30).
Tid
Fra middelalderen frem til vor tid.
Karakteristik
Nibes oprindelse og udvikling er nøje knyttet til Limfjordsfiskeriet, hvilket stadig giver sig til kende i byen. Det er således ikke tilfældigt, at byvåbnet udgøres af tre sild. Langs stranden, hvor sildene bragtes i land,
opstod Strandgade, der trods det foranliggende uvedkommende byggeri stadig kan fornemmes som byens front mod vandet. Den første
bebyggelse har utvivlsomt ligget her, men snart udvidedes bebyggelsen med gader, der gik vinkelret ind i land. Disse parallelle gader, der
førte til og fra stranden, er der endnu og præger stadig byplanen på
afgørende vis: Kildegade, Store Tranegade, Mellemgade, Voldborggade, Grønnegade og Tyvedalsgade for at nævne de vigtigste. Gaderne
forbindes af slipper, og først ret langt inde i land er der egentlige gader på tværs af mønsteret. Dette gamle gadenet, som så klart afspejler
byens historie, er unikt og udgør i sig selv et spændende kulturmiljø.
89
Man kan med god vilje stadig fornemme byens gamle front mod
stranden. Strandgade med det nye
rådhus til venstre.
Kirsten Monrad Hansen 2003.
Trap 1. udgave.
90
Også gadernes huse er nært knyttet til fiskerierhvervet, og nogle af
husene har en fortid som salterboder til nedsaltning af sild eller som
tjærehuse til behandling af sildegarnene. Som eksempel kan nævnes Voldborggade 2, der oprindelig var baghus til Grønnegade 7-9,
hvor fiskeren boede. I baghuset havde han indtil sildeeventyrets ophør salterbod og tjærehus, siden blev salterboden omdannet til værelse og tjærehuset til køkken.
Voldborggade 2.
Viggo Petersen 1993.
Sådanne historiske forhold kan ikke mere umiddelbart iagttages,
men skal forklares. Mere håndgribeligt er det, at fiskeriets opgangsperioder har givet byen dens smukkeste huse. Det gælder ikke
mindst de to hjørnehuse yderst i Mellemgade ud mod Strandgade.
Mellemgade 31 (Strandgade 12) blev således opført i 1806 for N.A.
Færch, som ejede flere sildestader i fjorden end nogen anden. Dette
hus kaldes også Færchs gård. Huset på det modsatte hjørne opførtes i 1825 for fiskeriudreder og købmand Rasmus Færch. Dette hus,
Mellemgade 52, er byens eneste fredede ejendom.
Huset Mellemgade 52 overfor
Færchs gård.
Kirsten Monrad Hansen 2003.
I 1825 brød Vesterhavet ind i Limfjorden, og efter få års forløb var
det blomstrende sildefiskeri slut. Byens beliggenhed ved fjorden gjorde dog, at den stadig havde en vis maritim betydning. Først i 186566 fik Nibe egentlig havn, mens man tidligere havde måttet klare sig
med stranden og et par simple skibsbroer. En enkelt købmand havde
91
dog allerede tidligere sin egen private havn, hvis rester stadig er bevaret som den lille halvø, hvor roklubben i dag har sin bygning.
Jollehavnen.
Kirsten Monrad Hansen 2006.
Straks fra begyndelsen var der vanskeligheder med at holde Nibe
havn fri for sand, og en gang i 1930’erne opgav man det helt. Den
tilsandede og efterhånden også tilgroede havn kom til at udgøre et
ualmindeligt stemningsfuldt miljø, indtil den moderne lystbådehavn,
der blev anlagt umiddelbart øst for den gamle havn, helt overskyggede og kvalte den gamle idyl. Denne lystbådehavn med de tidstypiske ensartede huse i efterligning af Skagens fiskepakhuse, er endnu for ny til at have nogen historisk interesse.
Den nye lystbådehavn med de ensartede ”Skagenshuse”.
Kirsten Monrad Hansen 2003.
Bevaringstilstand
Det karakteristiske gadenet er fuldt bevaret og let forståeligt, når
man først har fået forklaret sammenhængen. Desværre er der på
størstedelen af Strandgades fjordside, der oprindelig var uden bebyggelse, opført en række bygninger (rådhus, møbelforrretning
m.v.), der fratager byens gamle fjordfront udsigten over vandet. Byens første havn fornemmes ikke mere efter opførelsen af den dominerende lystbådehavn.
Af byens huse er bevaret ikke så få fra sildefiskeriets storhedstid.
Foruden de relativt få bygninger, som har bevaret udseendet uæn92
dret fra opførelsestiden, er der mange, som i tidens løb er blevet
ombygget efter de skiftende smagsretninger. Også mange af disse
ændrede huse er historisk interessante.
Husrække i Kildegade.
Kirsten Monrad Hansen 2003.
Sårbarhed og virkemidler
Det unikke gademønster er formodentlig ikke truet. De smaller slipper mellem gaderne bør fortsat beholde sti-karakteren.
Der er allerede i tidligere tid sket beklagelsesværdige overgreb mod
den vigtige Strandgade-front, og det er af stor betydning, at de resterende huse fra Kildegade til de smukke hjørnehuse på begge sider af Mellemgade bibeholdes. Der har i nyeste tid været ønsker om
at fjerne hjørnehuset ved Kildegade, hvilket vil være meget uheldigt,
bl.a. fordi huset visuelt bidrager til at ”holde sammen” på husrækken. Husets vedligeholdelsestilstand er sådan, at man ved yderligere forfald kan frygte, at det på et tidspunkt forsvinder. Huset har fået ”høj bevaringsværdi” i Nibe Kommuneatlas, og man kan håbe, at
dette kan være med til at bevare huset.
Voldgade med kirken i baggrunden.
Kirsten Monrad Hansen 2003.
Byens mange beskedne bygninger er meget sårbare og kan ved
ufølsomme ombygninger uhyre let miste deres charme. Det er allerede sket i mange tilfælde, men kan formentlig rettes op ved kommende istandsættelser. Ved istandsættelser og ombygninger bør
93
man være opmærksom på, at mindre synlige minder om byens tilknytning til fjorden ikke udviskes.
Kommunen har i 2006 vedtaget en bevaringsplan for byen. Planen
kan forhåbentlig være et værktøj, der i fremtiden sikrer de bevaringsværdige bygninger og gadestrukturer. Inden for de senere år
er flere bevaringsværdige huse nedrevet eller ombygget til ukendelighed.
Bonitering
Nibe er en hyggelig by med mange gamle huse, og helt enestående er det karakteristiske gadenet, hvor Strandgade i sin tid lå ud
mod Limfjordens bred, mens mange parallelle gader førte til og fra
stranden. Stranden var byens livsnerve, hvor fiskene bragtes i land.
Det velbevarede gademønster fortæller byens historie på yderst pædagogisk måde. Også byens gamle huse vidner om byens tidligere
afhængighed af fiskeriet, men dette skal dog formidles for at blive opfattet. Nibe må betegnes som unik, for der er ikke andre byer,
som ligner, og hvis historie er tilsvarende.
Kontekst/sammenhænge
Byens placering og de mange fine huse har sammenhæng med det
store sildefiskeri, der blev drevet i Limfjorden op til ca. 1825.
Anvendt kildemateriale
Trap, J.P.: Danmark (diverse udgaver 1859-1961).
Christensen, Harry: Ni tværsnit af Nibes historie. Nibe Kommune
1977.
Israelsen, N.J. og Viggo Petersen: Historiske huse i Nibe. Nationalmuseet 1979.
Nibe Kommuneatlas. Byer og bygninger 2002. Kulturarvsstyrelsen
2002.
Petersen, Viggo: Det gamle Nibe. Nationalmuseet 1979.
Lokalplan nr. 88 – for bevaring af værdifulde bygninger og miljøer i
Nibe by. Marts 2006.
Beskrivelsen er udarbejdet af Viggo Pedersen.
94
Nørholm
Kulturmiljø nr. 83
Tema
Bosætning landet
Emner
Landsby, slynget vejby med
randbeliggenhed, kirke, overfartssted
Sted/topografi
Landsbyen Nørholm ligger ved sydsiden af Limfjorden ud for det
sted, hvor Gjøl tidligere lå som en ø i fjorden. Typemæssigt er landsbyen en slynget vejby med gårdene liggende på en konsekvent
række. Landsbyen har en udpræget randbeliggenhed på nordsiden
af en markant morænebakke, der har ligget som en ø i både ishavet og det yngre stenalderhav. Bakken står med markante, men afrundede kystskrænter ud mod Limfjorden. Den flader dog ud mod
nord-øst, hvor landsbyen er placeret. De lave strandenge mellem
fjorden og landsbyen har en bred-de på 600-700 m.
Nørholm kirke med omgivende kirkegård ligger centralt i landsbyen på sydsiden af gårdræk-ken. I dag er dette en placering ved
landsbyens hovedgade. Tidligere havde hovedfærdsels-åren dog en
nordligere beliggenhed på gårdrækkens nordlige side.
Kulturmiljøet dækker landsbyen Nørholm med strandenge.
Dele af området er endvidere udpeget som kulturarvsareal (DKC
120508-54).
95
Tid
Middelalder og nyere tid.
Karakteristik
Historisk set går Nørholm mindst tilbage til 1100-tallet, der formentlig er århundredet, hvor den nuværende Nørholm Kirke påbegyndes. Mange detektorfund og andre forhold vidner dog om, at bebyggelsen på bakkeøen er langt ældre. Hvornår, den lægger sig fast
med den nuvæ-rende placering, vides dog ikke. Det er tænkeligt, at
den har eksisteret mindst et århundrede, da kirken opføres.
Nørholm efter udskiftningen i 1813.
(Udsnit af Formindret Kort over Nørholm Sogn).
Aalborg historiske Museum.
I de skriftlige kilder kan Nørholm føres tilbage til 1216. Af Christian
V’s matrikel fra 1688 ses, at Nørholm er en forholdsvis stor landsby, der udgøres af 35 gårde og 22 huse, hvoraf de 16 er jordløse.
På daværende tidspunkt er den faktisk den største i Himmerland.
Landsbyens dyrkede areal er på godt 245 tdr. hartkorn. En af forklaringerne på landsbyens størrelse skal formentlig findes i dens placering ved Limfjorden, der i tidligere tider var en langt vigtigere trafikåre end i dag. Landsbyens erhverv var da også tidligere delt mellem
agerbrug og fiskeri. Endnu midt i 1800-tallet beskrives fiskeriet som
96
et betydeligt erhverv, hvorfra der afsættes fisk til Aalborg, Helsingør
og Sverige. Ligeledes sendes en betydelig del saltede ål til København og andre steder. Fiskeriet synes dog at have mistet sin betydning inden udgangen af 1800-tallet, og i dag er der ingen synlige
spor efter det. Nørholm har vel desuden været et af fjordens overfartssteder og har på den måde tiltrukket yderligere trafik fra det
omgivende land.
Nørholm. Gamle gårde i 1950.
Aalborg historiske Museum.
Bebyggelsesstrukturen i landsbyen har ikke gennemgået de store ændringer og er hovedsage-ligt kun blevet udvidet mod syd og
sydøst. Ved udskiftningen (1812-1813) lå alle gårdene på en enkelt
række, hvor de var orienteret mod nord og landsbyens daværende
hovedgade. Denne placering af gårdene er formentlig i grundtræk
den middelalderlige gårdplacering. Den nævn-te hovedgade, der
i dag hedder Hanedamsvej, var et af landsbyens fællesarealer og
hed i dag-lig tale kort og godt ”Gaden”. Her drev byhyrden landsbyens kvæg til Bredkilde, der lå ved nordsiden af gaden og var landsbyens vandingssted. Fra kilden gik det mod fjorden til lands-byens
fælles græsgange. Kampestensdiger indhegnede gaden, for at dyrene ikke skulle løbe ind på de enkelte gårdtofter. Hanedamsvej er i
dag en smal grusvej og har tidligere nok været et bredere strøg.
Hanedamsvej i dag.
Kirsten Monrad Hansen 2006.
På nordsiden af ”gaden” lå de mindre huse. I løbet af 1800-tallet
udvides bebyggelsen ved enkelte gårde, der kom til at ligge syd for
den oprindelige gårdrækkes østlige del. Disse gårde er begyndel97
sen på bebyggelsen, der i dag ligger på sydsiden af landsbyens nuværende hoved-gade, Nørholm Bygade. I løbet af den seneste tid
er udvidelsen af landsbyen fortsat i den syd-østlige del med enkelte
huse.
Landsbyen har haft mindst to møller, der nu begge er forsvundet. I
strandengen nord for landsbyen lå en vandmølle, der fik vand fra
Bredkilde. Kilden udspringer umiddelbart nord for landsbyen neden
for den gamle kystskrænt og var tidligere langt vandrigere. Vandmøllen nævnes første gang i 1553 og forsvandt allerede i 1700-tallet. Landsbyens vindmølle, der var af den hollandske type, lå på
bakken vest for kirken. Den blev opført i 1872 og revet ned i 1956.
Bevaret er til gengæld landsbyens gamle fattighus, der ligger på
nordsiden af den gamle hovedgade, tæt ved Bredkildes udspring.
Fattighuset.
Kirsten Monrad Hansen 2006.
For Nørholm Landsby blev der vedtaget en bevarende lokalplan i
2003 (Lokalplan 01-019. Nørholm Landsby. Aalborg Kommune). Lokalplanen giver en karakteristik af landsbyen med dens struktur,
bygninger mv., og der skal derfor gives en generel henvisning til
denne. Ligele-des er landsbyen af Nordjyllands Amt udpeget som et
område af interesse.
Kirken
Kirken er en romansk kvaderstenskirke af granit og formentlig opført i 1100-tallet. De ældste bygningsafsnit udgøres af kirkens kor
og skib, foruden en apsis, der blev nedbrudt allerede i middelalderen. I senmiddelalderen får kirken to gotiske tilbygninger i form af et
tårn mod vest og et våbenhus på nordsiden af skibet. Begge tilbygninger er bygget af munkesten foruden genbrug af enkelte granitkvadre. Korets østvæg er smykket med tre spidsbuede blændinger.
Tårnets øst- og vestgavle har ligeledes tre blændinger, der dog er
fladbuede. I skibets sydvæg indgår flere billedkvadre, der bl.a. viser
en mandsfigur med oprakte arme, et korslam og en roset. Kirkens
granitkvadre står i blank mur, mens munkestensmurværket er hvidkalket. Fra kirkegården, der er omkranset af et stendige og delvist
af store træer, er der frit udsyn mod syd over bakkeøens store markflader.
98
Nørholm Kirke.
Aalborg historiske Museum.
I det indre af kirken ses rester af sengotiske og renæssance kalkmalerier i koret. I det indre findes ligeledes kirkens mest berømte ejendel, nemlig den trefløjede altertavle fra senmiddel-alderen. Tavlen er fra omkring 1504 og har formentlig oprindelig hørt hjemme i
domkirken Skt. Knuds Kirke i Odense. Den er sandsynligvis fremstillet i Lübeck, hvor den formentlig blev bestilt af Odense-bispen Jens
Andersen Beldenak. Bispen selv ses portrætteret på tavlens midtfelt, knælende ved siden af en vildmand, der holder bispens våbenskjold. Hvorfor, den er fjernet fra Odense og havnet i Nørholm, vides ikke med sikkerhed. Men måske det har noget at gøre med bispens aktive politiske karriere og et efterfølgende uheldigt eftermæle.
Et af de gamle huse i Nørholm, der
ligger på sydsiden af skråningen
ned mod Hanedamsvej. Man kan
ane engene ud mod fjorden i baggrunden.
Kirsten Monrad Hansen 2006.
99
Bevaringstilstand
Nørholm har bevaret en stor del af sin bebyggelsesstruktur og sit
præg som en agerdyrkende landsby. Især opleves det ved den gamle hovedgade, Hanedamsvej, der stadig er en grus- og jordvej. Ligeledes er landsbyen velbevaret som en enhed. Afgrænsningen mod
de omgivende marker er meget tydelig, hvilket skyldes den næsten
totale mangel på udflyttede og senere gårde. Ligeledes er det omgivende areal næsten helt fri for træer, hvilket giver et godt udsyn til
byen. Til gengæld har bygningsmassen mistet sit tidligere ensartede
præg og indeholder i dag bygninger med stor varietet i materiale og
farvevalg. Fiskerierhvervet er helt gledet bort, og der ses ingen spor
efter det i dag.
Sårbarhed og virkemidler
I den ovennævnte lokalplan henvises der (s. 21) til, at størstedelen
af landsbyen og området omkring kirken er udpeget af Nordjyllands
Amt som henholdsvis område af interesse og om-råde af særlig interesse. Det kan altså konkluderes, at Nørholm allerede har planmyndighe-dernes fulde opmærksomhed, hvilket betyder, at stedets
kulturhistoriske værdier skal have maksimal beskyttelse. Herunder
en forståelse for bevaring af de unikke og sårbare kilder til landsbyens ældste historie, der ligger under mulden i form af arkæologiske
levn. For at bevare den tydelige enhed, som Nørholm endnu udgør,
må det være hensigtsmæssigt, at fremtidig bebyggelse placeres i
nær tilknytning til de nuværende bygninger. Altså skal den ikke flyttes ud i de omgivende arealer med det formål at bevare landsbyen.
Det vil netop fremskynde op-løsningen af landsbyens struktur og tydelige enhed. Det sidste ser man netop ske ved en af egnes øvrige
udpegede landsbyer, Volsted. Her er man netop begyndt at anbringe nye bygnin-ger ude i det velbevarede og helt ubebyggede, stjerneudskiftede marksystem. Herved opnås det helt modsatte af det
tilsigtede, netop at landsbyens struktur og tydelige enhed går i opløs-ning.
Nørholm landsby med det syd for liggende bakkedrag er udpeget
som et arkæologisk kultu-rarvsareal af national betydning. Udpegningen er foretaget af Kulturarvsstyrelsen i forbindelse med landsdækkende udpegning af kulturarvsarealer. Den væsentligste årsag
til udpegningen er de mange detektorfund, der er gjort på markerne syd for landsbyen i de seneste par årtier. Foruden hundredvis af
mønter drejer det sig om alverdens metalgenstande fra landsbyens
lan-ge historie. I landsbyen er der foretaget en mindre arkæologisk
undersøgelse (ÅHM j.nr. 5216) sydøst for kirken og en besigtigelse
(ÅHM j.nr. 5528) nordøst for kirken. Kun ved un-dersøgelsen blev
der gjort få iagttagelser af kulturhistorisk interesse.
Bonitering
Nørholm er som en randbebyggelse repræsentativ for en bebyggelsesform, der er almindelig i det nordlige himmerlandske område,
hvor landskabet er præget af store bakkeøer adskilt af gamle stenalderfjordarme. Randbebyggelserne ligger på randen af disse bakkedrag, hvor land-skabet yder et højtliggende areal til dyrkning og
lavereliggende engarealer til græsning. Randbebyggelserne kan
groft deles i to grupper, hvor gårdene enten ligger på en række eller mere centreret omkring en forte. Nørholm er en meget udtalt repræsentant for den første type, der også kaldes en slynget vejby.
Randbebyggelserne ligger typisk med deres romanske kirke, der er
bevis for, at de i tid i hvert fald rækker tilbage til 1100-tallet. Det vil
100
nok også være sikkert at sige, at de rækker tilbage til mindst den
sene vikingetid i 1000-tallets første halvdel. Blot er der aldrig foretaget under-søgelser, der kan kaste klart lys over deres oprindelsestidspunkt samt hele deres tidligste struktur og gårdtyper. Derfor skal
Nørholms videnskabelige værdi, i øvrigt sammen med de øvrige
gamle landbebyggelser, nævnes som en næsten helt uudforsket arkæologisk kilde til livet i sen vikingetid og middelalder.
Nørholm fremviser i øvrigt med hele sin struktur, grusveje og mangel på fortove rester af et autentisk landsbymiljø, der vækker mindelser om gamle dage. En gåtur i tørvejr ad den gamle hovedgade,
neden for kystskrænten og gårdrækken og med udsigt til fjorden,
blev af stedets præst i 1953 beskrevet som en af landets smukkeste
spadsereture.
Kontekst/sammenhænge
Som en slynget vejby med randbeliggenhed finder Nørholm sine klareste paralleller i bebyg-gelser som Lillevorde, Gudum, Sejlflod og Gug. De to sidstnævnte har dog mere eller mindre helt mistet deres landsbypræg. Denne sammenligning gælder kun bebyggelsens struktur. Nør-holms virkelige paralleller skal snarere findes
i andre fjordnære landsbyer, hvor fiskeriet og måske anden sejlads
har spillet en rolle. Her skal peges på lokaliteter som Attrup, Gjøl
lands-by og landsbyerne på Øland, der alle ligger på fjordens nordside. På fjordens sydside ligger desuden landsbyerne Stavn og Valsted med en klar orientering mod fjorden.
Et af husene langs grusvejen Hanedamsvej, der var den gamle bygade
i Nørholm.
Kirsten Monrad Hansen 2006.
101
Anvendt kildemateriale
Aalborg Kommune: Lokalplan 01-019. Nørholm Landsby. Teknisk
Forvaltning 2003.
Frederiksen, L.: Bidrag til Nørholm Sogns Historie. Vorup 1960.
Miljøministeriet. Skov- og Naturstyrelsen i samarbejde med Aalborg
Kommune: Aalborg Syd. Kommuneatlas. Bevaringsværdier i byer og
bygninger 1994.
Pedersen, H.: De danske Landbrug. Fremstillet paa Grundlag af Forarbejderne til Christian V.s Matrikel 1688. København 1928 (Retrotryk for Landbohistorisk Selskab. København 1975).
Trap, J.P.: Statistisk-topografisk Beskrivelse af Kongeriget Danmark.
Speciel Deel. Andet Bind. København 1859, s. 206.
Trap, J.P.: Danmark. Femte Udgave. Ålborg Amt. Bind VI, 3. Gads
Forlag 1961. s. 10411044.
Beskrivelsen er udarbejdet af Aalborg historiske Museum.
102
Store Restrup husmandsudstykning
Kulturmiljø nr. 84
Tema
Sted/Topografi
Store Restrup, Sønderholm sogn.
Bosætning landet
Emne(-r)
Husmandsudstykning
Husmandsudstykningen fra herregården Store Restrup ca. 12 km.
sydvest for Aalborg er stort set beliggende på flad hævet havbund
med relativt gode jorder. I engområderne nord for Store Restrup ligger dog et lidt højere område, der har været præget af sandflugt,
og som derfor er beplantet. Tæt forbi herregården løber Hasseris å,
og øst herfor er jorden mindre god og ligeledes beplantet (Restrup
skov).
Udpegningen omfatter det område af herregården Store Restrups
jorder, der var omfattet af udstykningen til husmandslodder i 1912.
I kulturmiljøets nordøstlige moseprægede hjørne er afgrænsningen
dog tilpasset som følge af nyere landskabsændringer, bl.a. i forbindelse med etableringen af et omfattende landevejsanlæg.
Tid
1912 – til ca.1930
Karakteristik
Med landboreformerne omkring slutningen af det 18. århundrede
fik de nye selvejerbønder muligheder for økonomisk, social, politisk og kulturel fremgang. Reformerne gav imidlertid ikke tilsvarende muligheder for gruppen af husmænd, der havde taget arven op
fra de gamle landarbejdere, og som op gennem det 19. århundrede
var voksende i en sådan grad, at den i 1880’erne omfattede to tredjedele af landbobefolkningen. Resultatet blev en splittelse af den
samlede bondestand.
103
St. Restrup 1932. Lokalarkivet for
Frejlev, Nørholm og Sønderholm
sogne.
Som modsvar på den voksende fattigdom blandt husmændene tog
staten initiativ til Statshusmandsloven i 1899, men da denne imidlertid ikke – og heller ikke dens revisioner i 1904 og 1909 – fik virkning
med udstykninger og oprettelse af husmandsbrug i det tilsigtede
omfang, vandt krav om jordfordelinger i stigende grad frem blandt
husmændene. Den begyndende husmandsbevægelse fik dermed et
politisk islæt – dog uden de revolutionære træk der gjorde sig gældende ved lignende samtidige bevægelser i andre lande.
I det gamle Aalborg Amt, hvor der i forvejen var en stærk højskoletradition præget af Thomas Bjørnbaks ideer om at udjævne skel
mellem grupper i samfundet gennem oplysning, fik husmandsbevægelsen særligt hurtigt vind i sejlene set i forhold til det øvrige land.
Fra omkring 1900 voksede en række husmandsforeninger således
frem i området på initiativ af personer, der havde hentet inspiration
fra de bjørnbakske højskoler – især fra højskolerne i Fjellerad, Bælum og Skelund – og hertil kom de overordnede enheder Husmændenes Udstykningsforening i Aalborg Amt (stiftet 27. marts 1909) og
Aalborg Amts Sammensluttede Husmandsforeninger (stiftet 1914).
Husmandsbevægelsens hurtige gennemslag i det gamle Aalborg
Amt skyldtes desuden, at området – på trods af Aalborgs industrielle
vækst i perioden – havde en relativt lav industrialiserings- og urbaniseringsgrad og dermed havde befolkningen utilstrækkelige muligheder for at søge bort fra landet og ind i andre erhverv.
Husmændenes Udstykningsforening i Aalborg Amt blev stiftet som
følge af en opfordring fra februarmødet samme år i husmændenes jyske samvirksomhed om at danne ”virksomme udstykningsforeninger i hvert amt for derigennem at få jordfordelingen ordnet netop
i den ånd, som husmændene kræver det”. Straks efter stiftelsen tog
bestyrelsen fat på opkøbet og udstykningen af jord til husmandsbrug – i første omgang mindre gårde bl.a. i Vårst, Skelund og Gandrup, der hver især blev udstykket til en håndfuld husmandslodder
hver af et omfang i størrelsesordenen 5-12 tdr. land.
I september 1912 købte udstykningsforeningen herregården Store Restrup for 400.000 kr. af den daværende ejer E.C. Weidemann,
og herfra blev der i to etaper (1912 og 1914) udstykket i alt 50 husmandsbrug.
104
Kort over udstykningen af Store Restrup. Store Restrup lokalhistoriske
Arkiv.
Herregården Store Restrup kendes siden begyndelsen af det 15. århundrede, først i slægten Gyldenstiernes besiddelse og siden ejet af
en række privatpersoner, hvoraf Christian Levetzow i 1723 opførte
den nuværende hovedbygning, der er afløseren for en middelalderlig forgænger. Ved hovedbygningens opførelse blev gårdens avlsbygninger flyttet bort fra det middelalderlige voldsted, hvorved der
blev plads til den nuværende trefløjede barokbygning i ét stokværk
med kælder. Udstykningsforeningens køb af herregården i 1912
omfattede både de tilliggende jorder og hovedbygningen fra 1723.
Først i 1700-tallet var herregårdens jordtilliggende på over 1000
tdr. hartkorn, men i løbet af 1800-tallet formindskedes det kraftigt
ved flere frasalg, bl.a. af Restrup Enge i 1899, hvor der i 1900 blev
udstykket et antal brug efter den da helt nye lov om statshusmandsbrug. Dette til trods var godsets jordtilliggende stadig så stort, at der
kunne udstykkes 1086 tdr. land til husmandsudstykningerne efter
salget i 1912. Gennemsnitligt blev størrelsen af de 50 husmandsbrug således ca. 20 tdr. land, hvilket dækkede over et spænd fra 9
tdr. land for det mindste brug til 35 tdr. land for det største.
Udstykningen til husmandslodder faldt i to etaper, fordi man i første omgang ikke havde planer for hovedbygningen og derfor for ik105
ke at fjerne muligheden for et salg af barokanlægget valgte at lade
det beholde et tilliggende på 550 tdr. land. Først da hovedbygningen i 1913 blev solgt til højskoleformål, blev de sidste 550 tdr. land
af herregårdens jorder derfor udstykket.
Husmandsbrug 1927. Aalborg Stadsarkiv.
Ved den første udstykning blev de vestligste af jorderne udstykket til
33 brug langs vejen mellem Frejlev og Sønderholm og sidevejene
Bjerglundvej og Sønderbyvej (numrene 1-33 på oversigtskortet nedenfor). Den anden udstykning omfattede de sidste 17 brug i området på hver side af Hasseris å syd for herregården (numrene 34-50)
med en størrelse, der svarede til parcellerne fra første udstykning.
Dertil fik alle parcellerne eng- og moselodder.
Initiativet til oprettelsen af en højskole i hovedbygningen blev taget af Aalborg Amts Udstykningsforening i 1913. Efter finansieringen med aktietegning – bl.a. fra udstykningsforeningen selv – var
faldet på plads, kunne der 8. august 1914 holdes stiftende generalforsamling til A.S. De Nordjyske Husmænds Højskole paa Store
Restrup. Højskolen (nummer 51 på oversigtskortet) fik et tilliggende på 41 tdr. land park, 34 tdr. land agerjord, 8 tdr. land mose og
225 tdr. land skov. Baggrunden for højskolens oprettelse var ønsket
om, at husmændene skulle have et sted at holde møder og kurser
og at få en større del af husmandsbørnene på højskole. At skolen
først fra 1918 blev betegnet som en husmandsskole (Store Restrup
Husmandsskole), skyldtes især, at man i første omgang frygtede, at
prædikatet ville virke degraderende for skolen.
Med husmandsudstykningerne og skolen skiftede den tidligere herregård altså karakter til en husmandskoloni, og denne tendens fortsattes, efterhånden som husmændene i stigende grad organiserede
sig praktisk, politisk, socialt og åndeligt. Efter udstykningen organiserede man sig således i Store Restrup og Omegns Husmandsforening, der på flere punkter blev et væsentligt omdrejningspunkt for
livet i husmandskolonien.
Inden 1920 dannede husmandsforeningen bl.a. andelsselskabet
Store Restrup Andelsmølle og Vandværk ved et køb af et vandværk
anlagt af udstykningsforeningen og godsets gamle vandmølle, der
producerede elektricitet til hovedbygningen og pumpede vand til
vandværket. Fra 1921 etableredes dertil koloniens eget andelsmeje106
ri. I 1917 opstillede husmandsforeningen en kandidatliste til sognerådsvalget med det resultat, at der – som ved de efterfølgende valg
– blev valgt ’restruppere’ ind. Højskolen kom til at være koloniens
sociale omdrejningspunkt bl.a. ved en lang række møder, foredrag,
kurser, festarrangementer mm. Endeligt kan nævnes dannelsen af
Frimenighedskredsen på Store Restrup i tiden omkring 1920 samt
etableringen af Store Restrup Friskole tæt på højskolen i 1928.
St. Restrup Mølle efter 1910. Lokalarkivet for Frejlev, Nørholm og
Sønderholm sogne.
Bevaringstilstand
Hovedbygningen til Store Restrup herregård fra 1723 og det ældre
voldgravsanlæg er bevaret i god stand. Umiddelbart nord for barokanlægget er der opført en række nyere bygninger til højskolens virksomhed, især 2-etages værelsesbygninger. Hverken den gamle hovedgård eller de nyere bygninger anvendes i dag til højskole, men
huser en hotel- og restaurationsvirksomhed.
St. Restrup hovedbygning 2005.
På hver side af vejen mellem Frejlev og Sønderholm og langs Bjerglundvej og Sønderbyvej kan udstykningerne af de mange husmandslodder endnu erkendes i form af en mængde beplantede
hegnsforløb, der opdeler det dyrkede areal i vinkelrette felter. I en
vis udstrækning kan det desuden endnu iagttages, hvordan der er
blevet opført små husmandsbrug på de enkelte lodder. Ikke mindst
de mange mindre bebyggelsers jævne spredning ud over det store
107
dyrkede areal syd, vest og nord for den gamle herregård vidner tydeligt om overgangen fra en stor dyrkningsenhed til mange små.
Enkelte af brugene er endnu i drift, mens andre kun anvendes til
beboelse.
Oplevelsen af de mange husmandsbrugs oprindelige indflydelse på
landskabets udformning forstyrres imidlertid af en stor opblanding
med nyere bebyggelser af varierende karakter. Ved en del af brugene er der på forskellige tidspunkter i løbet af 1900-tallet foretaget
udvidelser med nyere avlsbygninger, mens andre stort set synes at
have bibeholdt deres oprindelige bygningsmasse. Dertil er der opført en del nyere bygninger ud over husmandsbrugene udelukkende
med beboelse for øje (parcelhuse). Det udstykkede områdes oprindeligt ensartede og regulerede præg er dermed forsvundet.
Levende hegn omkring husmandslodder ved Store Restrup
2005.
Kulturmiljøets nordligste del gennemskæres i dag af Ny Nibevej, og
her kan udstykningen derfor ikke umiddelbart erkendes.
Bygningen, der blev opført til Store Restrup Friskole i 1928, er bevaret i en lettere ombygget form.
St. Restrup Friskole.
108
Sårbarhed og virkemidler
Af herregården Store Restrup har den trefløjede hovedbygning
(1723, ombygget ca. 1760-70) samt mur med piller mod øst og graven mod vest været fredet siden 1918. Der foreligger imidlertid ingen beskyttelser af kulturmiljøet Store Restrup husmandsudstykning
i den gældende lokalplanlægning.
Herregården og højskolebygningerne synes ikke truede. Det må
imidlertid påregnes, at oplevelsen af husmandskoloniens indflydelse
på landskabets fremtræden er i fare for at blive yderligere forstyrret
– især ved sammenlægninger af de dyrkede arealer med deraf følgende bortfjernelser af husmandsloddernes skelmarkeringer med
levende hegn og ved etableringen af nye bebyggelser.
En fremtidig planlægning bør sikre, at centrale karaktertræk fra udstykningen også kan opleves i fremtiden. Det kunne ske ved beskyttelse og pleje af et antal af de vinkelrette skelmarkeringer med levende hegn, en vis regulering af om- og nybyggeriet i hele området
og evt. ved en udvælgelse af et antal enheder, hvor både jordlodder
og husmandsbrugenes bygningsmasse bedst kan søges bibeholdt i
en så oprindelig udformning som muligt.
Bonitering
Husmandskolonien på Store Restrup blev i samtiden fremhævet som
et mønstereksempel på husmandsbevægelsens arbejde og ideologi
og som sådan vist frem for talrige besøgende fra ind- og udland. Ud
over at blive fremhævet som repræsentativ for husmandsbevægelsen i Danmark blev den således tillagt en meget stor identitetsværdi.
Repræsentativiteten kan der imidlertid stilles visse spørgsmålstegn
ved. – Dels fordi udstykningen var af en størrelse, der langt overgik hovedparten af udstykningerne i det øvrige land, dels fordi Store
Restrup-udstykningen netop synes at være blevet fremhævet, fordi
husmandsbevægelsens idealer her var udfoldet i en grad, der ellers
ikke lod sig iagttage andre steder. Frem for at være typisk har husmandskolonien på Store Restrups jorder således snarere tjent som
et eksempel til efterfølgelse.
Et af de udstykkede husmandsbrug
langs vejen mellem Frejlev og Sønderholm 2005.
Husmandskolonien rummer stor pædagogisk værdi for forståelsen
af, hvordan man særligt i det relativt lavt industrialiserede Himmer109
land i tiden omkring 1900 måtte gribe til andre midler end indvandring til byernes fabrikker og servicefag, for at løse problemerne
med et befolkningsoverskud i landdistrikterne.
Kontekst/sammenhænge
Forud for købet og udstykningen af herregården Store Restrup opkøbte Husmændenes Udstykningsforening i Aalborg Amt de mindre
gårde Vårst, Skelund og Gandrup, der hver især blev udstykket til en
håndfuld husmandslodder hver af et omfang i størrelsesordenen 512 tdr. land.
I 1923 købte udstykningsforeningen hovedgården Vår (Farstrup
sogn), hvorfra der straks blev udstykket til 22 husmandslodder og
bortsolgt en del jord til naboer, mens en stor del af gårdens avlsbygninger blev nedrevet.
Anvendt kildemateriale
Interview med Hardy Frandsen, Store Restrup lokalhistoriske Arkiv,
29. juli 2004.
Baltsen, Arne: Tiden på Restrup Enge fra 1898 til 1933 og Frejlev fra
1933 til 1945. Bjerg-Posten, nr. 16. Lokalhistorisk forening i FrejlevNørholm-Sønderholm sogne 1992, side 25-27.
Fredningslisten, www.kuas.dk.
Poulsen, Th.: St. Restrup. En Historisk Topografisk Beskrivelse. Aalborg 1909.
Roussell, Aage (red.): Danske Slotte og Herregårde. Himmerland og
Ommersyssel. København 1966.
Stoffersen, Anette: Store Restrup, en gennemorganiseret husmandskoloni ca. 1912-1932 – dens lokale og samfundsmæssige forudsætninger. Bol og By. 1985:2, side 102ff.
Stoffersen, Svend: Husmændene på Restrup Enge. Bjerg-Posten, nr.
17. Lokalhistorisk forening i Frejlev-Nørholm-Sønderholm sogne
1993, side 19-22.
Stoffersen, Svend: Erindringer fra udstykningen af St. Restrup. BjergPosten, nr. 24. Lokalhistorisk forening i Frejlev-Nørholm-Sønderholm sogne 1993, side 6-13.
Trap. Ålborg Amt. 5. udgave 1961.
110
Godthaab Hammerværk
Kulturmiljø nr. 85
Tema
Industri
Emne(-r)
Vandmølle og industrianlæg
Sted/Topografi
(OBS. Afgrænsningen af kulturmiljøet ved Godthåb Hammerværk er udvidet i forbindelse med kommuneplan 2009, men fremgår ikke af nedenstående kort. Der er tale om et højt prioriteret kulturmiljø, som der vil blive arbejdet videre med).
Vandmøllen Ridemands Mølle og fabrikken Godthaab Hammerværk er beliggende ca. 10 km sydvest for Aalborg i et moræneplateau præget af Guldbæk Ådal.
Beliggenheden af såvel vandmøllen som fabrikken er bestemt af mulighederne for opstemning af Guldbækken, der udspringer sydøst for Hæsum.
Bækken har således været anvendt som kraftkilde for de to anlæg gennem
et velbevaret vandkraftsystem med møllesø, stemmeværk, stigbord og
bagløb ved Ridemands Mølle samt ca. 700 m. lange digeregulerede kanaler,
stemmeværker, turbinehus og bagløb ved hammerværket.
111
Oprindeligt har de to anlæg været beliggende frit, men efterhånden er
landsbyen Godthåb vokset frem omkring fabrikken i første omgang som
følge af behovet for at tiltrække og fastholde en stabil arbejdskraft på stedet. Elementer i landsbyen er derfor funktionær- og arbejderboliger, skolebygning, brugsforening og kirke, der alle er etableret med større eller mindre medvirken af fabrikkens ejere siden 1858, familien Zinck.
Tid
Ca. 1400 og frem til i dag
Karakteristik
Den nuværende store møllesø ved Ridemands Mølle er etableret i middelalderen. Fra 1406 kendes således et skøde, hvor en ridder Ove Munk overdrager møllen til dronning Margrethe d. 1. Møllen blev i kraft af et stort opland
en betydelig kornmølle, der med skiftende ejere fungerede frem til 1943.
Dertil har vandkraften også været benyttet til driften af en stampemølle til
efterbehandling af vadmel.
Da et ålborgensisk konsortium i 1797 etablerede papirfabrikken ’Godthaab’
¾ km. længere nede ad åløbet, som dermed blev et af Danmarks tidligste
industrianlæg, måtte det derfor ske på betingelse af, at driften aldrig måtte
skade møllens vandforsyning. For at levere kraft til papirfabrikkens maskiner blev Guldbækkens løb drejet til et højere leje med et dige og opstemmet til en sø, der leverede et fald på 2 m til to vandhjul.
Zincks kanal ved Godthaab Hammerværk 2004.
I 1858 købte smedemester Christian Zinck den da fallerede papirfabrik, og
han indrettede den til et hammerværk, hvor der blev produceret håndredskaber af metal. Dertil etablerede han savværk og snedkeri, hvor der kunne
produceres træskafter til redskaberne. Hammersmedjen havde større kraftbehov end papirfabrikken. I 1866 erhvervede Zinck derfor Ridemands mølle, således at han fik kontrol over vandkraften, og han anlagde derefter frem
mod 1894 en ca. 700 m. lang flisebelagt kanal, som med et fald på 8 m. gennem et turbinetårn leverede kraft til maskinerne i smedjen.
112
Tegning af papirmøllen
Selve smedjen er nedbrændt og genopført flere gange, senest i 1915, hvorfra den nuværende såkaldte vestre smedje med et papdækket shedtag
stammer. Ved genopførelserne blev papirmøllens fundamenter anvendt,
således at de eksisterende bygninger stadig afspejler den grundform, anlægget fra 1700-tallet var opført over.
Zinck-familien anlagde også en vej, der går henover mølledammen
og videre mellem smedjerne og kontor- og beboelseshuset for fabrikkens ejere fra 1876. Anlægget kom på den måde til at afspejle virksomhedens patriarkalske præg. Fra kontorer og stuer kunne
færdsel til og fra fabriksområdet således kontrolleres, samtidigt med
at der kunne føres tilsyn med driften i fabrikkens centrale anlæg. I
området omkring beboelsen etablerede familien desuden et pompøst haveanlæg.
Savværket er placeret i den nordlige ende af fabriksområdet ved et
tidligere jernbanetracé, der sikrede en nem indførsel af stammer,
og som blev foranstaltet af Zinck-familien som et sidespor til Hvalpsund-banen. Her blev også placeret en række tørrelader af træ
med et stort antal ventilationslemme, der sikrede en udtørring af
skaftetræet inden dets videre forarbejdning.
Ansatte ved søen 1912.
Fabrikkens bygningsmasse er kommet til i takt med, at udvidelser og ændringer i produktionen har fordret det. I løbet af 1970’erne blev fabriksarealet sidst kraftigt udvidet ved opførelsen af to store halbygninger til maskinsnedkeri og pressehal for skovlproduktion. I 1985 blev hammerværkets drift
standset, og i dag anvender Fiskars Danmark A/S faciliteterne omkring maskinsnedkeriet til skafteproduktion.
Da fabrikkens placering blev dikteret af, hvor vandkraften kunne udnyttes, kom den til at ligge i et landområde, hvor en lokal arbejdskraft ikke umiddelbart var tilgængelig. Til de ansatte, som virksomheden tiltrak, etableredes derfor i dens nærmeste omgivelser
113
en række flerfamilieshuse til udlejning, énfamilies ejerboliger og
offentlige institutioner med støtte fra Zinck-familien. På den måde
blev det patriarkalske præg fra fabrikken også udfoldet i den fremvoksende landsby.
Godthaab Hammerværk 2003. I forgrunden værkets mølledam, bagved
vestre smedie og til venstre administrations- og beboelsesbygningen.
En række tofamilies huse blev således opført til udlejning bl.a. i Pumpestræde, og bl.a. på Kildevej byggede en række af arbejderne hus med økonomisk støtte fra fabrikkens ejere. Husene blev udstyret med meget store haver og udhuse til mindre husdyrhold, så familierne i et vist omfang kunne
være selvforsynende med fødevarer.
I samme område blev også en skolebygning og senere en større afløser for denne opført af Zinck-familien, og nord for tørreladerne,
hvor Godthåb station oprindeligt var placeret, blev der stillet lokaler
til rådighed for etableringen af en brugsforening i en endnu eksisterende bygning.
Bevaringstilstand
Den lange udvikling bag selve fabriksområdets grundstruktur såvel
som hovedparten af dets enkeltelementer er bevaret, hvilket i vid udstrækning skyldes, at en gruppe lokale frivillige siden hammerværkets
standsning i 1985 har etableret et arbejdende museum på stedet.
Tofamilieshus i Pumpestræde.
114
Vandkraften var afgørende for fabrikkens drift næsten frem til værkets nedlæggelse i 1985, og vandreguleringssystemet er derfor bevaret, således at
faserne fra møllesøen ved Ridemands mølle, møllens bagløb, papirfabrikkens mølledam og Zincks kanal højt i ådalens vestside stadig kan følges. Ridemands Mølles møllesø med dæmning, stigbord og bagløb svarer til det
oprindelige anlæg, mens selve møllehuset og det tilhørende stuehus i deres
nuværende form er opført i henholdsvis 1884 og 1810-20 og istandsat af Aalborg Kommune i 1970’erne.
Turbinetårn, administrations- og beboelsesbygninger, smedjer, savværk og tørrelader står i hovedtræk endnu i den form, de har fået
ved opførelserne i takt med fabrikkens udvidelser. De oprindelige vinduer i administrationsbygningen er erstattet af plasticvinduer, men i
øvrigt henstår bygningen i hovedtræk i oprindelig stand. Zinck-familiens haveanlæg henligger imidlertid i en sørgelig forfatning. Inventaret i vestre smedje er bevaret og kan stadig sættes i gang med kraft
fra vandturbinen. Jernbanesporet mellem tørreladerne er opfyldt
med asfalt, således at dets forløb stadig kan erkendes.
Omkring maskinsnedkeriet, hvor der stadig er produktion, har miljøet ikke en oprindelig karakter, men karakter af et miljø i stadig
udvikling.
De forskellige typer af arbejderboliger kan stadig erkendes i Godthåb by, bl.a. på Kildevej og i Pumpestræde, men i de fleste tilfælde
står de i stærkt ombygget tilstand. Enkelte af udhusene til husdyrhold er bevarede, men vistnok ingen af de oprindeligt meget store
haver. Den første skolebygning, der blev opført af Zinck-familien, er
nylig nedrevet, mens dens større afløser er bevaret.
Sårbarhed og virkemidler
Der er på mange måder dæmmet op for en ødelæggelse af vandreguleringssystemet, hammerværkets smedjer samt en enkelt af tørreladerne via det arbejde, som de frivillige bag museet Godthaab
Hammerværk har foretaget. Såvel bygningsmassen som det omfattende vandreguleringssystem er imidlertid særdeles vedligeholdelseskrævende. Flere af bygningerne er truet af forfald, og bl.a. løvfald i kanalsystemet udgør en fare for opfyldning. Der bør træffes
foranstaltninger til en vedligeholdelse af bevoksningen langs kanalsystemet.
Hus i Pumpestræde i Godthåb til udlejning til arbejdere på hammerværket.
Bygningen fremstår i dag stærkt ombygget, men den oprindelige udformning som et dobbelthus til to familier
kan stadig erkendes. 2004.
115
På trods af en lokalplan møntet bl.a. på at friholde et areal ved Ridemands
Mølles møllesø for bebyggelse er søen i stigende grad blevet omkranset af
bebyggelse fra den voksende Godthåb by, hvorved de sidste fornemmelser
for både møllens og fabrikkens etablering i et landdistrikt ved en vandkraftkilde trues. Denne udvikling bør stoppes. En nylig opførelse af en garage
ved udgravning direkte ind i dæmningen ved møllens stuehus er særdeles
uheldig.
Der er ligeledes fare for, at de sidste rester af arbejderboligerne i
Godthåb by forsvinder som følge af omfattende bygningsrenoveringer, ombygninger eller nedrivninger af såvel stuehuse som tilbygninger. De eksisterende lokalplaner udgør ingen sikring mod dette, og det ville derfor være ønskeligt, om der fremover kunne indarbejdes retningslinier i lokalplanlægningen. Den nylige nedrivning
af Zincks første skole har fjernet et meget væsentligt element af det
oprindelige patriarkalske præg, fabrikken har sat på landsbyen.
Eksistensen af familien Zincks have langs med vandreguleringssystemet er truet af forfald, og der burde gennemføres en genopretning (med efterfølgende vedligehold) af anlægget i overensstemmelse med dets oprindelige udformning.
Der blev i 2004 udarbejdet et fredningsforslag for en del af bygningsmassen samt elementer af vandreguleringssystemet. Bygningsfredningen blev gennemført i foråret 2006 og omfatter: Vestre Smedie med inventar, kedelhuset med skorsten, turbinetårnet og tørreladen ved Taastrupvej. Landskabsfredningen omfattende vandkraftsystemet er er endnu ikke afsluttet medio 2006.
Bonitering/vurdering
Hele området udgør et typisk og enestående velbevaret eksempel
på Danmarks allertidligste industrier. De naturmæssige, teknologiske og sociale forudsætninger kan endnu erkendes og formidles på
stedet i en autentisk form.
Udnyttelsen af vandkraft til såvel middelalderlige mølleanlæg som
tidlige industrier er repræsentativ for både Danmark og det øvrige
Europa, hvor der ligeledes kan iagttages eksempler på behovet for
at etablere boliger, institutioner mm. for at tiltrække og fastholde
arbejdskraft til industrier placeret i landdistrikter.
Fabriksanlægget er autentisk i den forstand, at det ikke er forstyrret
af andre faktorer end fabrikkens drift. Muligheden for at se maskinerne i fabrikkens smedjer i drift er i særklasse.
Dertil rummer hele vandreguleringssystemet en naturmæssig stor
oplevelsesværdi.
Kontekst/sammenhænge
Godthaab Hammerværk vidner om en begyndende industriel udvikling i Nordjylland allerede i 1700-tallet og dermed nogenlunde
samtidigt med det øvrige Danmark. Ud over fabriksetableringer i
Aalborg blev der etableret flere produktioner i amtets landdistrikter,
dels ved regionens herregårde dels i forbindelse med vandløb, der
som ved Godthaab Hammerværk blev udnyttet som kraftkilde.
Spor efter disse tidlige fabriksetableringer i landdistrikterne findes
bl.a. ved Gudumlund, hvor et fabriksanlæg blev etableret o. 1780 i
første omgang med tekstilfabrikation for øje. Her tjente Lindenborg
116
å gennem en regulering både som kraftkilde og som transportvej til
Limfjorden, og dertil blev et omfattende kanalanlæg etableret ud til
Vildmosen med henblik på transport af tørv som brændsel til fabrikken.
Anvendt kildemateriale
Interview med Peter Jørgensen, museet Godthaab Hammerværk.
Bender, Henning: Aalborg industrielle udvikling 1735-1940. Aalborg
1987.
Jørgensen, Peter: Vandkraft skabte bysamfund. www.kulturrejsen.dk
Guldbækken og Hammerværket – Forslag til landskabsfredning.
Aalborg Kommune 2004.
117
De Danske Spritfabrikker i Aalborg
Kulturmiljø nr. 86
Tema
Sted/Topografi
Mellem Strandvejen, Poul Paghs Gade, Jernbanen og Limfjorden i
Aalborgs vestby.
Industri
Emne(-r)
Industrianlæg
Fabrikkens placering på Strandvejen i Aalborg blev oprindeligt valgt
i lyset af muligheden for en nem tilslutning til jernbanen, der stadig går lige vest for fabrikken, og muligheden for etableringen af
en kajplads ved Limfjorden, hvorfra der bl.a. let kunne losses kul til
kedelhuset bagerst på fabriksområdet. I dag er jernbanesporet ind
gennem fabrikkens indgangsportal imidlertid nedlagt og anløbspladsen ved Limfjorden benyttes ikke længere.
Tid
1846 og frem til i dag
118
Karakteristik
Omkring 1800 var der 100 lovlige småbrænderier i Aalborg. Fra
o. 1840 koncentreredes spritfremstillingen i Aalborg på stadig færre og større brænderier, og i 1846 var antallet reduceret til fire,
der producerede over 1,1 mio. potter (over 1 mio. liter) Heraf blev
Aalborg privilegerede Sirup- og Spritfabrik (startet i 1846) og P.
Wibroes brænderi i Jomfru Ane Gade (etableret 1843-45) hurtigt
landets to største målt både i produktionskapacitet og antal arbejdere.
Aalborg privilegerede Sirup- og Spritfabrik blev startet af Isidor
Henius i Urbansgade i Aalborg – nogenlunde der hvor Cimbrertyren i dag står på Vesterbro. I 1869 indgik Henius i kompagniskab
med Wibroes brænderi i Jomfru Ane Gade, der nu blev drevet af
L.W. Sass, og i 1871 erstattede man den gamle fabrik her med et
nyt stort anlæg til spritfabrikation Ved Stranden. Året efter indkaldte man til aktietegning i Aalborg Privilegerede Sirup- og Spritfabrik,
og i 1881 indgik Aalborgfabrikkerne i det nystiftede aktieselskab De
Danske Spritfabrikker.
Plan over spritfabrikken ca. 1975.
Reklamemateriale fra fabrikken.
119
Udgangspunktet for den store succes med Aalborgfabrikkerne fra
midten af 1800-tallet var først og fremmest, at Isidor Henius fra
Tyskland indførte brugen af et såkaldt ’pistorisk’ apparat, der både
kunne omrøre den stive kartoffelråmasse og samtidigt styre en kontinuerlig destillationsproces. Som det første sted i Danmark opnåedes derved en kontinuerligt sammenhængende produktionsgang på
et spritbrænderi. I et ’kolonnedestillationsapparat’, som Henius anskaffede som den første i Danmark, kunne den ildelugtende fuselolie, der opstår ved mæskens gæring, desuden helt fjernes ved en
såkaldt rektifikationsproces med et bedre slutprodukt til følge. Produktionen på Henius’ fabrik opnåede derved et forspring i forhold
til de øvrige danske spritfabrikker.
Især i kraft af en række tekniske fremskridt opretholdt Aalborgfabrikkerne med enkelte udsving i 1880’erne deres position frem til
starten af 1900-tallet, hvor de stod for 10-15 % af landets samlede
produktion, og hvor Aalborg Spritfabrik var landets absolut største.
Aalborgfabrikkernes andel af den danske spritproduktion steg til 50
% under 1. verdenskrig, hvor afgiftsforhøjelser først lukkede en lang
række mindre fabrikker landet over, mens forbud mod genstart af
de lukkede anlæg samt etablering af nye gav produktionen i Aalborg en næsten statsgaranteret position.
Fugleperspektiv af fabrikken Ved
Stranden tegnet 1906. Forrest ’Det
skæve tårn’.
Efter Knud Bistrup 1970.
I 1931 blev den da nedslidte fabrik i Jomfru Ane Gade erstattet af
den stadigt fungerende spritfabrik på Strandvejen i det nye industrikvarter i Aalborgs vestby skråt overfor C.W. Obels Tobaksfabrik.
Særligt det store rektifikationstårn nederst mod Limfjorden led under sætninger i undergrunden. Efterhånden begyndte det at hælde
kraftigt og slå revner, og på trods af forsøg med en forbedret forankring, blev det efterhånden klart, at det måtte opgives. Tårnet
blev i folkemunde døbt ’Det skæve tårn’.
Byggeriet i 1931, hvor produktionen fra fabrikken i Urbansgade og
Ved Stranden blev samlet, var et led i De Danske Spritfabrikkers
samlede satsning på Aalborg som produktionssted.
120
Brænderitårn fra 1931. Ikke længere
i brug, men bevaret på sin oprindelige plads. 2003.
Fabrikken fra 1931 er tegnet af Alf. Cock-Clausen, der fungerede
som arkitekt for den daværende ejer, De Danske Spritfabrikker, fra
1916. Bygningsmassen er udlagt over en gårdspladsformet grundplan. Mure og hegn afslutter randbebyggelsens indkransning af to
centrale områder, der adskilles fra hinanden af den centrale bygning,
hvor selve spritfabrikationen foregår. Sydligst ved indgangen til fabrikken findes en gårdsplads med bærmeudlevering (et restprodukt
fra produktionen, der hentes af omegnens landmænd til husdyrfodring), beskyttelsesrum og administrationsbygning, og nordligst mod
fjorden findes et mere åbent område med maskinhus, siloer mm.
Ligesom ved C.W. Obels Tobaksfabrik på den anden side af gaden
repræsenterer spritfabrikken dermed den hyppige udlægning af fabrikker i byområderne som gårdspladsformede komplekser med
etagebygninger. Gårdspladsformen ligger fint i tråd med bygrundenes randbebyggelse i øvrigt, og en afgørende del af baggrunden
for, at denne plantype har været så hyppigt benyttet ved ’byfabrikkerne’, har da også som ved de øvrige bybebyggelser været et behov for afskærmning og indhegning af selve fabriksområdet.
Indgangen til spritfabrikkens gårdsplads fra Strandvejen. Administrationsbygning til venstre og af-tapningshal til højre. 2004.
Ved spritfabrikken fremhæves dette behov tydeligt med opmuringerne og indgangsportalen, der afslutter gårdspladsformen, hvor
bygningerne ikke slår til, og dertil understreges behovet for kontrol
121
med færdsel til og fra fabrikken af bærmeudleveringens placering
på et let overskueligt sted midt på den forreste gårdsplads. Fabrikkens overordnede planform er således ikke primært begrundet i de
krav produktionsprocessen har stillet.
Randbebyggelsen, der dominerer den forreste del af fabrikken, består af et jernbetonskelet på op til fire etager med røde murstensfyldninger, der er udstyret med detaljer i gul tegl, bl.a. ved indramninger af de symmetriske vinduespartier og indgangsportalens bue
(for en skitse over bygningernes funktion se figuren øverst).
Bygningernes murværk rummer dertil flere former for udsmykning,
herunder spillet vandret og lodret i murfladen mellem de markante
gesimser, en række nærmest halvpilleagtige fremspring og de cirkelformede figurer, der visse steder omgiver runde vinduer, men ellers tjener som ren dekoration. Referencer til art-deco, nyklassicisme
og tysk ekspressionisme har været fremhævet som en del af baggrunden for fabrikkens arkitektur.
Fabrikkens udseende er – som det også var tilfældet med dens forgænger i Jomfru Ane Gade – bl.a. et resultat af, at DDSF fra starten
af 1900-tallet bestræbte sig på at give et ensartet udseende udadtil via de talrige bygninger firmaet ejede i en række danske byer. Efter en manual var det således fastlagt, hvordan nye bygninger skulle
opføres i røde sten, mens ældre pudsede bygninger skulle udstyres
med samme farve.
Det bagerste område af spritfabrikken med sprittanke, kedelhus
og skorsten mm. Fotograferet gennem hegnet ud mod Limfjordskajen.
2004.
På det bagerste område har de arkitektoniske idealer næppe været
helt så relevante. Her dominerer bl.a. fabrikkens kedelhus og vandrenseri, der fremtræder med de samme virkemidler som de øvrige
bygninger. Men især en række silo- og beholderanlæg, der internt
er forbundet med rørsystemer, ligger nærmere på grænsen mellem
at være produktionsanlæg – forstået som selve maskineriet – og den
bygningsmæssige ramme.
I dag ejes spritfabrikken på Strandvejen af det statslige svenske aktieselskab Vin & Sprit AB og indgår i det danske datterselskab Vin &
Sprit Danmark, der også omfatter Vingaarden.
Vest for spritfabrikken fra 1931 ligger ind mod baneterrænet de nyere fabriksbygninger, der indtil 2004 husede Estrellas produktion af
kartoffelchips. Bygningsmassen er placeret helt op til spritfabrikkens
lagerbygning.
122
Bærmeudlevering på spritfabrikkens
gårdsplads. 2003. Bevaringstilstand
Aktiv fabrik i stadig udvikling.
Fabrikkens bevaringstilstand må karakteriseres som oprindelig, god
og uforstyrret. Bygningerne fra 1931 fremtræder således stort set
som ved deres opførelse. Det gælder både murværket med dekorationer, tagkonstruktionerne og selv de oprindelige vinduer er bevaret både i administrationsbygningen ud mod Strandvejen og i selve
produktionsbygningerne.
Også internt i fabrikken kan bevaringstilstanden karakteriseres som
god, bl.a. fordi en del af det oprindelige produktionsapparat – på
trods af mange fornyelser – har fået lov at blive stående på dets oprindelige plads.
Kulturmiljøet er således på ingen måde funktionstømt, men udgør
et miljø, der hele tiden har været og som fortsat er i en stadig udvikling, der er bestemt af hensynet til produktionen og dens udvikling. Samtlige fabriksområdets elementer må derfor betegnes som
konstante potentielle genstande for overvejelser om placeringen i
den fortsatte drift, men på trods af moderniseringer af produktionsapparatet hen over det 20. århundreder har dette altså tilsyneladende endnu ikke affødt nævneværdige ændringer i kulturmiljøets
ydre fremtræden.
Den eksisterende sammenbygning med det nyere fabrikskompleks
mod vest må imidlertid betegnes som særdeles uheldig for helhedsoplevelsen af Alf. Cock-Clausens spritfabrik fra 1931.
Kulturmiljøet er ikke omfattet af beskyttende bestemmelser i den
gældende lokalplan (Lokalplan 09-004, 1984). I Kommuneatlas,
Aalborg Syd er bygningsmassen vurderet til at befinde sig på bevaringsværdi 3.
123
Beholdere langs Poul Paghs Gade.
2004.
Sårbarhed og virkemidler
Overordnet synes kulturmiljøets autentiske præg således ikke at være truet, men miljøets autentiske præg vil være truet, hvis produktionen af sprit indstilles.
Umiddelbart synes fabrikskompleksets meget fine bevaringstilstand
snarest truet i de tilfælde, hvor der som følge af ælde og slid måtte
opstå behov for fornyelser af f.eks. oprindelige døre og vinduer. I lyset af kompleksets alder må sådanne fornyelser blive aktuelle i en
nær fremtid. Samtidigt kan det imidlertid ikke afvises, at mere gennemgribende forandringer i bygningsmassens udformning kan blive
aktuelle med eventuelle fremtidige ændringer i relation til produktionen.
Da kulturmiljøet ikke er omfattet af beskyttende bestemmelser i den
gældende lokalplan, foreligger der ingen retningslinier for en fremtidig bevaring. Vurderingen til bevaringsværdi 3 i kommuneatlasset
medfører, at bygningerne ikke må nedrives, før Aalborg Kommune
har meddelt, om der nedlægges forbud.
Hensyn til kulturmiljøet bør indarbejdes i lokalplanlægningen ved
bestemmelser, der både kan sikre oplevelsen af fabrikskompleksets
på et overordnet niveau (især gårdspladsformen) og på et mere detaljeret niveau med bygningsmassens fint bevarede store detaljerigdom. Samtidigt kunne der sikres mod fremtidige etableringer af
nyanlæg – bl.a. på grunden ind mod banelegemet, hvor Estrella senest har haft produktion, men også på spritfabrikkens egne arealer ned mod Limfjorden – der vil forhindre de eksisterende indsyn til
kulturmiljøet.
Bonitering
En vurdering af spritfabrikkens betydning kan ikke alene baseres på
dens betydning for Aalborgs udvikling til regionens industrielle centrum. Medtænkes må også den nationale kontekst, hvor Aalborgs
spritfabrikker fra midten af 1800-tallet indtog en førerposition både
i teknologisk og i størrelsesmæssig henseende. Brænderierne var i
starten af 1800-tallet en del af samtlige de danske byers nærings-
124
og nydelsesmiddelindustri, men den stadigt fungerende fabrik på
Strandvejen i Aalborgs vestby markerer, hvordan Aalborg både blev
Danmarks førende spritby og snapsens hjemby i det hele taget.
Kulturmiljøet rummer således først og fremmest identitetsværdi for
Aalborg. Dertil kommer imidlertid også en stor oplevelsesværdi i
kraft af, at fabrikskompleksets grundstrukturer og de arkitektoniske
virkemidler kan erkendes fra det omkringliggende gadenet.
Kontekst/sammenhænge
Indtil o. 1900 var en stor del af Aalborgs industri placeret i bymidten. I 1896 blev Borgergade bygget, hvorefter en række virksomheder flyttede ud til den nye ’Vestby’, bl.a. C.W. Obels Tobaksfabrik,
Adolph Holsts papirfabrik, De Forenede Textilfabrikker, Buuas Maskinfabrik, Aalborg Dampvaskeri – og altså De Danske Spritfabrikker. Som en del af denne udvikling blev der opført en stor mængde
boliger til arbejdere og funktionærer.
Nogenlunde på det sted i Urbansgade, hvor Isidor Henius i 1846
startede Aalborg privilegerede Sirup og Spritfabrik, blev skulpturen
’kimbrertyren’ udført af A. Bundgaard opstillet i 1937 som en gave
fra spritfabrikken.
De ældste dele af den nedrevne fabrik Ved Stranden er genopført
som Brænderigården i Den Gamle By i Århus, hvor den fungerer
som brændevinsmuseum.
Anvendt kildemateriale
Bender, Henning: Aalborgs industrielle udvikling 1735-1940. Aalborg
1987.
Bistrup, Knud: Skål for Rød Aalborg. 1846-1971. 1970.
Birkett-Schmidth, Thomas m.fl.: Fabrik – Industriens Arkitektur i Aalborg. Aalborg 2002.
Bladt, Inger K.: Håndværk og industrialisering. Folkets Nordjylland.
Nordjyllands Amt 2003, side 66-85.
Sestoft, Jørgen: Danmarks Arkitektur – Arbejdets bygninger. København 1979.
Aalborg Syd Kommuneatlas. Bevaringsværdier i byer og bygninger.
1994.
http://www.aalborg.dk/kommuneplan/bilag/bilag+i.htm (oversigt
over bevaringsværdier iflg. kommuneatlas).
125
Det moderne Aalborg
Kulturmiljø nr. 87
Tema
Bosætning byer
Emne(-r)
Udstilling, byplanlægning og
infrastruktur
Sted/Topografi
Aalborg by er placeret omkring Østerås ’å-delta’ ud mod Limfjorden. Det ældste centrale byområde er omgivet af kridthøje, der rejser sig stejlt mod syd. Øst for åen ligger to markante bakker med
Vejgård, Nørre Tranders og Gug, mens de store Skovbakken og
Sorthøj hæver sig op til 51 m over landskabet umiddelbart vest for
åen. Mellem højene findes et fladt engdrag, der gennemløbes af
Østerå. Det ældste Aalborg blev her placeret på et næs, der stødte
op til fjorden. Fra middelalderen og frem har opfyldninger ud i fjorden imidlertid skubbet kystlinien mod nord.
På Limfjordens nordside overfor Aalborg ligger Nørresundby på et
smalt fladt område langs strandkanten. Umiddelbart mod nord rejser
kridthøjen Skansebakken sig stejlt til 45 m over havets overflade.
126
Kulturmiljøet omfatter arealerne ved Skovbakken, der i 1933 blev
anvendt til Nordjysk Udstilling, Vesterbro med nye og gamle bebyggelser mod øst og vest samt Limfjordsbroen og dens landing ved
Nørresundby.
Tid
1930’erne
Karakteristik
I 1930’erne var Aalborg som det øvrige Danmark præget af arbejdsløshed og krise. Samtidigt blev billedet af Aalborg som en moderne
fremtidens by imidlertid slået fast bl.a. i kraft af en række gennemgribende projekter, der blev sat i værk for at skaffe et nyt image til byen,
tro på fremtiden – og arbejde til de mange arbejdsløse.
Projekterne blev ikke mindst realiseret i kraft af et klart socialdemokratisk flertal i Aalborgs byråd gennem 1930’erne, der med borgmester
Marinus Jørgensen i spidsen søgte at komme arbejdsløsheden til livs
og skabe økonomisk vækst ved at etablere offentligt støttede arbejdspladser. Bystyrets tankegang og initiativer lå i den forbindelse i forlængelse af Thorvald Staunings socialdemokratiske regerings nationale
beskæftigelsespolitik, der bl.a. udmøntede sig i Lillebæltsbroens etablering og som også fik direkte afsmitning i Aalborg-området ved statslig støtte til etableringen af Limfjordsbroerne i 1933 og 1938 (jernbanebroen) samt til Vesterbrogennembruddet i starten af 1930’erne.
De centrale udstillingsbygninger ved
NU i 1933 med Aalborghallen i midten.
Foto: Aalborg Stadsarkiv.
Tre af 1930’ernes projekter satte et markant præg på det langstrakte og sammenhængende område, der strækker sig fra engdragene
og Skovbakken ved Aalborgs sydlige udkant henover Limfjorden til
Nørresundby:
1. Nordjysk Udstilling i 1933 i udstillingsområdet på og ved Skovbakken.
2. Vesterbros gennembrud fra Kildeparken til Limfjordsbroen i perioden fra 1930-32, efterfulgt af bebyggelsen langs gennembruddet i resten af 1930’erne.
3. Limfjordsbroen, der blev indviet 1933. Hertil kommer broens tilslutning til vejsystemerne og bebyggelsen herved ved Nørresundby – som dengang var en selvstændig kommune – på nordsiden af fjorden.
127
1. Nordjysk Udstilling i 1933
I løbet af 1930’erne blev der gennemført en række udstillinger i Aalborg, bl.a. Bo Bedre i 1936, Mor-Barn i 1937 og Mit Hjem i 1938.
Mest kendt i eftertiden blev imidlertid den første af udstillingerne, der
blev kaldt Nordjysk Udstilling (NU), og som løb af stabelen i sommeren 1933. Initiativet til NU kom i 1930 i form af et oplæg til en mindre udstilling Danske Hjem fra den nystartede Aalborg- Nørresundby
Reklameforening med foreningens sekretær Viggo Vagnby i spidsen.
Oplægget blev diskuteret med repræsentanter for byens største virksomheder og med borgmesteren Marinus Jørgensen, og efterhånden
blev projektet rettet mod en større udstilling møntet på at promovere
landsdelen som et centrum for moderne erhvervs- og kulturliv udadtil og at skabe fornyet tro på fremtiden indadtil. Tanken i NU var en
præsentation af først og fremmest de nordjyske erhverv ved historiske
overblik fra de tidligste tider og frem til enkelte produkter som de for
Aalborg særligt karakteristiske sprit, cement og tobak.
I første omgang var det hensigten, at udstillingen skulle finde sted
i 1932, men på grund af tidspres og sammenfald med udstillinger i
både Århus og Esbjerg samme år, blev det besluttet at udskyde åbningen til 1933. Udstillingen blev tilrettelagt af et udvalg bestående af repræsentanter for byens erhvervsliv, presse, foreninger og
Aalborg Kommune og med borgmesteren som formand. Det økonomiske grundlag blev tilvejebragt ved offentlig og privat støtte,
hvoraf Aalborg Kommune tegnede sig for en tredjedel. Til at realisere Vagnbys ideer blev arkitekterne Ejnar Glahn og Carlo Odgård
(borgmester Marinus Jørgensens svigersøn) tilknyttet projektet.
NU blev placeret i en grusgrav for foden af Skovbakken – et af byens gamle udflugtssteder – hvor de skovklædte skrænter udgjorde
en smuk ramme for udstillingens bygninger, der blev udformet efter
enkle geometriske former.
Ved Hobrovej blev der opstillet en markant indgangsportal, der bestod af tre 14 meter høje flagklædte funkissøjler med billetkontor
forneden. Via en rampe fra Kong Chr. Alle ankom man til selve udstillingsarealet, hvor tre aflange udstillingsbygninger længst mod
vest var opført forskudt i hinandens længderetning. Vinkelret herpå
lå en aflang rundbuehal (kaldet Aalborghallen) med ovenlys og restaurant, og i tilslutning til den var der placeret en halvcirkelformet
udstillingsbygning. På det frie areal mod nordvest blev der anlagt et
stort spejlbassin og en rotundeformet bygning.
Som et vartegn blev der på toppen af Skovbakken placeret et 50
meter højt udkigstårn – det såkaldte Aalborgtårn – opført efter et
oplæg fra Carlo Odgård på tre stålben med en skiveformet udstillingskabine øverst. Adgangen op ad den stejle skrænt fra udstillingsområdet til tårnet blev klaret med etableringen af en rullende
trappe, den første af sin slags i Aalborg.
Endelig opførtes i det vestlige hjørne af udstillingsområdet et hus
– det såkaldte ’Ønskehus’ – der blev udloddet som hovedgevinst i
NU’s lotteri. Huset, der var tegnet af udstillingsarkitekterne Odgård
og Glahn, blev opført i funkisstilens enkle og stramme formsprog af
røde og gule teglsten og med fladt tag og moderne ruminddeling.
Det gik som præmie til en arbejdsløs skrædder.
Straks fra åbningen 1. juni 1933, der havde statsminister Stauning i
spidsen, blev NU en stor succes. I de to følgende måneder, hvor udstillingen varede, var der 360.000 betalende gæster, og udstillingen
128
med de mange tilknyttede arrangementer fik – ligesom de projekter, der samtidigt markant var ved at forandre Aalborgs udseende –
positive omtaler i den landsdækkende presse.
En af Glahn og Odgårds tegninger
til Ønskehuset. Tegning fra Aalborg
Kommune, Teknisk Forvaltning.
De tre forskudte udstillingshaller og den halvcirkelformede bygning
var midlertidige trækonstruktioner, som (på nær én) blev nedtaget
efter udstillingens lukning. Rundbuehallen – der blev opført over en
stålkonstruktion – var derimod tiltænkt en mere permanent rolle, og
den blev udlejet til arrangementer i de følgende år, inden den blev
taget i anvendelse til de næstfølgende udstillinger. Aalborgtårnet
var oprindeligt tiltænkt en midlertidig rolle, men blev i 1934 solgt til
Det broderlige Skydeselskab og fik lov til at blive stående.
Et af de små huse på den gamle Vestergade, der blev fjernet ved Vesterbrogennembruddet. Akvarel Aalborg
Historiske Museum.
Foto: Jan Sloth-Carlsen.
2. Vesterbrogennembruddet
Med placeringen af indgangsportalen til Nordjysk Udstilling ved Hobrovej etableredes en direkte forbindelse til en af de nye attraktioner i Aalborg – ud over selve udstillingsarealet – som man ønskede at vise frem ved udstillingen, nemlig Vesterbros gennembrud fra
indfaldsvejen til Aalborg fra syd, Hobrovej, gennem det middelalderlige gadenet frem til den nye Limfjordsbros landing på fjordens
sydside.
Gennembruddet var blot en af flere saneringer af hele kvarterer
omkring den middelalderlige bykerne i 1930’erne, herunder det
gamle Skolegadekvarter. Nedrivningerne og gadeomlægninger var
for størstedelen båret frem af især socialdemokraternes krav om et
moderne bylandskabs lys, hygiejne, moralsk levned og frisk luft, og
de fandt ikke mindst sted af hensyn til den voksende bilisme, der
passede dårligt ind i det gamle gadenets smalle og krogede vejsystemer.
129
Vesterbrogennembruddet, hvor samlede boligområder blev fjernet,
veje blev udvidet og flyttet, og industrier som kemikaliefabrikken
Hygæa og De Danske Spritfabrikker blev flyttet til andre placeringer
i byen, kom imidlertid til at stå som et symbol på det socialdemokratiske bystyres idealer og handlekraft. Kun enkelte af de gamle bebyggelser langs især strækningens vestside fik lov at blive stående.
Ekspropriationen, nedrivningerne og vejanlæggelsen af den nye Vesterbro blev gennemført med kommunale og statslige midler med
stor fart i to overordnede faser i perioden fra april 1930, hvor beslutningen blev truffet på et byrådsmøde, til november 1932. Fra
april 1930 til oktober 1931 blev strækningen fra Kildeparken med
en ny viadukt over jernbanen til Algade færdiggjort, og frem til november 1932 blev den sidste del ned mod Borgergade anlagt, således at der kunne fremvises et gennemført gadeanlæg fra Aalborgs
sydlige indfaldsvej til Limfjordsbroens landing ved Nordjysk Udstilling det efterfølgende år. Vejforløbets midte var indrettet til parkering.
Vesterbro 2003 med det sydlige
hjørne mellem Algade og Vesterbro
til venstre. Det konkave tårn sikrer,
at oplevelsen af de moderne bebyggelser ikke forstyrres af borgerhuset i Algade. Funkisbygningen med
det runde vindue er hårdt ramt af
ombygninger af det oprindelige vinduesparti, ændringer i facadernes
overflader og tilføjelsen af en gesims
foroven.
Foto: Jan Sloth-Carlsen.
Især overfarten over jernbanen indebar en markant forandring af
de landskabelige forhold i området, idet løsningen med en viadukt
indebar, dels at jernbanesporene skulle sænkes, dels at vejforløbet
hen mod viadukten måtte hæves. Fra viadukten og hen mod Algade, hvor terrænet naturligt udgjorde en forhøjning, blev vejen hævet
med en jernkonstruktion, hvorunder der blev indrettet parkeringskælder. Syd for viadukten blev vejhævningen på borgmesterens ønske ligeledes opført over en moderne jernbetonkonstruktion.
Den efterfølgende bebyggelse langs gennembruddet blev overladt
til private bygherrer og investorer, og hele arbejdet blev samordnet
af et såkaldt Vesterbroudvalg (senere Udvalget for tekniske Anliggender) og af borgmesteren selv.
Nybyggeriet langs Vesterbro blev i 1930’erne – selvom der aldrig
kom til at ligge en samlet plan for bebyggelsen – i stadig stigende udstrækning udført som moderne funkisbebyggelser, der gav strækningen et udtalt storbypræg. De nye bygninger kom dermed til at markere et brud i forhold til det hidtidige gadebillede, og dette brud blev
yderligere understreget af de nye bygningers højder på helt op til 5
130
etager. De moderne arkitektoniske udtryk satte visse spor på de tidligste af byggerierne, men de slog især igennem fra 1932-33 med
bl.a. en udtalt brug af nye virkemidler til understregning af bygningernes geometri såsom hjørnevinduer, runde vinduer, vinduesrammer af jern, flade tage og stramt komponerede facadeudformninger.
Viaduktpladsen med bygninger tegnet af Carlo Odgård.
Foto: Jan Sloth-Carlsen.
Også bygningernes placeringer blev udnyttet til understregning af
geometriske former, bl.a. ved Carlo Odgårds bygninger omkring
pladsen omkring den nye viadukt over jernbanen, hvor store ensartede og svagt krummede bygninger blev lagt som en krans, der
fremhævede områdets cirkelform, og hvor vandrette bånd i bygningernes facademure forstærkede og sammenbandt indtrykket.
Noget lignende blev opnået i det nye kryds mellem Vesterbro, Jens
Bangs Gade og Bispensgade, blot ved en rektangelform med sider
skabt af hjørnebygningernes affasede hjørner og med imaginære
hjørner i midten af de fire gadeforløb. Helt gennemført blev rektangelformen imidlertid ikke, idet ejeren af den gamle bindingsværkbygning på det fjerde hjørne ved Bispensgades sydlige side ikke ønskede at sælge sin ejendom, der således fik lov at blive stående og
derved kom til at understrege det markante brud mellem de gamle
og de nye bygninger.
De første af de nye huse blev tegnet af arkitekterne Carlo Odgård
og Ejner Glahn, der også var drivende kræfter bag NU. En del af
baggrunden for, at bebyggelsen gennemgående blev præget af den
moderne funkis, var uden tvivl Odgårds medvirken ved 50 af de i alt
70 nybygninger, der blev udført i 1930’erne.
Den ny Kilderestaurant fra 1932.
Foto: Aalborg Stadsarkiv, Tønnies.
131
Det første hus, som stod færdigt, var Motorcentralen (Vesterbro nr.
20-24) i maj 1931, hvor stueetagen var indrettet som udstillingslokaler for automobiler. Dernæst fulgte i de følgende år bl.a. Vesterbro nr. 4A og 4B efter tegninger af Odgård og Glahn i fællesskab
og nr. 6-8 og 10-12, der blev tegnet af Odgård alene.
De nye bebyggelser mødte tilrejsende ad Hobrovej fra syd straks
ved indgangen til Vesterbrogennembruddet. På vestsiden lige nord
for Ansgarskirken blev det gamle forlystelsesetablissement Enighedslund i 1934 erstattet i første omgang af en parkeringsplads og
fra 1938 tillige af et stort boligbyggeri, der fik samme navn, og som
efter tegninger fra en københavnsk tegnestue fik et udpræget funkis-udtryk. Overfor, på den anden side af Vesterbro, fandtes fra
1913 i det kommunale parkanlæg Frederikskilde den gamle Kildepavillon tegnet af Ejnar Packness. Bygningen nedbrændte 30. september 1931, og derefter opførtes efter tegninger af Odgård, Glahn
og A. Juul-Hansen frem til pinsen 1932 Den ny Kilderestaurant, der
– på linie med tendensen i nybyggerierne i øvrigt – kom til at fremstå som en moderne bygning. Den ny Kilderestaurant blev opført
som en symmetrisk bygning med store glaspartier uden den mindste
brug af historiske referencer.
Det samme kan ikke siges om forsikringsselskabet Fremtidens hovedsæde, der i 1936 blev opført efter Ejnar Packness tegninger på
Vesterbro 16-18 – som nabo til Den ny Kilderestaurant. Bygningen
fik ganske vist moderne træk med blandet et fokus på lysindfaldet
og brugen af glas og stål, men – nærmest som et modstykke mod
Vesterbros nye funkishuse, blev den samtidigt udstyret med en række elementer med lån fra historien, hvilket tydeligt kom til udtryk i
det ydre ved bl.a. en loggia.
Hele gennembruddet stod bebygget i 1940, hvor der flere steder var
en skarp kontrast mellem de enkelte tilbageværende gamle bygninger og rækken af nye. Kig fra Vesterbro ind i sidegaderne afslørede
desuden modsætningen mellem gennembruddets høje bygninger
og rene linier og den gamle bys lavere og mere organisk opståede
kvarterer.
3. Limfjordsbroen
og Nørresundbys
brolanding
Vesterbrogennembruddet var tæt knyttet til bygningen af en ny forbindelse over Limfjorden til erstatning for den utidssvarende gamle
pontonbro fra 1865. Der havde siden 1913 været debat om, hvordan brobyggeriet skulle foregå, men i 1928 fik Aalborg Kommune
overdraget koncessionen til at bygge en ny Limfjordsbro.
Allerede i 1919 havde der været udskrevet en international konkurrence med løsninger til broens udformning. Tre af de indkomne forslag blev præmieret, og da brobyggeriet i 1929 kom i licitation var
det efter en kombination af de tre forslag, der var udført af ingeniør
Ivar Tybjerg. Byggeriet gik til firmaet Kampmann, Kierulff og Saxild
(Kampsax), som dog afgav tilbud på et projekt, der på visse punkter afveg fra Tybjergs tegninger. Resultatet blev en 635 m lang vejbro
(hvortil kom ramper på hver side) båret på otte piller, der var funderet
i den bløde fjordbund på jernbetonpæle. Midterpartiet blev udstyret
med broklapper, hvis kontravægte var skjult i broens midterpiller.
132
Limfjordsbroen set fra Nørresundby.
Det anes, hvordan vejen opsluges af
det høje byrum skabt af 1930’ernes
etagehuse. 2003.
Foto: Jan Sloth-Carlsen.
Den nye bro blev indviet under overværelse af statsminister Stauning og 30.000 – 40.000 tilskuere 30. marts 1933, altså kort efter
gennemførelsen af den sidste etape af Vesterbrogennembruddet i
slutningen af 1932 og netop i tide til åbningen af NU 1. juni 1933.
På Nørresundbysiden blev brolandingen ligeledes præget af modernismen og især den lokale arkitekt Charles Jensens udformninger
af de nye bygninger ved de indfaldsveje, der blev etableret fra det
gamle landevejsnet til broen.
I første omgang var det tanken, at broen skulle tilsluttes den gamle landevej, der mod nord gik hen over byens torv og fordeltes af
de smalle Østergade og Vestergade med retning mod henholdsvis Vendsyssel og Thy, og i 1929 tegnede Charles Jensen en klassicistisk ’Brogård’ til opførelse umiddelbart nord for brolandingen.
I 1932 blev planerne imidlertid ændret radikalt med det resultat, at
trafikken i stedet blev ledt mod øst og vest på nyanlagte brede og
buede veje (Østerbrogade og Vesterbrogade) straks efter brolandingen. Som på Aalborgsiden blev der altså skabt en moderne rationel
byplan, der tog hensyn til kravene fra den stigende bilisme.
Brogården ved Limfjordsbroens landing i Nørresundby. Østerbrogade
og Vesterbrogade deler sig til hver
side af bygningen. 2003.
Foto: Jan Sloth-Carlsen.
Også bygningerne langs det nyanlagte vejnet i Nørresundby blev
formet af 1930’ernes modernisme. Charles Jensens Brogård ændrede udtryk fra et traditionelt klassicistisk hus til en funktionalistisk
bygning opført i det dengang til etagehusbebyggelser helt nye byggemateriale jernbeton. Bygningen fik flade tage, markante karnapfremspring og store udkragede altaner, og den blev således i vid
udstrækning formet af de helt nye muligheder, der var opstået med
brugen af jernbeton i etagehusbyggeriet. Et stort midterparti udgjorde front mod den nye bro, mens nedtrappede sidebygninger
dannede facader mod torvegade og Skrågade.
133
Solgården ved Vesterbrogade i Nørresundby. 2003.
Foto: Jan Sloth-Carlsen.
Langs Vesterbrogades buede forløb hen mod det nu nedlagte svineslagteri opførtes ligeledes en sammenhængende række af høje beboelsesejendomme, der gennemgående fik et tydeligt om end noget anonymt funkispræg. Det gør sig især gældende med Solgården (Vesterbrogade 6), der efter Arne Lind-Madsens modificering
af Charles Jensens oprindelige tegninger blev opført som en stokbebyggelse med en enkelt stok vinkelret på Vesterbrogade, hvor lejlighederne kunne orienteres efter lysindfaldet og udsigten over fjorden. Som en undtagelse på Vesterbrogade blev Solgården absolut
ikke anonym, men kom derimod til at fremstå som en smuk og harmonisk bygning.
Bevaringstilstand
1. Nordjysk Udstilling i 1933
Anlæggene fra Nordjysk Udstilling i 1933 er kun sparsomt bevaret.
Efter udstillingens lukning til august 1933 blev en del af faciliteterne
– der som udgangspunkt var tiltænkt en midlertidig funktion – nedtaget, og efterfølgende er flere gået til. Den rundbuede Aalborghal
nedbrændte til grunden i 1941 sammen med den midlertidige udstillingsbygning af træ, som i første omgang havde fået lov til at blive stående. På udstillingsarealet nedenfor Skovbakken blev Nordjyllands Kunstmuseum opført i 1972. Ønskehuset på hjørnet af Kong
Christians Allé og Duebrødrevej, der blev udloddet som hovedgevinst i udstillingens lotteri, er bevaret i god stand frem til i dag.
Den rullende trappe op ad Skovbakkens skrænt til Aalborgtårnet
blev solgt umiddelbart efter NU’s lukning, men selve tårnet er bevaret, og tjener i dag som restauration og udkigstårn i sommermånederne – og som vartegn for Aalborg. Tårnet blev gennemgribende
renoveret i 2005.
2. Vesterbrogennembruddet
Vesterbrogennembruddet fra 1930’erne er i vid udstrækning bevaret.
Vejforløbet ligger stort set uændret på nær inddragelsen af midterparkeringen til kørebane. Den underjordiske parkeringskælder nord
for viadukten benyttes stadig.
1930’ernes moderne bebyggelser langs gennembruddet kan i en vis
udstrækning opleves i overensstemmelse med den oprindelige ud134
formning og tanke. Flere af bygningerne er særdeles velholdte, herunder boligbebyggelsen Enighedslund og forsikringsselskabet Fremtidens hovedsæde ved gennembruddets sydlige indgang samt bygningerne omkring den cirkulære plads ved viadukten over jernbanen.
Andre af bygningerne har imidlertid lidt en del overlast. Det er overordnet betragtet bl.a. kommet til udtryk ved bortfjernelse og ombygninger af altaner, ændringer i de oprindelige facadematerialers udtryk (ved bemalinger og berapninger) og ikke mindst ved udskiftninger af de oprindelige vinduer til nye i andre farver og typer,
hvorved oplevelsen af bygningerne er ændret markant. Som et særligt uheldigt eksempel kan Carlo Odgårds iøjnefaldende konkave
bygning på det sydlige hjørne mellem Vesterbro og Algade fremhæves. Her er det oprindelige stramme og elegante facadeudtryk
stærkt forstyrret af ommuringer af vinduespartierne, ændringer i
bygningens overflade og tilføjelsen af en gesims øverst på bygningen, der med en snert af klassicisme forekommer helt malplaceret i
den ellers strengt funktionalistiske sammenhæng.
Kun enkelte af funkisbygningerne er nedrevet, bl.a. Den ny Kilderestaurant fra 1932, der har måttet vige pladsen for det nuværende
Hotel Hvide Hus’ høje bygning.
I efterkrigstiden er en række nye bygninger kommet til i hullerne
mellem 1930’ernes funkisbygninger, dels som udfyldning af huller
dels til erstatning for nogle af de ældre huse, der i første omgang
overlevede gennembruddets nedrivninger. Blandt de mere markante kan nævnes den ny Aalborghal fra 1952 på østsiden af Vesterbros
sydlige del, og Jacob Blegvad og Torben Poulsens såkaldte Kollektivhuset fra 1956 yderst på vestsiden ved Limfjordsbroens landing.
Oplevelsen af Vesterbrogennembruddet og 1930’ernes bebyggelser
forstyrres stærkt af nyere byinventar som gadebelysninger, trafiklys,
el-ledninger, bevoksninger og skiltning.
3. Limfjordsbroen og Nørresundbys brolanding
Limfjordsbroen fra 1933 udgør endnu bindeled mellem Vesterbro
på Aalborgsiden af Limfjorden og den bevarede udfletning til Østerbrogade og Vesterbrogade syd for Nørresundbys gamle bydel. Ved
den nordlige brolanding står Charles Jensens brohus i en særdeles
velbevaret stand, der går igen ved flere af bygningerne langs Vesterbrogade, herunder Solgården. Som på Vesterbro i Aalborg har
flere af 1930’ernes funkisbygninger i Nørresundby imidlertid lidt
overlast ved forskellige ombygninger. I Nørresundby er oplevelsen
af tredvernes bygninger dertil ligeledes noget forstyrret af nyere gadebelysninger, trafiklys, el-ledninger, bevoksninger og skiltning.
Sårbarhed og virkemidler
Der foreligger enkelte fredninger af bygninger indenfor kulturmiljøets grænser, bl.a. Brigadér Hallings Gård (Vesterbro 77), hvor det
gamle forhus med kvist og trekantgavle over endefagene (ca. 1780)
har været fredet siden 1954 og Nordjyllands Kunstmuseum. Ingen
af 1930’ernes bygninger er imidlertid fredede.
Aalborgtårnet på toppen af Skovbakken tjener i dag som vartegn
for Aalborg, og selvom det ikke er omfattet af hverken fredninger
eller beskyttelser i lokalplanlægningen synes det ikke truet.
Ønskehuset på hjørnet af Kong Chr. Alle og Duebrødrevej, der sammen med Aalborgtårnet udgør det bedst bevarede levn efter Nordjysk Udstilling i 1933, er på baggrund af vurderingen med høj beva135
ringsværdi i kommuneatlasset omfattet af forbud mod nedrivning,
tilbygning, ændring af bygningens ydre fremtræden og udskiftning
af døre, vinduer mv. uden kommunens tilladelse (lok.pl. 05-037).
Aalborg kommune er i færd med udarbejdelsen af en ny lokalplanlægning for et større område omfattende Hasseris Villaby og Klostermarken møntet på fastlæggelsen af detaljerede retningslinier for
den fremtidige forvaltning af især områdets arkitektur (se bl.a. lok.
pl. 05-077, 05-079 og 05-080). Dele af området omfatter arealer,
der udgør en del af kulturmiljøudpegningen.
Der synes gennemgående at være en vis bevågenhed omkring værdierne af ’1930’er-byrummet’ i lokalplanlægningen. I Kommuneatlas for Aalborg Kommune er Vesterbro fremhævet som et af de mest
helstøbte funkisrum i Danmark, og en meget stor del af bygningerne på strækningen, der er omfattet af kulturmiljøet, er vurderet som
bevaringsværdige (dvs. bevaringsværdi 1-4) – herunder er flere vurderet til at være på højeste niveau (bevaringsværdi 1-3). I forbindelse med udarbejdelserne af en række lokalplaner møntet på nybyggerier, ombygninger og saneringer i og omkring dele af Vesterbrogennembruddet, Limfjordsbroen og dens landing i Nørresundby er
der derfor indføjet overordnede formuleringer med vægt på bevaring og udbygning af det særlige funkis-udtryk. – Herunder for områderne nord, øst og syd for Fremtidens hovedsæde (lok.pl. 10-050
og 09-048), området omkring Hotel Phønix (lok.pl. 09-055), den
nordvestlige ende af Vesterbro (lok.pl. 09-043) og for Nørresundby ved Brotorvets sydlige del samt hele Vesterbrogades sydlige side
(lok.pl. 12-045).
I forslaget til en ny hovedstruktur for Aalborg Kommunes kommuneplan (i høring 9. feb. – 6. april 2005), blev der dertil som noget
nyt indføjet strategier for udvikling af byens arkitektoniske rammer.
Vesterbro med Limfjordsbroen blev i den forbindelse udpeget som
et ’Aktuelt Indsatsområde’, hvis udformning og facadebearbejdning
skal tilføres kvaliteter, der kan tilgodese ønsker om kvalitetsfyldte,
stedsspecifikke byrum med varierede funktionsmuligheder. Der lægges i den forbindelse vægt på, at bl.a. Vesterbros gaderum, Aalborgtårnet og Charles Jensens funkishus ved brolandingen i Nørresundby udgør værdifulde elementer.
Den gældende lokalplanlægning tilvejebragte frem til 2006 ikke
samlede rammer for bevaring og vedligeholdelse af Vesterbros og
Nørresundbys ’funkisrum’. I 2006 blev dele af området, nemlig bebyggelsen langs Vesterbro imidlertid omfatter af en lokalplan med
henblik på at sikre det nødvendige administrationsgrundlag for at
give området et tiltrængt løft (lok. Pl. 09-041). Planen omfatter således detaljerede retningslinier, der sikrer at fremtidige ombygninger
og renoveringer sker med et højt kvalitetsniveau i harmoni med det
oprindelige arkitektoniske udtryk.
Bonitering
De bevarede elementer fra Nordjysk Udstilling, Vesterbrogennembruddet og Limfjordsbroen med dens landing i Nørresundby rummer store oplevelses- og identitetsværdier. Aalborgtårnet tjener som
et vartegn og en turistattraktion for Aalborg og er med sin udformning en iøjnefaldende markør for modernismens gennembrud i arkitekturmæssig henseende i 1930’ernes bybillede.
Vesterbros funkis-rum er blandt de mest helstøbte i Danmark, og
136
kontrasten til de enkelte bevarede levn fra den foregående bebyggelse – samt kiggene ind i sidegaderne mod middelalderens bydele
– rummer stor pædagogisk værdi for forståelsen af gennembruddets
karakter som noget radikalt nyt og moderne i byplanmæssig henseende. Skiftene fra Hobrovejs åbne bebyggelseslandskab til Kildeparkens grønne områder, Vesterbros mørke og lukkede byrum med åbne komponerede pladser og endeligt Limfjordsbroens åbning til alle
sider rummer stor oplevelsesværdi.
Limfjordsbroen står som et bindeled mellem de to engang adskilte købstæder Aalborg og Nørresundby. Ved brolandingen i Nørresundby fremstår omlægningen af det middelalderlige gadenet sammen med Vesterbrogades funkisbebyggelse som en yderligere understregning af 1930’ernes nytænkning i byplanmæssig og arkitektonisk henseende. Sammen med Hans Ove Christensens bygning
Frederiksbjerg i Århus (1933) udgør Charles Jensens Brogård i Nørresundby de første etagehuse i jernbeton i Danmark, og den står
dermed som et dansk pionerarbejde.
Kontekst/sammenhænge
Kulturmiljøets elementer kan ses som en del af en mængde projekter, der blev iværksat med medvirken fra det socialdemokratiske bystyre i 1930’ernes Aalborg.
Tæt på Aalborgtårnet blev Zoologisk Have indviet i Mølleparken i
1934 – ligeledes med en stærkt funkispræget bebyggelse. Udover
Vesterbrogennembruddet blev hele det gamle kvarter mellem Algade, Jernbanegade, Sankelmarksgade og Boulevarden nedrevet og
omdannet i slutningen af 1930’erne.
Endeligt kan forbedringerne af infrastrukturen ses i sammenhæng
med etableringen af en lufthavn ved Aalborg – først ved Rørdal fra
1936 – og fra 1938 Aalborg Kommunale Lufthavn, der fik til huse i
nyopførte funkisbygninger tegnet af Carlo Odgård ved herregården
Rødslet vest for Nørresundby.
Kildemateriale
Christensen, Per Bo & Topholm, Jens: Aalborg under stilstand og
fremgang fra 1814 til 1970. Aalborg 1990.
Forslag til ny hovedstruktur for Aalborg Kommunes kommuneplan,
http://www.aalborg.dk/kommuneplan/hovedstruktur/default2.htm
Fredningslisten, www.kuas.dk
Jensen, Bente: Moderne gennembrud i Aalborg i 1930erne. Aalborgbogen 2003.
Jensen, H. P.: Limfjordsbroen. Aalborgbogen 1968, side 60-77.
Knudsen, Børge Møller & Christensen, Per Bo: Skolegadekvarteret i
Aalborg. Aalborgbogen 1989.
Kommuneatlas, Aalborg Syd. Skov- og Naturstyrelsen 1994.
Kommuneatlas, Aalborg Nord. Skov- og Naturstyrelsen 1994.
Nielsen, Henrik & Christensen, Allan: Vesterbro – et gennembrud.
Aalborgbogen 1983.
Oversigt over gældende lokalplaner og byplanvedtægter, http://
www.aalborg.dk/kommuneplan/lokalplaner/default.htm
Oversigt over bevaringsværdige bygninger ifølge Kommuneatlas
for Aalborg Kommune, http://www.aalborg.dk/kommuneplan/bilag/
bilag+i.htm
Smidt, Claus M. & Iversen, Erik: Funkis. Det nordjyske gennembrud.
Aalborg 2003.
Trap. Ålborg Amt. 5. udgave 1961.
137
Aalborg – den ”gamle by”
Kulturmiljø nr. 88
Tema
Kystkultur, bosætning byer:
Købstæder, miljøer med religiøst præg: Klostre.
Sted/topografi
Aalborghus Slot ligger i Aalborg midtby og er placeret ud til Limfjorden. Kulturmiljøet afgrænses af følgende gader: Mod syd af Nytorv,
mod øst af Slotsgade, mod nord af Slotspladsen og mod vest af Lille
Kongensgade.
Emner
Købstadshavn, Helligåndskloster, Aalborghus Slot
Aalborg Helligåndskloster ligger i Aalborg midtby, og kulturmiljøet
afgrænses af følgende gader: Mod nord af Bispensgade, mod øst
af Klosterjordet, C.W. Obels Plads, mod syd og sydøst af Adelgade,
mod syd af Algade og mod vest af bebyggelsen langs østsiden af
Gravensgade.
138
Kulturmiljøet omfatter Aalborgs centrale bydel omkring åhavnene
og havnen mellem broerne - fra Slotsgade i øst til Vesterbrogade i
vest og Algade i syd. (Visse gamle gader, f.eks. Nørregade, Søndergade m.v. er forbigået, da de ikke skønnes at have direkte forbindelse med havnemiljøet.)
En stor del af området er udpeget som kulturarvsareal (DKC nr.
120516-52).
Tid
Middelalder - Helligåndsklostret (1050-1536), renæssance (15361660) og nyere tid (efter 1660). For havnens vedkommende - fra renæssancen til 1897.
Karakteristik
Købstadshavnen
Da Aalborg opstod i vikingetiden var det ikke ved selve Limfjorden,
men et stykke oppe ad Østerå, hvor forholdene gjorde det bekvemt
at have skibe liggende, og hvor en lerbanke gjorde bredderne tilstrækkeligt tørre til, at man kunne bygge huse. Østerå var herefter
byens havn, først alene, siden suppleret af Vesterå og nye havneanlæg ud mod Limfjorden. De strukturer, som skal omtales i det følgende, og hvis spor fortsat kan iagttages, opstod i renæssancen og
bevaredes indtil udgangen af 1800-årene.
Jacob Himmerig, Tønnies, ca. 1860.
Aalborg Stadsarkiv.
Vikingetidens Aalborg lå med centrum omkring det nuværende gadekryds Østerå/Algade, men efterhånden flyttedes tyngdepunktet mod nord og ud mod Limfjorden. I renæssancetiden opførtes en
række købmandsgårde på opfyldt jord langs Østerå fra Bispensgade til Ved Stranden. Bygningerne var hovedsagelig af bindingsværk
139
som størstedelen af periodens huse, men som noget usædvanligt
var de alle i tre etager. Den sammenhængende række af høje huse
må have virket meget imponerende i samtiden, og noget tilsvarende
kunne ikke ses i andre danske provinsbyer. Nu kan husrækken kun
beundres på fotografier, idet kun en enkelt af købmandsgårdene
er bevaret. Det er Jørgen Olufsens gavlhus fra 1616 med tilhørende kompleks af bindingsværkslænger. Købmanden boede selv på 1.
sal i gavlhuset, mens underetagen var indrettet til lagerrum med direkte adgang fra kajgaden langs åen. En tilsvarende ordning fandtes oprindelig også ved Jens Bangs Stenhus, som er blevet betegnet
som Nordeuropas mest imponerende købmandsgård fra perioden.
Vi ved, at Jens Bang udvalgte sin byggegrund meget omhyggeligt,
og det er ikke tilfældigt, at hans hus kom til at ligge ud til Østerå.
Jørgen Olufsens gavlhus i dag.
Kirsten Monrad Hansen 2006.
Østerå med skibe, Tønnies ca. 1860.
Aalborg Stadsarkiv.
På denne tid var handelsskibene ganske vist ofte blevet så store, at
de ikke kunne sejle op i åen, men de blev liggende på reden, og varerne blev herfra bragt i land i åhavnen ved hjælp af både. Småskibene, som i stor udstrækning blev brugt til sejladsen rundt i Limfjordsegnene, kunne dog fortsat lægge til kaj i åen, og så sent som i
140
1860’erne kunne fotograf Tønnies fotografere åen fuld af skibe, der
lå ved bolværket med deres varer. I 1872 begyndte man imidlertid en gradvis overdækning af åen. Efterhånden som flere og flere
stykker af åen skjultes, blev skibene trængt længere og længere ud
mod Limfjorden, men så længe der var åbent vand tilbage, blev åen
benyttet som havn. En af de havnefunktioner, der forblev i åen omtrent til det sidste, var salg af fisk fra både. Nogle af de sidste fartøjer, vi hører om, tilhørte folk fra Gjøl og Øland, som sejlede ind i
den resterende del af Østerå for at sælge deres varer. Vesterå har
en tilsvarende historie, men den fik aldrig den samme betydning
som Østerå.
Østerå i dag under renovering i
2006.
Kirsten Monrad Hansen 2006.
I 1895 vedtog man at grave en kanal, der skulle føre al åvandet i de
mange åløb, der hidtil havde løbet gennem Aalborg, øst om byen.
Kanalen blev færdig i 1897, hvorefter de gamle åløb kunne omdannes til kloakker. Åerne er nu helt væk, og historien kan kun aflæses
af gadeforløbene og de få bevarede købmandsgårde.
Ved Østerås tidlige udløb i Limfjorden opførtes mellem 1900-1902
en smuk toldkammerbygning efter tegninger af H. Kampmann.
Ved stranden i Aalborg.
Aalborg Historiske Museum.
Efterhånden som skibene blev større, blev der anlagt nye havneanlæg ud mod selve Limfjorden. Uden for den nuværende gade
141
Ved Stranden lå havnen Kåsen. På et maleri fra 1832 ser man Ved
Strandens facaderække til højre med den stadig bevarede Simonis
gård, mens man til venstre ser havnen med skibe og oplagspladserne for tømmer og møllesten, som er ankommet ad søvejen hertil
og venter på videresalg i Aalborgs opland. Havneanlægget er i dag
helt ændret, men stedet kan genkendes ved hjælp af bygningernes
facadelinie.
En storkøbmand som Jacob Kjellerup, der havde sin købmandsgård
liggende ud til fjorden, havde sin egen private havn, men bygningerne er nu overført til “Den Gamle By” i Århus, og ethvert spor af
havnen er forsvundet.
Aalborghus Slot
Det nuværende Aalborghus Slot blev anlagt efter Grevens Fejde
(1534-1536) som en afløser for den middelalderlige kongeborg Aalborghus, der blev ødelagt i forbindelse med feltherre Johan Rantzaus storm på Aalborg 18/12 1534. Middelalderborgen lå i området
lige syd for den nuværende Mølleplads ud for Rantzausgade nr. 4.
Aalborghus Slot blev derimod placeret i de lavtliggende strandenge
tæt på fjorden. Anlægget havde to formål: Dels skulle borgen beskytte byens vigtige havn og ankerpladserne på reden, og dels skulle borgen styrke kongemagten over for byens borgere, der netop
havde deltaget i Grevens Fejde på Skipper Clements side mod kong
Christian III.
Aalborg Slot. Nordfløjen.
Aalborg historiske Museum.
I sine oprindelige grundtræk har Aalborghus Slot haft en del lighed med det samtidige, men langt større Malmöhus, og begge de
strengt militære anlæg er rimeligvis bygget efter udkast af kongens
bygmester Morten Bussert. Arbejdet blev iværksat af Christian III´s
lensmand Erik Banner, men først for alvor fremmet af hans efterfølger som lensmand, Axel Juul, der tiltrådte i 1536. Axel Juul meddelte i øvrigt kongen i 1539, at han havde måttet kassere sin forgængers arbejde og begynde forfra. 1543-1545 fandt der omfattende jordarbejder sted, og i 1547 begyndte man at opføre borgens
bygninger efter Busserts anvisninger. I 1555, da Aalborghus Slot var
næsten færdigbygget, besøgte de to medlemmer af rigsrådet Otte Krumpen og Holger Rosenkrantz borgen og konstaterede, at den
kun kunne forsynes med fersk drikkevand gennem render udefra. Af
denne grund nedtrappede man tilsyneladende arbejdet med at befæste borgen, men i en rigsrådsbeslutning fra 1557 blev Aalborghus
Slot fastholdt som fæstning.
142
Slottets voldgrave blev forsynet med vand fra Lilleå (Peder Barkes
Å), og da denne å, der i øvrigt var Aalborgs østlige voldgrav i middelalderen, ikke altid var særligt vandførende, betød dette, at slottets voldgrave til tider stod med meget lidt vand. Dette forhold tillige
med den manglende vandforsyning har svækket anlæggets militære
værdi, og Aalborghus Slots militære betydning efter 1557 må derfor
have været mindre væsentlig. Så sent som i 1591 udførtes der dog
reparationer på en af runddelene, så helt opgivet som fæstning kan
slottet ikke have været, og som lokalt administrationscentrum og
bolig for lensmændene og senere stiftamtmændene beholdt det afgjort sin værdi.
Aalborg Slot. Østfløjen.
Aalborg historiske Museum.
I sin oprindelige skikkelse har Aalborghus Slot bestået af tre fløje mod henholdsvis øst, syd og vest bygget af grundmur op mod de
beskyttende ydre jordvolde. Fløjene har hævet sig ét stokværk over
voldene. Ind mod borggården var fløjene to stokværk høje og opført i bindingsværk. Borggården, der dannede en skæv firkant, var
mod nord lukket af en kraftig spærremur, og i denne indgik på den
nuværende portåbnings plads, et porttårn. På alle fire hjørner af det
næsten kvadratiske voldsted var der placeret fremspringende runddele, hvorfra voldstedets ydersider lod sig beskyde. Voldstedet var
som tidligere nævnt omgivet af vandfyldte voldgrave med tilløb i
sydøst fra Lilleå (Peder Barkes Å). Adgangen til borgen fandt som
også i dag sted fra nord – ad en smal dæmning mellem Limfjorden
og den ganske smalle nordlige voldgrav. Over denne førte en vindebro til porten. Der var ingen vold til denne side, men spærremuren var forsynet med lavtsiddende skydeskår for kanoner.
Under krige og besættelser i 1600-tallet tog bygningerne en del
skade, og ved genopførelserne skete der flere ændringer, der bidrog
til at forvanske slottets oprindelige strenge fæstningskarakter. Det
første, mere betydningsfulde tiltag var opførelsen i 1633 af nordfløjen, der fungerede som kornmagasin. Denne udvikling fortsatte i
1700- og 1800-tallet; således påbegyndtes i 1721en træbeplantning
af voldene, og omtrent samtidig blev resterne af vestfløjen nedrevet.
Voldgravene blev kastet til i 1853 og grundene solgt til private folk,
hvis ejendomme hurtigt kom til stort set at omgive slottet.
Af det gamle Aalborghus Slot er i dag øst- og nordfløjen bevaret.
Østfløjen fremstår i det væsentlige i sin oprindelige skikkelse, men
nedrevet er dog et 10 fag langt hus med bl.a. stalde, der var bygget til den nuværende østfløjs sydende. På gårdsiden, der er lavet
af svært egebindingsværk, krager 2. stokværk ud over 1. stokværk.
Østfløjen består reelt af to bygninger: et større hus på 27 fag mod
syd og et mindre på 7 fag mod nord. På det større hus er de oprindelige knægte nu fjernet, mens de glatte knægte stadig er bevare143
de på det mindre hus. Fløjens grundmurede yderside er hovedsageligt muret af gule munkesten, men dele af muren er i nyere tid blevet omsat i bindingsværk. På fløjens yderside sidder der længst mod
nord over de kurvehanksbuede vinduesåbninger fremspringende
”bryn”.
Den i 1633 opførte nordfløj er mod syd, på gårdsiden, af bindingsværk. Dette blev i øvrigt i 1840’errne rettet op, da det foroven hældede stærkt udad. Mod nord består den kraftige ydermur af gule
munkesten, der primært er lagt i munkeskifte (to løbere, én binder).
Forhøjelsen af murværket er dog lagt af små mursten. Muren rejser sig over en høj sokkel af granitkvadre. Nær den vestlige ende af
nordmuren er der over 1. stokværk indmuret fire langt fremspringende, svære granitbjælker, der givetvis har båret en nu fjernet karnap eller løbebro.
Den oprindelige sydfløj, der rummede stegers og bryggers, blev
nedbrudt i nyere tid, og i 1808 opførtes en enkel magasinbygning
i to stokværk, bygget i murværk i det nederste stokværk mod syd
og ellers i bindingsværk. Et luftbombardement i 1940 under Anden
Verdenskrig ødelagde delvist bygningen, der siden hen blev genopbygget.
I den nordlige del af den vestlige vold er der stadig bevaret to hvælvede gange. Den ene, der nær udspringet deler sig i to grene, går
på skrå gennem volden og har haft forbindelse med den nordvestlige runddels kasematter; mens den anden gang, der er højere og
bredere, går tværs gennem volden, og den har rimeligvis ført til en
udfaldsport. Længere mod syd i den vestlige vold findes to andre
hvælvinger, der sikkert har hørt til den nu nedrevne vestfløj. Disse
hvælvinger stammer givetvis fra slottets ældste tid. På den vestlige
volds gårdside opførte man i 1890’erne en høj mur til afgrænsning
af slotsgården. Muren findes stadigvæk.
Øst-, nord- og sydfløjen fremstår i dag hvidkalkede, mens bindingsværk samt døre og andet træværk er rødmalet. Bygningerne har
tegltag. Fløjenes oprindelige rumindretning er mere eller mindre
ændret, og bygningerne anvendes i dag primært af Statsamtet for
Nordjylland.
Helligåndshus og Helligåndskloster
Aalborgs yngste middelalderkloster, Helligåndsklosteret, blev stiftet i 1451 på grundlag af et Helligåndshus og hospital, oprettet 20
år tidligere af Maren Hemmings. Helligåndshuset blev lagt i Skt. Peders sogn nær byens vestre voldgrav, Vesterå, på nogle jorde, som
Maren Hemmings havde arvet efter sine forældre. Aalborg by skænkede den nye stiftelse en grund, som grænsede op til den allerede
donerede jord, og ud fra disse grunde voksede det senere kloster.
Klosteret i Aalborg var i øvrigt det første kloster af Helligåndsordenen i Danmark.
144
Aalborg Helligåndskloster.
Aalborg historiske Museum.
Helligåndsklosteret var et dobbeltkloster for brødre og søstre, og
klosterets vigtigste opgave var at hjælpe og pleje fattige, syge, hitte- og spædbørn. Som regel var arbejdet fordelt således, at søstrene hjalp de fattige og syge, mens tilknyttede ammer tog vare på hitte- og spædbørnene. Brødrene tog sig af de økonomiske forhold og
vedligeholdelsen af klosterbygningerne, og præsterne forestod de
kirkelige handlinger som for eksempel messer og begravelser.
Inden reformationen i 1536 opførtes et imponerende flerfløjet bygningsværk i gule munkesten omkring to lukkede fratergårde, kaldet
Brødregården og Søstregården. De mange fløje blev ikke bygget på
én gang, men kom til i løbet af de cirka 100 år, som Helligåndshuset og
-klosteret eksisterede. En imponerende bedrift som understreger, at
Aalborg klosteret var en ganske velhavende institution blandt andet
grundet rige gaver og en klog forvaltning af disse.
Aalborg Helligåndskloster. Korsgangen i østfløjen.
Aalborg historiske Museum.
145
Klosterkomplekset blev grundigt restaureret omkring år 1900, og
bortset fra kirken og klokketårnet, der blev nedrevet henholdsvis inden midten af 1600-tallet og i 1809, fremstår komplekset i dag velbevaret. I Brødregårdens østfløj finder man i kapitelsalen således
fine kalkmalerier fra 1512-1520 med blandt andet den dømmende
Kristus og biskop Erik Kaas’ våben.
Efter reformationen blev klosteret omdannet til byens hospital, og i
1554 fik Aalborg Katedralskole, også kendt som Latinskolen, tillige
til huse i en af de tidligere klosterbygninger. I dag fungerer bygningerne som ældreboliger, og der arrangeres ofte offentlige rundvisninger i det gamle kloster.
Kirkebygningen
På den jord, som Maren Hemmings i 1431 skænkede til Helligåndshuset, stod der nogle bygninger. Vi kender ikke til karakteren eller
placeringen af disse huse, men de kan have givet husly til institutionen i den første tid efter oprettelsen. I 1434 brændte hele stiftelsen,
men i et paveligt brev fra 1437 nævnes såvel en kirke som en kirkegård, så genopbygningen må være gået i gang hurtigt efter branden.
Vor viden om Helligåndshusets kirke er ikke stor, men muligvis var
bygningen identisk med den beskedne kirke, som vi kender fra klostertiden senere i 1400-tallet. Det pavelige brev fra 1437 må betyde, at en kirke fandtes eller i hvert fald var under bygning. Eftersom
kirken var en meget væsentlig bygning for Helligåndshuset, virker
det afgjort sandsynligt, at den er blevet opført i stiftelsens første tid.
Kirken kan meget vel have stået færdig, inden klosteret blev oprettet i 1451.
Aalborg hørte under Viborg stift, og det var således biskoppen af Viborg, der indviede kirken til Helligånden samt Jomfru Maria, Johannes Evangelist, Skt. Morten og Skt. Lucius.
Den kirke, vi kender, var øst-vest vendt og lå som sydfløj i det, der
senere skulle blive til Brødregården. Den var godt 9 meter bred fra
ydermur til ydermur og antagelig minimum 22,5 meter lang. Den
enskibede bygning var opført i gule munkesten på en sokkel af hugget granit, hvorunder der lå et egentligt fundament af rå kampesten. Kirken havde et jævnbredt skib og kor, og muligvis har den
været overhvælvet fra opførelsen; det kan vi dog ikke vide med sikkerhed. Adgang til kirken synes at være foregået ad både en sydlig
og nordlig dør. Sydgavlen i Brødregårdens østfløj blev senere bygget sammen med kirkekorets nordmur, og herved fik man skabt en
direkte adgang fra denne fløj til kirken via den dør, der stadig – om
end tilmuret – sidder for enden af østfløjens korsgang.
Op mod kirkens lige afsluttede østgavl var det tidligere nævnte
klokketårn rejst. Hvornår tårnet blev bygget er uvist, men måske kan
tårnet dateres på grundlag af den klokke, som hang i det. Klokken
bar en indskrift, der fortalte, at den var støbt af ”Magister Petrus” af
Randers. Han støbte klokker til flere nordjyske kirker, særligt i perioden mellem 1425 og 1450. I grundplan målte tårnet cirka 4,4 x 4,4
meter i udvendige mål, og fra flere tegninger og prospekter af Aalborg ved vi, at tårnet havde saddeltag og kamtakkede gavle med
blændinger. I tårnrummet var der indrettet et kapel for Skt. Anna.
Kirken blev som omtalt ovenfor nedbrudt inden midten af 1600146
tallet, men en del af koret stod faktisk helt frem til begyndelsen af
1800-tallet. Denne bygningsdel indgik nemlig i Katedralskolen.
Helligåndsklosteret blev efter sin oprettelse i 1451 en ganske velhavende institution, og det er meget tænkeligt, at man da har ønsket
at udvide klosterkirken ved at tilbygge et eller to sideskibe. Desværre har vi ingen viden om dette, for de skriftlige kilder tier, og de arkæologiske undersøgelser mangler.
Kirkegården
Beliggenheden af Helligåndshusets kirkegård kendes ikke med sikkerhed. Formentlig lå den syd for kirken på et grundstykke, som
endte i en spids ved Adelgades udløb i Algade.
I 1472 opnåede Helligåndsklosteret tilladelse til at udvide kirkegården i sydøstlig retning, og derved blev grunden nærmest rektangulær med et areal på cirka 1400 m². Til gengæld måtte klosteret betale for en omlægning af Adelgade, så den fik det forløb, den har i
dag. Kirkegården lå herefter mellem Vesterås nu udtørrede leje bag
Gravensgade og Latinergyden (kirken) – Adelgade – Algade.
Under tiden kaldtes kirkegården for ”søndre kirkegård”, hvilket antyder, at der må have været en nordre. Den kan have ligget i Brødregården og har i givet fald været på omtrent 600 m². Den søndre
kirkegård eksisterede i øvrigt helt frem til 1795 som kirkegård for
byens hospital, der som nævnt fik overdraget de tidligere klosterbygninger ved reformationen.
I forbindelse med en renovering af Aalborg Historiske Museum blev
der i 1999 udgravet en elevatorskakt inde i museumsbygningen.
Herved fremkom der 11 begravelser, som blev arkæologisk undersøgt. De afdøde må være begravet på den søndre kirkegård efter
1472. Flere af de begravede var lagt i trækister, og den bedst bevarede kiste blev optaget til konservering og fremtidig udstilling.
Bevaringstilstand
Der er ikke meget tilbage af det gamle Aalborg, idet de karakteristiske åer og de fleste af husene i dag er forsvundet. Gadernes udbygning har endvidere i nogen grad tilsløret de oprindelige forhold.
Af de bevarede bygninger er de få fredede i en rimelig bevaringstilstand, mens andre enten er helt forvanskede (f.eks. huset med Limpotten) eller ved ombygninger i større eller mindre grad er under
forvandling. Den smukke Simonis Gård har således i løbet af de seneste 25 år mistet en stor del af sin autenticitet.
Toldboden tegnet af H. Kampmann
og bygget i 1900-1902.
Aalborg historiske Museum 2006.
147
Aalborghus Slot er generelt set i en god bevaringstilstand. En fredning af slottet blev gennemført i 1921, hvor der blev tinglyst en servitut om, at slottet er fredet i klasse A.
Bygningerne til Aalborg Helligåndskloster er i en god bevaringstilstand, og de holdes løbende ved lige. Bygningerne fungerer ikke
mere som et kloster, men de anvendes i dag som ældreboliger. Klosterkomplekset blev grundigt restaureret omkring år 1900. Bygningerne blev fredet i 1918.
Sårbarhed og virkemidler
De omtalte strukturer i form af gadeforløb er ikke umiddelbart truet. Derimod er der en betydelig fare for, at ikke fredede, men bevaringsværdige gamle huse i området mister deres autenticitet, hvad
enten det sker ved moderniserende eller romantiserende ombygninger.
Aalborghus Slot
Aalborghus Slot er dels fredet, og dels er området som et synligt
fortidsminde beskyttet af Naturbeskyttelsesloven.
Aalborghus Slot er tillige omfattet af det arkæologiske kulturarvsareal for middelalderbyen Aalborg. Udpegningen er sket i forbindelse med en landsdækkende kortlægning af kulturarvs-arealer af
national betydning, iværksat af Kulturarvsstyrelsen.
En bevarende lokalplan for Aalborghus Slot bør udarbejdes. Aalborg Historiske Museum skal kontaktes forud for ethvert anlægsarbejde, der indebærer jordarbejder eller ændringer i de stående bygninger.
Aalborg Helligåndskloster
I sig selv er klosterbygningerne ikke særligt truede af anlægsarbejder, men under terræn vil der de fleste steder inden for kulturmiljøet
være arkæologiske levn fra klostertiden (eller endnu ældre), som vil
være truede ved fremtidige byggerier og anlægsarbejder. Umiddelbart vil resterne af klosterkirken og klokketårnet samt kirkegårdene
være truede ved jordarbejder, men også under almindelige byejendomme, f.eks. langs Bispensgades sydside, kan der sandsynligvis
findes arkæologiske levn fra klostertiden.
Aalborg Helligåndskloster er tillige omfattet af det arkæologiske
kulturarvsareal for middelalderbyen Aalborg. Udpegningen er sket i
forbindelse med en landsdækkende kortlægning af kulturarvsarealer af national betydning, iværksat af Kulturarvsstyrelsen.
Der kan med fordel udarbejdes en bevarende lokalplan for det centrale klosterområde med de bestående klosterbygninger. Aalborg
Historiske Museum skal kontaktes forud for ethvert byggeri eller anlægsarbejde, der indebærer jordarbejder.
Bonitering
Selvom Aalborgs midtby rummer enestående bygningsværker, hvoraf Jens Bangs Stenhus er i international klasse, er området som helhed ikke længere præget af gamle huse. Det bevarede gadenet er
dog vigtigt for forståelsen af byens gamle struktur, og f.eks. markerer gaderne Østerågade og Vesterå stadig åernes oprindelige forløb, hvor åhavnene var, ligesom gaden Ved Stranden angiver en
gammel strandlinie.
148
Jens Bangs Stenhus, en af Nordeuropas mest imponerende købmandsgårde.
Aalborg historiske Museum.
Aalborghus Slot er Danmarks eneste bevarede lensmandsresidens
fra renæssancen, og som sådan er det unikt og bør naturligvis bevares. Slottet har en videnskabelig værdi, da det stadig kan studeres
som et udtryk for renæssancens befæstningskunst og boligbyggeri.
Slottet har desuden en stor oplevelsesværdi, da det trods de nedrevne bygninger fremstår som et meget helstøbt miljø.
Aalborg Helligåndskloster er et af de få velbevarede klosteranlæg i
Danmark, og anlægget har såvel en stor videnskabelig værdi som
en stor oplevelsesværdi. Her kan de besøgende stadig få et indtryk
af rammerne om et middelalderligt klosterliv.
Kontekst/sammenhænge
Byens udvikling skal ses i sammenhæng med den centrale placering
i forhold til den store handel, der foregik både i og uden for Limfjorden.
Andre lokaliteter i den umiddelbare nærhed med tilknytning til kystkultur er: Aalborg værft med bevaringsværdige bygninger, roklubhuse, lystbådehavne, friluftsbad m.v.
Som nævnt er Aalborghus Slot unik, men de bevarede, gamle bindingsværksfløje kan naturligvis sættes i sammenhæng med andre
149
bevarede bygninger af bindingsværk, f.eks. i Aalborg og i Den gamle By i Århus, hvor mange af Aalborgs gamle bindingsværkshuse i
dag befinder sig. Selve voldanlægget kan relateres til andre samtidige fæstninger, f.eks. Malmöhus.
Af andre bevarede klosteranlæg i Danmark kan nævnes sortebrødreklosteret Skt. Catharinæ i Ribe og karmeliterklosteret Skt. Mariæ i
Helsingør.
Anvendt kildemateriale
Bender, Henning, Lars Tvede-Jensen og Gert Poulsen: Aalborgs Historie bd. 1-5. Aalborg Kommune 1987-92.
Bergh, Ole, Helge Drescher og Svend B. Olesen: Aalborg Havn.
Aalborg havneudvalg 1976.
Johansen, E. et al.: Aalborgs Historie 1. Fra Aalborgs fødsel til Grevens Fejde. Aalborg 1992.
Kock, J.: Helligåndshus og -kloster i Aalborg. 100 års byggeaktivitet.
Hikuin 23, 1996,
s. 149ff.
Martensen-Larsen, F.: Aalborghus Slot 1539-1989. Et nordjysk slots
historie igennem 450 år.
Udg. af foreningen ”Venner af Aalborghus Slot” 1989.
Møller, S. Bergmann: Helligåndskloster, kirke og kirkegård. Budolfi
Sogneblad 2004.
Olesen, Sv. B.: Aalborg bys kirkegårde. Aalborg 1984.
Petersen, Viggo: Gadeliv i Aalborg - i åløbenes tid, Aalborg-bogen.
Selskabets for Aalborgs Historie 1997.
Trap, J.P.: Danmark. Femte udgave, 1961. Ålborg Amt, bind VI, 3, s.
831ff.
Uldall, F.: Danmarks middelalderlige Kirkeklokker. Kjøbenhavn 1906.
Anden udgave v.
Forlaget Hikuin 1982.
Beskrivelsen er udarbejdet af Aalborg historiske Museum og
Viggo Petersen.
150
Dansk Eternit Fabrik
Kulturmiljø nr. 89
Tema
Industri
Emne(-r)
Industrianlæg
Sted/Topografi
Dansk Eternit Fabrik er placeret ved de store kridtforekomster, der
rejser sig stejlt mod syd fra Østre Allé ved Sohngårdsholm i Aalborgs sydlige udkant. Placeringen er en følge af, at fabrikken i 1927
blev etableret som en nicheproduktion for cementfabrikken Danmark, der fra 1896 til slutningen af 1970’erne, anvendte kridtforekomsterne til cementproduktion.
Som et resultat af cementfabrikkens råstofindvinding er der opstået et omfangsrigt åbent kridtbrud ind i Sohngårdsholmbakken, hvor
flere af fabrikkens bygninger dermed efterhånden har kunnet placeres. På trods af udgravningerne sætter stigningen i terrænet imidlertid stadig et tydeligt præg på fabriksområdet med især markante
niveauforskelle i fabrikkens bygningsmasse.
Rids over bygningsmassens udvikling
med en række bygningsdateringer,
angivelser af bygningernes oprindelige formål og en række vejnavne.
Illustration Morten Pedersen.
151
Mens fabriksområdet således har kunnet udvides mod syd i takt
med råstofindvindingen, har dets østlige, nordlige og vestlige afgrænsning været bestemt af Sohngårdsholmsvej, Østre Allé og Sønderbro.
Tid
1891 – og frem til i dag
Luftfoto af eternitten ca. 1935.
Foto J. A. Kierkegaard
Karakteristik
Cementfabrikken Danmark blev fra 1897 den anden af Aalborgområdets store cementproduktioner (efter Aalborg Portland), men
egentligt strakte anlæggelsen sig tilbage til 1891, hvor Isidor Henius
med engelsk kapital i ryggen forsøgte at etablere en cementfabrik
ved sit gods Sohngaardsholm. Man nåede i den forbindelse både at
fremstille maskiner og at opføre en række bygninger, men bl.a. som
følge af faldende cementpriser kom fabrikken aldrig i gang.
Foto af shedtagsbygningen, der
rummede anlæggene til fremstilling
af bølgeplader.
Fotograf ukendt. Årstal vel i nærheden af 1960.
152
Da interessentskabet The Danish Portland Cement Company Ltd.
etablerede Portland Cementfabrikken Danmark fra 1896, skete det
derfor ved en fuldførelse af de halvfærdige fabriksbygninger og
med en blanding af forladte og nyindkøbte maskiner.
Cementfabrikken fik imidlertid transportproblemer, fordi den med en
placering ca. 1 kilometer fra den nærmeste havneudskibning var afhængig af landtransport. De omfattende indførsler af brændselsstoffer til produktionen og udførsler af færdig cement var dermed hæmmet i forhold til de øvrige cementfabrikker omkring Aalborg og Nørresundby, der alle blev placeret således at der kunne etableres havnefaciliteter ud mod Limfjorden. Cementfabrikken Danmark kunne
derfor ikke konkurrere på produktionen af cement alene og søgte
med etableringen af Dansk Eternit Fabrik fra 1927 sin egen niche.
Videreforarbejdningen af cement ved iblanding af fibre til armering
– i første omgang hovedsageligt asbest, senere cellulose – sikrede
fabrikkens position gennem det efterfølgende trekvarte århundrede.
I første omgang optog man med succes produktionen af de karakteristiske eternitbølgeplader til tagbelægning på grundlag af en teknologi, der var opfundet i Østrig omkring århundredeskiftet. Da
eternitpladerne blev markedsført massivt ved Nordjysk Udstilling i
Aalborg i 1933, og da man samtidigt kunne drage nytte af toldbeskyttelse, opnåedes en så gunstig udvikling, at produktionen i 1937
fuldstændigt dækkede hjemmemarkedets behov.
Anlæg til fremstilling af bølgeplader
i den store shedtags-bygning. 2004.
Foto Morten Pedersen.
Dertil kom efterhånden en række andre produkter. Blandt de mest
kendte kan nævnes produktionen af eternitrør til drikkevands- og
spildevandsledninger fra 1938 til 1973, og Siporexfabrikken der blev
etableret i 1948, og som frem til 1982 fremstillede støbte byggeelementer i letbeton på licens fra den svenske virksomhed Internationella Siporex AB.
Fra 1957 producerede fabrikken desuden Glasolit (indstillet 1989)
og Navilit (flyttet til Aalborg Portland i 1970), dvs. gennemskinnelige
glasfiberarmerede polyesterplader og ubrændbare plader til skibsaptering.
153
Herudover kan nævnes fremstillingen af plane eternitplader til murbeklædning og en omfattende håndformning af eternitprodukter til
bl.a. rygningsplader, udluftningsrør og altankasser, og endeligt har
fabrikken leveret produkter, der dækker spektret fra byggeelementer til sammensatte konstruktionselementer og gennemførte byggeløsninger.
Siporexfabrikken, hvor produktionen
foregik i flere etager, og hvor transporten af materialer og produkter
fandt sted med skinnekørende kraner. 2004.
Foto Morten Pedersen.
Blandt de sidste kan nævnes 30-dages huset fra 1957, hvormed man
leverede et tidligt led i den industrialisering af byggeriet med præfabrikerede og standardiserede elementer, der prægede det danske byggeboom fra 1960 til 1972. 30-dages huset var således tænkt som en pakkeløsning for opførelsen af et økonomisk overkommeligt hus til en kernefamilie udelukkende ved brug af produkter fra Siporexfabrikken.
Det ca. 360.000 m2 store fabriksområde blev efterhånden i grove
træk koncentreret omkring tre områder, hvor bygningerne til produktionerne af cement, eternitplader og siporex stadig i dag dominerer (se oversigtsplanen). De enkelte områder forbindes af fabrikkens egen infrastruktur, der er etableret i takt med de forskellige
produktioner, og som er navngivet derefter med navne som Cementvej, Siporexvej, Danmarksvej osv. Flere steder har de markante
niveauforskelle mellem bygningerne resulteret i stejle skrænter og
etableringen af lange trappeforbindelser, hvorved helheden kan give mindelser i retning af sydeuropæiske bjerglandsbyer.
Centralt på fabriksområdet dominerer levnene efter cementfabrikken stadig på trods af nedrivninger og ombygninger efter cementproduktionens ophør i slutningen af 1970’erne. Fabrikkens roterovnsanlæg er ganske vist fjernet, men flere af de ældste anlæg
og bygninger til cementfremstilling findes bevaret. De nederste dele af skaktovnene, der blev anvendt til cementbrænding i starten
af 1900-tallet, er således bevaret i bygningsmassens ældste dele i
form af metertykke mure, der brydes af indfyringshullerne med adgang til ovnenes indre. Her giver produktionsprocessen således indtryk af i en helt særlig grad at have dikteret udformningen af den
bygningsmæssige ramme, og dette indtryk styrkes yderligere af nyere mægtige siloer og vandretliggende cementgange, der bryder
ovenud af bygningerne og derved nærmest udvisker grænsen mel154
lem produktionsanlægget og den bygningsmæssige ramme. Bygningsmaterialerne udgøres overvejende af gule teglsten og fabrikkens egne produkter, dvs. cement og eternitplader.
Cementfabrikken Danmark 2004 set
fra Cementvej.
Foto Morten Pedersen.
I områdets nordvestlige hjørne ud mod Sønderbro findes den
42.000 m2 store bygning, hvor hovedparten af bølgepladeproduktionen har foregået. Bygningen udgøres af et stålskelet udfyldt med
plane eternitplader og med nordvendte shedtags vinduesfag. Den
er opført ved tilbygninger i perioden fra 1934 til 1962, der har skullet huse fremstillingen af eternitplader, navilit og eternitrør. Efterhånden som de sidstnævnte produktioner ophørte hen mod 1970,
blev hele bygningsmassen imidlertid inddraget til fremstillingen af
eternitplader. Udformningen som en fladebygning var således hensigtsmæssig for eternitpladefremstillingen, der var forbundet med
en omfattende horisontal transport med traversvogne og trucks
mellem en række maskinstationer til henholdsvis en første udformning af eternitpladerne og efterfølgende presninger, hærdninger,
tilskæringer mm.
Luftfoto af Dansk Eternit Fabrik o.
1970. Nederst ses den meget store bygningsmasse, hvor der fra
1934 til 2003 har været produceret
især eternitplader. I midten resterne af cementfabrikken Danmark,
og øverst til højre hallerne, der har
rummet siporexfabrikken. I baggrunden cementfabrikkens kridtbrud.
155
Inderst på fabriksområdet mod det store kridtbrud domineres bygningsmassen af de store bygninger opført i perioden 1948 til o.
1960 til produktionen af siporex. Der er først og fremmest tale om
såkaldte kranlagre, hvor lastbiler har kunnet køre ind til direkte lastning af de færdige elementer fra skinnekørende kraner.
Selve produktionen har imidlertid fundet sted i en toetagers bygning, hvor transporten af de tunge råmaterialer og færdige elementer er foregået med loftsophængte skinnekørende kraner og via
huller i etageadskillelsen. Omfanget af de besværlige horisontale
flytninger er således nedtonet ved at fordele produktionen over flere etager.
Hertil kommer en større mængde bygninger og anlæg, der er spredt
rundt på fabriksområdet, og som har været anvendt til en lang række forskellige formål. Heraf kan bl.a. fremhæves de store lagerhaller ud mod Sønderbro, en række folkebygninger, der er blevet opført lokalt ved de enkelte udvidelser af produktionen på området,
laboratoriebygninger og endelig kontorfaciliteterne ved Sohngårdsholmsvej.
Bevaringstilstand
Overordnet kan de ydre strukturer, der er blevet etableret omkring
produktionen, karakteriseres som oprindelige, uforstyrrede og velbevarede.
Først og fremmest foreligger de landskabelige elementer med
kridtbrud og stigningerne i terrænet således endnu i stort set den
form, de har fået frem til ophøret af kridtindvinding i slutningen af
1970’erne. Fabrikkens infrastruktur med veje, ramper og trappeforbindelser er ligeledes intakt.
Dertil er hovedparten af bygningsmassen, der er blevet opført fra
fabrikkens etablering o. 1900 og frem stort set til i dag, bevaret i
former tæt på deres oprindelige på trods af, at fabrikken gennem
hele perioden har haft karakter af et miljø i stadig udvikling, hvor
nye produktioner er flyttet ind i gamle bygninger. Den eneste større
bygningsnedrivning har været af cementfabrikkens roterovnskompleks.
Portnerhuset.
156
Samtidigt er fabriksområdet imidlertid præget af, at de mange forskellige produktioner gennem en årrække har været under afvikling
med en gradvis funktionstømning af produktionsbygningerne og et
tiltagende forfald til følge.
Den sidste af de mange produktioner på fabrikken ophørte ved udgangen af 2004, hvorved miljøets status som et aktivt miljø i stadig
udvikling må siges endeligt at være ophørt.
Området er endnu ikke omfattet af en lokalplan og bygningsmassen
er ikke genstand for vurdering i Kommuneatlas, Aalborg Syd.
Folkebygning fra 1958 ved Cementvej. 2004.
Foto Morten Pedersen.
Sårbarhed
En væsentlig del af baggrunden for, at fabriksområdet har bevaret en stor del af sit oprindelige præg, har været den fortsatte brug
til produktion. Med ophøret af den sidste produktion ved udgangen
af 2004 er områdets fremtidige status og anvendelse imidlertid helt
uafklaret.
Ud over administrationsbygningen, der anvendes af Dansk Eternit
Holding, er der således fare for den fremtidige eksistens af samtlige kulturmiljøets elementer i bestræbelser på at inddrage området
til nye formål. Først og fremmest den specialiserede og flere steder
forfaldne bygningsmasse synes truet i den sammenhæng, men også
fabrikkens egen infrastruktur og den samlede karakter i retning af
en bjerglandsby er i fare for tilintetgørelse.
Da området endnu ikke er omfattet af en lokalplan og da bygningsmassen ikke er genstand for vurdering i Kommuneatlas, Aalborg
Syd, foreligger der ingen retningslinier for en fremtidig bevaring af
kulturmiljøets elementer. I lyset af, at området rummer autenticitet, stor identitets- og oplevelsesværdi og unikt bevarede anlæg fra
den tidlige europæiske cementproduktion, bør et fremtidigt lokalplanarbejde tage sigte på at udnytte disse elementer ved kulturmiljøets fremtidige udvikling. Det kunne ske ved genanvendelser af dele af bygningsmassen, f.eks. cementfabrikkens anlæg, der befinder
sig på grænsen mellem maskine og bygning, og som derfor i særlig
grad kan siges at sammenfatte et ’industrielt’ udtryk. Men det kunne også ske ved en bibeholdelse af fabrikkens egen infrastruktur,
der både vidner om fabrikkens størrelse og sammenfatter de mange
produktioners etablering og deres sammenhæng med naturgrund157
laget – det sidste især ved trappeforbindelserne mellem niveauforskellene i den ’ sydeuropæiske bjerglandsby’,
Bonitering
Fabriksområdet rummer træk, der er typiske for en moderne cementproduktion – både i Danmark og globalt. Det gør sig først og
fremmest gældende med fabrikkens placering i det store kridtbrud,
der klart afspejler cementindustriens naturmæssige grundlag, men
også med bygningsmassens karakter, der nærmest befinder sig et
sted på grænsen mellem produktionsanlægget og den bygningsmæssige ramme.
De bevarede rester af cementfabrikkens oprindelige skaktovne fra
o. 1900 er unikke i en europæisk sammenhæng, idet tilsvarende
elementer af tidlige ovnanlæg til cementproduktion stort set ikke
findes bevaret andetsteds.
Den store fladebygning med nordvendte shedtag, hvor fremstillingen af eternitplader er foregået, udgør en karakteristisk repræsentant for en type industribygninger, der har været fremherskende i
såvel dansk som udenlandsk industriarkitektur i det 20. århundrede,
men som allerede fra o. 1980 har været en sjældenhed i Nordjylland.
Fabriksområdet fremstår autentisk i den forstand, at det ikke er forstyrret af andre faktorer end fabrikkens produktion.
Hele fabrikkens bygningsmasses specialiserede karakter er forbundet med et ’råt’ og industrielt udtryk, der har høj oplevelses- og
identitetsværdi for Aalborg.
Cementfabrikken Danmark 2004 set
fra Danmarksvej.
Foto Morten Pedersen.
Kontekst/sammenhænge
Vest for Sønderbro findes en lergrav, hvorfra der er blevet indvundet
ler til fremstillingen af cement.
En væsentlig del af baggrunden for Aalborg områdets position
som Nordjyllands industrielle centrum har været de omfattende og
mandskabskrævende anlæg til cementproduktion på de store fabrikker Aalborg Portland, Danmark og Norden ved Aalborg samt
Nørresundby Portland Cementfabrik og Dansk Andels Cementfabrik
158
ved Nørresundby. I løbet af det 20. århundrede koncentreredes den
danske cementproduktion til Aalborg-området, og Dansk Eternit Fabrik i Aalborg havde frem til produktionens ophør monopol i Danmark på fremstillingen af eternit.
Af de fem cementfabrikker ved Aalborg og Nørresundby udgør Aalborg Portland og Cementfabrikken Danmark de bedst bevarede
komplekser.
Anvendt kildemateriale
Bender, Henning: Aalborg industrielle udvikling fra 1735 til 1940.
Aalborg 1987.
Birket-Smith, Thomas m.fl.: Fabrik – Industriens arkitektur i Aalborg.
Aalborg 2002.
Drachmann, Povl: Aktieselskabet Portland Cementfabrikken Danmark
1899-1924. København 1924.
Johansen, Hans Chr.: Gennem forandring til fremskridt. Aalborg Portlands udvikling 1972-89. Aalborg 1986.
Palmer, Marilyn & Peter Neaverson: Industrial Archaeology – principles and practice. London & New York 1998.
Pedersen, Morten: Dansk Eternit Fabrik A/S – nogle aspekter af
virksomheden og dens historie før lukningen i 2004. Trykkes i tidsskriftet Fabrik og Bolig 2005.
Pedersen, Morten: Den nordjyske industribebyggelses udvikling og
lokalisering. Udpegning af industriminder i Nordjyllands Amt. Arbejdsrapport til Kulturarvsstyrelsen 2004.
Sestoft, Jørgen: Danmarks Arkitektur - Arbejdets bygninger. København 1979.
Aalborg Syd Kommuneatlas. Bevaringsværdier i byer og bygninger.
1994.
159
Aalborg Portland
Kulturmiljø nr. 90
Tema
Sted/Topografi
Cementfabrikken Aalborg Portland er placeret ud mod Limfjorden
ved Rørdal i Nørretranders sogn ca. 3 km. øst for Aalborg.
Industri
Emne(-r)
Industrianlæg
Placeringen er bestemt dels af transportmæssige hensyn dels af eksistensen af lettilgængelige og rigelige råstofforekomster i undergrunden tæt op til fabrikken.
Med uddybningen af sejlrenden i Limfjorden ved Hals Barre i løbet
af 1880’erne og med en fra naturens hånd stor vanddybde tæt ind
mod fjordens bredder ved Rørdal, kunne der således netop her opnås direkte adgang til søværts indførsel af brændsel (kul) og tøndestaver til en cementproduktion og til udførsel af den færdige cement. Da der i området samtidigt var rigelige og velegnede forekomster af cementproduktionens væsentligste råstoffer, kridt og ler,
helt op mod jordens overflade, var placeringen desto mere oplagt.
160
Siden produktionens etablering og frem til i dag er der indvundet
kridt i området syd og øst for fabrikken, hvilket har resulteret i meget gennemgribende ændringer af landskabet. Den tidligere dalsænkning Dybdal, der ikke er kridtholdig, fremstår således i dag
som et højdedrag og i det aktive kridtbrud, der er ca. 1,7 km langt
og 1 km bredt, graves der ned til 70 m under terrænets oprindelige
overflade.
Leret er i dag som råstof i produktionen erstattet af sand, der bl.a.
efter aftale med Nordjyllands Amt pumpes op af Limfjordens sejlrender og sejles til fabrikkens kajanlæg.
Kulturmiljøet omfatter dele af fabriksområdet.
Tid
Fra 1889 og frem til i dag
Karakteristik
Aktieselskabet Aalborg Portland-Cement-Fabrik blev stiftet i 1889
på initiativ af Aalborg-købmanden Hans Holm i samarbejde med
ingeniørfirmaet F.L. Schmidth. Opførelsen af fabrikken ved Rørdal
blev påbegyndt umiddelbart herefter – i første omgang med etableringen af et kajanlæg ud mod Limfjorden.
Oversigtskort over Aalborg Portland
med de forskellige funktioner tegnet ind.
Lige fra sin anlæggelse har fabrikken været Danmarks absolut største cementfabrik, og i dag er den tillige den eneste. En del af baggrunden for denne udvikling har været de naturmæssigt særligt
gunstige forhold for cementproduktion, men også F.L. Schmidths
brug af fabrikken til udviklingen af en række teknologier, der i kraft
af deres velegnethed og via ingeniørfirmaets omfattende eksport
fortsat i dag udgør hovedprincippet for cementproduktionen på fabrikker verden over.
161
Det var især tilfældet med udviklingen i tiden omkring 1900 af de
ovnteknikker, der i deres hovedprincipper stadig i dag anvendes til
den centrale forarbejdning af råstofferne.
Cement fremstilles ved en brænding af en blanding bestående af
hovedsageligt kalk og ler til ca. 1500˚, hvor materialet sintrer til såkaldte klinker, der efterfølgende kan finmales til et pulver med hydrauliske, dvs. vandhærdnende, egenskaber.
Frem til o. 1900 blev produktionsmetoderne især udviklet i England,
hvor man som regel blandede råmaterialerne op med vand i store
slemmesystemer, og efter en langvarig bundfældningsproces hen
over sommerhalvåret skar den stivnede masse ud i blokke, der blev
yderligere tørret i tørreskure og derefter opstablet og brændt i lodretstående skaktovne.
Ved anlæggelsen af Aalborg Portland valgte man dog at anvende
en såkaldt ’tør proces’, hvor brændingen ganske vist stadig foregik i
lodrette ovne, men hvor råmaterialerne først blev tørret i særligt udviklede tørretårne, kværnet til pulver og sammenblandet, og derefter tilført så meget vand, at massen kunne udskæres i blokke, som
atter skulle tørres, inden de blev opstablet i skaktovnen.
I første omgang blev der anvendt skaktovne efter udenlandske forbilleder, men i løbet af 1890’erne udviklede man en ny type, den
såkaldte ’Aalborg-ovn’. Aalborg-ovnens betydning blev imidlertid
hurtigt formindsket, idet F.L. Schmidth omkring 1900 på Aalborg
Portland videreudviklede en teknik med brænding i skråtstillede
og roterende stålrør – såkaldte roterovne. Teknikken, der oprindeligt var opfundet i England i 1870’erne, havde hidtil kun været anvendt på forsøgsstadiet bl.a. i USA, men på baggrund af udviklingsarbejdet på Aalborg Portland kunne den endeligt implementeres i
en egentlig cementproduktion, og den blev derefter genstand for en
omfattende eksport til fabrikker verden over.
Aalborg Portland 2004. Vue hen
over en del af roterovnsområdet
med roterovnshus og slemmeriet
med en bygning ovenpå slamsiloerne ved ovnenes højre side.
Foto Morten Pedersen.
Hovedprincippet i roterovnsteknikken – der anvendes endnu i dag –
udgjorde en markant forsimpling i sammenligning med den tidligere mandskabskrævende håndtering af råstoffer og klinker omkring
skaktovnene. En flydende råslam pumpes fra en slemme direkte op i
bagenden af roterovnen, hvorfra den ved ovnens rotation glider ned
162
mod en brændzone, hvor temperaturen ved indblæsning af brændbare materialer når så højt op, at der dannes cementklinker. Disse
fortsætter derefter nedenud af ovnen til klinkerkølere og videre ud
til fabrikkens møllerier. I forhold til de tidligere metoder blev der på
den måde opnået både en kontinuerlig produktionsproces, der kan
passes af en relativt begrænset arbejdsstyrke, og et bedre forarbejdet produkt.
Listen over innovationer i produktionsapparatet på Aalborg Portland er imidlertid lang, og indbefatter bl.a. en lang række ændringer som følge af de stigende energiomkostninger efter oliekrisen i
1970’erne, hvor cementfabrikkerne blev tvunget dels til at finde nye
brændselstyper dels til at søge energibesparelser ved overgangen til
en mere tør råslam.
En af de største ændringer på Aalborg Portland i den sidste fjerdedel af det 20. årh. var således den gradvise erstatning af leret i produktionen med flyveaske og sand i tør tilstand. En anden var udviklingen af en såkaldt cyklon, hvor slammen ved bl.a. spildvarme fra
klinkerafkølingen blev tørret inden indgangen til roterovnen. Dertil
kan nævnes indkøbet af nye kridtgravemaskiner, udvidelser af slemmesystemerne, mølleriet, overgangen til EDB samt en række miljøforanstaltninger – både overfor omverdenen og overfor (i forhold til
?) fabrikkens medarbejdere.
Aalborg Portland 2004. Vue over
en del af roterovnsområdet. Forrest
til venstre slemmebassiner, i midten
varmegenvindingsanlæg.
Foto Morten Pedersen.
De mange udviklinger og ændringer af produktionsprocessen på
Aalborg Portland har sammen med en række udvidelser medført
store forandringer i produktionsanlæggets fysiske fremtræden. Fabriksområdet er således kommet til at bestå af en stor mængde meget forskelligartede bygninger og konstruktioner, der er etableret siden virksomhedens etablering og frem til i dag.
Fra det første anlæg fra 1889 er der kun bevaret halvdelen af en
mindre bygning, der i dag anvendes som lagerplads. Fra perioden
før 1900 er der imidlertid bevaret en række bygninger, bl.a. kedelhus, kraftcentral og en laboratoriebygning, og fra starten af 1900tallet findes tillige bevaret en række af bygningerne omkring de
centrale produktionsprocesser, dvs. slemmeribygninger/anlæg og
ovnhuse.
163
Laboratorium, kedelhus og kraftcentral fra slutningen af 1800-tallet. 2004.
Foto Morten Pedersen.
Samlet set, karakteriseres området af meget forskelligartede konstruktioner, hvoraf især de markante fritliggende maskiner og kemiske anlæg samt en række halbygninger er helt dominerende. Dertil
kommer de store arealer, hvor fabrikken oplagrer brændselsstoffer
– hovedsageligt kul og affald.
Gennemgående præges fabrikken af anlæg, hvor grænsen mellem
produktionsanlægget – forstået som selve maskineriet – og de bygningsmæssige rammer er svær at trække. Dette indtryk understreges yderligere af de mange og omfattende systemer til transporter af råvarer og færdige produkter, der forbinder produktionsprocessens enkelte led, og som - ligesom faciliteterne til opbevaring nærmest bryder ud af de bygningsmæssige rammer.
Kridten til produktionen udvindes fra det enorme kridtbrud ved siden af fabrikken, mens sandet sejles ind bl.a. fra Hals Barre, hvor
man med sandpumper holder sejlrenden fri. Kridten transporteres via et kilometerlangt transportbånd fra kridtbruddet til fabrikken, hvor den opblandes med de øvrige råstoffer i vand til en slam i
slemmerne, dvs. en række store kar monteret med systemer til omrøring. De store åbne fungerende slemmebassiner er placeret rundt
omkring i den del af fabriksområdet, hvor de op til 180 m lange roterovnes øvre ende findes, således at slammen skal pumpes den
kortest mulige vej for at komme ind til brændingen.
Nogenlunde midt på en række af de nuværende roterovne – hvor
ældre ovne tidligere har haft deres øvre ende – findes et ældre
slemmeanlæg i en træbygning, hvortil der er placeret en række siloer med et mølleri til formaling af slammen i våd tilstand placeret i en hus-lignende bygning på toppen. Dette anlæg er fra starten af 1900-tallet og er kun delvist i drift, hvorved det nærmest står
som et monument over, hvordan den omfattende produktionsproces
med håndteringen af store mængder flydende råstoffer har krævet
udviklingen af konstruktioner, der ligger langt udover gængse bygningsmæssige rammer. Samtidigt vidner bl.a. den højt hævede bygnings nyromanske vinduesåbninger og halvsøjleopdelte murfelter
om, at produktionsprocessen ikke alene har bestemt bygningsudformningen, men at også mere arkitektoniske og stilbetonede idealer har været i spil.
164
Slemmeriet med bygningen til vådmølleriet placeret ovenpå siloanlægget. 2003.
Foto Inger Bladt.
Roterovnene dominerer fuldstændigt fabriksområdets centrum. I deres øvre ende er roterovnene forsynet med skorstene, der er forbundet
med omfattende anlæg til genindvinding af varme. I den nedre ende,
hvor indfyringen med olie, kul og affald foregår, er roterovnene overdækkede af ovnhuse – hvoraf ét med rundet paptag er fra 1908. Herudover er roterovnene imidlertid placeret i det fri. Ovnhusene er etableret i takt med indsætningen af nye ovne gennem 1900-tallet, og de
består af forskellige konstruktionstyper, hovedsageligt over jernbetonskeletter. Ovnhuset fra 1908 er imidlertid opmuret af gul tegl.
Ovnhuset fra 1908 på Aalborg Portland. 2004.
Foto Morten Pedersen.
Bagved ovnhusene findes en række cementmøller, hvor de brændte
cementklinker finmales til færdig cement. Møllerne, der for enkeltes vedkommende er fra 1930’erne, er dels placeret i en afdeling af
ovnhusene dels i nyere selvstændige bygninger, hvoraf én er tegnet
af Jacob Blegvads tegnestue (i 1980’erne).
Udover mølleribygningen har Jacob Blegvads tegnestue tegnet en
række af fabrikkens nyere bygninger, der alle er kendetegnet ved
stringente og skarpe lodretstående ribber i cement – et facadepræg,
165
der en overgang blev overvejet påsat også ældre bygninger for at
give hele området en ensartet karakter. En enkelt af Blegvads bygninger – fabrikkens gipslager – er imidlertid udformet som en pyramideagtig kegle efter gipsdyngens form og beklædt med grå eternitplader. Bygningens funktion og indholdets egenskaber er således
udnyttet til et arkitektonisk raffinement.
Bag cementmøllerierne findes en meget stor halbygning, der tjener
som klinkerlade.
Længere ud mod Limfjorden findes fabrikkens kedelhus, kraftcentral, velfærdsbygninger mm., der hovedsageligt er placeret i halbygninger og længehuse opmuret i gul tegl i slutningen af 1800-tallet.
Dertil kommer administrations- og kantinebygningerne, der er betonkonstruktioner og – som fabrikkens øvrige nyere bygninger – er
tegnet af Jacob Blegvads tegnestue.
Cementmølleri (til højre) og gipslager (bagerst) tegnet af Jacob Blegvads tegnestue. 2004.
Foto Morten Pedersen.
Længst ud mod Limfjorden findes en række store cementsiloer, et
sækkepakkeri og lagerfaciliteter. Bygningerne her er ligeledes tegnet af Jacob Blegvads tegnestue.
Etableringen af Aalborg Portland affødte en massiv indvandring af
ufaglært arbejdskraft fra de omkringliggende landområder. Mellem
1890 og 1901 forøgedes Vejgaards indbyggertal fra knapt 300 til over
3.000. Den store befolkningstilvækst i området medførte et stort boligbehov, hvilket bl.a. fra fabrikkens side blev løst med etableringen af arbejderbyen Sølyst tæt op mod fabriksområdet i årene omkring 1900.
Den oprindelige plan for cementfabrikken omfattede egentligt både en direktørvilla, funktionærboliger og små huse til mestre og arbejdere. I 1898 blev der projekteret en egentlig arbejderby, hvoraf
kun én etape imidlertid nåede at blive opført 1900-1901. Udover
30 dobbelthuse til beboelse efter tegninger af F.L. Schmidth-stifteren Alexander Foss (der var egentligt planlagt 125) blev der således etableret skole, brugsforening og forsamlingsbygning. Fra 1929
rummede Sølyst desuden en kirke med et tilskud fra fabrikken, der
også donerede en grund til byggeriet og kirkegården. Kirken blev
opført efter tegninger af arkitekt Ulrich Plesner. De sidste af arbejderboligerne blev revet ned i midten af 1970’erne.
166
Bevaringstilstand
Aktiv fabrik i udvikling.
Aalborg Portlands bevaringstilstand må betegnes som god og uforstyrret. Fabriksområdet er således på ingen måde funktionstømt,
men udgør i høj grad et miljø, der hele tiden har været og som fortsat er i en stadig udvikling, der er bestemt af hensynet til produktionen og af dens udvikling. Samtlige fabriksområdets elementer
er derfor konstant potentielt genstande for overvejelser om fortsat
drift, ændringer eller nedrivning.
På trods af nedrivninger, er der bevaret bygninger fra hele fabrikkens
levetid, der alle er præget af konstante vedligeholdelser, men hvis
grundformer – og i enkelte tilfælde også detaljer – er oprindelige.
Fra det første anlæg fra 1889 findes kun halvdelen af en enkelt bygning, der i dag anvendes som lagerplads. Bygningen er i god stand.
Fra tiden omkring 1900 stammer kedelhus, kraftcentral, laboratoriebygning, slemmeribygningen/anlægget midt på roterovnsområdet
og ovnhuset med den rundede tagkonstruktion. Ovnhuset fra 1908
er ligesom kedelhus, kraftcentral og laboratoriebygningen netop
istandsat og derfor i god stand. Kraftcentralen rummer i dag fabrikkens eget museum, mens den gamle laboratoriebygning efter en
omskiftelig periode atter er ved at blive indrettet til laboratoriefaciliteter. Kedelhuset henstår ubenyttet.
Slemmerianlægget midt på roterovnsområdet er kun delvist i brug.
Træbygningen, der rummer selve det gamle slemmeri, hverken anvendes eller vedligeholdes længere, og den er derfor i meget dårlig
stand. Bygningen, der er placeret på toppen af siloerne, anvendes
heller ikke længere. Flere af siloerne er i en meget dårlig stand, og
de, der stadig anvendes, lækker flere steder vand. Anlægget er genstand for planer om snarlig nedrivning.
Dertil er en række bygninger fra 1960’erne og 1970’erne bevaret i
deres oprindelige udformning, bl.a. bestemt af opførelsen i letbetonmaterialet siporex. Bygningerne anvendes og vedligeholdes.
De nyere bygninger med det letgenkendelige præg fra Jacob Blegvads tegnestue er alle bevarede i god stand.
Området er endnu ikke omfattet af en lokalplan og bygningsmassen
er ikke genstand for vurdering i Kommuneatlas, Aalborg Syd.
De sidste af arbejderboligerne i kvarteret Sølyst blev revet ned i
1976. Kirken, opført efter Ulrich Plesners tegninger i 1929, eksisterer og anvendes endnu.
Sårbarhed
Miljøets som helhed autentiske præg vil umiddelbart kun være truet,
hvis råstofindvindingen og produktionen af cement skulle ophøre.
Overordnet set synes kulturmiljøet således ikke at være truet, men
må snarere forventes at blive yderligere udviklet gennem fremtidige
udvidelser, tilpasninger, innovationer og ændringer af vedligeholdelsesmæssig karakter i produktionsapparatet.
Isoleret set er samtlige miljøets enkeltelementer imidlertid i fare enten for ændringer eller simpelthen bortfjernelse. For øjeblikket er
167
dette mest påtrængende for slemmeanlægget midt på roterovnsområdet, der er i en meget dårlig forfatning.
Da området endnu ikke er omfattet af en lokalplan og da bygningsmassen ikke er genstand for vurdering i Kommuneatlas, Aalborg
Syd, foreligger der ingen retningslinier for en fremtidig bevaring af
kulturmiljøets elementer. Det er afgørende, at kulturmiljøet fortsat
får lov at udvikle sig som et autentisk miljø, dvs. at der kan foretages ændringer affødt af hensynet til produktionen. Samtidigt kan
bortfjernelsen af enkeltelementer imidlertid have store konsekvenser for den kulturhistoriske fortælleværdi. Der burde foretages en
dybdegående dokumentation af fabrikkens bygningsmasse samt
analyser af baggrunden for dens udformning med henblik på tilvejebringelse af retningslinier og rammer for fremtidige ændringer.
Bonitering
Fabriksområdet rummer træk, der er typiske for en moderne cementproduktion – både i Danmark og globalt. Det gør sig først og
fremmest gældende med fabrikkens placering i det store kridtbrud,
der klart afspejler cementindustriens naturmæssige grundlag, men
også med bygningsmassens karakter, hvor det i flere tilfælde er
svært at trække grænsen for, hvad der udgør selve produktionsanlægget, og hvad der må betegnes som bygningsmæssige rammer.
Fabriksområdet fremstår autentisk i den forstand, at dets fremtræden ikke er resultatet af andre faktorer end valg, der er truffet i forbindelse med udviklingen af fabrikkens produktion.
Hele fabrikkens bygningsmasses specialiserede karakter er forbundet med et ’råt’ og industrielt udtryk, der har høj oplevelses- og
identitetsværdi for Aalborg.
En helt afgørende del af baggrunden for Aalborgområdets position
som Nordjyllands dominerende industrielle centrum har været de
meget omfattende og mandskabskrævende anlæg til cementproduktion på de store fabrikker ved Aalborg og Nørresundby. De tilbageværende elementer fra disse virksomheders cementfabrikation
udgør i det perspektiv levn både efter en særudvikling for Aalborgområdet og efter et af de mest centrale kendetegn for den nordjyske industristrukturs udvikling.
I kraft af, at den danske cementproduktion i løbet af det 20. århundrede blev koncentreret til Aalborg-Nørresundby området og derfra
næsten enerådende forsynede det danske marked, udgør elementer efter cementfabrikkerne desuden levn efter et centralt element af
den danske industristrukturs udvikling i det hele taget. Da den eneste
af fabrikkerne, der endnu anvendes til fremstilling af cement, og som
derfor kan betegnes som intakt, imidlertid er Aalborg Portland, indtager anlægget ved Rørdal en enestående central position.
Denne position bestyrkes endvidere af, at det var med etableringen
i 1889 af Aalborg Portland, at branchen vandt fodfæste i området
ved Aalborg og Nørresundby, og af, at en del af baggrunden herfor
var F.L. Schmidths udvikling på fabrikken af en række af de teknologiske fremskridt, der via en omfattende eksport fortsat udgør hovedprincippet for cementproduktion verden over.
Kulturmiljøet må i det lys karakteriseres som værende af overordentlig stor værdi i både historisk-, pædagogisk-, videnskabelig-,
168
og identitetsmæssig henseende – særligt for Aalborg-området, men
også for både det øvrige Nordjylland og Danmark som helhed.
Dertil kommer en stor oplevelsesværdi, idet hele anlægget – især
det enorme kridtbrud – kan erkendes på trods af, at der naturligvis
ikke er offentlig adgang til fabrikkens arealer.
Kontekst/sammenhænge
Udover råstofindvindingen ved Rørdal har fabrikken hentet råstoffer fra bl.a. en lergrav ved Hvorup (det nuværende vandskistadion),
sandgravning ved Vesterhavet, tørvegravning (til brændsel) i Lille
Vildmose og sand opsuget fra Limfjordens sejlrender.
Aalborg Portland har i det 20. århundrede udgjort en del af en større cementindustri ved Aalborg og Nørresundby, og kulturmiljøet må
således ses i sammenhæng med levnene efter de øvrige 5 fabrikker
– Danmark, Norden, Nørresundby Portland Cementfabrik og Dansk
Andels Cementfabrik. Heraf udgør Aalborg Portland det absolut
bedst bevarede kompleks, mens de øvrige står som funktionstømte
bygnings- og landskabslevn.
Aalborg Portland har bl.a. ejet cementfabrikkerne Dania ved Mariager fjord og Karlstrup ved Køge. Hertil kommer en lang række anlæg til cementdistribution landet over.
Endelig knytter udviklingen af en lang række af de centrale teknologier til cementproduktion på Aalborg Portland an til cementfabrikker over hele verden.
Anvendt kildemateriale
Interview med informationskonsulent Bent Ole Borup, Aalborg Portland, december 2004.
Bender, Henning: Aalborg industrielle udvikling fra 1735 til 1940.
Aalborg 1987.
Bender, Henning: Cementindustri og byudvikling i Aalborgområdet.
Cement i 100 år. Aalborg Portland 1889-1989. Aalborg Portland
1989.
Birket-Smith, Thomas m.fl.: Fabrik – Industriens arkitektur i Aalborg.
Aalborg 2002.
Brock, Peter m.fl.: Grav hvor du står – håndbog i at udforske et arbejde. Viborg 1982.
Drachmann, Povl: Aktieselskabet Aalborg Portland Cementfabrik
1889-1914. København 1915.
Francis, A. J.: The Cement Industry 1796-1914: A History. London
1978.
Johansen, Hans Chr.: Gennem forandring til fremskridt. Aalborg Portlands udvikling 1972-89. Aalborg 1986.
Kragh, Helge & Hans Jørgens Styhr Petersen: En nyttig videnskab.
København 1995.
Michelsen, Tove: Rørdal Arbejderby: samt historisk baggrund for og
beskrivelse af arbejderboligbevægelsen. Aalborg 1985.
Palmer, Marilyn & Peter Neaverson: Industrial Archaeology – principles and practice. London & New York 1998.
Pedersen, Morten: Hvordan ser en cementfabrik ud – og hvorfor?
– indgangsvinkler til studiet af de danske cementfabrikkers bebyggelsesmiljø. Rapport til Kulturarvsstyrelsen, 2004.
Sestoft, Jørgen: Danmarks Arkitektur - Arbejdets bygninger. København 1979.
Aalborg Syd Kommuneatlas. Bevaringsværdier i byer og bygninger. 1994.
169
Romdrup-Klarup
Kulturmiljø nr. 91
Tema
Landsbyer, forteklyngebyer,
parcelhusudstykning
Emne(r)
Sted/topografi
Klarup ligger på den nordlige del af Gudum-Klarup bakkeøen,
Romdrup ligger syd herfor, presset op mod bakkeøens østlige skråning. Mod nord er der store mark- og engstrækninger. De to landsbyer er næsten fuldstændigt sammenvoksede. Byerne omgives af
landbrugsjord, mod syd og øst noget højtliggende, men i øvrigt lavtliggende, muldede jorder på kalkunderlag.
Landsby, stationsby, parcelhusbebyggelse, forstad, mindre erhvervsvirksomhed, kirke,
herregård
Geografisk omfatter det udpegede kulturmiljøområde hele den i
2006 bebyggede del af Romdrup-Klarup samt det ubebyggede område mellem de to byer. Endvidere det ubebyggede område nord for
170
Klarups vestligste del, nord for Kærhavegård, og videre fra Klarups
nordvestlige del op mod Egensevej, fra en lille bakke frem mod Klarupgård nord for Egensevej. Klarupgård med næromgivelser, skov
m.v. er ligeledes omfattet af udpegningen, og tilbage mod syd til
den bebyggede nordøstlige del af Klarup, der omsluttes af udpegningen tilbage til området mellem de to byer.
Tid
Middelalder, ca. 1050 til i dag
Karakteristik
Kulturmiljømæssigt kan området inddeles i fire interesseområder,
nemlig:
• Romdrup, med kirke
• Klarup
• Klarup Kirke
• Klarupgård
Romdrup, sydlige del, mod nord.
Hals Museum 2006.
Romdrup, med kirke
Romdrup er en velbevaret forteklyngeby, hvor udviklingen, som den
ses i nabobyen Klarup, er gået bemærkelsesværdigt sporløst hen
over. Arkæologiske fund godtgør, at der har været menneskelig aktivitet og bebyggelse i området i yngre stenalder, 3000-1500 f. Kr.,
ligesom der er gjort fund fra jernalderen, 500-600 e. Kr. Sandsynligvis er Klarup udsprunget af denne bebyggelse eller boplads i vikingetid, ca. år 800, jf. senere.
Romdrup-Klarup sogne har i århundreder været ét pastorat, og meget tyder på, at Romdrup har været hovedsognet, men sandsynligvis allerede i middelalderen, ca. 1050-1536, har Klarup overtaget
førerpositionen. Den lidt uanselige og relativt beskedent udstyrede
Romdrup Kirke på Gudum-Klarup bakkeøens vestside er ikke, hvilket ellers gælder de fleste romanske kirker, i senmiddelalderen blevet forsynet med tårn og hvælv, men er fortsat kullet og med bjælkeloft. Romdrups gårde, og nu også mindre huse, trykker sig henholdsvis op mod bakkeøen mod øst og er placeret på de lavere arealer mod vest, kendeligt omkring forten eller fælleden, som siden er
blevet bebygget med mindre huse, men uden at byen har udviklet
sig yderligere mod vest og øst, i hvilken sidstnævnte retning bakkeøen har sat sine begrænsninger. På denne måde har byen bevaret
karakteristika som langstrakt forteklyngeby i retning nord-syd.
171
Romdrup, sydlige del, mod syd.
Hals Museum 2006.
Klarup
Klarup har gennemgået transmissionen fra landsby, forte- og forteklyngeby, over stationsby til en forstad bestående af parcelhuskvarterer. Klarup er et – torpnavn. Endelsen –rup kommer af –torp; en endelse, der kan dateres til vikingetid eller tidlig middelalder. Endelsen
–rup betegner typisk en udflytterbebyggelse, som nævnt sandsynligvis fra Romdrup. Man kan altså antage, at der har været bebyggelse i Klarup fra tidligst år 800 e. Kr. I modsætning til Romdrup optræder Klarup relativt hyppigt i de middelalderlige kilder. Den oprindelige landsby lader sig i dag ikke spore, ligesom Klarup har mistet ethvert stationsbypræg, uagtet stationsbyaspektet i 1900-tallets første
årtier har spillet en væsentlig rolle i Klarups udbygning, og i den næsten fuldstændige bymæssige sammenkobling mellem Romdrup og
Klarup, hvor udviklingen først og fremmest fandt sted i Klarup. Der
findes mindre virksomheder, særligt i området Staholm og nord for
Kærhavegård, dvs. omkring den tidligere jernbanelinie. Øst herfor
fandtes den gamle Klarup landsby, som i dag er fuldstændigt udbygget med parcelhuskvarterer, og som udgør en forstad til Aalborg. Detailhandel og erhverv er af overvejende lokal karakter.
Klarup, bygaden, mod nordøst.
Hals Museum 2006.
Klarup kirke
Klarup kirke er i sig selv et interessant anlæg. Bygningshistorisk adskiller den relativt lille kirke sig ikke fra den typiske romanske lands172
bykirke med gotisk tilbygning af våbenhus og tårn. Imidlertid er kirkens indre rigt udsmykket i såvel renæssancetid, repræsenteret ved
enkeltstykker, som i 1700-årene, hvor kirken underkastedes en næsten fuldstændig udsmyknings- og udstyrsmæssig omkalfatring, bekostet af Chr. Christensen til Klarupgård, udført af Aalborgmaleren
Laurits Friederich Weise. Det er en udsmykning, der bl.a. inkluderede det i det lille kirkerum næsten pompøse og imponerende herskabspulpitur, udsmykket med pietistiske emblemmalerier af usædvanlig fornem kvalitet. Der er tale om en udsmykning, som ikke er
typisk for en landsbykirke, og som, på trods af de skiftende tiders
mange nedslag, giver kirkerummet en usædvanlig helstøbt karakter,
som man sjældent finder i landsbykirker. Skal man nævne en pendant, hvor noget af det bedste i 1700-tallets emblemmaleri er repræsenteret, må det nærmest være Søndre Sogns, nu Sortebrødre
Kirke, i Viborg.
Klarup Kirke.
Hals Museum 2006.
Hertil kommer, at Klarup kirkes placering i dag adskiller sig fuldstændigt fra den typiske landsbykirkes placering, hvor den enten lå
centralt i byen eller på et nærliggende højdedrag. Der er ingen spor
efter den gamle Klarup landsby. Klarup kirke ligger i dag inde midt
i et parcelhuskvarter. Arealerne mod vest, mod stationsbyen Klarup,
er fuldt udbyggede; en bygade med detailhandel adskiller de to bydele. En væsentligere udbygning har derfor fundet sted mod øst, ud
over bakkeøen. Tidligere ledte en allé fra kirken til den mod nord
liggende Klarupgård.
Klarupgård
Klarupgård beliggende nord for Egensevej optræder i de skriftlige kilder i tidlig middelalder. I det hele taget er Klarupgårds tilstedeværelse
som en herregård med hovedgårdsrettigheder en væsentlig årsag til
den righed af skriftlige kilder, der findes til Romdrup og Klarup sognes historie. Alléen fra Egensevej ind til gården er rester af den ovenfor omtalte allé. Hovedfløjen mod nord er opført af Magdalene van
Ginchel i slutningen af 1600-tallet, mens avlsbygningerne, et trefløjet anlæg der lukker sig om gårdrummet op mod hovedbygningen, er
opført af Arnold Branth i 1858, efter tegninger af arkitekt Ferdinand
Meldahl, der bl.a. ledte arbejdet med genopførelsen af Frederiksborg
Slot i Hillerød efter branden i 1859. Skønt fra vidt forskellige perioder giver Klarupgårds bygningsmasse et homogent indtryk. I det lille
skovstykke vest og nord for gården er i øvrigt bevaret flyverskjul og
reminiscenser af feltmæssige anlæg fra anden verdenskrig, idet det
173
tyske luftvåben her etablerede en nødflyveplads, i tilknytning til den
store base ved Rødslet ved Nørresundby.
En samlet vurdering af området byder på visse vanskeligheder, idet
området ikke kan betegnes som hverken homogent eller som et typisk kulturmiljø, men i sig indeholder nedslag fra vidt forskellige perioder, og tillige fortsat er et område i væsentlig udvikling, hvilket
netop er årsagen til udpegningen.
For så vidt angår Romdrup må det konstateres, at der her er tale om
den mest velbevarede del af området, den mest ”præserverede” del,
al den stund, Romdrup ikke har udviklet sig over stadiet forteklyngeby. En væsentlig årsag hertil er de geografiske, naturgivne forhold,
og i den forbindelse den omstændighed, at disse forhold var gunstigere i Klarup, hvorfor udviklingen naturligt koncentreredes her. Dette forhold synes også at kunne aflæses i den relativt beskedne Romdrup kirke; en kirke, som sognet tilsyneladende ikke har magtet at
udbygge i den typiske takt. Det er således som forteklyngeby, Romdrups kvaliteter fremstår.
Klarup, bygaden, mod sydvest.
Hals Museum 2006.
Med hensyn til Klarup må det pointeres, at man her på den ene side vanskeligt kan aflæse væsentlige træk i byens udvikling. Således
er ethvert spor af den oprindelige landsby borte, ligesom man heller ikke finder de typiske stationsbytegn. Byen blev f.eks. ikke en Hby, men udviklede sig vest og øst for banelinien, dog mest mod vest.
Som Klarup fremstår i dag, med den uregelmæssigt afgrænsede bebyggelseslinie mod vest, og den næsten halvcirkulære bebyggelseslinie mod øst, er den i al væsentligt et produkt af de seneste årtiers
udvikling, og som sådan et godt eksempel på en typisk soveby eller forstad. Atypisk i den sammenhæng er Klarup kirkes beliggenhed
midt i et parcelhuskvarter, mens Klarupgård geografisk ligger adskilt
fra byen, men hvor den oprindelige sammenhæng mellem herregård og by ikke desto mindre lader sig aflæse, idet man fra Klarupgårds allés udløb i Egensevej udmærket kan konstatere det tidligere,
videre forløb op mod Klarup Kirke. I placeringen er herregårdens
isolerede ophøjethed i forhold til landsbyen ganske autentisk.
Bevaringstilstand
Romdrup har bevaret sit præg af forteklyngeby og endvidere af
landbrug som erhverv. I den forstand er Romdrup et oprindeligt fungerende område.
174
Klarup er en dynamisk by, hvor skiftende epokers udvikling både lader sig aflæse og ikke aflæse. Som landsby og stationsby må Klarup
siges at være uidentificerbar. Som forstad er byen fortsat i udvikling
og bør være det. Man må her sige, at Klarup i kulturmiljømæssig
sammenhæng er stærkt forstyrret og fortsat bør være det.
Klarup kirke rummer i sig som bygning, i selve bygningsmassen, i
dens interiør og dens funktion forhold, som rækker tilbage til middelalderen og således repræsenterer epoker og elementer, som
man ikke forventer at finde på stedet, hvilket netop er dens kvalitet
og stedets kvalitet.
Klarupgård udgør i en vis forstand geografisk et ikke tilgængeligt
appendiks til byen og kirken, men er sammen med kirken i kulturlandskabet med til at angive forstadens lange historie.
Sårbarhed
En decideret indgribende udvikling i Romdrup bør undgås. Byen bør
bevare sit præg af forteklyngeby.
I Klarup bør udviklingen reguleres efter de almindeligt gældende
regler, kommuneplaner m.v. Klarup bør være et ”laboratorium” for
den nyeste udvikling, således at udviklingen fra landsby over stationsby til forstad/soveby, og hvad der senere måtte komme, fortsat
kan gå sin gang og aflæses. Der advares altså ikke her mod fortsat
udvikling og forandring. I betragtning af de forsvundne landsby- og
stationsbylevn, bør man imidlertid være særligt opmærksom på dokumentation af Klarups udvikling.
Klarup kirke vil næppe funktionstømmes, heller ikke selvom bebyggelsen i det omgivende kvarter vil blive underkastet moderniseringer og ad åre evt. nybyggeri.
Der bør ikke bygges i området omkring Klarupgård, når bortses fra
de til gårdens drift nødvendige brugsbygninger m.v. Gårdens tidligere nævnte isolerede ophøjethed er et væsentligt indslag i kulturmiljøet Romdrup-Klarup.
Bonitering
Romdrup med kirke, Klarup kirke og Klarupgård er områder med stor
fortælleværdi og store oplevelsesmuligheder, hvilket dog for sidstnævntes vedkommende begrænses af, at der ikke er offentlig adgang til gården. Ikke desto mindre er der dog sammenhænge, som
f.eks. alléaksen, der i sig rummer disse muligheder.
Klarup bør betragtes som det, byen er: En forstad til Aalborg, men
med en lang historie, der angives af kirke og herregård, og som et
eksempel på, hvorledes udviklingen kan forvandle en i det mindste
tidlig middelalderlig landsby til ukendelighed.
Kontekst/sammenhænge
Vidt forskellige bymæssige strukturer og udviklinger lader sig aflæse
i området, fra landsbyen til forstaden, og ved hovedgården hovedgårdslandskabet. Det forhold, at der er tale om et fortsat dynamisk
område, gør det vanskeligt at pege på andre indlysende lokaliteter
eller temaer, der har sammenhæng med det beskrevne. For besættelsestidshistorikere vil der dog være interessante detaljer at hente i
flyverskjulene ved Klarupgård.
175
Anvendt kildemateriale
Nielsen, Henrik Gjøde: Til kirkens pryd og herskabets ære. Klarup
Kirke og Klarupgård. 2005.
(s. 276-288 findes en i princippet komplet fortegnelse over litteratur
om Romdrup-Klarup frem til 2005, samt fortegnelse over centralt
upubliceret kildemateriale i offentlige og private arkiver.)
Beskrivelsen er ud arbejdet af Hals Museum.
176
Lundby
Kulturmiljø 92
Tema
Yngre stenalder, oldtid generelt, historisk tid
Sted/Topografi
Landsbyen er beliggende på hovedvejen mellem Aalborg og Hadsund. To gravhøje beliggende på en aflang bakketop ved hovedvejen.
Emner
Gravhøje fortidsminder, landsby, regelmæssig vejforteby
Tid
Forhistorisk tid, nyere tid
Karakteristik
Lundby er en lille landsby, der er organiseret omkring tre store gårde. Vestervang mod vest, Jørgensdal mod nordøst og endelig en
177
gård mellem Vestervang og hovedvejen. Ud over de tre gårde er der
et parcelhuskvarter omkring ”Bygaden”, der er bebygget med huse,
der med enkelte undtagelser er opført i nyere tid. Derudover ligger
et enkelt restaureret stråtækt hus ”Lundby Hus” på den anden side
af hoved-vejen.
Kongehøj.
Aalborg historiske Museum 2005.
Syd for Lundby ligger to synlige høje fra forhistorisk tid, Kongehøj
og Kobbelhøj. Disse to høje er af anseelig størrelse og har i forhistorisk tid sammen med to nu overpløjede gravhøje udgjort en slags
skyline på toppen af bakken.
I dag tager en vindmøllepark i området syd for afgrænsningen af
kulturmiljøet en del af opmærksomheden fra højene og de har derfor ikke den monumentale virkning, som de formodentlig var tiltænkt - når der kigges op over området fra nordlig retning. Kobbelhøj indeholder en storstensgrav fra yngre stenalder, men tilgangen
som befinder sig på den østlige side er så tilgroet med hindbærkrat,
at det ikke er muligt at se nogle af stenene, ligesom gravhøjen befinder sig midt i et læhegn.
Kobbelhøj.
Aalborg historiske Museum 2005.
Træfningen ved Lundby
Efter Den anden Slesvigske Krig den 26. juli 1864 efter en kort våbenstilstand blev genoptaget, blev de danske styrker, presset af den
preussiske overmagt, trukket nord for Limfjorden, hvorfra hele Det
178
nørrejyske Korps fra den 1. juli udskibedes fra Frederikshavn for at
overføres til Fyn. Tilbage i Nørresundby blev et par regimenter, primært for at tilsløre udskibningen. Disse regimenter var under ledelse af oberstløjtnant Hans Charles Beck (1817-1890); en stabsofficer, som gjorde sig upopulær blandt mandskabet ved at genindføre
krumslutningsstraffen (sammenlænkning af hænder og fødder), og
som flere gange havde vist sin uduelighed i felten, hvilket sandsynligvis er medvirkende forklaring på den ulyksalige udgang af Træfningen ved Lundby, eller Lundbyaffæren, som den også kaldes. Af
instruksen for de i Nørresundby tilbageblevne regimenter fremgik
muligheden for en fremrykning sydpå, hvis det kunne gøres uden
stor risiko. Det var tilsyneladende denne passus Beck benyttede sig
af, sikkert for at rette op på sit ramponerede rygte.
Den 1. juli 1864 sendte preusserne tre rekognosceringskommandoer fra Hobro frem mod Limfjorden. Dette blev rapporteret til
Beck dagen efter, og Beck rykkede straks sydpå mod Ellidshøj, som
man forventede, at en af de fjendtlige styrker ville nå i løbet af natten. Denne havde imidlertid trukket sig tilbage, så Beck rettede opmærksomheden mod et af de andre preussiske kommandoer, som
var blevet rapporteret i Gunderup, ca. 10 km øst for Ellidshøj. Hertil nåede Beck med 1. regiments 5. kompagni, 160 mand, i løbet af
natten, og i morgengryet så han en fjendtlig kolonne bevæge sig
mod nord. Han satte efter og fik snart underretning om, at kolonnen havde gjort holdt i Lundby.
To km nord for Gunderup krones den store bakke af Kongehøj, og
herfra falder terrænet stærkt ned mod Lundby nogle hundrede meter mod syd. Preussernes 124 mand havde ikke opdaget forfølgerne, men fik øje på en af Beck udsendt spejder, angiveligt på Kongehøj, hvorfor preusserne straks blev kaldt til gevær og gik i dækning
i Lundbys sydlige udkant bag et lavt dige, der omtrent følger skellet
i haven til det i dag sydligste hus i Lundby, umiddelbart nord for det
for træfningen rejste mindesmærke.
Lundby, set fra syd, vejen op mod
Kongehøjen, hvorfra de tyske tropper blev observeret af danskerne.
Mindesmærket ses til højre i billedet.
Hals Museum 2006.
Beck blev af lokale, stedkendte folk flere gange gjort opmærksom
på, at han ved at følge en slugt mod øst kunne omgå preusserne
og falde dem i ryggen, og en stedlig smed tilbød endda at gå med,
hvilket overlegent blev afvist af Beck med ordene om, at hans folk
ikke skulle føres af en bonde. I stedet beordrede Beck straks gennemført ”et raskt og determineret bajonetangreb”.
179
Kompagniet stillede op i 16 geledder og gik til angreb, ned ad bakke mod de preussiske tropper, som i god dækning og med bedre våben (forladegeværer mod den danske bagladegeværer), afventede
angrebet. På 200 meters afstand åbnede preusserne ild, og flere
danske soldater faldt om, men stormløbet fortsatte, idet selv de sårede, der var i stand til det, rejste sig og løb frem. Flere salver fulgte,
og ca. 20 m fra det dige, hvor preusserne havde søgt dækning, brød
angrebet sammen. De danske tab var 97 døde og sårede; 21 døde
på stedet, 13 senere, og naturligvis mange tilfangetagne. Få danskere undslap sammen med Beck, der på sin hest havde overværet
angrebet fra Kongehøj, mens andre strejfede rundt i nogle dage, fik
civilt tøj af lokalbefolkningen, og ad omveje kom tilbage til Nørresundby. Preussernes tab var tre sårede.
Faktisk var sejren set med preussernes øjne både alt andet end sikker og overraskende. Da de opdagede, at de blev angrebet sydfra,
troede de sig omringet, og de preussiske officerer overvejede endog
at overgive sig, men besluttede sig for at skyde for at kunne klare
frisag ved en eventuel senere undersøgelse. Hertil kommer, at kun
omkring 70 af de 124 preussiske soldater kom til skud.
Beck hævdede selv, at han havde ført sit kompagni korrekt, og skønt
der åbenlyst var tale om store tab som følge af ledelsesfejl, fik affæren ingen konsekvenser for Beck. Han blev udnævnt til brigadekommandør, senere forfremmet til oberst og senere igen udnævnt
til kommandør af Dannebrogsordenen.
En del af de faldne blev begravet på Gunderup Kirkegård, hvor der
findes et mindesmærke for Lundbyofrene, ligesom der som nævnt er
opstillet et sådant umiddelbart syd for Lundby.
Bevaringstilstand
De to gravhøje er velbevarede.
Som struktur, dvs. som regelmæssig vejforteby, er Lundby velbevaret. I detaljen, dvs. for så vidt angår de enkelte huse, er byen mindre
velbevaret, al den stund hovedmassen af byggeri er parcelhuslignende bebyggelse opført i nyere tid, når bortses fra enkelte undtagelser, herunder ”Lundby Hus.”
Sårbarhed og virkemidler
Rejsning af yderligere vindmøller i området bør undgås, ligesom
rydning af hindbærkrattet på Kobbelhøj er tilrådeligt.
Lundbys struktur som regelmæssig vejforteby forekommer ikke
umiddelbart at være sårbar eller truet. Lundby har slet ikke i samme
omfang som områdets øvrige oplandsbyer været udsat for bebyggelsesmæssig udvikling, for udvikling af et parcelhus- eller forstadskvarter til Aalborg. Skulle en sådan udvikling imidlertid sætte ind, er
det indlysende, at byens velbevarede karakter af regelmæssig vejforteby vil være truet, herunder de kvaliteter i forbindelse med Træfningen ved Lundby, jf. nedenfor, der i dag forlener stedet med store
fortælle- og oplevelsesmæssige kvaliteter. Det ville være uheldigt,
hvis området fra Kongehøj mod nord over mindestenen for træfningen til skellet i den sydlige parcel bebygges, og derved umuliggør
en oplevelse af det landskab, i hvilket træfningen ved Lundby udspillede sig. Jf. bemærkningerne under afsnittet kontekst/sammenhænge bør området behandles med største varsomhed.
180
Mindestenen for Træfningen ved
Lundby, umiddelbart syd for landsbyen.
Hals Museum 2006.
Bonitering
Højene udgør ikke i sig selv et værdifuldt kulturmiljø, men sammenholdt med landsbyen og med såvel landsbyens som højenes betydning i Træfningen ved Lundby rummer landskabet store fortællemæssige kvaliteter.
Kontekst/sammenhænge
Dette punkt er på en gang vanskeligt og enestående. Umiddelbart
er den eneste sammenhæng mellem andre lokaliteter/temaer, der
kan beskrives her, en generel militærhistorisk sammenhæng, som
i regionen først og fremmest vil sige sammenhæng med områder,
miljøer og minder fra besættelsestiden 1940-1945. Det ligger i historien, i krigens gang, at der ikke findes kulturmiljømæssige minder fra Anden slesvigske Krig 1864 i Nordjyllands Amt, bortset fra
Lundby.
Lundby indtager derfor en enestående stilling blandt kulturmiljøerne, nemlig som det eneste område, i hvilket Anden slesvigske Krig
har sat sig spor i landskabet, på tre niveauer: For det første ved at
være det landskab, hvor træfningen fandt sted. Dette landskab er
urørt og indeholder i sig selv store oplevelsesmæssige værdier, som
181
burde formidles på stedet. For det andet er træfningen markeret
ved den omtalte mindesten. For det tredje ligger en del af de faldne
begravet på Gunderup Kirkegård, under et særligt udformet gravmæle. Der er altså tale om en landskabelig sammenhæng, som i sig
selv udgør et enestående område, og som tillige indgår i den større,
nordjyske militærhistorie.
Kilder
Bergh, Ole: Slaget ved Lundby. Aalborg Stiftstidende, 21/6 1987.
Dansk Kulturhistorisk Centralregister (DKC) www.dkconline.dk
Gregersen, Hans: Nordjylland i krig. 2001.
Pedersen, Johnny E.: Træfningen ved Lundby. Krigshistorisk tidsskrift,
nr. 2, 2005.
Sørensen, Carl Harding og Anne-Lise Lykke-Andersen: Lundby-affæren. Skalk, nr. 3, 1997.
Beskrivelsen er udarbejdet af Aalborg historiske Museum
(fortid) og Hals Museum (historisk tid).
182
Gudumlunds Fabrikker
Kulturmiljø nr. 93
Tema
Industri
Sted/Topografi
Kulturmiljøet består af ’fabriksøen’ ved Gudumholm samt de tilknyttede kanaler, herunder kanalen der strækker sig ud i Lille Vildmose.
Gudum sogn.
Emne(-r)
Industrianlæg
183
Fabriksøen er placeret nedenfor et bakket istidslandskab, hvor bølgeerosion flere steder har muliggjort en industriel udnyttelse af det
underliggende skrivekridt. Ved Gudumholm har kridtforekomsterne
været udnyttet ved kalkbrænding i skaktovne, der har hentet råstoffer ved direkte afgravning af en stejl kridtskrænt, der danner overgangen mellem istidslandskabet og de vidtstrakte flade og sumpede
engarealer ud mod den nærtliggende Lindenborg Å og Lille Vildmose længere mod sydøst.
Fragt af tørv på Gudumholm kanal
i 1919.
Sejlflod Kommune.
Fabrikkens gravede kanalsystem strækker sig ud gennem de nu afvandede engarealer mod Lille Vildmose. Kanalsystemet – der i dag
omkranser en ø, hvor en del af produktionsbygningerne har været
placeret – har dels bevirket en afvanding af kærarealerne, dels fungeret som et integreret led i fabriksanlæggenes drift. Først og fremmest har kanalerne således muliggjort indførsel med studetrukne
pramme af tørv fra Vildmosen som brændselsstof til fabrikkens produktion, og dertil har de ved opstemninger leveret kraft til de vandmøller, der har drevet fabrikkens maskiner.
Kanalsystemet er forbundet med Lindenborg Å, der som en del
af det industrielle miljø er udrettet og uddybet fra den nu tørlagte Vårst sø til udløbet i Limfjorden. Åen har således fungeret som
transportvej for udførsel af færdigvarer, først ved direkte indsejling
af skibe, men ret hurtigt efter en tilsanding af åmundingen i Limfjorden i starten af 1800-tallet ved omlastning til skibe fra pramme.
Umiddelbart øst for fabriksøen har lerforekomster i undergrunden været udnyttet til fremstillingen af tegl og fajance, hvorved store vandfyldte lergrave er blevet dannet. En lavning ved siden heraf,
’Dokken’, har tidligere været vandfyldt og brugt som en slags parkeringsplads for fabrikkens pramme.
Oprindeligt har fabrikskomplekset været beliggende frit, men efterhånden er landsbyen Gudumholm vokset frem omkring fabrikken – i
første omgang som følge af behovet for at tiltrække og fastholde en
stabil arbejdskraft på stedet. Elementer i landsbyen er derfor funktionær- og arbejderboliger samt en skolebygning, hvis etablering har
været forbundet med fabrikkens drift.
Tid
Ca. 1776 til starten af 1900-tallet.
Karakteristik
Godset Gudumlund var fra 1776 ejet af amtmanden i Randers, Frederik von Buchwald, der i 1798 solgte det til Ernst Schimmelmann
på Lindenborg. Under Buchwalds ledelse påbegyndtes i slutningen
184
af 1770’erne en lang række industrielle produktioner ved det nuværende Gudumholm (ca. 2 km nord for godset), der blev udbygget og
videreført af godsets ejere frem til starten af 1900-tallet. Etableringen af de industrielle produktioner i 1770’erne var blandt de første
i Danmark, og de var betinget af kongelig understøttelse. Ud over
et teglværk og et kalkbrænderi fik de mange produktioner imidlertid ingen lang levetid, og da flere af dem aldrig kom længere end til
forsøgsstadiet, blev de en dyr affære for fabriksejerne.
Kridtbruddet & arbejderbolig (Ågade).
Morten Pedersen 2005.
I første omgang anlagde Buchwald et garveri og en handskefabrik,
der imidlertid allerede var nedlagt i 1791.
Forud for Buchwalds tid havde der i hvert fald tilbage til 1760’erne været placeret en teglovn lidt øst for Gudumlund. I 1778 påbegyndte han etableringen af et kalkbrænderi tæt på kridtskrænten
ved Gudumholm og i 1781 et egentligt teglværk, der hentede ler
fra grave i området mellem fabrikken og Lindenborg Å. I starten af
1800-tallet havde kalkværket 6 ovne, der producerede i størrelsesordenen 36.000 tdr. kalk årligt til salg bl.a. via et salgskontor i København samt i Norge og Sverige. Teglværkets to mølleværker til
æltning af leret, to tørrelader og 5 ovne kunne på samme tid årligt
producere 500.000 mursten foruden tagsten. Til teglværket hørte
også et mølleværk, der holdt lergraven fri for vand. Både kalk- og
teglovnene brugte tørv fra vildmosen som brændsel og havde dertil
to fælles magasinbygninger. Tegl- og kalkværkerne fortsatte deres
produktion frem til starten af 1900-tallet.
Kanalen ned mod teglværket.
Morten Pedersen 2005.
185
I 1781-1782 anlagde Buchwald en linnedfabrik efter overenskomst
med det kongelige kommercekollegie, der også støttede projektet med bekostning af byggeriet af huse til beboelse for driftsleder
og ansatte, spindehus, vævehus med 20 vævestole, heglehus (hvor
man kæmmede hør), kogehus til et blegeri (hvortil der gik 200.000
stykker tørv årligt) og et marketenderi. Baggrunden for den store
støtte var, at man ønskede at uddanne landbefolkningen til en industriel produktion. Linnedfabrikken kom derfor til at fungere som
væveskole, og i første omgang blev den ledet af englænderen John
Gordon, som i 1768 var blevet hentet til Danmark for at virke for introduktionen af klædefabrikation i provinsen. Væveriet forudsatte
en husflidsbaseret fremstilling af garn, og med fabrikkens placering
på et gods kunne en sådan organiseres på grundlag af det allerede
etablerede net af fæste- og hoveriforpligtelser. I 1785 havde fabrikken således 400 tilknyttede spindere, der producerede råmaterialer
til væveriets 20 vævere. Linnedvæveriet fortsatte med statens støtte
frem til 1809.
I 1805 oprettedes en stentøjsfabrik med en møllestue til formaling
af lermasse og glasur, en tørrebænk til tørring af lermasse, en prøveovn, en stor produktionsovn, et glasurkammer og magasiner. Fabrikken fik imidlertid aldrig stor succes, og efter en brand i 1820 ophørte produktionen.
Fajancefabrikkens stemmeværk ved
bagkanalen. Til venstre fabriksøen, i
baggrunden Doktor-gården.
Morten Pedersen 2005.
Endnu mindre succes var der med etableringen af et glasværk i
1803. Det var tanken, at produktionen skulle baseres på tørvebrændslet fra Vildmosen, men da det viste sig, at dette ikke hurtigt
nok kunne tilvejebringe den fornødne varme, blev forsøgene indstillet i 1805.
Værst gik det dog med etableringen fra 1798 af det såkaldte laboratorie, der i første omgang kom til at bestå af et sæbesyderi og et
saltkogeri. Da sæben lugtede fælt, og da saltet heller ikke blev godt,
blev produktionen således hurtigt indstillet. Heller ikke forsøg på
fremstilling af salpeter og andre kemiske fabrikationer gav andet resultat end en masse spildte midler og kræfter.
186
Bro over fajancefabrikkens kanal.
Morten Pedersen 2005.
For at få vandet afledt fra sine engstrækninger påbegyndte Buchwald i 1777 gravningen af en kanal samt udretningen og uddybningen af Lindenborg Å fra Vårst Sø til udløbet i Limfjorden. Med anlæggelsen af kalkværket i 1778 blev kanalgraveriet – frem til dets
afslutning i 1802 – integreret i det industrielle anlæg. Via et meget
langt kanalanlæg kunne der på studetrukne pramme færges tørv
ind til fabriksområdet, som var koncentreret omkring to firkantede
øer – en sydlig og en nordlig – der var omsluttet af de gravede kanaler. På den sydlige ø placeredes – udover boliger for fabriksledere og funktionærer – fajancefabrik og linnedvæveri, mens teglværket var placeret på den nordlige fabriksø. Henover kanalerne gik
flere steder stensatte broer. Kalkværket blev, ligesom ’laboratoriet’,
placeret på de flade arealer øst for fabriksøerne og ind mod kridtskrænten.
Via et sluseanlæg, hvor vejen i dag krydser Lindenborg Å, kunne vandet i kanalerne stemmes op til så højt et niveau, at der ved
stemmeværker ved fabriksøerne kunne drives vandmøller, der leverede kraft til formaling af lermasse til fajancefabrikkens og til teglværkets ælteri. Ved en særskilt kanal fra sluseanlægget ved Lindenborg til midten af fabriksanlægget (hvor Doktorgården i dag stadig
står) var desuden placeret et vanddrevet mølleri til finmaling af glasur til fajanceproduktionen.
Kanalen ud mod vejen set fra Kirken
(syd). Til højre bag træerne ses fabriksøen.
Morten Pedersen 2005.
187
Fra fabriksområdet etableredes en kanal tilbage til den udrettede
Lindenborg Å. Kanalen fungerede dels som bagløb for vandkraftsystemet dels som transportvej til udførsel af de færdige produkter fra
fabrikkerne. Før udløbet i åen var der i en naturlig lavning udgravet
et bassin - kaldet ’dokken’ – hvor fabrikkens pramme blev parkeret,
når de ikke var i brug.
Ud over boliger til fabriksledere og funktionærer på fabriksøen og
indkvartering til arbejdere bl.a. i arbejderboligerne i de nuværende
Parallelgade og Ågade blev Gudumholm fabriksskole bygget øst for
fabriksområdet.
Bevaringstilstand
Selvom kulturmiljøets bevaringstilstand ikke kan betegnes som god,
kan helheden i fabriksanlæggets opbygning stadig erkendes i kraft
af de håndgravede kanalsystemer, der for størstepartens vedkommende er bevaret.
De snorlige kanaler fra Vildmosen ind mod Gudumholm er bevaret,
selvom deres bredde gennemgående må være formindsket siden
produktionens ophør. Mest iøjnefaldende er dette tilfældet de sidste ca. 500 m. ind mod Gudumholm, hvor kanalen ikke udgør mere
end en smal grøft. Slusen til opstemning ved indløbet mod fabrikken fra Lindenborg Å er forsvundet. Selve udretningen af Lindenborg Å er i vid udstrækning opretholdt. Omkring selve fabriksområdet er den sydlige af de to fabriksøer stadig omsluttet af kanaler,
mens den nordlige er blevet ’landfast’ efter opfyldninger ved vejene
Stampen (her var teglværkets mølle placeret) og Parallelvej. Bagløbet fra fabrikken og den skrå kanal, der har drevet glasurmøllen, er
ligeledes opfyldte, mens ’dokken’ svagt kan erkendes som en udjævnet lavning på den nu dyrkede mark.
Den gravede kanals forløb ud i Vildmosen set fra ’førte knæk’.
Morten Pedersen 2005.
Kanalerne er gennemgående præget af lav vandstand og omfattende bevoksninger både i bund og på brinker. Dette er især tilfældet
ved den eksisterende kanal ned mod teglværket, hvor jordopfyldninger desuden har erstattet tidligere broer.
188
Gudumlund fabriksgård 1910.
Tønnies, Aalborg Stadsarkiv.
De endnu eksisterende broanlæg henover kanalerne synes kun for
et enkelts vedkommende (i det nordøstlige hjørne af den sydligste
fabriksø) at være bevaret i en oprindelig form, bl.a. med teglværkets
egne gule sten i et muret hvælv over vandløbet. Broen er imidlertid
ikke i god stand. De øvrige broer fremstår alle som nyere konstruktioner tilpasset bilkørsel.
Af fabrikkens sluser, stemmeværker og mølleanlæg er kun bevaret
et stemmeværk, der har været etableret ved fajancefabrikken nogenlunde midt på den sydlige af fabriksøerne. Det står endnu opmuret af fabrikkens egne gule teglsten, men synes ikke i god stand.
’Fabriksgården’, tidl. direktørbolig,
set fra vest.
Morten Pedersen 2005.
Samtlige produktionsbygningerne på Gudumlunds fabrikker er nedrevet. På den sydlige fabriksø er fabrikslederboligen og funktionærboliger (Doktorgården) bevarede og benyttes i dag i moderniseret
stand som privatboliger. Moderniseringen synes at have fundet sted
med en vis forståelse for bygningernes oprindelige karakter.
En af bygningerne ved Gudumholm fabriksskole (vistnok lærerboligen) er bevaret, men synes at være i stærkt forfald. Dertil findes
flere af arbejderboligerne endnu på Parallelvej og i Ågade, hvor de
fremstår i mere eller mindre velholdt stand og i flere tilfælde noget
ombyggede.
189
Kridtskrænten, hvor kalkværket har indvundet råstoffer, er naturligvis også bevaret, men stærkt tilgroet af træer.
Sårbarhed og virkemidler
Der foreligger ikke beskyttelser i den gældende lokalplanlægning af
de tilbageværende levn efter fabriksanlæggene, der på flere punkter synes truet. De bevarede elementer af fabrikkens kanalanlæg er
således stærkt truet af en fremskreden tilgroning og af reguleringer/
opfyldninger. Reguleringen af tørvekanalen til en grøft på de sidste
ca. 500 m. ind mod fabriksanlæggene er i den forbindelse særdeles
uheldig, ligesom en opfyldning hen over kanalanlægget ved Stampen og en kraftig bevoksning er stærkt forstyrrende for oplevelsen
af bagkanalens forløb ud mod Lindenborg Å. Den sidste af de tilbageværende broer synes desuden – ligesom fajancefabrikkens stemmeværk – at være stærkt truet af forfald.
’Doktorgården’ på fabriksøens nordligste del.
Morten Pedersen 2005.
Oplevelsen af kanalernes forløb i rette linier, det udrettede åløb, fajancefabrikkens stemmeværk og broen over kanalerne burde sikres
dels ved vedligehold (opgravning og bortfjernelse af den fremskredne bevoksning) dels ved udarbejdelsen af en bevarende lokalplan for
området. Det ville være ønskeligt, om kanalerne i højere grad atter
kunne blive vandførende med henblik på at holde dem fri for bevoksning og at genetablere en del af oplevelsen af deres funktion. I den
forbindelse burde der ligeledes sikres mod fremtidigt nybyggeri på
den sydlige af fabriksøerne og mod omfattende ændringer (herunder
nye tilbygninger) ved fabriksledergården og funktionærboligen (Doktorgården), der vil fjerne oplevelsen af deres oprindelige karakter. Tilsvarende kunne der udarbejdes retningslinier med henblik på sikring
af de bevarede arbejderboligers karakteristika.
Arbejderbolig i Parallelgade.
Morten Pedersen 2005.
190
Bonitering
Hele området udgør et enestående eksempel på Danmarks allertidligste industrier. De naturmæssige, teknologiske og sociale forudsætninger kan endnu erkendes og formidles på stedet på trods af
kulturmiljøets relativt dårlige bevaringsstand.
Udnyttelsen af vandkraft til såvel middelalderlige mølleanlæg som
tidlige industrier er repræsentativ for både Danmark og det øvrige
Europa, hvor der ligeledes kan iagttages eksempler på behovet for
at etablere boliger, institutioner mm. for at tiltrække og fastholde
arbejdskraft til industrier placeret i landdistrikter.
Dertil rummer hele det gravede kanalsystem en naturmæssig stor
oplevelsesværdi.
Gudumholms fabriksskole. Bag
grantræerne findes teglværkets lergrav. Lavningen i forgrun-den er
den udjævnede ’dok’.
Morten Pedersen 2005.
Kontekst/sammenhænge
Gudumholms fabrikker vidner om en begyndende industriel udvikling i Nordjylland allerede i 1700-tallet og dermed nogenlunde
samtidigt med det øvrige Danmark. Et andet eksempel er Godthaab
Hammerværk, hvis placering ved Guldbækken ligeledes var bestemt
af behovet for vandkraft til produktionen. Men i modsætning hertil
udgør Gudumlunds fabrikker et udslag af den allertidligste industris
nære tilknytning til landdistrikternes herregårde, der i Nordjylland
også kom til udtryk bl.a. ved Lindenborg (tekstilproduktion) og Buderupholm (sæbesyderi), og som har udenlandske paralleller til især
det tidligt industrialiserede England.
Anvendt kildemateriale
Andersen, Lise: Lille Vildmose – en kulturhistorisk oversigt. Pilotprojekt Lille Vildmose nationalpark, december 2004.
Bender, Henning: Aalborgs industrielle udvikling fra 1735 til 1940.
Aalborg 1987.
Brønnum, Chr.: Fabriksanlæggene ved Gudumlund. Samlinger til
Jydsk Historie og Topografi. 2. række, IV. Bind, 1893-95, side 1-114.
Interview med naturvejleder (Vildmosegården) Thorkild Lund, 13.
januar 2005.
Jensen, Søren Chr.: Lille Vildmose – kultur og natur. Hobro 1998.
Roussell, Aage (red.): Danske Slotte og Herregårde. Himmerland og
Ommersyssel. København 1966.
Trap. Ålborg Amt. 5. udgave 1961.
Beskrivelsen er udarbejdet af Aalborg Historiske Museum.
191
Lille Vildmose, Remisen i Dokkedal og
Tofte Skov
Kulturmiljø nr. 94a-b-c
Tema
Sted/Topografi
Vildmosegård og Dokkedal, begge Mou sogn, samt Tofte Skov, Als
sogn.
Bosætning landet, industri/
håndværk, infrastruktur, skovbrug
Emne(-r)
Tørlægning, landindvinding,
husmandskoloni, tørveindvinding, infrastruktur, jagthytte
Kulturmiljøet består af tre selvstændige delområder, der fortæller
om livet i og omkring Lille Vildmose og især om bestræbelserne i
nyere tid på udnyttelse af mosens ressourcer.
Selve mosen er dannet i et lavt område, der i stenalderen var dækket af hav og indrammet dels af dette havs kystlinie og af en række øer ud for kysten. Ved landhævningen, der satte ind fra o. 500
f.Kr., blev øerne landfaste med fastlandet og gennem erosion i vid
udstrækning omdannet til strandvolde, hvorved stenalderhavet omdannedes først til et sund, siden til en lagune og endelig til en sø.
Som følge af en klimaændring i jernalderen fik de såkaldte spagnum-mosser gode vækstforhold i området, som herved forsumpedes. Ved middelalderens begyndelse var der således dannet en
mægtig, uvejsom og øde højmose med tykke lag af dødt spagnummateriale. Især i årene fra 900 til 1500 e.Kr. var moslagenes vækst
voldsom med et gennemsnit på 50 mm om året. Mosen strakte sig
192
da stort set fra Limfjorden i nord til Mariager fjord i syd og var mod
Kattegat afgrænset af en smal højdestrækning med enkelte bebyggelser, mens vestgrænsen udgjordes af kridtskrænter, der markerede det forsvundne stenalderhavs kystlinie.
Udsnit af Videnskabernes Selskabs
Kort fra slutningen af 1700.
Siden 1700-tallet har arbejdet med udnyttelse af det store moseområdes ressourcer imidlertid markant forandret dets karakter. Især
store tørlægnings/landvindingsprojekter samt råstofindvinding har
således omdannet store arealer af det tidligere øde og uvejsomme
område til et kultiveret landskab bestående af hovedsageligt mosebrug og de hertil knyttede anlæg (især infrastrukturer), landbrugsarealer og skovområder.
Det største af kulturmiljøets delområder (94a) består af de tidligere
søer Lillesø, Birkesø og Møllesø samt et område af mosen, der gennem afvanding og dræning har kunnet udnyttes til landbrugsmæs193
sige formål som fenner (fugtige græsarealer). Gennem kulturmiljøet løber Afvandingsgrøften, en kunstigt gravet kanal, der leder vandet fra vådområderne ud til Kattegat. Birkesø og Møllesø henligger
endnu som landbrugsarealer, mens Lillesø i 1927 atter blev sat under vand. Nord for denne del af kulturmiljøet findes mægtige mosebrugsarealer, hvor den tidligere højmose er helt eller delvist afgravet. Mod syd findes Toftesø, der som Lillesø både har været afvandet og atter sat under vand, samt Toftemosen, der udgør de sidste
intakte rester af den oprindelige højmose.
Afvandingsgrøften ved Vildmosegård.
Morten Pedersen 2006.
Det andet af kulturmiljøets delområder (94b) består af den såkaldte Remise i landsbyen Dokkedal, som er beliggende på den smalle
højdestrækning, der afgrænser mosearealerne fra Kattegat. Mellem Dokkedal og Kattegat findes Mulbjergene, der ikke er eroderet til strandvolde, og som derved står som et vidnesbyrd om områdets karakter som en ø i stenalderhavet. Vest for Dokkedal udgøres landskabet af et vidtstrakt område, som oprindeligt har været en
højmose, der afsondrede landsbyen fra omverden, men som i dag
fremstår som et bart område totalt domineret af tørvegravning.
Det sidste af kulturmiljøets delområder (94c) udgøres af jagthytten
i Tofte skov med det nærmeste omkringliggende areal. Jagthytten
er beliggende i den vestlige del af Tofte skov, der mod nord, vest og
syd er omkranset af den sidste bevarede del af højmosen, Tofte Mose. Skoven grænser mod øst op til Kattegat, dog gennemskåret af
landevejen langs kysten mellem Egense og Als. Hytten er placeret
på et højdedrag, der som Mulbjergene stod som en ø i stenalderhavet, og hvorfra der er udsigt over hele moseområdet mod nord.
En del af området ved Lille Vildmose er udpeget som kulturarvsareal (www.dkconline.dk nr. 120107-20).
Jagthytten i Tofte Skov, der ligger på
en bakketop med vid udsigt.
Morten Pedersen 2006.
194
Tid
1759 og frem til i dag
Karakteristik
Lille Vildmose (94a)
Efter at have ligget nærmest uberørt hen i århundreder og med et
stadigt voksende lag af spagnum, blev det 18. og 19. århundrede
en periode med voldsomme forandringer i Lille Vildmoses landskab.
Udgangspunktet var reformer i landbruget og de tanker, der opstod
omkring midten af 1700-tallet, om, at mosen – på linie med de uopdyrkede jyske hedeområder – skulle udnyttes til dyrkningsmæssige
formål.
Omkring 1750 nedsatte Frederik V en kommission, der skulle afklare, hvem der i det hele taget ejede Lille Vildmose. På trods af at
en række af lodsejerne omkring mosen gjorde krav på dele af den,
blev det konkluderet, at ejerskabet ikke kunne bestemmes, og at
moseområdet derfor måtte tillægges kronen. Efter uden held at have forsøgt at sælge mosen, forærede kongen i 1759 området til grev
Adam Gottlob Moltke på Lindenborg med et påbud om at nyttiggøre mosen til gengæld for 20 års skattefrihed. Moltke iværksatte
straks gravningen af en 2 km lang og 7 m bred kanal, der fra 1760
kunne ibrugtages til afvanding af søerne i mosens centrale områder, og allerede i 1762 var afvandingen af Møllesø tilendebragt, og
dernæst fulgte – via forlængelser af afvandingsgrøften – tørlægningerne af Birkesø, Lillesø og Tofte sø.
Efter Heinrich Carl Schimmelmanns overtagelse af Lindenborg i
1762 etableredes den første landbrugsbedrift på den tørlagte søbund, idet Vildmosegården i 1767-1768 blev opført som en hovedgård med fuldt hoveri på en lille holm på Møllesøens bund. Søbunden var på dette tidspunkt – sammen med Birkesøen – så tørlagt,
at en opdyrkning kunne påbegyndes. Gården blev anlagt som et
grundmuret firlænget anlæg i et stokværk, og den havde i 1767 et
tilliggende på 657 tdr. land. Med søens dyndaflejringer på den hovedsageligt sandede jord var driften af Vildmosegård i de første år
fordelagtig, men den gradvise udpining af næringsstofferne bevirkede, at man omkring 1800 var overgået til et system, hvor der efter
brak kunne tages fire langstråede afgrøder.
Søernes afgrænsning erkendes tydeligt i landskabet, her Møllesø.
Morten Pedersen 2006.
Vildmosegård var det eneste landbrug i Vildmosen, indtil Statens
Jordlovsudvalg i 1936 købte den og mosens nordlige dele som et
195
led i arbejdet med at skabe bedre betingelser for gruppen af landarbejdere ved at tilvejebringe vilkårene for deres etablering som
husmænd. Efter en intensiv indsats med afvanding, mergling og opdyrkning udstykkedes således i 1938 15 statshusmandsbrug.
Området nord for de afvandede søer og vest for Birkesø blev udlagt
som vidtstrakte rektangulære fenner (fugtige græsarealer), der blev
anvendt til græsning af kreaturer. Det var imidlertid kun første trin
i en plan om oprettelsen af i alt 80 selvstændige brug i mosen, og i
årene frem til slutningen af 1950’erne etableredes derfor i takt med
oprettelsen af nye brug et omfattende vejnet med vejgrøfter, der
blev anvendt som hovedgrøfter i mosens gradvise afvanding. I alt
nåede 36 husmandsbrug at blive etableret.
Herefter aftog interessen imidlertid for de små ejendomme, og de
vidtstrakte opdyrkede områder med snorlige grøftesystemer blev
i vidt omfang inddraget til den industrielle indvinding af tørv og
sphagnum, der stadig foregår i området i dag. En række områder,
bl.a. arealerne umiddelbart nord for Vildmosegården, anvendes
dog stadig i dag som fenner til afgræsning af fritgående kreaturer.
Vildmosegård blev i 1998 erhvervet af Sejlflod Kommune, der lod
bygningerne danne rammen om naturskolevirksomhed. I foråret
2006 indviedes Lille Vildmosecentret i en nyopført bygning tæt på
Vildmosegårds stuehus. Det nye center er indrettet med udstillinger til formidling af mosens natur- og kulturværdier og danner udgangspunktet for en omfattende offentlig besøgsvirksomhed i det
omkringliggende område.
Skiftevis fenner og afgravede arealer i området nord for Møllesø.
Morten Pedersen 2006.
I 1927 blev dyrkningen af den tørlagte Lillesø opgivet, og søen atter
sat under vand, og i 1975 bevirkede et begyndende ændret syn på
mosens værdier, at også Toftesøen atter blev sat under vand som et
led i en ’naturgenopretning’ i området.
Remisen i Dokkedal (94b)
Udnyttelsen af mosen til industriel tørvegravning blev påbegyndt i
slutningen af 1700-tallet, hvor fremstillingen af især læsket kalk, fajance og tegl på Gudumholms fabrikker (kulturmiljø nr. 93) foregik
med tørv som brændsel. Transporten foregik her ad vandvejen – ad
gravede kanaler – men da omfanget af tørvegravningen til en række nye industrier voksede efter 1900, påbegyndtes anlæggelsen af
en række tipvognsbaner ud i mosen.
196
Høstemark Tørve- og Strøelsesfabrik.
Remisen i Dokkedal.
Det første baneanlæg blev bygget i 1905 i forbindelse med et forgæves forsøg på etableringen af en tørvespritfabrik ved Lillesø, men
det var først efter en stigning i brændselspriserne under Første Verdenskrig, at der for alvor kom gang i den industrielle tørvegravning.
Nu blev der for første gang sat maskiner ind i udgravningen, og en
række firmaer etablerede sidespor til Aalborg-Hadsundbanen fra
1900. Fra Randrup, Refnæs Mose, Bjerregård mose og Høstemark
syd for Mou blev der således udført betydelige mængder tørv. Fra
1915 byggedes en smalsporsbane fra Mou til Gudumholm, der var
en forudsætning for en fortsat større udnyttelse af tørvene. Fra 1919
påbegyndte cementfabrikkerne ved Aalborg desuden en tørveproduktion her i mosens nordlige områder under navnet Cementfabrikkernes Mosebrug. Frem til 1963, hvor fabrikkernes areal omfattede 1.800 tdr. land mose, produceredes der således store mængder
tørv, der via baner til et rampeanlæg ved Kærsholm øst for Gudumholm blev fragtet til Aalborg først på lastbiler og fra 1941 via Aalborg-Hadsundbanen.
Remisen i Dokkedal.
Morten Pedersen 2006.
I forbindelse med opdyrkningen af mosen blev der desuden anvendt
store mængder mergel fra en mergelgrav ved Randrup syd for Kongerslev. For at få mergelen samt andre materialer og redskaber ud
i mosen blev der i 1936-1937 anlagt en bane fra Kongerslev hede
tværs over mosen til Dokkedal. Her opførtes i 1939 et værkstedsanlæg under navnet Remisen, der beskæftigede 3-4 mand fast, og
om vinteren blev suppleret af det mandskab, som var involveret i ar197
bejdet med opdyrkningen af mosejorden. Remisen fungerede med
sit oprindelige formål frem til 1960’erne, hvor udstykningen af nye
husmandslodder ophørte, og frem til 1999, hvor Sejlflod Kommune
overtog bygningerne, lå anlægget ubenyttet hen. I dag er Remisen
imidlertid renoveret og fungerer som et arbejdende museumsværksted, hvor en flok af frivillige renoverer og driver en bestand af de
gamle maskiner fra mosearbejdet.
Tofte Skov (94c)
I den sydlige del af Lille Vildmose ligger dyrehaven Tofte Skov som
et vidne om en helt anderledes udnyttelse af mosen i nyere tid end
de landbrugs- og industrimæssige formål, der har været udfoldet længere mod nord. Området omkring den gamle landsby Tofte var således frem til 1991 ejet af Schimmelmann-familien på Lindenborg, der i skoven syd for landsbyen drev vildtpleje og skovdrift, men som i øvrigt lod skoven og mosen henligge uberørt som
jagtområde. I 1880 opstod der så stor uenighed mellem Schimmelmann og bønderne i Tofte, hvis marker gentagne gange var blevet
ødelagt af grevens jagtdyr, at greven besluttede at nedlægge alle
landsbyens fæstegårde. I 1901 var der således kun én gård tilbage,
Toftegård, og da greven i 1926 kunne overtage denne, lod han hele området indhegne med et vildthegn, og kort efter opførte han en
prægtig jagthytte af træ i nationalromantisk stil på det højeste punkt
i midten af Tofte Skov. Jagthytten blev således placeret, så der var
udsigt over hele moseområdet mod nord – og så den kunne ses fra
mosearealerne. Engang efter 1900-tallets midte var greven dertil
blevet så dårligt gående, at han for at kunne fortsætte jagten lod en
dræsine-bane indrette på et gammelt stiterræn (Dragsgårdstien) ud
til to små søer, såkaldte luner, i Tofte moses ellers helt uvejsomme
arealer.
Kronvildt i Tofte Skov.
Morten Pedersen 2006.
Hvor man nogle få kilometer mod nord kæmpede en hård kamp for
tørlægning af moseområderne, så folk fra fattige kår kunne få deres eget udkomme på de nyudstykkede husmandssteder, var udnyttelsen af mosens arealer altså af en helt anden overflødighedsbetonet karakter omkring Tofte Skov. Dyrehavens indretning – til dels på
et areal, der tidligere havde været anvendt til almindelig eksistensopretholdelse i landsbyen Tofte – på en både udsigtsrig og synlig
placering – medvirkede således til at skellet mellem herremanden
og områdets ’mindre folk’ kunne opretholdes ikke kun på et økonomisk, men også på et mere mentalt niveau. Dette blev yderligere
198
understreget af, at dyrehaven til tider blev hjemsøgt af krybskytter,
hvis motiver for at drive jagt var helt andre end grevens.
Kig mod indre lune i Tofte Mose Banelegemet til grevens jagt.
Morten Pedersen 2006.
I 1991 blev Tofte Skov overtaget af forsikringsselskabet Codan, der
lod Schimmelmanns jagthytte erstatte af en ny stråtækt bygning,
men som i øvrigt opretholdt området i dets funktion som en indhegnet dyrehave med private jagtselskaber. I 2001 blev området overtaget af Aage V. Jensens fonde med henblik på en sikring af dets
karakter som naturområde og en bevaring af vildtbestanden.
Bevaringstilstand
Lille Vildmose (94a)
Kulturmiljøets største delområde må i store træk karakteriseres som
et velbevaret udsnit af det kulturlandskab, som store dele af Lille
Vildmose blev omdannet til med opdyrkningen til agerland i tiden
frem mod 1960. Af selve Vildmosegårds bygninger er det ganske
vist kun stuehuset, der er bevaret i dag, ligesom etableringen af Lille
Vildmosecentret, der er placeret nærmest som den 3. længe i gården, i et vist omfang bryder med det oprindelige anlægs karakter.
Vildmosegårds stuehus.
Morten Pedersen 2006.
Kulturmiljøets væsentligste bestanddel, de afvandede og opdyrkede
søbunde, er dog for størstedelen bevarede. Mens Lillesø – ligesom
Toftesø umiddelbart syd for kulturmiljøet – atter er blevet sat under
vand, så ligger både Birkesø og Møllesø således endnu som tørlagte
flader og opdyrkede arealer. I områdets nordlige del findes endnu
nogle af de små marker, fenner, der var grundlaget for etableringen af rækken af husmandsbrug. Af husmandsbrugene kan samtli199
ge endnu erkendes, visse endnu aktivt til landbrugsdrift med senere
tilføjede bygninger enkelte andre i en nærmest autentisk bevaringsstand. Husmandsbrugene med de opdyrkede arealer, der endnu er
i brug til dyrkning, kan således karakteriseres som et aktivt kulturmiljø.
Remisen i Dokkedal (94b)
Hvor Vildmosegården fortæller om mosens opdyrkning, står Remisen i Dokkedal som et velbevaret samlende element fra den industrielle udnyttelse af områdets naturgivne ressourcer. Spor efter jernbanerne findes endnu i fragmenter rundt omkring i mosen, men
hovedparten af de lange banestrækninger er fuldstændigt fjernede
som følge af mosebrugets bortgravning af sphagnummasserne. Da
Remisen i løbet af 1960’erne blev overflødig i sin oprindelige funktion, fik den frem til 1999 lov til at henligge stort set uberørt. Ved
genoplivningen som arbejdende museumsværksted var Remisen således bevaret i en enestående autentisk tilstand, der ved de senere
års aktivitet kun i ringe grad er forstyrret.
Lager til kunstgødning ved remisen i
Dokkedal.
Morten Pedersen 2006.
Tofte Skov (94c)
Tofte Skov henligger endnu som indhegnet dyrehave, der stadig anvendes til private jagtselskaber. I den forstand er kulturmiljøet altså velbevaret og aktivt. Nedrivningen af Schimmelmanns nationalromantiske jagthytte fra 1927 til fordel for en nybygning i 1991 har
imidlertid fjernet en central og værdifuld del af præget fra dyrehavens etablering, men da Codans nybygning udfylder helt tilsvarende funktioner, må kulturmiljøets karakteristika som helhed betegnes
som fortsat velbevarede.
Ved Dragsgårdsstiens begyndelse findes endnu det skinnespor, der
blev anlagt til grevens jagtdræsine, og denne findes desuden i restaureret tilstand på Remisen i Dokkedal.
Tofte Skov får i vid udstrækning lov
til at henligge i urørt tilstand.
Morten Pedersen 2006.
200
Sårbarhed og virkemidler
Lille Vildmose (94a)
Lille Vildmose og herunder kulturmiljøets områder omkring Vildmosegård udgør kernen i en række bestræbelser på sikring af den særprægede natur. Siden 1983 har Lille Vildmose været omfattet af international beskyttelse som fuglebeskyttelsesområde og senere også habitatområde under fælles Natura 2000 i EU. I 2001 blev området fredet. I årene 1988, 2001 og 2003 har Aage V. Jensens fonde
erhvervet store arealer i Lille Vildmose med henblik på en langsigtet
naturbevaring. De mange bestræbelser på sikring af områdets naturmæssige værdier modsvares imidlertid ikke af tilsvarende planer
for sikring og udvikling af de kulturhistoriske værdier.
Planer om- og tilvejebringelsen af et økonomisk tilstrækkeligt
grundlag for atter at sætte Birkesø under vand – og dermed elimineringen af grundlaget for udpegningen af området som et kulturmiljø med det i denne beskrivelse foreliggende indhold – synes således at være i en fremskreden fase.
Skinnerne til grev Schimmelmanns
jagtdræsine ligger endnu i skovbunden.
Morten Pedersen 2006.
Af gode grunde – beliggenheden af Vildmosegård, Lille Vildmosecentret samt de øvrige bebyggelser – er en tilsvarende sårbarhed
for kulturmiljøet i Møllesø dog helt fraværende. Området er omfattet af en lokalplan, der er udarbejdet i forbindelse med etableringen af Lille Vildmosecentret. Planen åbner mulighed for anvendelse
af området til fritidsmæssige formål. For den fortsatte oplevelse af
kulturmiljøet ville det dog være hensigtsmæssigt, hvis der indarbejdedes retningslinier for bevaringen og udviklingen af de tilbageværende kulturhistoriske værdier fra udstykningerne til husmandsbrug,
dvs. både bebyggelser og bevarede markstrukturer.
Remisen i Dokkedal (94b)
Med Sejlflod Kommunes overtagelse af Remisen og den efterfølgende indretning til arbejdende museumsværksted synes kulturmiljøet i
vid udstrækning sikret. For nuværende hviler Remisens vedligehold
og udvikling imidlertid på tilstedeværelsen af en frivillig engageret
arbejdskraft og dennes dispositioner. Der bør tages hånd om, bl.a.
ved udarbejdelsen af en bevarende lokalplan, en fortsat sikring af
såvel Remisens bygninger som deres funktion i tilfælde af, at det nuværende fundament for stedets drift skulle ændres væsentligt eller
helt falde bort.
Grev Schimmelmanns jagtdræsine
istandsat på Remisen.
Morten Pedersen 2006.
201
Tofte Skov (94c)
I kraft af, at området er omfattet af de forskellige beskyttelser af Lille Vildmoses natur samt Aage V. Jensens fondes ejerskab af Tofte
Skov med henblik på en opretholdelse af områdets status som naturområde og fortsat opretholdelse af vildtbestanden, er kulturmiljøets karakter som en afgrænset dyrehave, der danner rammen om
fortsat jagtvirksomhed, næppe truet. Selvom jagthytten ikke er omfattet af beskyttelser, synes den i kraft af områdets fortsatte jagtmæssige status ligeledes sikret. Sikret er derimod ikke resterne af
grev Schimmelmanns dræsinebane ved Dragsgårdstiens begyndelse. Skinnesporet burde i et vist omfang udgraves og restaureres og
kunne som sådan indgå som et led i den natur- og kulturhistoriske
formidling af området.
Jagthytten i Tofte Skov.
Morten Pedersen 2006.
Bonitering
Lille Vildmose (94a)
Området omkring Vildmosegård er kernen i den omdannelse af Lille Vildmose til agerbrugsområde, der blev påbegyndt med tørlægningen af Møllesø, Birkesø, Lillesø og Toftesø i slutningen af 1700tallet. Kulturmiljøet besidder dermed først og fremmest en stor
autentisk pædagogisk værdi, hvortil kommer en høj grad af diversitet i kraft af kulturmiljøets nære sammenhæng med det særprægede naturlige grundlag.
Et besøg ved Vildmosegården og i mosen omkring giver et oplevelses- og virkningsfuldt indtryk af den århundredelange kamp for en
kultivering og udnyttelse af det mægtige naturområdes værdier. En
absolut værdisættelse af den oprindelige natur overfor de efterfølgende kulturhistoriske spor er ikke mulig – områdets oplæg til diskussion af de menneskelige (skade)virkninger på den danske natur
udgør en af kulturmiljøets væsentligste værdier.
Med etableringen af Lille Vildmosecentret er der desuden sat yderligere fokus på kulturmiljøets identitetsmæssige rolle. Lille Vildmoses
natur og befolkningens kamp for at skabe en tilværelse på grundlag
af dens ressourcer står i dag centralt i områdets selvopfattelse, hvortil der med formidlingscentrets etablering – netop med henblik på at
formidle disse værdier – er taget tiltag til en yderligere befæstelse.
Remisen i Dokkedal (94b)
Remisen besidder stor autentisk værdi i den samlede formidling af
202
den industrielle udnyttelse af mosens ressourcer. I den forstand og i
kraft af den nuværende funktion som et tematisk samlingspunkt for
frivillige i det arbejdende museumsværksted besidder Remisen tillige en betydelig identitetsskabende værdi.
Tofte Skov (94a)
Den naturskønne dyrehave i Tofte Skov med jagthytten ikke langt
fra de samtidige nyetablerede husmandssteders helt anderledes
små kår i det flade åbne moselandskab besidder værdi for fortællingen om de stadigt eksisterende sociale forskelle i Danmark i nyere
tid, og om hvordan disse skel har været søgt opretholdt på et mentalt plan via adelens fortsatte forbrug af overflødige goder.
Kontekst/sammenhænge
Lille Vildmose
Lille Vildmoses særprægede natur – og de heraf betingede kulturlevn – er i høj grad unikke og udenfor enhver kontekst. Den begyndende opdyrkning af de tidligere øde arealer i slutningen af 1700tallet udgør dog et led i de samlede bestræbelser på en bedre udnyttelse af landets naturgivne ressourcer, der i løbet af 1800-tallet resulterede i opdyrkningen af vidstrakte jyske hedeområder og
inddæmningen og udtørringen af tidligere vådområder i bl.a. Han
Herred og Lammefjorden på Sjælland. Mosens udstykning til husmandslodder i det 20. århundrede må endvidere ses som en parallel til de talrige husmandsudstykninger, der blev gennemført ikke
mindst i Nordjylland i den samme periode. Heraf kan bl.a. udstykningerne af de tidligere hovedgårdsjorder ved St. Restrup (kulturmiljø nr. 84) syd for Aalborg og Vår (nr. 78) vest for Nibe nævnes.
Remisen i Dokkedal
Remisen udgør et af de bedst bevarede levn efter den omfattende
infrastruktur, der siden 1700-tallet er etableret med henblik på at
indføre redskaber og materialer til Lille Vildmose og råstoffer ud fra
mosen. Remisen må således først og fremmest ses i sammenhæng
med de øvrige rester efter jernbanetrafik til og fra mosen, men også
med øvrige forsøg på etableringen af den øvrige infrastruktur, herunder den ca. 3 km lange gravede kanal, der strækker sig fra Gudumlunds fabrikker og ud i mosen og – måske mest som et kuriosum – grev Schimmelmanns dræsinebane i Tofte Skov.
Tofte Skov
Dyrehaver ved de danske herregårde kendes langt tilbage i tid. I løbet af 1800-tallet blev herregårdsjagten den toneangivende jagt i
Danmark, men ved århundredets midte blev de store selskabelige
jagter en del af herregårdskulturen. Herefter indgik de imidlertid
betydning som et ældgammelt værdighedssymbol samtidigt med at
de i stigende grad tjente som selskabelige samlingspunkter, der forbandt familie, venner og standsfæller. Vildthegn og jagthytter havde
også tidligere været en bestanddel af godsernes dyrehaver, men i
disse år opførtes flere nye prangende eksempler, som bl.a. de af arkitekt Hack Kampmann tegnede jagthuse og hytter til Kalø.
I Nordjylland kendes flere eksempler på jagthytter fra perioden,
hvor Tofte Skov blev indrettet som dyrehave. Ikke mindst den kongelige jagthytte i Trend fra 1938 er således kendt i en bred offentlighed, og bl.a. Lindenborg gods øvrige besiddelser kan nævnes det
såkaldte Rold Jagtslot, der opførtes i Rold Skov omkring 1910. Endelig kan nævnes etableringen af en dyrehave med jagthus i Høstemark Skov i 1934, hvor stilen havde skiftet markant fra nationalromantikken i Tofte Skov til strålende funkis.
203
Kildemateriale
Andersen, Lise: Lille Vildmose – en kulturhistorisk oversigt. Pilotprojekt Lille Vildmose Nationalpark 2004.
Andersen, Mogens & Schou, Niels: Pilotprojekt Ll. Vildmose Nationalpark, Landskabsbeskrivelse. 2004.
Andersen, Per: En krybskyttehistorie fra Tofte Skov. Gammelt og nyt
2001.
Christensen, Nina: Statshusmændene i Lille Vildmose. En livsstil,
der nu er forsvundet. Lokalhistorisk forening for Sejlflod Kommune,
2004.
Frederiksen, Birthe: Husmandskone. Om liv og dagligdag i Lille Vildmose. Terndrup, 2006.
Hald, Jens Erik: En episode fra Tofte. Gammelt og nyt 2003.
Jensen, Søren Chr.: Lille Vildmose – kultur og natur. Hobro 1998.
Laursen, Jesper: Herregårdsjagt. Herregården. Menneske-SamfundLandskab-Bygninger. Bind 3. Drift og Landskab. Nationalmuseet
2005, side 153-194.
Roussell, Aage (red.): Danske Slotte og Herregårde. Himmerland og
Ommersyssel. København 1966.
Trap. Aalborg Amt. 5. udgave 1961.
Venborg, Mikkel: Hertuger. At synes og at være i Augustenborg i
1700-tallet. København 2005.
Interviews med centerleder for Lille Vildmosecentret Bo Gregersen,
naturvejleder Thorkild Lund samt frivillige på Remisen i Dokkedal.
Beskrivelsen er udarbejdet af Aalborg Historiske Museum.
204
Kongstedlund – Smidie
Kulturmiljø nr. 95
Tema
Sted/Topografi
Sønder Kongerslev sogn (herregården Kongstedlund) og Bælum
sogn (Smidie landsby, kridtbrud og teglværker).
Bosætning landet, industri
Emne(-r)
Herregård, landsby, kridtbrud
og teglværker
Kulturmiljøet karakteriseres af stærk vekslen mellem flade eng- og
mosestrækninger og bakkelandskaber, der nærmest skyder op som
øer, og hvor kridtundergrunden flere steder kommer til syne under
muldlaget.
205
Skitse over Bælum sogn med Smidie,
kridtbruddet og teglværket markeret
længst mod nord.
Efter Heilskov, 1930-1934.
Nordligst ligger ’Kongstedlund-øen’ helt omgivet af hævet havbund.
Herregården Kongstedlund er placeret ved højdedragets sydlige
kant og centralt på dets øst-vestlige udstrækning, dvs. en randbeliggenhed bekvemt midt mellem gårdens eng- og agerarealer.
Terrænmodel over Kongstedlund- og
Smidieøerne. Den firkantede struktur på Kongstedlundøen er hovedgårdens voldanlæg. Kanten af Smidie-øen er tydelig arret af spore-ne
fra kalkovne og teglværker.
Efter www.nja.dk.
206
Mod syd ligger ’Smidie-øen’ helt omgivet af enge og med klinter
mod øst, der er helt udskårne i kridt. Adskillelsen fra ’Kongstedlundøen’ består af et relativt smalt engstykke, der gennemstrømmes af
Haslevgård Å. Landsbyen Smidie er placeret ved højdedragets vestlige side umiddelbart ud mod engarealerne nedenfor mod vest og
med de dyrkede arealer på højdedraget mod øst, dvs. en randbeliggenhed, der – som ved Kongstedlund – har været hensigtsmæssig
for udnyttelsen af områdets ressourcer.
De let tilgængelige kridtforekomster i ’Smidie-øens’ østlige skrænter har været udvundet ved brydning i omfangsrige minegange
med åbning ud mod Vildmosen. Efter brydningen er råstoffet blevet
brændt i kalkovne, der har været drevet med tørvebrændsel fra den
nærtliggende Vildmose mod øst.
I det samme område har flere små teglværker ligeledes kunnet drage fordel af den nemme adgang til Vildmosens brændselsreserver i
kombination med en nem adgang til ler i undergrunden. De forskellige former for råstofindvinding og produktion har efterladt kridtskrænten i en arret tilstand.
Tid
Middelalderen og frem
Karakteristik
Kulturmiljøet omfatter tre delelementer:
1. Kongstedlund
2. Smidie landsby
3. Kridtbrud og teglværker
1. Kongstedlund
Kongstedlund blev indtil slutningen af 1500-tallet kaldt Kongslevlund. Den første kendte ejer Anders Jacobsen Bjørn kendes fra 1469
fra et tingsvidne på, at gården var arvegods fra hans oldemoder
Marie Oves. Denne var gift med Ove Stigsen Hvide og fører gårdens ejerrække tilbage til 1300-tallet.
Hovedbygningen på Kongstedlund.
Morten Petersen 2005.
Frem til det 16. århundrede havde Kongslevlund en lang række
ejere, der ikke synes at have haft nærmere tilknytning til gården.
I 1570 overdrog rigsråd Axel Juul til Willestrup imidlertid sin part i
gården til sønnen Niels Juul, der i de følgende år gennemførte en
samling af de hidtil spredte besiddelser. Niels Juul må have haft en
207
vis succes med sit arbejde, for i 1590 optræder han som eneejer af
gården under dens nuværende navn, Kongstedlund, og i 1592 opførte han en ny hovedbygning af et anseeligt format.
Oprindeligt var anlægget vistnok trefløjet, idet der ud over den vestlige fløj bestående af hovedbygningen og en mindre sydfløj tillige på nordsiden har været en portbygning. Den vestlige hovedfløj,
som Niels Juul opførte i 1592 blev opmuret i røde teglsten på en høj
kampestensbeklædt sokkel. Bygningen fik to stokværk over hvælvede kældre og blev udstyret med vinduer, der fulgte ruminddelingen.
Til Niels Juuls hovedfløj blev i 1700-tallet tilføjet en énetages sydfløj
i bindingsværk.
Gården Kongstedlund fik en randbeliggenhed lige nedenfor ’Kongstedlund-øen’, hvor stigningen netop begynder fra de flade lavtliggende områder med Haslevgård Å, dvs. bekvemt midt mellem de
tilknyttede eng- og agerarealer.
Relativt kort tid efter hovedbygningens opførelse, i 1600, blev Niels
Juul imidlertid dræbt på pinsemarkedet i Aalborg, og Kongstedlund
overgik derved til hans enke Anne Thomesdatter Stygge og sønnen Axel Juul. I 1637 solgtes gården videre til lensmanden på Mariager Kloster, Iver Krabbe, der i 1640 udstyrede hovedfløjens gårdside med en rigt udsmykket dørportal af sandsten. Portalen fik et arkitrav- og topstykke båret af en asiat og en antik kriger og forsynet
dels med Iver Krabbes og hans hustru Dorthe Juuls initialer dels de
fire våben for familierne Krabbe, Ulfstand, Juul og Parsberg.
I de efterfølgende århundreder var Kongstedlund ejet af private,
men i 1900 blev den overtaget af Kreditforeningen af jydske Landejendomsbesiddere, der umiddelbart efter afhændede den til et interessentskab bestående af medlemmer af familien Kjeldsen, gårdens hidtidige ejere. Herefter blev en del af jorden udstykket til husmandsbrug.
I dag ejes og drives Kongstedlund som en landbrugsejendom af aktieselskabet Kongstedlund Gods Aps.
2. Smidie landsby
Smidie kendes første gang i 1453 (Smydi). I 1688 var der 8 gårde
i byen, hvoraf de 3 tilhørte Kongstedlund. I 1795, hvor der var 10
gårde og 3 huse, var Kongstedlund enelodsejer.
Smidie på bakkeøens vestlige kant.
Morten Petersen 2005.
208
Landsbyens placering og grundstruktur blev i særlig tydelig grad
formet af de naturlige forudsætninger, der er gældende i området. En bebyggelse i selve eng- og moseområderne var fra jernalderen og frem til 1700-tallet udelukket på grund af afhængigheden
af brugbar agerjord til dyrkning. Ved en placering af bebyggelse i
de højere beliggende tørre områder gjaldt det både om ikke at fjerne sig mere end højst nødvendigt fra udnyttelsen af engarealernes
græsning og at forstyrre de arealer, hvor der var mulighed for opdyrkning, mindst muligt.
Smidie Byvej.
Morten Petersen 2005.
Smidie blev således en typisk repræsentant for en gruppe af randbebyggelser, der voksede frem som vejbyer eller forteklyngebyer langs
den vestlige side af Vildmosen. – Dvs. en bebyggelsesform, hvor to
parallelle rækker af gårde eller huse blev placeret på hver sin side af
en vej eller en forte (et centralt friholdt areal) i overgangen mellem
agerjorden og eng- og mosearealerne. Ud over Smidie, der ligesom
Storvorde blev udlagt omkring en forte, udgør bl.a. vejbyerne Mou,
Gudum og Dokkedal eksempler på sådanne randbebyggelser.
Forten i Smidie set fra Smidie Byvejs
nederste (vestligste) forløb.
Morten Petersen 2005.
Mens arealerne på Vildmosens østlige side ud mod kysten ikke udgjorde stort mere end en smal strimmel, således at byerne her måtte trykkes sammen til vejbyens smalle form, synes randbeliggenheden på vestsiden altså ikke at have fået indflydelse på, hvorvidt byerne blev udlagt med en karakter som vej- eller fortebyer.
209
Behovet for at holde agerarealerne uforstyrrede gjorde sig fortsat
gældende hen over landboreformernes periode, hvor en lang række
landsbyer ellers udskiftedes og dernæst udflyttedes. Smidies bebyggelser forblev dermed på deres randplacering, og landsbyen opretholdt sin karakter som en vejforteby.
3. Kridtbrud og teglværker
I den nordlige ende af Smidie-øens østside har forekomsterne af
kridt ind i højdedraget og ler i engarealerne nedenfor været udnyttet i en række kalk- og teglovne. Produktionsanlæggenes beliggenhed har således været begrundet af den nære tilgang til råstoffer,
samtidigt med at mosens nærtliggende tørveskær har kunnet bidrage med brændselsstoffer til ovnenes drift.
Indgangen til Smidie kalkbrud.
Morten Petersen 2005.
Kridtbrydningen blev påbegyndt omkring midten af 1800-tallet af
teglværksejer J. C. P. Bech ved udhugning i et vidt forgrenet net af
minegange 10-15 meter under jordens overflade og med en central
åbning ud mod Vildmosen tæt på Haslevgårds Å forløb forbi Kongstedlund.
Indgangen til Smidie kalkbrud.
Morten Petersen 2005.
Smidie kridtbrud blev beskrevet som egnens stolthed af Chr.
Heilskov i 1931 – et tidspunkt, hvor det stadig var i drift, og hvor
den ældste af minegangene skal have været ca. 75 år gammel. Den
210
største minegang blev ifølge Heilskov kaldt ”Kirken” på grund af
dens smukke hvælvinger, og herfra udgik yderligere 5 grubegange.
På trods af anlæggets store seværdighed, betegnede han det imidlertid som primitivt og uden større økonomisk betydning set i forhold til de lignende anlæg ved Daugbjerg og Mønsted.
Efter minedriftens ophør er en flagermusekoloni flyttet ind i de forladte minegange.
Bevaringstilstand
1. Kongstedlund
Hovedbygningen fra 1592 og sydfløjen fra 1700-tallet står bevaret
i god stand med frit udsyn til engarealerne mod syd. På stigningen
ovenfor hovedbygningen er opført en række nyere beboelses- og
avlsbygninger, men hele anlæggets randbeliggenhed mellem engog agerarealer erkendes umiddelbart.
2. Smidie landsby
Smidies randbeliggenhed mellem eng- og agerarealer erkendes
umiddelbart. Smidie Byvej omkranser ved et cirkelforløb den centrale forte, der har dannet landsbyens grundstruktur. Selve forten kan
stadig identificeres. En mængde skure, udhuse, beplantninger samt
enkelte egentlige bebyggelser inde på området forstyrrer imidlertid
oplevelsen af den oprindeligt friholdte forte.
3. Kridtbrud og teglværker
Smidie kridtbrud forløber endnu i ’Smidie-øens’ undergrund fra udgravet areal ind i skrænten. Minernes åbning ud mod Vildmosen er
i dag sikret ved isættelsen af cementrør. Dels af sikkerhedshensyn,
dels for at sikre en flagermusebestand, der er flyttet ind i minerne
efter råstofindvindingens ophør, er indgangen spærret med et metalgitter. Der er ikke bevaret anlæg til forarbejdning af kalken i området.
Fra teglproduktionen synes der – ud over en række råstofgrave ind i
skrænten bl.a. ved Stendalsgård – ikke længere at kunne erkendes
nævneværdige spor efter produktionsanlæg i landskabet.
Sårbarhed og virkemidler
1. Kongstedlund
På Kongstedlund er Niels Juuls hovedbygning, dvs. anlæggets vestre
fløj fra 1592 med Iver Krabbes sandstensportal fra 1640, samt den
smalle del af søndre fløj fra 1700-tallet og de omgivende grave fredet. De nyere beboelses- og avlsbygninger er opført på arealerne
ovenfor hovedbygningen, således at randbeliggenheden kan erkendes fra det omkringliggende landskab, og såfremt den fremtidige
udvikling af det fungerende landbrug forløber på lignende vis, synes anlægget sikret i god stand.
2. Smidie landsby
Oplevelsen af Smidies randbeliggenhed vil være truet ved bebyggelser, der markant bryder med landsbyens grundstruktur på bakkeøens kant. Der bør således sikres f.eks. mod fremtidige fremtrædende bebyggelser på de flade engarealer foran landsbyen mod vest.
Oplevelsen af selve landsbyens opbygning omkring en central friholdt forte synes i fare som følge af en tendens til etablering af skure, udhuse, beplantninger og egentlige bebyggelser ind på forten.
Der foreligger ingen beskyttelse af kulturmiljøets træk i den gæl211
dende lokalplanlægning, og der burde derfor fastlægges retningslinier til sikring af, at der i fremtiden ikke foretages yderligere opfyldninger af forten. Tiltag til en rydning af de allerede eksisterende opfyldninger på forten vil være ønskelig.
3. Kridtbrud og teglværker
Smidie kridtbruds forløb ind i undergrunden synes ikke truet. Tilsvarende er der næppe fare for oplevelsen af minernes udmunding i en
råstofgrav med vid udsigt over Vildmosens flade arealer. Da al adgang til mineskakterne er forhindret, således at de i dag kun kan erkendes via et rundt cementrør ind i bakken, ville det være ønskeligt
dels med en bedre – evt. kontrolleret – adgang til mineskakterne del
med en formidling af kulturmiljøet på stedet.
Sporene efter teglproduktionen kan vanskeligt forstyrres yderligere,
hvorfor tiltag til sikring synes irrelevante.
Bonitering
Kulturmiljøet rummer først og fremmest stor diversitet ved samlingen af en række delelementer, der alle har en meget nær sammenhæng med de samme naturmæssigt givne betingelser. Såvel Kongstedlunds og Smidies randbeliggenheder som råstofindvindingen er
således bestemt af landskabets stærke vekslen mellem bakkeøer og
flade eng- og mosearealer. Sammenhængen erkendes let ved færdsel i området, og især de fine udsigter til Kongstedlunds og Smidies
placeringer rummer stor oplevelsesværdi.
Smidie henstår som en velbevaret og typisk repræsentant for de
randbebyggelser, der er opstået rundt langs hele Vildmosens yderkanter.
Smidie kridtbruds åbning ud mod de vidtstrakte mosearealer kunne
med en formidling på stedet – og evt. en vis kontrolleret adgang til
mineskakterne – komme til at rumme en stor oplevelsesværdi.
Kontekst/sammenhænge
Ud over Smidie, der ligesom Storvorde blev udlagt omkring en forte,
udgør bl.a. vejbyerne Mou, Gudum og Dokkedal eksempler på de
randbebyggelser, der er opstået langs Vildmosens yderkanter.
Mens kridtbrydningen ved Smidie kridtbrud er forløbet som minedrift med underjordiske skakter har kalkforekomsterne i bakkeøerne
omkring Vildmosen bl.a. ved Gudumlunds fabrikker (Gudumholm)
gennem historien været udnyttet ved minedrift i åbne brud, dvs. direkte afgravning af de stejler kridtskrænter. Endnu i dag sætter aktive åbne grus- og kridtgrave flere steder iøjnefaldende præg på
landskabet og vidner om en fortsat udnyttelse af områdets naturressourcer.
212
Anvendt kildemateriale
Andersen, Lise: Lille Vildmose – en kulturhistorisk oversigt. Pilotprojekt Lille Vildmose nationalpark, december 2004.
Bender, Henning: Aalborgs industrielle udvikling fra 1735 til 1940.
Aalborg 1987.
Fredningslisten, www.kuas.dk.
Hastrup, Fritz: Danske landsbytyper – en geografisk analyse. Skrifter
fra Geografisk Institut, Århus Universitet 1964.
Heilskov, Chr.: Bælum gennem syv sekler. Særtryk af Aalborg Amts
historiske Samfunds Aarbog, 1930-1934.
Jensen, Søren Chr.: Lille Vildmose – kultur og natur. Hobro 1998.
Nielsen, A. C.: Nogle historiske Efterretninger om Hovedgaarden
Kongstedlund i Sønder Kongerslev Sogn. Samlinger til Jydsk Historie
og Topografi. 2. række. II. bind, 1889-1890, side 201-207.
Roussell, Aage (red.): Danske Slotte og Herregårde. Himmerland og
Ommersyssel. København 1966.
Trap. Ålborg Amt. 5. udgave 1961.
Beskrivelsen er udarbejdet af Aalborg Historiske Museum.
213
Lindenborg
Kulturmiljø nr. 96
Tema
Sted/Topografi
Lindenborg, Blenstrup sogn
Bosætning landet
Emne(-r)
Hovedgårdslandskab
Herregården Lindenborg er placeret på en holm i Lindenborgdal
umiddelbart syd for Lindenborg Å. Den brede Lindenborgdal er en
tunneldal fra istiden, hvis nuværende form i høj grad skyldes stenalderhavets indtrængen fra øst. Kort øst for Lindenborg gods løber Lindenborg Å sammen med Skibsted Å fra syd, der op mod sammenløbet ligeledes strømmer i en bred ådal. Mod vest udgør Tustrup bæk
ligeledes et skel i landskabet, dog i knap så markant en grad.
Videnskabernes Selskabs Kort fra
slutningen af 1700.
214
Landskabet omkring Lindenborgdalen, der kun befinder sig få meter
over havets overflade, er kuperet højland, hvor bakkerne når højder
på op til 73 meter (Korshøj), og hvor undergrundens kridt visse steder når tæt op under jordoverfladen.
Lindenborg Å var tidligere af væsentligt større bredde end i dag.
Færdslen på overfartsstedet over åen og den lave ådal, hvor vejen
mellem Aalborg og Hadsund i dag krydser ådalen, foregik derfor
helt frem i 1800-tallet ved færgefart. Lindenborg var således med
sin beliggenhed tæt vest for færgestedet placeret både tæt ved et af
områdets knudepunkter og i et fra naturens hånd afsondret og letbefæsteligt område.
Kulturmiljøet udgøres af herregården Lindenborg omgivet af et område, der omfatter partier af ådalene omkring Lindenborg Å og
Skibsted Å samt et areal af det dyrkede område i retning af Korshøj.
Særligt centralt, ud over selve herregården Lindenborg, er de lave ådale, der har ydet gården naturlig beskyttelse, samt overfarten
over de sumpede arealer.
Området omkring Lindenborg er også udpeget som kulturarvsareal
(DKC 120301-37).
Tid
Senmiddelalderen og frem til i dag.
Karakteristik
Herregården Lindenborg kendes første gang i 1367 under navnet Næsholm, hvor den ejedes af en Niels Kirt. Gårdens navn, der
i 1376 var forkortet til blot Næs, stemte således godt overens med
beliggenheden på enten en holm i åen eller et næs ud i den lave ådal. Beliggenheden er utvivlsomt valgt for at sikre gården den
bedst mulige beskyttelse fra naturens hånd, og anlægget har formentligt allerede i middelalderen været befæstet og muligvis omgivet af voldgrave. Den nærmere udformning af gården Næs kendes
imidlertid ikke, for i 1534, hvor Næs hørte under Viborg bispestol,
blev bygningerne afbrændt, således at kun hovedbygningens hvælvede kældre og partier af en østre længe overlevede.
215
Næs kom herefter under kronen. Ved en pantsættelse til Iver Friis til
Haraldskær i 1544 bestod gårdens tilliggende af 7 gårde og 1 mølle i Blenstrup, hvortil lagdes 12 gårde og 1 mølle i Brøndum sogn.
I 1561 fik kongens staldmester Holger Tønnesen Viffert Næs ved et
mageskifte. Men det var ikke før efter hans død og broderen Corfitz Vifferts overtagelse af både gården og fæstemøen i 1571, at der
blev opført en ny hovedbygning til erstatning af det under Grevens
fejde afbrændte anlæg.
Corfitz Viffert, der besad flere betydelige len, forøgede således tilliggendet til Næs, og i 1583 stod en ny hovedbygning, gårdens
søndre fløj, færdig på det gamle voldsted omgivet af vandfyldte grave. Bygningen blev rejst af mursten på en svær kampestenssokkel i
to hele stokværk med anselige kældre og endnu et halvt stokværk
foroven. Dertil kom runde hjørnetårne ved sydøst- og sydvesthjørnet og mod syd to karnaptårne, der flankerede en gennemkørsel.
På gårdsiden opførtes et ottekantet vindeltrappetårn, hvorpå hele
byggeriet blev bevidnet på en tavle, der beretter, at ”ærlig og velbyrdig mand Corfitz Viffert og Anne Gyldenstierne lod bygge dette hus
1583.” Bygningens renæssancestil gav sig til kende i en række bygningsdetaljer, bl.a. sandstensindfatninger omkring vinduerne med
sandstensskulpturer i de trekantede vinduesspejl. Ud over hovedbygningen opførte Corfitz Viffert formentligt en nordre fløj, inden
han i 1592 døde på Kalundborg Slot.
Næs overgik derefter først til enken Anne Gyldenstierne, og efter
dennes død i 1595 til datteren Christence, der ægtede først Mogens
Bille til Mogenstrup og derefter rigsråd og statholder Breide Rantzau. Under sidstnævnte blev østfløjen opført, hvortil der anvendtes
en del af murværket fra den middelalderlige forgænger. Hertil hørte ved Christian d. 5’s matrikel i 1688 to bindingsværksbygninger,
østre og vestre hus, der var forbundet af en brandmur. Borggårdens
eneste forbindelse med omverdenen var således via vindebroen,
der sammen med to fiskekamre også nævnes i 1688.
216
Kig fra nord over Lindenborg ådal
mod Lindenborg.
Morten Pedersen, Aalborg Historiske
Museum 2006.
Det nuværende navn, Lindenborg, kom først til gården i 1681. Allerede i 1673 skiftede Næs dog navn til Daasborg på foranledning
af Claus Olufsen Daa, der i 1671-1672 købte den. Året efter ægtede han Sophie Amalie Lindenov, der blev enke i 1678 – efter sigende efter at have ladet sin mand snigmyrde, og som derefter besad
Daasborg alene. Godsets økonomiske situation var på det tidspunkt
dårlig, men under Sophie Lindenovs ledelse rettedes der noget op
på situationen. I 1681 fik gården derfor status af friherreligt len,
men nu under navnet Lindenborg.
De efterfølgende indehavere af baroniet opholdt sig ikke på Lindenborg, og hen over 1700-tallets første halvdel forfaldt såvel godsets
økonomi som dets bygninger. Først i 1764 gennemførtes en omfattende restaurering under Heinrich Carl Schimmelmann, kongens
skatmester, der to år tidligere var kommet i besiddelse af Lindenborg. Bygningerne mistede dermed en del af deres renæssancepræg. Hovedbygningens øverste halve stokværk forsvandt ved tagkonstruktionens fornyelse, og gavlene ombyggedes. De to tårne ved
bygningens østre og vestre ende blev dertil gjort lavere, således at
de fulgte selve hovedbygningens nye taglinie, ligesom deres vinduer, på nær ét i hver etage, blev tilmurede. Gennemkørslen blev ligeledes tilmuret for at øge bygningens beboelige areal.
Under H. C. Schimmelmanns ledelse forbedredes Lindenborgs økonomi væsentligt, og en del investeringer blev rettet mod den gryende industri. Lindenborg blev atter ophøjet til baroni, inden den i
1779 blev gjort til et lensgrevskab.
Efter H. C. Schimmelmanns død i 1782 og i de følgende århundreder forblev Lindenborg i slægten Schimmelmanns eje. I 1971 blev
godset overtaget af A/S Lindenborg Gods, mens enkelensgrevinde
Birthe Schimmelmann i 1978 lod bygningerne med tilhørende indbo
og park overgå til den nystiftede Schimmelmannske Fond, hvis formål er at vedligeholde anlægget med henblik på opretholdelse af
dets kulturværdier samt at underbygge dets økonomiske grundlag,
bl.a. ved erhvervelse af aktier i Lindenborg Gods A/S.
Bevaringstilstand
Lindenborgs bygninger fremstår i alt væsentligt med den udformning, de fik ved restaureringen i 1764. Overmalinger med plasticmaling fra 1960’erne til 1980’erne har vist sig at have en nedbrydende virkning på murværket, og en restaurering, hvor malingen
fjernes og erstattes af kalk, og hvor skaderne på murværket udbedres, er derfor påbegyndt.
217
Lindenborg set fra nordvest. I forgrunden voldgraven.
Morten Pedersen, Aalborg Historiske
Museum 2006.
Voldgravsanlægget og dets afgrænsning af den firkantede borgbanke er velbevaret. Indsnævringer af Lindenborg Å har i det 20. århundrede i nogen grad fjernet en del af oplevelsen af herregårdens placering midt i de lavtliggende vådområder. Det samme har en massiv
træbevoksning omkring selve herregårdsanlægget. Landskabets skiftende karakter fra bakkedragene mod nord og syd til ådalens brede
og lave strøg – samt ved nærmere øjesyn herregårdens placering heri
– fremstår dog stadig tydelig. Den tidligere færgefart over ådalen er
i dag erstattet af et moderne broanlæg, der fører landevejen mellem
Aalborg og Hadsund ca. 250 meter øst for Lindenborg.
Sårbarhed og virkemidler
Hovedbygningens søndre og østre fløj (henholdsvis 1583 og formentlig 1616) med de nord, øst og syd for liggende grave har været
fredet siden 1918.
Der synes at være taget hånd om anlæggets vedligeholdelse, bl.a.
ved den nævnte restaurering af herregårdens murværk. I lyset af
den Schimmelmannske Fond ejerskab af såvel bygninger som omkringliggende arealer synes kulturmindet ikke umiddelbart truet.
Slottet og den omgivende park er ikke åben for offentligheden. En
delvis fældning af den store træmasse omkring herregårdsanlægget
ville være en markant styrkelse af oplevelsen af kulturmiljøet.
Bonitering
Med placeringen på et fra naturens hånd letbefæsteligt sted er Lindenborg repræsentativ for middelalderens borg- og herregårdsbyggeri. Kulturmiljøet afspejler på den måde tydeligt den nære sammenhæng med sit naturgrundlag.
Den smukke bygningsmasse er med placeringen i det lave dalstrøg
forbundet med en stor oplevelsesværdi, der dog ville være endnu
større, hvis herregården blev synliggjort ved fældninger af den omgivende træbevoksning.
Kontekst/sammenhænge
Lindenborg er med sin befæstede karakter blot ét af flere borgagtige anlæg i det øvrige Himmerland og Danmark. Fra renæssancen
kan i Nordjylland fremhæves det markante Villestrup og Kokkedal
samt som mere beskedne eksempler Lerkenfeldt, Salling Østergård
og Lynderupgård, hvor beboelsesbygningerne var mere ydmyge, og
hvor bindingsværksbygninger indgik i anlæggene.
218
Kildemateriale
Erichsen, John og Pedersen, Mikkel Venborg (red.): Herregården.
Menneske-samfund-landskab-bygninger. Bind 2. Anlæg, interiør og
have. København 2005.
Petersen, Steen Estvad: Danske Herregårde. Bygninger-haver-landskaber. København 1980.
Petersen, Viggo: Aalborg og herregårdene. Aalborg-bogen 1985.
Roussel, Aage (red.): Danske slotte og herregårde. Himmerland og
Ommersyssel. København 1966.
Trap. Ålborg Amt. 5. udgave 1961.
https://www.kulturarv.dk/fbb/
https://www.lindenborg.dk
Beskrivelsen er udarbejdet af Aalborg Historiske Museum.
219
Volsted
Kulturmiljø nr. 97
Tema
Bosætning på landet
Emner
Landsby, forte, kirke
Sted/topografi
Volsted sogn
Landsbyen Volsted er beliggende i et bakket istidslandskab omgivet
mod syd og vest af lave engstrækninger gennemstrømmet af Lindenborg å og Skiveren. Mod øst er terrænet præget af højtliggende
sandede bakker. Volsteds bebyggelser er placeret rundt om et åbent
areal, der for størstedelen udgøres af en sø, landsbyens gadekær.
Volsted kirke og kirkegård ligger lige uden for kredsen af gårde og
huse i det nordøstlige hjørne af landsbyen, hvor terrænet hæver sig
nogle meter over søen i landsbyens midte.
Kulturmiljøet omfatter dels landsbyen Voldsted dels et område af
dens dyrkede areal, hvor den stjerneformede udstykning af jorden
endnu kan erkendes i form af hegns- og vejforløb.
Tid
Middelalder (ca. 1050-1536) og frem. Kirken er sandsynligvis opført
i anden halvdel af 1100-tallet.
220
Karakteristik
Volsted nævnes første gang i kilderne i 1355, men et samlet indtryk af landsbyens størrelse er først muligt med Chr. V’s matrikel fra
1688, hvor Volsted bestod af 12 gårde med et samlet tilliggende på
71 tdr. hartkorn.
Landsbyens beliggenhed og udformning afspejler de primære krav
om bedst mulig tilgænge-lighed til især ferskvand, ager og eng,
som var fordret af det danske landbrug baseret på en blanding af
agerbrug og dyrehold fra jernalderen til nyere tid (1700-tallet). Hvor
disse behov omkring Vildmosen i det østlige Himmerland var afgørende for formningen af langstrakte landsbyer som Mou, Gudum og
Dokkedal på kanten mellem mosearealernes græsning og bakkeøernes agerjord, så blev strukturen en helt anden ved Volsted. Her
blev gårdene nemlig placeret i en sluttet ring med et centralt friholdt areal – en forte – i midten og med de opdyr-kede arealer i en
ring rundt omkring landsbyen. På agrenes yderside fandtes dernæst
endnu en ring med engarealer, brugt til græsning, ud mod Lindenborg å og Skiveren.
Udskiftningskortet over Volsted fra
1786 viser, hvordan søens udstrækning oprindeligt har været større.
Efter Stokholm, Torben & Duch,
Christian, 1977.
Volsteds forte udgjordes for størsteparten af en sø, og med en placering af bebyggelsen tæt op til dens bredder var der skabt mulighed for en bekvem vanding af gårdenes husdyrhold. Langs søens
vestlige bred var gårdene endda placeret så yderligt på skråningen
ned mod gadekæret, at der ikke var mulighed for passage langs søbredden.
Som i de fleste af landets øvrige landsbyer blev jorden dyrket af
bønderne i fællesskab, indtil landboreformerne i 1700-tallet gav
mulighed for at ændre på forholdene, bl.a. i form af en udskiftning,
hvor byens jorder blev fordelt på de enkelte gårde. Med Volsteds
karakter af for-telandsby var det i den forbindelse nærliggende, at
hver gård fik tildelt den jord, den lå place-ret direkte ud til, således
at afstanden til det dyrkede areal blev mindst mulig. Agerjorden,
der lå i en ring rundt om bebyggelsen, blev derved opdelt i en række jordstykker, der i en stjerne-form strålede ud fra gårdbebyggelserne og forten i centrum.
Udskiftningen af det gamle landsbyfællesskabs jorder i Volsted kunne altså klares, uden at nogle gårde – hvad der i andre landsbyer
221
ofte var tilfældet – måtte tildeles jordstykker længere ude i bymarken, der kun kunne nås ved at passere gennem andre gårdes dyrkede arealer. I Volsted havde man derfor ikke noget stort behov for at
flytte gårdene ud til de nytildelte markstykker, og den gamle landsbystruktur kunne dermed opretholdes.
Volsteds lille kirke består af et romansk kor og skib, hvis mure er
bygget som kassemure. På ydersiden er kirken opført af granitkvadre over en skråkantsokkel, mens den på indersiden er bygget af rå
kampesten, der er hvidkalkede. Store partier af indersiden af skibets
sydmur be-står dog i dag af mursten. Mellemrummet mellem de to
murskaller er udstøbt med mindre marksten og kalkmørtel. Ydermurene er så godt som totalt omsatte, og den eneste muråbning, der
har bevaret sin oprindelige form, er det lille romanske, rundbuede
vindue i korets sydmur. Skibet og det nedenfor omtalte våbenhus
har tegltag, mens koret er tækket med bly.
Volsted Kirke.
Aalborg Historiske Museum 2006.
Af kirkens oprindelige døråbninger på henholdsvis nord- og sydsiden af skibet er det i dag kun syddøren, der er i funktion. Foran
denne døråbning blev der i 1873 rejst et våbenhus, som i forbindelse med en restaurering af kirken i 1977 blev revet ned og genopført
i den gamle skikkelse af nye materialer. Den sydlige døråbning ses i
dag ikke i sin oprindelige skikkelse, da den er blevet udvidet og ændret. Den nordlige døråbning er i dag tilmuret, men kan ses inde fra
kirkerummet, ligesom en udvendig forsænkning i soklen markerer
døråbningens pla-cering.
Volsted Kirke. Våbenhuset med de
genanvendte billedkvadre.
Aalborg Historiske Museum 2006.
222
Begge døråbninger var fra opførelsen kantet med smukke granitrelieffer. De sidder nu i vå-benhuset fra 1873/1977, og det er især disse relieffer, der gør den i øvrigt lille kirke bemær-kelsesværdig. Reliefferne, der ikke sidder, som de gjorde fra opførelsestiden, forestiller: syn-defaldet, en biskop, et korslam, et vildsvin, en løve, en fugl
og en ræv, der forfølges af en hund samt to helgenskikkelser med
hovederne vendt mod hinanden. De tre billedkvadre med henholdsvis korslammet, fuglen samt ræven og hunden bærer latinske indskrifter, og man kan blandt andet læse ”GOT(I) EDEFECIT”, hvilket
oversættes med ” Goti byggede”. Denne bygmester eller stenhugger
har også udført stenarbejder på blandt andet Gjøl kirkes sydportal.
Her sidder der en sten, hvor han kalder sig for ”Mester Gøti”, ligesom der findes en billed-kvader, hvor han er i færd med at tilhugge
en kvader.
Indvendigt står skibet med fladt bræddeloft, mens koret engang i
senmiddelalderen fik ind-bygget et krydshvælv. Alterbordet stammer fra opførelsestiden og er muret af granitkvadre. Døbefonten af
granit hører også til kirkens oprindelige inventar, mens altertavlen,
der stam-mer fra 1618 eller 1619, har et senere indsat maleri. Prædikestolen er som en af de ganske få i Danmark i ren gotisk stil, og
den må derfor være anskaffet kort efter reformationen i 1536.
Kirkegården er omgivet af et solidt stendige.
Bevaringstilstand
Landsbyens struktur er velbevaret, idet bebyggelsen fortsat i høj
grad udgør en uudflyttet ring omkring den gamle centrale friholdte
forte. Søen har ganske vist mistet noget af sin oprindeli-ge udstrækning helt ud mod gårdenes avlsbygninger, således at der er blevet plads til at etab-lere en vej rundt langs bebyggelsens inderside.
I bygningsmæssig henseende har søens ind-skrumpning – med de
deraf følgende muligheder for nybebyggelser ind på forten – imidlertid kun resulteret i forsamlingshusets opførelse næsten midt på
det gamle friholdte areal. Sporene efter udskiftningens stjerneformede agerareal kan endnu i en vis udstrækning opleves i form af
markopdelinger og hegnsforløb.
Volsted med den friholdte forte.
Aalborg Historiske Museum 2006.
Kirke og kirkegård er i funktion, og såvel kirken som kirkegården er
generelt set i en god be-varingstilstand, om end kirken synes at være noget plaget af fugt.
223
Sårbarhed og virkemidler
Etableringen af nye bebyggelser bør foregå således, at den velbevarede kreds af gårde om-kring forten i Volsted fortsat kan opleves.
Forsamlingshusets placering næsten midt på forten bør fremover
forblive det eneste brud på princippet om det friholdte centrale areal i landsby-ens midte. Tilsvarende bør det sikres, at nybebyggelser
ikke forstyrrer den helt særlige ople-velse af gårdenes placering i
den gamle uudflyttede landsbystruktur.
Med søens indskrumpning er oplevelsen af bebyggelsens ringformede placering omkring for-ten i nogen grad svækket. Den relativt
beskedne bebyggelse kan således kun i nogen grad bære oplevelsen af fortestrukturen alene, og en yderligere understregning – evt.
ved etablering af beplantning – er derfor relevant.
Der synes at være bevågenhed omkring Volsteds helt særligt velbevarede struktur som forte-landsby i Aalborg Kommunes lokalplanlægning. Volsted er således udpeget som en beva-ringsværdig sammenhæng i kommuneatlasset for Aalborg Kommune, uden at dette
dog har resulteret i udarbejdelsen af en bevarende lokalplan. I Aalborg Kommunes kommuneplan 2005 (sydøstområdet) lægges der
op til en sikring af Volsteds ”særlige karakter herunder for-testrukturen og bebyggelsens udformning”. Der bør udarbejdes en bevarende lokalplan møntet på at beskytte de bevaringsværdige strukturer i
landsbyen.
Kirkebygningen skal løbende vedligeholdes sådan, at f.eks. tagskader og skader på murværket ikke giver anledning til mere vedvarende problemer for bygningen. Kirkegården og stendiget skal ligeledes vedligeholdes. Den største trussel mod kirken og kirkegården
som en integreret del af kulturmiljøet Volsted kommer fra den fortsatte råstofindvinding efter kalk nordvest for kirken/kirkegården. En
udvidelse af de arealer, hvorfra der indvindes kalk, ind imod Volsted
(dvs. især mod sydøst, men også mod syd og øst) vil ødelægge opfattelsen af landsbyen som en velbevaret fortelandsby med en stjerneudskiftning. Indblikket til landsbyen og kirken vil dertil skæmmes
af sådanne indvindingsområder.
Bonitering
Volsted udgør vel nok Danmarks største og bedst bevarede fortelandsby. Den særligt velbeva-rede struktur med gårdenes placering
omkring den store friholdte forteplads rummer således – oplevelsesværdien – stor kildeværdi for forståelsen af landets bebyggelsesstruktur i tiden før de store omvæltninger som følge af 1700-tallets
landboreformer.
Volsted kirke er jo blot én af Danmarks mange kirkebygninger fra
middelalderen, men det, der især gør den bemærkelsesværdig, er
de ovenfor nævnte granitrelieffer, der både har en stor oplevelsesværdi og en stor videnskabelig værdi. Dertil kommer, at kirken og
kirkegården er en helt uadskillelig del af fortelandsbyen Volsted, og
oplevelsen af landsbyen vil ikke være af den samme unikke karakter
uden kirken.
Kontekst/sammenhænge
Volsted fremstår som den største og velbevarede af en række fortelandsbyer, der har præget landbebyggelsen i Himmerland, herunder
Smidie, Sdr. Kongerslev, Veddum, Dall og Øster Uttrup. – For sidst224
nævntes vedkommende er ligheden med Volsted yderligere understreget af bebyggelsens placering omkring et gadekær.
Kirkebygningen har som bygningstype en sammenhæng med de
fleste andre landsognekirker, og hvad angår granitreliefferne, er
der en tydelig forbindelse til Gjøl kirke via Mester Goti, som beskrevet ovenfor.
Anvendt kildemateriale
Bendtsen, Niels: Landbruget og dets bygninger. Folkets Nordjylland.
Nordjyllands Amt 2003, side 56-65.
Bjørn, Claus (red.): Det danske landbrugs historie II. Odense 1988.
Hastrup, Fritz: Landsbytyper i Himmerland. Kulturgeografi, nr. 65,
1959, side 207-218. Geo-grafisk Institut, Århus Universitet.
Hastrup, Fritz: Danske landsbytyper – en geografisk analyse. Skrifter
fra Geografisk Institut, Århus Universitet 1964.
Kommuneatlas Aalborg Syd. Skov- og Naturstyrelsen 1994.
Pedersen, Henrik: De danske landbrug. København 1928 (reprotryk
1975).
Petersen, V.: Volsted kirke. Udg. af Volsted Menighedsråd 1994.
Stokholm, Torben & Duch, Christian: Landsbymiljøer ved Aalborg.
Aalborgbogen 1977.
Trap, J.P.: Danmark. Femte udgave, 1961. Ålborg Amt, bind VI, 3, s.
1006f.
Aalborg Kommunes kommuneplan (2005) vedr. Volsted:
http://www.aalborg.dk/Kommuneplan/Kommuneplanrammer/Sydoest-omraadet/Landomraade+Sydoest/7.9.l9.htm
225
Vokslev Hede
Kulturmiljø nr. 99
Tema
Sted/Topografi
Bakket landskab for enden af åsen på den udløber af den jyske højderyg, der skiller Himmerland i øst og vest.
Jernalder, oldtid generelt
Emner
Højkoncentrationer, agersystemer, hulveje, stensat brønd
Dele af området er udlagt som kulturarvsareal (DKC 120514-151).
Tid
Forhistorisk tid
Karakteristik
Området omkring Vokslev Hede er især præget af klynger af høje,
hvis beliggenhed i terrænet udgør en væsentlig del af den visuelle opfattelse af landskabet. Den største samling af høje er Frendrup
Nihøje i den nordøstlige del af udpegningsområdet. Denne samling
af høje består i dag af seks mellemstore høje, der er beliggende på
et af de højeste punkter i området. Der er et forholdsvist stejlt fald
fra Nihøje mod nord og øst og et mere fladt fald mod syd og vest,
hvilket betyder, at højene kan ses på lang afstand fra alle retninger.
226
Sydvest for Nihøje ligger tre høje, der bærer navnet Sekshøje.
Frendrup Nihøje.
Aalborg historiske Museum 2005.
Sekshøje består af en mindre og to mellemstore høje beliggende
på den flade stigning op imod Nihøje. Med denne placering kan de
iagttages fra store dele af det område, der ligger syd og øst herfor.
Trehøje.
Aalborg historiske Museum 2005.
Sydøst for Sekshøje lidt længere nede i den dal, der går fra Sekshøje og ned mod Øster Hornum, tre høje, der bærer navnet Trehøje. Disse høje er noget større end de andre høje i udpegningsarealet, og deres beliggenhed gør, at de kan ses fra begge sider af dalen. Disse tre højkoncentrationer udgør de mest imponerende visuelle markører i landskabet. Derudover findes flere interessante koncentrationer af høje. Mellem Trehøje og Nihøje er to høje placeret.
Disse ligger mindre markant i landskabet. De er placeret på samme
flade stykke af dalen som Trehøje, men er væsentlig lavere, ligesom
de på besigtigelsestidspunktet var omgivet af højt korn. Den ene af
disse høje er derudover fuldstændig dækket af krat og mindre træer. På den anden side af vejen mellem Øster Hornum og Nihøje ligger ligeledes nogle høje, hvoraf kun den ene er synlig, mens to andre befinder sig i et lille stykke skov.
Ved Stærhøje ligger en mere spredt forekomst af gravhøje. Denne
gruppe høje ligger i et område, der består af et mere kuperet ter227
ræn med flere mindre markante toppe. Alle disse høje er medtaget i
kulturmiljøudpegningen, fordi de danner en fin kontrast til de mere
samlede koncentrationer af gravhøje, som udgøres af Trehøje, Sekshøje og Nihøje.
Stærhøje agersystemer.
Aalborg historiske Museum 2005.
Omkring Stærhøje befinder sig spor af ældre jernalders agersystemer i form af digevoldinger. Disse digevoldinger giver på lignende
vis en god kontrast til den monumentale virkning fra højkoncentrationerne. Digevoldingerne er lave forhøjninger, der - især i den knæhøje vegetation, der var på stedet under besigtigelsen - kræver, at
iagttageren bruger tid på at kigge på detaljerne i landskabet. Dette
giver en anderledes og ikke i samme grad så umiddelbar oplevelse
af det kulturhistoriske landskab.
Hulvej mellem Nørreknold og Simested Bakker.
Aalborg historiske Museum 2005.
228
Ved Nørreknold findes også en samling af registrerede gravhøje,
hvoraf kun to er tilbage. Øst herfor findes imidlertid et stykke af en
smuk hulvej, der bugter sig op gennem dalen mellem Nørreknold
og Simested Bakker, og ved siden af denne vej findes resterne af en
stensat brønd. Dateringen af selve hulvejen kan muligvis føres tilbage til jernalderen. Hulvejen udgør en bedre oplevelse af landskabet
ved Nørreknold end gravhøjene.
Endelig besigtigedes en række registreringer beliggende som savtakker på en svag sydøstvendt skråning ned fra Nørreknold mod
Øster Hornum. Kun en enkelt af disse registreringer - en lav gravhøj
- kunne iagttages.
Bevaringstilstand
Generelt er bevaringstilstanden i området god.
Sårbarhed og virkemidler
Grundet især højenes monumentale virkning vil skovrejsning, rejsning af vindmøller, master eller lignende skade oplevelsen af det
kulturhistoriske landskab. Ligeledes ville en rydning af gravhøjen
med stednummer 120515-133 være på sin plads, ligesom der kunne
tages forbehold for erosionen som følger af kreaturafgræsning af
gravhøjen med stednummer 120514-41 (se dkconline).
Bonitering
Diversiteten i materialet er interessant, idet der både forekommer
spredte og samlede gravhøje, ligesom der forekommer agersystemer, gravhøje og hulveje indenfor et mindre geografisk område.
Anvendt kildemateriale
Dansk Kulturhistorisk Centralregister (DKC) www.dkconline.dk
Beskrivelsen er udarbejdet af Aalborg Historiske Museum.
229
Øvrige kulturmiljøer
Kulturmiljøer spredt over
Region Nordjylland
Voldsteder og borge
Kulturmiljø nr. 7a, b, c, d, e, f, g, h, i, j............................................... ..229
Vand- og vindmøller i Nordjyllands Amt
Kulturmiljø nr. 11a, b, c, d, e, f.......................................................................... ..243
228
Voldsteder og borge
Kulturmiljø nr. 7a, b, c, d, e,
f, g, h, i, j
Sted/topografi
Tema
Tid
Infrastruktur
Emner
Forsvarsanlæg og herregårde
Se under de enkelte anlæg
Yngre jernalder (375-1050 e. Kr.), middelalder (1050-1536) og renæssance (1536-1660).
Karakteristik
Bolig og fæstning
I middelalderens Danmark blev der opført et stort antal borge og
herregårde i jord, sten, træ og tegl. Alle blev de anlagt for at opfylde
et bestemt militært, politisk og/eller økonomisk formål, og bag deres anlæggelse stod kongemagten, ærkebisper og bisper samt herremænd. Den middelalderlige borg og herregård fungerede både som
bolig og fæstning, og til stort set alle anlæg hørte der et landbrug
med avlsbygninger. Voldstederne var udformet forskelligt, alt efter
den rolle de spillede, landskabets udformning og ejerens økonomiske
formåen.
Af de middelalderlige borge i Nordjylland er der i dag oftest kun bevaret volde, grave og ban-ker. Bygninger og fæstningsværker er for
længst forsvundet, og senere tiders brug af jorden har i mange tilfælde udjævnet voldstederne, så de kan være svære at opdage i landskabet. Fle-re står dog fortsat med høje banker og dybe voldgrave,
og på nogle af de senmiddelalderlige herregårdspladser findes bygningerne, om end i ombygget stand, endnu.
Under dette samlede kulturmiljø er alene et repræsentativt udvalg af
de nordjyske voldsteder og herregårde medtaget. De anlæg, der skal
fortælles om, stammer – for så vidt at de kan date-res – fra omkring
1300 og frem. Den eneste undtagelse herfor er ”Voldene i Allerup
bakker”, der antagelig stammer fra yngre jernalder (375-1050 e. Kr.).
1300-tallets borge
Politisk var 1300-tallet præget af de danske kongers pantsætning af
riget, indtil det i 1330’erne gik helt i opløsning. De lovløse tider fik
mange herremænd til at sikre deres besid-delser ved at opføre borge.
Voldstedernes udformning kunne variere, men en meget anvendt type i Nordjylland var det såkaldte castrum-curia (borg-gård) anlæg.
Sådan et voldsted bestod typisk af to jordbanker, en borgbanke og
en gårdbanke. Undertiden var de to banker placeret et godt stykke
fra hinanden, men oftest lå de ganske tæt. Voldstederne var omgivet
af tørre eller våde voldgrave, og mange af dem var tillige anlagt i et
sumpet og utilgængeligt terræn. Borgbanken, der kunne ligge højere
end gårdbanken, var befæstet med jordvolde og palisader eller med
regulære mure i sten eller tegl. Et træ-, sten- eller teglbygget tårn var
ofte borgens stærkeste led og forsvarets sidste tilflugt. Borgen beskyttede gårdbanken, som rummede bolig, stald og lade. Denne ban-ke
var også befæstet, dog som regel svagere end selve borgen. Af nordjyske castrum-curia anlæg kan her nævnes Egholm Slot, Rugtved og
Ågård.
Egholm Slot i Himmerland ligger ved Lindenborg Å i en eng, der
sandsynligvis stod under vand, da borgen blev opført. Den sydlige
229
banke, borgbanken, er ca. 7 m høj og nærmest rek-tangulær med en
topflade på ca. 25 x 30 m. Nogenlunde midt på banken ses de overgroede rester af et fundament, der har båret et rundt tårn bygget i
sten og tegl. Nord for borgbanken ligger gårdbanken, der kun er ca.
3 m høj og har en topflade på ca. 20 x 15 m. Herpå har der stået flere bygninger. De to banker er adskilt af en lav ca. 20 m bred voldgrav. Voldstedet er omgivet af en voldgrav og en ydervold, der ses tydeligst mod øst og syd. Mod syd har der været endnu en grav, som nu
er groet til.
Egholm Slot. Voldstedet set fra SØ.
Aalborg Historiske Museum 2006.
To årringsdateringer af egepæle fra den vestre grav har vist, at der
var byggeaktivitet på Eg-holm Slot i 1350’erne. Muligvis angiver dateringen borgens opførelse, men den kan også blot fortælle om reparationsarbejder på voldstedet.
Ved nogle voldsteder mangler en egentlig gårdbanke, og det kan da
antages, at bolig og avls-bygninger har ligget inde på det faste land.
Dette menes at være tilfældet ved Egholm I og muligvis også ved
Åstrup.
Borgbanken er ved visse voldsteder så beskeden i omfang, at det er
tvivlsomt, om der har stå-et andre bygninger end et mindre tårn på
banken. En udgravning af Egholm I, beliggende ca. 200 m syd for Egholm Slot, viste faktisk, at der på den lave, ca. 22 x 16 m store tårnbanke kun havde stået et kvadratisk trætårn på ca. 6 x 6 m. Banken,
der var omgivet af en palisade, havde ingen voldgrav, da den sumpede eng ydede tilstrækkelig beskyttelse.
Egholm I blev ifølge to årringsdateringer opført i efteråret 1334, og et
heldigt fund af en segl-stampe fortæller, at borgens bygherre formodentlig var ridder Sigfred Sehested, hvis slægt stammede fra Rendsborg-egnen. Antagelig havde ridder Sehested et landområde ved Egholm i pant, og han har da opført borgen for at kunne forsvare sin familie og sin ejendom. Med nærheden til Egholm Slot må det bestemt
antages, at de to anlæg skal ses i sammenhæng, og formentlig var
Egholm I en forgænger for det større Egholm Slot.
Borgbygningsforbud og herregårde
Først kong Valdemar IV Atterdag (1340-75) genvandt fra 1340’erne
langsomt kontrollen med Danmark. Hans arvtager, datteren dronning Margrete I (rigsforstander 1376-1412), genskabte for alvor kon230
gemagtens styrke, og hun fik mange private borge revet ned. Dette
overgik også Egholm Slot, da dronning Margrete i 1391 skænkede
borgen og godset til Vor Frue kloster i Aalborg på den betingelse, at
borgen skulle rives ned og aldrig mere genopføres. I 1396 ud-stedte
hun et forbud mod privat borgbyggeri, som først blev ophævet i kong
Hans’ (1481-1513) håndfæstning fra 1483.
Men da var tiden løbet fra privat borgbyggeri. Freden under dronning Margrete og de efter-følgende konger betød, at herremændene
ikke havde noget behov for at befæste sig. Ydermere var det meget
dyrt, og kunne en herremand spare udgiften til opførelse og vedligeholdelse af en borg, gjorde han gerne det. I stedet byggede mange
i 1400-tallet og 1500-tallet mere be-kvemme boliger i form af herregårde. De blev anlagt på store, ofte rektangulære voldsteder, kaldet herregårdspladser. Disse var som regel omgivet af en voldgrav
og måske sikret med en jordvold, men generelt set var forsvarsdelen
stærkt nedtonet. Skydeskår og voldgrave skulle mere signalere, at her
boede en mand af stand, en herremand. Af nordjyske herregårdspladser kan nævnes Asdal, Gunderstedgård, Kokkedal, Odden, Voergård og Voldene, hvoraf kun de to førstnævnte er omfattet af dette
kulturmiljø.
Kort beskrivelse af de enkelte voldsteder:
Asdal, Asdal sogn – herregårdsplads
Sted/topografi: Asdal voldsted ligger mellem Åbyen og Allingdam i
Vendsyssel, umiddelbart vest for den nuværende gård Asdal og øst
for Kjul Å.
Asdal.
Aalborg Historiske Museum 2006.
Herregårdspladsen består af en ca. 11 m høj banke med en topflade
på ca. 65 x 45 m, omgivet af en bred voldgrav og ydervolde. Adgang
til banken foregik over den søndre grav ad en bro, hvor der nu er en
dæmning. Engene rundt om voldstedet kunne sættes under vand fra
Kjul Å ved flere dæmninger, hvoraf rester ses noget vest for banken.
En årringsdatering viser, at der var byggeaktivitet på voldstedet omkring 1445/1446. Asdals historie kan følges fra 1300-tallet, da ridder
Niels Ovesen af Panter-slægten besad gården.
Egholm Slot, Skørping sogn – castrum-curia
Sted/topografi: Egholm Slot og Egholm I (se nedenfor) ligger nordvest
for landsbyen Gl. Skørping i Himmerland - ved Skørpingholme i et
engområde ved Lindenborg Å.
231
Castrum-curia anlægget består af en ca. 7 m høj borgbanke med en
topflade på ca. 25 x 30 m, hvorpå der er rester af et tårn. Gårdbanken er ca. 3 m høj og har en topflade på ca. 20 x 15 m. Voldstedet er
omgivet af en voldgrav og en ydervold. Byggeaktivitet i 1350’erne.
Egholm Slot og Egholm I (se nedenfor) er tillige udpeget som et arkæologisk kulturarvsareal af national betydning i forbindelse med en
landsdækkende kortlægning af sådanne, iværksat af Kulturarvsstyrelsen. (DKC 120310-280)
Egholm Slot. Den ydre voldgrav mod
syd.
Aalborg Historiske Museum 2006.
Egholm I, Skørping sogn – tårnbanke
Sted/topografi: se under Egholm Slot.
Tårnbanken består af en lav, ca. 22 x 16 m stor banke, hvorpå der
stod et trætårn opført i 1334 af Sigfred Sehested. Forgænger for Egholm Slot. Ingen synlige spor.
Egholm Slot. Udgravningen i 198587 af det træbyggede tårn.
Aalborg Historiske Museum.
232
Gunderstedgård, Gundersted sogn – herregårdsplads
Sted/topografi: Herregårdspladsen ligger ved den nuværende landsby Gundersted i Himmer-land lige vest for Gundersted kirke. Den nuværende Gunderstedgård er beliggende på den nordlige del af banken, og resten af denne er græsklædt og indhegnet.
Gunderstedgård. Borgbanken og
den sydlige voldgrav.
Aalborg Historiske Museum 2006
Herregårdspladsen består af en 70-80 x 100-120 m stor banke med
markante sider, der hæver sig 3-4 m over voldgravenes bund. Grave
omgiver banken mod vest, syd og øst. Den vestlige og østlige grav er
25-30 m brede og 3-4 m dybe, mens den sydlige grav i dag kun har
en dyb-de på ca. 2 m og en bredde på 10-15 m. Gravene er nu tørre, bortset fra den vestlige grav, hvori der løber en grøft. Det vides ikke, hvornår herregårdspladsen er anlagt, men i 1430 nævnes det, at
Gunderstedgård er ejet af Malte Nielsen. Sognekirken i Gundersted
er inddra-get i kulturmiljøet, da voldsted og kirke må anses for at have samhørighed.
Gunderstedgård. Den sydlige voldgrav.
Aalborg Historiske Museum 2006.
Gunderstedgård er tillige udpeget som et arkæologisk kulturarvsareal
af national betydning i forbindelse med en landsdækkende kortlægning af sådanne, iværksat af Kulturarvsstyrelsen. (DKC 120702-117)
Gårdsens Vold, Solbjerg sogn – borgbanke
Sted/topografi: Voldstedet ligger ganske utilgængeligt i et mosedrag
nogenlunde midt i Søn-derskov, som er beliggende mellem landsbyerne Solbjerg og Veddum i Himmerland.
233
Gårdsens Vold. Den tilgroede borgbankes fod mod syd.
Aalborg Historiske Museum 2006.
Mosen danner en naturlig voldgrav omkring en oprindeligt naturlig
banke, som er tildannet således, at den fremtræder næsten rund med
en diameter på ca. 60 m. Banken står med ret stejle sider, og på topfladen er der fundet teglbrokker.
På voldstedet har borgen Trommelholt efter al sandsynlighed ligget. I
1453 sælger Morten Svan stedet til Viborgbispen.
Gårdsens Vold er tillige udpeget som et arkæologisk kulturarvsareal
af national betydning i forbindelse med en landsdækkende kortlægning af sådanne, iværksat af Kulturarvsstyrelsen. (DKC 120311-115)
Halkær, Ejdrup sogn – borgbanke
Sted/topografi: Halkær ligger i bunden af Halkær Bredning, umiddelbart vest for Halkær Å og øst for den nuværende Halkærgård i Himmerland.
Halkær. Voldstedet ligger i trægruppen ved den genskabte sø.
Aalborg Historiske Museum 2006.
Borgbanken består af en ca. 2 m høj, 47 x 58 m stor banke, hvorom
der ligger en ca. 10 m bred, vandfyldt voldgrav og en delvist bevaret ydervold, 7-15 m bred. Avlsbygningerne har muligvis stået vest for
banken, hvor den nuværende Halkærgård findes. Halkær var ejet af
Viborg bispestol og omkring 1380 forlenet til Peder Andersen Munk
af Hedegård (se denne). Halkær er tillige udpeget som et arkæologisk kulturarvsareal af national betydning i forbin-delse med en
landsdækkende kortlægning af sådanne, iværksat af Kulturarvsstyrelsen.
234
Halkær. Borgbanken og den nordlige voldgrav.
Aalborg Historiske Museum 2006.
Hedegård, Ejdrup sogn – befæstet gård
Sted/topografi: Hedegård ligger syd for Halkær Bredning og i de lavtliggende engarealer vest for Halkær Å i Himmerland.
Voldstedet ligger på en lav, kunstig, ca. 38 x 43 m stor banke. På
banken har der stået en træ-bygget befæstet gård med bolig og avlsbygninger. Hedegård blev anlagt omkring 1363 og var i 1385 ejet af
Peder Andersen Munk. I 1406 var den ejet af Kronen, der sandsynligvis lod den rive ned. Hovedparten af anlægget er udgravet, og i dag
ses kun en lav forhøjning, der stikker op af det omgivende vådområde som en lav ø.
Hedegård. Engen hvor borgen har
ligget tæt ved den genskabte sø.
Aalborg Historiske Museum 2006.
Hedegård er tillige udpeget som et arkæologisk kulturarvsareal af
national betydning i forbin-delse med en landsdækkende kortlægning af sådanne, iværksat af Kulturarvsstyrelsen. Hede-gård er i dag
(2006) sat under vand.
Kyø, Store Ajstrup sogn – borgbanke
Sted/topografi: Kyø i Himmerland ligger på overgangen mellem
agerjord og eng. Mod øst støder voldstedet op til engarealerne langs
Vidkær Å. Voldstedet ligger umiddelbart nord for den nuværende Kyø
Avlsgård.
235
Kyø, der ligger inde i træerne omgivet af eng mod øst.
Kirsten Monrad Hansen 2006.
Kyø voldsted består af en 4-5 m høj, ca. 45 x 35 m stor banke, omgivet af 20-25 m brede, delvist vandfyldte voldgrave. Langs den østre
grav ses en 17 m bred og 4-5 m høj dæmning. Avlsbygningerne har
måske ligget mod syd, hvor Kyø Avlsgård i dag findes. I området ned
mod Vidkær Å formodes det, at der kan forefindes anlæg med tilknytning til voldstedet, må-ske i form af en vandmølle. Gården Kyø var i
1401 ejet af Mikkel Nielsen af Tornekrands-familien, men selve voldstedets historie er ukendt.
Kyø med banken og voldgrav.
Kirsten Monrad Hansen 2006.
Kyø er tillige udpeget som et arkæologisk kulturarvsareal af national
betydning i forbindelse med en landsdækkende kortlægning af sådanne, iværksat af Kulturarvsstyrelsen. (DKC 120713-65)
Rugtved, Albæk sogn – castrum-curia
Sted/topografi: Rugtved ligger vest for den nuværende by Voerså i
Vendsyssel, nærmere be-stemt mellem den eksisterende hovedgård
Store Rugtved og Rugtved Skov. Noget syd for voldstedet løber Voer
Å, der mod øst kommer ganske tæt på dette. Åen leverede vand til
voldstedets grave.
236
Rugtved Slot.
Aalborg Historiske Museum 2006.
Anlægget består af en nu noget ødelagt, ca. 4,5 m høj borgbanke
med en topflade på ca. 45 x 38 m, omgivet af voldgrave og en ydervold. Borg og bolig har ligget på den samme banke, mens avlsbygningerne sandsynligvis har stået vest for banken. På borgbanken er
der udgravet et ca. 13 x 13 m stort tårn i munkesten. Anlagt i 1300tallet, kongeligt under Valdemar Atter-dag, og i 1393 af skænket
dronning Margrete til Børglumbispen til nedrivning.
Voldene i Allerup bakker, Hellevad sogn – tilflugtsborg
Sted/topografi: I de skovklædte Allerup bakker, som udgør en del af
den Jyske Ås i Vendsys-sel, findes der på toppen af Skansebakken
ringvoldsanlægget ”Voldene”. Bankens skråninger har et brat fald i
nordvest, nord, nordøst, sydøst og syd, hvor den ved dybe slugter adskilles fra de nærtliggende højdedrag i det stærkt kuperede terræn.
Mindre stejlt er faldet mod øst, og en del af vestsiden glider nogenlunde jævnt over i åsens vestligste bakketunger.
Voldstedet har helt rettet sig efter de naturgivne former på banken,
hvorfor det er meget ure-gelmæssigt af form og nærmest kan sammenlignes med et kløverblad. Bankens største mål er ca. 175 m nordøst-sydvest, og topfladen udgør ca. 16.800 m². Langs bankens sider
er der flere steder registreret en trugformet, ca. 1 m bred og 0,40-1
m dyb voldgrav, og på vestsiden af banken findes der endvidere en
forholdsvis velbevaret vold liggende bag ved voldgraven. ”Voldene”
er højst sandsynlig en tilflugtsborg for egnens befolkning, og den skal
antagelig dateres til yngre jernalder (375-1050 e. Kr.).
Ågård, Kettrup sogn – castrum-curia
Sted/topografi: Ågård i Vester Han herred ligger syd for den nuværende by Fjerritslev. Vold-stedet er i dag omgivet af engdrag, som oprindeligt var en sø. I dag løber Mølleå nord og nordvest for anlægget,
og nord for Ågård findes der også et mindre vådområde.
Ågård. De to banker er helt overgroet med træer.
Kirsten Monrad Hansen 2006.
237
Voldstedet består af to banker, adskilt af en grav og omgivet af de
ovenfor nævnte enge. Ågård har dertil været omkranset af en dæmning, der tydeligst ses nord for anlægget. Borg-banken mod syd er
ca. 5,5 m høj og måler ca. 33 x 33 m, mens gårdbanken mod nord er
ca. 2 m høj og ca. 40 x 40 m stor. På gårdbanken er der fundet rester
af et firfløjet bygningskom-pleks, omtalt i 1633. Den første kendte
ejer var Erik Nielsen Gyldenstierne, nævnt i 1355.
Ågård med en del af engen.
Kirsten Monrad Hansen 2006.
Kulturmiljøets udstrækning mod nord skyldes dels den nævnte dæmning og dels en formod-ning om, at der i dette område under terræn kan findes spor af en oprindelig adgangsvej til voldstedet i form
af bevarede træpæle fra en vejbro eller lignende. Aalborg Historiske
Muse-um har ved en tidligere lejlighed registreret enkelte pæle i dette område.
Ågård er tillige udpeget som et arkæologisk kulturarvsareal af national betydning i forbindel-se med en landsdækkende kortlægning af
sådanne, iværksat af Kulturarvsstyrelsen. (DKC 110704-174)
Åstrup, Skt. Hans sogn – borgbanke
Sted/topografi: Åstrup er beliggende vest for den nuværende by Vester Bagterp, der ligger i den sydlige udkant af Hjørring i Vendsyssel.
Voldstedet ligger på en indhegnet mark umid-delbart vest for det nuværende Åstrups ladebygning og på den nordvestre spids af en højde-ryg, som strækker sig øst for Liver Å.
Åstrup.
Aalborg Historiske Museum 2006.
238
Den næsten runde borgbanke er skabt ved, at der mod nord, vest og
syd er gravet en halvcir-kelformet voldgrav gennem højderyggen.
Mod øst skiller en naturlig 10-15 m bred sænkning banken fra højderyggen. Syd for borgbanken ligger en lavere, nærmest trekantet
banke. Det er uvist, om den er en del af voldstedet. Den første kendte
ejer, ridder Jens Nielsen, nævnes i 1302. I 1406 overdrages Åstrup til
dronning Margrete.
Åstrup. Voldstedet ved Liver Å.
Aalborg Historiske Museum 2006.
Bevaringstilstand
De voldsteder, der er omfattet af dette kulturmiljø, er alle funktionstømte i den forstand, at bygninger og fæstningsværker for længst er
nedrevet. Voldstederne fungerer dermed ikke længere, som de oprindeligt var tænkte. Ikke desto mindre fortæller bankerne, voldene og
voldgravene stadig om fortidens samfundsorganisation og om menneskets behov for at be-skytte sig mod ufred og krig. Voldstedernes
samspil med landskabet kan endvidere stadigvæk opleves i større eller mindre grad, og flere steder findes der nyere hovedgårde, der mere eller mindre direkte kan betragtes som voldstedernes efterfølgere.
Voldstedernes bevaringstilstand varierer, som det vil fremgå af afsnittet om sårbarhed og vir-kemidler, men generelt set er bevaringstilstanden rimelig.
Sårbarhed og virkemidler
Voldstederne er synlige anlæg i landskabet, og som sådan er de fredede fortidsminder ifølge Naturbeskyttelsesloven. Dertil kommer, at
flere af dem er tinglyst fredede, men ikke desto mindre må anlæggene generelt set anses for at være truede af landbrug, skovbrug eller
af en naturlig vegetation.
Ved og på mange anlæg er det f.eks. tilladt at lade kvæg og/eller får
afgræsse områderne, og skønt dette ikke umiddelbart lyder som en
voldsom trussel mod voldstederne, indebærer af-græsningen og dyrenes færdsel en nedslidning af de enkelte anlæg. Jordoverfladen
blotlægges på bankernes skråninger og topflader, og der åbnes derved for erosion. Ved andre voldsteder dyrkes jorden forholdsvis tæt
på selve anlægget, og denne dyrkning kan være ødelæggende for
især de arkæologiske levn, der måtte ligge skjult under terræn.
Bevoksning af træer og/eller buskads på voldstederne slører i mange
tilfælde oplevelsen af anlægget, og f.eks. rodvæltede træer kan være
ødelæggende for de arkæologiske levn under terræn.
239
Det kan derfor generelt anbefales, at voldstederne i fremtiden plejes mere omhyggeligt, end det er tilfældet i dag, f.eks. ved fældning
af træer, rydning af buskadser og slåning af græs. Adgangen til at lade dyr afgræsse voldstederne bør nøje vurderes i hvert enkelt tilfælde, og ved de mest nedslidte anlæg bør det ikke tillades. Myndigheder bør opnå frivillige aftaler med lodsejere om begrænsninger i dyrs
færdsel på voldstederne, og dyrkning tæt på voldstederne bør undgås, gerne ved frivillige aftaler med lodsejere.
Kendte, konkrete trusler og virkemidler:
Halkær: Halkær Hovedgårds eksisterende, forfaldne hovedbygning
fra 1900 samt nyere avls-bygninger er blevet nedrevet som led i et
Vandmiljøplan II projekt. På arealet indrettes en primitiv lejrplads.
Halkær Voldsted er blevet plejet og voldgraven oprenset. Arbejderne
har været fulgt af Aalborg Historiske Museum.
Hedegård: Som en del af Vandmiljøplan II har Nordjyllands Amt i
2004-06 gennemført et naturgenopretningsprojekt mellem Halkær
Hovedgård og Vegger. En stor del af ådalen er omdannet til et vådområde, og herved er voldstedet Hedegård og adgangsvejene til dette (va-ser med pælebroer) blevet delvist oversvømmede og i kortere perioder helt oversvømmede. Området er udlagt og tinglyst som
vådområde og må med tiden forventes at gro til i tagrør.
Forståelsen af anlægget som et kulturmiljø og dets placering i landskabet vil herved blive vanskeligere og adgangen til anlægget dertil
afbrudt.
I Kulturarvsstyrelsens tilladelse til etablering af vådområdet af 21. januar 2004 er det en klar forudsætning, at Hedegårds fulde udstrækning til stedse er markeret. Anlægget kan endvidere blive beskadiget
ved rørskær, opankring af både og andet. Fortidsmindet er nu markeret med 4 ca. 50 cm høje betonpæle.
Opsætning af informationstavler, der fortæller om voldstedet, angiver
dets udstrækning og giver retningslinier for færdsel i området, kan
anbefales.
Gunderstedgård: Den nordlige del af banken er forstyrret af den
nuværende bebyggelse. Bety-delige dele af voldstedet ligger i dag
uden for fredningszonen og har derfor behov for den beskyttelse,
som kulturmiljøet forhåbentlig kan yde. Fredningszonen bør udvides.
Gårdsens Vold: Voldstedet er generelt set truet af skovbrug, og ifølge oplysning fra en pri-vatmand, givet til Aalborg Historiske Museum,
har den nuværende ejer (2003) etableret en ret stor sø på østsiden af
voldstedet og helt ind til dette. Herved skulle mosedraget og en del af
voldstedet være forsvundet.
Der bør øjeblikkeligt tages skridt til at sikre voldstedet mod yderligere
ødelæggelse, ligesom den formodede ødelagte del af dette bør genetableres.
Kyø: Anlægget er forstyrret af nyere tids anlægsarbejde i forbindelse
med opførelse af land-brugsbygninger. Nye bygninger tæt på voldstedet bør ikke tillades.
Voldene i Allerup bakker: Voldstedet bør friholdes for skovbrug.
240
Ågård: Træer og bevoksning bør absolut tyndes ud eller helt fjernes.
Bonitering
Som omtalt ovenfor er voldstederne, der indgår i dette kulturmiljø,
blot et repræsentativt ud-valg af de nordjyske voldsteder og herregårdspladser. I blandt andet nedenstående litteratur vil man finde
mange andre anlæg, der også bør nyde samme opmærksom og pleje
som de anlæg, der er medtaget her. Voldstederne har en stor oplevelsesværdi, og alene deres sammenhæng med landskabet og naturgrundlaget er en væsentlig del af oplevelsen. Tillige har anlæggene
en stor videnskabelig værdi for den danske borgforskning.
Kontekst/sammenhænge
Se ovenforstående afsnit.
Anvendt kildemateriale
Hyldgård, I.M.: Hedegård – et træbygget borganlæg fra 1300-tallet.
Hikuin 14, 1988, s. 253ff.
Jantzen, C.og R.A. Olsen: Voldsteder i Danmark. En vejviser. Jylland I.
Skippershoved 1999.
La Cour, Vilh.og H. Stiesdal: Danske Voldsteder fra Oldtid og Middelalder. Hjørring Amt. København 1963.
Bergmann Møller Stig: Middelalderlige voldsteder og herregårde. I:
Arkæologiens Nordjylland. Museernes rejser gennem Nordjyllands
kultur og historie. Udg. af Nordjyllands
Amt et al. 2003, s. 44ff.
Beskrivelsen er udarbejdet af Aalborg historiske Museum.
241
242
Vand- og vindmøller i Nordjyllands Amt
Kulturmiljø nr. 11a, b, c, d, e, f
Tema
Tid
Nyere tid
Industri/håndværk
Sted/topografi
Emne
Der findes ikke mange oplagte vandmøllesteder i Nordjylland, da
vandløbene enten har for lidt fald eller for lidt vandføring (eller begge dele). I det flade landskab bestod tilpasningen derfor oftest i, at
der etableredes en opstemning, så vandet blev samlet i en mølledam, hvorfra det i reguleret mængde kunne ledes ind til møllehjulet. Der kunne også være tale om gravning af kanaler, hævning af
vandstanden i søer, anlæggelse af lange træslisker eller regulære
omlægninger af vandløb.
Mølleri
Vandmøller
I Østdanmark ligger åerne ofte i dybe dale, der danner skel mellem
ejerlav. Langs åerne findes græsningsområder for landsbyer, der
ligger trygt oppe på det tørre, hvor de er omgivet af deres agerjord,
mens møllerne befinder sig i ådalene i afstand fra landsbyen.
Anderledes var det i store dele af Nordjylland, hvor vi finder de brede, flade ådale, på hvis sider kreaturer blev græsset. Her er landsbyerne mere orienteret mod engene og vandløbet. Ved de meget
brede åer, som f.eks. på Nordjyllands litorinaflader (hævet havbund), var opstemning direkte på vandløbet umuligt. Det ville kræve en kæmpe dæmning tværs over ådalen og ville så resultere i, at
store engarealer blev oversvømmet. Til mølleanlæg udnyttede man
derfor oftere tilløbene til disse åer, eller man anlagde møllen i forbindelse med fremspringende kilder på dalsiden. Kelddal mølle får
f.eks. sit vand fra en kilde i en sidedal til den store Halkær ådal.
Vindmøller
Mens vandmøllerne blev lagt, hvor der var de bedste muligheder for
opstemninger, var placeringen af vindmøller mere fri. Mange vindmøller er bygget i forbindelse med en allerede eksisterende vandmølle. Det eneste krav til placeringen var, at der var vind nok. Det
har sjældent været et problem i Nordjylland, hvilket kan aflæses af,
at vi ingen egentlige gallerihollændere (hollandsk mølle, hvor der er
et galleri (ligner en altan) hele vejen rundt om møllen – f.eks. Dybbøl Mølle) har eller har haft. Det var ikke nødvendigt at bygge møllerne så høje for at få dem op i vind. Enkelte møller (Sindal, Vodskov
og Øster Sundby) er bygget ovenpå en magasinbygning, og de er
dermed højere end gennemsnittet.
243
I slutningen af 1800-tallet, da jernbanenettet var blevet udbygget,
blev mange møller placeret i nærheden af banen, hvorfra transport
af f.eks. foderstoffer kunne foregå. Et fint eksempel på en sådan
placering er Sindal Mølle.
Ligesom kirker og herregårde har møllerne været markante elementer i vore kulturmiljøer. Da de ikke længere bruges til deres oprindelige formål og er vanskelige at give nyt indhold, har mange
møller fået lov at forfalde eller er revet ned. I de senere år er antallet reduceret betragteligt. Omkring 1900 var der på landsplan
5.000 møller i Danmark. I dag findes kun 150-175, der er bare nogenlunde intakte.
I Nordjylland tegner det samme billede sig. I 1802 var der i de gamle Hjørring og Aalborg amter 111 vandmøller, 49 stubmøller og 11
hollandske vindmøller – i alt 171 kundemøller. Kundemøller var
møller, hvor bonden afleverede sit korn og fik det (sit eget korn)
med hjem i formalet stand. I modsætning til fabriksmøller, der maler for et ”ukendt” marked. Herefter steg antallet af hollandske møller støt, mens stubmøllerne forsvandt. Efter vedtagelsen af loven om
den frie møllernæring i 1852 eksploderede antallet af hollandske
vindmøller. Bare i det område, der i dag udgøres af Hals Kommune,
steg antallet af hollandske vindmøller fra 3 i 1802 til 30 i begyndelsen af 1900-tallet – i dag er kun én tilbage, nemlig Ulsted mølle!
I Nordjyllands Amt er der i dag bevaret 36 vandmøller og 23 vindmøller. Heraf er henholdsvis 19 vand- og 16 vindmøller i en sådan
stand, at de kan siges at have høj bevaringsværdi og – i samspil
med deres umiddelbare omgivelser – at udgøre bevaringsværdige
kulturmiljøer.
Karakteristik af nordjyske vandmøller
Langt de fleste af Nordjyllands vandmøller har deres rod i middelalderen, men er ombygget flere gange. Af den nuværende bygningsmasse er der enkelte bygninger fra 1700-tallet, mens de fleste er
opført i 1800-årene.
De første vandmøller havde strømhjul. Det vil sige, at der ikke var
nogen opstemning af vandet – vandløbets strøm var alene det, der
skubbede hjulet rundt. Der er ikke bevaret strømhjul i Nordjylland.
Principper i de forskellige vandhjul.
Hadsund Egns Museum.
Det næste udviklingstrin var underfaldshjulet, hvor vandet ledes ind
forneden på hjulet. Dette vandhjul kan arbejde med en ret lille faldhøjde, men skal gå tæt på bunden og er derfor sårbart over for grøde og sand. Underfaldshjulet kan kun udnytte ca. 20-30 % af vandets kraft. Først omkring 1430 brugtes egentlige opdæmninger, der
gav mulighed for at bruge et brystfaldshjul, hvor vandet ledes ind
lidt højere, men dog stadig i den underste del af hjulet. Brystfaldshjulet kan køre med faldhøjder på ned til 1 m, og kan afhængig
af faldhøjden udnytte 40-70 % af vandets kraft. Underfaldshjul og
brystfaldshjul har været brugt mange steder i Nordjylland, især på
litorinaflader og ved møller, der er placeret ved et vandløbs udløb i
244
stranden (f.eks. Sæby Mølle, Haslevgårde Mølle og Ovegårds møller), hvor det var umuligt at opnå tilstrækkeligt fald til et overfaldshjul. I Gl. Viffertsholm Mølle er bevaret resterne af et underfaldshjul
med de originale skovle.
Også Højris Mølle ved Sønderup Å har bevaret noget af det gamle
underfaldshjul. Møllen var i begyndelsen af 1800-tallet papirmølle,
men blev ombygget til kornmølle. I dag bruges møllen som hønsehus, og omgivelserne har skiftet karakter fra at være et bart græsdækket landskab omkring Sønderup å til en ”vandmølleidyl” i noget,
der nærmest har karakter af skov.
Langt mere effektivt var det senere opfundne overfaldshjul. Her ledes vandet op på toppen af hjulet, og det er primært vandets vægt
på hjulets skovle, der driver det rundt. Dette hjul drejer modsat underfaldshjulet og brysthjulet; og da dets omdrejningsretning er
modsat det bortflydende bagvand, må det placeres så højt, at bagvandet ikke når op til hjulet. Overfaldshjulet kræver en faldhøjde på
mindst 2-3 m. Det giver gode driftsforhold og er robust over for grøde. Udnyttelsen er ca. 60-80 % af vandets kraft – alt efter størrelse.
Overfaldshjulet blev almindeligt i Nordjylland i de mere kuperede
landskaber i slutningen af 1600-tallet. Overfaldshjulet er effektivt,
men det kan ikke bruges alle steder. Valg af vandhjulstype vil altid afhænge af naturforholdene. Overfaldshjulet stiller støre krav til
opstemning og malerender end underfaldshjulet. Malerender er de
render, der leder vandet hen til møllen.
245
Specielt for himmerlandske vandmøller er, at de som regel har haft
indvendigt vandhjul, dvs. at hjulet er placeret inde i møllehuset som
f.eks. Hjerritsdal og Gl. Viffertsholm møller (henholdsvis overfaldsog underfaldshjul), eller i det mindste under et halvtag som Kelddal
og Halkær møller. Fælles for de nordjyske møller generelt er, at de
har undertræk – dvs. at kværnen trækkes af stjernehjul og drev, der
sidder under kværnen, mens kværnen på øerne som regel har overtræk – her sidder drevet derfor over kværnen.
Med drevet siddende under kværnen er det muligt at have kværnen
stående på loftet, hvorfor de nordjyske vandmøller ofte er en etage
lavere en vandmøllerne på øerne og i de sydligere dele af Jylland,
hvor der skal være plads til et stort stjernehjul over kværnen.
I 1962 blev Ryds Mølle fra Fyn genopført på Fyrkat, hvor der indtil 1916 havde stået en typisk himmerlandsk vandmølle. Ryds Mølle
er en typisk fynsk mølle med overtræk og deraf følgende højde, og
dens placering på Fyrkat må siges at være temmelig uheldig i kulturmiljømæssig henseende.
Karakteristik af nordjyske vindmøller
Den ældste vindmølletype var i Nordjylland såvel som i resten af
landet stubmøllen, der er kendt i Danmark siden 1200-tallet. Stubmøllen har navn efter ”stubben”, den kraftige lodrette stolpe, der
står i en krydsfod på et stenfundament. Stubben bæres og støttes af
et sæt skråstivere mellem krydsfoden og en tømmerramme (sadlen)
lige under møllens nederste bjælkelag.
Stubben afsluttes foroven med en tap, der går op i en tværgående
bjælke – stenbjælken, der igen bærer to hovedbjælker. Stenbjælken
har fået sit navn, fordi det er på den, møllestenenes vægt hviler. På
denne konstruktion hænger hele møllehuset. Møllehuset er forsynet
med en stjert (også kaldet svans), der både fungerer som trappe og
som redskab for drejningen af møllen.
Det giver sig selv, at hvis man skal kunne dreje hele møllehuset, så
er det begrænset, hvor stort det kan gøres, og hvor meget maskineri der kan være. Maskineriet var ofte begrænset til en enkelt kværn
med direkte træk. Stubmøllerne var da også oftest bygget som supplement til en vandmølle. I Dronninglund kirke findes Danmarks ældste billede af en stubmølle (kalkmaleri fra ca. 1450), men ellers er alle de nordjyske stubmøller forsvundet, hvis man ser bort fra den lille
gårdmølle på Læsø, hvor kun kværnen og gangtøjet er bevaret, mens
stub, krydsfod, møllehus og vinger alle er senere rekonstruktioner.
246
Kalkmaleri i Dronninglund kirke.
Hadsund Egns Museum.
Den hollandske mølle var en væsentlig forbedring af vindmøllerne.
Dels skulle kun hatten drejes for at få vingerne op i vind, hvorfor
møllerne kunne bygges større og af kraftigere materialer; dels har
den hollandske mølle stjernehjul, der sammen med kværndrevene
danner et gear, der dels muliggør tilkobling af flere kværne, dels
forøger hastigheden på møllestenene – typisk 4-5 gange.
Den ældste kendte hollandske mølle i Nordjylland blev bygget i
Himmerland omkring 1761 (Nørgårds Mølle i Bælum). En lang række bevillinger blev givet både nord og syd for Limfjorden i 1770’erne. Den del af Nordjylland, hvor den hollandske vindmølle sidst
gjorde sin entre, var Sydhimmerland, hvor de mange vandmøller
langs Mariager Fjord blokerede for, at der kunne gives nye bevillinger (der skulle være mindst en mil til nærmeste nabomølle). Den
første sydhimmerlandske hollænder blev bygget i Korup i 1832.
Af den bevarede bygningsmasse er Havnø Mølle (opført 1842) den
eneste bevarede vindmølle i Nordjylland, der er opført før loven om
den frie møllernæring blev givet i 1852. Havnø Mølle er til gengæld
et meget typisk eksempel på de møller, der opførtes i Nordjylland i
perioden 1770-1850. De var alle jordhollændere (dvs. at det manuelle krøjeværk til at dreje møllehatten med blev betjent fra jorden
og ikke fra et galleri), de var opført på en kælder/undermølle, der
oftest var af kampesten (enkelte dog også af tegl), og var ottekantede trækonstruktioner, tækket med strå. Vingerne havde lærredssejl
og blev manuelt svikket, dvs. fik reguleret sejlfladen. Havnø Mølles
maskineri er også typisk for denne periodes møller, hvor grynværker var ved at vinde indpas ved siden af melkværnen. (Grynværker
er anlæg til at lave (byg)gryn på. Et grynværk består som regel af en
skallekværn, der tager skallerne af byggen, samt en grynblæser, der
blæser skallerne væk fra de hele gryn. Evt. er der også en grynsorterer (sorterer grynene efter størrelse) og en grynkværn til at knække gryn på. De blev almindelige i slutningen af 1700-tallet. Før den
tid lavede man gryn manuelt hjemme på gårdene.)
247
I flere egne af Danmark har man kendt en hybridform mellem stubmøllen og den hollandske mølle. Nemlig møllen med hat men uden
stjernehjul. Møllen krøjes (vendes) altså som en hollandsk mølle,
mens gangtøjet (det, der driver møllestenene) er uden stjernehjul og
altså identisk med stubmøllens. Denne hatmølle var oftest bygget
som gårdmølle i egne, hvor der var langt til nærmeste privilegerede
mølle. Der er i dag kun bevaret to møller af denne type i Danmark
- den ene er den lille lyngtækkede vindmølle ved Grønnestrand. Der
vides dog at have stået en tilsvarende hatmølle ved Dalsgård i Vive
sogn i midten af 1800-tallet.
I slutningen af 1800-årene blev den automatiske krøjning (vha.
vindrose) udbredt, ligesom automatisk svikning af vingerne blev almindelig. Vindroser er i dag bevaret på Stenvad Mølle, Klostergårds
Mølle, Mariendals Mølle og Bælum Mølle.
Automatisk svikning foregår normal vha. ”edderkop” og trækstænger på vingerne, hvis bevægelse styres af en ladestok gennem vingeakselen. Denne type af svikning er bevaret på Klostergaards Mølle, Bælum Mølle og Mariendals Mølle. Tegningens tal: 1: ladestokken, 2: edderkoppen, 3: trækstænger.
Selvsvikker.
Hadsund Egns Museum.
En anden type af automatisk svikning er fjerdersvikningen, der i
Danmark dels er kendt som ”ren” fjedersvikning (fjedersvikning på
alle 4 vinger) og som ”hybridsejl” (fjedersvikning på 2 vinger og
lærredssejl på 2). Hybridsejl var i Nordjylland bl.a. brugt på Hasse248
ris Mølle, Rubjerg Mølle og Gandrup Mølle, men de eksisterer ikke
længere på nogen dansk mølle.
Ø Sundby fjedersvikning 2006.
Hadsund Egns Museum.
Fjedersvikning på alle fire vinger har været kendt på et mindre antal danske møller, men kendes i dag udelukkende på Øster Sundby
Mølle, der i den forstand er helt unik i den danske møllebestand.
Sårbarhed og virkemidler
Bevaring af vand- og vindmøller er helt afhængig af, at møllen er
i stand til at køre. Vandhjul og møllevinger, der står stille, kan ikke
bevares. Vandhjul går til, hvis de konstant står med den samme side
i vand. På samme måde kan man ikke bevare møllevinger, hvis de
ikke drejes regelmæssigt. Hvis det ikke sker, bliver vindfanget sideskævt, og så kan møllen til sidst slet ikke køre, og de to vinger, der
vender nedad, rådner.
Yderligere er kørslen med møllerne et vigtigt incitament for de mange frivillige, der deltager i bevaringen af møllerne. Bevaringen af
møllerne i kulturlandskabet er således først og fremmest et spørgsmål om at sikre tilstrækkeligt vand/vind, så møllerne kan fungere.
Hvor det overhovedet er muligt, bør man ved lokalplan sikre vand
og dæmning til følgende vandmøller: Dorf Vandmølle, Flamsted
Mølle, Halkær Mølle, Godthåb Hammerværk, Hjerritsdal Mølle, Hyldals Mølle, Karls møllerne, Kelddal Mølle, Lundby Mølle, Lundbæk
Mølle, Ovegårds to møller, Pilegårds Mølle, Røde Mølle, Sæby Mølle, Tustrup Mølle, Willestrup Mølle, Øster Mølle.
Ved disse møller er der særlige kulturhistoriske hensyn at tage, når/
hvis der anlægges faunapassager.
Dorf vandmølle 2002.
Hadsund Egns Museum.
249
Hvor det overhovedet er muligt, bør man ved lokalplan sikre vind til
nedenstående vindmøller ved at forhindre bebyggelse og høj beplantning i møllens nærhed. Hvor stor en radius om møllen, der
skal sikres, afhænger af de geografisk forhold ved den pågældende
mølle: Bælum Mølle, Børglumkloster Mølle, Dorf Vindmølle, Grønnestrand Mølle, Havnø Mølle, Kragskov Mølle, Læsø Mølle, Mariendals Mølle, Sindal Mølle, Stenvad Mølle, Ulsted Mølle, Vennebjerg
Mølle, Vindblæs Mølle, Vodskov Mølle, Øster Sundby Mølle, Østerklit Stokmølle.
Bonitering
I vedføjede bilag er redegjort for de enkelte møllers nuværende tilstand. De med mørkegråt markerede møller, er møller, der i samspil
med omgivelserne udgør særligt bevaringsværdige kulturmiljøer.
Disse møller kan opfattes som ”eksempelmøller” og er nærmere beskrevet nedenfor.
De med lysegråt markerede møller kan opfattes som parallelle eksempler, som bør omfattes af samme beskyttelse.
Med hensyn til de øvrige møller skønnes det, at kulturmiljøet allerede er så skadet, at det ikke er muligt at retablere. Som enkeltbygninger kan disse møller dog sagtens være bevaringsværdige.
Kontekst/sammenhænge
Møllerne har ligesom kirker og kroer altid været centrale bygninger
i landbrugsområder og er derfor vigtige landskabselementer i det
nordjyske. Vandmøllerne er ofte placeret i meget naturskønne områder, men er ikke så iøjnefaldende landskabselementer som vindmøllerne, der – hvor de er bevaret – uvægerligt vil blive vartegn for
lokaliteten.
Udvalgte nordjyske vandmøller, der set ud
fra et kulturmiljømæssigt og teknologihistorisk synspunkt har særlig interesse
Dorf Mølle
Dorf Mølle får vand fra Pulsbækken og ligger næsten ved kanten
af den litorinaflade, der gennem Voersådalen når ind til Dorf enge.
Møllen er kendt fra skriftlige kilder siden 1664 – dengang som fæstemølle under Haslund Kloster – men er sikkert betydelig ældre. I
1800-tallet var den fæstemølle under Dronninglund.
250
Dorf mølle 2000.
Hadsund Egns Museum.
Vandmøllen er opført i mur og bindingsværk og stråtækt. Dæmningen bærer den nord-sydgående vej mellem Dorf kirke og Dronninglund Storskov.
Vandhjulet blev i 1920’erne udskiftet med en Mahlerturbine, der
stadig er bevaret og fuldt funktionsdygtig. Der er bevaret en mængde mølleinventar – kværne, hejs, sigte m.v. Møllen har haft sit eget
jævnstrømsværk, der indenfor de seneste år er blevet restaureret.
Vandmøllen blev i 1887 suppleret med en vindmølle, der kunne
bruges i tilfælde af tørke, eller når frosten gjorde brug af vandhjulet
umulig.
Der er offentlig adgang til møllen, der ejes og drives af Try Museum.
Se endvidere kulturmiljøbeskrivelsen af Dorf Mølleby nr. 48.
Specielle kvaliteter: Møllen er et godt eksempel på, hvordan vindog vandkraft supplerede hinanden. Tidligere var der flere af sådanne ”møllepar”, f.eks. Korup Mølle, hvor den middelalderlige vandmølle fik en hollandsk vindmølle som supplement i 1832, Haslevgårde Vandmølle, der allerede før 1688 havde en stubmølle som
supplement – denne blev i 1840 udskiftet med en hollandsk mølle,
Ridemanns Mølle fik vindmølle i 1809, Hjerritsdal Mølle i 1887 og
Flamsted Mølle, hvor vindmøllens byggeår er ukendt, men før 1867.
I alle disse eksempler er vindmøllerne i dag forsvundet.
Bevaringstilstand: God.
251
Sårbarhed og virkemidler: Bygningerne er fredet og som sådan
ikke truede, men det er vigtigt, at der tages hånd om omgivelserne,
så den direkte forbindelse mellem de to møller og møllegården bibeholdes. Ved lokalplan bør sikres: 1) At der ikke plantes træer eller bygges, så vindmøllen mister vind. 2) At der ikke gøres indgreb i
de vandtekniske anlæg (dam, dæmning og malerender), der fratager vandmøllen sit vand, eller slører anlæggets funktion i relation til
møllen. 3) At der ikke bygges eller beplantes, så den umiddelbare
sammenhæng mellem vand- og vindmølle sløres.
Bonitering: Møllekomplekset med møllegård, vand- og vindmølle
har en kolossal fortælleværdi, der formidles gennem museets arbejde med møllerne.
Kontekst/sammenhænge: Møllekomplekset, der også omfatter
den fine gamle møllegård, ligger i et område, der stadig er præget
af landbrug, hvilket forstærker den kulturmiljømæssige kvalitet.
Gl. Viffertsholm Mølle
Møllen er formentlig bygget som herregårdsmølle i 1700-tallet.
Møllebygningen er atypisk ved at være ottekantet. Den er opført på
syldsten, facader i bindingsværk og pyramideformet stråtag. Der er
bevaret en del inventar: underfaldshjul (med en del originale skovle), stjernehjul, kværn m.m.
Specielle kvaliteter: Møllen er typisk for Himmerland ved at have
indvendigt vandhjul, men er ellers helt unik med sin ottekantede facon.
Bevaringstilstand: God.
Sårbarhed og virkemidler: Bygningen er ikke fredet, men heller ikke truet, idet den ligger i et parkområde i tilknytning til herregården
Viffertsholm.
Bonitering: Vandføringen er ikke intakt, og fortælleværdien derfor
noget reduceret. Til gengæld indgår den fint i herregårdsmiljøet.
Kontekst/sammenhænge: Samspillet med herregårdens øvrige
bygninger bidrager positivt til kulturmiljøets værdi.
Godthåb Hammerværk
Hammerværket er placeret ved Guldbækken og er bygningsmæssigt
en del af et fabriksanlæg, der er opført i 1915. Værket blev grundlagt i Sejlflod 1845 af smed Christian Zinck. På grund af vandmangel valgte han at flytte værket, og han lejede sig i 1858 ind i den
tidligere papirmølle ”Godthåb”, grundlagt 1797. I 1868 tilkøbtes den
nærliggende Ridemanns Mølle (kornmølle). Bygningerne brændte i
1872, men genopførtes straks efter.
I forbindelse med etableringen af turbine måtte der graves en 700
m lang kanal for at forøge faldhøjden. Anlægsarbejdet stod på i 26
år, og først i 1894 var den klar til brug. Den nuværende turbine er
installeret i 1931 og er i funktionsdygtig stand og kan trække de bevarede maskiner. Der er bevaret en enkelt af de gamle svanshamre, diverse fjederhamre, lufthamre, sakse, stanseværktøj, ovne m.v.
Maskineriet er stadig produktionsdygtigt. Produktionen stoppede så
sent som i 1970’erne.
252
Specielle kvaliteter: Hammerværket er både i Nordjylland og i
Danmark helt unikt. Der er bevaret et enkelt hammerværk mere (i
Hellebæk på Sjælland), men dels er det en våbensmedje, dels repræsenterer det en helt anden tid. Godthaab Hammerværk var i
brug helt frem til 1970’erne, og der er ikke sket forandringer, siden
det var i drift.
Bevaringstilstand: Bygninger er velholdte, men kanalerne trænger
stærkt til restaurering, hvis man skal undgå digebrud.
Sårbarhed og virkemidler: Bygningerne er fredet og som sådan
ikke truede. Der er rejst naturfredningssag på omgivelserne, herunder kanalerne, som sandsynligvis vil blive opkøbt af Aalborg Kommune. Fredningerne kan ikke direkte sikre sammenhængen mellem
hammerværket og omgivelserne, hvorfor det må anbefales, at der
udarbejdes en bevarende lokalplan. Heri bør præciseres, at kanalerne skal holdes fri for bevoksning, sådan som de blev det i møllens
funktionstid.
Bonitering: Har en kolossal fortælleværdi, der på forbilledlig vis
formidles af Støtteforeningen Godthaab Hammerværk.
Kontekst/sammenhænge: Hammerværket og dets kanaler m.v.
skal ses i sammenhæng med de arbejderboliger, der blev opført fra
1865 og fremad, og som Godthåb udviklede sig omkring. En del af
disse arbejderboliger eksisterer stadig.
Se endvidere kulturmiljøbeskrivelsen af Godthåb Hammerværk nr. 85.
Hjerritsdal Mølle
Hjerritsdal mølle er placeret i en af de erosionsdale, der leder ud i
Mariager Fjord. Den får sit vand fra Valsgård Bæk, der er opstemmet direkte på løbet ca. 2 km nord for udløbet i fjorden. Den nævnes første gang ca. 1450. De nuværende bygninger er genopbygget
efter brand i 1832.
Hjerritsdal mølle 2004. Hadsund
Egns Museum.
Møllen er opført i grundmur (hvidkalket) på et fundament af syldsten, taget er halvvalmet og tækket med strå. Møllen blev gennemgribende restaureret i 1990’erne. Der er bevaret en del mølleinventar: kværne, havrevalse, dele af et grynværk m.v. I 1887 opførtes en
vindmølle som supplement. Vindmøllen blev i 1929 flyttet til Øster
253
Brønderslev. Møllen er privatejet, men vises frem for publikum efter
aftale med lejeren i møllehuset.
Specielle kvaliteter: Møllen er et godt og meget typisk eksempel på en himmerlandsk vandmølle med indvendigt overfaldshjul og
undertræk. Den er endvidere den eneste velbevarede mølle af den
perlerække af vandmøller, der lå på stribe i de erosionsdale, der løber ud i Mariager Fjord.
Bevaringstilstand: Meget god.
Sårbarhed og virkemidler: Bygningerne er fredet, og møllen er
placeret i en meget naturskøn dal, der bruges som rekreativt område. Nordjyllands Amt har tidligere etableret et omløbsstryg, der
set i relation til de kulturhistoriske værdier, er det mest vellykkede i
amtet. Stryget er placeret så tilpas højt på vandløbet og går så langt
øst for dammen, at man slet ikke bemærker det. Der er rigeligt vand
til, at møllen kan køre til demonstration.
Bonitering: Møllekomplekset har i sig selv stor fortælleværdi, idet
alle mølleanlæggets dele - møllehus, mølleværk og vandteknisk anlæg - er intakte. Dens kvaliteter som kulturmiljø forstærkes af dens
placering i et overordentligt smukt naturområde.
Kontekst/sammenhænge: Møllen var blot en af en perlekæde af
møller langs fjorden og skal ses i sammenhæng med de øvrige. Af
disse er (delvist) bevaret: Ovegårds 2 møller (uden vandhjul), Karls
møller (2 vandmøller, hvoraf den ene er nedrevet for nylig, men
dammen er bibeholdt, den anden er uden hjul), Vive Mølle (kun
bygningen, vandløbet er omlagt i 1940’erne).
Parallelt eksempel: Sæby Vandmølle og de ovenfornævnte møller
er ligesom Hjerritsdal Vandmølle placeret ved udløbet af et vandløb i hhv. havet og fjorden. Sæby Mølle er som bygning velbevaret
og opstemningen og turbinen, der i 1920’erne erstattede de to underfaldshjul, intakt. Det bør sikres, at opstemningen bibeholdes. Det
betyder imidlertid ikke, at der ikke i den sydlige side kunne indrettes
en faunapassage.
Udvalgte nordjyske vindmøller, der set ud
fra et kulturmiljømæssigt og teknologihistorisk synspunkt har særlig interesse
Havnø Mølle
Møllen er opført som herregårdsmølle i 1842. Den er bygget på en
naturlig bakke i strandengen mellem Mariager Fjord og Lunden.
Møllekroppen består af en ottekant af norsk fyr, tækket med rør fra
top til bund, og den står på en kælder af kampesten.
Møllen blev restaureret i 1995-2001. Inventaret er helt intakt: 1
melkværn med tromlesigte og 1 grubbekværn med grynvifte og
grynsorterer. Møllen har aldrig været moderniseret og fremstår derfor som ved opførelsen i 1842. Møllen ejes og drives som museum
af Nordjyllands Historiske Museum.
254
Havnø mølle 2006.
Hadsund Egns Museum.
Specielle kvaliteter: Møllen er typisk for de hollandske møller, der
blev bygget i Nordjylland før 1852. Dens meget naturskønne placering i et herregårdsmiljø mellem Mariager Fjord og skoven (Lunden
og Vester Lounkær) giver den særlige landskabsmæssige kvaliteter.
Bevaringstilstand: Meget god.
Sårbarhed og virkemidler: Møllebygningen er fredet, og dens placering inden for strandbeskyttelseslinje og skovbyggelinje gør, at den
ikke trues af bebyggelse. Til gengæld er trævæksten syd og sydøst
for møllen allerede nu til gene, således at møllen ikke kan køre pga.
turbulens, når vinden er i syd eller sydøst.
Bonitering: Møllens placering i det fjordvendte herregårdsmiljø giver den en meget høj fortælleværdi.
Kontekst/sammenhænge: Møllen er en del af det kystvendte herregårdsmiljø ved Havnø (se dette – kulturmiljøbeskrivelse nr. 108).
Ulsted Mølle
Der har været vindmølle i Ulsted i hvert fald siden 1613. Møllen lå
dengang øst for Ulsted og var en temmelig stor stubmølle. Sidst i
1700-tallet blev møllen flyttet vest for byen. Den blev herefter kaldet Vester Mølle.
Den nuværende hollandske mølle er bygget mellem 1847 og 1863.
Den stod oprindeligt på den anden side af Hou vejen, men blev
flyttet til sin nuværende plads i 1878. Møllen er en ottekantet trækonstruktion, tækket med tagpap. Den står på en kælder af brændte
tegl. Hatten er løgformet og tækket med pap. Vingerne er sejlførende og krøjeværket manuelt. Møllen fik ny hat, krøjeværk og vinger
efter storm i 2006, og det indvendige forventes restaureret i 2007.
Hele gangtøjet er intakt, og der er en del inventar: kværn med originale sten, stenkran, sigte, sækkeelevator m.v. Møllen ejes af Hals
Kommune og drives som museum af Nordjyllands Historiske Museum.
255
Ulsted 2006.
Hadsund Egns Museum.
Specielle kvaliteter: Møllen er typisk for de mange hollandske
møller, der er bygget efter 1852. Den har dog krøjepæle af granit,
hvilket ikke er set på andre nordjyske møller, der normal har krøjepæle af eg.
Bevaringstilstand: God.
Sårbarhed og virkemidler: Det er vigtigt, at beplantning og byggeri i møllens nærhed udgås. Der er en bræmme af træer langs
Houvej lige efter byskiltet, som burde fjernes af hensyn til indkigget
fra vest til såvel mølle som kirke.
Bonitering: Møllen kan betragtes som ”arketype” for nordjyske
vindmøller fra perioden 1852 og frem. Den ligger ved siden af det
gamle møllerhus i vestkanten af landsbyen, hvor den støder op til
marker på tre sider, og er med til at fastholde Ulsteds karakter som
landsby/lille stationsby.
Kontekst/sammenhænge: Møllen befinder sig lige over for Ulsted
kirke, og sammen udgør de to bygninger vartegnet for Ulsted.
Parallelle eksempler: Vennebjerg Mølle, Børglum Kloster Mølle,
256
Sindal Mølle (der dog er speciel ved at være muret op), Vindblæs
Mølle, Vodskov Mølle.
Det må anbefales, at det via lokalplaner sikres, at der ikke bygges
eller beplantes i nærheden af de nævnte møller. For Vodskov Mølles
vedkommende er det måske allerede for sent. Der er ikke mange
dage om året, hvor der er vind nok, til at den kan køre.
Bælum Mølle
Den nuværende Bælum Mølle er opført i 1908 og er efterfølger efter Nordjyllands ældste hollandske mølle (opført 1761). Møllen er
placeret meget højt over Bælum. Møllekroppen er ottekantet og
tækket med tagpap. Hatten er løgformet og udstyret med selvkrøjer
(vindrose) og selvsvikkende vinger. Der er bevaret en del mølleinventar: kværne, sigte, havrevalse, grynvifte og sækkeelevator. Møllen har et komplet sæt Frichs jerngangtøj. Frichs begyndte at fabrikere jerntøj til møller i 1850’erne og solgte gangtøj som samlesæt. I
møllen befinder der sig en tegning, som fulgte med gangtøjet med
anvisning på, hvordan det samles.
Bælum Mølle 2004.
Hadsund Egns Museum.
257
Specielle kvaliteter: Møllen er typisk for de hollandske møller, der
i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet fik selvkrøjer og selvsvikker. Disse mekanismer effektiviserede arbejdet i
vindmøllerne, så de stod sig bedre i konkurrencen med de mange
nye handelsmøller. Dens meget høje placering gør den til et meget
synligt vartegn for Bælum. Frichs gangtøjet er en kvalitet, som i teknologihistorisk sammenhæng gør møllen interessant, men har naturligvis ikke nogen egentlig betydning for kulturmiljøet.
Bevaringstilstand: God.
Sårbarhed og virkemidler: Det er vigtigt, at beplantning og byggeri i møllens nærhed udgås, men møllen synes ikke at være truet.
Bonitering: Placeringen meget højt på en nøgen bakketop gør
møllen til noget helt særligt i landskabsmæssig henseende.
Parallelle eksempler: Mariendals Mølle i Aalborg, Vennebjerg
Mølle, Stenvad Mølle, Klostergårds Mølle i Pandrup.
Det må anbefales, at det via lokalplaner sikres, at der ikke bygges
eller beplantes i nærheden af de nævnte møller.
Øster Sundby Mølle
Ø Sundby 2006.
Hadsund Egns Museum.
258
Øster Sundby Mølle stod oprindeligt i Ravnstrup ved Hjallerup, men
blev i 1910 flyttet til Øster Sundby som erstatning for en i 1890 nedbrændt mølle. Mølleskroget er ottekantet og tækket med tagpap.
Hatten er løgformet og ligeledes tækket med pap. Møllen står på
en undermølle opført i grundmur. Møllen krøjes manuelt, mens vingerne er forsynet med fjedersvikning (eneste bevarede eksempel i
Danmark).
Møllen fungerede helt indtil 1976, og den står, som da den var i
drift. Der er bevaret et meget righoldigt inventar, der ud over kværne, sigter og havrevalse også omfatter nyere maskineri som kornspidser, kornelevatorer m.v., og den er i den henseende vores bedste eksempel på vindmølleriets sidste epoke. Møllen ejes af Aalborg
Kommune og bruges til forskellige arrangementer med offentlig adgang.
Specielle kvaliteter: Trods nærheden med Aalborg er møllen med
til at fastholde Øster Sundbys identitet som gammel landsby. Møllen
er Danmarks eneste bevarede eksempel på en vindmølle med fjedersvikning og har som sådan en interesse, der rækker ud over den
regionale.
Bevaringstilstand: God.
Sårbarhed og virkemidler: Det bør ved en lokalplan sikres, at der
ikke bygges eller beplantes i møllens umiddelbare nærhed. Møllen
er pga. undermøllen ret høj, men beplantning bør holdes under vingehøjde.
Bonitering: Møllens fortælleværdi er god. Den ligger i kanten af
Øster Sundby og ud mod det åbne land og er – især set fra nord –
med til at fastholde indtrykket af Øster Sundby som gammel landsby, hvilket giver stedet en kvalitet, der rækker ud over blot at være
forstad til Aalborg.
Lyngmøllen ved Grønnestrand
Den lille gårdmølle er antagelig opført i 1886. Det er en jordhollænder, men uden stjernehjul. Den ottekantede møllebygning står
på en sokkel af granit. Den er opført af træ og var oprindelig tækket med strå, som så senere er blevet erstattet med lyng. Hatten er
løgformet og tækket med pap. Møllen blev restaureret i 1989-1990,
men har fået nye vinger igen i 2006. Der er bevaret noget mølleinventar.
Specielle kvaliteter: Møllen repræsenterer en type af vindmøller
(hatmøller uden stjernehjul), som vi kender flere eksempler på har
været i landsdelen (f.eks. på Dalsgård i Vive sogn i 1840’erne), men
hvor der ikke er bevaret andre eksempler på. På landsplan er bevaret en enkelt mere på Møn. Som gårdmølle er den typisk for områder, hvor der var ”langt til alting” og dermed også til en kundemølle. Som sådan er den karakteristisk for den jyske vestkyst.
Bevaringstilstand: God.
Sårbarhed og virkemidler: Bygningen er fredet, og møllen ikke
umiddelbart truet. Beplantning og nybebyggelse i møllens nærhed
bør forhindres.
Bonitering: Møllen er en yndet turistattraktion, men er ikke åben
259
for publikum og vist heller ikke funktionsdygtig.
Kontekst/sammenhænge: Gården, som møllen blev opført til, eksisterer stadig (men er ikke fredet).
Østerklit Stokmølle
Efter 1862 begyndte mange gårdmænd at anskaffe sig gårdmøller i form af tagryttere, der kunne trække en kværn til foder og et
tærskeværk. Disse små møller vandt kolossal stor udbredelse især i
Vendsyssel. Der kunne enten være tale om jernmøller med vindrose eller f.eks. 5-vingede vindfang med selvsvikker, eller de såkaldte
stokmøller bygget af træ og med sejlførende vinger. Østerklit Stokmølle er placeret i en lysning i Tversted Klitplantage ud mod Tannisbugten. Den lille mølle af træ sidder på en længe, der var den
ene del af en parallelgård, der opførtes i 1872, men hvor stuehuset
nedbrændte i 1981. Stokmøllen har fire sejlbærende vinger, der via
stokken trækker to kværne. Møllen blev restaureret i 1990’erne og
er fuldt funktionsdygtig. Stokmøllen ejes af Skov- og Naturstyrelsen,
og den fremvises for publikum af medlemmerne af et møllelaug. I
laden er der indrettet udstilling.
Østerklit 2002.
Hadsund Egns Museum.
Specielle kvaliteter: Stokmøllen er den eneste bevarede af de
utallige små tagmøller, der i et par generationer prægede Vendsyssels kulturlandskaber.
260
Østerklit 2002.
Hadsund Egns Museum.
Bevaringstilstand: Meget god.
Sårbarhed og virkemidler: Bygningen synes ikke at være særlig
udsat.
Bonitering: Takket være udstillingen i laden, fortæller stokmøllen
de små gårdmøllers historie, selvom dens fortælleværdi må siges at
være reduceret af, at stuehuset til gården mangler.
261
Litteratur
Andersen, Lise: Da hollænderen kom til Himmerland. I: Fra Himmerland og Kjær Herred 2000, s. 7-55.
Andersen, Lise: Vandmøllernes udvikling efter reformationen. I: Erik
Hofmeister (red.): De ferske vandes kulturhistorie i Danmark. Silkeborg, 2004, s. 117-123.
Andersen, Lise og John Jensen: Håndbog for Møllepassere. Hadsund
2006.
Andreasen, Jørn (red.): Møllebygninger i Danmark. Redegørelse og
status 1993. Skov- og Naturstyrelsen, 1993.
Christensen, Jørgen F.: Rundt til danske vandmøller. Hillerød 1991.
Dahl, Leif O.: Den gamle Mølle. Strejflys på Vennebjerg Mølle. Hjørring 1981.
Jørgensen, Peter: Godthaab Hammerværk. u.år.
Meyn, Niels: Danske Møller. København 1934.
Petersen, Viggo: Vandmøller og landskab i Nordjylland. BYGD u.år.
Beskrivelsen er udarbejdet af Hadsund Egns Museum
262
263